FRIEDRICH

 

1

Berlin overraskede mig. Jeg syntes, det var en af de mest interessante af de byer, jeg havde besøgt. Fuld af liv, avantgardistisk, grænseoverskridende, smuk. Jeg forelskede mig i den, tre timer efter at jeg var landet og havde bedt en taxachauffør give mig en rundtur i byen.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg besluttede, at jeg selv ville forsøge at finde frem til et medlem af familien von Schumann, hvis der stadig var nogen i live. Jeg sagde til mig selv, at hvis mit forsøg mislykkedes, ville jeg ringe til professor Manfred Benz. Hotellets receptionist lånte mig en telefonbog, og til min store overraskelse fandt jeg flere, der hed von Schumann. Jeg valgte at ringe til den første i telefonbogen.

Jeg krydsede fingre for, at de talte engelsk. En stemme, der lød meget ung, svarede i den anden ende, og jeg spurgte efter Herr Friedrich von Schumann.

„Åh, De vil tale med min bedstefar! Han bor ikke her mere. Vil De tale med min mor?“

Barnet talte engelsk med kraftig tysk accent. Jeg talte selvfølgelig engelsk med spansk accent, men vi forstod hinanden udmærket. Jeg var fristet til at svare ja, at jeg gerne ville tale med hans mor, men mit instinkt sagde mig, at det var bedst at lade være.

„Nej, det er lige meget, jeg har sikkert fået fat i det forkerte nummer, da jeg slog op i telefonbogen.“

„Hvis De slår op i telefonbogen under ‘F’ før von Schumann, så kan De finde min bedstefars nummer.“

Jeg fandt nummeret og ringede op. Jeg må indrømme, at min puls steg ved tanken om, at Friedrich von Schumann måske virkelig var i live, en anden ting var, om han ville tale med mig.

En dyb stemme nåede frem til mig gennem telefonlinjen.

„Goddag, jeg vil gerne tale med Herr von Schumann.“

„Hvem taler jeg med?“

„De kender mig ikke, men jeg tror nok, at De har kendt en person, jeg er i familie med, nemlig min oldemor.“

Der var stille på linjen, som om manden med den dybe stemme tænkte over det, jeg havde sagt.

„Hvem er De?“ spurgte han så.

„Mit navn er Guillermo Albi, og jeg er oldebarn af Amelia Garayoa.“

„Amelia …“ Den dybe stemme blev til en mumlen.

„Ja, Amelia Garayoa, hun … jeg tror nok, at hun kendte Herr Friedrich von Schumann.“

„Hvad vil De?“ Denne stemme gjorde indtryk.

„Hvis Herr von Schumann kan afse et par minutter, så skal jeg forklare ham det personligt.“

„Jeg er Friedrich von Schumann. Hvis De vil, kan De komme og besøge mig klokken tre i eftermiddag. Nu skal De få adressen.“

Da jeg lagde røret på, kunne jeg næsten ikke tro, at jeg havde været så heldig. Det fejrede jeg ved at forære mig selv en spadseretur i Berlin, udstyret med det kort, som jeg havde fået af receptionisten. Jeg gjorde som alle andre turister: tog et billede med Brandenburger Tor i baggrunden, fandt det berømte Checkpoint Charlie, forsøgte at finde rester af muren …

Adressen var i det tidligere Østberlin. Huset lå i et nydeligt og velholdt kvarter med et par kunstgallerier i den samme gade. Det lignede et pænt borgerligt kvarter i enhver anden europæisk by.

Da jeg ringede på klokken til lejligheden på anden sal, mærkede jeg, at mit hjerte igen begyndte at banke hurtigere. Døren blev åbnet af en mand med fuldstændig hvidt hår og meget blå øjne. Han var klædt i sorte bukser og en rullekravesweater, der også var sort. Jeg skød på, at han måtte være omkring halvfjerds år.

Manden betragtede mig nysgerrigt et øjeblik, inden han rakte en hånd frem.

„Jeg er Friedrich von Schumann.“

„Og jeg er Guillermo Albi. Det glæder mig meget, at De ville tage imod mig.“

„De har vakt min nysgerrighed. Kom indenfor.“

Han førte mig ind i et værelse, hvor væggene var beklædt med bøger. En åbentstående skydedør førte ind i et bibliotek.

„Værsgo at sidde ned,“ sagde han og pegede på en lænestol på den anden side af bordet. „De er altså Amelias oldebarn; så må Javier være Deres bedstefar, ikke sandt?“

„Jo, min morfar hed faktisk Javier.“

„Fortæl mig nu, hvad De ønsker.“

Jeg fortalte ham om, hvordan jeg i længere tid havde efterforsket Amelias liv, hvem der havde hjulpet mig, hvilke lande jeg havde været nødt til at rejse til, og at det sidste spor havde ført mig til Berlin.

„Og De må være søn af baron von Schumann, Max, min oldemors kæreste.“

„Det er rigtigt, men lad venligst være med at omtale min far og Amelia som kærester, deres forhold var meget mere end det. For mig var Amelia også min mor, den eneste mor, jeg rent faktisk har kendt. Og nu dukker De så pludselig op og fortæller, at Amelias kusiner Laura og Melita har givet Dem til opgave at skrive hendes historie … Hun holdt meget af dem, især af Laura. Jeg lærte dem aldrig at kende, men hun viste mig fotografier af dem og af sin søster Antonietta.“

Jeg bad ham hjælpe mig, for uden hans samarbejde ville jeg få svært ved at komme videre. Inden han svarede mig, rejste han sig op og spurgte, om jeg ikke havde lyst til noget at drikke. Så gik han ud af værelset, og da han vendte tilbage, fulgtes han med en kvinde på sin egen alder.

„Ilse, det her er Amelias oldebarn.“

Kvinden gav hånd til mig og smilede. Hun så meget venlig ud, akkurat som man forventer, at en bedstemor skal se ud. Hun var ret høj, og til trods for sin alder var hun stadig rank. Hendes hår var lige så hvidt som Friedrichs.

„Min kone var også nysgerrig efter at møde Dem. Hun kendte Amelia og holdt meget af hende.“

„Hun var en meget modig kvinde! Jeg lærte en masse af hende.“

„Ja, hun må have været meget modig,“ svarede jeg, ivrig efter at høre mere.

Ilse forlod værelset og vendte tilbage med en bakke, hvorpå der stod en flaske whisky og en skål isterninger.

„Bare kald på mig, hvis I får brug for mig og … måske har De lyst til at spise middag sammen med os …“

„Jeg vil ikke være til ulejlighed …“

„De er Amelias oldebarn, så for mig er det, som var vi i familie, desuden … så skylder jeg Amelia mit liv,“ sagde Ilse.

Jeg var helt euforisk. Ikke blot havde jeg fundet Friedrich, men han syntes også at være parat til at samarbejde, og hans sympatiske kone havde netop fortalt mig, at Amelia havde reddet hendes liv. Altså forberedte jeg mig på, at de måske begge to ville overraske mig.

Friedrich lyttede opmærksomt, da jeg fortalte, hvad jeg havde fundet ud af om begivenhederne i Egypten.

„Jeg tror, det var den lykkeligste tid i min barndom, og måske i hele mit liv. Hvis det havde været op til mig, ville jeg være blevet boende i Cairo og aldrig være vendt tilbage til Tyskland,“ fortalte han som indledning.

„Hvor gammel var De da?“

„Da vi vendte tilbage, tror jeg, at jeg har været omkring seks år.“

„De kan altså godt huske, hvad der skete i den periode.“

„Mere eller mindre, selv om mine senere erindringer naturligvis er meget mere konkrete. Min kone Ilse kan også fortælle Dem om Amelia. Som De hører, holdt hun meget af hende. Faktisk lærte jeg Ilse at kende gennem Amelia, da vi begge gik på universitetet. Jeg studerede medicin, jeg havde altid villet være læge ligesom min far, og Ilse studerede fysik. Men inden jeg fortæller Dem mere, vil jeg have Dem til at give mig Deres ord på, at De vil behandle oplysningerne med forsigtighed. De har fortalt mig, at De er journalist og … ja, jeg bryder mig ikke ret meget om journalister, jeg har ikke særlig stor tiltro til folk inden for Deres profession.“

„Det undrer mig ikke, jeg har det på samme måde.“

Friedrich von Schumann kiggede forbløffet på mig, og så brød han ud i latter.

„Godt, så har vi i det mindste noget til fælles, ud over Amelia.“ Han blev alvorlig igen. „Selv om det er over tyve år siden, at Muren faldt, så lever vi, der voksede op med Muren, stadig med den inde i vores hoved. Det, jeg nu vil fortælle Dem, drejer sig ikke blot om Amelia, men også om mange andre personer, som ikke ville bryde sig om, at det kom frem, hvad de foretog sig engang. Og de har krav på, at man respekterer deres hemmeligheder, deres privatliv. Derfor oplyser jeg Dem ikke om deres rigtige navne, og desuden må intet af det, jeg fortæller Dem, komme til kendskab for nogen uden for familiens kreds. Ikke noget med at falde for fristelsen til at offentliggøre historien om Deres oldemors liv. Hvis De ikke vil skrive under på det, fortæller jeg Dem ingenting.“

Jeg accepterede alle betingelserne og underskrev et dokument, som han selv satte op.

„For mig burde det være tilstrækkelig garanti, når en mand giver sit ord, men desværre har livet lært mig, at det kodeks for opførsel, som min far indskærpede mig, ikke gælder længere.“

Når jeg så på ham, forestillede jeg mig Max von Schumann. For Friedrich havde den kropsholdning, de manerer og den væremåde, som man forventede af en aristokrat. Oven i købet havde han fået dobbelt portion, for hans mor, grevinde Ludovica von Waldheim, havde også sat sit aftryk på ham.

„De arvede selvfølgelig Deres forældres titler, så De er vel baron, ikke?“ spurgte jeg nysgerrigt.

„Jo, jeg arvede både min fars og min mors titel. Jeg tror nok, at jeg er den eneste overlevende fra de to familier. Men for mig betyder titlerne intet, absolut intet, for De må huske på, at jeg voksede op i et kommunistisk land. Det ville være underligt for mig, hvis nogen havde kaldt mig ‘baron’. Nej, titlen betyder virkelig intet for mig og heller ikke for mine børn.“

Klokken var næsten fire, da Friedrich gik i gang med at fortælle, hvad han huskede.

‘Jeg husker endnu kulden den dag, vi ankom til Berlin. Men især husker jeg det indtryk, som kontrollen i lufthavnen gjorde på mig. Dengang var forholdet mellem russerne og de øvrige allierede meget anspændt, og selv om Muren endnu ikke var rejst, eksisterede der en psykologisk mur. Der var allerede forskelle mellem det Berlin, som russerne kontrollerede, og resten af byen, som var i hænderne på de allierede. Vores hus lå uheldigvis på den russiske side, men tæt ved den amerikanske zone, faktisk fandtes der en usynlig grænse. Fra vores vinduer kunne vi se ind i den amerikanske sektor, ja, vi kunne næsten røre ved den.

Det var ikke familiens bedste hus, men en udlejningsejendom, som havde givet gode indtægter før krigen. Da vi ankom til vores lejlighed og forsøgte at komme ind, opdagede vi, at vi ikke kunne låse op med vores nøgle, da nogen havde udskiftet låsen. Amelia ville have fat i portnersken for at bede hende om en forklaring, men en beboer meddelte os, at portnersken ikke boede der længere, at hun var rejst over til en datter i Vestberlin, og at vores lejlighed var blevet givet til en anden familie. Kvinden fortalte også, at russerne var i gang med at udarbejde en opgørelse over de tomme lejligheder og deres ejere, og at de, når de ikke kunne finde ejerne, konfiskerede lejlighederne og stillede dem til disposition for folket. De kan sikkert godt forestille Dem, at der i Berlin i 1948 var mange mennesker, som intet ejede, som havde mistet alt under bombardementerne. De sovjetiske myndigheder anbragte deres egne folk, medlemmer af det, der senere blev til kommunistpartiet, i de bedste lejligheder, de stødte på. I vores lejlighed boede en mand, som samarbejdede med russerne vedrørende administration af deres del af byen. Manden boede der sammen med sin kone og to børn, som på det tidspunkt ikke var hjemme. Alle vores møbler, meddelte nabokonen en anelse hånligt, var blevet opmagasineret i et rum i husets kælder, hvor der ikke var ret meget plads, og som af beboerne blev brugt til pulterrum. Før krigen brugte portneren rummet til opbevaring af skraldespande og redskaber, og her stillede børnene deres cykler, og beboerne opstablede deres gamle møbler, som de ikke lige ville skille sig af med. Man kom ned i kælderen ad en lille trappe ved siden af en repos, hvor der kun var én dør, nemlig døren ind til portnerens bolig, der ikke kunne ses af folk, når de trådte ind i opgangen. Selve portnerlogen lå ved siden af elevatoren og var et lille rum, hvor der kun lige var plads til et bord og to stole.

Alt det her fortæller jeg, fordi nabokonen fortalte os, at hun havde fået at vide, at hvis vi vendte tilbage, kunne vi flytte ind i portnerboligen. Det var formodentlig hende, der var blevet udpeget til at opbevare nøglen.

Min far sagde ikke noget, for han ville aldrig have nedværdiget sig til at vise følelser over for en nabokone, og Amelia så også ud til at være helt upåvirket, som om det, vi oplevede, var det naturligste i verden, og som om min far ikke ejede hele ejendommen. Han tog imod den nøgle, som nabokonen udleverede, og vi trådte ind i portnerboligen uden at vide, hvad vi ville finde.

Lejligheden var tom, der var ingen møbler, og der var ingen spor efter dens tidligere beboere. Der var støv og snavs overalt på gulvet og i vinduerne, som vendte ud mod den lille have, hvortil der var adgang fra opgangen.

Min fars ansigt var fyldt med vrede.

„Her kan vi ikke blive,“ sagde Max.

„Det er vi nødt til,“ svarede Amelia.

„Nej, det er vi ikke. Vi går straks til de sovjetiske myndigheder for at få dem til at give mig det tilbage, der er mit. Denne ejendom tilhører mig, det er det eneste af min families huse, der står endnu. Jeg har skødet på ejendommen, de kan ikke smide mig ud af mit hus.“

„Du ved ikke, hvordan de sovjetiske myndigheder er, Max, de vil ikke give os den tilbage.“

„Vi tager derhen med det samme,“ forlangte han, selv om vi var meget trætte efter rejsen.

„Måske skulle vi tale med Albert James og spørge, om amerikanerne kan lægge pres på dem.“

„Det er mit hus, Amelia, og de kan ikke tage det fra mig. Hvis du ikke tager med mig, gør Friedrich det, han er også i stand til at skubbe kørestolen.“

Jeg så bedrøvet over på Amelia. Jeg kunne ikke lide at se dem diskutere, og jeg frygtede, at de ville begynde at skændes, men det skete ikke. Amelia trak på skuldrene, og vi begav os hen til den bygning, hvor russerne havde oprettet deres hovedkvarter.

Ingen syntes at vide noget om noget, kun at der var givet ordre til, at de huse, som ikke var ødelagte, og som havde tomme lejligheder, skulle stilles til disposition for dem, der kunne godtgøre, at deres egne huse var blevet ødelagt, og derfor ikke havde noget sted at bo. Hvis vi havde ladet lejligheden stå tom i mere end to år, så var det nok, fordi vi ikke havde brug for den, og derfor kunne vi ikke gøre noget krav gældende. Og hvis vi oven i købet havde en anden lejlighed i samme ejendom til rådighed, hvad var der så at klage over? Var vi måske for fine til at bo dér, hvor portnersken havde boet? Mente vi måske, at vi var bedre end hende?

Min far meddelte, at han ville indsende en skriftlig klage, og krævede, at han kom til at tale med den person, der havde ansvaret for sagen, men hans protester var forgæves.

Amelia accepterede situationen med en resignation, der overraskede mig. Da vi kom tilbage til lejligheden, sendte hun mig hen i en butik i nærheden for at købe nogle rengøringsartikler. Mens jeg var væk, gik hun ned i kælderen for at se, om det nu også virkelig var vores møbler, som stod dernede.

Lejligheden var lille og bestod kun af en stue, et køkken, et mikroskopisk badeværelse samt to værelser, så det tog ikke ret lang tid at gøre den ren. Det Amelia var mest bekymret for var, hvordan vi skulle få møblerne op fra kælderen, men så fik hun en idé.

„Følg med mig ud på gaden, Friedrich. Jeg har set nogle knægte stå og hænge her i nærheden. Vi giver dem et par mønter, hvis de vil hjælpe os.“

Vi kunne ikke få alle møblerne op, for nogen af dem var meget tunge, og andre var der ikke plads til, så vi måtte nøjes med det allermest nødvendige. Det var blevet aften, da Amelia erklærede, at indflytningen var slut. Min far sagde næsten ingenting, så fortvivlet var han.

„Heldigvis har vi nu penge at leve for i et godt stykke tid,“ sagde Amelia.

„Her bliver vi ikke,“ erklærede min far uden ret megen overbevisning.

„Vi bliver her, indtil tingene er gået i orden, og det er slet ikke så dårligt. Lejligheden er ren, og der ser helt anderledes ud her med vores møbler. Måske skulle vi male lejligheden. Jeg kan selv gøre det med Friedrichs hjælp.“

„Skal vi selv male lejligheden?“ spurgte jeg vantro.

„Hvorfor ikke? Det kunne da være sjovt.“

Min far protesterede. Han sagde, at så ville vi være nødt til at have vinduerne til at stå åbne, og det ville blive alt for koldt. Men hun holdt fast på sit. Vi ville få det meget bedre med rene vægge malet i lyse farver.

Jeg fulgte med hende hen til en butik, hvor hun til sidst valgte at købe tapet til at tapetsere væggen med. Manden, der solgte os tapetrullerne, sagde, at vi ikke kunne gøre det selv, og at han for en beskeden sum godt ville hjælpe os. Amelia tog imod tilbuddet, men pruttede om prisen, indtil manden erklærede sig besejret.

Tre dage senere var lejligheden helt forandret, og det måtte selv min far erkende.

„Kan du se? Det var en god idé at tapetsere i stedet for at male, for så lugter der ikke af maling,“ sagde Amelia.

Og den lejlighed blev vores hjem, det sted, hvor jeg boede, indtil jeg giftede mig med Ilse. Jeg tror, at den lejlighed på en eller anden måde bestemte vores skæbne, for mange af de ting, der skete, ville have været umulige, hvis vi ikke havde boet netop dér.

Russerne forvaltede Berlin ligesom resten af det Tyskland, der tilhørte dem, og modsætningerne mellem den russiske zone og de andre zoner, der var i hænderne på amerikanerne, englænderne og franskmændene, tilspidsedes dag for dag. Jeg behøver nok ikke at minde Dem om krisen i 1948. Amerikanerne og englænderne havde skabt en bizone i Vesttyskland, som Frankrig sluttede sig til, hvorved der dannedes det, som kaldtes en trizone med en grundlovgivende forsamling og en forbundsregering. Men det var ikke det, der fremkaldte krisen, det var derimod den valutareform, som var et stort problem for russerne og fik dem til at svare igen med deres egen valutareform og med blokaden af Berlin fra juni 1948 til maj 1949. Amerikanernes modtræk mod den sovjetiske blokade var at etablere en luftbro. I virkeligheden var delingen af Tyskland begyndt meget tidligere, nemlig på Jalta-konferencen, og måske oven i købet endnu før, på Teheran-konferencen, da amerikanerne, englænderne og russerne besluttede at opdele Tyskland i besættelseszoner. De havde omtegnet kortet ved at flytte grænsen mellem Tyskland og Polen, og alt, hvad der havde været det centrale Tyskland, kom nu til at udgøre en del af det sovjetiske imperium, således at Berlin kom til at ligge som en ø med fire administratorer, men i hjertet af det Tyskland, der var i hænderne på russerne.

På samme måde som eftergivenhedspolitikken over for Hitler havde været en katastrofe, begyndte de vestlige stormagter at gøre det samme over for Stalin, idet de tillod ham at misligholde alle aftaler fra Jalta-konferencen, for eksempel at de befriede folk selv skulle beslutte, hvordan de ønskede at blive styret. Det valg gav Stalin dem ikke. Det var en del af aftalen, som han ikke havde tænkt sig at overholde.

Nogle aviser forsvarede det med, at man måtte forstå, at Stalin ønskede sig ‘sikre’ grænser, og at denne besættelse af sikkerhed var det, der fik ham til at gennemføre en bestemt politik.

Men jeg vil ikke underholde Dem med politiske analyser. I den lille lejlighed var det vanskeligt at undgå at høre de lange samtaler og diskussioner mellem Amelia og min far.

Inden man afbrød forbindelsen mellem vores Berlin og de allieredes Berlin, kom Albert James ofte på besøg.

For mig var Albert James som en onkel, der kom med slik og engelsk og amerikansk legetøj, som mine venner misundte mig. Han plejede at spille skak med min far, og de talte om politik og diskuterede fremtiden.

Under et af sine besøg fortalte Albert dem, at han gerne ville komme med et forslag til dem. Faktisk var det et forslag til Amelia.

„Vi har brug for øjne i denne del af Berlin.“

„Øjne? Til hvad?“ spurgte Amelia.

„Uden Sovjetunionen ville vi ikke have vundet krigen, men vi er godt klar over, at vi har forskellige interesser. Churchill har sagt, at russerne er i gang med at sænke et ‘jerntæppe’ mellem deres zoner, og han har ret. Vi har brug for at vide, hvad der sker.“

„Nu er det altså russerne, der er blevet vores fjender.“ Min fars stemme var fuld af ironi.

„Vi har forskellige interesser. Russerne kan blive en fare for os alle … det har vi snakket om tidligere.“

„Hvad er det, du ønsker, Albert?“ spurgte Max ligeud.

„Jeg vil gerne have jer til at arbejde for OSS, til at slutte jer til os, til vores gruppe her.“

„Nej, det er slut,“ svarede han kategorisk.

„Jeg vil i det mindste gerne have, at I tænker over det.“

„Der er ikke noget at tænke over,“ fastslog Max.

„Hvad skulle vi foretage os?“ spurgte Amelia uden at se over på Max.

