6

Jeg besluttede at tage tilbage til Spanien dagen efter. Hvis Amelia var vendt tilbage til Madrid i juli måned i 1942, skulle jeg finde svarene enten hos Edurne eller hos professor Soler. Jeg kunne også bede doña Laura om at hjælpe mig videre.

Min mor smækkede røret på, da jeg ringede til hende efter ankomsten til Barajas-lufthavnen.

„Du er håbløs, Guillermo, og jeg har besluttet at opgive dig, men ring til mig, når du har bestemt dig for at holde op med at opføre dig som en idiot.“

Jeg vidste, at hendes vrede var forsvundet efter tredje opringning.

I min lejlighed lå støvet i store mængder, og der lugtede indelukket.

I posten fandt jeg adskillige breve fra banken, der mindede mig om et afdrag, som skulle have været betalt. Jeg brugte stort set alle mine indtægter på mine rejser, og derfor var jeg nødt til at blive gode venner med min mor igen så hurtigt som muligt, og hvis det ikke lykkedes, var der ikke andet at gøre end at gå til Ruth for – i tilfælde af at jeg blev sat ud af min lejlighed – at bede hende give mig husly.

Dagen efter min ankomst ringede jeg til doña Laura og bad om lov til at komme og snakke med Edurne.

„Hun bliver meget træt af at tale med Dem. Er det nødvendigt?“

„Ja, det er det, doña Laura. Men godt, så snakker jeg først lige med professor Soler og ser, om jeg kan undgå at tale med Edurne, for jeg vil ikke plage hende.“

„Hvordan går det ellers med efterforskningen?“ spurgte hun nysgerrigt.

„Det går godt, selv om jeg må sige, at Deres kusines liv er fyldt med overraskelser, der dukker op som en trold af en æske. Hvis De gerne vil have mig til at fortælle, hvad jeg har fundet ud af …“

„Jeg har sagt, at vi gerne vil have Dem til at foretage en grundig efterforskning, og når De så ved alt, skal De skrive det ned og derefter aflevere det til os, og indtil da skal De ikke fortælle mig noget. Men gør det hurtigt, for vi er meget gamle og har ikke så langt igen.“

„Jeg forsikrer Dem om, at jeg forsøger at gøre det, så hurtigt som jeg kan, men tingene bliver mere og mere indviklede …“

„Udmærket, Guillermo, ring til mig, hvis De alligevel får brug for at tale med Edurne. Åh ja, nu da jeg har Dem i telefonen, mangler De penge?“

Jeg tøvede et øjeblik. Jeg turde ikke sige ja. Så mente jeg at høre en stille latter i den anden ende.

„De lever naturligvis ikke bare af luft, og al denne rejsen fra det ene sted til det andet koster penge. Vi var vist lidt for påholdende ved den sidste overførsel. Jeg siger til min niece Amelia i dag, at hun skal sende flere penge til Dem.“

„Hvordan har Deres niece det? Og doña Melita?“

„Udmærket, vi har det alle udmærket. Men lad os ikke spilde tiden, De skal jo i gang med at arbejde. Husk, at vi er gamle …“

Professor Soler bad mig komme til Barcelona og besøge ham.

„Jeg er i gang med at skrive en bog og har ikke så meget tid, men kom De blot, så ser vi, hvad jeg kan fortælle Dem. Jeg tror nok, at jeg husker ret godt, hvad der skete, da Amelia pludselig dukkede op den sommer i 42.“

Så tog jeg endnu en gang ud til lufthavnen, parat til at tilbringe dagen sammen med professoren, og med det forsæt at aflægge besøg hos min mor om aftenen, når jeg vendte tilbage fra Barcelona. Jeg kendte hende så godt, at jeg vidste, at selv om hun var vred, ville hun ikke smække døren i for næsen af mig.

Professor Solers hustru, Charlotte, sagde straks, da hun havde lukket mig ind, at jeg ikke måtte opholde ham for længe.

„Han er ved at lægge sidste hånd på en meget vigtig bog, og hans forlægger er nervøs, fordi det har trukket ud med afleveringen.“

„Jeg lover, at jeg ikke vil tage ret meget af Deres mands tid, men uden hans hjælp kan jeg ikke komme videre.“

Professoren var forkølet og så træt ud, men var alligevel i godt humør. „Doña Laura ringede til mig i aftes og bad mig guide Dem videre. Hun er bekymret for at skulle forstyrre Edurne igen, da den stakkels kvindes helbred er meget dårligt.“

„Uden Dem ville efterforskningen af min oldemors liv ikke kunne lade sig gøre. Forresten er major William Hurley, arkivar i hærens arkiver, en guldgrube af oplysninger. Hvis De vidste, hvor meget han har fortalt mig … Og der er mere endnu, så om et par dage skal jeg tilbage til London. De kan slet ikke forestille Dem alt det, min oldemor foretog sig …“

„Jeg vil ikke vide noget, hvad jeg også tidligere har sagt til Dem. Hvad Amelia foretog sig eller ikke foretog sig, det tilkommer ikke mig at vide.“

„De er historiker, derfor forekommer det mig underligt, at De slet ikke er nysgerrig efter at vide, hvad Amelia foretog sig.“

„De er sandelig stædig, Guillermo! Jeg har fortalt Dem flere gange, at selv om jeg måske var nysgerrig, ville jeg ikke give denne nysgerrighed lov til at komme frem. Jeg har ingen ret til at blande mig i en kvindes og en families liv, som jeg skylder så meget. Hvis familien havde ønsket, at jeg foretog denne efterforskning, ville de have bedt mig om det, men det har de ikke gjort, de har givet opgaven til Dem, som er Amelias oldebarn.“

Jeg gav op. Professorens urokkelighed og loyalitet irriterede mig. Hvis jeg havde været i hans sted, ville jeg ikke have affundet mig med ikke at vide noget.

„Kan De fortælle mig, hvad der skete, da Amelia ankom til Madrid den sommer i 42?“

„Tænd for båndoptageren.“

‘Da ejendommens portner så hende komme slæbende med en kuffert, genkendte han hende ikke. „Hvor skal De hen?“ spurgte han.

„Op til don Armando Garayoa. Kan De ikke kende mig? Jeg er Amelia.“

„Frøken Amelia! Hvor har De forandret Dem! De ser syg ud! Jeg er ked af det, frøken, men jeg kunne ikke genkende Dem. Giv mig den kuffert, så bærer jeg den op.“

Med portneren stående ved siden af sig ringede hun på klokken til sin tante og onkels lejlighed. Det var Edurne, der lukkede op. Hun kunne godt genkende hende.

„Frøken Amelia!“ udbrød hun og omfavnede hende.

I Edurnes arme følte Amelia, at hun var kommet hjem, og hun begyndte at græde.

Edurne ville ikke have, at portneren skulle se ting, han ikke burde se, så efter at have takket ham lukkede hun døren. Doña Elena og Antonietta var ilet ud i forstuen, da de hørte Edurnes udbrud. De to søstre faldt grædende i hinandens arme. Amelia var endnu tyndere end Antonietta og virkede så skrøbelig, som kunne hun gå i stykker. Eller sådan tænkte Jesús og jeg i hvert fald, da vi så hende.

Efter at have omfavnet Antonietta omfavnede hun også sin kusine Laura og derefter sin fætter Jesús, mig og doña Elena.

„Hvad med onkel? Hvor er onkel Armando?“

„Far kommer altid sent hjem fra arbejde,“ svarede Jesús. „Men han er her snart.“

Doña Elena jamrede over Amelias tilstand.

„Jamen hvor har du dog været, min pige! Vi har været så bekymrede for dig … Du er syg, ikke sandt? Ja, det kan du ikke benægte, for du er frygtelig tynd, og du ser forfærdelig ud, og de der mørke rande under øjnene …“

„Lad hende nu være i fred, mor!“ bad Laura. „Du plager Amelia. Hun er træt, men når hun får hvilet ud, er hun den samme, som hun plejer at være.“

Men Laura vidste godt, at Amelia ikke længere var den person, hun plejede at være, og at hun heller ikke ville genvinde sit sædvanlige udseende blot ved at få hvilet ud.

„Fortæl os nu, hvor du har været … Vi vidste intet om dig, og vi var meget bekymrede. Laura har haft ringet til Albert James, og han fortalte, at du var på en rejse,“ sagde Antonietta.

„Har du talt med Albert?“ spurgte Amelia sin kusine med en let skælven i stemmen.

„Ja, for nogle måneder siden. Det var ikke så let … Det er svært nok at få en samtale igennem til Burgos for at snakke med Melita, så forestil dig, hvordan det er at ringe til London … Albert var meget venlig, men han ville ikke præcisere, hvor du var rejst hen og heller ikke hvorfor, men han forsøgte at berolige mig og forsikrede mig om, at du havde det godt. Han fortalte mig, at I havde været i New York …“ berettede Laura.

„Det er rigtigt,“ svarede Amelia.

„Er Albert ikke længere din kæreste?“ spurgte doña Elena ligeud.

„Nej, det er han ikke,“ hviskede Amelia.

„Det er en skam, for han er et retskaffent menneske,“ sagde hendes tante.

„Hold nu op, mor. Lad være med at blande dig i Amelias sager!“ sagde Laura bebrejdende.

„Det gør ikke noget. Jeg ved, at tante er bekymret for mig,“ sagde Amelia.

Resten af eftermiddagen spurgte Amelia ivrigt til, hvad der var af nyheder, og bad os om at fortælle i detaljer, hvad der var sket siden hendes sidste besøg, og hun kommenterede flere gange, hvor frisk Antonietta så ud, og hvor meget Jesús og jeg var vokset.

„Vi har stadig intet hørt fra Lola og heller ikke fra Pablos far. Og hans stakkels mormor er død,“ fortalte doña Elena.

„Jeg er ked af at høre, at din mormor er død, Pablo,“ sagde Amelia til mig.

„Men han er ikke alene, Pablo er en del af familien, vi kan ikke undvære ham, og desuden ligner han og Jesús hinanden mere end et par brødre,“ forsikrede Laura.

„Kvinderne her i huset er så skrappe, at det er godt, at jeg også har Pablo,“ grinede Jesús.

Amelias blik blev trist, da hun spurgte til sin søn, og Laura fortalte hende, at Águeda stadig gav dem lov til at se den lille Javier på afstand.

„En gang imellem går Edurne hen og holder vagt ved døren til Santiagos hus og venter på, at Águeda skal komme ud sammen med børnene, og så spørger hun, om vi må få lov til at se Javier. Din søn er rigtig køn og ligner dig så meget, han har det samme lyse hår og er spinkel ligesom dig.“

„Er han glad?“ spurgte Amelia.

„Selvfølgelig er han det! Det skal du ikke bekymre dig om. Din mand … altså Santiago elsker den dreng så meget, og Águeda behandler ham godt. Drengen elsker hende … jeg ved, at det smerter dig, men det er godt, at han elsker hende, for det betyder, at hun er god ved ham.“ Laura forsøgte med sine ord at berolige Amelia.

„Jeg vil gerne se ham, hvis bare jeg kunne gå derhen i dag …“

„Nej, ikke i dag, du bliver nødt til at hvile dig. I morgen går Edurne hen og spørger Águeda, om du må få ham at se og hvornår, og så går vi med dig,“ svarede Laura, der frygtede, at kusinen ville forsøge at komme til at se ham med det samme.

„Jeg kan ikke holde ud, at denne kvinde skal bestemme, hvornår jeg må få lov til at se min søn!“ rasede Amelia.

„Det er du nødt til at finde dig i, min pige. Santiago vil ikke have noget med os at gøre, din onkel har forsøgt flere gange. Han har oven i købet talt med don Manuel, Santiagos far. Men manden var urokkelig, og han respekterede sin søns beslutning, ja, han syntes oven i købet, at den var god. De vil aldrig tilgive dig, Amelia,“ sagde doña Elena uden at tænke over, hvor ondt hendes ord gjorde på niecen.

„I hele mit liv skal jeg betale for den fejl, jeg har begået, og ved du hvad, tante, nogle gange tænker jeg, at jeg endnu ikke har fået straf nok, at jeg skal lide endnu mere, at jeg har fortjent alt det, der sker mig af onde ting. Hvor var det vanvittigt af mig at forlade min søn!“

„Du skal ikke være så ked af det, Amelia, en dag skal det alt sammen nok gå i orden igen,“ indskød Antonietta, der ikke kunne holde tårerne tilbage.

Det var næsten aften, da don Armando kom hjem. Han arbejdede over på advokatkontoret for at kunne brødføde hele sin familie.

Amelia sagde det ikke til ham, men i hendes ansigt kunne man læse, at hun syntes, hendes onkel var blevet gammel. Også don Armando blev bekymret, da han så sin nieces bedrøvelige fysiske tilstand. Han gav hende en ordentlig omfavnelse, mens han forsøgte at lade være med at græde.

„Du må love mig, at du aldrig mere er væk så længe uden at give lyd fra dig, vi har været meget bekymrede. Det må du ikke gøre imod os igen, min pige, tænk på, hvor bange vi har været for, at der var tilstødt dig noget. Din søster har været syg igen, har de ikke fortalt dig det? Og lægen, don Eusebio, siger, at det skyldes, hun er så bekymret for dig. I morgen tager vi dig med hen til don Eusebio, min pige, så han også kan se på dig.“

Amelia faldt ind i familiens rutine. Det var doña Elena, der bestemte i huset, og vi adlød hende alle sammen, også don Armando. Denne gode kvinde var blevet som en mor for både Antonietta og mig.

Det blev også rutine, at Amelia sammen med Edurne gik omkring ved det hus, hvor hun havde boet, efter at hun var blevet gift, og hvor hendes mand, Santiago, stadig boede med sin samleverske Águeda. Doña Elena havde ofte fortalt, at hun gennem sine veninder vidste, at Santiago gjorde forskel på sine to børn, at han ikke lod nogen glemme, at Javier var det legitime barn, mens pigen, som de havde givet navnet Paloma, var hans elskerindes datter.

Águedas holdning over for Amelia var meget speciel. For selv om hun havde overtaget Amelias seng, betragtede hun hende stadig som ‘sin frue’, skønt hun vidste, at Santiago slet ikke ville tale om Amelia. Men instinktivt indtog Águeda en underdanig holdning, når de mødtes. Hun blev nervøs, og hun var bange for, hvad Santiago kunne finde på at gøre, hvis han fandt ud af, at hun gav Amelia lov til at se Javier.

Edurne aftalte med Águeda, at Amelia ikke måtte nærme sig drengen, fordi Javier var gammel nok til at fortælle sin far, hvad der skete på spadsereturene sammen med Águeda og lillesøsteren Paloma.

For Amelia var det fortvivlende kun at se sin søn på afstand, at følge efter ham på turen rundt i Retiro-parken, at se ham lege med andre børn og le af glæde, at høre ham kalde Águeda ‘mor’. Hele den sommer forvandlede hun sig til Javiers skygge, uden at barnet lagde mærke til noget. Hver eftermiddag, når solen var ved at gå ned, plejede Águeda at gå tur med børnene i Retiro-parken. Dér standsede hun op og snakkede med andre kvinder, næsten alle sammen tjenestepiger, da hun ikke turde nærme sig de andre mødre, der gik tur med deres børn.

Amelia satte sig på en bænk i nærheden og så på, mens Javier legede; det gjorde ondt på hende, når drengen faldt og fik en skramme på knæet. Helt betaget sad hun og betragtede ham og nød moderskabet i al hemmelighed.

Don Armando ville ikke give Antonietta lov til at arbejde. Han ville heller ikke høre tale om, at jeg begyndte at arbejde. Lige meget hvor tit jeg sagde, at jeg måtte til at finde mig et job, så jeg kunne bidrage til husholdningen, sagde han, at jeg skulle fortsætte med at studere ligesom hans søn Jesús. Laura fortsatte med at undervise på skolen, og desuden syede hun. Nonnerne havde nemlig fundet endnu et arbejde til hende. Mange familier skulle bruge en syerske til at vende en frakke, lægge et par bukser ned eller omsy en kjole. Laura tog imod disse bestillinger, og med hjælp fra sin mor fik hun hurtigt arbejdet fra hånden. Doña Elena var glad for at kunne bidrage lidt til familiens økonomi, selv om hun fortsatte med at tage sig af alle opgaverne i huset. Edurne og hun delte husarbejdet mellem sig, og Antonietta fik ikke lov til at lave andet end at give klavertimer til døtrene i en nabofamilie, der var kommet til penge. Faderen, der var falangist, var blevet ansat som kontormand i Udenrigsministeriet og førte sig frem som fin herre. Sagen var, at før krigen boede familien i et lille loftsværelse i den ejendom, hvor hans kone var portner. Og nu havde de så besluttet at gøre deres døtre til fine piger ligesom dem i ejendommen. De boede nu tre blokke fra don Armandos hus, og to dage om ugen kom døtrene for at få undervisning i klaverspil af Antonietta. Og hun var stolt af de få centimer, hun tjente.

Med hensyn til Amelia stod det klart, at hendes helbred stadig var meget dårligt, så både doña Elena og don Armando forbød hende at tage et arbejde.

„Når du er blevet rigtig rask, kan du begynde at arbejde, men gør os nu lige den tjeneste at komme til kræfter igen,“ bad hendes onkel hende.

Det gjorde Amelia ondt at se sin onkel degraderet til advokatfuldmægtig på et advokatkontor, hvor de faktisk udnyttede ham, fordi det var ham, der samvittighedsfuldt forberedte de vanskeligste sager, mens æren og pengene gik til andre.

„Hvorfor forsøger du ikke at starte dit eget advokatfirma, onkel?“

„Og hvem tror du ville have tillid mig? Glem ikke, at du reddede mig fra at blive skudt, min pige. Jeg er taknemlig for at være i live, og jeg tør ikke ønske mig andet end at kunne forsørge min familie.“

„Jamen, onkel, du laver jo alt arbejdet for dem! De udnytter dig!“

„Ingen vil gå til en republikansk advokat, der var dømt til døden. Jeg har ingen forbindelser, og alle ville være mistroiske over for mig. Lad det nu gå, som det bedst kan på denne måde.“

„Du er nødt til at acceptere, at din onkel tabte krigen,“ indskød doña Elena.

„Den har vi alle sammen tabt,“ svarede Amelia.

„Vi betaler alle for konsekvenserne af den, det er rigtigt, men det er de røde og republikanerne, der tabte den. Franco gør det slet ikke så dårligt, og man respekterer ham tilsyneladende i udlandet,“ hævdede doña Elena.

„Hvem respekterer ham? Hitler? Mussolini? De er begge to ligesom ham! Men de europæiske lande respekterer ham ikke, og I vil få at se, hvad der sker, når England vinder krigen,“ svarede Amelia.

„Jeg forventer ikke noget af nogen, for de lod jo republikken klare sig selv,“ sagde don Armando trist.

„Desuden er det slet ikke så slemt her. Det er rigtigt, at vi lider afsavn, men der er i det mindste orden, og I vil få at se, at det en dag bliver bedre.“ Doña Elena var ved at vænne sig til den nye situation.

„Og friheden? Hvor er friheden henne, tante?“

„Hvilken frihed? Hør her, Amelia, hvis man lader være med at tale om politik, sker der ikke én noget, derfor er det klogest at holde sin mund. Vi har haft tilstrækkeligt med politik i den her familie, og jeg ønsker bare, at vi kan få lov at leve i fred. Hele Europa er i krig, og vi ved ikke, hvordan den ender, og indtil nu har Franco været så dygtig, at han har undgået at få os blandet ind i den.“

„Hvad er det dog, du siger, tante!“

„Ja, Amelia, det må du indrømme. Alle ved, at Hitler kom til Franco for at bede ham om hjælp i krigen, og Franco svarede hverken ja eller nej, som galicier …“

„Og hvad skulle han hjælpe Hitler med? Hvem skulle han sende til ham? Det her land ligger jo i ruiner, tante! Mændene har ikke flere kræfter til at kæmpe! Nej, det er ikke, fordi han ikke gerne vil hjælpe Hitler, men fordi han ikke kan, fordi han intet har at hjælpe med. Desuden har han jo sendt Den Blå Division til Rusland.“

„Amelia, jeg beder dig lade al politik ligge. Vi har lidt tilstrækkeligt i denne familie på grund af politik, og du har betalt en meget høj pris for dine kommunistiske ideer … Lad det ligge nu, Amelia, for med arbejde og flid vil vi skabe fremgang. Jeg har sagt det til mine børn, og jeg siger det til dig: Jeg vil ikke se nogen her i huset blande sig i politik. Det er slemt nok, at alle ved, at vi var på republikanernes side. Vi skal sørge for ikke at påkalde os opmærksomhed. Og det går slet ikke så dårligt for os,“ fastholdt doña Elena.

Don Armando talte om politik med sin niece, når hans hustru ikke var til stede, for han ville ikke gøre hende vred. Desuden vidste han, at hun var bange for, at naboerne skulle høre dem kritisere Franco.

„Din tante er en god kvinde,“ undskyldte don Armando hende.

„Jeg ved det, onkel, og jeg holder meget af hende og er hende meget taknemlig for det, hun har gjort for min søster og mig og for Pablo, men det overrasker mig, at hun så villigt accepterer den nye situation.“

„Det er hende, der muliggør miraklet her i huset, og i modsætning til os har hun begge ben på jorden. Hun drømmer ikke om, at nogen kommer og redder os, så hun har valgt at tilpasse sig regimet, hun ved, at der ikke er anden løsning.“

„Og hvad med dig, onkel? Hvad siger du?“ spurgte Amelia.

„Hvad skal jeg sige! Franco er en djævel, men han har vundet krigen, og vi kan intet gøre. Hvad skal vi kæmpe med? Vi har hverken våben, penge eller håb. Ingen kommer og hjælper os, Amelia. Frankrig og England lod os sejle vores egen sø, og vi er stadig alene. Jeg beklager, min pige, men jeg tror ikke på, at Churchill har kræfter til at komme os til hjælp bagefter, hvis han vinder krigen.“

„Selvfølgelig kommer han os til hjælp! Det vil du få at se, jeg ved, hvad jeg taler om,“ forsikrede hun.

Det var et mysterium for os alle, hvordan Amelia var kommet til at se ud, som hun gjorde. Hvor meget doña Elena end forsøgte at udfritte hende, nægtede hun at fortælle, hvad der var grunden til hendes dårlige helbredstilstand.

Laura var stadig hendes fortrolige, hendes bedste veninde, men alligevel betroede Amelia sig ikke til hende. En søndag et par uger efter hendes ankomst sad de to ved siesta-tid inde i stuen, mens resten af familien hvilede sig. Du ved sikkert, at august i Madrid er som at være i en bageovn, så lige over middag er det bedste, man kan foretage sig, at lægge sig til at sove. Jeg stod op for at hente et glas vand, og da jeg kom forbi stuen, hørte jeg, at de sad derinde og snakkede. Dengang var jeg mere nysgerrig end i dag, så jeg blev stående for at lytte.

„Er det rigtigt, at du har forladt Albert for altid?“ spurgte Laura.

„Ja, det er det bedste for ham, jeg har aldrig elsket ham tilstrækkeligt. Jo, jeg har elsket ham, men uden at være forelsket, eller jeg har i hvert fald ikke elsket ham, som han fortjener at blive elsket.“

„Han er et godt menneske … Hvorfor bryder du dig ikke om gode mænd?“

„Tror du da, at jeg er interesseret i onde mænd?“

„Nej, det siger jeg ikke, men … du må da indrømme, at din mand er et godt menneske, og at det også gælder Albert, men alligevel har du ladt dem i stikken.“

„Selv om det gør mig ondt at sige det, må jeg indrømme, at Santiago faktisk er en god mand, men jeg var ikke parat til ægteskab, og det var han måske heller ikke.“

„Og hvad er det, du ikke bryder dig om ved Albert?“

„Der er ikke noget, jeg ikke bryder mig om, det er bare … hvordan skal jeg forklare det … jeg elsker ham, jo, men jeg nærer ingen store følelser for ham.“

„Jeg ved hvorfor.“

„Er det rigtigt? Fortæl mig hvorfor.“

„Fordi du holder af udfordringer, du holder af at erobre det umulige, og både Santiago og Albert elskede dig, de gav dig alt, og derfor har de ingen interesse for dig. Fortæl om tyskeren.“

„Om Max? Der er ikke meget at fortælle, han er tapper, intelligent og smuk.“

„Og han er gift.“

„Ja, Laura, han er gift.“

„Har du været sammen med ham i al den tid? Hvorfor fortæller du mig ikke, hvor du har været, og hvad der er sket med dig?“

Amelia rejste sig nervøst op og begyndte at gå frem og tilbage uden at svare sin kusine.

„Nu skal du ikke blive vred, jeg vil bare gerne vide, hvad der er sket med dig. Tidligere betroede du dig altid til mig.“

„Og du er stadig det menneske i hele verden, jeg stoler mest på, men jeg vil helst ikke blande dig ind i mine affærer. Det er bedst på den måde. Jeg har jo fortalt dig, at jeg har forladt Albert til fordel for Max, og det ved ingen anden.“

„Mor ville få et chok, hvis hun vidste, at du har en elsker, og at han oven i købet er gift.“

„Og din far ville heller ikke kunne forstå, at han er tysker.“

„Min far holder meget af dig, Amelia, og han ville aldrig dømme dig.“

„Men han ville ikke forstå det, og det ville gøre ham meget ondt. Derfor foretrækker jeg, at de intet ved. Og jeg vil heller ikke besvære min stakkels søster med mine affærer.“

„Hvornår ser du Max igen?“

„Jeg ved det ikke, Laura, måske aldrig mere. Han er soldat, og vi er i krig.“

„Ved du ikke, hvor han er?“

„Nej, det ved jeg ikke.“

I huset fulgte man med bekymring krigsnyhederne. I radioen meddeltes det, at Hitler gik fra sejr til sejr, og det samme gjorde Mussolini, og de begejstrede speakere forsikrede, at Franco var lige så ‘stor’ som Der Führer og Il Duce.

„De allierede vinder,“ hævdede Amelia stædigt.

„Må Gud høre dig, min pige,“ svarede don Armando, der var mere skeptisk over for krigens udfald, end hun var.

„Kan vi ikke være ligeglade med, om den ene eller den anden vinder?“ spurgte doña Elena, der frygtede, at tyskernes grådighed eller englændernes ønske om at genindføre republikken ville føre til endnu en krig i Spanien.

Doña Elena havde været så meget igennem, at det eneste, hun ønskede, var at overleve, og hun drømte om, at hendes familie igen engang ville få alt det, de havde haft tidligere, dengang de var en velhavende borgerlig familie med et hjem, hvor man serverede maden på sølvfade og drak af krystalglas.

Midt i september startede Jesús og jeg på det nye skoleår. Vi havde begge to en friplads på salesianer-skolen. Laura var også begyndt på sit arbejde hos nonnerne igen, og Antonietta havde genoptaget sin klaverundervisning af falangistens døtre. Amelia var den eneste, der ikke arbejdede, og det gjorde hende rasende. En dag stillede hun sig op foran sin onkel og bad ham om at hjælpe hende med at finde et arbejde.

„Du er ikke rask endnu, du er meget tynd, og lægen siger, at du skal holde dig i ro.“

„Men jeg kan ikke holde ud at være en byrde for jer.“

„Du kan allerbedst hjælpe os ved at blive rask, og jeg vil aldrig mere høre dig sige, at du er en byrde. Du er som en datter, og det samme er Antonietta. Vær tålmodig og vent, indtil du bliver rask, så kan du begynde at arbejde.“

Men Amelia rettede sig ikke efter ham, i stedet gik hun i gang med at finde et job uden at sige noget om det derhjemme. En dag overraskede hun os ved at meddele, at hun havde fundet et arbejde som ekspedient i en broderiforretning ikke ret langt fra vores hus.

„Åh gud, det kan du da ikke mene!“ udbrød doña Elena.

„Hvorfor ikke? Det er et anstændigt arbejde.“

„Jamen vi har jo altid handlet i den broderiforretning og … nej … jeg vil ikke have, at du arbejder dér, man vil bagtale os.“

„Kan vi ikke være ligeglade med, hvad andre mennesker siger? Og netop du, tante, som er den, der hele tiden råder os til at tilpasse os den nye situation. Vi har ingen penge længere, og derfor er vi nødt til at arbejde. Jeg kan ikke se noget galt i at arbejde i broderiforretningen.“

„Ejeren af forretningen er en skøge. Jeg har aldrig brudt mig om hende. Alle ved, at hun har været varietésangerinde, og ikke engang en særlig dygtig sangerinde, men dygtig til at indlade sig med sin agent. Hun blev gravid, og da manden var gift, havde han ikke andet valg end at tage sig af hende og barnet, og de indgik en aftale: Han forærede hende broderiforretningen, og hun lavede ingen skandale.“

„Vi har altid handlet i den broderiforretning,“ påpegede Laura for at støtte sin kusine.

„Fordi hun altid har haft gode varer, de bedste blonder og kniplinger … Men den kvinde er nu engang det, hun er,“ fastslog doña Elena.

„Jeg er hende taknemlig for, at hun har givet mig arbejde. Hendes datter er gift med en løjtnant, der er udstationeret i Ceuta, og de har fire små børn, så hun kan ikke give en hånd med, og hun selv er godt oppe i årene og har brug for en til at hjælpe sig. Det drejer sig kun om nogle få timer om formiddagen, men jeg kommer i det mindste til at tjene en smule penge,“ argumenterede Amelia.

„Hvad vil folk i kvarteret ikke sige om os!“ jamrede doña Elena.

„Er der måske nogen af dem, der giver os mad? Hvorfor skal vi så bekymre os om, hvad naboerne siger?“ indvendte Amelia.

Det var umuligt at få hende til at give sig, og til trods for doña Elenas bønner og don Armandos bekymringer begyndte Amelia at arbejde i broderiforretningen hver formiddag.

„Doña Rosa er meget venlig,“ fortalte Amelia os.

„Doña Rosa? Siden hvornår er denne kvinde begyndt at kalde sig doña Rosa? Vi har altid kaldt hende Rosita og sagt du til hende,“ meddelte doña Elena.

„Jeg bryder mig ikke om at sige du til en kvinde, der næsten kunne være min bedstemor. Det er mig selv, der har besluttet at sige De til hende, og det er hun meget glad for.“

„Ja, det undrer mig ikke! En frøken som dig, der behandler en varietésangerinde, som om hun var en frue. Det kan jeg ikke billige, og det gør mig vred.“

„Jamen, tante, vær dog ikke så hård mod hende. Hvad ved vi om hendes liv? Jeg synes, at hun er et godt menneske, og hun har forstået at kæmpe for at hjælpe sin datter frem i verden.“

„Takket være den broderiforretning, som hendes agent forærede hende,“ fastholdt doña Elena.

„Det viser da, at hun er klog,“ indskød Laura. „Normalt bliver vi kvinder narret, brugt og derefter smidt væk som et par udslidte tøfler.“

„Hvad må jeg ikke høre! Hvis din far havde hørt dig lige nu, ville han blive vred. Hvordan kan du forsvare, at den der kvinde indlod sig med sin agent og … og at de fik et barn sammen, selv om han var gift? Synes I, at det er passende. Er det, hvad jeg har lært jer?“

„Jamen hvad ved vi om hendes forhold? Jeg er enig med Amelia i, at vi ikke bør dømme hende,“ insisterede Laura.

„Hvad tror du, at folk siger om mig, tante?“ spurgte Amelia.