„Det fortæller jeg, hvis I siger ja til mit forslag, og vores venner, englænderne, vil ikke have noget imod, hvis du arbejder for os, Amelia.“

„Jeg tilhører ikke englænderne,“ svarede hun vredt.

„Det ved jeg, men de opfatter dig som deres agent, selv om du arbejdede for os i Cairo. Under alle omstændigheder har vi et glimrende forhold til hinanden, vi er i samme båd.“

Da Albert var gået, begyndte Amelia og min far at diskutere.

„Du holder af at leve livet farligt, er det ikke rigtigt? Du er ikke i stand til at leve som et almindeligt menneske, du kan bedst lide at bevæge dig på afgrundens rand. I Cairo sagde du til mig, at du var færdig med den slags arbejde.“

„Vi er nødt til at være realistiske, Max. Hvad skal vi leve af, når pengene fra Cairo slipper op?“

Der gik flere dage, hvor Max næsten ikke snakkede med Amelia. Det skete kun, når jeg var til stede, og jeg led ved at se dem lide.

Jeg tror, det var i maj, inden russerne afskar forbindelsen til Forbundsrepublikken, at Albert James besøgte os igen.

Max var kølig over for ham og påstod, at han havde hovedpine, for at have en grund til at afvise at spille det sædvanlige parti skak, men Amelia havde taget en beslutning.

„Jeg vil godt arbejde for jer, men på visse betingelser. Jeg vil ikke være OSS’ agent eller nogen andens agent. Jeg vil samarbejde om de ting, jeg kan, men uden at føle mig forpligtet til at gøre det, I beder mig om, hvis det ligger uden for min formåen eller kan bringe Max og Friedrich i fare. Desuden skal en del af det beløb, I betaler mig, sendes til min familie i Madrid. De må ikke vide, hvor jeg er, og hvad jeg laver, kun at en eller anden med mellemrum ankommer til min onkel og tantes hjem for at overrække en kuvert med penge.“

„Hvorfor må de ikke vide, hvor du er?“ spurgte Albert James.

„Fordi det bare vil gøre dem endnu mere ondt og endnu mere bekymret. Der er en tredje betingelse: Hvis jeg af en eller anden grund beslutter mig for at holde op, skal du garantere, at jeg kan gøre det uden bebrejdelser og uden problemer.“

Albert accepterede alle Amelias betingelser. Max sagde ikke noget – endnu en gang følte han sig besejret.

Få dage efter begyndte Amelia at arbejde som assistent for en lokal funktionær. Garin talte russisk og kunne bevise, at han havde været modstander af Hitler i og med, at han havde været medlem af socialistpartiet før krigen, desuden havde han siddet i koncentrationslejr. Det gjorde ham acceptabel for russerne, der ikke uden grund nærede mistillid til alle tyskere. At Amelia kunne russisk gjorde det lettere for Garin at overbevise sine overordnede om, at han havde brug for en til at hjælpe sig. Amelia præsenterede os også for en ny veninde, som hed Iris og arbejdede som stenograf på rådhuset.

Garin havde studeret russisk litteratur før krigen; han var en høj og mørkhåret mand med sorte øjne og et stort overskæg, og så var han meget imødekommende og holdt af at grine og spise og drikke. Iris var lyshåret, havde blå øjne og var af middelhøjde og meget slank.

I modsætning til Garin var Iris altid alvorlig og bekymret. Hun havde haft et forhold til en ung mand, som var fra Rusland, og som i begyndelsen af krigen forsvandt uden at sige farvel. I det mindste havde forholdet betydet, at hun havde lært et nyt sprog, som hun ironisk sagde.

På det tidspunkt sad ingen af de to i nøglestillinger, men var en del af den hær af ‘øjne’, som Albert opretholdt i Østberlin.

Amelia var glad for sit nye arbejde, eller det troede jeg i hvert fald. Garins afdeling beskæftigede sig åbenbart med kulturaktiviteter i Berlin. I virkeligheden var der hverken penge eller tid til kulturaktiviteter, men afdelingen eksisterede, og at Garin havde en antifascistisk fortid betød, at man stolede på ham.

Max havde svært ved at acceptere den nye virkelighed, men han endte med at overgive sig, selv om jeg husker en samtale, som gjorde stort indtryk på mig, og som jeg overhørte en aften, hvor de troede, at jeg sov.

„Mit liv er allerede ødelagt, men jeg tillader ikke, at du bringer min søns liv i fare. Hvis der sker Friedrich noget på grund af dig … så sværger jeg på, at jeg vil slå dig ihjel.“

Jeg begyndte at græde stille. Jeg elskede min far, men jeg elskede også Amelia.

Albert fortsatte med at besøge os, men han kom ikke så ofte mere. Officielt var han journalist og arbejdede for et amerikansk nyhedsbureau, og på den måde kunne han begrunde sine hyppige besøg i Berlin.

I oktober 1949 oprettedes Den Tyske Demokratiske Republik. Officielt havde vi vores egen regering, men vi fortsatte med at tilhøre Sovjetunionen. Nogle få dage efter, at den nye regering var blevet dannet, vendte Amelia euforisk hjem fra arbejde. Garin var blevet overført til Kulturministeriet. Iris skulle arbejde i Udenrigsministeriet under en embedsmand, der arbejdede for en afdeling med tilknytning til det sovjetiske udenrigsministerium.

I virkeligheden blev Den Tyske Demokratiske Republik styret fra den russiske ambassade i Berlin.

Til at begynde med modsatte min far sig, at Garin og Iris kom på besøg hos os, for han ønskede ikke at lære dem at kende, men Amelia insisterede så meget på det, at han til sidst gav efter.

En aften ankom Garin med blomster til Amelia og en bog til min far, og Iris ankom med en kage, som hun selv havde bagt.

Min far syntes straks godt om Garin, men det var også næsten umuligt andet, for han var fyldt med liv og var meget positiv, som man siger i dag. Iris var mere stille og sagde ikke så meget, men hun og Amelia kom tilsyneladende godt ud af det med hinanden.

„Er det nu også det værd, at I sætter livet på spil?“ spurgte min far dem.

„Ja, det mener jeg! Vi kan ikke bare sidde med hænderne i skødet og se på det, de gør ved vores land. Russerne behandler os, som var vi deres ejendom.“

„De ansvarlige for det, der sker, er de allierede; først overgiver de os til russerne, og nu … nu vil de have os til at forsvare deres interesserer mod russerne,“ beklagede Max sig.

„Ja, du har ret, den slags er politikerne i stand til at gøre, men vi kan ikke gå med til, at russerne forvandler Tyskland til deres baggård, Max. Er du ikke klar over, at vi er deres tjenere? Vi har ingen autonomi, her foretager man sig intet, før Moskva har givet ordre til det. Nej, det var ikke derfor, vi ville gøre en ende på Det Tredje Rige,“ svarede Garin.

„Og hvad med dig, Iris, hvorfor gør du det? Hvorfor arbejder du for amerikanerne?“

Garin gjorde tegn til min far for at standse ham, men det var for sent. Iris blev anspændt. Først blev hun bleg, så fik hendes ansigt en rødlig farve på grund af indestængt vrede.

„Min far var konservativ, men han brød sig ikke om Hitler, selv om han heller ikke satte sig op imod ham. Men hvem gjorde det? Vi levede godt, indtil krigen brød ud. Mine forældre døde under et bombardement, og min bror blev dræbt ved Stalingrad. Han ville ikke i krig, han ville ikke kæmpe for Det Tredje Rige, men han blev tvunget til det. Kun min lillesøster og jeg overlevede. Jeg husker, min far sagde, at hvis vi engang slap af med Hitler, måtte vi bagefter gøre det samme med russerne, og han beklagede sig over, at englænderne ikke var klar over, at deres sande fjende var russerne. Men det er faktisk ikke derfor, at jeg arbejder for amerikanerne.

Jeg havde en kæreste, der var russer, hans forældre var draget i eksil under Oktoberrevolutionen. Faktisk voksede han op i Berlin. Til trods for sine forældres holdninger nærmede han sig kommunisterne i sine år på universitetet; han sympatiserede med dem og sagde til mig, at vi en dag skulle rejse til Moder Rusland. Kort før krigen forsvandt han. Jeg ledte som en gal efter ham, men ingen vidste, hvor han var, hverken hans forældre eller hans venner … ingen. Jeg havde en mistanke om, at han havde besluttet sig for at vende tilbage til Rusland, og for at hans forældre ikke skulle forhindre ham i det, foretrak han ikke at sige noget om det hverken til dem eller til mig.

Da mine forældre døde, tog jeg mig af min søster, vi havde kun hinanden. Den lille stakkel fik krampeanfald, hver gang vi hørte lyden af flyvemaskiner, der fløj hen over Berlin.

Da russerne kørte ind i byen … modtog nogle dem som befriere, men for os blev det vores bødler.

Den dag, de ankom, var der stor forvirring, ingen vidste, hvad de skulle gøre, om de skulle gemme sig eller ej. Vi var på gaden for at lede efter mad, da vi så de første tanks og de første grupper af russiske soldater ankomme. Vi løb ind mellem nogle ruiner af et sammenfaldet hus for at søge tilflugt. Nogle soldater så os løbe af sted og løb grinende efter os. En af dem greb fat i min søster og væltede hende om på jorden. Dér voldtog han hende, og så fulgte en anden efter og endnu en. Jeg … det samme skete for mig, jeg ved ikke, om jeg blev voldtaget af to eller tre soldater, for jeg lukkede øjnene, jeg ville ikke se, hvad der skete, jeg ville ikke se min søster ligge og vride sig og bede om nåde. De grinede. Pludselig kom der en officer. Han beordrede dem til at standse og kaldte dem nogle svinske idioter. Han forsøgte at hjælpe min søster op at stå, men hun var så skrækslagen, at hun begyndte at skrige, så kom han hen mod mig, og i hans øjne kunne jeg se, at han skammede sig over, hvad hans mænd havde gjort, men han bad ikke om tilgivelse, han vendte sig blot om og gik derfra. Soldaterne sagde, at de havde gjort det samme mod os, som de tyske soldater havde gjort mod deres mødre og søstre, og at vi var heldige, fordi de havde skånet vores liv.

Min søster lå i en pøl af blod, hendes eget blod. Hun var kun tolv år. Jeg tog hende i min favn for at berolige hende, men hun syntes ikke at lytte til mig, hun græd og græd, og hendes blik var helt fortabt. Da jeg forsøgte at få hende op at stå, kunne hun knap nok bevæge sig. Vi sad i lang tid på jorden, indtil det lykkedes mig at få hende på benene og tvinge hende til at gå. Vi forsøgte at komme tilbage til vores lejlighed, men der var tanks og soldater overalt, og min søster rystede af skræk. Pludselig fik nogle soldater øje på os og kom hen imod os. Min søster skreg af skræk. Jeg ved ikke, hvor hun fik kræfterne fra, men hun begyndte at løbe uden at se, hvad der var foran hende. Hun snublede og … faldt ind foran en tank, der kørte hen over hende. Jeg skreg, skreg som et vildt dyr. Soldaterne løb hen til hende, men der var intet at gøre, tanken havde knust hende, der var kun et stykke blødende kød tilbage. Det så også ud til at gøre indtryk på soldaterne, men det var min søster, der var død. Er der nogen, der ved, hvor mange tyske kvinder der blev voldtaget? Jeg var heldig, for jeg overlevede. Nu har jeg en lille søn. Hans far er en af de soldater, der voldtog mig. Når jeg ser på min søn og ser træk, der ikke er mine, ved jeg, at det er hans fars. Det mørke hår, de grå øjne, den brede pande, de fyldige læber … Da jeg opdagede, at jeg var gravid, ønskede jeg bare at dø. Jeg ville ikke have dette barn, jeg hadede det. Men han blev født, og nu … nu elsker jeg ham af hele mit hjerte, han er den eneste, jeg har. Han er to år, og han hedder Walter.“

Vi sad alle tavse. Jeg var ikke ret gammel, men jeg forstod det gribende ved øjeblikket. Amelia havde ikke kunnet holde tårerne tilbage, Garin kiggede ned i gulvet, og min far følte sig skyldig, fordi han var årsag til, at Iris fortalte sin historie.

„Jeg var ikke klar over, at du havde været så meget igennem,“ mumlede Amelia og greb Iris’ hånd.

„Jeg plejer ikke at fortælle det til nogen. Jeg ønsker ikke, at Walter skal vokse op og være mærket af, at han ikke ved, hvem hans far er.“

„Og hvad vil du så fortælle ham, når han bliver større?“ spurgte Amelia.

„At hans far var en god mand, der døde i krigen.“

„Vil du fortælle ham … vil du fortælle ham, at han var russer …?“

„Nej, hvorfor skulle jeg det? Russer eller tysker, han har ingen far, derfor er det bedst, at han vokser op uden at stille sig selv en masse spørgsmål, som han ikke vil få svar på.“

Efter den aften var Iris og Garin velkomne i vores hjem. Amelia sagde altid til Iris, at hun skulle tage Walter med, og selv om han var meget yngre end mig, plejede vi at lege inde på mit værelse, mens de voksne snakkede.

Albert bad Garin melde sig ind i kommunistpartiet, for nu var socialistpartiet jo blevet sluttet sammen med kommunistpartiet. Da Garin stadig havde kommunistiske venner fra sin tid på universitetet, fandt han hurtigt garanter for sin nye aktivitet uden at vække mistanke. Han var ganske vist kun almindeligt menigt medlem, men Albert vidste, at Garin ville være i stand til at vinde partiledernes tillid.

Engang hørte jeg Albert snakke med Amelia om Garin.

„Hvad mener du om ham?“ spurgte han.

„Han er meget modig og meget begavet, han har autoritet i gruppen, vi lytter alle til ham og følger helt naturligt hans anvisninger.“

„Nogle gange spørger jeg mig selv, hvorfor han er på vores side.“

„Han bryder sig ikke om, at russerne er her,“ sagde Amelia.

„Nej, men er det tilstrækkeligt? Han var socialist, havde kommunistiske venner, sad i koncentrationslejr, og så pludselig er han blevet antikommunist, hvorfor?“

„Det var dig, der hyrede ham, hvorfor gjorde du det, hvis du ikke stoler på ham?“

„Der er noget … jeg ved ikke rigtig hvad, men nogle gange får det mig til at nære mistillid til Garin.“

„Tror du, at han arbejder for russerne?“

„Måske for Komintern … Du ved jo, at de træner dem til den her slags aktiviteter.“

„Men han giver dig jo alle de oplysninger, der passerer gennem hans hænder.“

„Indtil nu har det ikke været noget af betydning, jeres gruppe er ikke den vigtigste af dem, vi har her.“

„Hvorfor sætter du mig så til at arbejde sammen med dem?“

„Fordi jeg vil have dig til at overvåge Garin.“

„Jamen du udsætter Max og Friedrich for stor fare, hvis det nu viser sig, at han arbejder for russerne …“ indvendte Amelia.

„Hvis du på noget tidspunkt mener, at min mistanke er begrundet, så får jeg jer ud herfra, jeg tager jer med over på den anden side.“

„Hvis du har ret, vil de slet ikke give os lov til at komme ud.“

„Vi behøver ikke at bede russerne om lov. Du ved godt, at der hele tiden kommer folk over på vores side, og det kan de ikke forhindre.“

„Og hvad med Otto og Konrad?“ spurgte Amelia.

„Dem stoler jeg fuldt og fast på. Jeg vil ikke fortælle dig hvorfor, bare at jeg ved, at de er loyale over for os.“

Otto arbejdede som oversætter for den sovjetiske militæradministration, og Konrad var en velrenommeret professor i fysik. Begge havde kæmpet i den spanske borgerkrig. Da den sluttede, rejste Otto til Paris, hvor han oplevede starten af den anden krig. Han ville ikke tilbage til Tyskland, men kæmpede sammen med de allierede i en brigade af tyskere, der var imod Hitler. Og Konrad havde gjort sig bemærket på universitetet på grund af sine konfrontationer med nogle nazistiske professorer. Når han ikke var blevet arresteret, skyldtes det, at hans eksperimenter interesserede Hitler overordentlig meget, så denne gav ordre til, at han skulle arbejde i et laboratorium sammen med andre videnskabsmænd, men lige fra begyndelsen havde hans passive holdning gjort hans overordnede fortvivlede, hvorfor det kun lykkedes dem at få et ubetydeligt samarbejde i gang i løbet af krigen. Men for både Otto og Konrad var det, at de var antifascister, ikke ensbetydende med, at de var glade for at se deres land i hænderne på russerne, og med samme overbevisning som de havde bekæmpet nazisterne, bekæmpede de nu besættelsesmagten.

Ligesom Albert havde bedt Garin melde sig ind i kommunistpartiet, bad han nu Otto gøre det samme. Ingen nærede mistanke til ham, og han blev hilst velkommen.

Gruppens medlemmer mikrofilmede alt, hvad der passerede gennem deres hænder, om det var vigtigt eller ej. Derefter afleverede de mikrofilmene til Amelia, der gav dem videre til Albert.

Jeg savnede stadig tiden i Cairo, men jeg sagde ikke noget om det til min far for ikke at irritere ham. Han ville gerne have, at jeg skulle blive en god tysker, selv om jeg blev undervist af kommunister.

„De er kommunister, det er rigtigt, men først og fremmest er de tyskere,“ sagde han til mig. „Og de ved, hvad de skal lære dig.“

Min far havde ikke ret. Folk fra partiet var først og fremmest kommunister og derefter alt det andet, inklusive det at være tysker, men sådan så han ikke på det. Han satte stadig Tyskland højt og mente, det var vigtigt, at jeg blev opdraget til at være en god tysker.

Livet gik videre med en vis monotoni for min far og for mig, men ikke for Amelia.

Om aftenen, efter at jeg var blevet sendt i seng, plejede hun at sætte sig ved siden af min far og fortælle, hvad der var sket i løbet af dagen. Jeg hørte dem snakke, ikke fordi jeg udspionerede dem, men fordi jeg aldrig kunne falde i søvn før tolv, så jeg lå og læste, indtil Amelia kom ind for at slukke lyset, og derefter lå jeg vågen og tænkte på fantastiske historier.

Jeg tror nok, at det var i begyndelsen af 1950. En eftermiddag kom Amelia meget oprørt hjem fra arbejde og sendte mig i seng tidligere end sædvanligt. Da hun var blevet alene med min far, fortalte hun ham, hvad der bekymrede hende.

„Iris kommer her i aften, hun ringede til mig for at sige, at vi var nødt til at mødes. Jeg ved ikke, hvad der sker.“

„Jeg håber ikke, at hun er blevet opdaget,“ svarede Max bekymret.

„Hvis hun havde en mistanke om det, ville hun ikke komme herhen. Nej, bare rolig, det er ikke det.“

Iris ankom lidt over otte med Walter i armene. Barnet halvsov.

„Jeg kunne ikke komme før,“ undskyldte hun.

„Det gør ikke noget. Har I fået aftensmad?“ spurgte Amelia.

„Jeg har givet Walter lidt at spise, og jeg er ikke sulten.“

„Læg Walter ind i soveværelset,“ sagde Amelia og fulgte med derind, så barnet kunne sove, mens de snakkede.

„Jeg tror nok, at russerne skal til at underskrive en aftale med kineserne,“ fortalte Iris.

„Er du sikker?“ spurgte Amelia bekymret.

„Ja, det er jeg. For nogle dage siden blev en af ministerens sekretærer syg, og de sendte bud efter mig til at give en hjælpende hånd. I morges hørte jeg så ministeren sige til en af pigerne i sekretariatet, at hun skulle ringe til vores ambassade i Moskva; han ville have nogle oplysninger, og han talte om ‘kinesernes besøg’, og så tilføjede han, at russerne opførte sig meget hemmelighedsfuldt vedrørende en aftale, som de skulle til at underskrive sammen med Mao Zedong. Han kender ikke mig, for det var min første dag dér, men han kiggede ikke engang på mig, da han kom ud fra sit kontor for at give denne ordre. Jeg fortsatte med at skrive på maskine, som jeg havde fået besked på, uden at se op, som om jeg intet havde hørt.“

„Jeg sætter mig i forbindelse med Albert. I morgen forsøger jeg at komme over i den amerikanske zone.“

„Du har passérseddel, ikke sandt?“

„Jo.“

„Det forekommer mig nu slet ikke så underligt, at russerne kommer godt ud af det med kineserne, for de er jo alle kommunister,“ bemærkede Max.

„Ja, men hvem venter de at få besøg af i Moskva? Og hvis de underskriver en kontrakt, hvad kan den mon så indeholde? Jeg tror, det er ret vigtigt, og i hvert fald skal Albert have det at vide,“ bekræftede Iris og kiggede over på Amelia.

Den 14. februar underskrev Stalin og Mao en venskabs- og bistandsaftale i tilfælde af angreb fra en anden stormagts side.

Iris’ væremåde var afgørende for, at embedsmændene i ministeriet lagde mærke til hende. Hun arbejdede uafbrudt, hun var effektiv, diskret og tavs, netop den slags sekretær alle ønsker sig. Disse kvaliteter skaffede hende en forfremmelse, og hun blev overflyttet til den afdeling, der beskæftigede sig med anliggender vedrørende ‘det andet’ Tyskland.

I mellemtiden var Otto begyndt at arbejde som assistent for et medlem af politbureauet. Det at kunne tale russisk foruden fransk og lidt spansk havde hjulpet ham til at få dette job.

Han skrev regelmæssigt rapporter om de sager, der bekymrede politbureauet, om det indbyrdes magtforhold mellem medlemmerne eller om diskussionerne i centralkomiteen.

Og med hensyn til Konrad så var han den indiskutable leder for de utilfredse på universitetet.

Det var også gået fremad for Garin og dermed også for Amelia. Nu arbejdede de i Kulturministeriets propagandaafdeling, hvor han syntes at være helt i sit es.

Amelia overvågede ham på tæt hold og fortalte Albert, hver gang hun snakkede med ham, at hun intet mistænkeligt fandt ved Garins opførsel. Hvis hun skulle bebrejde ham noget, var det, at han udsatte sig selv for alt for stor fare, for når han blev tilbage og fortsatte med at arbejde, efter at de fleste var gået hjem, benyttede han lejligheden til at gå ind på andre kontorer og mikrofilme alt, hvad han kunne få fat i.