„Om dig? Hvad skulle de sige om dig? Du er en ung pige af god familie, og takket være dine forældre kan du gå med hovedet højt hævet.“

„Ja, men jeg giftede mig og forlod mit barn og min mand for at rejse væk med en anden mand. Synes du, at jeg er meget bedre end doña Rosa?“

„Du kan ikke sammenligne dig med den kvinde!“ svarede doña Elena fornærmet.

„Du ved godt, at dine veninder hvisker sammen, når de ser mig, og behandler mig med en nedladenhed, som er sårende. For dem er jeg en falden kvinde.“

„Sig ikke det! Jeg vil aldrig tillade, at nogen behandler dig respektløst.“

„Bliv nu ikke vred, tante, men affind dig med, at jeg arbejder i broderiforretningen. Doña Rosa har lovet at betale mig tredive pesetas om måneden.“

De penge var en stor hjælp for familiens økonomi. Don Armando tjente fire hundrede pesetas ved at arbejde fjorten timer om dagen, og med Antoniettas klavertimer, Lauras timer hos nonnerne og hendes syarbejde, som doña Elena hjalp hende med, tjente familien i alt kun knap seks hundrede pesetas om måneden. Alligevel var vi heldige sammenlignet med mange andre familier, som måtte nøjes med at leve af kastanjesuppe eller johannesbrødvælling. Men jeg må indrømme, at jeg aldrig har spist så meget ris og så mange kartofler som i den periode. Doña Elena tilberedte risen med hvidløg og laurbærblade, og kartoflerne kogte hun sammen med laurbærblade og paprika for at give dem lidt ekstra smag.

Det endte med, at doña Elena modvilligt accepterede, at Amelia arbejdede i doña Rosas broderiforretning, men selv handlede hun aldrig mere i forretningen.

En aften vi alle sad samlet omkring radioen, hørte vi, at der blev udkæmpet voldsomme kampe omkring Stalingrad. Og selv om speakeren pralende fortalte, at Tyskland ikke ville lade en eneste bolsjevik tilbage, så var det helt sikkert, at det ikke var det, der skete ved den russiske front.

Amelia virkede meget bekymret. Hun fortalte ikke hvorfor. Jesús sagde, at det skyldtes, hun var flygtet sammen med en kommunist og derfor holdt med russerne, så hun frygtede, at tyskerne ville vinde.

En eftermiddag, da Laura kom hjem, fortalte hun os, at hun fremover ville få mere i løn.

„Priorinden har fortalt mig, at de er meget tilfredse med mit arbejde.“

Doña Elena besluttede at fejre det ved at lave en kartoffelkage med lidt af det smør, hun vogtede over, som var det en skat. Smørret havde Melita haft med til hende fra Burgos. Det var ikke, fordi Melita besøgte os ret ofte, men hun havde ønsket at se sin kusine Amelia og præsentere sin mand og sin lille datter Isabel for hende.

Det var flere år siden, de to kusiner havde set hinanden, og Amelia var overrasket over, hvor meget Melita havde forandret sig – hun var blevet en moden kvinde, der føjede sin mand i ét og alt. Ikke fordi Rodrigo Losada, Melitas mand, ikke var en god mand, det var han bestemt, og han elskede hende, men han havde meget klare meninger om kvinders rolle, og især sin egen kones. Melita bifaldt alt, hvad han sagde, og hun gjorde hans meninger til sine. Rodrigo betragtede på sin side med skepsis Amelia, det oprørske medlem af familien, hende, der havde forladt sin mand og sin søn, hende, der dukkede op og forsvandt uden at stå til regnskab over for nogen, som om hun var en mand.

Rodrigo Losada var venlig og høflig over for Amelia, men han havde svært ved at skjule sin mistillid til hende. De få diskussioner, han havde med Melita, fandt altid sted, når hun forsvarede sin kusine og sagde, at Amelia altid havde været en meget speciel kvinde, og at hun var et godt menneske. Men han lod sig ikke overbevise af hendes argumenter, hvilket gjorde hende ked af det.

Jeg må tilstå, at Jesús og jeg glædede os meget til Melita og Rodrigos besøg, ikke bare af hengivenhed over for dem, men også fordi de altid medbragte masser af mad.

Når vi var på vej hen for at hente dem på stationen, væddede vi altid om, hvor mange kurve de havde med. Rodrigos forældre var velhavende før borgerkrigen, og selv om de ikke var millionærer, levede de meget bedre end os. Moderen var fra en landsby i Cantabrien og ejede både jord og kvæg, så familien sultede ikke.

I de mægtige kurve plejede Melita at have pølser i olie, smør, saltede svinekoteletter og svinemørbrader. Der var også kikærter og honning og blommemarmelade samt kager, som hendes svigermor havde bagt. Den slags var lækkerbiskener i efterkrigstidens Madrid.

Melita var gravid igen, og Rodrigo forsikrede, at det denne gang ville blive en dreng. Isabel var en lille, tyk, men meget rolig pige, som doña Elena og don Armando forkælede, så meget de kunne, da de jo ikke så deres barnebarn ret tit.

Som alle mødre til alle tider var doña Elena bekymret for sine børns fremtid. Hun var glad for, at Melita var blevet godt gift, men hun manglede stadig at finde en ægtemand til Laura og til sin niece Antonietta. Jesús og mig ville hun tage sig af senere, da vi ikke var så gamle endnu.

Den gode kvinde forsøgte – selv om det pinte hendes mand – at indynde sig hos hustruerne til nogle højtstående mænd i regimet, som vi havde som naboer. En gang imellem inviterede hun dem til eftermiddagste og forpligtede Laura og Antonietta til at være til stede, for at kvinderne kunne se dem og tage dem med i deres betragtninger, når de skulle vælge en hustru til deres sønner.

Laura brød sig ikke om disse sammenkomster, og hun skændtes med sin mor om det.

„Du behandler mig jo som et dyr på en markedsplads! Jeg nægter at lade mig udstille og undersøge, hver gang du inviterer de der veninder på besøg. De er afskyelige! Før krigen ville du aldrig have inviteret dem.“

„Vil du måske være pebermø? Disse fruer er velhavende og har sønner på din og Antoniettas alder. Hvis det fortsætter på den her måde, ender det med, at I bliver for gamle.“

„Jamen jeg vil slet ikke giftes!“ svarede Laura.

„Hvad siger du dog! Selvfølgelig vil du giftes! Du vil vel ikke ende som gammeljomfru? Det går jeg ikke med til.“

Antonietta var mere føjelig over for sin tantes ønske. Jeg så, hvad hun måtte finde sig i ved disse eftermiddagsselskaber, men hun sagde ikke noget og sørgede for at opføre sig så korrekt, som hun havde lært det.

Doña fremviste Antoniettas korsstingsbroderier for sine nye veninder og fortalte, at Laura selv havde bagt den kage, der blev serveret.

En aften ved spisetid meddelte hun højtideligt, at de på lørdag var inviteret til eftermiddagsselskab med dans hos en af disse nabofruer.

„Fru García de Vigos mand er højre hånd for ministersekretæren i Landbrugsministeriet, og hun har fortalt, at der kommer mange interessante unge mænd, nogle i gode stillinger i Falangen, og andre af pæne familier, jeg mener, at en af dem er søn af en greve eller en markis. Hr. og fru García de Vigo har en datter, Maruchi, som er ved at blive lidt gammel, hun er fyldt syvogtyve, og hun har ligesom jer heller ikke fundet en ægtemand endnu.“

„Jeg har ikke tænkt mig at tage med,“ svarede Laura.

„Selvfølgelig skal du med! Og det skal Antonietta og Amelia også, vi går alle til den fest. Din far følger os derhen, det er en god lejlighed til at præsentere ham for hr. García de Vigo.“

„Og hvad skal jeg ved denne fest, tante? Jeg er trods alt allerede gift,“ påpegede Amelia, der gerne ville slippe for at tage med.

„Du kan sidde sammen med mig, for jeg har sagt til fru García de Vigo, at jeg bliver for at holde øje med, hvad der sker. Du kan holde os med selskab.“

„Jeg tror ikke, det er en god idé, for du ved jo, hvad disse fruer tænker om mig, for dem er jeg en falden kvinde. Jeg tror ikke, at min tilstedeværelse gavner Laura og Antonietta,“ argumenterede Amelia videre.

„Hvad er det dog, du siger! Du er min niece, og ingen kan finde på at sige noget, der er ukorrekt. Du har jo set, at de er meget venlige over for dig, når de er her.“

„Det er jo også dit hjem, hvor de aldrig vil vove at være grove. Nej, jeg tager ikke med,“ svarede Amelia.

„Amelia har ret,“ indskød don Armando. „Disse fruer kan godt finde på at komme med upassende bemærkninger, og det bekymrer mig sådan set ikke, at I så ville være tvunget til at gå, men det bekymrer mig, at det ville være meget ubehageligt for Amelia. Hør her, jeg synes, det er bedst, at hun og jeg spadserer en tur sammen med Jesús og Pablo imens.“

Med tålmodighed og overtalelse lykkedes det næsten don Armando at få sit forslag godkendt, for doña Elena fik pludselig en ny idé, nemlig at Jesús og jeg skulle med til festen.

„I er for unge til at deltage i dansen, men ikke til at være med til spisningen, så lad os benytte os af denne lejlighed. Det har altid været skik, at de mindre brødre holder sig i nærheden af deres ældre søstre og fungerer som ‘anstandsdamer’. Det er afgjort, og det meddeler jeg fru García de Vigo.“

Jesús og jeg protesterede, men forgæves. Amelia var sluppet for at deltage, men til gengæld måtte vi så gå med.

Klokken seks lørdag eftermiddag ankom vi til familien García de Vigos hjem i Calle Serrano. Doña Paquita, som fru García de Vigo, kaldtes, tog smilende imod os og inviterede os ind i en stor salon, der var indrettet til dansesal.

„Kom ind, kom ind. I er de første,“ sagde doña Paquita.

„Jeg havde jo sagt til dig, at jeg ville komme i god tid for at hjælpe til,“ svarede doña Elena.

„Jeg har inviteret i alt tredive unge mennesker, og de skal nok få det rart. Og I to,“ sagde hun henvendt til Jesús og mig, „I må sørge for, at ingen herrer går for vidt over for de unge frøkener. Hvis I ser noget usædvanligt, skal I komme og fortælle det til os. Vi holder øje med, hvad der sker, men hvis vi et øjeblik er uopmærksomme, er I her til at holde vagt, og så får I også til opgave at sætte musik på, vi har nogle meget livlige pasodobler.“

Jesús og jeg havde besluttet, at vi ville følge vores egen plan, og den bestod i at spise. Vi havde ikke den mindste intention om at passe på pigerne, bortset fra hvis en af de unge mænd gik for vidt over for Laura eller Antonietta – de andre var vi ligeglade med.

Det varede ikke længe, inden de første gæster ankom. Jesús og jeg syntes, at de så ens ud alle sammen. De unge mænd var klædt i jakkesæt med slips og var velfriserede, og de unge piger var klædt i lange nederdele.

På et bord havde doña Paquita placeret en kæmpestor terrin med punch, og ved siden af stod der fade med kroketter, kartoffelomelet og pølser, alt sammen nydeligt arrangeret.

Efter at have drukket det første glas punch begyndte de unge at danse. Og som man kunne forudse, skete der det, at straks doña Elena og doña Paquita blev lidt uopmærksomme, forvildede de unge mænds hænder sig på de unge pigers kroppe. Nogle af pigerne skubbede dem forskrækket væk, mens andre smilede skælmsk og gjorde en afvisende bevægelse, der ikke var særlig overbevisende.

Vi holdt hele tiden øje med Laura og Antonietta, og straks en ung mand gik for vidt, nærmede vi os, så vedkommende kunne forstå, at det var bedst ikke at forsøge sig med noget hos dem. Laura havde imidlertid fundet en måde til at holde dem på afstand: Så snart en ung mand kom for tæt på, trådte hun ham hårdt over tæerne.

Jesús og jeg morede os. Jeg tror nok, at jeg spiste næsten alle de torskekroketter, som ifølge doña Paquita var lavet af hendes datter Maruchi, der tydeligvis spillede distræt, når en ung mand kom tættere på, end det var passende.

I mellemtiden var doña Paquita gået i gang med at fortælle doña Elena, hvem de unge mænd var.

„Ham i den grå jakke og med overskæg, han er søn af ministersekretæren, og ham ved siden af har en lovende fremtid, idet han er medlem af Falangen og har en betydningsfuld stilling i Levnedsmiddelforsyningen. Ham den næsten lyshårede hedder Pedro Molina, læg godt mærke til ham, han er en dygtig ung mand, selv om han er faderløs; hans far, den stakkels mand, blev dræbt i krigen, i Paracuellos. Hans mor er kusine til en militærperson, der har tæt forbindelse til El Caudillo. Denne sætter vist nok stor pris på manden, og det hedder sig, at han er en af de få, der er dus med Franco. Moderen har fået en tobaksforretning, og sønnen har fået en god stilling i Finansministeriet. Se engang, hvordan han kigger efter Laura … Ih hvor heldigt! Hvis Deres datter ‘fisker’ ham, er I heldige. Sikke et bryllup, det så bliver!“

Antonietta kom hen og satte sig hos os. Hun var en smule træt, og de unge mænd virkede overvældende på hende med al deres spas og energi.

„Morer du dig ikke?“ spurgte doña Paquita og doña Elena næsten i kor.

„Jo, jo, meget, men jeg er bare lidt træt,“ undskyldte hun sig.

„Hvil dig lidt, men ikke for længe, for ellers snupper en anden pige bare alle dine beundrere,“ advarede doña Paquita uden at bemærke, at det var en lettelse for Antonietta, at de unge mænd overså hende.

Præcis klokken ti erklærede doña Paquita festen for afsluttet. Vi spadserede hjemad, mens doña Elena begejstret snakkede løs. For hende havde festen været en succes. Nevøen til militærmanden med den tætte forbindelse til El Caudillo, som hun fortalte hed Pedro, havde været henne hos hende for at hilse på hende og bede om tilladelse til at aflægge Laura et besøg. Doña Elena havde ignoreret sin datters bestyrtede blik og havde svaret den unge mand, at de med fornøjelse ville tage imod ham den kommende torsdag eftermiddag.

Laura beklagede sig over for sin mor.

„Du skulle ikke have inviteret ham, for han er en uforskammet fyr.“

„Han er en god dreng, hans far blev dræbt i Paracuellos, og forstår du … han studerer handel, og hans mor har en tobaksforretning. Det er et parti, vi ikke bare kan vrage.“

„Jeg kan ikke lide ham, så du skal ikke opmuntre ham, for jeg har ikke tænkt mig at gå ud med ham. Han er fascist.“

„Nu må du stoppe! Jeg ønsker ikke at høre dig sige det ord nogensinde igen! Har du forstået? I Spanien er der ingen partier, nu er vi alle spaniere.“

„Ja, fascistiske spaniere, for alle de andre er blevet dræbt eller draget i eksil.“

„Hvad har jeg dog gjort, siden jeg har gjort mig fortjent til det her! Er du ikke klar over, hvordan vores situation er? Selv din far er klar over, at der ikke er andet at gøre end at vænne sig til Franco. Desuden gør han det godt, hvad I så end siger, og i det mindste har vi fred.“

„Fred? Hvilken fred? Kalder du det fred at dræbe alle, der ikke støtter regimet?“ protesterede Laura.

„Det ender med, at du får os alle sammen i fængsel,“ sagde doña Elena fortvivlet.

Til trods for Lauras protester begyndte Pedro Molina at komme på besøg i huset. Doña Elena var elskværdig over for ham, men Laura lagde ikke skjul på sin modvilje over for ham. Den unge mand syntes ikke at bemærke Lauras foragt, og jo dårligere hun behandlede ham, jo mere interesseret syntes han at blive.

„Han er en hykler! Jeg kan ikke holde ham ud.“

„Han er en pæn ung mand og et godt parti. Ønsker du da at ende som pebermø?“

„Ja, det vil jeg meget hellere. Jeg kan godt sige dig, mor, at det foretrækker jeg, ja, jeg foretrækker hvad som helst frem for at skulle giftes med den indbildske nar.“

Doña Elena ignorerede Lauras protester, og en dag, da Pedro Molina var til eftermiddagste, lod hun et ord falde om, at hun gerne ville møde hans mor.

„En dag må De tage Deres mor med til eftermiddagste, det ville være os en stor ære at lære hende at kende.“

„Jamen selvfølgelig, doña Elena! Men det er os, der bør invitere Dem. De ved ikke, hvor meget min mor glæder sig til at møde Laura.“

„Jamen så er der ikke mere at snakke om, næste torsdag får jeg besøg af nogle veninder, og så vil jeg også gerne se Deres mor. Mens De taler med Laura, kan vi underholde os med hinanden. Stakkels kvinde, hvor har hun dog måttet døje megen ulykke!“

„Hvis det ikke havde været for mors fætter, ved jeg ikke, hvad der skulle være blevet af os … Men mors fætter er militærmand og meget afholdt af El Caudillo, og han har sørget for, at vi intet mangler. De ved jo, at jeg har et godt arbejde, hvor jeg er meget afholdt.“

„Selvfølgelig! De er en dygtig ung mand, og jeg er sikker på, at De vil nå langt.“

„Jeg ønsker blot at nå så langt som til at blive værdig til Laura,“ sukkede Pedro Molina.

Pedros mors besøg gav anledning til mange bekymringer i familien. Doña Elena bad don Armando om at sørge for at komme så tidligt hjem fra arbejde, at han kunne nå at hilse på enken.

„Jamen hvordan skal jeg dog kunne gå før tiden!“

„Det er et godt parti for Laura, så vi bør gøre alt, hvad der er muligt, for at forlovelsen snart kan finde sted.“

„Forlovelsen? Laura vil jo slet ikke vide af denne Pedro Molina. Du er alt for ivrig efter at arrangere ægteskab, og det ender ikke godt. Denne unge mand gør sig forhåbninger, ikke på grund af hvad Laura siger til ham, men på grund af hvad du siger til ham.“

„Du burde hjælpe mig i stedet for at lægge hindringer i vejen for mig, Armando.“

„Nej, Elena, jeg har ikke tænkt mig at hjælpe dig med at påtvinge vores datter et bryllup, som byder hende imod. Lad hende være i fred, så finder hun sikkert selv en mand, og hvis hun ikke gør det, er det nok, fordi hun ikke ønsker det.“

„Men er du da ligeglad med, om Laura ender som pebermø? Hvad venter der en kvinde, som står alene i livet? Nej, det går jeg ikke med til, heller ikke selv om du ikke er enig med mig.“

Pedro Molinas mor var en korpulent dame, og hun var slet ikke indstillet på, at hendes søn skulle giftes med en, som hun ikke selv havde udvalgt. Laura anstrengte sig meget for at gøre et dårligt indtryk, men om hun så havde forsøgt at charmere damen, ville hun alligevel ikke være faldet i dennes smag.

Man mærkede tydeligt, at enken gerne ville være en fin dame, men indtil hun fik sin tobakshandel, havde hun aldrig ejet noget, så hun betragtede med misundelse doña Elena, hvis aristokratiske holdning og elegante manerer hun aldrig selv ville kunne tilegne sig.

Doña Elena var meget imødekommende over for enken, hun præsenterede hende for sine veninder og sørgede for, at hun følte sig godt tilpas, men det lykkedes ikke. Enken satte sig helt stiv på stolekanten og sagde ikke et eneste rosende ord om de madeleine-kager, som Laura ‘selv havde bagt’ (faktisk var det Antonietta, der havde lavet dem), og heller ikke om den varme chokolade, som det havde været så svært at skaffe ingredienserne til (chokoladepladen var en gave fra doña Rosa, indehaversken af broderiforretningen, og mælken havde Edurne købt på det sorte marked). Til lejligheden havde Edurne stivet sin uniform. Men ikke engang alt dette syntes at gøre indtryk på enken. En time efter, at hun var ankommet sammen med sin søn, meddelte hun, at hun skulle gå, og til trods for Pedros tavse, men bønfaldende blik var hun urokkelig. Hun sagde, at de skulle gå, og så gik de. Efter denne dag begyndte Pedro Molinas besøg – til Lauras store lettelse – at blive sjældnere. Det stod klart, at han ikke havde enkens billigelse.

Kort før jul dukkede der en fremmed kvinde op og spurgte efter Amelia. Det var mig, som lukkede op for hende.

„Er frøken Amelia Garayoa hjemme?“

„Ja, det er hun,“ svarede jeg og betragtede forbavset denne tynde og gråhårede, men energisk udseende kvinde. Hendes frakke var i god kvalitet, og hendes perlekæde skinnede ligesom hendes støvletter. Det forekom mig, at hun havde en svag udenlandsk accent, men det kan bare have været en fornemmelse.

„Vil du sige til hende, at jeg er her? Jeg er señora Rodríguez.“

Jeg gik ind for at hente Amelia. Hun virkede overrasket, da jeg sagde, at señora Rodríguez gerne ville tale med hende.

„Hvem er det?“ spurgte doña Elena.

„En person, som jeg har lært at kende gennem Albert, jeg tror nok, at det var en af hans forældres venner,“ svarede Amelia.

Amelia førte señora Rodríguez ind i salonen og bød hende på en kop maltkaffe, som hun sagde nej tak til, hvorefter de sad længe og snakkede lavmælt sammen. Da señora Rodríguez gik igen, virkede Amelia bekymret. Men hun sagde ikke noget og kom kun med vage svar på sin tantes spørgsmål, og det lykkedes heller ikke hendes onkel at få hende til at sige mere.

Jeg husker, at den jul var helt speciel, fordi Melita, hendes mand og hendes datter, den lille Isabel, tilbragte julen hos os. Melita var langt henne i sin anden graviditet, men hun havde sagt til sin mand, at hun gerne ville tilbringe julen i Madrid. Han havde sat sig imod det, for han ønskede ikke at tilbringe julen langt fra sin familie i Burgos, men om det skyldtes, at Melita lagde sig syg af ærgrelse, eller at han frygtede, der skulle ske barnet noget, så er sagen i hvert fald den, at de ankom til Madrid den 24. om formiddagen medbringende en kurv med to plukkede høns, to dusin æg, smør samt en stor saltet svinekam foruden peber, løg og persille. Hertil kom to flasker vin.

Det var længe siden, vi havde haft så munter en jul. Doña Elena og don Armando var lykkelige over at have alle deres tre børn hos sig foruden deres to niecer, og hvad mig angår, var jeg også blevet en del af familien. Min mor, Lola, havde stadig ikke givet livstegn fra sig, og det samme var tilfældet med min far. Jeg ventede dog stadig på, at de skulle dukke op en dag, at de skulle komme og hente mig, men i mellemtiden var min eneste fremtidsudsigt denne familie, der så generøst havde taget mig til sig.

Juledag stod vi sent op og indtog morgenmaden i køkkenet, iført nattøj, til trods for protester fra doña Elena, der altid sagde, at vi aldrig måtte sætte os til bordet, uden at vi først havde vasket os og klædt os på, men don Armando greb ind og sagde, at det skete der ikke noget ved en enkelt dag. Vi var knap nok færdige med morgenmaden, da Melita begyndte at få det dårligt.

Don Armando og Rodrigo hjalp hende ind i seng igen, og doña Elena ringede efter familiens læge.

„Du er nok blevet dårlig, fordi du spiste for meget i aftes,“ sagde Rodrigo til hende.

Ingen af os tænkte på, at det kunne være andet end et maveonde, da der stadig var et par måneder til fødslen. Men Melita klagede sig og forsikrede, at hun havde veer.

„Jeg kan godt sige jer, at jeg er i gang med at føde, for jeg husker udmærket, hvordan det var, da jeg skulle have Isabel.“

„Det kan ikke passe, tag det nu roligt,“ sagde hendes mand til hende.

Familiens læge, Don Eusebio, ankom kort efter, men så noget søvnig ud. Han gennede os alle ud af værelset undtagen doña Elena.

Da don Eusebio lidt efter kom ud, meddelte han, at der ingen tvivl var. „Melita er i gang med at føde, og det er umuligt at overføre hende til et hospital nu, det kan ikke nås. Så du, Laura, går i gang med at varme vand, og du, Amelia, du henter håndklæder og rent linned.“

Rodrigo blev bleg og frygtede, at der skulle tilstøde Melita noget.

„Er De sikker på, at vi ikke kan nå hen på et hospital, doktor? For hvis fødslen nu bliver kompliceret …“

„Det bliver selvfølgelig en kompliceret fødsel, da barnet kun er syv måneder gammelt, så gå De blot i gang med at bede, det er det bedste, De kan gøre. Åh jo, hvis De vil ringe til dette nummer. Det er en jordemoder, jeg kender, som er meget dygtig, og som måske vil komme og hjælpe mig.“

Rodrigo ringede straks til jordemoderen og lovede hende en pæn betaling, hvis hun kunne komme og hjælpe med ved fødslen.

Antonietta sagde til os, at vi alle skulle hjælpe Melita, og at Jesús og jeg ville være til størst hjælp, hvis vi var stille og ikke forstyrrede.

Jordemoderen nåede frem en time senere, og i al den tid havde Melita skreget uafbrudt. Da kvinden ankom, gav lægen Amelia og Laura besked om at forlade værelset.

Jeg husker, at Rodrigo sad og græd stille. Han havde sat sig ind i stuen, hvor han røg den ene cigaret efter den anden, mens tårerne løb ned ad hans kinder.

„Han elsker hende altså,“ sagde Jesús overrasket til mig. Han havde aldrig før set en mand græde.

„Hvorfor skulle han dog ikke elske sin kone?“ svarede jeg.

„Den lille stakkel!“ mumlede Rodrigo, mens han jamrede over, at han havde givet efter for Melitas ønske om at rejse til Madrid, når hun var gravid i syvende måned.

Barnet blev født et godt stykke hen på eftermiddagen, og gudskelov klarede både barnet og Melita den vanskelige fødsel på trods af flere komplikationer.

„Hun har mistet en hel del blod og er meget svag, men hun er en stærk ung pige, så hun skal nok komme sig. Barnet er meget lille, grundet omstændighederne, men han skal også nok klare sig,“ sagde don Eusebio til Rodrigo, der ikke vidste, hvordan han skulle takke den mand, som havde reddet hans hustru og hans søn.

„Jeg vil altid stå i gæld til Dem. Fortæl mig, hvad jeg skylder Dem, ligegyldigt hvor meget – efter alt det De har gjort …“

„Unge mand, der er ting, som man ikke gør for pengenes skyld. Er De klar over, hvor længe jeg har kendt Melita? Lige siden hun var en smule ældre end Deres datter, Isabel. Jeg er ikke kommet for pengenes skyld, men på grund af mit venskab med familien, kun derfor.“

Alligevel tog han imod Rodrigos gavmilde betaling, og det samme gjorde jordemoderen.

„De skal se at få hvilet Dem lidt. Hvad angår barnet, har det brug for temmelig meget pleje, fordi det er for tidligt født og derfor er i større fare end normalt,“ meddelte don Eusebio.

„Jeg bringer dem straks på hospitalet,“ sagde Rodrigo.

„Nej, De må endelig ikke flytte dem. Det bedste er, at de bliver her i huset. Lyt til mig. Jeg kommer igen i aften for at se til dem, og hvis der bliver brug for mig, så ring straks.“

„Jeg ansætter en sygeplejerske. Kan De anbefale nogen?“

„Ja, doña Elena, hun er den, der bedst kan passe Melita. Ingen er bedre til det end Melitas mor.“

Doña Elena gav Rodrigo lov til at komme ind i værelset et par minutter, men advarede ham om ikke at trætte Melita.

„Og især ikke noget med at komme med bebrejdelser. Den stakkels pige tror, at du er vred på hende, fordi du gav efter for hendes ønske om at tage til Madrid.“

„Hvordan skulle jeg dog kunne bebrejde hende noget! Jeg takker Gud for, at hun er i live.“

Melita bad Rodrigo om lov til at kalde drengen Juan.

„Jeg vil gerne have, at han kommer til at hedde det samme som min onkel.“

Rodrigo sagde ja uden indvendinger. Han var alt for forskrækket til at nægte hende noget.

Midt i januar var Rodrigo nødt til at tage tilbage til Burgos og efterlade Melita hos os, da hun stadig var sengeliggende. Don Eusebio ville ikke have givet hende lov til at rejse og da slet ikke barnet, som vi alle sammen kaldte Juanito.

Doña Elena var glad for at have Melita og sine to børnebørn hos sig. Hun var ikke parat til at lade dem tage af sted, før hun var sikker på, at såvel hendes datter som hendes nye barnebarn var i perfekt stand. Don Eusebio spøgte med, at det sikkert ville blive doña Elena, der besluttede, hvornår de kunne udskrives, men han anbefalede dog, at de blev i Madrid mindst indtil sommer.

Rodrigo accepterede uden protester alt, hvad de sagde. Han var blot taknemlig over, at både Melita og hans søn var i live, så han besluttede at komme til Madrid hver uge for at besøge dem. Tidligt lørdag morgen tog han toget fra Burgos og vendte hjem igen om søndagen. Han kunne kun være sammen med sin hustru og sine børn i nogle få timer, men det var bedre end ingenting.

Melita så heller ikke ud til at have noget imod at være hos sin familie. Ikke fordi hun ikke var lykkelig i Burgos, hvor hun havde et dejligt hus, og hendes mands familie holdt virkelig meget af hende, men Melita savnede sine forældre og sin lillebror, der altid havde været hendes yndling, selv om hun også holdt meget af sin storesøster. Men Laura var altid kommet bedst ud af det med Amelia, og Melita respekterede deres tætte forhold.

Don Armando forkælede sine to børnebørn så meget, han kunne. Isabel var en meget kærlig pige, der altid var parat til at give sin morfar et stort smil. Og med hensyn til den lille Juanito bad vi alle sammen til, at han skulle komme til kræfter så hurtigt som muligt, men han havde svært ved at tage på i vægt og havde ofte diarré, hvilket bekymrede don Eusebio en del.

 

7

I maj 1943 brækkede Javier et ben. Han var fyldt syv år og var en køn dreng. Lyshåret, høj og tynd og med grønne øjne. Men han var også en vild dreng, som den stakkels Águeda havde svært ved at styre. Kvinden kunne ikke forhindre ham i at klatre op i Retiro-parkens træer, der var alt for store og høje for ham. Men det lykkedes Javier at komme op i dem ved at klatre som et egern for øjnene af den skrækslagne Águeda, der bønfaldt ham om at komme ned, idet hun ellers ville fortælle det til hans far. Men Javier havde arvet Amelias oprørske gemyt og lod sig ikke skræmme af en trussel, som han vidste, at Águeda ikke ville føre ud i livet, så han klatrede i træer overalt, hvor han kunne komme til det.

En lørdag formiddag ledsagede vi Amelia på en tur i Retiro-parken, for at hun som ved andre lejligheder kunne få Javier at se. Dagen før havde Amelia sendt Edurne hen til Santiagos hus for at vente på, at Águeda skulle komme ud, så hun kunne spørge, hvornår Amelia kunne komme til at se drengen. De aftalte klokken ti næste formiddag.

Jesús og jeg plejede at ledsage hende, for doña Elena brød sig ikke om, at Amelia var alene, hvis Santiago pludselig skulle dukke op, og hun kom i vanskeligheder. Vi benyttede turen til at spille fodbold med en medbragt bold, mens Antonietta plejede at tage en bog med, men i den tid, hvor Melita boede hos os, tog hun Isabel med, der nød at løbe og lege på parkens plæner.