„Han nyder faren. Nogle gange bliver jeg vred på ham, fordi jeg er bange for, at de opdager os. Forleden eftermiddag var det lige ved at ske. Vi blev tilbage og arbejdede videre, og da han mente, at der ikke var andre i afdelingen, forsøgte han at åbne døren ind til direktørens kontor med magt. Han lavede så meget larm, at sikkerhedsvagterne dukkede op. Han fortalte dem, at han havde tabt en skrivemaskine på gulvet, da han var i gang med at forsøge at reparere den. De troede på ham, eller det håber jeg i hvert fald,“ fortalte Amelia.

Selv om min far ikke brød sig om, at de mødtes hjemme hos os, gik han nogle gange med til det. For mig betød besøg af Amelias ‘venner’, som min far kaldte dem, en afbrydelse i den daglige trummerum.

Garin var stadig min favorit, eftersom hverken Otto eller Konrad skænkede mig den store opmærksomhed. Jeg var bare en lille knægt, som de foretrak ikke at have noget at gøre med.

„Planlægge kulturen. De må være gale! Som om man kan planlægge talent, inspiration, fantasi,“ beklagede Konrad sig.

„Vores afdeling har til opgave at bidrage til, at hele vores samfund bliver gennemsyret af ‘sandheden’ med henblik på at skabe et nyt socialistisk menneske. Og denne sandhed finder man hos Marx, Engels, Lenin og Stalin,“ forklarede Garin med hån i stemmen.

„Det eneste, de ønsker, er at få kontrol over os alle, inklusive kontrol over vores tanker,“ fortsatte Konrad.

„Pressens rolle er skandaløs,“ tilføjede Otto. „Findes der virkelig ikke en eneste journalist, som er i stand til at kritisere, hvad der foregår?“

„De, der kunne det, er rejst, og hvis der er nogen tilbage, tager KVP sig af dem for at få dem til fornuft. De, der kritiserer partiet eller dets ledere, er kriminelle, som forsøger at spænde ben for socialismens sejr,“ forklarede Amelia harmfuldt.

Men hvad der skræmte dem allermest var at se, hvordan socialdemokraterne blev behandlet som folkets fjender. Lidt efter lidt var de blevet fjernet fra enhver offentlig aktivitet; mange valgte at gå i eksil, og andre, som ikke ville overgive sig, endte i fængsel eller i arbejdslejr.

„De ønsker, at alle skal tænke ens, de ønsker kun én ideologi, og derfor er socialdemokraterne de farligste for dem, fordi de bestrider overherredømmet,“ sagde Konrad.

„Du er nødt til at være forsigtig, for ellers ender det med, at de arresterer dig,“ rådede Amelia ham.

„Jeg forstår bare ikke, hvordan det er lykkedes dig at vinde deres tillid,“ sagde Otto til Garin. „Du sad jo i en lejr beregnet på socialdemokrater.“

„Jeg har jo undskyldt min fortid. De har accepteret mig i Tysklands Socialistiske Enhedsparti, nu er jeg medlem af partiet, og jeg skal oven i købet deltage i den 3. kongres, der finder sted i juli,“ svarede Garin.

„Jeg forstår ikke, at det ikke giver dig mavepine,“ fortsatte Konrad.

„Vi har et stykke arbejde, der skal udføres. Det er netop, fordi jeg ikke fornægter min ideologi, at jeg gør det, jeg gør. I virkeligheden kopierer jeg deres infiltrationsmetoder, og det er lettere at bekæmpe dem indefra end udefra,“ hævdede Garin.

„Jeg tror ikke, at vores præsident, Wilhelm Pieck, er som Walter Ulbricht og heller ikke som Otto Grotewohl,“ sagde Iris.

„Tror du virkelig, at han er anderledes? Nej, tag ikke fejl, han er også kommunist, bare venligere,“ forsikrede Amelia.

I 1951 grundlagdes den mest effektive efterretningstjeneste af alle dem, der deltog i Den Kolde Krig, nemlig DDR’s. Hvis kontrollen med befolkningen indtil da havde været svækket, havde alle tyskere fra da af følelsen af at blive udspioneret af Die Kasernierte Volkspolizei, kendt som KVP. Ingen stolede på nogen. Men efter oprettelsen af Stasi var vi alle bange. Stasi havde meddelere overalt, selv i familierne. De indførte et terrorregime, der førte til, at folk angav medlemmer af deres egen familie og deres naboer for ikke selv at komme under mistanke. Der var selvfølgelig også nogen, som samarbejdede af overbevisning.

Albert James ville gerne have en af sine folk til at infiltrere Stasi, tidligere kendt som Øverste Efterretningsdirektorat, men det var en umulig opgave, for udvælgelsesprocessen var meget hård.

I 1953 udbrød der protester mod det nye regime. Den tvungne ‘socialisering’ stødte imod de fleste tyskeres ønsker.

En aften dukkede Iris op hjemme hos os. Det var sent, og hun var åbenbart løbet, for hun var rød i ansigtet og meget forpustet.

„De har anholdt Konrad. Hans kone sendte et af børnene hen til mig for at fortælle det. Vi er nødt til at gøre noget.“

Amelia forsøgte at berolige hende. Så sagde hun til Max, at hun og Iris gik ud for at finde Garin. De måtte gøre noget for at hjælpe Konrad.

„Det eneste I vil få ud af det er, at de anholder jer alle sammen. Hvad vil I gøre? Møde op på politistationen og bede om at få ham frigivet?“ spurgte Max bekymret.

„Vi kan ikke bare sætte os ned og vente,“ svarede Amelia.

Det nye regime mistede kontrollen over situationen. Det kunne ikke bremse de utilfredse eller standse demonstrationerne og strejkerne. Nogle af partiets bygninger og nogle af partichefernes biler led skade under demonstrationerne. Russerne var nødt til at gribe ind, for den tyske regering var ikke i stand til at kontrollere befolkningens eksplosion af vrede, og de erklærede Berlin i undtagelsestilstand.

Particheferne var sikkert blevet forskrækkede, eller måske tilskyndede russerne dem til det, for i hvert fald besluttede centralkomiteen den 21. juni at vedtage et forbedringsprogram, men det lykkedes dem dog ikke at forhindre, at en ny bølge af tyskere valgte at flytte til Forbundsrepublikken.

Det foreslog Amelia også min far, at vi skulle gøre.

„Måske skulle vi flytte herfra, da det her ligner Sovjetunionen mere og mere for hver dag, der går.“

„Hvor skulle vi flytte hen? Ind i den amerikanske zone? Nej, Amelia, her har vi i det mindste et hus.“

„Vi har ingenting, Max. Det her hus tilhører ikke længere dig.“

„Selvfølgelig tilhører det mig! Forfatningen anerkender den private ejendomsret.“

„Men partiet handler i folkets navn, og derfor beslutter det, hvad folket har brug for, det vil sige, hvad der tilkommer hver enkelt. Vi bor i portnerboligen, Max, og det betyder ikke noget for mig, vi har gjort det her til et hjem, men du skal ikke holde dig selv for nar.“

„Vi kan altid nå at skifte mening. Berlin er trods alt ikke en lukket by, vi kan flytte til en anden zone, når vi har lyst til det.“

„Sådan vil det ikke blive ved med at være, for de kan ikke tillade, at folk fortsætter med at rejse herfra. En dag gør de ligesom deres chefer, russerne, og forbyder os at rejse ud.“

„Sikke noget vrøvl!“

„Max, jeg kan tale med Albert, han vil sikkert hjælpe os, og måske kan jeg være nyttig for dem i en anden zone.“

„Dette hus er den eneste arv, jeg har at efterlade til min søn. Så længe jeg er her, kan de ikke tage det fra mig.“

„De har allerede taget jordbesiddelserne fra dig, de har ‘socialiseret’ dem, som de kalder det … Max, er du ikke klar over, at det her hus heller ikke er dit længere?“

Men hun kunne ikke overtale min far. Jeg lyttede i tavshed og var inderst inde enig med Amelia. Den indoktrinering, vi blev udsat for i skolen, fandt jeg uudholdelig. Jeg tror ikke, at den var meget anderledes end den, som skolebørnene blev udsat for i Hitlers tid, det var blot uniformerne, hyldestsangene og parolerne, der var udskiftet.

Konrad sad i fængsel i seks måneder. Han havde så stor prestige på universitetet, at selv nogle professorer, der var partimedlemmer, gik i forbøn for ham, og det var ikke for at hjælpe ham, men fordi de kunne se, at det gjorde mere skade at holde ham fængslet. Konrads elever og mange andre studerende blev ved med at forlange, at han og andre tilbageholdte professorer blev frigivet. Jeg husker stadig Amelias glæde den dag, Konrad kom ud af fængslet. Garin havde anmodet dem om ikke at stå udenfor og vente på ham, idet alle, der gjorde det, ville blive identificeret af KVP. Amelia havde ikke tænkt sig at tage hensyn til det, men min far forlangte, at hun ikke udsatte sig selv for den fare.

„Det er en nytteløs gestus, Amelia. Et sekund, og du er kommet i kartoteket for altid. Og hvordan vil du så kunne fortsætte dit arbejde for Albert? Garin har ret. I bør være forsigtige. Konrad forventer ikke, at I viser jer, han ved, hvad der står på spil.“

Hun adlød modvilligt. Hun vidste, at min far og Garin havde ret. Vi holdt op med at se noget til Konrad. Han var mærket, og ethvert hjem, som han besøgte, ville blive overvåget af KVP, derfor mødtes gruppen nu i hemmelighed.

En dag vendte Amelia grædende hjem og rakte min far et avisudklip. Han læste det og trak på skuldrene.

„Er du klar over, hvad det betyder?“ spurgte Amelia.

„Livet går videre, det er, hvad det betyder.“

Amelia kontaktede Albert og bad ham komme hurtigst muligt. Albert besøgte os dagen efter, og straks han var ankommet, sendte Amelia mig ind på mit værelse. Jeg protesterede. Jeg var træt af at blive sendt ind på mit værelse, hver gang der kom nogle interessante personer. Desuden havde jeg lyst til at sige til dem, at det var nytteløst, at de sendte mig væk, for jeg kunne alligevel høre alt, hvad de sagde. Men jeg foretrak at lade være, for ellers fandt de måske på noget, så jeg ikke længere kunne høre, hvad de snakkede om.

„Det er slut, Albert, jeg trækker mig tilbage.“

Han blev overrasket. Han kunne se vreden i Amelias øjne og forstod ikke hvorfor.

„Hvad sker der? Forklar mig det.“

„Nej, det er ikke mig, der skal forklare. Det er dig, der skal forklare, hvordan I kan tillade, at nazister indtager vigtige poster i Forbundsrepublikken.“

„Hvad er det, du siger! Jeg regnede ikke med, at du troede på den sovjetiske propaganda, Amelia!“

„Nej, jeg tror ikke på den sovjetiske propaganda. Jeg tror på det, der står i The Daily Express.“ Hun rakte ham avisudklippet, som Albert skimmede.

„Det er et isoleret tilfælde,“ sagde han noget ubehagelig til mode.

„Virkelig? Regner du med, at jeg tror på det? General Reinhard Gehlen, chef for den tyske efterretningstjeneste. Den fremtrædende general, som i Det Tredje Rige stod i spidsen for spionagen mod Den Røde Hær, arbejder nu for Adenauers regering.“

„Tror du måske, at det er noget, jeg synes om? Men det ville være vanvittigt, hvis vi afviste dem, der ligger inde med oplysninger, meget værdifulde oplysninger, som vi har brug for. Du kendte Canaris, han var ikke fanatiker, og det var mange af hans agenter heller ikke. Tænk på oberst Oster. Ham henrettede de.“

„Nu må du stoppe, Albert! Vil du sige, at fordi Canaris og Oster konspirerede imod Hitler, var ingen af deres agenter nazister? Her gælder tilsyneladende alt; til gengæld for oplysninger glemmer I folks fortid. Hvad nytte har Nürnbergprocessen så været til? Var det bare for at sige til verden, at I havde straffet de onde, mens I på den anden side indgik aftaler med dem? Er det for det, at jeg har sat livet på spil i Warszawa, i Athen, i Cairo og her i Berlin? For at du nu kan fortælle mig, at der er nogle nazister, som I er nødt til at komme til forståelse med?“

„Hold nu op med at være så barnagtig, Amelia! Nürnbergprocessen har haft det formål at vise nazismens grusomhed for verden, at fortælle os, at sådan noget aldrig mere må ske, at vise nationalsocialismens ondskab.“

„Og efter denne katarsis slås der en streg i sandet, og der startes forfra. Er det det, du siger?“

„Du var i dette fag før mig, og der er ikke noget uskyldigt i det. Det ved du udmærket. Den tyske efterretningstjeneste var meget effektiv.“

„Og hvad betyder det?“

„At der nu kommer en anden krig, en krig uden tanks, uden fly, uden bomber, men alligevel en krig. Forholdet til Sovjetunionen bliver vanskeligere og vanskeligere for hver dag. De er i gang med at opbygge et imperium. Er du ikke klar over, hvad der sker? De har indsat kommunistiske regeringer i alle de lande, de har fået magt over. Alle. Og i spidsen for disse landes regeringer har de anbragt kommunister, marionetter, der blindt adlyder Stalin. Churchill har kritiseret oprettelsen af Jerntæppet. Nu er russerne vores modstandere, vi er nødt til at være på vagt over for dem og vide, hvad de gør, hvad de stræber efter, hvilke skridt de har tænkt sig at tage.“

„Og dertil bruger I tidligere nazistiske spioner. Formålet helliger midlet. Er det det, du fortæller mig?“

„Fortæl du mig det, Amelia. Fortæl du mig, om formålet helliger midlet. Du er agent i marken, du har været nødt til at træffe hurtige beslutninger.“

„Jeg har aldrig truffet beslutninger til fordel for nazisterne, de var vores fjender, vi har kæmpet for at tilintetgøre dem. Det er nødvendigt at udrydde alle nazister, hvor de end er, hvor de end skjuler sig.“

„Tror du virkelig, at vi kan gøre det? Skal vi indlede en proces mod alle tyskere og likvidere alle, der ikke på tilfredsstillende vis kan bevise, at de kæmpede imod Hitler? Du havde ikke noget imod, at vi bortførte Fritz Winkler, og du rystede ikke på hånden, da du dræbte hans søn. Adskiller en nazistisk videnskabsmand sig fra en hemmelig agent? Kan du fortælle mig, hvori forskellen består? Fortæl mig det, for så vil jeg måske kunne forstå dine skrupler.“

„Albert har ret.“ Max havde siddet i sin kørestol og lyttet i tavshed.

Han plejede ikke at deltage i diskussionerne, når Amelia mødtes med Albert eller sine venner, han kom med sin mening bagefter, når de var blevet alene, men ved denne lejlighed gjorde han en undtagelse.

„Hvordan kan du sige det efter alt det, vi har været igennem!“ sagde hun bebrejdende til ham.

„Hvis vi fører dit ræsonnement helt til enden, hvad skulle man så gøre med mig? Jeg var officer i Die Wehrmacht, jeg svor troskab mod Der Führer, selv om jeg hadede ham af hele mit hjerte. Jeg kæmpede, jeg var ved fronten, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at vi skulle vinde krigen. Jeg ønskede at se Hitler besejret, men uden at det betød Tysklands fald, jeg ønskede at besejre ham politisk, og jeg ønskede oven i købet hans død, men aldrig ved at forråde mit land. Jeg ved ikke, hvor mange tyskere der var, som tænkte ligesom mig, men jeg ved, vi der blev, vi der ikke rejste, vi har intet bevis for, at vi havde tænkt sådan. Vi kan alle anklages for at have været medvirkende til nazismens rædsler. Og det gælder også mig, Amelia.“

Da jeg hørte min fars stemme, åbnede jeg døren til mit værelse, og gennem en sprække kunne jeg se, hvad der skete inde i stuen. Amelia så over på Max uden at være i stand til at finde ord, der kunne gendrive hans argumenter. Og Albert kiggede på dem begge to uden at give efter for sin lyst til at bryde ind.

Der gik et stykke tid, inden Albert besluttede sig til at sige noget.

„Der vil komme flere, Amelia, der vil komme flere forhadte navne, som vil få det til at vende sig i maven på dig, når du læser i aviserne, at de har fået den eller den stilling.“

„Det var derfor, I støttede kristendemokraterne. Socialdemokraterne ville aldrig være gået med til det, der sker lige nu.“

„Er du sikker? Jeg ved det ikke, men ja, du har ret, lige nu er det beroligende at vide, at Tyskland er i hænderne på kristendemokraterne. Adenauer er en dygtig mand.“

„Det mener du …“

„Ja, det mener jeg.“

„Her sætter de socialdemokraterne i fængsel.“

„Jeg ved det.“

„Så skal du vide, at jeg ikke ønsker at arbejde mere for jer, at jeg ikke ønsker at sætte livet på spil, for at de oplysninger, jeg får fat på, ender på en eller anden nazists bord.“

„Du arbejder for os, ikke for den tyske regering.“

„Som er jeres allierede, som I hjælper og støtter, som om det ikke kan være anderledes – og jeg forstod også selv, at sådan måtte det nødvendigvis være. Derfor deler I vores indsamlede oplysninger med dem, for mange af disse oplysninger drejer sig om planer, der har med Forbundsrepublikken at gøre. Og ved du hvad, Albert? Du har ret. Ja, jeg har dræbt mænd, jeg har gjort nogle forfærdelige ting i mit liv, men det her vil jeg ikke være med til, Albert. Det her vil jeg ikke gøre i nogets eller nogens navn.“

„Jeg respekterer dit ønske.“

Da Albert var gået, stillede Max Amelia det spørgsmål, om hun virkelig ville holde op med at arbejde for amerikanerne. Hun svarede ikke, men begyndte at græde.

Det skulle ikke blive den eneste skuffelse, Amelia oplevede. Departementschef i Adenauers kanslerkontor, Hans Globke, havde været ekspeditionssekretær i Indenrigsministeriet i Det Tredje Rige, og man vidste, at han havde været en begejstret støtte af Der Endlösung, udryddelsesplanen for alle jøder i Tyskland og de lande, der var besat af nazisterne.

Hvis Amelia havde en rest af uskyld tilbage, mistede hun den nu for altid. Hun holdt fortsat ubøjeligt fast ved sin beslutning om at holde op med at arbejde for amerikanerne. Hun mødtes med Albert igen for endnu en gang at fortælle ham, at de ikke længere kunne regne med hende. Han forsøgte at overtale hende, men det var forgæves. Amelia havde måske mange fejl, men hun var ikke kynisk.

Hun var parat til at føre sin beslutning ud i livet og sagde til Garin, at han skulle finde en erstatning for hende. Det var nødvendigt, at hendes stilling blev besat med en fra modstandsgruppen, der var parat til at arbejde for amerikanerne. Men Garin bad hende om at tænke lidt over det, og imens skulle hun tage sig et par fridage. Han ville sige på arbejdet, at hun var syg.

Men Amelia vendte ikke tilbage, selv om både Teresa og Iris, Otto og Konrad forsøgte at overtale hende til at fortsætte.

Det var svært at forstå, at en kvinde, der var i stand til at dræbe, skulle blive så berørt over, at der i Vesttyskland sad nogle forhenværende medlemmer af nazistpartiet og samarbejdede med Adenauers styre.

Garin dukkede op en dag hjemme hos os. Han var bekymret.

„De sætter en undersøgelse i gang af dig,“ meddelte han.

„Hvorfor?“ spurgte Amelia temmelig uinteresseret.

„Du er holdt op med at arbejde, og det ser ikke ud til, at du er indstillet på at tage imod et andet arbejde … nogen siger, at du ikke er velforvaret oven i hovedet. Du er nødt til at gøre noget, eller også sender de dig på et hospital, indtil du er blevet rask igen.“

„Hospital? Jeg er ikke syg.“ Der var en snert af frygt i Amelias stemme.

„Hvis du ikke er syg, og du nægter at arbejde, så er det, fordi du er syg oven i hovedet. Lad mig hjælpe dig, Amelia. Kom tilbage til afdelingen, jeg beder dig.“

„Jeg fortæller dem, at Max er syg, og at jeg ikke kan lade ham være alene. Vi har ingen til at passe ham, derfor har jeg været nødt til at holde op med at arbejde.“

„Så beslutter de måske, at hvis Max er en forhindring, vil det være bedre, at han kommer på et hospital. Der er ingen undskyldninger, Amelia, det skal du ikke regne med.“

„Jeg begynder ikke at arbejde for Albert igen.“

„Jeg siger ikke, at du skal arbejde for ham, blot at du skal arbejde. Jeg kan hjælpe dig. Din stilling er endnu ikke besat, men jeg har fået at vide, at de sender en person i morgen. Stil på arbejde i morgen tidlig, Amelia, eller også bringer du ulykke over hele den her familie. Hvis de fjerner dig, eller hvis de fjerner Max …“

„Jeg vil ikke arbejde for amerikanerne og heller ikke for englænderne, aldrig mere.“

„Det skal du heller ikke, det er ikke det, jeg beder dig om. Nu går jeg, jeg skal hen til Iris, men jeg venter dig i morgen.“

Min far og Amelia sad og snakkede sammen indtil daggry. Jeg faldt i søvn, men vågnede forskrækket op, og da sad de fortsat inde i stuen. Jeg kunne ikke høre, hvad de sagde, for de talte meget lavt, som om de frygtede, at deres ord skulle gå igennem nattens stilhed.

Amelia fulgte mig som sædvanlig i skole. Vi var tavse, men da vi nærmede os, dristede jeg mig til at sige noget.

„Du tager på arbejde, gør du ikke? Du lader dem ikke komme og hente dig eller min far.“

Hun omfavnede mig og forsøgte at tilbageholde tårerne, der pressede på for at komme frem.

„Åh gud, du er bange! Tag det roligt, Friedrich, der sker ikke noget. Selvfølgelig vil jeg ikke lade dem hente mig og da slet ikke lade dem gøre din far noget. Hvordan skulle jeg kunne tillade det!“

„Lover du mig så, at du går på arbejde?“ spurgte jeg bønfaldende.