Vi satte os på en bænk ikke langt fra det sted, hvor Águeda opholdt sig sammen med Javier og Paloma.

Amelia fulgte alle Javiers bevægelser uden at miste ham af syne. Den dag var Javier særlig oprørsk og nægtede at adlyde Águeda. Drengen havde udvalgt et løvrigt træ med mange grene til sin sædvanlige klatretur, og uden at lytte til Águedas bønner begyndte han opstigningen.

„Hans små hænder må være helt forrevne af at klatre så meget, de burde da give ham handsker på, jeg forstår ikke, at Águeda slet ikke har tænkt på det,“ protesterede Amelia.

Jesús og jeg gav os til at spille bold uden at følge med i, hvad Javier lavede, mens Antonietta var optaget af Isabel, der legede med en kludedukke, som doña Elena havde lavet til hende.

Pludselig udstødte Amelia et skrig og løb af sted. Vi blev forskrækkede og løb efter hende.

Javier var faldet ned fra træet og klynkede af smerte, mens Águeda råbte forskrækket op og ikke vidste, hvad hun skulle stille op.

Amelia skubbede straks Águeda væk og tog drengen op i sine arme.

„Hvor gør det ondt? Sig mig, min søn, hvor gør det ondt?“ spurgte hun med øjnene fyldt med tårer.

„Benet … det gør meget ondt i mit ben, jeg kan ikke bevæge det … og armen, det gør også ondt i min arm, men mest i benet …“

Javier græd, mens det ene knæ hurtigt blev hævet. Amelia ignorerede Águedas krav om fjerne sig, og med drengen i armene løb hun af sted for at bringe ham hen til et hospital.

Jeg ved ikke, hvor hun fik kræfterne fra, for hun var ekstremt tynd, men hun løb af sted med en sådan fart, at vi havde svært ved at indhente hende. Águeda tog sin datter i armene og løb ligeledes efter hende, og det samme gjorde Antonietta, der havde svært ved at bære Isabel, som Jesús så endte med at tage i armene.

Vi nåede frem til et hospital, der lå i nærheden af Retiro-parken, hvor de straks tog sig af Javier.

„Hvad er der dog sket?“ spurgte lægen.

„Han er faldet ned fra et træ, han er ulydig og umulig at styre,“ svarede Amelia.

„De er hans mor, ikke sandt? Det behøver jeg ikke at spørge om, for han ligner Dem.“

„Ja, det er min søn,“ svarede Amelia og klemte Javiers hånd.

„Nej, nej … min mor er den anden dame,“ sagde Javier og pegede på Águeda, der netop var ankommet svedende og med Paloma i favnen.

„Den der dame?“ Lægen så skeptisk på Águeda.

„Ja, det er min mor.“

Amelia og Águeda kiggede på hinanden uden at vide, hvad de skulle sige, hvad der overraskede lægen.

„Jamen hvem er så drengens mor?“ spurgte han gnavent.

„Jeg er hans mor, hun er … ja, som en mor for ham, fordi hun har passet ham, siden han var lille,“ svarede Amelia og pegede på Águeda.

„Nej, du er ikke min mor!“ hylede Javier.

„Og hvad med hans far? Hvor er han?“

„På arbejde,“ svarede Águeda.

„Så ring efter ham,“ befalede lægen, mens han begyndte at lægge benet i gips og en forbinding om armen, der heldigvis ikke var brækket.

„Nå, unge mand, nu kan du ikke klatre i træer i et godt stykke tid, og jeg håber, at det kan være dig en lærestreg, så du adlyder din mor, når hun siger, at du skal være forsigtig og ikke klatre op i et højt træ.“

„Ja, doktor,“ svarede Javier forsagt.

Netop som vi skulle til at forlade hospitalet, ankom Santiago, som Águeda havde ringet til, fordi lægen havde befalet det.

Straks han så Amelia, fortrak hans ansigt sig i en grimasse, og han rev Javier ud af hendes arme. Lægen kiggede forundret på ham.

„Drengen har det fint, og jeg har sagt til Deres hustru, at han skal holde sig i ro og gå med gipsbandagen i fyrre dage. Men De skal ikke være bekymret, for benet skal nok gro rigtigt sammen igen.“

„Jeg er Dem meget taknemlig, doktor, mange tak,“ svarede han køligt.

Águeda vred hænderne nervøst, og Amelia var blevet ligbleg. Antonietta sagde, at hun følte sig svimmel, og Isabel græd forskrækket i Jesús’ arme, mens jeg var helt slået ud og ikke vidste, hvad jeg skulle gøre.

„Fortæl mig, hvad der er sket, Águeda,“ beordrede Santiago.

„Drengen var klatret op i et træ, og pludselig faldt han ned … jeg … jeg beklager meget … men jeg … jeg kunne ikke forhindre det,“ svarede Águeda stammende.

Amelia så over på ham, og hendes blik var bønfaldende. I et par sekunder syntes Santiagos blik at blive roligt, men så kiggede han væk og ignorerede hende.

„Santiago, jeg vil gerne tale med dig,“ bad Amelia.

„Den der dame sagde til doktoren, at hun er min mor,“ sagde Javier pludselig.

Santiago trykkede sin søn ind til sig, mens han stillede sig foran Amelia.

„Jeg vil ikke have, at du kommer i nærheden af Javier. Hold op med det, eller du vil komme til at fortryde.“

„For guds skyld, Santiago, vi står midt på gaden. Kunne vi ikke snakke sammen på et tidspunkt? Du kan ikke nægte mig at se min søn, du kan ikke narre ham ved at fortælle ham, at han har en anden mor, du har ingen ret til at gøre det her mod os begge to.“

Jeg tror, at hvis Santiago ikke havde stået med Javier i armene, ville han have givet hende en lussing, så vredt kiggede han på hende. Jeg stillede mig ved siden af Amelia i forsøg på at beskytte hende, selv om jeg må indrømme, at jeg rystede ved synet af Santiagos vrede.

„Du har ingen søn, du har intet.“

„Javier er min søn, og en dag bliver du nødt til at fortælle ham det. Han bærer også mit efternavn, og det kan du ikke lave om på. Du bliver nødt til at fortælle ham, hvem der er hans mor, og selv om du siger, at jeg er det værste af alt, vil du aldrig kunne sige, at jeg ikke elsker ham, for det gør jeg, af hele mit hjerte, og jeg er parat til at gøre hvad som helst for ham.“

„Far …“

„Ti stille, Javier. Og du … du har ingen skam i livet. Jeg siger det én gang mere: Hold dig væk fra Javier, eller du vil komme til at fortryde.“

„Far …“

„Ti stille!“

„Lad være med at råbe. Det er ikke barnets skyld.“

„Hvor vover du at fortælle mig, hvad jeg skal eller ikke skal?“

„Jeg vover at fortælle dig, at du ikke skal råbe til barnet, og at du skal tale med mig, så vi kan nå frem til en aftale, der giver Javier lov til at få at vide, hvem jeg er, og hvor højt jeg elsker ham.“

„Forsvind, Amelia, og hold dig væk fra os, eller du kommer til at betale dyrt.“

„Hvad kan du mere gøre imod mig? Du har ikke ret til at nægte Javier at lære sin mor at kende, og du narrer ham ved at få ham til at tro, at Águeda er hans mor, hvad hun ikke er.“

„Du er ikke den rette til at sige, hvad jeg bør gøre! Hvem var hos Javier, da han var syg? Hvem lagde fugtige klude på hans pande for at få feberen til at falde? Hvem vaskede hans bleer, klædte ham på, badede ham, gav ham mad? Hvem sad ved hans vugge, når han ikke kunne sove om natten? Det kan jeg godt fortælle dig. Det gjorde denne kvinde, fordi du føjtede rundt med din elsker, guderne må vide hvor. Og nu drister du dig til at komme her, som om intet er hændt, for at gøre krav gældende og sige, at du er hans mor. Hvad er det for en slags mor, der forlader sin søn for at rejse væk med en eller anden idiot?“

Jeg kunne se, at Amelia var lige ved at græde og følte sig dybt såret og skamfuld over de ting, Santiago sagde til hende, mens hendes søn var til stede.

„Du vil ødelægge mig, for at barnet ikke skal elske mig, du vil have, at han skal hade mig, at han skal tænke det værste om mig. Tror du, at du hjælper ham på den måde? Du hader mig, og det forstår jeg godt, men dette had forhindrer dig i at indse, at Javier har ret til sin mor, selv om det er en mor, der er så … så ufuldkommen som mig.“

„Jamen du er ikke min mor,“ sagde Javier, irriteret over, at Amelia blev ved med at sige det.

„Jo, jeg er din mor, selvfølgelig er jeg din mor, og jeg elsker dig højere end nogen anden i verden.“

„Hvorfor er du så ikke hos mig? Nej, du er ikke min mor, hun er min mor.“ Javier pegede på Águeda, der stod helt stille uden at turde bevæge sig eller sige noget.

„Moderskab består ikke kun i at føde; du har født Javier, men fødslens time gør dig ikke til hans mor.“

Santiago gjorde omkring og begyndte at gå derfra med hurtige skridt uden at vente på Águeda, der forgrædt fulgte efter ham med sin datter i armene, mens hun frygtede det uvejr, der ventede, når de kom hjem.

Amelia stod helt stille og lignede et lig, så bleg var hun. Antonietta sagde noget til hende, men hun svarede ikke, og hun hørte tilsyneladende heller ikke, hvad Jesús og jeg sagde. Så rystede Antonietta hende i armen for at få hende til at vende tilbage til virkeligheden.

„Kom, Amelia, lad os gå hjem.“

Vi gik hjemad i tavshed, hun med sjælen fuld af smerte, vi andre dybt bedrøvede.

Da Antonietta fortalte doña Elena, hvad der var sket, blev hun vred.

„Det lyder utroligt, at han opfører sig sådan! Santiago glemmer, at han er en pæn mand, og at han skylder dig, hans søns mor, respekt.“

„Kun et øjeblik … han sagde, at Javier kun er et øjeblik i mit liv … og at dette øjeblik ikke gør mig til hans mor …“ hulkede Amelia.

„Om han bryder sig om det eller ej, så er du Javiers mor,“ sagde Laura, der var meget berørt af kusinens sorg.

Melita greb Amelias hånd og klemte den i forsøg på at trøste hende.

Da don Armando vendte hjem fra arbejde for at spise frokost, fandt han alle kvinderne i familien opløst i tårer.

„Vi må se at få ordnet den her situation, for Santiago kan ikke benægte, at du er Javiers mor.“

„Hvad med at gå til retten?“ foreslog doña Elena.

„Nej, ikke til retten, for dér vil vi tabe sagen. Don Manuel er en indflydelsesrig mand, og desuden … er der nogle ting, vi ikke kan begrunde …“ forklarede don Armando.

„Jeg ved det, onkel, jeg ved det. Vi kan ikke begrunde, at jeg forlod min søn og min mand for at drage væk med en anden mand, der oven i købet var kommunist,“ sagde Amelia.

„Lad være med at sige den slags, min pige. Lad mig tænke lidt over det, så finder vi sikkert en løsning.“

„Nej, onkel, der er ingen løsning. Santiago hader mig, og han vil aldrig tilgive mig. Hans hævn er at nægte mig vores søn.“

To dage senere stødte Edurne på Águeda tæt ved vores hus.

„Sig til fru Amelia, at hun ikke skal være bekymret, at Javier har det godt, selv om han er ked af det, der skete.“

„Det skal jeg nok sige til hende.“

„Jeg … jeg … er ked af det, fruen blev udsat for. Sig til hende, at don Santiago elsker drengen af hele sit hjerte, og at drengen intet mangler, og jeg … jeg holder meget af Javier, det er … det er, som var han min søn. Drengen har spurgt sin far, hvorfor den dame i parken, der bragte ham på hospitalet, sagde, at hun var hans mor, og han har spurgt mig, om jeg også er hans mor. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare.“

„Hvad sagde du så?“

„At han er min hjertesøn, men så spurgte han mig, hvad det er. Don Santiago har sagt, at han skal glemme damen, og at han kun har én mor, og det er mig, men det var Javier ikke tilfreds med. Selv om han ikke er ret gammel, er han en klog dreng, og jeg ved, at han tænker over tingene. Tror du, at fru Amelia vil tilgive mig? Jeg var ikke i stand til at modstå … altså du ved, hvordan mænd er, og da jeg jo boede i hus med don Santiago, kunne jeg ikke sige nej, når han …“

„Elsker du ham Águeda?“

„Selvfølgelig elsker jeg ham! Han er en fin herre og så køn! Kvinder som os kan ikke sige nej til de fine herrer. Jeg har en datter med don Santiago, og han elsker hende på sin måde. Jeg ved, at hun aldrig vil være det samme for ham som Javier, men han elsker hende og vil aldrig tillade, at hun mangler noget. Han accepterer hende som sin datter, og han har sagt til mig, at hun skal gå på en fin klosterskole og vil få en god medgift, når hun skal giftes, og at han ikke vil have noget imod selv at følge hende til alteret.“

„Det er der stadig lang tid til, da din datter jo ikke er ret gammel. Stoler du virkelig så meget på don Santiago?“

„Han er en mand, der holder ord, og han ville hellere dø end at svigte sit ord. Jeg ved, at han vil holde ord, og at han ikke vil lade hverken mig eller min datter i stikken. Bed fru Amelia om at tilgive mig, Edurne. Sig til hende, jeg vil gøre alt, hvad der er muligt, for at hun kan få sin søn at se igen, men at det nok er bedst, at der går et stykke tid, inden hun forsøger igen.“

„Det skal jeg nok sige til hende, bare rolig.“

Vi var alle rørte over Águedas gestus, alle undtagen Amelia. Hun betragtede hende stadig som en, der havde trængt sig ind i hendes hjem, en, der stjal hendes søns kærlighed fra hende.

„Hun er ikke skyld i det, der sker,“ sagde Laura i forsøg på at dæmpe Amelias vrede.

„Hun er en god kvinde, og det er bedre, at Javier bor sammen med hende end med en anden kvinde,“ sagde doña Elena.

„Jeg tror, at Santiago stadig elsker dig,“ udtalte Antonietta til alles forbløffelse.

„Hvad siger du dog? Hvordan kan du tro det? Han hader mig, han hader mig af hele sit hjerte.“

„Jeg er sikker på, at han elsker dig, men at han ikke kan tilgive dig, fordi hans stolthed forhindrer ham i det. Hvis du kunne overvinde din stolthed, ville I blive lykkelige igen.“

„Lykkelige? Ved du hvad, Antonietta? Måske var vi aldrig lykkelige.“

En måned senere kom señora Rodríguez, hende, der pludselig var dukket op ved juletid, og spurgte efter Amelia igen, men Amelia var ikke hjemme, så hun lagde sit visitkort og bad os om at give det til Amelia, når hun kom hjem.

I dagene derefter bemærkede jeg, at Amelia var temmelig urolig. Doña Elena tilskrev det varmen, for det var juni måned, hvor der er meget varmt i Madrid. Det var svært at sove om natten, så når der var den mindste ting i vejen, mente vi, at det måtte skyldes varmen. Jeg var dog godt klar over, at señora Rodríguez’ besøg måtte have noget at gøre med Amelias nervøsitet.

En eftermiddag, hvor Amelia kom senere hjem end sædvanligt, fortalte hun os, at hun havde aflagt besøg hos señora Rodríguez.

„Havde hun noget nyt at fortælle dig om Albert James?“ spurgte doña Elena, der huskede, at señora Rodríguez var ven med den amerikanske journalist.

„Ja, hun fortalte mig, at Albert har det godt,“ svarede Amelia kort.

„Hvor er han nu? I London eller i New York?“ spurgte Laura, der tilsyneladende holdt meget af amerikaneren.

„I London. Jeg tror nok, at han stadig er i London … Det fortalte señora Rodríguez i hvert fald.“

Familien var stadig meget optaget af at følge med i radioen. Hver aften efter middagen satte vi os i stuen og hørte nyheder. Vi fulgte opmærksomt Mussolinis fald og hans efterfølgende befrielse, som blev foretaget af tyske faldskærmstropper, samt proklamationen af den socialfascistiske Saló-republik, der var et politisk fantasifoster skabt af Il Duce i det nordlige Italien og blev støttet af nogle få fanatiske fascister.

Efteråret 1943 kom, uden at der syntes at ville ske ændringer i vores daglige rutine. Men en eftermiddag i slutningen af oktober, hvor jeg var blevet hjemme på grund af en forkølelse, ringede en uventet gæst på døren.

Amelia, Laura og Antonietta var taget med doña Elena på visit hjemme hos en af hendes veninder, og Jesús var gået hen for at hente sin far på det kontor, hvor han arbejdede, så de kunne følges ad hjem. Derfor var det kun Edurne og mig, der var hjemme.

Jeg lå og halvsov på mit værelse, og Edurne sad og syede i køkkenet, da vi hørte dørklokken.

Edurne lukkede op og udstødte et skrig, der vækkede mig. Jeg stod straks op og gik ud i entreen, hvor jeg standsede op uden at sige noget, da jeg så en tysker klædt i uniform stå dér. Han var høj og blond, havde blå øjne og så køn ud. Han havde et halvmåneformet ar, der gik fra højre øjenbryn og ned til næsen.

„Jeg vil gerne tale med frøken Garayoa.“

„Hvem af dem?“ spurgte Edurne med spæd stemme.

„Frøken Amelia Garayoa. Jeg er … jeg er en gammel ven af hende.“

„Jeg beklager, men hun er ikke hjemme lige nu. Ønsker De at lægge Deres visitkort?“

„Jeg vil hellere vente på hende. Tror De, det varer længe?“

„Det ved jeg ikke,“ svarede Edurne kort. Hun var ved at få kræfter igen til at tale med denne mand, hvis uniform skræmte hende temmelig meget.

„Måske varer det længe,“ indskød jeg, der var opskræmt ved tanken om, at denne mand måske ville gøre Amelia noget ondt.

Den tyske officer så på mig med et venligt blik.

„Er du Amelias fætter Jesús, eller er du Pablo? Du må være en af dem.“

Jeg var målløs. Denne tyske officer kendte til vores eksistens. Og pludselig tænkte jeg, at han var kommet for at anholde os alle sammen. Jeg stod helt tavs uden at svare, da vi pludselig hørte nøglen blive drejet om og doña Elenas stemme. Idet doña Elena trådte ind, efterfulgt af Laura, Antonietta og Amelia, udstødte hun et forskrækket skrig ved synet af den tyske soldat.

„Hvem er De?“ spurgte hun.

„Jeg er ked af at forstyrre Dem, men jeg vil gerne tale med frøken Amelia Garayoa …“

Han standsede op, da han fik øje på Amelia. Dybt bevægede så de hinanden ind i øjnene, og uden at sige et ord omfavnede de hinanden. Doña Elena var lige ved at besvime, så Laura og Antonietta måtte tage sig af hende og føre hende ind i opholdsstuen.

Fascineret af scenen blev jeg stående og kiggede på officeren og Amelia. Hun græd, og han havde svært ved at holde tårerne tilbage. Men pludselig syntes Amelia at komme til sig selv igen.

„Kom, jeg vil præsentere dig for min familie.“

„Måske var det ikke nogen god idé at dukke op sådan uden varsel … jeg tror, at jeg har givet dem en forskrækkelse.“

Amelia greb fat i hans hånd og førte ham ind i stuen, hvor doña Elena sad og drak et glas vand og var ved at komme til sig selv igen.

„Tante, jeg vil gerne præsentere dig for baron von Schumann, en gammel og kær ven af mig.“

Officeren stillede sig ret foran doña Elena og bøjede sig derefter ned for at kysse hendes hånd, hvilket fjernede en hel del af kvindens frygt, for hun var bestemt ikke ufølsom over for en demonstration af gode manerer.

Laura og Amelia vekslede sammensvorne blikke, hvilket alle de tilstedeværende bemærkede.

Doña Elena inviterede ham til at sætte sig ned, mens Amelia fortalte mere detaljeret om, hvem denne officer var. Alle i huset hadede tyskerne, og vi ønskede, at de ville tabe krigen, især Amelia, der hævdede, at hvis det skete, ville England og de allierede befri os for Franco. Derfor havde vi svært ved at acceptere en tysk officer, som for os alle repræsenterede den mørkeste side af striden. Han var fjenden, og han sad midt i vores stue.

Men Amelia syntes ikke at være parat til at fortælle mere om, hvem denne mand var. Hun gentog, at han var en gammel ven, som hun havde lært at kende for flere år siden. Vi spurgte alle os selv, hvor hun havde lært ham at kende, men ingen sagde noget. Vi talte om almindeligheder, og det faldt ingen af os ind at nævne krigen. Han fortalte, at det var tredje gang, han besøgte Madrid, og at han for flere år siden havde rejst i Spanien sammen med sin far og havde besøgt både Barcelona, Bilbao og Sevilla. Doña Elena fortalte, at det var et meget koldt og regnfuldt efterår, men at selv om vinteren skinnede solen i Madrid. Lidt efter spurgte han høfligt, om der var tyrefægtning på denne tid af året, hvortil vi svarede nej, og doña Elena benyttede sig af lejligheden til at fortælle, at hun var modstander af tyrefægtning.

„Jeg kan ikke holde ud, at der ganske unødvendigt udgydes blod.“

Denne udtalelse fik Laura til at forsvare tyrefægtning og bebrejde sin mor, at denne ikke forstod det storslåede ved kampen mellem tyrefægteren og tyren. Der blev snakket om den slags almindelige ting i en halv times tid, indtil don Armando og Jesús vendte hjem igen.

Don Armandos ansigt afspejlede lige dele forundring og bekymring.

Amelia præsenterede dem for hinanden uden at fortælle yderligere om sit venskab med tyskeren, hvorefter hun overraskede os alle med at sige, at hun ville gå en tur sammen med ham.

„Det er temmelig sent, min pige,“ sagde don Armando alvorligt.

„Jeg er snart tilbage igen. Baronen er ikke særlig kendt i Madrid, så jeg følger ham hen til hans hotel. Han bor på Hotel Ritz, så det varer ikke ret længe.“

„Det er måske bedst, at Jesús og Pablo går med.“

„Nej, det kan der ikke være tale om. Desuden har vi en masse at snakke om, fordi det er længe siden, vi sidst så hinanden.“

Don Armando vidste, at Amelia var indstillet på at gå med tyskeren med eller uden hans samtykke, hvorfor han foretrak ikke at sætte sig op mod sin niece.

„Udmærket, men kom hurtigt tilbage.“

Vi sagde farvel til den tyske officer, som vi aldrig så noget til igen.

Amelia vendte tilbage to timer senere, og da sad hele familien i stuen og ventede på hende.

„Fortæl os nu, hvem denne mand er, min pige,“ sagde don Armando.

„Jeg lærte ham at kende for flere år siden, dengang jeg levede sammen med Pierre. Og jeg mødte ham igen i Berlin, da jeg arbejdede som medhjælper for Albert James. Vi tog til Berlin for at lave nogle reportager, og dér mødte jeg ham tilfældigt.“

„Og siden har du ikke set ham?“ spurgte doña Elena.

„Jo, vi er stødt på hinanden ved flere andre lejligheder.“

„Han er nazist,“ udtalte don Armando uden at skjule sit ubehag.

„Nej, det er han ikke. Han er en tysk mand, der er blevet fanget af krigen, som mange mænd her også blev fanget af krigen på den ene eller den anden side.“

„Han er nazist,“ gentog don Armando.

„Nej, det er han ikke. Jeg kan forsikre dig om, at han er et godt menneske, som jeg skylder meget.“

„Hvad skylder du ham, Amelia?“

„Det vil jeg helst ikke fortælle dig, onkel. Der er ting, som jeg ikke ønsker at tale om. Det beklager jeg. Men jeg kan ikke.“

„Nazisterne ruinerede din far, har du glemt det? Og du har selv fortalt, at da du var i Berlin, var det umuligt for dig at finde ud af, hvad der var blevet af Herr Itzhak og hans familie.“

„Hvor kan du sige dette til mig!“ Amelia så ud, som om hun var lige ved at græde.

„Fordi jeg ikke kan forstå, at du er ven med en mand, der er klædt i denne uniform, og at du kan glemme, hvad din far blev udsat for på grund af nazisterne! Desuden kan jeg ikke acceptere en nazistisk officer i vores hjem. Det er en ting, jeg ikke vil tolerere. På grund af din fars minde og vores egen værdighed.“

Aldrig havde vi set don Armando så alvorlig og så ubøjelig. Vi var alle tavse og vidste ikke, hvad vi skulle sige. Amelia gemte ansigtet i sine hænder.

„Tænk over, hvad jeg her har sagt til dig, min pige, men forstå, at jeg ikke tillader, at denne mand sætter sine ben her i huset igen.“

Amelia betragtede sin onkel med et fast blik, inden hun svarede.

„Og alligevel accepterer du Franco, du gør intet for at kæmpe imod det nye regime.“

„Amelia!“ Laura sprang op af stolen og stillede sig foran sin kusine, mens hun forsøgte at holde sin vrede tilbage.

„Det er sandheden, at vi alle har bøjet os for Franco, og at ingen af os gør noget. Mener I måske, at han er bedre end Mussolini eller Hitler? Det mener jeg ikke, og alligevel sidder vi her uden at røre en finger.“

„Vi har tabt krigen, Amelia, men ikke værdigheden,“ sagde don Armando med næsten uhørlig stemme.

„Hvad vil du have, at vi skal gøre? Har vi ikke betalt en tilstrækkelig høj pris?“ spurgte Laura.

„Hvorfor dømmer I Max uden at vide noget om ham?“ indvendte Amelia.

„Fordi han valgte at kæmpe for Hitler, da han kunne vælge side,“ svarede Laura hårdt.

„Han er soldat, og en soldat kan ikke vælge,“ protesterede Amelia.

„Jo, Amelia, det kan han godt. Her hos os valgte mange soldater side, selv om vi endte med at tabe,“ udtalte hendes onkel.

„I forstår ikke … I ved ikke … jeg beklager, men I er ikke i stand til at se, hvad der foregår.“

„Selvfølgelig kan vi se, hvad der foregår, hvorimod det er dig, der har brug for at bedrage dig selv, fordi denne mand betyder så meget for dig,“ sagde Laura ligeud.

De to kusiner så på hinanden med tårer i øjnene. Det var første gang i deres liv, at de skændtes og var uenige.

Der blev stille. Doña Elena brød den anspændte atmosfære ved at beordre os alle i seng.

„I morgen skal vi tidligt op. Lad os gemme de ubehagelige ting til i morgen, det er altid bedre at tale om dem ved dagslys end om aftenen, for om aftenen er der kun mørke.“

Vi gik i seng, men jeg stod snart op igen, for jeg var overbevist om, at Amelia og Laura ville fortsætte med at snakke. Og det holdt stik. De sad inde i salonen og hviskede sammen. Jeg blev stående helt stille ved døren og lyttede.

„Hvad var det for noget, du sagde til mig, Laura! Og så netop dig …“

„Jamen, Amelia, hvorfor vil du ikke engang fortælle mig, hvad der knytter dig til denne mand?“

„For dit eget bedste, Laura. Det er for dit eget bedste, at jeg ikke siger noget. Det er bedst, at du lige nu ikke ved noget, men en dag skal jeg nok fortælle dig det – jeg sværger, men du bliver nødt til at stole på mig.“

„Det var et chok at komme hjem og se en nazist stå dér. Et kort øjeblik troede jeg, at han var kommet for at anholde os.“

„Stakkels Max!“

„Hvad betyder han for dig?“

„Jeg har fortalt dig, at han er en person, som betyder meget for mig, så meget at jeg forlod Albert James for hans skyld. Hvis jeg ikke havde lært Max at kende, ville jeg sikkert stadig have været sammen med Albert.“

„Jeg har svært ved at tro, at du er forelsket i en nazist!“

„Han er ikke nazist, Laura, det sværger jeg på, at han ikke er. Men han har ikke andet valg end at kæmpe sammen med sin hær, han er officer og aristokrat, han kan ikke desertere.“

„Det er bedre at være desertør end at kæmpe for Hitler.“

„Han kæmper ikke for Hitler.“

„Jo, han gør, tag ikke fejl af det, Amelia. Men fortæl mig nu, hvad vil han, hvorfor er han kommet hertil?“

„Han er her i et officielt ærinde, og så fik han den idé at besøge mig.“

„Du kan ikke narre mig, Amelia, jeg ved, at du ikke fortæller mig sandheden.“

„Så lad være med at spørge mig, Laura, lad være med at spørge mig, indtil jeg kan fortælle dig hele sandheden.“

Jeg hørte, at de rørte på sig, så jeg skyndte mig ind på mit værelse. Når Amelia ikke betroede sig til Laura, var det ikke sandsynligt, at hun ville fortælle noget til os andre, så jeg sagde til mig selv, at vi aldrig ville finde ud af, hvem den mand var. Og det holdt stik, vi fandt aldrig ud af det, eller jeg gjorde i hvert fald ikke. Måske ved doña Laura, hvem han er, det er jeg ikke klar over, for jeg har ikke spurgt hende.

Amelia og den tyske officer blev ved med at ses. Han kom og hentede hende i doña Rosas broderiforretning og tog hende med ud at spise frokost, hvorefter hun viste ham sine yndlingssteder i Madrid. En søndag tog de oven i købet ud til El Escorial. Men han kom aldrig mere hjem til os, og Amelia talte heller aldrig om ham. Don Armando foretrak at ignorere Amelias kommen og gåen. Kun doña Elena vovede at spørge til ham en dag.

„Må jeg give dig et godt råd, min pige? Lad være med at forelske dig i den mand, for det vil kun give dig problemer, og dem har du allerede haft rigeligt af. Albert James var et godt menneske, og jeg forstår ikke, hvorfor du ikke holder dig til ham. Han var en gentleman. Det er en skam, at I ikke kan gifte jer, men alligevel … hvis du absolut skal leve sammen med en mand, skulle det gerne være med en, der er dig værdig.“

Da der var gået nogle dage, fortalte Amelia os en aften under middagen, at hun snart rejste.

„Jamen hvorhen da?“ spurgte don Armando bekymret.

„Til Rom. Jeg har besluttet at tage imod en invitation fra min veninde Carla Alessandrini. Jeg har fortalt jer om hende, og som I ved, skriver vi tit til hinanden. Hun fortæller i sine breve, at hun meget gerne vil have, at jeg kommer og besøger hende, og nu har jeg chancen.“

„Chancen? Jamen sådan lige pludselig … Og hvad med dit arbejde?“ spurgte doña Elena.

„Jeg har talt med doña Rosa, og hun siger, at det ikke betyder noget, at jeg holder en lille ferie, det drejer sig ikke om mere end en måned.“

„Tager du af sted sammen med den der mand, Amelia?“ spurgte don Armando ligeud.

„Onkel …“

„Du er ikke rask endnu, du er ganske vist kommet dig, men du er stadigvæk frygtelig tynd … Du burde ikke tage af sted, Amelia. Du sagde til mig, at du aldrig mere ville forsvinde, at du ville blive hos familien for altid.“

„Jeg forsvinder ikke, onkel, det drejer sig blot om en rejse, der ikke varer ret lang tid, tro mig. Carla siger i sine breve, at hun har brug for mig, og I kan slet ikke forestille jer, hvor god og generøs hun har været over for mig.“

„Amelia, jeg synes ikke, det er godt, at du rejser sammen med denne mand, der er nazistisk officer,“ sagde don Armando.