Hun tøvede et øjeblik, så kyssede hun mig og hviskede: „Det lover jeg dig.“

Meget roligere trådte jeg ind i skolebygningen. Jeg stolede på hende.

 

2

I omkring fem eller seks år samarbejdede Amelia hverken med amerikanerne eller englænderne. Hun fortsatte med at være gode venner med medlemmerne af den gamle gruppe, men de sås ikke så ofte som før, dog kom de nogle gange til middag hos os, hvor de ikke snakkede om deres aktiviteter, kun om den politiske situation og om det daglige liv.

Garin var hendes skytsengel. Han havde taget hende i forsvar og beholdt hende i sin afdeling, men han bad hende aldrig om at hjælpe sig med spionaktiviteterne.

I disse år, fra midten af halvtredserne indtil tresserne, mistede Amelia en stor del af sin livsglæde. Hver morgen stod hun op klokken halv syv, lavede morgenmad, ryddede op i lejligheden, fik Max op af sengen, hjalp ham med at gøre sig i stand, hvorefter vi tog af sted sammen, hun fulgte mig i skole og fortsatte så videre til Kulturministeriet. Hun vendte hjem igen midt på dagen, hvor hun lige netop havde tid til at få min far til at spise noget, hvorefter hun tog på arbejde igen indtil klokken seks.

Rutinen havde indfundet sig i hendes liv, og den gjorde hende ulykkelig. I mange år havde hun levet på afgrundens rand, og pludselig var der kun tomhed.

Min far var lykkelig. Han pintes ikke længere af tanken om, hvad der kunne ske Amelia og derfor også os. Han foretrak ensformigheden, at blive gammel uden andre overraskelser end at måtte leve med knapheden ligesom alle andre tyskere, selv om Otto, takket være sit arbejde i politbureauet, undertiden kom med ting til os, som ellers ville have været uden for vores rækkevidde, da det drejede sig om vestlige varer, som kun medlemmer af politbureauet kunne tillade sig.

Ligesom i Sovjetunionen havde nomenklaturen i Den Tyske Demokratiske Republik privilegier, som resten af borgerne ikke havde. Garin var særlig dygtig, når det drejede sig om at få fat i disse varer, som han generøst uddelte til sine venner.

Efterhånden som jeg blev ældre, beundrede jeg mere og mere Amelias omsorgsfuldhed over for min far. Hun passede ham, som drejede det sig om det mest værdifulde, hun ejede. Jeg tænkte, at hun måtte elske ham meget højt, når hun delte sit liv med ham, hvor hun ellers kunne have haft en bedre tilværelse.

Amelia havde efterhånden passeret de fyrre, men hun havde det samme skrøbelige udseende, der fik hende til at se meget yngre ud. Hun havde endnu ingen grå hår og var meget slank. Når vi gik tur, bemærkede jeg, at der blev kigget efter hende, hun var meget tiltrækkende, og jeg tror, at Garin var hemmeligt forelsket i hende. Selv Konrad, der var gift og havde to børn, kiggede i smug på hende, når hun ikke bemærkede det.

Faktisk syntes Amelia at være uvidende om den virkning, hun havde på andre menneske, og jeg tror, at netop denne fjernhed gjorde hende endnu mere tiltrækkende. Jeg var stolt over, at en sådan kvinde elskede min far.

Jeg husker, at vi i 1960 fejrede min optagelse på Humboldt-universitetet i Østberlin. Konrad forsøgte at overbevise mig om, at jeg skulle være fysiker, for så ville jeg få en storslået fremtid, men jeg var fast besluttet på at blive læge ligesom min far.

„Jeg skal nok passe på ham, selv om han ikke kommer til at gå til undervisning hos mig,“ lovede Konrad min far.

„Sørg for, at han ikke roder sig ud i problemer ligesom dig,“ bad Amelia ham.

For de unge universitetsstuderende blev forskellen mellem Østberlin og Vestberlin tydeligere og tydeligere for hver dag, der gik. Hver eneste dag tog tusindvis af berlinere på arbejde i Vestberlin, som de allierede var i gang med at forvandle til den kapitalistiske propagandas udstillingsvindue. Tænk på den frustration eller rettere den skizofreni, det medførte at leve mellem to verdener med forskellig valuta.

For Den Tyske Demokratiske Republik var Vestberlin mere end et udstillingsvindue, det var også en stor militærbase med over 12.000 soldater, amerikanske, engelske og franske. Og DDR brød sig ikke om at have denne militærbase lige uden for sin hoveddør.

Ulbrichts officielle politik gik ud på at anbefale en forening af Tyskland, men i virkeligheden anbefalede han dannelsen af en føderation uden fremmede tropper. På den måde fremstod han for de aktive venstreorienterede i resten af verden som en fredens mand, der kom med fredsforslag, som ikke kunne føres ud i livet på grund af de vestlige imperialisters griskhed. Ren propaganda naturligvis. Hans idé om en tysk genforening gik ud på at indlemme Forbundsrepublikken i det samme kollektivistiske system, som man havde i Den Demokratiske Republik. Men han var meget bevidst om udvandringen, for han mente, at mange tyskere ville fortsætte med at forlade DDR.

Jeg glemmer aldrig den 13. august 1961 om aftenen. Jeg sad inde på mit værelse og studerede, da nogle lyde fik mig til at kigge ud ad vinduet, og jeg så, at en gruppe soldater og medlemmer af kommunistpartiet var i gang med at opsætte et pigtrådshegn. Som jeg allerede har fortalt, lå vores hus på ‘grænsen’ til Vestberlin.

„Far! Amelia! Kig ud ad vinduet!“

Vi klemte os alle tre sammen foran stuevinduet og kiggede ud, hvor soldaterne fortsatte med at opsætte pigtrådshegnet.

„Grænsen,“ mumlede Amelia.

„Hvad for en grænse?“ spurgte jeg, der ikke fattede, at Berlin ikke blot var én hel by.

„Churchill talte om et jerntæppe … det er de nu i gang med også at opsætte i Berlin,“ svarede hun.

„Men det er jo latterligt. Hvad vil de med det pigtrådshegn? Det eneste de opnår er at besværliggøre adgangen til den anden side, og der er tusindvis af berlinere på denne side, som hver dag går på arbejde i den anden sektor,“ bemærkede jeg.

Amelia strøg kærtegnende en hånd hen over mit ansigt, som var jeg stadig et barn, der ikke forstod, hvad der foregik.

Min far sad tavs med et fjernt blik i det øje, han kunne se med, og med et fortrukket ansigtsudtryk.

„Vi burde rejse, mens vi endnu kan,“ sagde Amelia.

„Nej, jeg rejser ikke, men jeg vil ikke forhindre dig i at rejse,“ svarede min far tydeligvis meget oprørt.

Hun svarede ikke. Hvad kunne hun sige til ham? Han vidste, at hun aldrig ville forlade os, ligegyldigt hvad der skete. Men Amelia havde ret, vi burde rejse. Hvilken mening havde vores liv dér? Faktisk forstod jeg aldrig min fars stædige holden fast på, at vi skulle blive i Østberlin. Nogle gange tænkte jeg, at han havde brug for at straffe sig selv for at have været officer i Die Wehrmacht og svoret Hitler troskab.

Den næste dag sagde Garin til Amelia, at han havde hørt, at pigtrådshegnet bare var det første skridt.

„De vil bygge en over tre meter høj mur.“

„Jamen hvad vil de opnå med det? Folk skal jo fortsat kunne gå på arbejde på den anden side.“

„Det er Tysklands definitive adskillelse. Jeg tror nok, at de vil udarbejde et dokument, som siger, at der kun findes ét legitimt Tyskland, nemlig vores. Og man vil sikkert begrænse adgangen til Vestberlin. Nu får vi se.“

Garin havde ret. Det udviklede sig til et helt mareridt at komme til Vesten. Man skulle have en tilladelse, men først og fremmest skulle man have et ærinde. Det var noget lettere at komme ind i vores Berlin, da de besøgende ikke havde nogen som helst intention om at blive der for evigt.

Fra vores vindue så vi, hvordan opsætningen af pigtrådshegnet blev efterfulgt af opførelsen af en betonmur, der var tre meter høj og femoghalvtreds kilometer lang. Nu havde vi blot udsigt til denne betonmur, som soldater patruljerede foran dag og nat. Der var knap nok en meter fra den lille have, som hørte til vores ejendom, hen til pigtrådshegnet, og bag det lå Muren. Jeg havde en fornemmelse af at bo i et fængsel og var ved at blive kvalt, og det samme var Amelia, men min far accepterede det uden at beklage sig.

„De kan jo ikke bare finde sig i, at folk bliver ved med at rejse herfra, det bringer økonomien i fare,“ sagde han til deres forsvar.

Det var i oktober 1961, at Amelia mødte Ivan Vasiliev. Som alle andre morgener tog hun og jeg af sted sammen og spadserede et stykke vej, inden vi skiltes, hun for at fortsætte til ministeriet og jeg for at gå hen på universitetet. Vi snakkede sammen på arabisk. Det holdt vi af at gøre, når vi var alene. Amelia sagde altid, at kun ved at tale sproget undgik vi at glemme det. Måske var det hendes instinkt, eller måske var det mandens vedholdende blik, men pludselig satte Amelia farten ned.

„Amelia, Amelia Garayoa,“ hørte vi en eller anden sige bag ved os.

Det var en mand på omkring tres år, der havde sagt Amelias navn. Hun stirrede på ham, mens hun forsøgte at huske, hvem denne person var.

„Ivan Vasiliev,“ sagde manden på russisk og rakte hånden frem mod hende. „De husker nok Moskva? Jeg arbejdede sammen med Pierre Comte.“

„Åh gud!“ udbrød hun.

„Ja, det er sandelig en overraskelse, at vi skulle mødes igen.“

„Hvad laver De her?“

„Jeg tænkte netop det samme, da jeg så Dem. Hvad laver De her i Berlin?“

„Jeg bor her, sammen med min familie.“

„Deres familie? Ja, det er vel bare naturligt, at De startede et nyt liv efter Pierres død.“

„Ja. Er De stadig … altså … arbejder De stadig samme sted?“

„Vil De gerne vide, om jeg arbejder for KGB? Det er et spørgsmål, som De ikke bør stille, og som jeg ikke bør besvare. Hvem er den unge mand her?“

„Min søn. Friedrich, må jeg præsentere dig for Ivan Vasiliev …“

Manden studerede mig fra isse til fod, så jeg følte mig helt utilpas. Han var højere end mig, og kraftigere, og selv om han var klædt i jakkesæt, syntes jeg, at han lignede en militærmand.

„Hvis De har tid, vil jeg gerne invitere på en kop kaffe,“ foreslog Ivan Vasiliev.

„Jeg beklager, men Friedrich skal nå sine timer på universitetet, og om et kvarter skal jeg være på mit arbejde.“

„Hvor arbejder De henne?“

„I en afdeling under Kulturministeriet.“

„Måske må jeg have lov til at følge Dem derhen, så kan vi mindes gamle dage.“

Jeg skulle lige til at sige farvel, men besluttede så, at jeg også ville følge Amelia hen på hendes arbejde. Hun var anspændt og bleg, som om denne mand var et genfærd.

„Jeg har altid gerne villet fortælle Dem, at jeg beklager dybt, hvad der skete dengang. Det var dumdristigt af Pierre at tage til Moskva.“

„De gav ham ordre til det.“

„Han burde have fulgt Igor Krisovs råd.“

„Har De set ham siden?“

„Krisov? Nej, aldrig. Han er måske død. Jeg ved det ikke.“

„Hvad laver De her?“ spurgte Amelia igen.

„Som De ved, yder Sovjetunionen værdifuld hjælp til vores kammerater i Den Demokratiske Republik. Jeg er blevet udnævnt til juridisk rådgiver i Sikkerhedsministeriet.“

„De har altså tillid til Dem nu.“

„Ja.“

„Oven i købet stor tillid, for ellers ville de ikke have sendt Dem hertil …“

„Nu hvor De mener at vide, at jeg nyder tillid hos mine, hvad kan De så fortælle om Dem selv?“

„Der er ikke noget særligt at fortælle. Jeg bor i Berlin.“

„Og hvorfor i denne del af Berlin. En ung kvinde som Dem ville passe bedre ind i den anden zone.“

„De ved ingenting om mig. Har De glemt, at jeg også var aktiv kommunist?“

„De har ret, vi nåede knap nok at lære hinanden at kende. Det var meget modigt af Dem at forsøge at redde Pierre med hjælp fra den amerikanske journalist. Det lykkedes næsten.“

Vi nåede frem til døren ind til ministeriet, og de gav hinanden hånd til afsked. Han bad om vores adresse og om lov til at komme på besøg, og Amelia kunne ikke gøre andet end at give ham adressen.

Da hun var gået ind, vendte manden sig om og kiggede op og ned ad mig.

„De er altså Amelias søn …“

„Altså … man kan sige, at jeg er som en søn, hun har opfostret mig. Min far og Amelia har levet sammen i en evighed.“

„Og hvad beskæftiger Deres far sig med?“

„Han blev desværre såret under krigen, han er invalid, han har mistet begge sine ben.“

„Jeg vil gerne komme på besøg en dag, jeg håber ikke, at De og Deres far har noget imod det.“

„Ih nej, kom, når De har lyst. Amelias venner er altid velkomne.“

Da jeg vendte hjem samme aften, var Amelia i gang med at fortælle min far, hvad der var sket. Det var på det tidspunkt, jeg fandt ud af, at Amelia havde været forelsket i en sovjetisk spion, der hed Pierre.

„Ivan Vasiliev var hjælpsom over for mig, selv om han var bange,“ fortalte Amelia os. „Da vi kom til Moskva, blev Pierre sat under Vasilievs kommando. Han optrådte meget korrekt over for Pierre, og Pierre fortalte mig, at han virkede usikker, men at han var et godt menneske. Det var Vasiliev, der fortalte mig, at de havde anholdt Pierre, og at de fattede mistanke til ham, fordi han havde været en af Igor Krisovs agenter; Krisov var en anden spion, som blev anklaget for forræderi, fordi han var deserteret. Da jeg lærte Ivan Vasiliev at kende, var han en meget bange mand, men nu virker han forandret, ikke bare fordi han er blevet ældre … det er, som om det går ham rigtig godt nu.“

„Det bekymrer mig, at han er KGB-officer,“ sagde Max.

„Det bekymrer også mig,“ indrømmede Amelia.

Ivan Vasiliev dukkede op hjemme hos os to dage senere. Han havde en flaske rhinskvin med samt en pakke pølser og et stykke kage.

Han viste sig at være meget charmerende, han hjalp Amelia med at tilberede pølserne og mig med at dække bord, og han spillede et parti skak med min far. Hvis det overraskede ham, at min far havde været officer i Die Wehrmacht, sagde han det ikke, men han lyttede interesseret, da Amelia fortalte, at han havde været med i en modstandsgruppe mod Hitler.

„En eneste kugle ville have forhindret krigen, men ingen af os turde affyre den mod Der Führer,“ indrømmede min far.

„Jeg tror ikke, at russerne kan være særlig stolte over Ribbentrop-Molotov-pagten,“ sagde Amelia i forsøg på at provokere Ivan Vasiliev.

„Ren taktik. Stalin undgik krigen på det tidspunkt,“ tog manden til genmæle.

„Han udskød den bare og ødelagde tusindvis af kommunisters moral, fordi de ikke forstod, hvordan Sovjetunionen kunne indgå en pagt med Hitler,“ svarede Amelia.

„Uden os ville man aldrig have vundet over Hitler,“ udtalte Ivan Vasiliev.

„Det er rigtigt, men hvis Der Führer ikke havde invaderet Sovjetunionen, hvad ville de så have gjort? Ville de have tilladt ham at fortsætte med sine grusomheder?“

„Historien er, som den er, og ikke som den kunne have været eller ikke have været. Hitler fejlede ved at angribe os, ligesom Napoleon. Og her er vi så nu.“

Jeg ved ikke hvorfor, men min far syntes godt om Ivan Vasiliev og omvendt. De så ud til at føle sig godt tilpas i hinandens selskab. Efter denne aften tilbragte vi mange andre aftener sammen med Ivan Vasiliev. I starten var Amelia anspændt, men lidt efter lidt begyndte hun at slappe af. Det fremgik tydeligt, at han var et af de KGB-medlemmer, der var udsendt til Berlin, så han måtte have sine chefers fulde tillid. Når han havde overlevet Stalins udrensninger, måtte han være en stærk og intelligent mand.

Amelia fortalte Garin om sit møde med Ivan Vasiliev og bad ham fortælle det videre til Albert James.

„Ønsker du at træde i aktion igen?“ spurgte Garin.

„Nej, under ingen omstændigheder. Når jeg beder dig fortælle det til Albert, er det, fordi han og jeg mødte Vasiliev i Moskva for mange år siden.“

„Det er altså lang tid siden, at I lærte hinanden at kende …“

„Meget længere end du kan forestille dig.“

„At have en KGB-officer som ven er en fantastisk lejlighed …“

„Lejlighed til hvad? Jeg har sagt, at jeg ikke ønsker at vende tilbage til at arbejde for Albert eller for nogen anden. Vi har det godt, Max er lykkelig nu, han sover roligt om natten, og det gør jeg også.“

Men heldet var ikke på vores side. Walter, Iris’ søn, som stadig kun var en stor dreng på tretten eller fjorten år, dukkede pludselig op hjemme hos os en aften. Det var lillejuleaften, men partiet havde afskaffet højtiden og erstattet den med vinterferie, så der var ingen undervisning.

„Min mor sagde, at jeg skulle gå herhen og bede dig give en besked til Garin. Hun tror, at de mistænker hende, og at de vil anholde hende.“

Walter var bange og rystede. Han var rød i ansigtet og anstrengte sig meget for ikke at græde.

Amelia forsøgte at berolige ham. Hun sendte mig ud i køkkenet for at hente et glas vand til ham og bad ham tage det roligt.

„Fortæl mig nu alt, hvad der er sket,“ sagde hun til Walter.

„Jeg ved det ikke. Min mor har været nervøs i flere dage, hun siger, at hun er sikker på, at de skygger hende. Om aftenen står hun og kigger ned på gaden ud mellem gardinerne. Hun vil ikke have, at jeg tager telefonen, og hun har forbudt mig at tage venner med hjem. Da jeg kom hjem i eftermiddag, sad hun med alt lyset slukket. Hun gav mig nogle penge, som hun havde gemt, amerikanske dollar, og hun sendte mig herhen. Hun sagde til mig, at jeg hverken måtte kontakte Garin eller Konrad eller Otto, men at det ville du gøre, og at hun stolede på dig, og at hvis nogen kunne redde mig, var det dig. Så sagde hun til mig, at jeg skulle gå herhen, men ikke den direkte vej, jeg skulle tage flere busser i forskellige retninger, og jeg skulle også gå et stykke til fods, og når jeg var sikker på, at ingen fulgte efter mig, skulle jeg gå hen til dig. Jeg ved ikke, hvad der sker, kun at hun var meget bange.“

„Han kan ikke blive her,“ indskød Max. „Hvis de er ude efter Iris, vil de før eller senere lede hos hendes venner, og de vil også komme her, og hvis de finder Walter her, vil de tro, at vi ved, hvor hun er.“

„Selvfølgelig kan han blive her,“ svarede Amelia med en vrede, der kom bag på mig, og stillede sig foran Max.

„Jeg sagde ikke, at vi ikke skulle hjælpe ham, men at han ikke kunne blive her,“ svarede han meget alvorligt.

„Og hvor vil du have, at jeg skal tage ham med hen?“

„Ned i kælderen,“ brød jeg ind. „Dernede finder de ham ikke.“

I kælderen stod vores gamle møbler og naboernes gamle skrammel. Vi havde nøgle dertil.

„En god idé, Friedrich,“ sagde min far.

„Jamen der er beskidt, og pæren lyser ikke ret meget,“ jamrede Amelia.

„Men det er let at gemme ham dernede. Jeg kender et sted nede i kælderen, hvor de ikke vil finde ham,“ fastholdt jeg.

„Hvad for et sted?“ spurgte Amelia nysgerrigt.

„Da jeg var lille, holdt jeg meget af at udforske kælderen. Jeg gik dernede med min lygte, og altså … en dag var jeg lige ved at falde ned i et hul, som jeg aldrig før havde set, fordi det var dækket af en tynd træplade. Under den opdagede jeg et hulrum, jeg tror, at det må have været brugt til opbevaring af kul, for væggene er meget beskidte. Jeg brugte en lille jernstige, som jeg fandt mellem noget gammelt værktøj, til at komme derned.“

„Den opdagelse har du aldrig fortalt os om,“ sagde min far bebrejdende.

„Vi har alle hemmeligheder, og det var min hemmelighed.“

„Men der kan Walter da ikke være nede …“ protesterede Amelia.

„Vi kan indrette et skjulested for det tilfælde, at politiet skulle dukke op,“ foreslog jeg.

De accepterede min plan, og musestille listede Amelia, Walter og jeg os ned i kælderen hver med en lygte i hånden. Walter satte et forskrækket ansigt op, da han så den mørke kælder og det rum, jeg havde talt om. Men Amelia sendte os op i lejligheden efter rengøringsartikler.

„Vi ordner bare rummet, så det er klart, hvis der bliver brug for at gemme dig.“

Da hun kom op nede fra rummet, var hun kulsort over det hele, men hun så meget tilfreds ud.

„Så, nu er det meget bedre. Og med de tæpper og den pude, jeg har lagt på gulvet, vil du fint kunne klare dig, hvis det er nødvendigt at skjule dig. Der kommer luft ind i rummet, men jeg ved ikke hvorfra. I morgen går vi ned og undersøger det nærmere, men jeg tror, at der må være forbindelse til et eller andet sted.“

Næste morgen stod Amelia tidligt op for at gå på arbejde, for hun ville hurtigst muligt tale med Garin. Jeg fik til opgave at passe på Walter og sørge for, at han ikke gik nogen steder.

„Garin, i aftes kom Walter hjem til os. Han fortalte, at Iris tror, hun bliver skygget.“

„Hun blev anholdt i aftes.“

„Åh gud!“

„For nogle dage siden fortalte Iris mig, at hun troede, hendes chef havde fået mistanke til hende, og at hun var sikker på, de skyggede hende. En eftermiddag, hvor hendes chef var gået efter at have sagt på gensyn i morgen, blev Iris der lidt længere, som hun ofte gjorde, med den undskyldning, at hun skulle have ordnet nogle papirer. Det var det tidspunkt, hun brugte til at mikrofilme dokumenter. Men han kom tilbage efter noget, han havde glemt, hun hørte hans skridt og nåede at gemme kameraet væk, men hun havde ikke tid til at skjule de papirer, hun var ved at affotografere. Hendes chef spurgte hende, hvad hun lavede, og hun svarede, at hun ledte efter et dokument, som hun mente var blevet forlagt. Han troede ikke på hende, selv om han lod, som om han godtog forklaringen.

„Hvor er hun! Fortæl mig, hvor de har bragt hende hen!“

„Ingen steder. Hun havde en cyankaliumpille, ligesom alle vi andre har, i tilfælde af at vi skulle blive arresteret. Hun plejede at sige, hun ikke ville kunne klare at blive tortureret. Da politiet kom for at hente hende i hendes lejlighed, smækkede hun døren i, og da de kom ind, var hun død.“

„Hvordan ved du alt det?“

„Gennem en ven, der arbejder i Indenrigsministeriet, tæt ved Iris’ afdeling. Det er alt sammen en offentlig hemmelighed. Nu leder de efter Walter.“

„Han er hjemme hos mig, jeg skjuler ham.“

„Vi må se at få ham ud af Berlin. Det ville Iris have bifaldet, for hun sagde altid, at hun en dag ville tage af sted sammen med Walter for at starte et nyt liv. Hun sparede op til at kunne gøre det. Hun drømte om at leve i det andet Berlin, som er så tæt på og dog så langt væk.“

„Men hvordan skal vi få ham ud?“

„Jeg aner det ikke, jeg er nødt til at få fat i Albert. Du ved jo, at det ikke er let at komme ud herfra.“

„Jamen I må da have en eller anden flugtrute …“

„Du ved, hvordan alle forsøg på at klatre over Muren ender.“

„Måske forhaster vi os, for de har intet på Walter, han er kun et barn.“

„Et forældreløst barn, som de vil lukke inde på en statsinstitution, og som de vil behandle som søn af en forræder. Kan du forestille dig, hvad det betyder? Det er ikke det, Iris ville have ønsket, og det ved du godt. Hvis det er et problem for dig, vil jeg forsøge at få ham hentet hjemme hos dig i aften, og så finder vi ud af noget.“ Garins tonefald var skarpt.

„Du ved, at jeg holder meget af Walter! Jeg holdt også meget af Iris, og jeg vil gøre, hvad det skal være.“

„Så skjul ham, indtil jeg siger til. Når jeg har fundet ud af, hvordan vi skal få ham ud af Berlin, giver jeg dig besked. Vi er i det mindste så heldige, at han ikke vil blive savnet i skolen, fordi det er vinterferie.“

„Men politiet vil lede efter ham, og de vil lede hjemme hos Iris’ venner.“

„Ja, det er muligt, at nogen af os vil få besøg. Du ved, at vi altid har sørget for at være diskrete og for ikke at blive set sammen, men nogen må nødvendigvis have set os, så vi må være forberedt på alt. Også dig.“

„Det er længe siden, at jeg sidst så Iris …“

„Jeg ved det, men det betyder ikke, at politiet ikke kommer og gennemsøger dit hjem. Hvor vil du gemme ham?“

„Jeg kan gemme ham nede i kælderen. Friedrich har fundet et rum, der sikkert har været brugt til opbevaring af kul. Jeg tror ikke, at de vil finde ham dernede.“

„Sørg for at optræde naturligt, fortsæt med at leve jeres normale liv. Jeg sætter mig i forbindelse med dig, når jeg ved, hvordan vi skal få Walter ud.“

„Måske kunne han klatre over Muren, du ved jo, at den går lige foran vores hus.“

„Du skal intet foretage dig. Vent, indtil jeg giver dig besked.“

Min far bad om at få sin kørestol anbragt ved vinduet, for så kunne han holde øje med, om der skete noget ud over det sædvanlige.

Walter var næsten hele tiden inde på mit værelse. Jeg sørgede for at være sammen med ham så meget som muligt, men Amelia forlangte, at jeg skulle gå ud og være sammen med mine venner. Hun ville ikke risikere, at nogen savnede mig og dukkede op for at hente mig. Hun mødte selv præcist på arbejde hver dag, mens hun utålmodigt ventede på, at Garin kom og fortalte hende, hvad der skulle ske. Hver dag spurgte hun, hvordan det gik, men han havde stadig intet svar.

Ivan Vasiliev overraskede os ofte ved at dukke op uden at have givet besked i forvejen. Han plejede at undskylde og forklare, at han var lige i nærheden og havde besluttet at gå ind og hilse på. Han blev altid godt modtaget af min far, der nød at spille et parti skak sammen med ham og drikke et glas cognac af en flaske, som Ivan Vasiliev havde foræret ham. Han kom aldrig tomhændet. De specialforretninger, hvor de store kanoner købte ind, var velforsynede med varer fra Vesten, så det var ikke sjældent at se ham ankomme med hollandsk smør, spansk vin, italiensk olie eller fransk ost. For os var det en luksus, der lå helt uden for vores rækkevidde, så vi takkede ham oprigtigt. Jeg tror, at vi var en slags familie for ham.

Men i de dage, hvor vi allermindst ønskede at få besøg, ankom netop Ivan Vasiliev.

Dørklokken forskrækkede os. Amelia var i gang med at lave aftensmad, og Walter dækkede bord. Jeg skubbede Walter ind på mit værelse, for der var ikke tid til at gemme ham nede i kælderen.

Ivan Vasiliev overrakte mig smilende to flasker, som han stod med i hånden.

„Åh, min kære Friedrich, jeg kunne ikke modstå fristelsen til at aflægge jer besøg for at overrække Amelia denne lille gave!“

Det var to flasker spansk olivenolie, som Amelia takkede varmt for.

„Bliver du ikke og spiser med? Jeg er ved at lave en omelet, og nu med den her olie … ja, så kan smagen ikke blive meget bedre.“

„Jeg havde håbet, at du ville forbarme dig over mig stakkels ensomme mand,“ svarede Ivan Vasiliev, hvorpå han tog plads ved siden af Max.

Amelia virkede rolig, som om det var en ganske almindelig aften, men min far og jeg var nervøse og havde svært ved at skjule det. Jeg husker endnu, hvor bange jeg var for, at der skulle komme en lyd inde fra Walter, som røbede ham, og jeg spurgte mig selv, hvad Ivan Vasiliev ville gøre, hvis det skete, ville han mon anholde os alle?

„Max, kære ven, jeg kan se, at du er bekymret. Og det er du også, Friedrich. Er der noget galt?“

„Ikke noget alvorligt, men du ved jo, hvordan fædre har det med deres sønners fremtid. Friedrich vil specialisere sig i intern medicin, og Max siger til ham, at han skal være mere ambitiøs.“

„Jeg tror, at din far har ret. Du er en begavet studerende, der kan nå længere end til at blive praktiserende læge. En dygtig kirurg, neurolog, specialist, det har altid mere vægt.“

„Til hvilket formål? Jeg foretrækker at arbejde med det, jeg har lyst til, og jeg vil gerne være det samme som min far,“ svarede jeg, idet jeg spillede med på Amelias spil.

„Han vil ikke høre på mig,“ beklagede Max sig.

„Jeg er måske kommet på et dårligt tidspunkt …“

„Nej da! Takket være dig er diskussionen nu blevet afsluttet, og så kan vi spise i fred og ro.“ Amelia smilede så uskyldigt, at det virkede helt ægte.

Omeletten var rigtig god, og Ivan Vasiliev lovede Amelia, at han ville skaffe nogle flere flasker spansk olivenolie, hvis hun inviterede ham til at smage på det, hun lavede med olien. Efter maden spillede han et parti skak med min far, men denne var distræt og kunne ikke koncentrere sig, så Ivan Vasiliev opfordrede ham ikke til at tage revanche.

„Jeg kommer snart igen, kære venner. Og … pas godt på dig selv, Amelia.“

„Ja, selvfølgelig, det gør jeg også.“

Da Ivan Vasiliev var gået, undrede vi os over dette råd. Min far mente, at dette besøg ikke havde været tilfældigt, og at det samme gjaldt russerens sidste ord. Men Amelia bad os holde op med at spekulere mere over det.

Den stakkels Walter havde ingen aftensmad fået og måtte nøjes med et glas mælk og en tvebak.

„Vi er nødt til at være mere agtpågivende, i dag var det Ivan Vasiliev, der overraskede os, men hvad nu, hvis KVP dukker op?“ sagde min far advarende.

„Vores lejlighed ligger lige oven over kælderen, måske skulle vi lave et hul og forbinde dem med hinanden,“ foreslog jeg.

„Er du vanvittig! Hele nabolaget vil opdage det, hvis vi begynder at hamre for at lave et hul i gulvet, og desuden ved vi slet ikke, hvor solidt det er, eller hvad vi vil støde ind i,“ indvendte min far.

„Jeg tror, at Friedrich har ret,“ svarede Amelia, der ikke var blevet overbevist af Max’ indvendinger. „Hvis nogen pludselig dukker op, kan vi ikke nå at få Walter væk herfra. Vi kan heller ikke lukke ham inde i det mørke kælderrum. Lad os lave en forbindelse mellem vores lejlighed og kælderen. Vi gør det med stor forsigtighed og sørger for ikke at larme alt for meget. Hvis naboerne spørger, siger vi, at vi er i gang med et mindre reparationsarbejde, fordi der er opstået en skade.“

„Hvornår går vi i gang?“ Jeg var henrykt over, at Amelia havde accepteret mit forslag.

„Med det samme, men vi laver hullet nedefra. Lad os prøve, om det kan høres.“

Walter og jeg gik ned i kælderen med en lygte og regnede os frem til det sted, som vi mente, lå lige under køkkenet. Vi begyndte at hakke i kælderloftet. Amelia kom ned efter et par minutter og meddelte, at det næsten ikke kunne høres, men at vi alligevel skulle være forsigtige. Vi svøbte nogle klude om redskaberne for at dæmpe hamrelydene og arbejdede i et godt stykke tid, indtil Amelia sendte os i seng.

I løbet af et par dage havde vi lavet hullet. Vi kunne have lavet det færdigt samme aften, som vi begyndte på det, men det gav Amelia os ikke lov til. Hun foretrak, at det gik langsomt, for at vi ikke skulle vække opmærksomhed. Hullet i kælderens loft førte op til et lille rum ved siden af køkkenet, hvor Amelia opbevarede kost, fejebakke, strygejern og andre husholdningsartikler. Vi skjulte hullet så godt, som vi kunne, men først prøvede vi, om Walter kunne komme igennem det, og vi lagde en gammel madras i kælderen, for at man ikke skulle brække et ben, når man lod sig glide derned. Jeg ønskede næsten, at Ivan Vasiliev kom på besøg igen, så vi kunne få afprøvet, om min idé virkede.

Garin fortalte Amelia, at Albert var orienteret om situationen, og at han havde lovet at tage sig af Walter.

En eftermiddag, da Amelia tog bussen hjem, satte en mand sig ved siden af hende. Han lignede en arbejder på vej hjem fra en eller anden fabrik. Gråt hår, overskæg, hullet kasket, briller, tykke vanter og halstørklæde samt en slidt frakke.

„Sig ikke noget og bevæg dig ikke.“

Det havde Amelia svært ved. Hun genkendte Albert James’ stemme, der kom fra denne mand med et for hende helt fremmed udseende.

„Vi har konstateret, at ingen overvåger jeres hus. Det er meget længe siden, at du har set noget til Iris, måske er det derfor, eller måske skyldes det, at de ikke tør overvåge en god ven af KGB-oberst Ivan Vasiliev.“

„Jeg bad Garin fortælle dig, at Ivan Vasiliev var dukket op.“

„Og det har han også gjort. Jeg husker Vasiliev fra Moskva, men dengang sagde du, at han var en forsagt mand, en mand, der var bange. Nu er han blevet oberst, med en tapperhedsmedalje for sin indsats ved fronten. Og han er en af de farligste mænd, der findes. Vi ved, at han har anbragt muldvarpe på strategiske steder i Vesten, men vi ved ikke hvor. Vi ved kun, at følsomme oplysninger når frem til ham. Han er din ven, og derfor kan du hjælpe os.“

„Ved at forråde ham? Nej, det vil jeg ikke gøre.“

„Det er underligt, at du var ligeglad med at føre Max bag lyset, men har skrupler ved at gøre det samme med oberst Vasiliev.“

„Jeg ved godt, at grænsen mellem løgn og forræderi er meget fin, men jeg følte aldrig, at jeg forrådte Max. Jeg vidste, at vi ønskede det samme, nemlig at få ryddet Hitler af vejen. Men jeg vil ikke diskutere med dig. Jeg arbejder ikke længere for dig. Jeg troede, du var kommet for at hente Walter.“

„Ja, det er det, jeg er kommet for, men jeg er også kommet for at bede dig om at hjælpe os med at finde frem til en muldvarp, som Vasiliev har fået placeret; vi ved ikke, hvor han er, men han har adgang til vores oplysninger og til englændernes.“

„Som I stadig deler alt med.“

„Næsten alt. De er vores fætre.“

„Jeg har fortalt dig, at jeg ikke vil arbejde for jer igen.“

„Tænk over det. Jeg kommer og henter Walter i aften.“

„Hvordan vil du få ham ud?“

„Undskyld mig, men det kan jeg ikke fortælle dig.“

Da Amelia kom hjem, bad hun Walter gøre sig klar.

„Du skal af sted i aften.“

„Jeg … jeg vil hellere blive her hos jer.“

„Det er umuligt, det ved du jo. Du vil få det godt, og din mors drøm vil gå i opfyldelse. Du vil få et godt liv, det lover jeg dig.“

Men Walter begyndte at græde, og denne gang holdt han ikke tårerne tilbage, som han havde gjort så mange gange siden sin mors død.

Max holdt øje med gaden, men så ingen biler eller mistænkelige personer. Men pludselig mente han at kunne se en skygge nærme sig haven bag ved huset.

„Det er måske Albert. Det håber jeg, for om to minutter vil vagternes projektører oplyse området.“

Min far havde beregnet, hvor lang tid projektørerne oplyste vores område om aftenen, og hvor lang tid vagtpatruljerne brugte på at passere forbi.

Amelia gik ned til gadedøren og lukkede den op; hun håbede, at det var Albert, og stillede sig til at vente i mørket.

Det var ham. Han skyndte sig ind i huset. Ligesom det var sket for Amelia, havde vi også svært ved at genkende ham.

Walter havde gemt sig i kosteskabet, hvor lemmen var åbnet, hvis han nu skulle få brug for at gemme sig i kælderen.

„Meget opfindsomt,“ måtte Albert indrømme, da vi fortalte ham, hvad vi havde lavet.

Amelia fortalte ham også, at det kun var os, der havde nøgle til kælderen, og at jeg havde fundet et rum dernede, som kunne bruges som skjulested.

„Der kommer luft ind i rummet dernede, men jeg ved ikke hvorfra.“

„Må jeg låne en lygte og gå ned og kigge på det?“ spurgte Albert.

„Ja, selvfølgelig, men bliver det ikke for sent?“ spurgte Amelia, som var nervøs for, at der skulle gå for lang tid, og at det så måske blev vanskeligere at få Walter ud.

Jeg fulgte med Albert ned i kælderen, og vi lod os glide ned gennem hullet i kosteskabet. Jeg hjalp ham med at undersøge hulrummet i kældergulvet. Han tændte en tændstik for at se, hvor luften kom fra, og vi opdagede en sprække i væggen.

„Det er en meget tynd væg, og bag ved den er der et andet rum … jeg ved ikke rigtig, men det er, som om man kan høre lyde derinde, måske er der en U-Bahn-tunnel i nærheden …“

„Måske er det kloakken, for i haven bag ved huset er der et kloakdæksel, som er gemt under nogle buske. Dækslet kan ikke løftes af. Da jeg var lille, forsøgte jeg det flere gange. Jeg holdt meget af at lege skattejagt, og jeg drømte om at klatre ned i kloakkerne. Men det lykkedes mig ikke.“

Vi gik op i lejligheden igen, og Albert spurgte, hvor mange meter der var hen til Muren.

„Der er to meter hen til pigtrådshegnet og tyve meter hen til Muren, men hvis du har ret, og der nede i dette hulrum i kælderen kommer luft ind fra kloakkerne, skal du vide, at de har tilmuret alle kloakportene, der fører over til den anden del af byen, og at patruljer overvåger kloakkerne konstant. Jeg kan forestille mig, at hvis Friedrich har ret, og der ude i haven er en åbning, som fører ned i kloakkerne, må dette område være endnu bedre bevogtet, fordi vi befinder os så tæt på Muren,“ forklarede min far.

„Jeg kunne godt tænke mig at komme igen og undersøge det nøjere. Jeg vil prøve, om jeg kan få fat i et kort over Berlins kloaksystem før krigen. Hvis det forholder sig sådan … så kan vi måske bruge den vej til at få folk ud herfra.“

„Jeg har sagt til dig, at jeg ikke arbejder for dig,“ sagde Amelia lavmælt, men vredt.

„Vil du nægte at redde liv? For undertiden drejer det sig om at redde menneskeliv. Du kan ikke forestille dig, hvor svært det er at få folk ud herfra, og det bliver sværere og sværere. Vi har sat fantasien i sving, men det har russerne og KVP også. Læser du ikke aviser? For to uger siden døde endnu en mand, der forsøgte at klatre over Muren. Hvor mange tror du, der vil dø?“

„Det er ved at blive sent,“ afbrød min far ham.

„Ja, du har ret. Tak fordi I har taget jer af Walter.“

„Du behøver ikke at takke, vi holder meget af drengen,“ sagde Amelia.

De forlod huset og forsvandt i aftenens mørke. Jeg ved ikke, om Amelia nogensinde fik at vide, hvordan de fik ham ud af Berlin. Hvis hun gjorde det, fortalte hun det aldrig til os.

Forestillingen om, at der muligvis var forbindelse fra vores kælder til kloakkerne, havde grebet Amelia. Derfor gik hun, så snart hun fik mulighed for det, selv i gang med at forsøge at lave et hul i væggen nede i kælderhulrummet på det sted, hvor vi mente, at luften trængte ind. Jeg hjalp hende, selv om min far advarede os mod at gå i gang. Det tog os ikke lang tid at få lavet et lille hul, men der var kulsort derinde, så vi lyste ind i mørket med lygten, mens vi frygtede for, hvad vi ville finde. Vi kunne høre lyden af vand, og vi kunne se, at hullet førte ind til et andet hulrum, der havde forbindelse til kloaksystemet.

„Der er helt stille, så lad os lave hullet i væggen lidt større, og så kravler jeg ind i hulrummet på den anden side med lygten, for jeg vil gerne finde ud af, hvor det fører hen,“ sagde Amelia.

„Du hørte, hvad min far sagde: Soldaterne patruljerer i kloakkerne, og overvågningen er endnu grundigere tæt på Muren. Det er farligt.“

„Ja, det er jeg godt klar over. Mens jeg undersøger hulrummet, kan du jo tænke over, hvordan vi kan skjule hullet. Hvis soldaterne kommer forbi her, tror jeg ikke, at de går ind i hulrummet, der har forbindelse med kælderrummet, men alligevel bør vi skjule hullet bedst muligt.“

„Jamen hvad er formålet med det her?“ spurgte jeg nervøst.

„Jeg ved det ikke, hvem ved, måske får vi brug for det en dag.“

„Lad mig gå med, der er måske rotter derinde.“

„Nej, jeg går alene derind. Det er ikke første gang, jeg færdes i kloakker. Jeg ved, hvordan der stinker, og hvad jeg kan risikere at møde.“

Vi fjernede forsigtigt murstenene, indtil Amelia kunne kravle igennem. Jeg så, hvordan hun forsvandt i Berlins dybe undergrund, kun med lyset fra en lommelygte. Der gik omkring en time, og jeg blev bange, for i det fjerne kunne jeg høre tunge skridt og stemmer. Jeg trak først vejret roligt igen, da jeg så, at hun var på vej tilbage. Hun stank af skidt, hendes hænder var forrevne, og hendes støvler var gennemblødte, men hun virkede fornøjet.

„Har du fundet ud af, hvordan vi kan skjule hullet?“

„Ja, vi laver en samlet blok af de sten, vi har fjernet, og sætter dem på plads igen, så vil det i nødstilfælde være let at flytte dem. Men hvad er der sket? Jeg hørte stemmer.“

„Det gjorde jeg også, og jeg var ved at dø af skræk. Jeg var nødt til at slukke lygten. Det var en patrulje, jeg tror, de var fem eller seks mand, de talte sammen, og de gik tæt forbi mig, men de så mig ikke. Jeg blev stående helt stille, indtil jeg kunne høre, at de fjernede sig igen.“

„Min far har altså ret, soldaterne patruljerer i kloakkerne …“

„Ja. Lad os nu komme op i lejligheden, og så går jeg herned igen i morgen.“

„Hvorfor?“

„Hvem ved, måske finder vi ud af, hvordan man kan komme over på den anden side …“

„Det er umuligt, min far fortalte jo, at de har tilmuret kloakportene.“

„Jo, men spildevandet løber stadig igennem …“

„Du har vel ikke tænkt dig at gå ned i kloakvandet!“ udbrød jeg forfærdet.

„Nu får vi se …“

Et par dage senere, da Amelia sad i arkivet og ordnede nogle mapper, kom Garin hen til hende. Der var ingen af afdelingens øvrige ansatte i nærheden, så de kunne tale uforstyrret sammen.

„Walter er nået godt frem, det ville Albert gerne have, at du fik at vide.“

„Gud være lovet!“

„Albert har løbet en stor risiko.“

„Hvordan fik han ham ud?“

„Jeg ved det ikke.“

„Det passer ikke, Garin!“

„Albert har bedt mig sige til dig, at han kommer og besøger dig. Du har åbenbart en meget interessant kælder.“

„Jeg har fortalt ham, at han godt kan glemme mig.“

Garin smilede, trak på skuldrene og forlod arkivet igen.