„For guds skyld, onkel, tal ikke på den måde! Max er en meget god ven, der også kender Carla, og vi har snakket om hende i disse dage. Eftersom han skal videre til Rom, har han tilbudt at holde mig med selskab på rejsen. Jeg rejser sammen med ham til Rom, ja, men jeg indlogerer mig hos Carla Alessandrini, det lover jeg dig. Så du behøver ikke at være bekymret.“

„Italien er i krig, det er ikke det bedste sted at holde ferie.“

„Der sker mig ikke noget, når jeg rejser sammen med Max, og i Rom har jeg Carla.“

„Jeg bryder mig ikke om det, Amelia, slet ikke. Jeg ved bare, at du ikke har været den samme, siden denne officer dukkede op. Jeg forstår ikke, hvordan du kan indlade dig på dette eventyr og rejse til Italien. Jeg vil gerne tro på dig, Amelia, for jeg skylder dig meget, men du skræmmer mig.“

„Stol på mig, jeg vil ikke gøre noget forkert, det lover jeg dig. Det drejer sig blot om nogle dage, og inden du ved af det, er jeg tilbage igen for at holde jul. Den højtid vil jeg for intet i verden fejre andre steder end herhjemme.“

Mens Edurne hjalp Amelia med at pakke kuffert, kritiserede også hun den forestående rejse.

„Hvordan kan du forlade Antonietta endnu en gang? Er du ikke klar over, hvor hårdt det er for din søster? Det er ikke godt, at søskende er adskilt.“

„Hvor længe er det siden, du sidst så Aitor?“ tog Amelia til genmæle.

„Det er mange år siden.“

„Og han er din bror, og du elsker ham, ikke sandt?“

„Jo, og det gør mig ondt, at jeg aldrig ser ham. Han har tre børn nu. Der kan du se: Jeg har nevøer og niecer, som jeg slet ikke kender. Og det er meget svært for min mor,“ svarede Edurne.

„Den kære Amaya … hvor jeg dog savner hende,“ sagde Amelia.

„Politik har ødelagt min bror, og det samme gælder dig. Det er et held, at han giftede sig med den der pige fra Biarritz, men det er en ulykke, at han er nødt til at leve deroppe på grund af politik. Den forbandede politik!“

„Jeg troede ellers, at du var en god kommunist!“

„Det var før krigen … efter alt det, der er sket, og efter al den ulykke, vi har oplevet, tror du så, at jeg stadig har lyst til at have noget med politik at gøre? Jeg ønsker blot at leve i fred, heri er jeg enig med din tante.“

„Så er du altså ikke længere kommunist?“ spurgte Amelia drillende.

„Hvad skal jeg sige! Hverken du eller jeg vidste, hvad det drejede sig om, da vi var meget unge og lod os begejstre … af Lola, Pierre, Josep Soler og alle de andre, der virkede så modige, så begejstrede; de førte os bag lyset … de ville forandre verden … og se så nu, hvad der er sket!“

„Der er sket det, at fascisterne har vundet krigen, men det betyder ikke, at de har ret.“

„Heller ikke at vi har ret. Nej, jeg er ikke kommunist længere, og jeg tror heller ikke, at du er det.“

Det var en meget trist dag, da Amelia rejste. Doña Elena besvimede oven i købet og måtte have bragt lugtesalt, Antonietta klynkede hele tiden, Laura stortudede, og Jesús og jeg blev smittet og endte med også at græde begge to. Kun don Armando var i stand til at holde tårerne tilbage.

„Skriv til os, Amelia, lov mig, at du vil skrive.“

„Det lover jeg, onkel, jeg vil skrive til jer, og jeg vender snart tilbage.“

Amelia ville ikke lade os følge hende ned til gadedøren. Hun sagde, at hun blev hentet, men vi vidste alle, at den tyske officer ventede på hende. Vi lænede os ud over balkonkanten og så ham ankomme i en sort bil, som han steg ud af for at hjælpe Amelia med kufferten. Inden hun satte sig ind i bilen, kiggede hun opad og vinkede smilende til os. Hun var lykkelig, og det forbløffede os, men det var tilfældet. Vi så hende ikke igen i meget lang tid …’

„Godt,“ sluttede professor Soler. „Det er alt, eller i hvert fald alt, hvad jeg kan fortælle om, hvad der skete fra foråret 1942 til efteråret 1943, mere end et helt år, hvor Amelia var hos os.“

Professoren gned sig i øjnene. Han så træt ud. Jeg var imponeret over hans fremragende hukommelse og endnu mere over hans evne til at fortælle på en sådan måde, at det ikke blot var, som om han genoplevede det hele, men også, som om jeg selv oplevede det hele. Jeg forsøgte at få ham til at sige, om Amelia vendte tilbage og i så fald hvornår, men han ville ikke fortælle mig mere.

„De ved jo, at jeg ikke kan fortælle Dem mere. I hvert fald ikke lige nu. De skal selv udfylde hullerne. Vi er blevet enige om, at De ikke må springe i tid. For at Deres efterforskning skal give mening, er De nødt til at gå fremad skridt for skridt. Hvis De tager et spring fremad i tiden, kan der ske det, at De bliver forvirret og måske synes, at det ikke kan betale sig at gå tilbage igen, og det er ikke det, Garayoa-fruerne ønsker.“

„Jo, men hvor skal jeg nu lede?“ spurgte jeg bekymret.

„Jeg ved det ikke, måske i Rom? Amelia fortalte os, at hun tog til Rom. De kan jo aflægge besøg hos Francesca Venezziani igen. Hvis Amelia var hos Carla Alessandrini på det tidspunkt, som hun havde sagt, hun ville være, så må Francesca vide noget om det, ikke sandt?“

„Måske. Nogle gange tror jeg, at De ved mere om Amelia, end det ser ud til, men af en eller anden grund – jeg ved ikke hvilken – ønsker De ikke at rede trådene ud.“

Professor Solers latter forvirrede mig, men bekræftede min fornemmelse.

„Nu skal De ikke være så skeptisk, hjælper jeg Dem måske ikke, så meget som jeg kan?“

„Jeg er Dem meget taknemlig, for uden Dem havde jeg ikke været i stand til at tage et eneste skridt.“

„Jo, selvfølgelig havde De det, men det havde været mere besværligt. De skal ikke undervurdere Dem selv, og jeg har de bedste forhåbninger til Dem.“

„Uha! Det er noget af et ansvar.“

„Og hvordan går det med arbejdet? Skriver De stadigvæk til den netavis, som De lavede interviewet med mig til?“

„De har fyret mig. Mit eneste arbejde lige nu er denne efterforskning, men heldigvis betaler Garayoa-fruerne godt, for ellers ville jeg være blevet sat ud af min lejlighed. Og min mor vil knap nok tale med mig, for hun mener, at jeg spilder tiden.“

„Det har hun ret i.“

„Hvad! Mener De også, at jeg spilder tiden?“

„De vinder tid for Garayoa-familien, og i den forstand er Deres arbejde meget værdifuldt for fruerne, men hvad angår Dem selv, vil det ikke gavne Deres karriere, men snarere skade den.“

„Det må jeg nok sige, professor, Deres upartiskhed overrasker mig.“

„Hvis De var min søn, ville jeg være lige så vred, som Deres mor er. Jeg siger ikke, at De skal skynde Dem at afslutte dette arbejde, for det er umuligt at vide, hvor meget mere tid det vil tage, men De bør bestemt tænke over, hvad De skal lave, når det er slut.“

„Jeg har en alvorlig skavank i forhold til udøvelsen af mit erhverv.“

„Og hvad er det for en skavank?“ spurgte professor Soler.

„Jeg er af den opfattelse, at journalistikken er til for offentlighedens skyld, hvorfor sandheden bør komme i første række og i hvert fald før politikernes, virksomhedsejernes, bankdirektørernes, fagforeningernes og arbejdsgivernes interesser.“

„Ja, så har De et problem.“

„Og De kan ikke forestille Dem, hvor stort det er.“

Da jeg havde taget afsked med professor Soler, gik jeg og tænkte på Francesca Venezziani. Faktisk var jeg begejstret ved tanken om at få hende at se igen, for de middage i hendes taglejlighed, hun havde inviteret mig på, havde været meget fornøjelige. Min mor blev selvfølgelig rasende, da jeg fortalte hende, at jeg igen skulle af sted på en rejse. Måske skulle jeg sætte mig ned og fortælle hende lidt om det, jeg havde fundet ud af om vores slægtning, for det ville nok få hende til at tilgive mig. Men straks jeg havde tænkt denne tanke, fortrød jeg. Det var ikke moralsk korrekt at give hende nogle oplysninger, som slet ikke tilhørte mig. Men noget var jeg nødt til at fortælle min mor for at få hende til at stole på mig. Problemet var bare, at jeg ikke vidste, hvad det skulle være.

Jeg var heldig, for da jeg ankom til Prat-lufthavnen, fandt jeg med det samme et fly, der netop skulle til at afgå til Madrid. Da jeg ankom, tog jeg direkte hjem til min mor.

„Surprise!“ udbrød jeg, da hun åbnede døren.

„Har jeg ikke lært dig, at man skal give besked i forvejen, inden man kommer på besøg?“ sagde min mor som velkomsthilsen.

„Jo, men jeg vidste ikke, at du havde forbudt mig at komme og give dig et kys på et hvilket som helst tidspunkt,“ sagde jeg og gav hende et knus i forsøg på at overvinde hendes dårlige humør.

Min mor gav efter og inviterede mig på middag, og til min store overraskelse skændtes vi mindre, end jeg havde regnet med, og jeg ved ikke, om det skyldtes, at hun var træt, eller om det bare var, fordi hun mente, det var bedst at opgive mig – umulig som jeg var.

Dagen efter, inden jeg tog af sted til Rom, besluttede jeg mig for at ringe til major William Hurley, den berømte arkivar i den britiske hærs arkiver. Jeg ville have ham til at opklare noget af det, professor Soler havde fortalt mig: Jeg undrede mig over de to besøg, som señora Rodríguez havde aflagt. Jeg vidste noget, som professor Soler ikke vidste, nemlig at denne kvinde var agent i den britiske efterretningstjeneste. Jeg ville gerne vide, om det var i arbejdsøjemed, at hun havde besøgt Amelia.

Major Hurley var ikke spor glad for, at jeg ringede til ham så hurtigt igen. Han troede, at han – efter at have fortalt mig om alt, hvad der var hændt i Warszawa – var fri for mig i et godt stykke tid, men så var jeg der pludselig igen, bare en uge senere, og ringede på hans dør, eller rettere: ringede til ham.

Majoren ville gerne vente til senere, for han var travlt optaget af et keglespilsmesterskab arrangeret af veteraner i hans gamle enhed og havde ikke tid til at fortælle mig, hvorfor señora Rodríguez besøgte Amelia i Madrid.

„De er meget utålmodig. Kan De ikke engang vente en uges tid?“

„Jeg er meget ked af at forstyrre Dem i Deres keglespilsmesterskab, men uden Dem kan jeg ikke komme videre.“

„Unge mand, det er Dem, der skal efterforske Deres oldemors fortid, ikke mig.“

„Jo, men tilsyneladende gemmer denne fortid sig i Deres arkiver, så jeg har ikke andet valg end at forstyrre Dem, major. Men jeg lover Dem, at jeg ikke skal opholde Dem i ret lang tid.“

„Jeg må indrømme, at jeg ventede denne opringning, dog ikke så hurtigt. Men jeg gentager, at jeg ikke har tid til at tale med Dem, for i morgen eftermiddag tager jeg til Bath, og hverken De eller nogen anden kan forhindre mig i at deltage i mesterskabet.“

„Det er bestemt heller ikke min hensigt …“

„Godt, det eneste jeg kan fortælle allerede nu er, at Deres oldemor begyndte at arbejde for den britiske efterretningstjeneste igen.“

„Señora Rodríguez overtalte hende altså til at blive aktiv igen.“

„Faktisk var det ikke señora Rodríguez’ overtalelsesevner, men det var på grund af Carla Alessandrini.“

„Nu overrasker De mig. Kan De ikke fortælle lidt mere? Jeg havde tænkt mig at tage til Rom og vil gerne vide lidt om, i hvilken retning jeg skal gå.“

„Ring til mig i morgen,“ beordrede han gnavent og lagde røret.

Med britisk præcision ringede jeg til ham dagen efter.

„Faktisk tog efterretningstjenesten kontakt til Deres oldemor i Madrid i 42 og senere i 43. Det var ikke første gang, de gjorde det, men hun ønskede tilsyneladende hverken at have noget med krig eller spionage at gøre mere, og det fortalte hun señora Rodríguez. Efter at hun havde reddet livet i Polen, havde hun sendt en omfattende rapport til lord Paul James, hvori hun fortalte alt, hvad der var sket, og til sidst meddelte hun ham, at han ikke skulle regne med hende mere. Lord James hørte ikke til dem, der tog et nej for et nej, så han havde ikke opgivet, han vidste nemlig, at det blot drejede sig om at afvente den rette lejlighed, og at Amelia så ville genoptage samarbejdet. Og denne lejlighed kom netop i Rom, hvor både hun og oberst von Schumann skulle få en ubehagelig overraskelse.“

„Er det rigtigt? Hvad skete der?“

„Señora Rodríguez havde sat sig i forbindelse med Amelia for at fortælle hende, at hendes veninde Carla Alessandrini samarbejdede med de allieredes efterretningstjenester, og at hun var kommet i vanskeligheder. Men nu vil jeg ikke fortælle Dem mere. Jeg sagde jo, at jeg rejser i eftermiddag og har en masse ting at ordne. Ring til mig i løbet af ugen, og så skal jeg med fornøjelse mødes med Dem.“

Det nyttede ikke at presse på. Major Hurley var ubøjelig. Vi aftalte, at vi skulle mødes nogle dage senere, og derfor kunne jeg bruge ventetiden i Rom på den videre udforskning sammen med Francesca. Den plan passede mig perfekt.

 

8

Jeg rejste til Rom uden at give besked til Francesca, da jeg tog det som givet, at hun ville blive glad for at se mig. Jeg ringede til hende, straks jeg var ankommet til mit hotel.

„Cara, jeg er i Rom! Hvad siger du til, at jeg inviterer dig på middag i aften?“

„Må jeg spørge, hvad du laver her?“

„Jeg er kommet for at besøge dig … og ja … for at få dig til at hjælpe mig med efterforskningen af min oldemors liv. Jeg skal fortælle dig om det i aften. Det ser ud til, at Amelia Garayoa kom til Rom i efteråret 1943 for at besøge din diva, Carla Alessandrini. Jeg er sikker på, at du kan give mig en hjælpende hånd. Men det kan vi snakke videre om under middagen. Hvad siger du til, at vi går på Il Bolognese?“

„Jeg beklager, Guillermo, men jeg kan ikke spise middag sammen med dig – jeg har en anden aftale.“

„Det var sandelig uheldigt! Kan vi så spise frokost sammen i morgen?“

„Nej … det kan jeg heller ikke. Det er nok bedst, at du fortæller mig, hvad du leder efter, og hvis jeg så finder ud af noget, ringer jeg til dig. Hvor bor du?“

„Tæt ved din lejlighed, på Hotel d’Inghilterra. Jeg vil gerne vide, om Amelia besøgte Carla her i Rom i vinteren 43.“

„Jeg ringer til dig,“ sagde hun og lagde røret på.

Dér fik jeg en lang næse. Faktisk havde jeg slet ikke regnet med denne ligegyldighed fra Francescas side. Jeg syntes, at vi var kommet rigtig godt ud af det med hinanden, og at vi havde hygget os de to gange, vi havde mødtes, og pludselig var hun reserveret og oven i købet afvisende. Jeg var temmelig forbavset.

I to dage vandrede jeg rundt i Rom, fast besluttet på ikke at ringe til hende. Jeg ønskede, hun skulle vide, at jeg ikke havde i sinde at forfølge hende som en anden skørtejæger. Men det endte alligevel med, at jeg blev nervøs, så på tredjedagen besluttede jeg, at jeg ikke kunne blive ved med at spilde tiden.

„Francesca, cara, har du helt glemt mig?“ spurgte jeg med mit blideste tonefald.

„Åh, er det dig! Jeg tænkte netop på at ringe til dig for at spørge, om du kommer og spiser middag hos mig i aften.“

„Fantastisk! Du kan ikke forestille mig, hvor meget jeg glæder mig til at se dig. Hvad siger du til, at jeg tager en flaske vin med?“

„Du kan tage det med, du har lyst til. Kom klokken ni.“

Sikke en lettelse! Det var ikke, fordi Francesca havde lydt overvældende kærlig, men hun havde i det mindste inviteret mig på middag i sin prægtige lejlighed, så jeg kunne ikke klage. Jeg overbeviste mig selv om, at hun sikkert havde problemer med sit arbejde, og at bekymringerne gjorde, at hun ikke var i samme gode humør som ved de to tidligere lejligheder. Der fandtes intet bedre end at ordne tingene over en god middag og et godt glas vin.

Jeg tog straks af sted fra hotellet for at finde en vinbutik, hvor jeg kunne købe en god Barolo-vin. Jeg var så opstemt, at jeg besluttede mig for også at tage en kage med til dessert.

Da jeg ankom, var Francesca en smule reserveret. Hun lukkede op for mig og tillod mig knap nok at give hende et kys på kinden.

„Du ved ikke, hvor meget jeg har glædet mig til at se dig,“ sagde jeg med min mest forførende stemme.

„Kom indenfor og sæt dig ned, så skal jeg forklare dig nogle ting inden middagen.“

„Jamen vi har da tid nok.“

„Det afhænger af …“

„Hvis du synes, kan vi da godt spise først og snakke bagefter,“ foreslog jeg.

„Nej, vi er nødt til at vente på Paolo, vi kan ikke spise, før han kommer.“

„Paolo? Hvem er Paolo?“

„Har jeg ikke fortalt dig det?“

„Nej,“ svarede jeg noget mopset.

„Det var underligt! Jeg ville sværge på, at jeg havde fortalt dig, at Paolo ville komme.“

„Ja godt, men hvem er Paolo?“ ville jeg vide.

„Paolo Plattini er en autoritet inden for alt, hvad der har med 2. Verdenskrig i Italien at gøre. Der er intet, han ikke ved. Han har i flere år arbejdet med klassificerede arkiver og dokumenter. Du kan slet ikke forestille dig, hvor meget han har hjulpet mig. Og dig også. For havde det ikke været for ham, ville du have haft svært ved at finde ud af de ting, du gerne vil vide om Amelias ophold i Rom i slutningen af 1943.“

Det ringede på, og Paolo åbnede selv døren og kom ind.

„Hej med jer!“ sagde han og trådte hen til Francesca og gav hende et kys på læberne. Så rakte han mig en hånd og sendte mig et stort smil.

Straks jeg så ham, sagde jeg til mig selv, at det ikke blev mig, der næste morgen ville se solen stå op over Piazza di Spagna.

Desværre for mig viste Paolo Plattini sig at være en meget charmerende fyr. En af den slags udadvendte romere, som er vældig gode til at snakke, hvad der straks gjorde ham til centrum for al opmærksomhed. Han var alt for klog og køn til, at jeg kunne konkurrere med ham, og desuden havde han nået den modne alder, som får mange kvinder til at tabe hovedet. Jeg overgav mig straks, og inde i mit hoved sagde jeg farvel til Francesca.

„Jeg er ikke klar over, om du kender den bog med en partisans erindringer, der udkom nogle få år efter krigens afslutning, og hvori der fortælles om din oldemor. Faktisk er bogen den mest pålidelige og direkte informationskilde til Amelia Garayoas oplevelser i Italien, fordi forfatteren kendte hende og havde et nært forhold til hende. Han hed Mateo Marchetti og var Carla Alessandrinis sanglærer, en gammel kommunist, som divaen holdt meget af.“

„Jeg anede ikke, at denne bog eksisterede,“ svarede jeg interesseret.

„Det er ikke så underligt, for den udkom i et meget lille oplag, kun 2.000 eksemplarer. Faktisk var der tale om en tjeneste, som ejeren af et lille kommunistisk forlag gjorde Marchetti. Bogen fik ikke nogen særlig opmærksomhed, men den har en vis historisk værdi. Jeg kom i tanke om den lille bog, da Francesca fortalte mig, at hun havde svært ved at finde oplysninger om Carla Alessandrini under krigen. Kan du læse italiensk?“ spurgte han, idet han rakte mig en gammel bog i heftet udgave.

„Jeg kan forsøge.“

„Godt, for jeg tror, at den kan være dig til nytte. Men i hvert fald tror jeg nok, at jeg med temmelig stor nøjagtighed kan rekonstruere nogle af de ting, som din oldemor foretog sig, da hun ankom til Rom i vinteren 1943. Måske vil du optage det, jeg fortæller, eller tage notater?“

Paolo begyndte at fortælle, og jeg må indrømme, at jeg slet ikke åbnede munden, før han var færdig.

‘Amelia ankom sammen med en oberst fra den tyske hær, baron von Schumann, som Carla havde lært at kende i Berlin nogle år tidligere. Ifølge Marchetti var von Schumann ikke tilhænger af Hitler, men som god preusser adlød han ordrer uden at gøre indsigelse.

Oberst von Schumann indlogerede sig på Excelsior, et meget elegant hotel, og fulgte Amelia hen til Carla Alessandrini. Divaen ville ikke have tilgivet Amelia, hvis hun boede andre steder end hos hende. Carla havde gentagne gange inviteret hende, for som De ved, holdt hun af hende, som var hun hendes egen datter. Men Amelia og baronen fik sig en overraskelse, da de i stedet for Carla kun blev mødt af hendes fortvivlede mand, Vittorio Leonardi.

„Amelia, hvor er jeg glad for, at du er kommet!“ sagde han og omfavnede hende.

Derefter hilste han høfligt, men køligt på baron von Schumann, hvilket undrede Amelia. Vittorio havde også lært baronen at kende i Berlin, hvor de havde været til adskillige fester sammen, og denne kølighed passede ikke til deres forhold fra tidligere. Amelia bemærkede Vittorios nervøsitet, men forstod ikke hans fjendtlighed over for Max von Schumann. Vittorio inviterede ham ikke engang indenfor. Von Schumann tog afsked. Han skulle melde sig hos sine overordnede. Så snart Amelia og Vittorio var blevet alene, spurgte hun: „Hvad er der sket, Vittorio? Hvor er Carla?“

„Hun er anholdt.“

„Anholdt. Jamen hvorfor dog?“ spurgte Amelia opskræmt.

„For at samarbejde med partisanerne. Det er i virkeligheden min skyld.“

„Åh gud! Fortæl mig, hvad der er sket!“

„SS har taget hende til fange.“

„Hvorfor dog!“

„Som sagt samarbejder Carla med modstandsbevægelsen, og jeg tror, at … altså jeg tror, at hun også har hemmelig forbindelse med de allierede.“

„Og hvad med dig?“

„Det er min skyld det hele, fordi jeg har tilladt alt dette. Vi har oven i købet skændtes om det, men du ved, hvor stor indflydelse hendes sanglærer, Mateo Marchetti, har på hende. Carla har altid hjulpet Marchettis venner, faktisk var hun imod Mussolini lige fra den dag, han kom til magten i Italien, og som du ved, undlod hun aldrig at vise det. Men hun var den store Carla Alessandrini, og alle lod som ingenting, som om hendes modstand mod styret blot var noget excentrisk. Men Carlas samarbejde med partisanerne blev gradvist mere omfattende. Vores hus i Milano blev omdannet til tilflugtssted for flygtninge, og det samme skete her i Rom. Så begyndte hun at hjælpe folk over grænsen. Folk, som ellers ville blive anholdt af politiet eller SS. Folk, som Marchetti bad Carla om at redde. Og det var ikke bare ham, som kom til hende, men også din ven, den tyske præst, fader Müller. Du ved ikke, hvor mange gange han er kommet her for at bede os om at hjælpe en jødisk familie med at flygte.“

„Er fader Müller stadigvæk her?“ spurgte Amelia overrasket.

„Ja, han bor i Vatikanet, og han er med dem.“

„Med hvem?“

„Med partisanerne, han samarbejder med partisanerne. Carla satte ham og Mateo Marchetti i kontakt med hinanden. Fader Müller er ansat som underordnet funktionær i Statssekretariatet, og spørg mig ikke, hvordan han gør det, men sagen er, at han en gang imellem stjæler vatikan-pas, så folk med sådan et i hånden kan komme ud af landet.“

„Du har stadigvæk ikke fortalt mig, hvorfor de kom og hentede Carla.“

„Jeg var her ikke selv. Vi havde skændtes for første gang i al den tid, vi har været sammen. Jeg var bange for, hvad der kunne ske hende, for uden at bekymre sig om konsekvenserne blev hun mere og mere dristig. Hun løb en alt for stor risiko. Jeg forsøgte at tale hende til fornuft og få hende til at forstå, at hun ikke skulle udsætte sig for så stor fare, men hun lyttede ikke til mig. Hun øvede næsten ikke mere, hun syntes at have mistet enhver interesse for at synge, for det, der havde været hele meningen med hendes liv, for det, hun indtil da havde ofret alt for. Hun levede kun for at mødes med Mateo Marchetti, for at krydse grænsen, for at konspirere med din ven, fader Müller. Det var indlysende, at myndighederne begyndte at fatte mistanke til hende, men hun ville hverken indse det eller lytte til fornuft. Jeg sagde til hende, at denne oberst Jürgens havde fattet mistanke til hende, men hun ville ikke lytte til mig, hun troede, at han lå for hendes fødder ligesom alle andre mænd.“

„Oberst Jürgens?“ spurgte Amelia ængsteligt.

„Ja, oberst Ulrich Jürgens. Han er tilsyneladende netop blevet forfremmet, efter at han er blevet såret ved Østfronten. I Rom er han frygtet af alle.“

„Fortæl mig lidt om ham.“

„Han er høj, lyshåret, køn, men uden klasse. Han har stor succes hos kvinderne. Jeg tror nok, at han var ved den russiske front og før da i Polen. Her er han meget populær, og han inviteres med til alle fester.“

Amelia havde det, som om hun dårligt kunne få vejret, og hun begyndte at ryste. Det var skæbnen, at hun igen skulle støde på Ulrich Jürgens, den mand, som havde optrevlet Grazyna Kaczynskys gruppe i Warszawa, og som havde givet sine håndlangere ordre til at torturere Grazyna, alle hendes venner og hende selv. Den mand, som havde dømt hende til at tilbringe et langt år i Pawiaks helvede, det uhumske fængsel, hvor hun var blevet pint og plaget, og hvor hendes veninde Ewa var blevet hængt. I nogle få sekunder genoplevede hun alt det, hun havde været igennem i Polen. Hun græd over Grazyna og hendes gruppe af unge mennesker, der havde narret nazisterne ved at gå gennem kloaksystemet for at bringe hjælp til deres jødiske venner i Warszawas ghetto. For sit indre blik så hun alle ansigterne: Grazyna, Ewa, Piotr, Tomasz, Grazynas kæreste Szymon, hans bror Barak, hans mor Sarah, hans søster Maria, grevinde Lublin … Hun genkaldte i erindringen alt, hvad hun havde oplevet i Warszawa, og det med en sådan klarhed, at hun kunne mærke SS-bødlernes slag, høre kommandant Ulrich Jürgens’ kolde latter, fornemme det kolde gulv i cellen i Pawiak, lusene, der kravlede rundt i hendes hår og bed hende til blods … Og nu fortalte Vittorio hende, at denne djævel var dukket op igen, Ulrich Jürgens var i Rom.

„Amelia … Amelia … hvad sker der?“ Vittorio klemte hendes hånd for at få hende til at vende tilbage til virkeligheden.

„Hvordan lærte I oberst Jürgens at kende?“

„Ved en fest. Han viste straks interesse for Carla og sagde, at han huskede hende fra hendes ophold i Berlin. Han fortabte sig i en lovprisning af hendes stemme og hendes skønhed. Han var så fræk at gøre kur til hende. Men Carla ignorerede ham og skjulte faktisk ikke, hvor meget hun foragtede ham. Vi begyndte at løbe ind i ham alle vegne. Jeg sagde til Carla, at den mand var sygeligt optaget af hende, men hun troede, at jeg bare var jaloux! Hun ville ikke se det, der var åbenbart, nemlig at denne mand ønskede at besidde hende, men også at ødelægge hende. En dag spurgte han Carla, hvordan det gik med dig. Carla blev overrasket over, at han kendte dig, men han lo blot. ‘Åh, De ved slet ikke, hvor godt jeg kender hende!’ svarede han. Men hun troede ikke på ham og sagde på en lidet diplomatisk måde til ham, at det var umuligt, at du skulle have lagt mærke til en mand som ham.“

„Jeg kender ham, Vittorio, jeg kender ham,“ sagde Amelia. „Han … han fik mig anholdt i Warszawa og … nej, jeg vil ikke fortælle dig, hvad der skete, det er lige meget nu, for nu drejer det sig om Carla. Hvor længe har hun været tilbageholdt?“

„Det er fem dage siden. Jeg var her ikke. Jeg har fortalt dig, at vi havde skændtes, og derefter rejste jeg til Schweiz. Jeg ville presse hende til at opgive al denne politiske aktivitet eller i det mindste til ikke at påtage sig så mange opgaver. Jeg havde regnet med at møde hende i Schweiz, fordi jeg vidste, at Marchetti havde bedt hende hjælpe med at få en mand over grænsen. Det drejede sig om en mand, som kommunisterne havde fået anbragt meget tæt på Mussolini. Han arbejdede åbenbart som tjener for Il Duce og kendte familien ret godt. I årevis havde han gået for at være fascist, men han mente, at man var begyndt at fatte mistanke til ham. Jeg tror nok, at han havde stjålet nogle vigtige dokumenter om de tyske planer for Italien og andre steder i Europa. Hans kammerater besluttede, at øjeblikket var inde til at få ham ud af Italien. Som du kan forestille dig, var det en mand, der lå inde med vigtige oplysninger, som de allieredes efterretningstjenester var ivrige efter at få fat i.

Marchetti bad Carla om hjælp, og hun mødtes med fader Müller for at få denne til at skaffe et af sine vatikan-pas. Fader Müller lovede at skaffe et, men præsten var længere om det end forudset, og Carla blev utålmodig. Hun besluttede, at hun selv ville sørge for at få manden til Schweiz. Hun udtænkte en plan: De skulle køre alene de to, og han skulle forestille at være hendes chauffør. Hvis de blev spurgt, ville de sige, at de skulle mødes med mig i Zürich. Det var ikke en god idé, men tilsyneladende havde de opgivet at køre gennem bjergene, fordi manden var over tres år og ved dårligt helbred, og desuden er der tyskere langs hele grænsen ind til Schweiz.

Aftenen før flugten deltog Carla i en middag hos nogle venner, og dér mødte hun oberst Jürgens. Han var tilsyneladende meget sarkastisk og sagde, at de om kort tid ville komme til at tilbringe mere tid sammen, end hun kunne forestille sig. Han antydede også, at han ville komme til at kende hver eneste del af hendes krop. Carla lo ad ham og var selv endnu mere sarkastisk og hånlig over for ham end ellers. Hun sagde oven i købet til ham, at mænd som ham end ikke fik lov til at tage skoene af hende. Jürgens forsikrede hende om, at han meget snart ville gøre endnu mere end det.