Hverken min far eller Amelia vidste, at jeg var med i en gruppe studenter, der regelmæssigt mødtes med Konrad. Vi talte om politik og arrangerede aktiviteter på universitetet, hvor vi med stor forsigtighed forsøgte at narre censuren.

Teaterforestillinger, oplæsninger, musik … alt kunne vi bruge til at bekræfte os selv i, at vi gjorde vældig stor modstand mod myndighederne i Den Demokratiske Republik. Der fandtes helt sikkert politimeddelere på universitetet, men vi var overbevist om, at der ingen sprækker var i vores gruppe.

Ingen kom ind uden Konrads godkendelse, så da han dukkede op med to unge piger til prøverne på et teaterstykke, vi var ved at sætte op, nærede vi ingen mistillid til dem.

„Må jeg præsentere jer for Ilse og Magda, to af mine dygtigste elever.“

Ud over teaterstykket var vi også i gang med at arrangere en protestdag på universitetet. Vi ville kræve mere frihed, og at man løslod en historieprofessor, som var blevet arresteret og anklaget for aktiviteter mod Den Demokratiske Republik.

Vi havde tænkt os at arrangere en tavs march rundt på universitetsområdet, hvor vi bar plakater med kun ét ord: ‘Frihed’. Der skulle ikke råbes slagord, men marcheres i tavshed. Vi mente, at en stille demonstration ville have stor virkning. Vi fremstillede desuden flyveblade med krav om, at den fængslede professor blev frigivet, og dem havde vi tænkt os at sprede ud over hele området.

Jeg blev forelsket i Ilse, straks jeg så hende. Hun lignede en valkyrie: lyshåret, høj, slank, med mørkeblå øjne … Hun var en skønhed. Det var Magda også, men anderledes end Ilse. Magda havde mørkt hår, meget lys hud og grønne øjne. Hun var ikke så høj som Ilse og heller ikke så slank, men det var umuligt ikke at lægge mærke til hende.

Dagen for demonstrationen nærmede sig, og Konrad havde indkaldt til et møde i det lille trykkeri, hvor vores illegale materiale blev trykt. Ingen af os vidste, hvor trykkeriet lå, men det vigtigste var, at mødet fik deltagelse af den stab, som ledede modstanden på universitetet og i de intellektuelle kredse, der støttede den illegale bevægelse.

„Jeg synes, at Ilse og Magda også skal med til mødet. Så kan de lære de andre i gruppen at kende. Friedrich, du sørger for at tage dem med,“ sagde Konrad.

„Men jeg ved ikke, hvor trykkeriet ligger,“ svarede jeg.

„Det er jeg klar over, men når du har hentet pigerne, går I hen i parken, hvor I skal mødes med en anden gruppe. Og så vil der dukke en op, som følger jer derhen.“

Ilse og Magda sagde med fornøjelse ja. De var ivrige efter at lære resten af gruppen at kende.

Den nat sov jeg dårligt, og næste morgen bemærkede Amelia de mørke rande under mine øjne.

„Har du ikke sovet godt?“

„Nej, jeg er nok nervøs for mine eksamener.“

Vi tog af sted, som vi plejede om morgenen, og gik hen til busstoppestedet, hvor vi skiltes. Da jeg ankom til universitetet, løb jeg ind i Ilse, og vi snakkede lidt om eftermiddagens møde. Hun stod og ventede på Magda for at følges med hende til timerne, men Magda var åbenbart sent på den.

Da jeg ved middagstid forlod universitetet for at begive mig hjemad, kom Ilse løbende efter mig. Hun var bleg og nervøs og så ud til at være helt ude af sig selv.

„Der er sket noget … jeg … jeg ved ikke, om det betyder noget, men jeg er bekymret … Jeg har forsøgt at få fat i Konrad, men han er gået, og jeg har hverken hans private telefonnummer eller hans adresse, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre …“

„Tag det roligt og fortæl mig, hvad der er sket.“

„Magda kom for sent til timerne i morges. Hun fortalte mig, at hun havde haft det dårligt og var blevet liggende lidt længere i sengen. Hun så ikke syg ud, men jeg tænkte, at det sikkert var noget, der var gået over igen. Men så mødte vi en kammerat, der udbrød: ‘Hvor i alverden skulle du hen i morges, Magda, så tidligt og med den fart? Jeg kaldte på dig, men du hørte mig ikke … jeg går selvfølgelig også altid selv hurtigt, når jeg skal forbi KVP … men det så ud, som om du gik ind til dem …’ Og så begyndte han at grine, og hun gjorde det samme, men jeg kender hende og kunne se, at hun blev meget nervøs.“

„Hvor længe har I været veninder?“

„Jeg har kendt hende, lige siden vi begyndte på studierne, men det er først i det her studieår, at vi er blevet veninder. Hun er meget intelligent og er faktisk Konrads dygtigste student.“

„Og du tror …“

„Jeg ved det ikke, Friedrich … men det forskrækkede mig. Der er meddelere overalt, og vi ved, at vi ikke skal stole på nogen … Måske er jeg uretfærdig over for Magda, det er jeg sikkert, men jeg var ikke rolig, før jeg fik det fortalt til nogen, og da jeg ikke har kunnet finde Konrad … Jeg … jeg burde faktisk slet ikke have rodet mig ind i det her, for jeg ved ikke, men jeg synes nu slet ikke, at det hele er så dårligt, som Magda siger, men alligevel … altså jeg ville ikke bryde mig om det, hvis der skete nogen noget …“

„Og jeg skal hente jer i eftermiddag hjemme hos jer …“ beklagede jeg mig.

„Magda har sagt til mig, at det er bedst, hvis vi går alene derhen. Hun har bedt mig om at komme og hente hende.“

„Og hvordan har I tænkt jer at komme derhen, når I ikke ved, hvor trykkeriet ligger?“

„Jeg vil gerne have, at du også kommer hen til hende. Jeg ved ikke rigtig, Friedrich, men jeg har det skidt med det … jeg ved ikke, hvad jeg skal mene …“

Jeg vidste heller ikke, hvad jeg skulle mene og endnu mindre, hvad jeg skulle gøre. Jeg ringede hjem til Konrad, men fik at vide, at han ikke kom hjem til frokost. Jeg turde ikke snakke med andre kammerater og så tvivl om Magda. Jeg vidste ikke, om Ilse var paranoid, eller om hun var misundelig på Magda, eller om hendes mistanke tværtimod var velbegrundet.

Jeg tog en beslutning, som viste sig at være den helt rigtige. Da jeg kom hjem, gjorde jeg tegn til Amelia og lukkede døren ud til køkkenet. Min far sad og halvsov og tog ingen notits af os. Jeg fortalte hende, hvad der var sket, og jeg kunne se, at hun var ærgerlig over, at jeg deltog i politiske aktiviteter på universitetet.

„Du skal ikke gå hen til denne Magda, det kan være en fælde.“

„Eller måske er det slet ingenting.“

„Har du adressen?“

„Ja …“

„Hvornår skal du være der?“

„Klokken seks.“

„Vi går derhen inden da.“

„Vi?“

„Ja, jeg går med.“

„Jamen …“

„Ikke noget jamen her! Du gør, som jeg siger.“

Jeg protesterede ikke, men accepterede gerne hendes forslag. Vi tog af sted, straks efter at vi var færdige med at spise.

Vi spadserede hen mod det hus, hvor Magda boede, og standsede i god afstand fra huset, hvor Amelia holdt øje med, om der skete noget usædvanligt. Der var endnu tre timer til aftalen, og hun syntes at være indstillet på, at vi skulle blive stående dér og vente. Jeg kedede mig, men så fik vi pludselig øje på en bil, som holdt ind ved huset. Jeg så Magda stige ud af bilen efterfulgt af en mand, og de gik hen mod huset; hun virkede urolig. Manden blev der ikke ret længe, for efter en halv time kom han ud igen.

„Bliv stående her uden at bevæge dig,“ befalede Amelia.

„Hvor skal du hen?“

„Du holder øje med, om der sker noget mistænkeligt. Jeg er hurtigt tilbage.“

Tiden forekom mig at gå uendeligt langsomt, og jeg var noget uopmærksom, da jeg pludselig hørte Amelias stemme ved siden af mig.

„Du er ikke på vagt.“

Jeg kiggede på hende, men hun lignede ikke sig selv. Hun bar briller med kraftigt glas, som dækkede en del af hendes ansigt, samt en grå hue, jeg aldrig før havde set, og som dækkede alt håret. Jeg kunne heller ikke genkende frakken.

„Jamen …“

„Ti stille og vent. Bliv stående her, ligegyldigt hvad der sker. Lov mig det.“

„Jamen …“

„Lov mig det!“

„Ja, det lover jeg, men jeg forstår ikke … du har forklædt dig og … hvor skal du hen?“

„Jeg skal op til denne Magda.“

„Jeg går med.“

„Nej, du bliver stående her, eller du udsætter ikke bare mig for fare, men også dig selv og din far og alle dine venner.“

Jeg så, at hun gik ind ad døren til Magdas hus. Hun kom først ud en halv time senere.

„Ring til din veninde Ilse og sig, at du er blevet syg, og at hun også bør holde sengen på grund af sin forkølelse. Jeg regner med, at hun er tilstrækkelig kvik til at forstå, at hun ikke skal gå ud.“

„Det er bedst, at jeg går hen til hende …“

„Nej, du skal ikke gå hen og sige det til hende. Du skal ringe til hende og råde hende til at holde sengen og fortælle alle, at hun er syg. Har du forstået?“

„Ja, men…“

„Adlyd! Jeg skal have fundet Konrad. Dette møde kan ikke finde sted.“

Og hun gik. Hun forsvandt mellem folk på gaden. Jeg adlød. Jeg gik hjem og ringede til Ilse. Jeg kunne fornemme hendes forbavselse, da jeg sagde til hende, at hun skulle holde sengen, indtil hendes forkølelse var gået over.

„Jamen … hvad med mødet?“

„Gør, som jeg siger, og så snakker vi sammen senere.“

Jeg satte mig ind på mit værelse for at undgå, at min far skulle opdage min nervøsitet.

Amelia kom senere hjem end sædvanlig, og min far var nervøs efter at have ventet på hende.

„Hvad er der sket?“ spurgte min far, da han hørte hende lukke døren.

„Der var så meget at lave. Du ved jo, at man skal i gang med at organisere en fredskongres, og de har læsset en masse arbejde over på vores afdeling. Garin kan ikke klare det hele, så han bad mig blive og hjælpe.“

Jeg var kommet ud fra mit værelse og så forbløffet, at hun var blevet sig selv igen. Brillerne, uldhuen, frakken … det var alt sammen væk.

Da hun trådte ud i køkkenet for at gå i gang med at lave aftensmaden, hørte vi dørklokken ringe. Vi blev begge to forskrækkede, men hun gik ud for at lukke op.

„Jeg ved ikke, om jeg kommer ubelejligt …“ sagde Ivan Vasiliev og præsenterede sit største smil.

„Selvfølgelig ikke, Ivan! Kom indenfor, du kommer lige i rette tid til aftensmaden.“

„Tak, Amelia. Hvis det ikke havde været for dig, ville jeg helt glemme, hvad et godt måltid betyder. I dag har jeg ikke haft tid til at tage noget med til dig. De unge mennesker på universitetet har givet mine venner i KVP en masse arbejde,“ sagde han og så mig ind i øjnene.

„Er det rigtigt? Hvad har de gjort?“ spurgte Max nysgerrigt.

„De er meget oprørte i KVP. En af deres meddelere er blevet myrdet. Stasi kræver, at efterforskningen bliver overladt til dem, men det nægter KVP at gå med til. Kort og godt, de sædvanlige slagsmål mellem de forskellige afdelinger.“

„Og hvad har det med universitetet at gøre?“ spurgte Max, der var interesseret i at få Ivan Vasiliev til at fortælle hele historien.

„De unge mennesker var i gang med at forberede en demonstration, har du ikke hørt om det, Friedrich? Nå, men det drejede sig om en tavs demonstration med krav om frihed og først og fremmest med krav om frigivelse af en af deres professorer, som er fængslet. Den slags studenterting. Politiet vidste selvfølgelig besked om det og havde forberedt en razzia. De ville have fanget et dusin unge, og mere ville der ikke være sket. Men spektakelmagerne havde indkaldt til et møde med deltagelse af studenteraktivisternes ledere samt nogle universitetslærere. En god lejlighed til at anholde de lærere, der demoraliserer de unge mennesker. Men meddeleren må have begået en fejl, for vedkommende blev fundet død, og besynderligt nok fandt mødet slet ikke sted. Kort og godt så har jeg haft nok at se til i eftermiddag.“

„Beskæftiger du dig nu med at forfølge studenter?“ spurgte Amelia i et meget ironisk tonefald.

„Nej, kære ven, det gør jeg ikke, men selv om det ikke er mit bord, kunne jeg godt tænke mig at vide, hvem der skød KVP’s meddeler. Det skete med et vesterlandsk våben, en Walter PPK, med lille kaliber. Et damevåben, ifølge eksperterne. Men et våben er et våben, og så er størrelsen ligegyldig. Morderen er god til at ramme, et skud i hjertet. Døden indtraf straks. Så jeg kan godt sige dig, at det må have været en professionel. Det får os til at tro, at disse oprørske studenter og deres lærere har gode venner i Vesten, ville du ikke mene det?“

„Men hvem som helst kan da have et sådant våben,“ svarede hun.

„Hvem som helst? Hvad mener du, Friedrich? Har du været på universitetet i eftermiddag? Jeg ved ikke, om du er klar over, at der har fundet en razzia sted. Det glæder mig, at du ikke er blandt de anholdte.“

„Og hvorfor skulle han være det? Min søn har været herhjemme hos mig, og Friedrich ved godt, at han ikke skal blande sig i politik, aldrig nogensinde. Det har han lovet mig, og det løfte vil han holde,“ indskød Max netop i rette øjeblik.

„Men de unge er oprørske og har deres egne ideer, kære ven. Det glæder mig dog, at Friedrich ikke var med, og at han intet har at gøre med spektakelmagerne.“

„Hvem som helst kan have noget med spektakelmagerne at gøre, for alle kender hinanden på universitetet,“ udtalte Amelia.

„Lad os ikke tale mere om Friedrich,“ bad Ivan Vasiliev.

Jeg burde være lettet. Jeg mærkede oberstens blik gennembore mig, som om han kunne læse mine tanker.

„Jeg … det gør mig faktisk nervøs, hvad De lige har fortalt. Det er ikke rart at høre, at der har fundet en razzia sted, og at de måske har anholdt folk, jeg kender … Og … hvis jeg må have lov til at være helt ærlig, så mener jeg, at når man er ung, drømmer man om at opbygge en bedre fremtid, og det kan da ikke være en forbrydelse.“

Jeg ved ikke, hvor jeg fik kræfter fra til denne tale, men den syntes at gøre indtryk på Ivan Vasiliev.

„Jeg kan forstå, at du er en modig mand, der forsvarer dine kammerater. Og ved du hvad, du har ret. Når man er ung, ønsker man at forandre verden, men der er blot det ved det, at min generation allerede har forandret verden. Nu regerer folket, og det er folkets børn, der i dag går på universiteterne. Vi er alle lige, og vi er i gang med at skabe en bedre verden for alle. Det eneste, I unge skal gøre, er at gå i den samme retning.“

Jeg sagde ikke noget, og det var svært for mig at fastholde Ivan Vasilievs blik, men også min fars.

„En professor, han hedder Konrad … er forsvundet, og vi leder efter ham. Han er åbenbart den ledende agitator. Ham kender du, ikke sandt, Friedrich?“

„Han er en af de mest afholdte professorer på universitetet.“

„Vi kender ham også, og han har oven i købet været på besøg her i huset, for længe siden,“ sagde Amelia.

„Og hvordan kan det være, at I kender ham, kære ven?“

„Da vi flyttede tilbage til Berlin, præsenterede en god ven ham for os, det var før Muren … og en aften tog han ham med til middag her hos os. Han var meget venlig, og jeg opfattede ham ikke som en farlig revolutionær. Men det er over femten år siden.“

„Og hvem var den ven, der præsenterede ham?“

„Han er desværre død nu. Men denne ven boede i Vestberlin. Dengang var tingene anderledes, berlinerne var ikke adskilt af en mur, og folk gik fra den ene sektor til den anden … det var ikke så vigtigt, hvad hver enkelt tænkte. Dengang var ikke alle tyskere på denne side blevet kommunister.“

„Men professor Konrad er nu den mest eftersøgte mand i Berlin …“

„I finder ham. Jeg er sikker på, at I finder ham,“ sagde Amelia meget kategorisk.

„Godt, det glæder mig, at Friedrich ikke har noget at gøre med disse spektakelmagere. Nu må jeg gå. Det var som sædvanlig en udsøgt middag, kære Amelia.“

„Tak, Ivan.“

„Pas på jer selv, kære venner, pas godt på jer selv.“

Først da Ivan Vasiliev var gået, kunne jeg trække vejret roligt. Min far så meget forbavset ud.

„Det var underligt! Jeg ved ikke, men jeg har det indtryk, at Ivan ville fortælle os noget … Jeg håber, Friedrich, at du intet har at gøre med disse aktivister på universitetet …“

„Bare rolig, far.“

„Og dig, Amelia … jeg forstår dig ikke. Hvorfor skulle du fortælle ham, at vi kender Konrad? Det er flere år siden, vi har set ham.“

„Fordi han allerede ved det, eller hvis han ikke ved det, vil han finde ud af det. Det er bedre, at han ser, vi intet har at skjule. De undersøger sikkert alle, der kender Konrad, og på et eller andet tidspunkt kommer nogen i tanke om, at vi også kendte ham.“

Som jeg plejede hver aften, hjalp jeg Amelia med at lægge min far i seng, og derefter tilbød jeg at vaske op.

„Hvad er der sket?“ spurgte jeg, da vi stod alene i køkkenet.

„Ikke noget, men du skal være forsigtig.“

„Han sagde, at Magda var blevet dræbt … selv om han bare talte om en meddeler … jeg er sikker på, at det drejede sig om hende.“

„Det kommer ikke os ved.“

„Med et lille våben, et damevåben … sådan sagde han.“

„Det ved hverken du eller jeg noget om, og jeg er slet ikke interesseret i at vide noget om det.“

„Du var oppe i Magdas lejlighed …“

„Nej.“

„Men jeg så dig gå ind i huset iført forklædning, og det varede længe, inden du kom ud igen …“

„Jeg overvågede huset, jeg ønskede at vide, om der kom nogen ud af huset, som vi ikke havde set. Jeg gik igen, fordi jeg intet mistænkeligt så.“

„Var du ikke oppe i hendes lejlighed?“

„Nej, selvfølgelig ikke, sikke noget vrøvl!“ løj hun.

„Og hvor var du henne bagefter?“

„Hos nogle venner, der kunne advare Konrad.“

„Det lykkedes.“

„Ja, åbenbart. De leder efter ham, og de har endnu ikke fundet ham.“

Den nat fik jeg heller ikke sovet. Det var først nogle dage senere, jeg fik at vide, at Konrad skjulte sig nede i vores kælder. Og der gik flere år, inden Amelia fortalte mig, hvad der i virkeligheden skete den eftermiddag.

 

3

I nogle dage forbød både Max og Amelia mig at gå hen på universitetet. Men samtidig opfordrede de mig til at ringe til mine venner for at fortælle dem, at min far ikke ville have, at jeg gik ud. Vi vidste alle, at telefonerne blev aflyttet, så ingen sagde et overflødigt ord, og de spurgte kun, hvornår jeg kom igen.

En aften, da min far sov, og jeg havde slukket lyset, hørte jeg en lyd ude fra køkkenet. Jeg stod op, idet jeg tænkte, at det måtte være Amelia, der var gået ud for at hente et glas vand. Hun stod inde i kosteskabet og var i færd med at åbne lemmen.

„Hvor skal du hen?“

„Gå ind i seng igen.“

„Fortæl mig, hvor du skal hen,“ sagde jeg stædigt.

„Bland dig ikke i det her. Gå i seng.“

„Vil du ikke nok stole på mig?“

„Godt, kom med mig.“

Jeg fulgte efter hende gennem hullet i gulvet og ned i kælderen. Så fjernede hun træpladen og lyste med den lille lygte ned i hulrummet.

Dér var Konrad. Amelia stillede stigen op, og vi klatrede begge to derned. Jeg omfavnede ham lettet.

„Så var du altså her!“

„Ja, jeg er her og er ved at blive til en muldvarp. Jeg tror, at jeg bliver blind af at opholde mig i mørket.“

„Jeg er kommet for at fortælle dig, at vi i morgen vil forsøge at komme over på den anden side. Garin hjælper os. Albert har studeret kortene. Hvis alt er, som han siger, befinder vi os fem-seks kilometer fra den anden side, eller rettere fra et kloakdæksel i Vestberlin. Dér venter han på dig.“

„Hvis nogen ser, at Garin går ind i huset her …“ Konrad var bekymret.

„Han og jeg arbejder jo sammen, så der er intet underligt ved, at han kommer til middag. Vi prøver at undgå, at nogen ser ham ankomme. Nogle af Garins folk overvåger huset. Det har de faktisk gjort i flere dage nu for at finde ud af, om politiet eller Stasi holder øje med os. De har intet mistænkeligt set. De prioriterer os tilsyneladende ikke særlig højt.“

„Måske er det din redning, at du er ven med denne KGB-oberst.“

„Jeg ved det ikke, men under alle omstændigheder forsøger vi i morgen. Spis nu det her, jeg har med til dig, og slap af.“

Jeg var vred, da vi kom tilbage til køkkenet.

„Du har altså haft Konrad skjult her uden at sige noget til mig om det.“

„Ti stille, Friedrich! Det her er ikke en leg. Du og dine venner har rodet jer ud i noget meget alvorligt. Du ved godt, at folk er blevet sendt i arbejdslejre. Tror du ikke, at de har sagt noget? Selvfølgelig har de det, og de har givet dem navne, deriblandt dit. Det var derfor, Ivan Vasiliev kom herhen forleden aften. Det er ham, der har reddet dig. Han mente, at din deltagelse var uden betydning, og at du blot var endnu en ud af en flok oprørske studenter. Men han gav os en advarsel. Det er slut med dine drengestreger.“

„De har heller ikke anholdt Ilse, og hun var Magdas veninde.“

„Hvordan skulle de kunne anholde en niece af et centralkomitemedlem? Desuden vidste Ilse ingenting, hun havde først lært jer at kende dagen før, da Konrad præsenterede hende og Magda for jer.“

„Er hendes onkel medlem af centralkomiteen?“

„Ja, vidste du ikke det? Denne gang blev I begge reddet, men I skal ikke udfordre skæbnen igen. De tror, at Ilse blev bange i sidste øjeblik og besluttede sig for ikke at gå til mødet. Det har hendes onkel hævdet. Desuden stod der intet, der inkriminerede Ilse i Magdas rapporter. Magda brugte hende blot som lokkemad for at komme tæt på Konrad. KVP hvervede Magda, fordi de kendte Konrads svaghed for smukke kvinder, men Konrad interesserede sig ikke for hende, det gjorde han derimod for Ilse, hvorfor Magda gjorde sig gode venner med hende. Hun forsøgte at finde ud af, hvad Ilse tænkte, men Ilse syntes ikke at bekymre sig særlig meget om den politiske situation, hendes familie lever godt, den hører til nomenklaturen. Men Magda insisterede så meget, at Ilse lod sig overtale til at kontakte Konrad. Han nærede ingen mistillid til dem, Magda var meget overbevisende i sin kritik af styret, så han var ikke på vagt og begik den store fejl at invitere dem til at deltage i mødet i trykkeriet sammen med den stab, som ledede modstanden på universitetet og i de intellektuelle kredse.“

„Hvordan ved du alt det her?“

„Gennem en ven.“

„Ved min far noget?“

„Din far ved intet. Du har vel ikke tænkt dig at gøre ham ked af det? Nej, han skal ikke vide noget.“

„Har de forhørt Ilse?“

„De har givet hende en advarsel, ikke andet.“

„I morgen hjælper jeg jer med at finde udgangen til kloakkerne.“

„Nej, det er bedre, at du bliver heroppe i lejligheden. Hvis din far vågner, eller hvis der kommer nogen …“

„Hvorfor forrådte Magda os?“

„Hun forrådte jer ikke, hun udførte sit arbejde. Hun var KVP-agent. I to år havde hun forsøgt at komme ind i modstandskredsene på universitetet. Hun havde ikke travlt, hun ville have fat i ledelsen af organisationen, og det var også lige ved at lykkes for hende. Hvis Konrad ikke havde handlet så uoverlagt … men han har altid haft en svaghed for smukke kvinder som Ilse.“

Jeg var meget bange. Pludselig blev jeg klar over, hvor tæt jeg havde været på afgrunden, og jeg beundrede Amelia endnu mere for hendes koldblodighed. Lige fra barnsben havde jeg vidst, at hun var noget særligt, og at hun foretog sig specielle ting, men nu så jeg, hvor langt hun var i stand til at gå, og jeg var især forbløffet over hendes sindsro.

Amelia opførte sig, som om vores liv gik sin vante gang, for at min far ikke skulle fatte mistanke om noget.

Dagen efter kom Garin og spiste aftensmad. Det var meget lang tid siden, han sidst havde gjort det.

Jeg lukkede op for ham, og han smilede til mig.

„Hej, Friedrich, det er vist længe siden, at vi sidst har set hinanden. Du er sandelig blevet en rigtig mand!“

Min far bød ham velkommen, og mens Amelia lavede maden, udfordrede han Garin til et parti skak. Det var ikke lige det, Garin havde allermest lyst til, men han sagde ja.

Da vi var færdige med maden, sad vi og snakkede lidt om Amelia og Garins arbejde og om fredskongressen, som de var med til at arrangere.

„Der kommer unge mennesker fra hele verden. De stakler! De tror virkelig på, at de gør noget for freden, men i virkeligheden er de blot Moskvas marionetter, ligesom alle vi andre er det,“ sagde Garin klagende.

„Men de unge kommer af egen fri vilje,“ forsvarede Max dem.

„Ja, og hjemme i deres egne lande demonstrerer de for alt det, som man aldrig ville tillade dem at demonstrere for hverken her eller i Sovjetunionen. Agitprop-folkene er de rene mestre, som har overbevist de venstreorienterede bevægelser om borgerskabets iboende ondskab. Men de er ved at nå deres mål, som er at få kontrol over disse menneskers tankegang og lede dem mod det endelige mål, nemlig et fuldstændigt kommunistisk samfund.

Derfor er de på vagt over for de intellektuelle, det vil sige alle, der tænker selv og ikke bare følger Moskvas direktiver. Partiet kan ikke tillade, at forfattere eller kunstnere beslutter, hvad staten har brug for af kultur. Det er staten, som skal bestemme, hvad der skal skabes samt hvordan og hvornår,“ forklarede Garin.

„Sikke en vildfarelse!“ røg det ud af munden på mig.

Min far sagde, at han var træt, og jeg hjalp Amelia med at lægge ham i seng, mens Garin ryddede af bordet og bar servicet ud i køkkenet.

„Nu skal du ikke blive oppe for længe, for i morgen skal du til timer,“ lød rådet fra min far.

„Bare rolig, jeg sætter mig lige ind og læser lidt, og så går jeg i seng.“

Jeg lukkede døren ind til soveværelset og fulgte efter Amelia ud i køkkenet, hvor Garin var gået i gang med at vaske op.

„Mødte du nogen naboer, da du kom?“ spurgte hun Garin.

„Nej, og der var heller ingen på gaden, ikke engang en bil, ingen. Mine folk har overvåget huset og de nærmeste omgivelser hele dagen, og de siger, at de ikke har set noget mistænkeligt, så vi kan være helt rolige.“

„Det ville være dumt, hvis vi var helt rolige,“ svarede Amelia.

Jeg hjalp dem med at åbne lemmen ned til kælderen, og jeg så dem glide ned og hørte bumpet, der blev dæmpet af den madras, vi havde lagt nedenfor. Hvad der herefter skete, fortalte de mig senere.

Konrad lå og halvsov, men vågnede straks op, og han hjalp dem med at fjerne murstensblokken foran det hul, der førte ind til kloakkerne.

De havde lygter og et reb med, foruden pistoler, da de ikke vidste, hvad de kunne komme ud for. Amelia medbragte desuden en rygsæk med forskelligt værktøj.

Hun førte dem gennem kloakkerne efter det kort, som Albert havde fremskaffet. To gange var de lige ved at støde ind i soldater, der patruljerede, men de nåede at skjule sig.

„Det her er stedet, hvor kloakkerne ifølge kortet fortsætter på den anden side,“ fortalte Amelia.

„Men de har jo muret hullet til og opsat et gitter nede i vandet … jeg ved virkelig ikke, hvordan vi skal komme igennem.“

„Hvis vi laver et hul i muren, risikerer vi, at soldaterne hører os,“ sagde Konrad.

„Ja, og derfor tror jeg, det er bedst, at vi forsøger at fjerne gitteret og svømmer igennem,“ foreslog Amelia.

„Skal vi svømme i det der stinkende vand?“ Konrad så meget forskrækket ud.

„Det er den bedste løsning. Vi har medbragt værktøj til at forsøge at åbne gitteret med,“ fortsatte Amelia.

Garin mærkede på muren og prøvede at beregne, hvor kraftig den var.

„Jeg tror, at Amelia har ret. Hjælp mig, jeg vil prøve at se, om jeg kan fjerne gitteret.“

Amelia bandt rebet om livet på Garin og tog mine dykkerbriller op af rygsækken.

„Tag dem på, måske får du brug for dem.“

„Hvor har du dem fra?“ spurgte Garin.

„Det er Friedrichs, de vil sikkert klæde dig.“

„Er der dybt?“ forhørte Konrad sig.

„Ja, det er jeg bange for, jeg tror i hvert fald ikke, at jeg kan nå bunden. Jeg er lige ved at brække mig, stanken er uudholdelig.“

Han tog dykkerbrillerne på, og hans hoved forsvandt ned i vandet. Efter et minut dukkede han op igen.

„Føj for pokker! Ræk mig værktøjet, jeg vil forsøge at save gitteret over, men hullet er temmelig snævert, så jeg håber ikke, at vi kommer til at sidde fast, når vi forsøger at svømme igennem.“

„Skal jeg hjælpe dig?“ tilbød Konrad.

„Ja, det vil være lettere, hvis vi er to om det.“

De var i gang med at save gitteret over, da de hørte soldaternes stemmer og faste skridt i det fjerne.

„De kommer direkte hen imod os, og der er ingen steder, vi kan skjule os,“ advarede Amelia.

„Kom herned!“ Garin rakte en hånd frem, og Amelia tøvede ikke, men vadede ud i det sorte vand.

„Når vi kan høre, at de nærmer sig, dykker vi helt ned i vandet,“ sagde Garin.

„Det kan jeg ikke,“ klagede Konrad.

„Hvis vi ikke gør det, opdager de os og dræber os på stedet. Og jeg kan forsikre dig om, at det ikke er nogen glorværdig måde at dø på. Vi venter med at dykke ned indtil sidste øjeblik, og så er vi nødt til at blive dernede, indtil de er forsvundet igen,“ sagde Garin.

Uden at sige et ord greb Amelia det reb, Garin havde om sig, og bandt det om livet på Konrad, og derefter bandt hun også sig selv fast til det.

„Hvad er det, du laver!“ Der var en hysterisk tone i Konrads stemme.

„Det er bedst, at vi bliver sammen; hvis en af os fristes til at gå op, vil de andre kunne forhindre det.“

De stod helt stille med slukkede lygter, mens de lyttede til soldaternes skridt, der lød højere og højere. En lysstråle faldt på vandet, og de dykkede ned.

Garin havde stadig dykkerbrillerne på, men Amelia og Konrad havde ingenting, der kunne beskytte deres ansigt.

De kunne næsten ikke klare et sekund længere under vandet. Amelia følte det, som hendes hoved skulle sprænges, og Konrad kæmpede for at komme op af vandet, men hun og Garin forhindrede det ved at holde fast om hans håndled. Pludselig gav Garin slip på Konrad og trak dem op af vandet. Det var igen blevet mørkt, og de stod helt stille et par minutter, der forekom dem en evighed. De ville ikke tænde lygterne, for soldaterne var måske stadig i nærheden. Da de til sidst besluttede sig for at tænde lygterne, rystede de alle tre af kulde og væmmelse.

„Vi er nødt til at forsøge at få lavet et hul i gitteret,“ sagde Garin og dykkede igen ned i vandet. Det tog dem over en time at få løsnet nogle tværstænger, så der blev et hul, de kunne komme igennem.

„Og vi ved ikke, hvad vi støder på længere fremme,“ sagde Konrad bekymret.

„Hvad der end måtte komme, har vi ikke andet valg end at fortsætte. Lad os håbe, at soldaterne ikke opdager, at der er tre løse tværstænger,“ svarede Garin.

De svømmede et godt stykke fremad, indtil de nåede til en lille ø. Amelia konsulterede Alberts kort.

„Ti meter til højre for os skulle der være en jerntrappe, der går op til en kloakudgang. Jeg håber ikke, at vi har taget fejl og kommer op lige foran Stasis hovedkvarter,“ sagde Amelia spøgende.

De spadserede i tavshed omkring ti meter og fandt den gamle jerntrappe, der førte op til overfladen.

Garin klatrede først op efterfulgt af Konrad og til sidst Amelia.

Som aftalt bankede Garin fire gange på kloakdækslet, og dette begyndte at hæve sig.

„Gud være lovet, at det lykkedes jer!“ hørte de Albert James sige.

Nogle mænd stod og ventede ved to biler, der var parkeret ud for kloaknedgangen, og en af dem kom hen med et tæppe, som han lagde over skuldrene på Konrad.

„Vi skal tilbage igen,“ sagde Amelia og så over på Garin.

„Var det vanskeligt?“ spurgte Albert.

„Det var især modbydeligt,“ svarede Garin med et grin.

„Tak, Amelia.“ Alberts stemme lød oprigtig.

„Du behøver ikke at takke mig. Hvis det afhænger af mig, vil jeg ikke tillade, at nogen falder i hænderne på Stasi.“

Amelia og Garin omfavnede Konrad og ønskede ham held og lykke.

„Forestil dig snushanernes ansigtsudtryk, når de finder ud af, at du er herovre, Konrad.“ Garin så ud til at more sig ved tanken.

„Jeg tror, at I skal være forsigtige og ikke bekendtgøre det alt for hurtigt, for så bliver de måske rasende og begynder at anholde folk,“ rådede Amelia dem.

„Bare rolig, vi skal nok være forsigtige og … jeg kommer snart og besøger dig,“ sagde Albert til afsked.

Det gøs i dem, da de mærkede, at kloakdækslet blev lagt på plads oven over deres hoveder, mens de klatrede ned i kloakkernes dyb.

„Ved du hvad, det overrasker mig, at du ikke er skrækslagen ved at færdes hernede, jeg havde flere gange lyst til at skrige,“ indrømmede Garin.

„Det er ikke første gang, at jeg færdes i kloakker … jeg lærte kloakkerne i Warszawa godt at kende. Nogle venner lærte mig ikke at føle frygt.“

„Du overrasker mig gang på gang. Når man ser dig … ja, så ville ingen tro, at du er i stand til at gøre det, du gør.“

De var heldige og mødte ingen patrulje, selv om det tog Garin længere tid end forudset at anbringe tværstængerne, så det så ud, som om de sad fast. Da jeg så dem komme op gennem hullet til kælderen i køkkenet, åndede jeg lettet op.

„Klokken er seks morgen, jeg troede, at der var sket jer noget.“

„Laver du ikke lidt kaffe, mens vi vasker skidtet af os,“ bad Amelia.

Hun rakte Garin et håndklæde, og han gik ud på badeværelset med en påmindelse om at være stille for ikke at vække Max. Efter et stykke tid var jeg nødt til at gå ud til ham for at bede ham gøre sig færdig, så Amelia, der virkede fuldstændig udmattet, kunne komme derud.

„Jeg tror, at det vil tage flere år at få fjernet den lugt. Jeg er straks færdig.“

Mens Garin drak en kop kaffe, gik Amelia ud for at vaske sig.

„Det sværeste for dig bliver at komme herfra, uden at nogen ser dig,“ sagde jeg. Jeg var bekymret og stod hele tiden og spejdede ud ad vinduet.

„Hvis der havde været noget mistænkeligt udenfor, ville vi have fået besked. Mine mænd har fået ordre til at blive i nærheden hele natten, indtil jeg dukker op.“

Han gik kort før, at Amelia og jeg tog af sted.

„Du er træt, du burde ikke gå på arbejde.“

„Og hvilken undskyldning skulle jeg så komme med? Det er bedst, at vi opfører os, som vi plejer.“

Vejen til kloakkerne fra vores kælder var alt for vigtig til, at Albert James ville undlade at forsøge at bruge den igen. Så der var ikke gået en måned siden Konrads flugt, da Albert James opsøgte Amelia.

Hun var lige trådt ud fra ministeriet, da en gammel mand, der gik med stok og bar mørke briller, stødte ind i hende.

„Undskyld,“ sagde den gamle mand.

„Alt forladt … det var da ikke noget …“

„Vil De hjælpe mig med at komme over gaden?“ spurgte den gamle, som viste sig at være blind.

„Selvfølgelig, hvilken vej skal De?“

Han fortalte det, og hun tilbød at følge ham et stykke, indtil han var kommet ind på sikkert område. De havde knap nok krydset gaden, før den gamle mands stemme blev til Albert James’.

„Jeg er glad for at se dig.“

Hun blev forskrækket og var lige ved at slippe mandens arm, men hun beherskede sig.

„Jeg ser, at du er blevet ekspert i forklædninger.“

„Du har jo også selv gjort brug af forklædninger.“

„Hvad vil du?“

„Have dig til at vende tilbage til arbejdet.“

„Jeg har sagt nej, så bliv ikke ved med det.“

„Du hjalp Konrad.“

„Konrad er en god ven, jeg var forpligtet til at hjælpe ham. Hvordan har han det?“

„Han er lykkelig, som du nok kan forestille dig. Om et par dage træder han offentligt frem for at blive hilst velkommen af vores universitet.“

„Det glæder mig på hans vegne.“

„Vi har brug for denne adgang til kloakkerne.“

„Det er meget farligt, og det ender med, at de finder ud af, at nogle stænger i gitteret er løse. Og når de gør det, stiller de en fælde op for at fange os, det ved du godt.“

„Den risiko må vi løbe.“

„Men jeg ønsker ikke at løbe den risiko.“

„Du kan redde liv …“

„Hold nu op, Albert! Prøv ikke at få mig til at føle medlidenhed.“

„Hjælp os, Amelia, vi vil betale dig godt, det dobbelte af, hvad du fik tidligere.“

„Nej og lad være med at insistere.“

„Det er jeg nødt til.“

„Lad være med det, og nu må jeg gå. Jeg tror nok, at du selv kan finde vej,“ bemærkede hun tørt.

„Jeg har brug for din kælder, Amelia.“

„Og Max og Friedrich har brug for mig. Desuden vil jeg slet ikke hjælpe dine tyske venner fra Vesten, så længe I har ansat folk, der har samarbejdet med Hitler.“

Det endte dog med, at Amelia gav efter, ikke på grund af Albert James’ insisteren, men for at gøre Otto en tjeneste.

Otto var blevet gode venner med en mand, som var assistent for et fremtrædende medlem af centralkomiteen, og som sagde, at han ikke var enig i Den Demokratiske Republiks planer for Tyskland.

Manden nød adskillige privilegier, men han havde ikke kunnet klare at se, at nogle af hans venner var endt i arbejdslejre, fordi de havde udtrykt en afvigende mening, og det så var kommet tilhængere af regimet for øre. Han var bange, og han havde oplysninger, en gunstig kombination, hvorfor Otto overtalte ham til at flygte til Forbundsrepublikken.

„Han har arbejdet mange år i centralkomiteen, han kender alle deres hemmeligheder, og han har strategiske informationer, som kan være nyttige,“ forklarede Otto Amelia.

„Og hvad har jeg med det at gøre?“

„Garin har fortalt mig, at du kan hjælpe med at få ham ud herfra. Albert håber på, at du siger ja.“

„For guds skyld, Otto, du sætter mig jo kniven for struben!“

„Han er en meget speciel mand, som har kunstnersjæl til trods for, at han arbejder som embedsmand. Han er … altså han er homoseksuel, men det er der ikke ret mange, som ved, og for partiet er det en utilgivelig svaghed. Han havde en ven, som var forfatter, og som pludselig forsvandt en dag. Han har fundet ud af, at vennen befinder sig i en arbejdslejr, hvor han er til genopdragelse. Han frygter, at ikke engang hans position kan redde ham fra Stasis mistanker. Hjælp mig med at få ham ud af Berlin.“

„Og hvad nu, hvis det er en fælde? Hvad nu, hvis han fører dig bag lyset for at finde ud af, hvor omfattende nettet er, og for at Stasi kan anholde os alle?“

„Nej, det er ikke en fælde. Desuden har jeg ikke lovet noget som helst. Jeg har blot sagt til ham, at jeg vil præsentere ham for en ven, der kan hjælpe ham. Vi fører ham ud herfra uden at fortælle ham, hvor han kommer hen. Når han spørger om det, er han allerede ovre på den anden side.“

„Så let er det altså ikke at komme over på den anden side.“

„Jeg ved det, men under alle omstændigheder vil han ikke vide, hvornår han kommer derover. Amelia, jeg tror, at han bliver overvåget. Hans ven, forfatteren, holdt sig ikke tilbage med at kritisere vores politikere, han har ganske vist gjort det i lukkede kredse, men du ved godt, at Stasi har øjne og ører overalt.“

„Jeg skal tænke over det.“

Amelia var irriteret over at skulle trække det tilbage, som hun havde sagt til Albert James, nemlig at hun aldrig mere ville arbejde for nogen efterretningstjeneste. Efter at have tænkt grundigt over sagen, nåede hun frem til en aftale med sig selv og med Albert.

„Jeg vil ikke have betaling for at hjælpe folk ud af Berlin. Jeg gør det kun, når jeg selv vil, og jeg leder selv hver eneste operation og bestemmer selv, hvilken dag og hvilket tidspunkt samt hvem der skal hjælpe mig.“

Albert forsøgte at overtale hende til at modtage en eller anden form for betaling, men hun nægtede bestemt.

Efter at embedsmanden fra centralkomiteen var blevet ført over på den anden side, passerede andre mænd gennem kælderen i vores hus. Indtil Amelia besluttede at lukke denne flugtvej efter at have haft besøg af Vasiliev.

Jeg tror, det var i begyndelsen af halvfjerdserne, da Ivan fortalte os, at han vendte tilbage til Moskva.

Han var uventet dukket op belæsset med poser fyldt med afskedsgaver.

To flasker cognac til Max, olivenolie, mild sæbe, smør, marmelade, et par cowboybukser til mig … Det var, som om julemanden kom på besøg.

„Jeg er kommet for at sige farvel, jeg vender tilbage til Moskva.“

Vi spurgte bekymret, hvad der var sket, siden han skulle tilbage.

„Alderen, kære venner, jeg skal pensioneres.“

„Jamen hvorfor dog? Du er da stadig ung!“ udbrød Amelia.

„Nej, det er jeg ikke, jeg fylder femoghalvfjerds, så det er på tide, at jeg trækker mig tilbage. Faktisk burde jeg have gjort det for længe siden.“

„Kammerat Leonid Brezjnev er jo heller ikke ligefrem ung længere,“ sagde jeg, der var ked af, at Ivan Vasiliev skulle rejse, da jeg var kommet til at holde meget af ham, selv om han var KGB-officer.