Den efterfølgende aften kørte Carla og Il Duces tjener af sted i retning mod Schweiz. Hun satte sig ved rattet, for selv om manden skulle forestille at være hendes chauffør, kunne han rent faktisk ikke køre bil. Hvis politiet standsede dem, skulle han angive muskelsmerter som årsag til, at det ikke var ham, der sad bag rattet. Carla kørte næsten hele natten, indtil de nåede frem til grænsen. De standsede ved grænsekontrollen og blev bedt om at vise deres papirer. Alt var tilsyneladende i orden, indtil oberst Jürgens dukkede op i mørket. Han gav dem ordre til at stige ud af bilen og lo ad det pas, som Il Duces tjener fremviste.

„De siger altså, at De er denne frues chauffør, er det korrekt?“ spurgte Jürgens og kiggede på manden med et fast blik.

„Ja … ja …“ lykkedes det den gamle mand at fremstamme.

„Ser De, jeg har forstået, at Il Duce savner en af sine tjenere, en trofast mand, der har tjent ham i mange år. Mussolini er meget bekymret. Som italiener må De vide, hvor meget Il Duce bekymrer sig om de personer, der omgiver ham, og de personer, der tjener ham, betragter han som sin egen familie. Så hvor tror De, at Il Duces tjener kan være henne? Det ved De ikke? Og hvad med den store Alessandrini?“

„Hvordan skulle jeg vide det?“ svarede Carla udfordrende.

„De er jo så dygtig! De er faktisk enestående. Godt, jeg er vist nødt til at friske hukommelsen op hos Dem begge.“

De blev omringet af nogle politifolk, der gennede dem ind i en bil. De blev kørt tilbage til Rom, og nu er de i SS-hovedkvarteret.“

„Åh gud! Hvad skal vi gøre, Vittorio?“ udbrød Amelia forfærdet.

„Som du kan forestille dig, har jeg bedt alle vores venner gøre alt, hvad de kan, men ingen har nogen indflydelse hos SS, ikke engang folk fra Il Duces inderkreds. Jeg er desperat.“

Vittorio tørrede øjnene med bagsiden af sin ene hånd for at fjerne de tårer, han ikke havde været i stand til at holde tilbage.

„Vi må gøre alt, hvad vi kan finde på, for vi kan ikke efterlade Carla i hænderne på denne morder … Vi kan bede Max om at se på det, måske kan han gøre noget …“

„Baronen?“

„Ja, han kan i det mindste finde ud af, hvordan Carla har det, og hvad de har tænkt sig at stille op med hende. Og én ting mere, kan du arrangere et møde med Marchetti for mig?“

„Med den mand! Lad være med at tage kontakt til ham, Amelia, du kan jo se, hvordan det er gået Carla på grund af ham … Nej, jeg vil ikke have noget med Marchetti at gøre. Han har været her for at tale med mig, men jeg ønskede ikke at tage imod ham, for han har allerede bragt os tilstrækkelig mange ulykker. Det er ham, der har sat alle disse politiske ideer i hovedet på Carla.“

„Men måske kan han hjælpe os.“

„Hjælpe os? Hvordan skulle han kunne hjælpe os! Det var ham, der bad Carla om hjælp, det var ham, der styrede hende efter sit eget forgodtbefindende, så hun løb en større risiko end nødvendigt. Nej, jeg vil aldrig se den mand for mine øjne igen.“

„Det er slet ikke nødvendigt, at du ser ham; du kan bare fortælle mig, hvor jeg kan finde ham.“

„Jeg ved det ikke, for han sover aldrig det samme sted, og snart er han i Rom og snart i Milano, han bevæger sig rundt overalt.“

„Hvad med fader Müller?“

„Jo, ham ved jeg, hvor man kan finde. Han plejer at modtage skriftemål to gange om ugen i San Clemente-kirken. Ved du hvor den ligger?“

„Nej.“

„På Via de San Giovanni in Laterano. Hver tirsdag og torsdag er han dér fra fem til seks. Du kan også få fat i ham i Statssekretariatet. Men vær forsigtig, Amelia, for den præst giver dig også bare problemer, akkurat ligesom Marchetti.“

„Hvad med ham din ven diplomaten, der arbejder sammen med Il Duces svigersøn, kan han heller ikke gøre noget?“

„Mener du Guido Gallotti. Nej, han har ikke været i stand til at gøre noget. Det er svært for ham at gå i brechen for Carla i betragtning af, at hun hjalp Il Duces tjener med at flygte. Alligevel har han spurgt oberst Jürgens, om han vidste noget om hende, og denne svarede ham, at hvis han var en god italiensk patriot, burde han være tilfreds med, at SS havde anholdt en forræder.“

„Vittorio, jeg ved, at det er svært for dig, men jeg beder dig om at fortælle det hele til Max.“

„Han er jo tysker! Nazist!“

„Nej, han er ikke nazist. Du lærte ham at kende i Buenos Aires før krigen, og du mødte ham igen i Berlin, du ved, hvordan han er, og hvordan han tænker!“

Vittorio var tavs et øjeblik, mens han betragtede Amelia. Hvad han så var en ung kvinde, der var forelsket i denne tysker, og denne var muligvis også forelsket i hende, men at fortælle en nazist, at hans hustru samarbejdede med partisanerne? Nej, det ville han aldrig gøre.

„Nej, Amelia, jeg vil ikke lægge Carlas liv i hænderne på en tysker.“

„Hendes liv er allerede i hænderne på SS.“

„Jeg forstår, at du stoler på ham … men det … det kan jeg ikke gøre.“

Amelia nikkede eftertænksomt. Hun forstod Vittorio. Hendes onkel nærede jo den samme modvilje mod baronen, og intet af det, hun havde fortalt om ham, havde været i stand til at fjerne onklens mistillid.

„Jeg ville aldrig tøve med at lægge mit liv i Max’ hænder. Han reddede mig ud af Pawiak i Warszawa, et sted, hvor … en dag vil jeg fortælle dig, hvad jeg måtte gå igennem. Netop derfor vil jeg gøre hvad som helst for at få Carla ud fra det sted, hvor SS holder hende fanget. Det var oberst Ulrich Jürgens, der sørgede for, at jeg blev taget til fange, så jeg ved udmærket, hvad han er i stand til. Hvis det ikke havde været for Max, ved jeg ikke, hvad der ville være blevet af mig.“

„Du og baronen … altså, han holder af dig, men hvorfor skulle han gøre noget for Carla?“

„Fordi han ikke er nazist, og fordi han afskyr disse folk i SS lige så meget, som vi gør.“

„Amelia, du er så naiv! Jeg tvivler ikke på, at baron von Schumann er et godt menneske, og at han på grund af sin aristokratiske oprindelse føler afsky for disse rå og brutale SS-soldater, men han kæmper sammen med dem, skulder ved skulder, for de samme mål, og ligesom de har han svoret Hitler troskab. Nogle gange opstår der uoverensstemmelse mellem samvittigheden og bekvemmeligheden.“

„Du tager fejl med hensyn til Max, men jeg ved, at jeg ikke kan overbevise dig. Lad mig i det mindste bede ham om at spørge til Carla, og så siger jeg ikke et ord til ham om hendes samarbejde med partisanerne.“

„Hvis du nøjes med at fortælle ham, at hun er blevet anholdt, og beder ham se, om han gøre noget … så er det udmærket.“

Vittorio inviterede hende på middag på en restaurant tæt ved Piazza del Popolo. Han ville gerne høre om hendes ophold i Madrid og om, hvordan Franco styrede landet, og hun fortalte ham også om, hvor smertefuldt det var for hende ikke at kunne være sammen med sin lille søn.

Max kom og besøgte hende to dage senere. Det var søndag, og selv om vinteren så småt var ved at få overtaget, skinnede solen svagt. Han var glad for at være i Rom, og de spadserede en tur hen til Piazza Venezia.

„Fra vinduet derovre talte Il Duce begejstret til sine tilhængere,“ fortalte Amelia. „Hvis du synes, kan vi fortsætte hen til Forum Romanum.“

„Hvad er det, der bekymrer dig, Amelia?“ spurgte Max.

„Carla er blevet anholdt.“

„Og det fortæller du mig først nu? Vi har gået rundt i en hel time og snakket om almindeligheder.“

„Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få det sagt til dig.“

„Det er meget enkelt, men du forstår måske ikke at snakke med mig længere?“

„Undskyld, Max, men det er bare det … altså Vittorio … han ville ikke have, at jeg fortalte dig det. Han nærer mistillid til alle tyskere.“

„Det kan jeg ikke bebrejde ham, men han kender mig jo.“

„Alligevel … han er bange. Oberst Ulrich Jürgens har hende.“

„I går fik jeg at vide, at Jürgens var her i Rom … havde jeg været klar over det, ville jeg ikke have insisteret på, at du skulle tage med, og nu fortæller du mig, at Carla er blevet anholdt.“

Max var tavs et øjeblik. Han frygtede for Amelias liv og endnu mere nu, hvor hun havde fortalt, at Carla var blevet anholdt.

„Hvorfor er hun blevet anholdt?“

„Hun var på vej til Schweiz og blev standset ved grænsen. Hun var sammen med sin chauffør, en ældre mand, som kun har været hos hende i kort tid. Hun gav ham arbejde, efter at nogle venner havde sat dem i kontakt med hinanden. Manden havde åbenbart været ansat i Il Duces tjeneste. Men efter Mussolinis anholdelse blev han bange, og selv om han vendte tilbage til Il Duce, da denne havde proklameret den socialfascistiske Saló-republik, foretrak han at holde op med at arbejde og leve et roligt pensionistliv, han havde nemlig sparet lidt sammen. Manden frygtede, at hvis det igen gik skidt for Il Duce i Italien, ville han måske blive anklaget for at være fascist og for at have arbejdet for Mussolini. Derfor ville han gerne til Schweiz for at begynde på et nyt liv. Og Carla hjalp ham med at komme dertil.“

„Vil du have mig til at tro, at Carla frivilligt hjalp en fascist? Hvorfor lyver du for mig, Amelia? Fortjener jeg måske ikke din tillid? Jeg foretrækker tavshed frem for, at du lyver for mig.“

Hun sænkede skamfuldt hovedet. Hun stolede på Max og vidste, at han ikke ville optræde uværdigt.

„Vittorio stoler ikke på dig.“

„Det har du fortalt mig, men hvad med dig?“

„Jeg ved ikke meget mere, end hvad Vittorio har fortalt mig. Tilsyneladende var denne mand ikke så loyal over for Il Duce, som det så ud til, og han ville til Schweiz, fordi han var i besiddelse af nogle oplysninger.“

„Og det var derfor, Carla hjalp ham. Var det så svært at fortælle mig sandheden?“

„Jeg er ked af det, Max.“

„Det er mig, der er ked af, at du ikke stoler på mig,“ svarede han med en bitter grimasse.

„Det var ikke for at føre dig bag lyset.“

„Du behøver ikke at undskylde, Amelia, jeg forstår godt din loyalitetskonflikt.“

„For guds skyld, Max, jeg stoler på dig. Jeg skylder dig mit liv!“

„Men hverken din familie eller dine venner tror på, at jeg er et anstændigt menneske, og du er ikke i stand til at overbevise dem om, at jeg er det.“

Amelia begyndte at græde. Hun følte sig tarvelig, fordi hun ikke havde fortalt ham sandheden.

„Hold nu op med at græde!“

„Jeg er flov over, at jeg ikke fortalte dig hele sandheden. Du gør ret i at bebrejde mig min opførsel.“

Han tørrede hendes tårer væk med et lommetørklæde, hvorpå han så på hende med et fast blik, inden han sagde noget.

„Jeg vil gerne have dig til at love mig én ting, Amelia, og tænk godt over det, inden du svarer.“

„Ja … ja … jeg vil gøre, som du ønsker …“

„Nej, tænk godt over det, for jeg kan ikke klare falskhed. Og hvis du lover at gøre, hvad jeg beder dig om, skal du gøre det, ligegyldigt hvordan omstændighederne end måtte være.“

„Jeg vil gøre, som du ønsker. Fortæl mig, hvad det er, jeg skal love dig at gøre.“

„At du aldrig mere lyver for mig, at du hellere tier stille, end at du er uærlig over for mig, at du med blikket fortæller mig, at du ikke kan sige mere, og at du ikke vil føre mig bag lyset.“

„Det lover jeg dig, Max.“

„Godt, jeg tror på dig. Og fortæl mig nu, så meget du kan, om, hvad der er sket med Carla.“

Amelia fortalte Max en stor del af det, Vittorio havde fortalt hende, men hun fortalte ikke, at Carla åbenlyst arbejdede sammen med partisanerne, og at hendes sanglærer var kommunistleder. Hun bad ham nu gøre alt, hvad han kunne, for at skaffe oplysninger om hendes veninde.

„Det bliver ikke let, for du ved, hvor meget Ulrich Jürgens hader mig. Desuden er jeg bange for, at der skal ske dig noget. Nu fortryder jeg, at jeg har taget dig med til Rom. Du burde rejse tilbage til Spanien, inden Jürgens beslutter sig for at tage dig under behandling.“

„Mere hårdhændet end i Warszawa?“

„For ham var det et nederlag, og han har aldrig tilgivet mig, at jeg fik dig ud fra Pawiak-fængslet. Han ønskede ikke, at de skulle hænge dig, for han morede sig med at tænke på, hvor meget du led i det fængsel. Han vil gøre hvad som helst for at skade os.“

„Ved du, hvorfor Jürgens hader dig?“

„Han er klar over, at jeg ikke bryder mig om SS, og at jeg ikke billiger de ting, Hitler foretager sig,“ svarede Max.

„Nej, det er ikke derfor, han hader dig. Han hader dig, fordi du er alt det, han ikke selv er. Gentleman, aristokrat, medlem af en velhavende familie, uddannet på de bedste skoler i Europa, en dygtig læge.“

„Han hader mig også, fordi jeg har dig, Amelia, det er det, han misunder mig allermest, nemlig at han aldrig kan få dig. Derfor bør du vende tilbage til Spanien, for ellers vil han gøre hvad som helst for at ødelægge os.“

„Det kan jeg ikke, Max, ikke før jeg har gjort noget for Carla.“

„Det ville være lettere for mig at foretage mig noget, hvis du ikke var her.“

„Carla har været som en mor for mig, og jeg kan ikke svigte hende. Desuden er Vittorio fuldstændig slået ud og har brug for mig.“

„Hvis du bliver her, vil Jürgens forsøge også at få kløerne i dig … For guds skyld, Amelia, udsæt ikke dig selv for fare!“

„Jeg er nødt til at blive, Max, jeg kan ikke lade Carla i stikken. Hun ville aldrig lade mig i stikken.“

Max lovede at foretage en diskret undersøgelse af, hvad der var sket med Carla Alessandrini.

„Selv om jeg kan risikere at gøre tingene værre for hende, hvis Jürgens opdager, at jeg interesserer mig for hende.“

„Ved han, at du er her?“

„Uden tvivl, og jeg frygter, at han også ved, at du er i Rom.“

Amelia ventede til tirsdag med at gå hen i San Clemente-kirken. Vittorio forklarede hende, hvordan hun fandt derhen, og hun valgte at spadsere.

Inde i kirken sad nogle kvinder og bad. De bemærkede ikke den nyankomne, og hun tog ikke notits af dem. Hun fandt frem til skriftestolene, og da der ikke var nogen derinde, satte hun sig på en bænk for at bede. Men hun kunne ikke bede, hun var alt for nervøs og spændt på at møde fader Müller.

Hun måtte vente en halv time, inden han dukkede op; han kom snakkende med en anden præst, der også var på vej hen til skriftestolene.

Hun skulle til at rejse sig og gå ind i den ene skriftestol, da en kvinde kom hende i forkøbet og satte sig på knæ over for fader Müller. Amelia ventede utålmodigt, indtil kvinden var færdig med sit skriftemål, hvorefter hun satte sig ind.

„Ave Maria Purisima.“

„Undfanget uden synd.“

„Rudolf, det er Amelia.“

„Amelia! Hellige Gud, hvad laver du dog her!“

Hun fortalte, hvad der var sket hende, siden de havde set hinanden sidst, og hvad der var grunden til hendes rejse til Rom. Han fortalte hende om Carlas situation.

„Hun er en usædvanlig og meget modig kvinde. Du kan ikke forestille dig, hvor mange mennesker hun har hjulpet med at komme ud af Rom. Især jøder.“

„Hvad kan vi gøre? Vi er nødt til at hjælpe hende.“

„Det er umuligt at gøre noget, når SS holder hende fanget. Jeg ved kun, at hun er i live. SS tillader ikke præster at besøge fangerne, bortset fra lige inden de hænger dem. En af mine præstevenner var henne i fængslet for en uge siden for at tale med nogle dødsdømte i deres sidste minutter. Gennem ham har jeg hørt, at Carla stadig er i live, men at hun tilsyneladende er i en forfærdelig tilstand efter at være blevet tortureret.“

„Vi er nødt til at få hende ud derfra.“

„Det er umuligt! Jeg har jo fortalt dig, at SS holder hende fanget.“

„Kender du Marchetti?“

„Carlas sanglærer? Ja, ham kender jeg, Carla har præsenteret mig for ham. Vi har hjulpet hinanden. Jeg har skaffet ham nogle pas, og han har hjulpet med at få små grupper jøder ud af Rom.“

„Ved du, hvor jeg kan få fat i ham?“

„Vi kom altid i forbindelse med hinanden gennem Carla bortset fra ved en enkelt lejlighed, hvor han var i knibe og opsøgte mig her i San Clemente-kirken. På et tidspunkt gav han mig en adresse, hvor han skjulte en jødisk familie, indtil han kunne få dem ud af Italien. Men jeg ved ikke, om det stadig er et sikkert sted. I lejligheden boede der en kvinde, som jeg ikke vekslede et eneste ord med. Hun lukkede op for os og lod flygtningene komme ind, hvorpå hun næsten skubbede mig ud ad døren igen. Men hvad med Vittorio? Carlas mand må vide, hvordan man kan få fat i Marchetti.“

„Nej, det ved han ikke. Marchetti kommer ikke i sit hjem, og han tager heller ikke telefonen på musikakademiet i Milano. Han er gået under jorden.“

„Så må vi prøve den adresse, som jeg fortalte dig om, selv om jeg ikke tror, at Marchetti eller nogen anden kan gøre noget for Carla.“

„Sig ikke det, Rudolf!“

„Tror du måske ikke, at jeg er lige så bange som dig for, hvad der kan ske? Jeg holder også meget af hende.“

De aftalte at gå sammen hen til denne adresse, hvor de måske kunne få noget at vide om, hvor Marchetti befandt sig.

„Men gå nu, gå og kom tilbage igen klokken syv.“

Huset lå i Via dei Coronari, lige ved siden af Piazza Navona. De gik op ad trappen i hurtigt tempo, idet de frygtede at møde en nabo, der måske kunne finde på at spørge, hvor de skulle hen.

Fader Müller bankede forsigtigt med knoerne på døren, som han havde fået at vide, at han skulle gøre, dengang han fulgte den jødiske familie derhen. De ventede utålmodigt, men kunne ikke høre en eneste lyd, og de skulle lige til at gå igen, da døren blev åbnet på klem. Et kvindeansigt anedes inde i mørket.

„Hvad laver De her?“ spurgte kvinden henvendt til fader Müller.

„Må vi komme indenfor?“

„De skulle ikke komme her.“

„Jeg ved det, men … vil De ikke nok lade os komme indenfor, så skal jeg forklare Dem det hele.“

Kvinden tøvede lidt, men fjernede derefter dørkæden og lukkede op.

De fulgte efter hende hen ad en lille og mørk gang, der førte hen til en stue, som var fyldt med møbler. En gulvlampe lyste kun lidt op i stuen, og Amelia havde svært ved at se kvindens ansigt. Hun måtte være omkring halvtreds år. Mørk, af gennemsnitshøjde og med håret samlet i en knold i nakken. Hun var klædt i en sort nederdel og en grå trøje, og hun bar ingen smykker.

„De udsætter mig for fare ved at komme her,“ sagde kvinden bebrejdende til præsten.

„Det beklager jeg, men jeg er nødt til at få fat i Marchetti, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal finde ham.“

„Og så vil De have mig til at fortælle Dem, hvor han er?“ bemærkede hun tørt.

„Hvis De ikke kan fortælle os det, så kan De måske tage kontakt med ham og sige, at jeg er nødt til at tale med ham, og at det haster.“

„Det har De allerede sagt, så gå nu.“

„Vi har brug for hans hjælp til …“

Kvinden løftede en hånd i vejret for at standse fader Müllers tale.

„Jeg vil ikke vide noget. Jo mindre vi ved om hinanden og vores opgaver, jo mindre fare udsætter vi os for. De har brudt en regel ved at møde op her. De vidste ikke, om huset her stadig var sikkert, eller om det var blevet opdaget af SS. De har løbet en unødvendig risiko.“

„Jeg havde ikke andet valg.“

„Men kom ikke tilbage hertil. Jeg skal sørge for, at Deres besked når frem, men jeg kan ikke sige noget om, hvordan eller hvornår De får svar, hvis De overhovedet får svar. Så bliv ikke utålmodig, hvis De ikke hører noget, men lad først og fremmest være med at vende tilbage hertil, er det forstået?“

„Ja, selvfølgelig.“

De forlod lejligheden med hastige skridt og vekslede ikke et ord, før de var nået ud på gaden.

„Hun kastede ikke så meget som et blik på mig,“ sagde Amelia.

„Hun foretrækker hverken at se eller høre de ting, hun ikke har fået besked om at se eller høre. Det er ikke let at leve under jorden, Amelia.“

„Sig mig engang, Rudolf, hvor mange mennesker er der i din organisation?“

„Min organisation? Gid jeg havde en organisation! Det har du misforstået. Jeg kom til Rom med min biskops anbefaling for at arbejde i Statssekretariatet. At jeg kan lidt polsk og russisk, foruden engelsk og fransk, var sikkert medvirkende til, at jeg fik en stilling som underordnet funktionær. Jeg er en almindelig kontorist. Jeg har intet ansvar. Jeg ser ingen hemmeligheder eller betydningsfulde dokumenter. Kort efter min ankomst blev jeg sendt til San Clemente-kirken for at modtage skriftemål to dage om ugen. Vi er to præster, der har det som opgave, og nogle gange slutter jeg tidligt, og andre gange er det den anden præst. En dag var klokken blevet over otte, inden jeg var færdig, og da jeg gik op til sakristiet, stødte jeg på en mand, der sammen med en kvinde og to små børn havde skjult sig derinde. Manden præsenterede sig som doktor Ferratti, kirurg, og han fortalte mig, at han havde haft kvinden og hendes to børn skjult i sit hjem – hendes mand var et stykke tid forinden blevet deporteret til Tyskland.

Han sagde, at der samme eftermiddag havde været en razzia i hans kvarter, og han bad mig om hjælp. Og jeg hjalp dem. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle skjule dem, men så fik jeg den idé at åbne lemmen ned til kirkens underjordiske hvælvinger. De er fra det første århundrede og i meget dårlig stand, men hvad kunne jeg ellers gøre? San Clementekirkens præst havde advaret mig imod at begive mig derned, for man vidste aldrig, hvad man kunne støde på. I oldtiden havde der åbenbart ligget et tempel viet til den persiske gud Mithra. Og det var først i forrige århundrede, at en irsk dominikanermunk, fader Mullooly, opdagede, at der var en anden kirke dernede, og begyndte at udgrave den. Dér førte jeg kvinden og hendes to børn ned. De rystede af frygt og kulde. Da vi kom derned, kunne vi høre lyden af vand, fordi der er en kilde dernede i undergrunden. Jeg fik dem installeret, så godt jeg nu kunne. Heldigvis havde doktor Ferratti medbragt en taske med mad og nogle tæpper, og jeg bidrog med nogle vokslys.

‘Bliv her, indtil jeg finder ud af, hvordan jeg får Dem ud af Rom og sendt til Lissabon, hvorfra det er muligt at komme til Amerika. Det bliver ikke let, men det skal nok lykkes,’ sagde jeg til dem. Børnene begyndte at græde, og deres mor vidste ikke, hvordan hun skulle berolige dem.

Doktor Ferratti fortalte mig, at han boede tæt ved San Clemente-kirken, på hjørnet ved Piazza di San Giovanni in Laterano, og at han følte det som sin pligt at hjælpe sine medmennesker. I kvarteret havde der boet flere jødiske familier, hvoraf nogle var blevet hentet af SS og sendt videre til Tyskland, mens andre levede skjult hos gode kristne, der ikke var parate til at samarbejde med nazisterne.

Ferratti og to andre læger var gået sammen for at hjælpe og yde bistand til de jøder, der levede i skjul. De flyttede dem fra hjem til hjem for ikke at bringe værtsfamilierne i fare, og det var lykkedes dem at få nogen af dem sendt til Schweiz.

Som du nok kan regne ud, lovede jeg straks at hjælpe dem, så meget jeg kunne. Og Carla hjalp os altid, når hun havde mulighed for det, med at skjule mennesker i sit hjem og med at få dem videre til Schweiz.“

„Men det var da alt for dumdristigt at passere grænsen i bil!“ udbrød Amelia.

„Hun bragte dem ikke ud af landet i sin bil, det ville have været meget farligt. Carlas forhold til partisanerne har gjort det muligt for os at få nogle familier bragt over bjergene. Men kun om foråret og om sommeren, for det ville have været umuligt om vinteren. Denne mulighed har dog altid været den farligste, fordi det drejede sig om familier og om kvinder og børn. Faktisk forholder det sig sådan, at størstedelen af de familier, vi hjælper, stadig opholder sig i Rom. Jeg har fortalt, at vi flytter dem fra hus til hus, og nogle gange bruger vi kældre og glemte underjordiske hvælvinger som dem i San Clemente-kirken. Vi bruger også katakomberne, som for 2.000 år siden husede de kristne.“

„Katakomberne? Det kan da ikke være et sikkert sted, for alle ved, hvor de ligger.“

„Nej, det er ikke rigtigt. Jeg har en god ven i Vatikanet, Domenico, som er jesuit og arbejder i arkiverne. Han er arkæolog og har et godt kendskab til byens undergrund. Rom har stadigvæk mange hemmeligheder. Jeg skal præsentere dig for ham; jeg er sikker på, at du vil synes om ham.“

„Kan Vatikanet ikke gøre noget for Carla?“

„Vatikanets forhold til Tyskland er ikke ligefrem godt. Du aner ikke, hvor mange vanskeligheder paven har med tyskerne.“

„Din gruppe består altså kun af tre læger og to præster,“ jamrede Amelia.

„Nej, der er også nogle aktive og modige nonner. Doktor Ferratti har desuden nogle venner, der indimellem giver en hånd med, men vi kan ikke bede folk optræde som helte, for hvis de bliver anholdt af SS … ja, jeg behøver ikke at fortælle dig, hvad der så sker.“

„Vi er nødt til at redde Carla,“ sagde Amelia igen.

Vittorio var bekymret for Amelia. Hun havde været ude hele eftermiddagen, og da hun endelig ankom sammen med fader Müller, var det blevet spisetid.

„Vil du ikke godt give mig besked, hvis du kommer sent hjem. Jeg var bange for, at der var sket dig noget.“

Alligevel var det Amelia, som blev mere og mere bekymret for Vittorio. Carlas mand spiste næsten ingenting, han kunne ikke sove om natten, og han var næsten helt manisk. Han opsøgte alle de indflydelsesrige venner, han havde haft tidligere, for at bede dem om at gøre noget for Carla. Men ingen ville engagere sig, og nogle begyndte oven i købet at undgå ham. Der gik rygter om, at Carla Alessandrini ville blive dømt for højforræderi.

Havde det ikke været for Amelias bekymringer for Carla, ville hun have været lykkelig i Rom. Max tilbragte sin fritid sammen med hende, og begge var så forelskede som i deres bedste dage i Berlin og Warszawa.

Baronen forhørte sig om Carla Alessandrini hos sine overordnede, der anbefalede ham at glemme alt om divaen, eftersom hun var i hænderne på SS. Alligevel lykkedes det ham at få bekræftet, at hun stadig var i live.

En aften, hvor militærguvernøren i Rom afholdt en reception for officererne i den tyske hærs overkommando, medlemmerne af det diplomatiske korps samt alle af betydning i det besatte Rom, bad Max indtrængende Amelia om at ledsage ham. Hun tøvede, for hun væmmedes ved at skulle give hånd til disse mænd, der spredte armod, død og ødelæggelse på deres vej, men så tænkte hun, at hun måske kunne få lejlighed til at finde ud af noget om Carla.

Det regnede og var koldt denne decemberaften. På vejen hen til festen tænkte Amelia på, at det snart var jul, og at hun havde lovet sin familie, at hun ville være tilbage i Spanien til den tid, men hun vidste også, at hun ikke kunne holde, hvad hun havde lovet, i hvert fald ikke så længe der var den mindste chance for, at hun kunne hjælpe Carla.

Hun var glad for at se Max’ adjudant, kommandant Hans Henke, igen.

„Jeg tror ikke, det var en god idé at tage frøken Garayoa med i aften, oberst,“ sagde kommandant Henke, straks han så hende.

„Jeg synes, det var en glimrende idé,“ svarede Max, der var godt tilfreds med at have Amelia ved sin side.

„Se engang, hvem der er her,“ hviskede Hans Henke og pegede diskret hen på en gruppe SS-officerer, der stod og snakkede bagest i lokalet.

Selv om han stod med ryggen til, genkendte Amelia straks Ulrich Jürgens, og en bølge af had skyllede gennem hende og fik hende til at rødme.

„Jeg er meget ked af det, Amelia, jeg havde ikke regnet med, at vi ville møde ham, for havde jeg vidst det, ville jeg ikke have taget dig med. Jeg havde fået at vide, at Jürgens var i Milano og skulle være der nogle dage.“

„Hans tilbagerejse blev fremrykket, så han er ankommet til Rom her i aften,“ svarede kommandant Henke.

„Så er det bedst, at vi diskret går igen. Hans har ret: Det er bedst, at Jürgens ikke ser dig.“

De skulle lige til at forlade lokalet, da oberst Ulrich Jürgens kom hen imod dem. Et øjeblik forinden havde en anden SS-officer gjort Jürgens opmærksom på Max von Schumanns og Amelia Garayoas tilstedeværelse.

Jürgens spærrede vejen for dem med et par glas champagne i hånden.

„Det må jeg nok sige, min gamle veninde frøken Garayoa! De har vel ikke tænkt Dem at gå uden først at skåle med mig over dette lykkelige gensyn?“ sagde han og rakte et glas til Amelia, mens han ignorerede von Schumann.

„Flyt Dem, Jürgens,“ befalede Max og tog Amelia ved armen.

„Jamen De er jo kun lige ankommet til festen, baron! Vil værterne ikke blive fornærmede, hvis en herre som Dem går før middagen?“

„Lad os være i fred, Jürgens,“ sagde Max.

Pludselig var de omgivet af en hel flok SS-officerer.

„Præsenterer De os ikke for den smukke frøken, baron?“ spurgte en af soldaterne med et hånligt smil.

„De kan da ikke bare reservere hende til Dem selv, tillad os i det mindste at byde hende op til dans,“ fortsatte en anden.

„Vi har hørt så meget om frøken Garayoa, og vi kan forstå, at hun er en gammel bekendt af oberst Jürgens,“ bemærkede en tredje.

Amelia følte sin krop blive stiv, og hun mærkede, at hendes stemme sad fast i halsen. Hun havde ikke troet, at skæbnen igen ville stille hende over for den mand, der personligt havde tortureret hende. Endnu hørte hun for sit indre øre oberst Jürgens’ høje latter, når hun vred sig i smerte og skam, når han morede sig med at flå tøjet af hende for at betragte hendes nøgne krop, inden han gik i gang med at torturere hende.

Max skubbede en af officererne væk og trak Amelia med hen mod udgangen, men skæbnen var ham ikke gunstig den aften, for i netop dette øjeblik kom chefen for hans division hen til gruppen sammen med to andre generaler og bad Max om at følge med et øjeblik.

„Vi skal ikke opholde Dem ret længe. Det drejer sig blot om en kort rådslagning. Imens kan vi lade disse herrer passe på frøkenen.“

„Jeg beklager, general, men vi var på vej hjem, frøken Garayoa har det ikke så godt,“ svarede Max.

„Det drejer sig kun om et øjeblik! Oberst, vil De tage Dem af denne frøken, mens vi taler med baron von Schumann.“

Amelia stod ansigt til ansigt med sin bøddel, og da Jürgens rakte hende hånden, skubbede hun den væk med en vred bevægelse.

„Vov ikke at røre ved mig!“

„Men kæreste, jeg har dog tidligere gjort meget mere end blot at røre ved Dem! Hvorfor dog alt dette snerperi?“

Jürgens’ kammerater lo højt ad hans bemærkning, men på et tegn fra ham trak de sig tilbage og lod ham være alene med Amelia.

„De skulle ikke være så umedgørlig over for mig, for De ved jo, at skuffede mænd er i stand til hvad som helst,“ sagde officeren sarkastisk.

„Hvad ønsker De, Jürgens?“

„Åh, det ved De jo godt! Behøver jeg at sige, at jeg ønsker det samme som baron von Schumann? Hvorfor er De ikke lige så kærlig over for mig som over for ham? Jeg kan love Dem, at jeg vil være mere gavmild over for Dem, end baron von Schumann er. Han tilbyder Dem kun kærlighed, jeg tilbyder Dem hele verden, jeg tilbyder Dem at dele Det Tredje Riges storhed med mig.“

„Hvis De vidste, hvor megen væmmelse Deres blotte tilstedeværelse vækker hos mig!“

„Deres modstand mod mig gør Dem endnu mere attraktiv.“

„Aldrig, Jürgens! De får mig aldrig, heller ikke om De så torturerede mig igen!“

„Hvis De havde været mere imødekommende over for mig, ville jeg have set bort fra den lille fejl, De begik ved at hjælpe de der sølle skrog. Jeg forstår ikke, hvorfor De sluttede Dem til den flok polakker, der var så ivrige efter at hjælpe jøderne!“

„Nej selvfølgelig forstår De ikke det, da det ligger langt uden for Deres fatteevne.“

„Ved De hvad, jeg forstår virkelig ikke, hvorfor jeg føler mig så tiltrukket af Dem … jeg har aldrig brudt mig om magre kvinder. De er endnu mere attraktiv end Deres veninde Carla Alessandrini, som i det mindste har kvindelige former, men Deres udseende virker så skrøbeligt …“

„De er afskyelig! Hvad har De gjort ved Carla?“

„Åh! Deres veninde er forræder! De burde være forsigtig med at omgås forrædere, for De ved jo, hvad der sker med den slags i det øjeblik, Det Tredje Riges retfærdighed når dem.“

Oberst Ulrich Jürgens stirrede på hende med sit stålblik. Derefter greb han fat i hendes hånd og trykkede den så hårdt, at det gjorde ondt.

„Hvis De gør modstand, kender De konsekvenserne. Hvorfor ikke undgå problemer? Denne gang vil jeg ikke være så mild mod Dem som i Warszawa.“

Amelia kunne ikke længere beherske sig og gav ham et spark over skinnebenet for at slippe fri. Men det lykkedes ikke. Jürgens holdt hende fast i armen og vred den rundt.

„Hvis De ønsker at erklære mig krig, så bliver der krig!“ svarede han med øjnene fyldt med vrede og med et ondskabsfuldt smil.

Endelig lykkedes det hende at rive sig løs, og hun skyndte sig at finde Max.

„Hvad er der sket?“ spurgte baronen.

Amelia fortalte om optrinnet og om Jürgens’ trusler.

„Han er en satan, en usling!“

Hele vejen hjem rystede Amelia. Hun frygtede den sadistiske mands trusler.

„Tag det roligt. Det er afgjort nu, at du rejser tilbage til Spanien. Jeg vil ikke have, at du bliver her i Rom, når Jürgens også er her. I morgen skaffer jeg en billet til en flyvemaskine til Madrid. Lad være med at forlade Vittorios hus, før jeg kommer og henter dig, og det er også bedst, at du ikke mødes med fader Müller.“

„Jeg ønsker ikke at rejse herfra, jeg kan ikke bare forlade Vittorio.“

„Amelia, jeg vil ikke have, at du bliver i Rom, for om to dage skal jeg af sted for at se til vores tropper oppe nordpå, og jeg ønsker ikke at tænke på, hvad Jürgens kan finde på at gøre, mens jeg er væk.“

Amelia vidste udmærket, hvad Jürgens kunne finde på at gøre, men hun sagde det ikke. Hun ønskede ikke at tænke på de måneder, hun havde tilbragt i Pawiak-fængslet, selv om de hver nat vendte tilbage i form af mareridt.

Vittorio var enig med baron von Schumann og bad Amelia rejse tilbage til Spanien.

„Kære ven, her kan du intet gøre bortset fra at holde mig med selskab. Du har en familie, der venter dig, og om et par dage er det jul.“

Men det var umuligt at overbevise hende, så Max von Schumann rejste til Milano, selv om han frygtede, hvad der kunne ske i hans fravær.

 

9

To dage før juleaften dukkede fader Müller pludselig op hjemme hos Vittorio for at tale med Amelia.

„Marchetti har sendt mig en besked om, at han er parat til at mødes med dig,“ fortalte han dæmpet.

„Hvornår?“ spurgte hun nervøst.

„Juleaften, under midnatsmessen i San Clemente-kirken. Han vil blande sig med de øvrige kirkegængere. Han løber en stor risiko, for der er udlovet en dusør for ham.“

Amelia sov ikke den nat, men lå og tænkte på, hvad hun skulle sige til Mateo Marchetti, den mand, som hun havde syntes bare lignede en fredelig sanglærer, dengang hun lærte ham at kende, men som havde vist sig at være en af modstandsbevægelsens ledere.

Den 24. december startede trist med kulde og skydække, svarende til hendes egen sindstilstand. Hun tænkte på sin familie og forestillede sig, hvordan de var i gang med at forberede julemiddagen. Måske var Melitas mand ankommet med en stor kurv mad til afhjælpning af familiens betrængte situation.

Hun besluttede sig for at skrive et brev, men hun var ikke blevet færdig med det, da Vittorio kom ind uden at banke på døren, bleg og rystende.

„Hvad sker der? Hvad er der i vejen?“ Amelia rejste sig og greb fat i Vittorio, der så ud, som om han var lige ved at falde om.

„Radioen … de har lige sagt i radioen.“ Manden begyndte at græde og omfavnede Amelia.

„Vittorio, tag det roligt! Fortæl mig, hvad du har hørt i radioen!“

Men han kunne ikke sige noget, og gråden udviklede sig til en hjerteskærende hulken.

„Fortæl mig, hvad der sker! Fortæl mig det nu!“ bønfaldt Amelia, der stadig stod og omfavnede Vittorios slappe krop, som hun havde svært ved at holde oprejst.

„De har slået hende ihjel,“ lykkedes det ham at få frem.

Amelia ville skrige, men der steg blot en halvkvalt lyd op fra hendes hals. Hun kunne smage salte tårer i mundvigene og trykkede Vittorio ind til sig med alle sine kræfter.

„De har slået hende ihjel! De har slået hende ihjel!“ hulkede Vittorio.

Det lykkedes hende at få ham ned at sidde i en stol og tilkalde tjenestepigen for at bede hende om at komme med et glas vand. På det tidspunkt vidste hele huset besked om den ulykkelige hændelse. Alle havde hørt det i radioen. Speakeren havde ikke efterladt nogen tvivl: ‘Denne morgen er operasangerinden Carla Alessandrini blevet hængt i kvindefængslet for højforræderi.’

Tjenestefolkene hviskede nervøst sammen, mens Amelia forsøgte at overtage styringen.

Hun kunne ikke bare blive siddende og græde, indtil hun ikke havde flere tårer, hun kunne ikke tillade sig den luksus at lade sig rive med af sorgen. Hun var nødt til at tage sig af Vittorio, og hun måtte beslutte, hvad der skulle gøres.

Ville SS mon stille her i huset? Skulle hun følge med Vittorio hen for at kræve Carlas lig udleveret? Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Derfor var det en stor lettelse, da fader Müller ankom.

„Det gør mig meget ondt!“ sagde han og omfavnede Vittorio, der stadig græd og rystede.

„Hvad skal vi gøre?“ spurgte hun med kraftløs stemme.

„Jeg ved det ikke, jeg vil spørge mig frem. Familien har ret til at få liget udleveret. Men de gav jo ikke engang familien besked om, at de havde stillet hende for retten og dømt hende til døden.“

„Stillet for retten og dømt? Her bliver ingen stillet for retten. SS ved ikke, hvad en ret er, de slår bare ihjel. De har slået Carla ihjel.“

„Jeg forstår ikke, hvordan de har kunnet gøre det netop juleaftensdag!“ jamrede fader Müller.

„Tror du virkelig, at juleaften betyder noget for dem? Vær nu ikke så naiv, Rudolf, nazisterne tror ikke på noget, det ved du godt. De har ingen barmhjertighed, ingen medfølelse. De er ikke mennesker.“

„Det må du ikke sige, Amelia!“

„Tror du virkelig, at de er mennesker?“ spurgte hun ufølsomt.

Der var ikke ret mange af Carlas venner, som ringede for at kondolere, og endnu færre, som turde aflægge besøg for at trøste Vittorio. Alle frygtede at blive udpeget som venner af en kvinde, der var blevet hængt for højforræderi.

Alle dem, der få måneder forinden havde tigget om et blik fra divaen, sad nu derhjemme og rystede og bad til, at SS ikke ville sætte dem i forbindelse med hende. Når SS havde vovet at hænge den mest elskede kvinde i Italien, hvad ville de så ikke være i stand til?

Vittorio var helt slået ud og ude af stand til at tage nogen som helst beslutning, derfor besluttede Amelia og fader Müller at ringe til Carlas advokat for at spørge, hvad de skulle gøre. Manden tøvede med at rådgive dem, men Amelia gav ham ikke noget valg.

„De burde have underrettet don Vittorio om, at hun havde været stillet for retten, og … og om, hvad der skulle ske.“

„Jeg forsikrer Dem om, at jeg intet vidste om det. Vittorio Leonardi er godt klar over, at jeg har opfyldt min forpligtelse som advokat, idet jeg hele tiden har forhørt mig om hans hustru Carla Alessandrinis situation. Tror De måske, at SS holder sig til de lovmæssige retsprocedurer? I al den tid, hun har været fængslet, har de nægtet mig tilladelse til at besøge hende. De har nægtet at fortælle mig, hvilke anklager der førte til hendes tilbageholdelse. Jeg … jeg har hørt i radioen, hvad der er hændt hende, og jeg kan forsikre Dem om, at jeg er fortvivlet.“

„Godt, så skynd Dem hen i fængslet og bring alle de nødvendige formaliteter i orden for at få Carlas lig udleveret, så vi kan give hende en kristen begravelse.“

„Mig? Nej … Det finder jeg ikke hensigtsmæssigt. Det bør være hendes mand, Vittorio Leonardi, der kræver liget udleveret.“

„De bliver særdeles godt lønnet for at ordne familiens sager.“

Advokaten blev tavs. Han ønskede blot at afbryde forbindelsen med Carla, med Vittorio, med enhver, der kunne sætte ham i forbindelse med denne sag. Han havde glemt alt om, at han som nyuddannet advokat i et stort advokatfirma havde lært Carla at kende, og at divaen havde syntes så godt om ham, at han var endt med at blive hendes personlige advokat og rådgiver. I løbet af et øjeblik fornægtede han alle de år, han havde taget del i divaens og hendes mands liv, alle Carlas fester, hvor han havde mænget sig med den italienske overklasse, med alle de arrogante principessas, hvoraf nogle var blevet hans klienter, og med virksomhedsejere, som havde skaffet ham gode forretningsmuligheder, og som var så begejstrede for sangerinden, at de ville gøre alt for hende.

Ja, han var blevet rig takket være Carla Alessandrini, hun havde løftet ham op fra ingenting og gjort ham til en betydningsfuld advokat, men nu, hvor hun var død, nu, hvor hun var blevet hængt for højforræderi, mente han, at han burde tænke på sig selv og sin familie. Hvem ville det gavne, hvis de også hængte ham?

„Skynd Dem, vi venter på Dem,“ befalede Amelia, der forsøgte at tale med en beslutsomhed, som hun slet ikke følte, at hun besad.

„Jeg kommer forbi en dag og kondolerer. Hvad angår testamentet, så ved don Vittorio, hvad der skal gøres.“

„Han gør det ikke,“ meddelte Amelia fader Müller.

„Jeg går selv derhen,“ tilbød præsten.

„Du? I egenskab af hvad?“

„I egenskab af Carlas skriftefader og som repræsentant for familien, den præst, der skal give hende en kristen begravelse.“

„Vær forsigtig, Rudolf.“

Han trak på skuldrene. Det var ikke, fordi han ikke var bange, for det var han bestemt, men han følte, at hans kald tvang ham til at kæmpe mod det onde, og han mente, at nazismen var selve indbegrebet af det onde – derfor besluttede han at handle, som hans samvittighed dikterede ham, også selv om det skulle koste ham livet.

Vittorio insisterede på, at familiens chauffør skulle køre ham derhen, og det gik han med til.

Fader Müller vendte tilbage ved middagstid bærende Carlas lig i sine arme. Han fortalte dem ikke, hvilke ydmygelser han havde måttet gå igennem for at få liget udleveret.

Vittorio besvimede, da han så denne bylt indpakket i et stykke presenning, for han vidste, at det var hans hustrus lig. Amelia forbød ham at se hende, og med hjælp fra Pasqualina, Carlas syerske, et af de få mennesker, der straks var kommet for at kondolere, gjorde hun venindens lig i stand til den kristne begravelse.

De iførte hende en af hendes smukkeste kjoler og en hvid minkstola, som hun havde holdt meget af. Da de havde lagt hende i kisten, fik ingen lov til at se hende. De ønskede ikke, at man skulle huske en hængt kvindes ansigt, men den smukke kvinde, hun havde været. Ikke engang Vittorio fik lov til at se hende.

På grund af julen var de nødt til at vente indtil den 26. december, inden de kunne begrave hende.

Da det var blevet hen på eftermiddagen, skulle fader Müller tilbage til Vatikanet.

„Jeg synes ikke, at du skal gå hen i San Clemente-kirken i aften. Marchetti har sikkert hørt nyheden i radioen og holder sig væk.“

„Måske kommer han alligevel. Jeg har brug for at tale med ham.“

„Hvorfor? Vi kan ikke længere gøre noget for Carla.“

„Jo, det kan jeg.“

Præsten betragtede hende bekymret, mens han tænkte på, hvad hun mon mente.

„Carla er død, vi kan blot bede for hende.“

„Bed du. Det gør jeg senere.“

„Du har ikke grædt.“

„Tror du virkelig ikke? Du har ikke set mine tårer, men alligevel har jeg grædt hele tiden.“

„Amelia, lad os våge over Carla, lad os bede for hende og lad os begrave hende. Det er det eneste, vi kan gøre, og det eneste, som Vittorio ønsker, at vi gør. Bagefter skal du rejse hjem, for her er du ikke i sikkerhed. Max har ret, oberst Jürgens er i stand til alt.“

„Ved du hvad? Jeg tror, at han har givet dem ordre til at hænge Carla for at gøre mig fortræd, for at vise mig, hvor magtfuld han er. Den skyldfølelse skal jeg leve med resten af mit liv.“

„Hvad er det dog, du siger! Carla var blevet taget til fange, længe inden du kom til Rom. Og vi ved alle, hvad SS gør med sine fanger. De ønskede at give italienerne en lærestreg for at lade dem vide, at ingen er fritaget, end ikke de mest elskede symboler. Drabet på Carla har intet med dig at gøre.“

„Det tror jeg nu, at det har, for det er netop den måde, hvorpå Jürgens kan gøre mig fortræd.“

„De ville have dræbt hende, selv om du ikke havde eksisteret. Carla var en myte, og SS ville give italienerne en lærestreg.“

Men Amelia var overbevist om, at drabet på Carla havde noget at gøre med det simple begær, som Jürgens nærede efter hende. Derfor havde hun i løbet af dagen, mens hun gjorde Carlas lig i stand, udtænkt en plan, som hun var fast besluttet på at føre ud i livet.

Doktor Ferratti, fader Müllers lægeven, ankom på Amelias anmodning for at give Vittorio noget at sove på.

„Jeg vil gerne våge over hende hele natten, for at hun ikke skal være alene,“ græd Vittorio.

„Hun bliver ikke alene, for jeg våger over hende,“ forsikrede Amelia ham. „Men du er nødt til at sove, det trænger du til.“

Amelia fik ham overtalt til kun at sidde ved Carla indtil midnat, hvorefter hun ville våge indtil næste morgen.

„Jeg går til midnatsmesse, Vittorio, for jeg har brug for at bede, og når jeg kommer tilbage, må du love mig, at du går i seng.“

Doktor Ferratti gav Amelia en sovepille til Vittorio.

„Jeg kommer og ser til ham i morgen,“ lovede lægen, der var bedrøvet over den tragedie, som havde ramt dette hus.

De få venner, der var kommet for at kondolere, var gået igen. Det var juleaften, og til trods for den smerte, de følte over tabet af Carla, havde de familie og børn, som de skulle tage sig af og hjælpe med at gøre glade på en aften som denne.

Vittorio og Amelia var nu alene tilbage sammen med Carlas syerske. Hun var enke og havde kun en datter, der var gift med en lærer og boede i Firenze, så hun havde tid nok til at græde over divaen, som hun havde haft et nært venskabsforhold til.

De havde stillet kisten midt i den store salon, hvor Carla havde afholdt mange af sine storslåede fester.

Klokken elleve sagde Amelia farvel til Vittorio og syersken Pasqualina.

„Pas godt på don Vittorio, Pasqualina. Jeg kommer tilbage, så snart messen er slut. Og hvis du har lyst, kan du bare blive og sove her, for det er sent at gå hjem.“

„Jeg vil gerne våge over fruen.“

„Udmærket, så bliver du.“

Da Amelia trådte ud af huset, fik hun kuldegysninger. Hun begav sig langsomt af sted, idet hun forsøgte ikke at påkalde sig opmærksomhed hos de få personer, hun mødte, og som ligesom hun selv bar en messebog i hånden og var på vej til en kirke for at deltage i midnatsmessen.

Hun nåede frem til San Clemente-kirken præcis klokken tolv, hvor klokkerne holdt op med at ringe for at kalde sognebørnene til messe.

Hun satte sig på den bageste bænk i kirken, fuldstændig anspændt i hele kroppen, og begyndte at se sig omkring efter Mateo Marchetti. Fader Müller havde blot fortalt hende, at sanglæreren ville være i kirken. Hun regnede med, at han tog kontakt til hende, eller at en eller anden gav hende et tegn. Hun fulgte messen automatisk. Hun bad uopmærksomt, mens hendes blik søgte hen over kirkens bænkerækker for at finde Marchetti.

Hun betragtede kirkegængerne i forsøg på at forestille sig, hvem af dem der kunne være sammen med partisanen, men alle lignede fredsommelige familiefædre, der fejrede juleaften. Messen sluttede, og alle begyndte at bevæge sig ud af kirken. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre, men så mærkede hun et klem på sin ene arm. En kvinde havde stillet sig ved siden af hende, og uden at sige et ord tilkendegav kvinden med et blik, at hun skulle følge med. De gik ud af kirken ved siden af hinanden, som om de var bekendte, og Amelia fulgtes med hende et godt stykke vej uden at turde spørge om noget. Så standsede kvinden foran en ejendom og åbnede lynhurtigt døren. De gik op til første sal uden at blive set af nogen.

Mateo Marchetti var blevet gammel, men hans øjne havde den samme intensitet, som da hun mødte ham første gang hjemme hos Carla. Han sad i halvmørke sammen med tre mænd, der syntes at være meget på vagt.

„Hvorfor ville De tale med mig?“ spurgte han uden omsvøb.

„Jeg ville gerne have Dem til at hjælpe mig med at redde Carla.“

„Det var umuligt. Hun var dødsdømt lige fra den dag, hun blev taget til fange.“

„Og var det Dem, der satte hende i denne farefulde situation?“

„De kendte hende, tror De virkelig, at hun bare ville være tilskuer til de ting, der sker lige nu? Hun ønskede at spille en rolle, og hun fik en rolle, den vanskeligste og mest risikable i hele hendes liv. Hun var meget modig og reddede mange liv. Den sidste mission var vanskelig. Faktisk var der ikke ret mange chancer for, at den skulle lykkes. Hun vidste godt, hvad der kunne ske.“

„Det var vanvittigt at sende hende til Schweiz for at få Il Duces tjener ud af landet.“

„I virkeligheden var det slet ikke tjeneren, hun havde med, hun fungerede derimod som lokkedue.“

„Hvad skal det sige?“ Amelia mærkede, hvordan alle hendes muskler trak sig sammen.

„De allierede havde brug for de oplysninger, som tjeneren kunne give dem, derfor iværksatte vi en afledningsmanøvre. Hun vidste, at SS havde hende i søgelyset, og især oberst Jürgens, der syntes at være besat af hende. Vi arrangerede det således, at Carla kørte til grænsen med en anden mand, der lignede Il Duces tjener temmelig meget, mens vi fik den rigtige mand ud af landet ad en anden vej.“

„De sendte hende direkte ind i løvens hule!“

„Carla var indforstået. Hun lo oven i købet ved tanken om den lange næse, som Jürgens ville få, når han opdagede, at manden, hun havde med, bare var en stakkels skomager. Han var ganske vist kommunist, men ikke den mand, de ledte efter. Jürgens blev rasende, da han opdagede fupnummeret og … ja, resten ved De allerede.“

„Alle tror, at Carla havde Il Duces tjener med sig i bilen.“

„Ja, det har SS-folkene fået alle til at tro, og som De nok kan forstå, havde vi ikke noget ønske om at dementere dette.“

„De udnyttede hende,“ sagde Amelia stille.

„Nej, tag ikke fejl. Carla gjorde aldrig noget, som hun ikke selv ønskede at gøre. Hun hjalp os, ligesom hun også hjalp præsten, fader Müller, og hun forhandlede med ham og med os, for at vi skulle samarbejde. Men nu er der ikke noget at gøre.“

„Jo, det er der.“ Der var en klang i Amelias stemme, som vakte Marchettis nysgerrighed.

„Fortæl mig, hvad det er.“

„Jeg vil dræbe oberst Jürgens, og jeg har brug for Deres hjælp.“

Sanglæreren var tavs et øjeblik, mens han studerede hende med et fast blik. Aldrig havde han forestillet sig at skulle høre en sådan bemærkning fra denne spinkle og skrøbelige kvinde.

„Og hvordan har De tænkt Dem at dræbe ham?“

„Han … han vil gerne … han vil gerne …“

„… han vil gerne i seng med Dem,“ sagde Marchetti, der var nået til denne konklusion på grund af Amelias rødmen.

„Ja.“

„Og tror De ikke, at han vil være mistroisk over for Dem netop nu, hvor han har fået Deres veninde hængt? Jeg tvivler ikke på, at Jürgens begærer Dem, men han er en iskold og intelligent mand. Han vil blive mistænksom, hvis De pludselig beslutter Dem for at kaste Dem i hans arme.“

„Men han vil ikke sige nej. Han vil være mistroisk, og han vil tro, at jeg er ude på noget, måske oven i købet ude på at dræbe ham, men han vil ikke sige nej til mig. Jeg skal bruge en pistol, og det er alt, hvad jeg beder Dem om at hjælpe mig med.“

„En pistol? Det første, han vil gøre, er at undersøge Deres taske.“

„Jeg skal bruge en pistol, som jeg kan skjule i mit undertøj.“

„Han slår Dem ihjel. Det er umuligt, at han ikke skulle opdage det.“

„Det kan godt være, men måske er jeg heldig og slår ham ihjel først.“

„Hvad tjener det til, at De dræber ham?“

„Han fortjener at dø, han er en morder.“

„Er De klar over, hvor mange mordere der er ligesom ham?“

„Hvis det mislykkes, er det min fiasko, men hvis det lykkes, kan modstandsbevægelsen sige, at den slags sker for folk, som myrder uskyldige mennesker.“

„Selv om det skulle lykkes for Dem, vil De blive anholdt. De vil ikke kunne flygte.“

„Jeg har en plan.“

„Fortæl mig, hvad den går ud på.“

„Jeg foretrækker ikke at fortælle Dem om den. Jeg beder Dem blot om en pistol, intet andet.“

„Det kan aldrig gå godt.“

Amelia trak på skuldrene. Hun var fast besluttet på at sætte sit liv på spil for at gøre det af med Jürgens. Det var et regnskab, hun skulle have gjort op; det skyldte hun Grazyna, Justyna, Tomasz, Ewa og Piotr, alle sine polske venner, samt Carla og sig selv.

„Kom til skrifte i San Clemente-kirken om tre dage. Og gå nu. Glem alt om dette hus, og at De har talt med mig.“

Marchetti gjorde tegn til en af mændene, der stod og holdt vagt henne ved vinduet.

„Der er ikke nogen at se, chef.“

Skælvende af frygt begav Amelia sig ud i den mørke nat. Hun holdt sig tæt til murene og standsede, hver gang hun hørte en eller anden lyd, og nåede til sidst hjem til Vittorio.

„Jeg har været bekymret for dig! Klokken er to. Du kunne være blevet anholdt.“

„Jeg fór vild. Og jeg blev siddende for at bede lidt efter messen.“

„Mig kan du ikke narre, Amelia! Jeg ved, at kirken bliver lukket lige efter midnatsmessen.“

„Jeg narrer dig ikke, Vittorio, stol på mig. Og lad mig nu afløse dig og våge over Carla.“

„Nej, jeg kan ikke lade hende være alene.“

„Hun er ikke alene. Du har brug for at hvile ud, det bliver en lang dag i morgen.“

„Det er jul.“

Amelia sendte Pasqualina ud for at hente et glas vand, og så bad hun indtrængende Vittorio om at tage den pille, som doktor Ferratti havde givet ham.

„Den kan hjælpe dig med at slappe af.“

„Jeg vil ikke have, at Carla er alene,“ sagde han igen.

„Jeg bliver hos hende, det lover jeg dig.“

Derefter sendte hun Pasqualina i seng og var nu alene i salonen. Først da begyndte hun at græde.

De begravede Carla om eftermiddagen den 26. december. Knap tyve personer deltog i begravelsen. Hvis Carla var død en naturlig død inden krigen, ville hele Italien være strømmet ud på gaden for at sørge over hendes død. Men hun var blevet hængt for højforræderi.

„Hun ville have foretrukket at blive begravet i Milano. Dér har vi et gravsted.“

„Når krigen engang er slut, kan du tage hende med derop. Nu lader vi hende hvile her,“ sagde fader Müller trøstende.

I mellemtiden opholdt Max sig stadig i Milano. Han ringede til Amelia og bad hende om at rejse tilbage til Spanien.

„Jeg er ked af det, der er sket med Carla. Jeg ved, hvor meget hun betød for dig, men jeg beder dig om ikke at blive i Rom. Vi ved jo, hvad den satan til Jürgens er i stand til.“

„Jeg venter på dig, Max.“

„Der er bare det … jeg er ked af det, Amelia, men når jeg er færdig med inspektionen af vores tropper heroppe, skal jeg til Grækenland, det har jeg lige fået at vide her til morgen.“

„Til Grækenland?“

„Ja.“

„Kan jeg komme med?“

„Vil du virkelig gerne med mig til Grækenland?“

„Jeg har ikke lyst til at vende tilbage til Spanien.“

„Du kan besøge din familie først og derefter slutte dig til mig i Athen.“

„Nej, jeg foretrækker at følges med dig.“

„Du er i fare, Amelia. Jeg har talt med nogle af mine venner, og de siger, at Jürgens er besat af dig.“

„Jeg foretager mig ikke noget, der kan bringe mig i fare.“

„Lov mig det.“

„Det lover jeg dig.“

Naturligvis havde hun ikke tænkt sig at holde dette løfte. Hun havde ikke fortalt Max, at hun havde fået en invitation til et nytårsbal. Den var ankommet samme dag, som Carla var blevet hængt, og Amelia havde knap nok lagt mærke til den. Den var fra Guido og Cecilia Gallotti, Vittorios bekendte, der var nære venner af Il Duces svigersøn, og som havde været så venlige mod hende, da Carla første gang havde inviteret hende til Rom. De havde desuden været hende en glimrende informationskilde; hun huskede stadig de rapporter, som hun takket være parret havde kunnet sende til London.

Desuden havde Cecilia Gallotti deltaget i Carlas begravelse – til både Amelias og Vittorios store forbavselse.

Den 28. december gik Amelia hen i San Clemente-kirken og styrede op mod den skriftestol, hvor fader Müller plejede at sidde.

„Ave Maria Purisima.“

„Undfanget uden synd. Er du stadig besluttet på at gå videre?“

Præstens ord overraskede hende. Det var ikke Marchettis stemme. Var det mon en fælde?

„Ja,“ svarede hun frygtsomt.

„På gulvet til højre for dig ligger en pakke, tag den. Vent lidt, gå ikke endnu, det ville ligne et alt for kort skriftemål. Pistolen er lille, som du har bedt om, og der er kugler i den. Pas på, at du ikke bliver standset på vej hjem. Læg den i din frakkelomme. Gå så nu.“

Amelia ringede til Cecilia Gallotti for at tage imod invitationen til festen.

„Åh, hvor det glæder mig, søde ven! Faktisk troede jeg ikke, at du ville komme. Vi sendte invitationen nogle dage før det med Carla … vi tænkte, det ville være godt for Vittorio at tænke på noget andet, men nu …“

„Han kommer ikke, det er kun mig.“

„Selvfølgelig, du har brug for at komme ud og more dig lidt. Det med Carla har været så forfærdeligt!“

Amelia tænkte bagefter på, hvordan Cecilia havde omtalt drabet på Carla med eufemismen ‘det med Carla’. Hun var klar over, at Cecilia var blevet overrasket over, at Amelia ville deltage i festen, og at hun ville fortælle det til alle sine veninder. Hun håbede, at det ville komme Jürgens for øre, og at denne ville dukke op eller lade sig invitere af Guido Gallotti og hans hustru.

Vittorio blev ikke vred på hende, da hun sagde, at hun ville gå med til nytårsfesten.

„Ja, sørg du for at more dig lidt, det giver ingen mening, at du bliver herhjemme hos mig.“

„Når … altså … du vil snart forstå, hvorfor jeg går med til festen.“

„For guds skyld, Amelia, foretag dig nu ikke noget, der kan bringe dig i fare!“ svarede han, forskrækket over hendes ord.

„Jeg ønsker bare ikke, du skal tro, at jeg er så overfladisk, at jeg går til fest, når vi lige har begravet Carla.“

„Hvis du holder af mig, må du love mig, at du ikke gør noget, der kan bringe dig i fare. Det ville jeg ikke kunne klare. Jeg kunne ikke forhindre det, der skete med Carla, men du må ikke give mig endnu mere skyldfølelse end den, jeg allerede lever med.“

Pasqualina hjalp med at tilpasse en af Carlas selskabskjoler til Amelia. Hun var tyndere, end divaen havde været, og hun var heller ikke så høj, men syersken var hurtig til at sy kjolen om, så den passede til hende. Hun havde valgt en sort kjole for i det mindste at bære sorg over sin venindes død.

Vittorios chauffør kørte hende hen til familien Gallottis hus. Cecilia hviskede til hende, at meddelelsen om hendes deltagelse i festen havde skabt stor forventning, og at nogle tyske officerer havde anmodet om at blive inviteret. Amelia lod, som om dette ikke interesserede hende.

Guido og Cecilia præsenterede hende for nogle af deres venner, men Guido så nu ud til at føle sig temmelig ubehagelig til mode over Amelias tilstedeværelse. Da nogle af gæsterne spurgte ham, hvem den unge spanske kvinde var, undlod han at fortælle, at det var Carla, der havde præsenteret dem for hende.

„Det var en vanvittig idé,“ hviskede han til sin hustru. „Og så overrasker det mig, at hun er klædt i sorg til en fest. Den kvinde kan man ikke stole på, ligesom det var tilfældet med Carla.“

„Vær nu ikke så fjollet, hun er spanier og fascist ligesom os, og hun er også overrasket over Carlas forræderi. Når hun er kommet her i aften, så er det for, at alle skal vide dette. Du forstår dig slet ikke på kvinder,“ sagde Cecilia til sit forsvar.

Det var over midnat, da Ulrich Jürgens ankom sammen med nogle SS-officerer. Han gjorde sig bemærket både ved sin meget sene ankomst og ved sine ledsageres høje latter. De havde drukket og var meget opstemte.

Han spildte ikke tiden med at udveksle høflighedsfraser med værtsparret, men styrede direkte hen mod Amelia.

„Jeg troede, at De sad hjemme og græd.“

Hun kiggede på ham og vendte sig derefter omkring, men det tillod han ikke og greb fat om hendes arm.

„Nu ikke alt det sædvanlige pjat. Og vogt Dem for at sparke mig ligesom sidste gang. Svar mig, hvad bestiller De her?“

„Jeg behøver ikke at fortælle Dem, hvad jeg foretager mig.“

„Det er sandelig ikke ret længe, De har sørget over Deres veninde Carla Alessandrini! Jeg kan forstå, at De ikke spilder tiden.“

„Lad mig være i fred.“ Denne gang lykkedes det hende at rive sig fri, og hun vendte ryggen til ham.

„Hvorfor vil De altid lægge Dem ud med mig? Det ville være bedre for Dem, hvis De ikke gjorde det. Jeg kunne have reddet Deres veninde, hvis De havde været lidt venligere over for mig,“ sagde han, idet han igen greb fat i hende og forhindrede hende i at gå.

„Tror De, det er muligt at være venlig over for en hyæne?“ svarede hun hovmodigt.

„Er det sådan, De ser mig? Som en hyæne? Jeg ville have foretrukket en anden sammenligning.“

„Så prøv at se Dem selv i spejlet.“

Han betragtede hende med et hårdt blik uden at give slip på hendes arm, mens han samtidig holdt hende ud fra sig. Og hun kunne læse i hans øjne, at der ventede hende en overraskelse.

„Deres ven, baronen, burde være mere forsigtig med sine venskaber.“

Hun stivnede og forstod ikke, hvad han mente, men det lød som en trussel.

„Jeg var ikke klar over, at De også beskæftigede Dem med Deres chefers venskaber!“ svarede Amelia og forsøgte at lægge den dybeste foragt i sit tonefald.

„Der er mange forrædere i dag, også i Tysklands hjerte. Folk, der er ude af stand til at forstå vores førers drøm. Mange af baronens venner er blevet taget af Gestapo, vidste De ikke det? Har han ikke fortalt Dem det? Jeg troede, at han havde større tillid til Dem.“

Nej, Max havde intet fortalt, sikkert for ikke at forskrække hende, men hvem refererede Jürgens mon til? Fader Müller havde heller ikke sagt noget. Vidste han det ikke, eller ville han bare ikke gøre hende urolig?

„Spar De Deres rænkespil og slip mig! Jeg væmmes ved Dem!“ sagde hun i bevidsthed om, at jo mere foragt hun viste ham, jo mere ønskede han at besidde hende.

„Det må være hårdt for Dem, at så mange af Deres venner er forrædere. Først de unge polakker. Hvad var det, Deres veninde hed? Grazyna? Ja, det var hendes navn. Og den lille Ewa, husker De hende? Og nu Carla Alessandrini. Pas på, for De omgiver Dem med mange forrædere!“

„De er en nedrig tølper!“

„De havde chancen for at redde Deres veninde Carla Alessandrini, men den udnyttede De ikke, og nu … ja, jeg kunne godt aflede opmærksomheden hos de personer, der har fattet mistanke til baronen. Og det nytter selvfølgelig ikke noget, hvis De skynder Dem at advare ham!“

„Hvad er det, De ønsker?“

„Det ved De udmærket. Behøver jeg virkelig sige det? Hvis baronen virkelig betyder så meget for Dem, vil det ikke være noget problem for Dem at ofre Dem for hans skyld. Eller vil De overlade ham til hans egen skæbne, ligesom De gjorde med Deres veninde Carla?“

„Jeg væmmes ved Dem,“ svarede hun, men hendes tonefald antydede, at hun havde overgivet sig.

„Jeg skal nok få overvundet Deres væmmelse.“

„Vil De så lade baron von Schumann være i fred?“

„Det har De mit ord på.“

„Deres ord? Det er intet værd for mig. Jeg ønsker et dokument, der fritager baronen for enhver mistanke.“

Han lo ad hende, mens han vred armen om på hende.

„De bliver nødt til at acceptere mit ord eller forberede Dem på at sørge over baronen. Nu skal De ikke gøre Dem mere kostbar, men følge med mig.“

Amelia kiggede ned og syntes at tøve et øjeblik. Derefter så hun på ham med et fast blik og med løftet hage.

„Ikke i aften. I morgen,“ sagde hun.

„Det er i orden. I morgen. Først spiser vi middag sammen.“

„Nej, ingen udenomssnak, det er ikke nødvendigt mellem Dem og mig. Fortæl mig hvor, og jeg møder op.“

„En kvinde som Dem er værdig til Excelsior, hvad siger De til det?“

„Excelsior?“

„Det er det hotel, hvor baronen boede, så det kender De sikkert ganske godt …“ svarede han med et grin.

„Udmærket. Hvornår?“

„Klokken ni. Så skåler vi i champagne på vores aftale.“

„Giv mig besked om, hvilket værelse jeg skal gå op på. Nej, det er bedre, at De sender mig nøglen, så jeg kan gå direkte op på værelset. Jeg ønsker ikke at vise mig sammen med Dem på hotellet.“

Han slap hende grinende, og hun skyndte sig væk fra ham. Derefter gik hun hen til Cecilia Gallotti for at sige farvel. Nu havde hun nået sit mål, eller i hvert fald det mål hun havde sat sig for denne aften. Den vanskeligste del skulle hun klare den næste dag.

„Jamen festen er jo på sit højdepunkt! Du kan da ikke gå allerede nu!“ udbrød Cecilia i forsøg på at overtale hende til at blive.

„Jeg har det ikke så godt, jeg skulle slet ikke være kommet. Jeg troede, at festen kunne adsprede mig lidt, men jeg tænker hele tiden på Carla, jeg er ked af det, og jeg takker dig for din venlighed.“

Da hun kom hjem, var Vittorio stadig vågen.

„Jeg kunne ikke sove, jeg var bekymret for dig.“

„Du skal ikke være bekymret, jeg har det fint.“

„Har de behandlet dig godt nok?“

„Guido var lidt ilde berørt over min tilstedeværelse, men Cecilia var rigtig sød over for mig.“

„Det overraskede mig, at hun kom til Carlas begravelse. Jeg har altid regnet hende for at være en dum gås,“ sagde Vittorio.

„Det kom også bag på mig. Måske dømmer vi hende for hårdt, måske er hun i bund og grund et godt menneske.“

„Nu vil jeg gerne have, at du fortæller mig sandheden. Hvorfor gik du til den fest i aften? Jeg ved, hvor meget du holdt af Carla, og ved, at du ikke har lyst til at gå ud og more dig.“

„Nej, det har jeg ikke, men der er noget, som jeg skal have gjort, og som jeg ikke kan fortælle dig. Stol på mig.“

Da Amelia var blevet alene på sit værelse, begyndte hun at græde. Oberst Jürgens’ trussel mod Max havde været klar nok, det kunne ikke være et fupnummer: SS havde fattet mistanke til baronen. Hun vidste også, at ligegyldigt hvad hun gjorde, ville Jürgens ikke holde ord. Hvis Max var i fare, måtte hun fortælle ham det så hurtigt som muligt.

Hun sov næsten ikke hele natten, fordi hun lå og gennemgik sin plan om at dræbe Jürgens. Hun stod meget tidligt op for at ringe til Max, inden han tog ud for at bese felthospitalerne. Hun var klar over, at telefonsamtalerne blev aflyttet, men hun valgte alligevel at advare ham.

„Max, i aftes var jeg på besøg hos Guido og Cecilia Gallotti, hvor jeg fik at vide af en person, at nogle af dine venner i Tyskland havde haft problemer.“

„Det skal du ikke bekymre dig om, jeg fortæller dig om det, når jeg kommer tilbage til Rom.“

„Vær forsigtig,“ advarede hun ham.

„Vi ses om et par dage,“ svarede han.

Hun tilbragte dagen sammen med Vittorio, og mens hun forsøgte at muntre ham op, talte hun timerne, til det blev aften. Klokken otte sagde hun, at hun var træt og ville trække sig tilbage til sit værelse for at sove.

Amelia stod iført sin natkjole og gabte, mens stuepigen gjorde sengen klar til natten.

„De er træt, frøken. Det er ikke så underligt, for det har været nogle hårde dage for os alle. Det er forfærdeligt alt det, der er sket med Carla,“ sagde kvinden.

„Ja, jeg er træt. Bare jeg kunne sove rigtig længe!“

Hun drak det glas mælk, som stuepigen havde stillet på natbordet. Og da denne havde lukket døren efter sig, tog hun natkjolen af og begyndte at klæde sig på. Hun havde valgt en let, hvid bluse og en sort nederdel. Da hun var færdig med påklædningen, anbragte hun den lille pistol i hofteholderen. Hun måtte sørge for ikke at vralte som en and, for den generede lidt, men det var det eneste sted, hvor ingen ville finde på at lede, hvis hun blev standset på gaden eller på hotellet.

Ulrich Jürgens havde sendt hende en besked først på eftermiddagen sammen med en nøgle, der viste sig at være en kopi af de nøgler, som gæsterne på Excelsior brugte. Han havde sikkert truet hoteldirektøren til at udlevere en kopi af nøglen til værelse 307, hvor han ventede hende.

Da hun var færdig med påklædningen og var sikker på, at pistolen sad godt fast, satte hun sig ned og flettede sit hår. Derefter tog hun en af de parykker på, som Carla havde brugt til sine optrædener. Det var en paryk af sort hår med et rødligt skær. Den var for stor til hende, men hun havde brugt to dage på at tilpasse den sit eget hoved, og det var lykkedes, selv om det havde været besværligt. Hun lignede ikke sig selv. Det sorte hår forandrede hendes udseende og gjorde hende ældre, og hvis det ikke havde været for parykkens rødlige skær ville ingen lægge mærke til hende. Men det havde aldrig været Carlas hensigt ikke at blive lagt mærke til, så Amelia havde måttet vælge den mindst iøjnefaldende af parykkerne. Det lange hår hang glat langs begge sider af hendes ansigt, og pandehåret dækkede hendes pande. Alligevel tildækkede hun hovedet med et tørklæde, som hun bandt under hagen. Derefter iførte hun sig en sort frakke, som hun havde fundet i skabet i gæsteværelset. Det var en umoderne frakke, som var lidt for stor til hende.

Hun sagde ikke farvel til Vittorio og undgik tjenestefolkene på vej ud. Klokken var knap ni, og den aften sad portneren ikke i sin loge, da det var den første dag i året 1944, en festdag til trods for krigen. Ingen så hende forlade huset. Ude på gaden blandede hun sig med folk, og det beroligede hende, at ingen syntes at lægge mærke til hende. Hun gik langsomt for ikke at tiltrække opmærksomhed.

Hotel Excelsiors foyer var fyldt med SS-officerer og Wehrmachtchefer. Hun styrede med hurtige skridt hen mod elevatoren, men pludselig spærrede en kaptajn vejen for hende.

„Hvor skal De hen, smukke frøken? Har De en aftale for i aften?“

Amelia trådte ind i elevatoren uden at svare ham, men hun frygtede, at han ville følge efter hende. Hun trykkede på knappen til fjerde sal, hvis nogen nu skulle have bemærket hende. Da hun var nået op på fjerde sal, gik hun ned ad trappen til tredje sal. Hun frygtede at støde ind i en gæst eller i en stuepige på aftenvagt. Men heldet var med hende. Hun låste døren op til værelse 307 og blev overrasket over, at der var mørkt derinde. Hendes hjerte hamrede, da en hånd pludselig blev lagt på hendes ryg og tvang hende til at dreje rundt.

„Så kom du,“ hviskede oberst Jürgens i et opstemt tonefald.

Han havde drukket; han snøvlede og lugtede af spiritus. Hun vendte sig om mod ham, idet hun overvandt den væmmelse, som hans tilstedeværelse og lugt fremkaldte i hende. Hun kunne ikke undvige hans omfavnelse og hans kys. Han pressede hende hårdt ind til sig, og efter kysset bed han hende i læberne, så det blødte.

„Du må holde meget af baronen, siden du er kommet herhen.“

„Vi har indgået en aftale,“ svarede hun.

Han slappede grebet om hende og lo.

„Dit problem, min skat, det er, at du er vant til at omgås mænd som baronen. Men jeg lover dig, at du ikke vil blive skuffet over den oplevelse, du vil få i aften. Tag frakken af.“

Hun adlød. Hendes øjne begyndte at vænne sig til mørket, og hun kunne nu se hans ansigt. Hun syntes, at han så endnu mere brutal ud end nogensinde før, mens han overgramsede hende.

„Du ønskede ikke, at jeg skulle behandle dig som en dame og invitere dig på middag, derfor behandler jeg dig som det, du er. Hvad er det her for noget?“

Jürgens skubbede Amelia op mod væggen og konstaterede, at hendes hår var anderledes end sædvanlig.

„Jeg har pyntet mig for din skyld, for at leve op til dine forventninger,“ svarede hun.

Han skulle til at gå hen og tænde lyset, men hun pressede sig ind mod hans krop og kyssede ham. Mens Jürgens fortsatte med at befamle hende og forsøge at trække blusen af hende, lod Amelia den ene hånd glide ind mellem hans ben og kærtegnede ham, og det gjorde ham tydeligvis så ophidset som en omstrejfende hanhund. Den frie hånd brugte hun til at finde den skjulte pistol frem med.

„Skal jeg tage dig allerede nu? Er du selv ved at gøre dig klar?“ spurgte han og lo af fuld hals, da han bemærkede, at hun stod med sin ene hånd oppe under nederdelen. Amelia smilede til ham og bad ham om at kysse hende. Han skulle lige til at kysse hende, men nåede det ikke. Det varede et øjeblik, inden han bemærkede det kolde pistolløb, der blev presset ind mod hans mave, og den skarpe smerte, der flåede hans indvolde i stykker. Han faldt om på gulvet og rev Amelia med sig i faldet, idet han trykkede hendes krop ind til sig, som om han ville tage hende med.

Det lykkedes Amelia at rive sig løs, hvorefter hun fandt frem til en kontakt. Da hun tændte lyset, så hun Jürgens ligge på gulvtæppet med et overrasket udtryk i ansigtet. Han holdt sig på maven, men var ikke død endnu.

„Jeg dræber dig,“ lykkedes det ham at sige med meget svag stemme.

Hun blev forskrækket og frygtede, at han havde kræfter nok til at gøre alvor af sin trussel, så hun kiggede sig omkring for at finde ud af, hvordan hun kunne afslutte arbejdet, da hun var bange for at affyre endnu et skud. Selv om det første skuds knald kunne forveksles med lyden af en champagneprop, der springer, ville det være svært at forklare endnu et skud, hvis en stuepige skulle dukke op og spørge, om der var noget i vejen. Hun gik hen til sengen og greb en pude, hvorefter hun lagde sig på knæ ved siden af ham og så, hvordan livet langsomt var ved at forlade ham. Så placerede hun puden oven på hans hoved og pressede den ned med alle sine kræfter. I et par minutter, der forekom hende at være uendelige, kæmpede han forgæves for at fjerne puden. Så lå han helt stille. Da Amelia var sikker på, at han var død, løftede hun puden og betragtede Jürgens’ ansigt. Hun førte en hånd hen over hans mund for at mærke, om han stadig trak vejret. Men han var død. I samme øjeblik hørte hun, at der blev banket på døren. Hun rejste sig op, gik hen til døren og spurgte, hvem det var. Det var stuepigen.

„Er alt i orden?“ spurgte hun. „En gæst har ringet ned og fortalt, at han har hørt en høj lyd.“

Amelia tvang en latter frem.

„Det er vist en gæst, der ikke kan lide champagne, tror du ikke, skat?“ sagde hun og kiggede hen på Jürgens’ lig.

„Jeg beklager, frue. Det var ikke min mening at forstyrre Dem.“

„Jamen det har De jo allerede gjort. Og der findes situationer, hvor man ikke ønsker at blive forstyrret.“ Hvorefter hun lo højt igen.

Hun hørte stuepigens skridt fjerne sig. Derefter undersøgte hun værelset meget grundigt. Hun samlede et par hårnåle op, som hun havde brugt til at fastgøre sin paryk med, og hun iførte sig et par handsker og aftørrede alt, hvad hun havde rørt ved. Derefter tog hun betrækket af puden og puttede det i sin taske. Hun undersøgte hele værelset én gang mere, indtil hun var sikker på, at hun ikke havde efterladt noget, der kunne afsløre hende. Hun satte parykken på plads igen og stak pistolen ned i hofteholderen.

Hun ventede en time, inden hun besluttede sig for at gå. I al den tid sad hun og stirrede på Ulrich Jürgens’ lig, mens hun med dæmpet stemme fortalte ham, hvor meget hun hadede ham, og hvor glad hun var for at have øvet retfærdighed. Det overraskede hende, at hun ikke følte anger, og hun vidste ikke, om den ville dukke op senere, men i dette øjeblik følte hun blot en stor tilfredsstillelse.

Da hun trådte ud fra værelset, gik en officer og en blond kvinde ind i et værelse lidt længere nede ad gangen. Hun kiggede ikke på dem, og de tog tilsyneladende heller ingen notits af hende. De var fulde og så ud til at være i højt humør.

Hun ventede utålmodigt på elevatoren og holdt vejret, indtil hun nåede ud på gaden.

Hun gik af sted med rolige skridt og sagde til sig selv, at ingen ville kunne sætte hende i forbindelse med mordet. Hun nåede hjem omkring klokken et og gik meget forsigtigt ind i huset for ikke at vække Vittorio og tjenestefolkene.

Hun gik i seng og sov lige til tidligt næste morgen. Det var Vittorio selv, der vækkede hende, og han så ud til at være temmelig oprørt.

„Der er begået et mord på Hotel Excelsior. En SS-officer er blevet myrdet.“

„Hvad kommer det os ved?“ svarede hun med stor selvsikkerhed.

„De er i gang med at gennemføre en razzia i hele Rom. Du kan ikke forestille dig, hvor mange mennesker de har anholdt. For et øjeblik siden ringede Cecilia for at spørge efter dig, der var noget, hun gerne ville tale med dig om.“

„Jeg ringer til hende, så snart jeg har klædt mig på. Jeg har en aftale om at spise frokost hjemme hos hende.“

„Det er bedst, at du bliver her.“

„Du behøver ikke at bekymre dig så meget for mig. Cecilia sagde, at hun ville sende sin egen bil og chauffør.“

„Amelia, jeg fortæller dig jo, at de er i gang med en razzia og har anholdt mange mennesker, derfor er det bedst, at du ikke går ud.“

Men Amelia blev ved med at sige, at denne begivenhed ikke kom dem ved, så hun ringede til Cecilia for at bekræfte, at hun kom og spiste frokost sammen med hende.

Da Amelia ankom, var Guido netop på vej ud.

„Jeg vil råde jer til ikke at gå ud,“ sagde han. „De leder efter en mørkhåret kvinde, som tilsyneladende har dræbt oberst Ulrich Jürgens.“

„Jürgens?“ spurgte Amelia overrasket.

„Ja, han er den SS-officer, der er blevet myrdet. Politiet tror, at det var en prostitueret, men der er åbenbart ikke blevet stjålet noget fra ham, så hvorfor skulle man dræbe ham? Et par har set en mørkhåret kvinde forlade Jürgens’ værelse omkring midnat.“

„Hvem vil dog vove at dræbe en SS-officer?“ udbrød Amelia, som om hun både var forskrækket og overrasket.

„Måske var det slet ikke en prostitueret. En ven af Jürgens er kommet med en anden teori. Obersten havde åbenbart en aftale med en dame, som ikke brød sig meget om ham, men som alligevel var parat til at mødes med ham.“

„Hvem kan det mon være?“ spurgte Cecilia nysgerrigt.

„Jeg tvivler på, at oberst Jürgens havde ret mange venner,“ udtalte Amelia.

„Du kendte ham jo, jeg så, at I snakkede muntert sammen ved nytårsfesten. Da jeg så jer sammen, tænkte jeg, at obersten vist syntes vældig godt om dig.“

„Pjat! Vi snakkede bare om krigens gang, ikke andet.“

Guido forlod dem i diskussionen om, hvem den mystiske kvinde kunne være, men han hældede nu til politiets teori, nemlig at Jürgens var blevet myrdet af en prostitueret. Måske havde han været voldelig over for hende; den mand var virkelig skrækindjagende og havde også gjort ham nervøs.

Da Amelia kom hjem til Vittorio igen, var fader Müller kommet på besøg.

„Jeg havde ikke ventet at se dig, Rudolf,“ sagde hun smilende.

„Ved du, hvad der er sket?“

„Jeg formoder, at du vil fortælle mig det, som alle ved, nemlig at oberst Jürgens er blevet myrdet.“

„Ja … og undskyld, at jeg spørger, Amelia, men …“

Hun slog en høj latter op, som forekom fader Müller falsk, da han kendte hende så godt.

„Det glæder mig, at han er død, Rudolf, det vil jeg ikke benægte.“

„Jeg er kommet, fordi Marchetti har sendt mig en besked om, at han gerne vil mødes med dig.“

„Med mig? Hvorfor?“

„Du ved vel, hvad I talte om, da I mødtes for kort tid siden.“

„Jeg spurgte ham om mine muligheder for at samarbejde med modstandsbevægelsen, og om jeg kunne indtage Carlas plads,“ løj hun.

„Måske har han besluttet sig for at tage imod dit tilbud. Han vil gerne mødes med dig i morgen, i San Clemente-kirken. Kom, lige inden kirken bliver lukket.“

„Jeg kommer. Men du skal ikke være bekymret for mig.“

„Hvordan skulle jeg kunne lade være med det? Jeg har mistet alt for mange venner.“

„Netop det ville jeg gerne spørge dig om …“

„Jeg ville ikke sige noget til dig for ikke at gøre dig urolig, Amelia. Faktisk bad Max mig om ikke at sige noget. For et par måneder siden blev professor Schatzhauser hentet af Gestapo. Han var på universitetet, hvor de brød ind i hans undervisning og tog ham med. Vi har intet hørt fra ham siden. De har også anholdt pastor Schmidt.“

„Og hvad med Helga og Manfred Kasten?“

„De er stadig i Berlin, men Gestapo følger dem sikkert på tæt hold. Alle ved, at de var venner med doktor Schatzhauser. Hvis jeg vendte tilbage til Berlin … ville jeg sikkert også blive anholdt.“

„Det skulle du have fortalt mig.“

„Du må forstå … Max ønskede ikke at gøre dig urolig.“

Politiet stillede hjemme hos Vittorio fire dage senere, og det skete, samtidig med at Max von Schumann vendte tilbage til Rom.

De tvang Amelia til at følge med på politistationen til en konfrontation. En SS-officer og ven af oberst Jürgens havde nemlig påstået, at Jürgens skulle mødes med baronens elskerinde den aften, han blev myrdet.

Amelia protesterede og græd og virkede opskræmt, og selv om Vittorio råbte, at de skulle lade hende være, tog de hende til sidst med.

På politistationen blev hun konfronteret med det par, der havde boet på et værelse tæt ved oberst Jürgens’ værelse. De studerede hende fra top til tå, men forsikrede straks, at hun ikke var den kvinde, de havde set på mordaftenen.

„Nej, det er ikke hende,“ fastslog officeren. „Den anden var mørkhåret.“

„Med et rødligt skær, og øjnene var mørke. Hende her har lyse øjne,“ tilføjede hans ledsager.

„Hun var højere,“ sagde officeren. „Og kraftigere.“

De spurgte hende rutinemæssigt, hvor hun havde været den aften. Og hun fortalte, at hun havde været hjemme sammen med Vittorio, og at tjenestefolkene kunne bekræfte det. Hun nægtede ikke, at hun kendte oberst Jürgens, og heller ikke, at hun følte afsky for ham. Hun vidste, at de havde oplysninger om alt, hvad der var sket i Warszawa, derfor var det bedst at fortælle hele sandheden, eller næsten hele sandheden.

I to dage og to nætter forhørte de hende, uden at hun kom til at modsige sig selv. Den tredje dag kom Max og hentede hende på politistationen. Han havde bedt sin general om at trække i alle tråde for at undgå, at hun blev udleveret til SS. Generalen havde kun stillet én betingelse: At politiets rapport udelukkede, at hun var mordersken.

Politiet havde den beskrivelse, som parret i naboværelset havde givet, hvorefter man konkluderede, at Amelia umuligt kunne være mordersken. Hun blev sat på fri fod, og Max stod og ventede på hende.

„Vi tager til Athen,“ sagde Max på vejen hjem til Vittorio.

Amelia sukkede lettet.’

„Godt, det er alt.“

Paolo Plattini smilede tilfreds, fordi både Francesca og jeg i mere end to timer havde lyttet med så stor interesse, at vi slet ikke havde åbnet munden.

„Sikke en historie!“ udbrød Francesca overrasket.

„Min oldemor er fuld af overraskelser. Jo mere jeg finder ud af om hende, jo mere forbavser hun mig,“ sagde jeg.

„Jeg har noget til dig.“ Paolo rakte mig nogle mapper.

„Hvad er det?“

„Det er fotokopier af avisforsider fra den tid, hvor nyheden om mordet på SS-oberst Ulrich Jürgens kom frem. Som du kan se, skriver aviserne i de første dage, at mordet blev begået af en prostitueret, men senere skriver de, at det var en partisanaktion. Se her.“ Han pegede på en fotokopieret avisside. „I de forskellige kvarterer i Rom dukkede der flyveblade op, hvori partisanerne hævdede, at mordet på oberst Jürgens var svar på, at flere af deres folk samt operasangerinden Carla Alessandrini var blevet henrettet.“

Herefter var der ikke andet for mig at gøre end at takke Paolo Plattini for alle de oplysninger, han havde givet mig, selv om det ærgrede mig, at han sagde farvel til mig, mens han stod i døren med armen om livet på Francesca. Jeg var sikker på, at de ville tømme flasken med Barolo og vågne op ved siden af hinanden næste morgen og kigge ud på solopgangen over det gamle Rom.

Til trods for det sene tidspunkt besluttede jeg mig for at gå lidt rundt i byen. Jeg havde brug for at gennemtænke alt det, jeg havde hørt denne aften. Min oldemor viste sig at være en stærk og uforudsigelig kvinde. Alt, hvad hun gjorde, syntes at stride imod hendes sande natur. Var hun blot en romantisk borgerlig kvinde, der lod sig rive med af begivenhederne, eller havde hun rent faktisk en mere sammensat personlighed? Det overraskede mig, at hun havde været i stand til at dræbe en mand med koldt blod, selv om denne mand var en afskyelig nazist. Jeg besluttede at vende tilbage til hotellet. Da jeg var kommet op på mit værelse, fandt jeg kopien af det fotografi af Amelia Garayoa frem, som tante Marta havde givet mig. En gang imellem kiggede jeg på det for at forsøge at forstå, hvordan denne unge lyshårede og tilsyneladende ubekymrede kvinde med det æteriske udseende kunne have levet et så intenst og farligt liv.

Den aften havde jeg svært ved at falde i søvn, ikke bare fordi det ærgrede mig at vide, at Paolo og Francesca var sammen, men også fordi jeg var rystet over det mord, som min oldemor havde begået.

Paolo havde foræret mig partisanens lille bog, så jeg besluttede mig for at kigge lidt i den, og det endte med, at jeg faldt i søvn med den i hånden.

Dagen efter ringede jeg til Francesca for at takke hende for middagen og for Paolos afsløringer. Hun var venlig og imødekommende, som om en byrde var blevet fjernet fra hendes skuldre, efter at hun havde gjort det klart for mig, at vi aldrig skulle vågne op sammen en morgen i hendes lejlighed.

„Hvad gør du nu?“

„Jeg har bestilt en flybillet til London.“

„Skal du mødes med major William Hurley igen?“

„Det var meningen. Jeg har jo fortalt dig, at majoren er meget britisk, så det er nødvendigt at anmode i god tid i forvejen om at få et møde med ham. Men jeg prøver, om det kan lykkes.“

„Paolo har bedt mig sige, at han fortsætter med at lede, og måske finder han noget mere om din oldemor. Hvis det sker, ringer jeg til dig.“

„Sig til ham, at jeg takker ham meget, han har været molto gentile, som I italienere siger.“

„Det er rigtigt. Nå, men ring til mig, hvis du tror, at vi kan hjælpe dig med noget. Ciao, caro!“

Derefter ringede jeg til major William Hurley, og til min store overraskelse var han ikke så brysk og reserveret som tidligere gange.

„Åh, Guillermo, er det Dem! Det undrede mig, at De ikke ringede. Lady Victoria har spurgt til Dem.“

„Jeg vil bare spørge, om De kan mødes med mig.“

„Er det gået godt i Rom?“

„Ja, jeg skal fortælle Dem alt om, hvad jeg har fundet ud af.“

Han bad mig komme to dage senere, hvilket i hans tilfælde svarede til, at han havde taget imod mig samme eftermiddag.

 

10

Det regnede, da jeg ankom til London, men heldigvis var det ikke særlig koldt. Jeg indlogerede mig på det sædvanlige lille hotel og ringede til min mor.

„Hvor er du?“

„I London.“

„Jamen du fortalte jo, at du skulle til Rom!“

„Jeg har været i Rom, men blev nødt til at vende tilbage til London.“

„Guillermo, jeg er træt af at gentage for dig, at det er tåbeligt, det du foretager dig, at denne efterforskning ikke fører nogen steder hen. Når det ikke interesserer mig, hvad denne kvinde gjorde eller ikke gjorde – og hun var trods alt min farmor – forstår jeg ikke, hvordan det kan interessere dig. Kun min kære søster Marta kunne finde på at sætte sådan noget som det her i gang, og så på vores farmors bekostning!“

„Og jeg er træt af dine moralprædikener. Det drejer sig ikke om, hvorvidt det interesserer mig eller ikke interesserer mig, hvad din farmor, eller min oldemor, foretog sig, det drejer sig ikke om en familiemæssig interesse. Det er et arbejde, som jeg har sagt ja til, jeg bliver betalt for denne efterforskning, så den er jeg i gang med, og heldigvis er det ikke længere tante Marta, der bestemmer.“

„Du er fuldstændig besat af denne sag.“

„Nej, mor, det er bare et arbejde.“

Jeg turde ikke fortælle min mor, at hendes farmor havde været i stand til at likvidere en mand uden overhovedet at blinke. Det ville have chokeret hende, eller måske ville det ikke; jeg kendte min mor og vidste, at hun kunne finde på at sige, at oberst Ulrich Jürgens havde fortjent det. To dage senere, på det aftalte tidspunkt, nemlig klokken otte om morgenen, tog major Hurley imod mig på sit kontor i Militærarkivet. Hans humør var bedre end mit, der ikke var særlig godt på grund af tidspunktet. Denne mand begyndte at blive træt klokken ni om aftenen, mens jeg klokken otte om morgenen knap nok var i stand til at sige noget.

„Jeg har mistet sporet af min oldemor i Grækenland.“

„I Grækenland? Åh, selvfølgelig. Efter opholdet i Rom fulgte Amelia med baron von Schumann til Grækenland, hvor hun begyndte at arbejde for os igen. Som De sikkert ved, mærkede tabet af en god veninde, den store operasangerinde Carla Alessandrini, Deres oldemor så meget, at hun aldrig blev den samme igen.“

Jeg skulle lige til at blive sur på majoren over, at han vidste, hvad der var hændt min oldemor i Rom, men ikke havde villet fortælle mig det. Det bebrejdede jeg ham.

„Faktisk ved jeg ikke ret meget om, hvad der skete i Rom. Drabet på oberst Jürgens var ikke noget, vi planlagde. Vi hørte om det gennem modstandsbevægelsen, og det var dem, der organiserede det.“

Jeg hævnede mig ved at give ham et resumé af begivenhederne i Rom, og jeg gjorde det klart for ham, at det ikke var modstandsbevægelsens aktion, men min oldemors værk.

„Af vores arkiver fremgår det, at den frie agent Amelia Garayoa på modstandsbevægelsens anmodning henrettede en af de mest grusomme SS-officerer, oberst Ulrich Jürgens.“

„Hvis De vil være tro mod historien, så lyt til, hvad jeg fortæller: Min oldemor dræbte Jürgens for egen regning og risiko. Det eneste, modstandsbevægelsen gjorde, var at skaffe hende en pistol.“

Det stod klart, at ligegyldigt hvor mange gange jeg gentog det, havde major Hurley ikke i sinde at rette det, der stod skrevet i arkiverne.

„Amelia Garayoa forlod Rom i begyndelsen af 1944. Netop på det tidspunkt kørte retssagen i Verona mod dem, der havde forsøgt at omstyrte Mussolini. De blev alle sammen dømt til døden inklusive hans svigersøn, grev Ciano. Kun Tullio Cianetti undgik dødsdommen. Den 17. januar fandt slaget om Monte Cassino sted. Har De hørt om dette slag? Den 22. januar gik de allierede i land på stranden ved Anzio, syd for Rom. Lad os se … lad os se … ja, her er det. Deres oldemor ankom til Athen den 16. januar, dagen før slaget om Monte Cassino. Vi havde gennem modstandsbevægelsen fået kendskab til henrettelsen af oberst Jürgens, og vi var ikke det mindste i tvivl om, at Amelia Garayoa var parat til at gå i aktion igen. Så vi kontaktede hende i Athen.“

„Var det så let?“

„Hvem har sagt, at det var let?“ svarede major Hurley gnavent. „Unge mand, De burde ikke være så utålmodig, men høre efter, for jeg har ingen tid at spilde.“

Jeg tav, for jeg frygtede, at jeg havde ødelagt majorens gode humør allerede her, inden han havde påbegyndt sin beretning.

‘Kommandant Murray modtog en rapport, hvori det var udførligt beskrevet, at Amelia Garayoa, som på det tidspunkt arbejdede sammen med den italienske modstandsbevægelse, havde henrettet en SS-oberst. Murray var overrasket over Amelias aktion, for selv om hun var blevet trænet i at dræbe, hvis det skulle blive nødvendigt, havde han ikke troet, at hun ville være i stand til det. Amelias skrøbelige ydre bedrog.

Murray besluttede at opfordre den unge spanske kvinde til at arbejde sammen med dem igen. I Athen kunne hun være til stor nytte ved at samarbejde med modstandsbevægelsen og levere rapporter om de tyske troppers stilling på de græske øer.

Baron von Schumann havde reserveret to værelser med indbyrdes forbindelse på Hotel Grande Bretagne. Det var ikke en hemmelighed for nogen, at frøken Garayoa var hans elskerinde, men han var så meget en gentleman, at han ikke udstillede deres forhold i fuld offentlighed. Hotel Grande Bretagne lå i Athens centrum, meget tæt på Akropolis.

Amelia nød turen op til de arkæologiske ruiner og beklagede i stilhed, at det nazistiske flag vajede oppe på Akropolis.

Max von Schumann havde travlt med at besøge de forskellige bataljoner og kontrollere de såredes tilstand samt det medicinske behov. Bagefter skrev han lange rapporter, som han sendte til Berlin, vel vidende, at kun få af hans krav ville blive opfyldt.

Hvad hverken Amelia eller de højtstående officerer, der var indlogeret på Hotel Grande Bretagne, havde nogen mistanke om var, at en af de tjenere, som betjente dem underdanigt i baren, var britisk agent.

Hans kodenavn var Dion. Endnu i dag er hans rigtige navn hemmeligstemplet.

Dion talte perfekt engelsk og tysk. Hans far var græker og havde arbejdet på den britiske ambassade. Dér lærte han ambassadørfruens personlige kammerpige at kende. Hun var ung, og de forelskede sig i hinanden, blev gift og fik et barn. Da den engelske ambassadør skulle udsendes til et nyt sted, blev den unge kammerpige hos sin mand i Athen. Hun var en dygtig kvinde, så hun fandt arbejde hos en tysk historiker, der tilbragte lange perioder i Athen. Han må have været et godt menneske, for han gav hende lov til at tage den lille Dion med på arbejde og morede sig med at lære drengen tysk, når han havde tid. På denne måde lærte Dion nogle sprog, der var nødvendige i hans profession. Han lyttede til de samtaler, som gæsterne førte, mens han lod, som om han ikke forstod noget. Og de snakkede bare i tillid til, at ingen forstod, hvad de sagde.

Kort efter Amelia og baronens ankomst gengav Dion i en af sine rapporter en samtale, som han havde overhørt.

„Det går ikke godt med krigen,“ sagde Max til Amelia.

„Vinder de allierede?“ spurgte hun uden at lægge skjul på, at det netop var, hvad hun ønskede.

„Er du ikke klar over, hvad det kan medføre?“

„Jo, Det Tredje Riges endeligt.“

„Englænderne burde begynde at blive bekymrede for russerne. Vi er englændernes naturlige allierede imod Stalin. Vi er nødt til at komme til forståelse med hinanden.“

„Hvad er det, du siger? Du ved godt, hvad jeg mener om Stalin, men i den her krig … her er han dog endt med at vælge den rette vej ved at gå imod Tyskland.“

„Han ønsker at udbrede kommunismen til hele Europa. Er det, hvad du gerne vil have?“

„Det jeg gerne vil have er Det Tredje Riges undergang.“

„Det er nødvendigt at tænke på fremtiden. Hitlers styre er kun en midlertidig tilstand, det skal nok lykkes os at skille os af med ham.“

„Hvornår, Max? Hvornår? Hverken du eller dine venner kan beslutte jer for at gøre noget for, at det skal ske.“

„Det er ikke rigtigt! Du ved, at det ikke er rigtigt. Men vi kan ikke foretage os noget uden støtte fra bestemte generaler, for i modsat fald ville vi fremkalde en større katastrofe.“

„Og nogle af disse generaler er bange for at kompromittere sig, og andre er fanatiske nazister, og imens bekymrer du dig om, hvad Stalin kan finde på at gøre i fremtiden. Ved du hvad? Selv om jeg bryder mig meget lidt om Stalin, ser jeg ham som en velsignelse.“

„Det må du ikke sige, Amelia! Det må du ikke sige.“

En eftermiddag, da Amelia satte sig i baren for at vente på baron von Schumann, kom Dion hen til hende for at betjene hende.

„En af Deres venner fra London vil gerne have Dem til at aflægge besøg i katedralen.“

Amelia blev nervøs, men beherskede sig straks.

„Hvad siger De? Jeg ved ikke, hvad De taler om.“

„Stol på mig. Beskeden er fra kommandant Murray.“

Da Amelia hørte dette navn, blev hun rolig igen.

„Hvornår skal jeg gå derhen?“ spurgte hun tjeneren.

„I morgen, omkring klokken elleve.“

„Er De …“

„Vi har talt tilstrækkeligt sammen.“

Den næste dag tog hun hen i Athens ortodokse katedral. Hun spadserede langsomt af sted, mens hun hele tiden kiggede sig omkring. Grækerne var afvisende over for besætterne, og hun så kun fjendtlige ansigter, hvor hun kom frem.

Mange af officererne var blevet indkvarteret i private hjem, så athenienserne var tvunget til at være værter for deres besættere.

Hun stod og betragtede katedralens helgenbilleder, da hun mærkede, at en mand stillede sig lige bag ved hende.

„De interesserer Dem måske for vores helgenbilleder?“ blev der spurgt på engelsk.

Hun vendte sig om og stod ansigt til ansigt med en præst, en høj mand med sort skæg og skinnende øjne samt langt hår, der var samlet i en hårpisk.

„Det der er Sankt Nikolaus,“ sagde han og pegede på et af billederne. „Ham vil De finde i alle vores kirker. Og det der er Sankt Jørgen. Men læg mærke til det billede dér af Jomfruen med barnet, det er et klenodie.“

Der var næsten ingen mennesker i kirken ud over nogle få kvinder, som gjorde korsets tegn for sig, inden de tændte et lys og stillede det foran et af helgenbillederne.

„Ud over kunst er De måske også interesseret i retfærdighed og sandhed?“ spurgte præsten med hæs stemme.

Amelia forsøgte at skjule den overraskelse, som spørgsmålet havde fremkaldt.

„Selvfølgelig,“ svarede hun.

„Så har vi måske fælles venner.“

„Det ved jeg ikke,“ sagde hun stille.

„Kom med, så vi kan snakke sammen.“

Hun fulgte med ham ud af katedralen. Der var koldt udenfor, men det syntes præsten ikke at bemærke. Amelia rystede af kulde.

„Vi samarbejder med Deres venner i London, og Deres venner har bedt mig spørge Dem, om De er interesseret i at genoptage samarbejdet. Kommandant Murray gratulerer Dem med det i Rom.“

„Det i Rom?“ Amelia blev forskrækket.

„Det er den besked, jeg skulle give Dem. Andet ved jeg ikke.“

„Hvem er De?“

„Kald mig Jorgos. Vi bryder os ikke om at have tyskerne her. Vi grækere har altid kæmpet mod dem, der har besat vores land. Spørg Xerxes eller Dareios.“

„Hvad siger de da?“

Præsten lo, fordi han havde overrasket hende.

„Vi slog perserne, da Perserriget var stort. Ved De, hvad der skete ved Thermopylæ? En lille hær med den spartanske kong Leonidas i spidsen gjorde front mod en kæmpestor persisk hær. Den persiske konge sendte besked til Leonidas om, at han skulle overgive sig, men takket være spartanerens afslag, og fordi han modstod det voldsomme persiske angreb, kunne grækerne senere besejre perserne ved Salamis. Ingen spartanere overlevede. Hvis vi ikke havde vundet ved Marathon eller havde ofret Thermopylæ, ville De i dag have været dækket af et sort slør og siddet og bedt med ansigtet vendt mod Mekka.“

„Jeg kan forstå, at De er meget stolt af at være græker.“

„Vesten skylder Grækenland alt det, den er.“

„Det ville jeg ikke have troet.“

„Måske fordi De ikke vidste det. Men sig mig nu, er De parat til at arbejde for Deres venner igen og for os?“

„Ja.“

Amelia var overrasket over den beslutsomhed, hvormed hun besvarede spørgsmålet. Måske var hun klar over, at hun efter at have dræbt oberst Jürgens havde taget et skridt ud ad en ukendt vej. Hun spurgte stadig sig selv, hvorfor hun ingen anger følte, hvorfor Jürgens’ ansigt ikke pinte hende, og hvorfor hun havde lyst til at le, når hun tænkte på, hvordan hun havde dræbt ham.

„Måske ses vi igen, måske ikke. Tag hen til Monastiraki i morgen, find en lille café, der hedder Akropolis – dér venter man på Dem.“

„Hvem?“

„En mand, der hedder Agamemnon. Han vil give Dem instruktioner. Men lad os nu tage afsked, og jeg peger i en bestemt retning, som om jeg fortæller Dem, hvilken vej De skal gå. Hvis De får brug for at tale med mig, så kom herhen i katedralen, jeg plejer at være her om formiddagen, dog ikke hver dag, men lad være med at spørge efter mig.“

„Jamen … er De rigtig præst?“

„En mand, der vier sit liv til Gud, må nødvendigvis bekæmpe Djævlen. Og gå nu.“

Hun følte en hemmelig glæde over, at kommandant Murray ikke bar nag til hende, fordi hun havde sagt nej til at arbejde videre for ham efter det, der var sket i Polen. Hun havde meddelt señora Rodríguez, Murrays agent i Madrid, at hun aldrig mere ville beskæftige sig med spionarbejde. Men det at dræbe oberst Jürgens havde givet hende mod på at fortsætte med at kæmpe i det skjulte. Hun sagde til sig selv, at hun var nødt til at fortsætte med at bekæmpe al den ondskab, hun så omkring sig. Når hun tænkte på det, der var sket i Polen, eller på mordet på Carla, følte hun en enorm vrede og ønskede at dræbe alle dem, der skabte denne ondskab.

Den eftermiddag forekom det baron von Schumann, at Amelia var meget åndsfraværende, som om intet af det, han fortalte, interesserede hende ret meget.

Amelia forsøgte at lade være med at se over på Dion, men alligevel kunne hun ikke lade være med at betragte ham ud af øjenkrogen. Det var klart, at han arbejdede for kommandant Murray. Og hun lo ad sig selv, da hun blev klar over at Murray aldrig havde haft i sinde bare at lade hende gå, idet han ikke blot havde sendt señora Rodríguez hen til hende i Madrid for at høre, hvordan hun havde det, men også havde kendskab til hvert eneste skridt, hun tog.

„I morgen har jeg tænkt mig at slentre en tur i Plaka-kvarteret,“ fortalte hun baronen.

„Jeg er ked af, at jeg ikke kan være mere sammen med dig, men i morgen skal jeg til Saloniki, hvor jeg skal være i tre eller fire dage. Kan du klare dig alene?“

„Selvfølgelig!“

„Men vær forsigtig, Amelia. Efter det i Rom er jeg sikker på, at de nærer mistillid til dig.“

„Jeg havde intet med drabet på Jürgens at gøre, og politiet har frifundet mig for enhver mistanke.“

„Men Jürgens’ ven hævder, at obersten havde en aftale med dig.“

„Tror du virkelig, at jeg ville have lavet en aftale med den mand?“

„Nej, det tror jeg ikke, men …“

„Du er nødt til at stole på mig.“

„Jeg har noget andet, jeg skal fortælle dig … jeg håber ikke, at du bliver vred.“

„Drejer det sig om Ludovica?“

„Ja … Hvordan kunne du vide det?“

Amelia forholdt sig tavs og ventede på, at han skulle fortsætte. Hun var ikke jaloux på Ludovica, for hun vidste, at Max von Schumann kun elskede hende.

„Da hun hørte, at jeg var i Grækenland, besluttede hun, at hun ville komme og besøge mig. Jeg har bedt hende om at lade være og om ikke at udsætte min søn for en rejses strabadser i krigstid, men jeg ved, at hun ikke vil høre på mig.“

„Når det drejer sig om Ludovica, så kan hun dukke op når som helst.“

„Jeg har lovet hende, at hvis hun ikke tager herned, kommer jeg og besøger Friedrich og hende i Berlin.“

„Du savner din søn, ikke sandt? Er Friedrich tre år nu?“

„Næsten fire, og jeg har knap nok set ham, siden han blev født, men jeg elsker ham af hele mit hjerte, ligesom du elsker din søn.“

„Ja, der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på Javier.“

„Lad os nu ikke sidde her og blive melankolske, men jeg vil bare gerne have, at du er på vagt, hvis Ludovica skulle dukke op.“

„Sidste gang jeg så hende, stod hun sammen med Ulrich Jürgens i foyeren på hotellet i Warszawa. De så ud til at være gode venner.“

„Vi vil ikke tale mere om Ludovica. I aften spiser vi middag ude i byen, hvad siger du til det?“

Amelia smilede, for at han ikke skulle bekymre sig, men det havde gjort hende trist til mode at tale om børn og tænke på Javier.

Hun turde ikke spørge Dion om, hvor den café lå, som præsten havde nævnt. Hun vidste, at hun ikke måtte vise denne mand nogen form for fortrolighed, da det ville være farligt for dem begge to, derfor forlod hun hotellet i god tid for at spadsere hen til Plaka-kvarteret, mens hun nød synet af Parthenon-templet, der rejste sig majestætisk oppe på Akropolis. Flaget med hagekorset vajede deroppe, til trods for at en eller anden græsk patriot hver dag begav sig ud på den selvmorderiske mission at bestige den hellige klippe i forsøg på at udskifte det med det græske flag. Det var lykkedes for en, men han havde måttet betale for sin bedrift med livet.

Det overraskede Amelia, at grækerne var så patriotiske, og et kort øjeblik misundte hun dem. Hun mindedes med vrede, hvordan det var i Spanien, hvor Franco kaldte alle, der havde forsvaret republikken, for fjender af fædrelandet, og hun sagde til sig selv, at hun foretrak at være antipatriot frem for at være patriot på den måde, som Franco personificerede. Med disse tanker ankom hun til Monastiraki, hvor hun vandrede lidt omkring og fandt den gamle café uden at behøve at spørge nogen om vej.

Bag en meget lille bardisk stod en mand, som netop var ved at servere en kop tyktflydende kaffe til en kunde. Han kiggede på hende uden at vise nysgerrighed, og hun ventede på, at han skulle blive færdig med at servere kaffen.

„Er det her Agamemnons café?“ spurgte hun bartenderen, da han havde forhørt sig om, hvad hun ønskede at bestille.

„Ja.“

„En ven af mig, der er præst, har bedt mig komme herhen.“

Manden gjorde tegn til hende om at komme med, og hun fulgte efter ham om bag disken og bag et sort forhæng, som delte det lille lokale i to. Bag forhænget var der fyldt med kasser og flasker, og der var knap nok plads til to personer.

„Deres venner i London,“ sagde manden, der talte engelsk til hende, „vil gerne have Dem til at affotografere alle de dokumenter, De kan få fat i om projekter, troppebevægelser, ja, alle de følsomme oplysninger, der kan være af interesse.“

„Ikke andet?“

„Det er, hvad de ønsker lige nu. Værsgo, jeg skulle give Dem det her. Det er et mikrokamera. Og i denne kuvert er de oplysninger, De skal bruge til kodning af rapporterne. Vær forsigtig.“

„Hvor skal jeg aflevere rapporterne?“

„De skal kun komme herhen i cafeen, hvis De ikke kan aflevere dem til Dion. De kan også gå hen i katedralen med dem, hvor præsten kommer en gang imellem.“

„Hvad mere ønsker de i London?“

„At De samarbejder med os. På grund af Deres forhold til Max von Schumann kan De være os til stor nytte.“

„Udmærket.“

„Måske får vi meget snart brug for Dem til en operation.“

„Vær venlig at vende Dem om,“ bad hun manden.

Han adlød, og hun skjulte kameraet i sin bh. Derefter tog de afsked.

Da hun var nået tilbage til hotellet, gik hun ind på Max’ værelse. Da der var en dør imellem deres værelser, havde hun ingen problemer med at komme derind. Hun ledte i hans skab uden at finde andet end hans tøj, og hun kiggede i skrivebordsskufferne, hvor der heller ikke var noget interessant. Hun måtte vente, indtil han kom tilbage, med at affotografere de dokumenter, han havde i sin mappe. Det havde hun gjort i Warszawa. Men da hun var ivrig efter at komme i gang med arbejdet, skrev hun et resumé af alle de samtaler, hun havde haft med baronen om krigens gang, inklusive nogle data, som hun tænkte kunne være af strategisk interesse for London. Hun brændte efter at være til nytte.

Max ringede til hende fra Saloniki og meddelte, at han tog til Berlin i to dage.

„Jeg er ked af det, men jeg har fået ordre til at melde mig i hovedkvarteret. De synes åbenbart ikke om mine rapporter og siger, at jeg er for pessimistisk. Jeg formoder, at jeg skal forskønne virkeligheden for at tilfredsstille dem. Vær nu forsigtig med, hvad du foretager dig.“

Det begyndte at irritere hende, at Max hele tiden bad hende være forsigtig. Men hun kunne vanskeligt bebrejde ham det. Han troede altid på hende, og han var aldrig mistroisk over for hende til trods for beviserne.

Indtil baronen vendte tilbage, brugte Amelia tiden på at lære byen at kende. Hun spadserede utrætteligt rundt og fortabte sig i Athens snoede gader.

Da hun en eftermiddag vendte tilbage efter en af sine spadsereture, meddelte portieren hende, at baron von Schumann sad inde i hotellets bar sammen med to andre herrer.

Amelia skyndte sig derind, for hun havde savnet ham. Max sad og snakkede muntert med sin adjudant Hans Henke og en anden officer, som hun ikke kendte. Han var iført marineuniform.

„Åh, så kom du endelig, kæreste!“ Max skjulte ikke sin glæde over at se hende. „Du kender allerede min gode ven kommandant Henke, men lad mig præsentere dig for korvetkaptajn Karl Kleist.“

Kaptajnen stillede sig ret foran hende og kyssede hendes hånd. Amelia måtte erkende, at han var en meget tiltrækkende mand.

„Jeg har glædet mig meget til at møde Dem, frøken Garayoa.“

„Kaptajn Kleist hjalp os en hel del i Warszawa. Han gjorde alt, hvad der var muligt, for at … altså, for at få dig ud af Pawiak-fængslet,“ sagde Max en smule forlegent.

„Lad os glemme disse ubehagelige ting! Vi er i Athen nu! Lad os nyde det privilegium at kunne sidde og kigge op på Parthenon-templet,“ indskød kaptajn Kleist. „Og kald mig endelig Karl. Jeg håber, at vi er venner.“

„Mange tak,“ svarede Amelia smilende.

Mændene fortsatte straks den samtale, de havde været opslugt af inden Amelias ankomst. Så vidt hun kunne forstå, rejste kaptajnen ofte til Sydamerika. Og på et tidspunkt omtalte han en rejse, han havde foretaget for nylig til Spanien, helt konkret Bilbao, og da kunne hun ikke lade være med at vise sin interesse.

„Kender De Spanien?“

„Ja, jeg kender Deres land og holder meget af det. Deres efternavn er baskisk, ikke sandt?“

„Jo, min far var basker.“

„Jeg har mange gode venner i Baskerlandet.“

Amelia spurgte ikke om mere. Hun vidste, at den bedste måde at skaffe sig oplysninger på var ved at lytte, at lade mændene snakke løs og glemme, at hun var til stede. Men Kleist var alt for rutineret og professionel til at begå fejl og til at stole på en fremmed kvinde, hvor meget hun så end stod i gæld til ham, fordi han havde hjulpet baron von Schumann med at få hende ud af Pawiak-fængslet.

Hun måtte vente, indtil hun var blevet alene med Max, i nattens fortrolighed, til at forhøre sig mere præcist om kaptajn Kleists aktiviteter.

„Han er en dygtig soldat. Han bryder sig ikke om det, der sker lige nu, han … altså, han har altid været loyal over for admiral Canaris og kaptajn Oster.“

„Men han adlyder ordrer ligesom alle andre, ikke sandt?“

„Det har vi diskuteret mange gange,“ svarede Max med en træt mine.

Amelia tav. Det, hun var mindst interesseret i netop på det tidspunkt, var en diskussion med Max. Hun havde brug for oplysninger.

„Du har ret, undskyld. Hvad er det helt nøjagtigt, at kaptajn Kleist beskæftiger sig med?“

„Hold nu op, Amelia! Jeg kan da virkelig ikke tro, at du ikke er klar over det!“

„Arbejder han for efterretningstjenesten?“

„Han har til opgave at skaffe råstoffer fra Sydamerika; uden dem ville Tyskland have meget svært ved at føre denne krig: platin, zink, kobber, træ, glimmer …“

„Jeg vidste ikke, at Tyskland fik ting fra Sydamerika, jeg har altid troet, at det var nogle meget fattige lande.“

„Nej, de er ikke fattige, men de er blot så uheldige at have korrupte regeringer. Jeg tror ikke, de har vundet noget ved ikke at være kolonier længere.“

„De har måske nok mange råstoffer, som du siger, men for Spanien var kolonierne en stor udgift,“ sagde Amelia blot for at sige noget.

„Det er rige lande, Amelia, meget rige. De har kobber, olie, ædelsten, træ, zink, kinin, antimon, platin, glimmer, ja selv lever.“

„Lever? Hvad mener du …“

„Kleist blev netop bedt om at gøre, hvad han kunne, for at skaffe os endnu mere. Har jeg aldrig fortalt dig det? Af udtræk fra lever fremstiller vi et tonikum, et fortræffeligt styrkende middel til stødtropperne og ubådssoldaterne. Måske skulle jeg tage en flaske med hjem til dig.“

„Føj, hvor ækelt! Jeg kunne bestemt ikke tænke mig at indtage et leverekstrakt.“

„Ikke desto mindre er det et meget effektivt middel. Jeg ville ønske, at vi kunne skaffe tilstrækkeligt med leverekstrakt til at fremstille dette middel og udlevere det til hele den tyske hær! Jeg kan forsikre dig om, at det er meget effektivt til at bekæmpe træthed og give mændene kræfter.“

„Og platin? Hvad skal I med platin? Jeg kan slet ikke forestille mig, at man i krigstid bekymrer sig om at skaffe platin til juvelererne. Hvem har penge til at købe smykker nu?“

„Platin kan bruges til andet end fremstilling af ringe og halskæder,“ svarede Max leende. „Man bruger det til fremstilling af salpetersyre, varmeapparater, fibre, optisk glas … Jeg vil ikke kede dig med en hel forelæsning om anvendelsen af platin. Nogle sømænd, der arbejder for os på de spanske handelsskibe, fremstiller metalbånd, som man bruger til forstærkning af trækister, møbler og store kufferter. Men i stedet for stål, som er det almindelige, bruger de platin, som de maler sort for at skjule, at det er platin, og når skibet så skal igennem den britiske kontrol ved Trinidad, bemærker ingen, at disse bånd faktisk er af platin.“

„Mine landsmænd er sandelig opfindsomme!“

„Ja, det er de.“

„Og kaptajn Kleist står for organiseringen af dette smugleri.“

„Netop, men Kleist optræder også som en velhavende handelsmand. Han har startet virksomheder i Sydamerika for at sikre levering af disse varer. Han er en uvurderlig mand, og mange liv afhænger af ham.“

Pludselig blev Max tavs og gik hen og stillede sig foran Amelia, mens han betragtede hende foruroliget.

„Hvad er der i vejen, Max? Hvorfor kigger du sådan på mig?“

„Jeg vil gerne … jeg beder dig om ikke at lyve for mig …“

„Lyve for dig? Hvorfor skulle jeg dog gøre det? Jeg ved ikke, hvad du mener …“

„Har du stadigvæk kontakt med … med … briterne?“

„For guds skyld, Max! Du ved jo, at min kontakt med briterne skyldtes mit forhold til Albert James, og det eneste, jeg gjorde, var at videregive meddelelser fra den modstandsgruppe, du var med i før krigen. Og hvis du gerne vil vide det, har jeg ikke set Albert James siden dengang.“

„Du havde et godt forhold til lord Paul, og han er en nøglefigur i Admiralitetet.“

„Nu overrasker du mig, Max. En intelligent mand som dig burde vide, at lord Pauls tillid til mig skyldtes mit forhold til Albert. Men under alle omstændigheder sårer din mistro mig.“

Amelia vendte sig om og håbede, at hun havde været overbevisende nok. Det var svært for hende at lyve over for Max von Schumann, fordi hun var forelsket i ham, og når hun handlede bag ryggen på ham, skyldtes det hendes overbevisning om, at Max stræbte efter det samme, som hun gjorde, nemlig en afslutning på krigen, Det Tredje Riges endeligt og et nyt Europa, hvor de allierede ville bringe Franco til fald, og republikken igen ville blive genindført. Hun sagde til sig selv, at når hun løj for ham, var det til hans eget bedste – som drejede det sig om et barn. Max holdt stædigt fast på sit æreskodeks, og hvor meget han end foragtede Hitler, ville han aldrig gøre noget, der kunne skade Tyskland. Hun tænkte ikke på den måde: Hun ville med glæde forråde Francos Spanien tusind gange, hvis hun dermed kunne gøre det af med diktatoren. Sådan forstod hun det at være loyal over for sit land og over for de ideer, som havde ført hendes far til henrettelsesmuren.

„Jeg er ked af det, Amelia. Det var ikke min mening at såre dig.“

„Jeg har aldrig arbejdet for briterne, Max, aldrig. Jeg var bare bydreng og benyttede mit forhold til Albert til at hjælpe dig og dine venner i månederne før krigen. Du rejste oven i købet selv til England for at tale med lord Paul. Du har intet at bebrejde mig.“

Han omfavnede hende og bad om forladelse. Han var så forelsket i hende, at han ikke kunne se løgnen i hendes øjne.

I de følgende dage indsamlede Amelia flere oplysninger ved at indlede samtaler med Max, men også med hans adjudant Hans Henke, der tilsyneladende var en stor beundrer af kaptajn Karl Kleist, som var flyttet fra Grækenland til Spanien og havde mange samarbejdspartnere blandt sømænd på de spanske handelsskibe.

„Og spanierne tilbyder altså at samarbejde åbent med … den tyske efterretningstjeneste?“ spurgte hun med påtaget naivitet.

„Mange gør det for pengenes skyld, andre gør det af ideologiske grunde, dog tilskyndet af en god betaling. Men det er slet ikke så let for dem, for i besætningerne på de spanske handelsskibe er der mange baskere, som arbejder for deres præsident Aguirre, der er gået i eksil i New York.“

„Og hvad laver så de sømænd, der arbejder for Aguirre?“

„Det samme som de andre: spionerer, videregiver oplysninger til de allierede om skibenes last og passagererne, og de udpeger de besætningsmedlemmer, de tror arbejder for os, hvad som helst, som måtte være af interesse.“

„Den spanske handelsflåde er altså en hel spionrede,“ konkluderede Amelia.

„Mere eller mindre.“

„Og de baskiske sømænd arbejder for præsident Aguirre.“

„Ikke dem alle, nogle arbejder for os. Deres præsident har stillet sit parti, det baskiske nationalistparti, PNV, i de allieredes tjeneste i det håb, at hvis de allierede vinder krigen, vil de betale tilbage ved at anerkende Baskerlandet som en selvstændig nation.“