„Ak, min kære Friedrich! For politikerne gælder ikke de samme hensyn som for resten af befolkningen. Vores leder er på toppen nu; efter Nikolaj Podgornyjs afskedigelse er han den første leder, der er statschef, samtidig med at han er partiets generalsekretær. Al magt er i hans hænder. Jeg håber, at jeg når frem i tide til at fejre revolutionens tresårsjubilæum. Det hedder sig, at kammerat Brezjnev er i gang med at planlægge en helt ekstraordinær fejring.“

Han spillede som sædvanlig et parti skak med Max og lovpriste Amelias kartoffelomelet. Da vi efter middagen sad og nød et glas vodka, søgte han hendes blik.

„Vores venner i Stasi er bekymrede over nogle af den seneste tids flugter. De spørger sig selv, hvilke flugtveje det mon er, som amerikanerne bruger til at hente forrædere ud af Berlin, og som de endnu ikke selv har opdaget. En ung kommandant mener at have en idé om, hvad der foregår. Måske er det rigtigt, måske ikke. De unge er ambitiøse, men undertiden rammer de rigtigt. Ved du, hvad han tror? Han tror, at de bruger kloakkerne. Kan du forestille dig det! Så nu vil de begynde at overvåge dem nat og dag, indtil de finder ud af, om kommandanten har ret. Og ved du, hvorfor vores kommandant er nået frem til denne konklusion? Det skal jeg fortælle dig: I en tysk sensationsavis har man mellem linjerne kunnet læse, at der findes en hemmelig vej mellem Østberlin og Vestberlin, som blot har ét problem: den dårlige lugt. Det er flere år siden, jeg fandt ud af, at det ikke var nødvendigt at have ret mange agenter i Vesten, det var tilstrækkeligt at læse aviserne. Vestens aviser tror, det er deres hellige pligt at fortælle alt, hvad de ved. Og det er jeg meget taknemlig for. Men i hvert fald vil de meget snart få bugt med denne hemmelige og stinkende flugtvej, hvis den altså eksisterer. Havde det været op til mig, tror jeg, at jeg for længst ville have fanget denne kvikke mus. Men vores venner i Stasi er selvtilstrækkelige, de tager ganske vist imod vores råd og vores samarbejde, men de har ikke brug for os. Det er verdens bedste efterretningstjeneste … bortset fra KGB, naturligvis. Men sagen er, at Tyskland er en god platform for os, for herfra kan vi agere i hele verden. Det er ikke nogen hemmelighed, er I ikke enige i det?“

„Tror du virkelig, at du kunne have fanget denne mus?“ spurgte Amelia nysgerrigt, men hendes spørgsmål gjorde mig meget nervøs.

„Selvfølgelig, men nogle gange viser vores venner sig at være alt for stolte og ønsker ikke, at vi stikker næsen i deres sager. Men jeg tror nok, at denne unge kommandant nu vil begynde at tage de skridt, som jeg selv ville have taget.“

„Og hvad ville du have gjort ved denne mus?“ blev Amelia ved.

Ivan rakte en hånd frem og knyttede den, hvorefter han slog en latter op.

„Min kære Amelia, i denne leg er det musens pligt at forsøge at narre katten, og det er kattens pligt at spise musen. Det ved begge parter, det er en del af deres eksistensberettigelse. Ja, jeg kan forsikre dig om, at jeg ville have spist musen.“

„Lige meget hvem det var?“

De så på hinanden et par sekunder. Amelia fastholdt Ivan Vasilievs iskolde blik, mens hun ventede på svaret.

„Ja.“

„Det forstår jeg.“

Jeg havde siddet helt stille, skrækslagen over den drejning, samtalen havde taget. Jeg forstod ikke, hvad det var, Amelia var i færd med. Min far kiggede ligeledes overrasket på hende.

„Du er stadig en god kommunist, Ivan.“

„Det er jeg aldrig holdt op med at være.“

„Til trods for Stalin?“

„Han begik fejl, han forfulgte uskyldige mennesker, men han gjorde Rusland stort, og det vil han blive husket for.“

„Han vil også blive husket for sine forbrydelser, Ivan.“

„Det lykkedes ikke engang ham at få mig til at holde op med at tro på, at kommunismen er sandheden.“

Ivan Vasiliev tog kærlig afsked med os. Jeg tror, at han virkelig følte, at det ville blive en definitiv adskillelse.

„Jeg forstod ikke jeres duel om katten og musen,“ sagde Max, der gerne ville have en forklaring.

„Det var ikke nogen duel, bare nysgerrighed.“

„Det lød … Jeg ved ikke, men det lød, som om den ene af jer var musen og den anden katten … Jeg ved ikke rigtig, men jeg kunne ikke lide det …“ Max var bekymret.

„Det skal du ikke være urolig over, det var bare en leg.“

„Og det der med kloakkerne … Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at du jo kom over i Warszawas ghetto gennem kloakkerne, så det er slet ikke så tåbeligt, at nogen skulle have fået den samme idé her.“

Efter at vi havde lagt Max i seng, gjorde jeg tegn til Amelia om at gå med ud i køkkenet.

„Tror du, at han ved noget?“ spurgte jeg nervøst.

„Måske – eller måske har han kun en mistanke.“

„Men han sagde, at han ikke ville have tøvet med at slå ned på dem, der gav sig af med at føre folk ud gennem kloakkerne – hvem de så end måtte være.“

„Ja, det ville han have gjort, og det ville han have været i sin gode ret til.“

„Også selv om det drejede sig om dig …“

„Ja, selvfølgelig. Han er nødt til at gøre sin pligt, ligesom vi også er nødt til at gøre vores. Hvert enkelt menneske handler ud fra sine egne principper.“

„Jeg var forfærdelig bange … jeg forstår ikke, hvordan du kunne begynde at tale om katten og musen.“

„Der var noget, som vi begge to skulle have sagt. Og ved du hvad, jeg vil komme til at savne ham meget.“

Amelia talte med Garin for at meddele ham, at de aldrig mere kunne bruge kælderen i vores hus til at få adgang til kloakkerne.

„Det må slutte, for ellers bliver vi opdaget. Friedrich lukker det hul nede i vores kælder, som gav adgang til kloakkerne. Jeg beklager, men jeg vil ikke bringe min familie i fare.“

Albert James kunne ikke gøre andet end at acceptere Amelias beslutning, og desuden havde han ikke kræfter til at kæmpe med hende. Han havde fået konstateret lungekræft og trak sig tilbage fra tjenesten.

En eftermiddag kom han hjem til os. Da vi hørte dørklokken ringe, havde vi slet ikke forestillet os, at det kunne være ham.

Han var forklædt som lutheransk præst og havde en paryk på, der skjulte en stor del af hans pande. Det var mig, som lukkede op, og jeg stod bare dér uden at kunne genkende ham.

Han bad min far og mig om at få lov til at tale med Amelia på tomandshånd. Jeg kørte min far ind i soveværelset og lukkede døren, men jeg lod døren stå på klem ind til mit eget værelse, da jeg gik derind. Jeg ville høre, hvad han havde at sige til Amelia

Han fortalte om sin sygdom, om den stærke smerte i brystet, og han sagde, at lægerne ikke var optimistiske med hensyn til, hvor lang tid han havde tilbage.

„Jeg ved ikke, om det drejer sig om nogle måneder eller nogle år, men den tid vil jeg tilbringe sammen med Mary.“

„Lady Mary?“

„Min hustru.“

Amelia var tavs et øjeblik.

„Du har ikke fortalt mig om hende … jeg vidste ikke, at du havde giftet dig.“

„Nej, det har jeg ikke fortalt, hvad skulle det gøre godt for? Dit liv og mit liv tog forskellige retninger. I virkeligheden bør jeg takke dig, fordi du forlod mig for Max’ skyld. Jeg ved ikke, om jeg kunne have klaret alt det, jeg har været igennem, uden Marys støtte. Hun gav mig kræfter, og før hver operation, før hver farlig situation, sagde hun altid, at jeg skulle klare det og komme tilbage til hende.“

„Det må have glædet dine forældre, for det var jo, hvad de ønskede for dig.“

„Og de havde ret, for du og jeg ville aldrig være blevet lykkelige sammen, og ikke blot fordi du ikke elskede mig nok.“

„Ved du hvad, jeg har i flere år gerne villet spørge dig om noget: Hvad var det, der forandrede dig så meget?“

„Krigen, Amelia, krigen. Du havde ret, man kunne ikke være neutral, det fortalte jeg dig for flere år siden, da vi mødtes efter krigen. Jeg gik ind i det her arbejde, og før jeg fik set mig om, hverken kunne eller ville jeg trække mig ud af det igen.“

„Og nu er du kommet for at sige farvel …“

„I alle disse år har vi arbejdet sammen, men vores forhold har været anspændt, som om noget stod imellem os. Jeg har aldrig fundet ud af hvorfor. Du levede sammen med Max, og jeg levede sammen med Mary, vi havde begge to foretaget et valg, og alligevel har vi ikke kunnet være venner. Nu, hvor jeg ved, at min død er nær, vil jeg gerne forsone mig med dig. Du har betydet meget for mig, og inden jeg giftede mig med Mary, var du den kvinde, jeg havde elsket allermest. og det forekom mig umuligt, at jeg skulle kunne elske nogen anden, som jeg elskede dig. Senere opdagede jeg en større og anderledes kærlighed, og jeg var dig taknemlig, fordi du havde forladt mig. Men du er en del af min historie, Amelia, jeg kan ikke fortælle min livshistorie uden dig, og jeg har brug for at forsone mig med dig for at kunne dø i fred med mig selv.“

De omfavnede hinanden. Og mens de omfavnede hinanden, græd Amelia, og man kunne se, at Albert havde svært ved at holde tårerne tilbage.

„Vi er blevet gamle, Amelia, det er på tide at trække sig tilbage. Det skulle du også gøre og … jeg ved ikke, om jeg burde sige det, men har du ikke tænkt på at vende tilbage til Spanien for at være sammen med din familie?“

„Der går ikke en eneste dag, hvor jeg ikke tænker på min søn, på min søster, på min onkel og tante, på Laura … men jeg kan ikke skrue tiden tilbage. Den dag jeg rejste væk sammen med Pierre … den dag gjorde jeg en ende på det bedste af mig selv. Selvfølgelig savner jeg dem. Javier må være en voksen mand nu, han er sikkert gift og har børn, og han har sikkert spurgt sig selv, hvorfor jeg forlod ham …“

„Hvis du gerne vil, kan jeg forsøge at få dig ud herfra. Det bliver farligt, men vi kan prøve.“

„Nej, jeg vil aldrig forlade Max, aldrig.“

„Du har ofret dit liv for ham.“

„Jeg tog hans liv, derfor er det rimeligt, at jeg giver ham mit.“

„Du skal ikke blive ved med at pine dig selv på grund af det, der skete i Athen, du vidste ikke, at Max var med i den konvoj, det var ikke din skyld.“

„Jeg trykkede på detonatoren, det var mig, der trykkede på detonatoren, da han kom kørende.“

„I krigen var der uskyldige ofre, tusindvis af børn, kvinder og mænd mistede livet. Max lever i det mindste.“

„Lever? Nej, du ved godt, at han døde den dag. Jeg berøvede ham livet. Hvordan kan du sige, at han lever? Han er bundet til sin kørestol og kan ikke komme ud af den her lejlighed. Han har ingen familie tilbage, og han har heller ikke villet være med til at lede efter nogen af sine gamle venner. Jeg ved, at de fleste er døde, men måske er der en enkelt tilbage … Men det har han ikke ønsket, for han ville ikke kunne klare, at nogen, der kendte ham tidligere, skulle se ham reduceret til en klump kød i en kørestol. Det er mig, der har dømt ham til at sidde i den kørestol.“

Amelia gik ind og hentede min far, så han kunne tage afsked med Albert, og derefter kaldte hun på mig. Jeg gjorde mig store anstrengelser for ikke at vise mine følelser. Jeg befandt mig i en choktilstand: Jeg havde netop hørt, at Amelia var årsag til min fars ulykke. Jeg vidste godt, at han havde mistet sine ben i en sabotageaktion foretaget af den græske modstandsbevægelse, men nu vidste jeg også, at den person, der havde trykket på detonatoren, var Amelia.

Det lykkedes mig med besvær at få givet hånd til Albert og sagt farvel. Da han var gået, lukkede jeg mig inde på mit værelse og begyndte at græde. Jeg hadede hende, jeg hadede hende af hele mit hjerte, og jeg elskede hende, jeg elskede hende af hele mit hjerte, og jeg hadede mig selv for at elske hende.

 

4

Jeg traf en beslutning. Det var på det tidspunkt et stykke tid siden, at jeg var blevet færdig med mine studier og var begyndt at arbejde på hospitalet i Berlin. I de år var Ilses og mit forhold blevet fast, og hun syntes, at vi skulle gifte os eller flytte sammen. Jeg vægrede mig ved det, fordi det forekom mig, at hvis jeg flyttede fra Amelia og Max, var det ensbetydende med, at jeg deserterede. Han var en invalid mand, hvis helbred blev forværret dag for dag, og Amelia brugte hvert eneste minut i sit liv på ham. Indtil den aften havde jeg troet, at det var en grænseløs kærlighed, der forenede dem, men nu vidste jeg, at det var noget meget stærkere og meget mere smertefuldt end kærlighed, der bandt dem til hinanden.

Ilse var flyttet hjemmefra for et godt stykke tid siden, så jeg besluttede mig for at tage hen til hende samme aften. Jeg fandt et par tasker og stoppede noget tøj i dem. Jeg forlod lejligheden uden en lyd.

Dagen efter tog jeg sammen med Ilse hen for at hente resten af mine ting. Min far forstod ikke, hvorfor jeg havde truffet så hurtig en beslutning.

„Det er da udmærket, men på den måde … uden at sige noget til os om det,“ klagede han.

„Enten skulle jeg gøre det på den måde, eller også ville jeg aldrig blive i stand til at flytte hjemmefra.“

„Friedrich har ret til at finde sin egen vej og få sit eget liv. Vi har været heldige at have ham hos os længere tid, end vi havde kunnet forvente,“ sagde Amelia. „Men vi kommer til at savne dig.“

Jeg tav og sagde ikke, at jeg også ville komme til at savne dem, for på det tidspunkt havde jeg bare brug for at komme væk.

„Vi kommer tit på besøg, ikke sandt, Ilse?“

„Jo, selvfølgelig. Desuden er det ikke ret langt fra mit institut, kun en halv times gang.“

Men mine besøg blev sjældnere og sjældnere, og det havde jeg dårlig samvittighed over. Jeg havde brug for at finde mig selv, få orden på mine tanker. Jeg var klar over, at min far havde det skidt med, at jeg ikke kom og besøgte ham, og at hans helbredstilstand derfor forværredes, men jeg var ikke i stand til at skifte holdning. Og da mit første barn blev født, gjorde jeg heller ikke noget for, at min far skulle nyde godt af at være blevet farfar.

En aften ringede Amelia og var meget urolig. Min far var tilsyneladende pludselig blevet meget dårlig, og hun bad mig komme så hurtigt som muligt.

Da jeg ankom, troede jeg, at han skulle dø, for han havde fået et hjerteanfald, men heldigvis nåede vi hen på hospitalet i tide.

Mine kolleger på hjerteafdelingen advarede mig om, at der ikke var meget håb, men de havde ikke regnet med min fars vilje til at leve. Han lå på hospitalet i en måned, og så sendte de ham hjem. Fra da af pålagde jeg mig selv ikke at gøre livet mere smertefuldt for ham, end det allerede var, og jeg gjorde det til en vane at komme på besøg hver eftermiddag på vej hjem fra hospitalet.

Mit forhold til Amelia havde forandret sig siden den aften, da jeg i smug havde lyttet til samtalen mellem hende og Albert, og jeg var vred over, at hun ikke bebrejdede mig min ændrede holdning. Hun accepterede den simpelthen bare, ligesom hun syntes at have accepteret alt, hvad der var sket i hendes liv.

Det glædede min far, at Ilse og jeg begyndte at komme på besøg med vores børn. Han holdt af at læse historier for dem og lære dem at spille skak. Og Amelia udfyldte sin rolle som bedstemor på glimrende vis. Men hun var stadig mere end blot en fredsommelig bedstemor.

Ilse arbejdede på et forskningsinstitut, hvor nogle af hendes videnskabelige kolleger var imod styret. Hun kendte mange af modstanderne og syntes godt om dem, men hun deltog ikke i deres aktiviteter.

Indtil hun en dag blev indblandet i en hændelse.

Det var tidligt om morgenen, for Ilse holdt af at møde en time før resten af sine kolleger; hun sagde, at det var for at få tid til at tilrettelægge arbejdsdagen. Hun troede, at hun var alene, da en af hendes kolleger pludselig trådte ind i lokalet.

„Hej, Erich. Hvad laver du her så tidligt?“

Han svarede ikke, men faldt besvimet om på gulvet. Ilse blev forskrækket, gik hen til ham og opdagede, at han blødte. Hun fik ham op at sidde og forsøgte at vække ham til live.

„Tilkald ikke nogen,“ bad han med meget svag stemme.

„Jamen du er såret, du har brug for en læge.“

„Lad være med at tilkalde nogen, vil du ikke nok!“

„Jamen …“

„Hjælp mig med at gemme mig. Jeg beder dig!“

Hun blev nervøs og vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hun tænkte på at ringe til mig på hospitalet, men vidste, at telefonerne blev aflyttet, og at det ville vække mistanke, hvis hun bad mig komme straks.

Uden at vide hvordan lykkedes det Ilse at få ham slæbt ind i et rum, der brugtes som lager.

„Jeg er nødt til at få fat i en, der kan hjælpe os med at få dig væk herfra. Kan du fortælle mig, hvad der er sket?“

„En politirazzia … de skød … men det lykkedes mig at flygte.“

Ilse vidste ikke, hvad hun skulle gøre; hun ville ikke bringe mig i fare, og hun stolede heller ikke tilstrækkeligt på nogen til at bede dem om hjælp. Hun vidste dog, at der var ét menneske, som hun kunne stole på, som ikke ville spørge om noget, og som ville hjælpe hende.

Hun lukkede Erich inde i lagerrummet og løb hele vejen fra forskningsinstituttet hen til Amelia og Max’ lejlighed.

Amelia lukkede op og så straks desperationen og frygten i Ilses ansigt.

„Hjælp mig! Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.“

Hun fortalte, hvad der var sket, og Amelia bad hende tage det roligt og vente et øjeblik.

Så fulgte hun med Ilse tilbage til instituttet, hvor videnskabsfolk og kontorfolk nu var begyndt at ankomme. De gik roligt indenfor. Amelia havde bedt Ilse optræde helt naturligt.

De nåede hen til lagerrummet, og Ilse åbnede døren.

Da de var kommet indenfor, blev hun overrasket over, at Amelia tog forbindingsmateriale op af tasken, og at hun efter at have undersøgt, hvor blodet kom fra, lagde en stram forbinding om Erichs brystkasse.

„Kan du gå?“

„Jeg ved det ikke …“

„Det er du nødt til, hvis du vil ud herfra.“

De hørte larm og råb udenfor.

„Gå ud og se, hvad der sker, Ilse, og kom tilbage, når du har fundet ud af det,“ beordrede Amelia.

Ilse, der var ved dø af skræk, trådte tøvende ud på gangen, hvor hun løb ind i sin chef.

„Nå, er du her, Ilse! Sikke en forvirring. Vi skal alle sammen gå hen i festsalen. Politiet leder åbenbart efter en person, som måske har gemt sig herinde.“

„Herinde?“

„Ja, i aftes blev der afholdt et af de der møder, hvor folk diskuterer og kritiserer regeringen. Og som sædvanlig havde KVP infiltreret mødet, og efter at spionen havde slået alarm, iværksatte de en razzia. En person affyrede et skud og dræbte en politimand, og så kan du nok forestille dig, hvordan de har det. De har anholdt flere hundrede mennesker.“

„Jamen herinde …“

„Tidligt i morges så en kvinde her i nærheden en mand, som knap nok kunne gå; hun fortalte det til en vægter, som tilkaldte politiet, og de ankommer lige om lidt. Direktøren har bedt os alle komme hen i festsalen og identificere os.“

„Jeg kommer straks, jeg var på toilettet og kom ud, fordi jeg hørte larm, men jeg har ladet min taske stå derinde.“

Hun gik tilbage til det lille lagerrum, og da hun havde fortalt Amelia og Erich, hvad der skete, sagde han, at han ville overgive sig.

„Ikke tale om, de slår dig ihjel,“ hævdede Amelia.

„Der er ingen anden udvej.“

„Det får vi at se.“

I højttaleren bad man alle ansatte komme hen i festsalen for at identificere sig, inden politiet ankom.

„Vi er nødt til at komme ud herfra, og du skal holde dig oprejst, selv om det gør ondt.“

Da de trådte ud fra lagerrummet, gik Ilse og Amelia på hver sin side af Erich og hjalp ham med at holde sig oprejst. Der var ingen mennesker på gangen. De hørte skridt, der nærmede sig, og var lige ved at støde ind i en af husets vagter, en mand, som alle mistænkte for at være Stasi-meddeler.

„Hvad for noget … hvorfor er I ikke sammen med alle de andre?“ spurgte vagten.

„Vi arbejder …“ sagde Ilse og skulle til at tage sit identifikationskort op af tasken.

Vagten kiggede over på Erich og opdagede, at der var en blodplet på hans jakke. Ilse ledte efter sit identifikationskort, men manden måtte have troet, at hun skulle til at trække et våben frem. Derfor trak han sin pistol og sigtede på hende, men et sekund efter faldt han om, til Ilses og Erichs store forbløffelse.

I hånden holdt Amelia en pistol med lyddæmper.

„Åh gud!“ skreg Ilse.

„Ti stille! Hvis jeg ikke skød, ville han have dræbt dig, for han troede, at du skulle til at tage et våben frem. Lad os nu komme af sted.“

Ilse var skrækslagen, og det samme var Erich, men de adlød hende. De befandt sig på anden sal og nåede ned på første, men i stueetagen befandt nogle af de ansatte sig, som efter at have identificeret sig var på vej ud af bygningen og trængtes omkring døren.

„Hvad er der på etagen nedenunder?“

„Laboratorier …“

„Er der en dør ud til haven?“

„Ja, ja …“

„Lad os gå derned og finde en udgang, ellers klatrer vi ud ad et vindue. Der er intet politi at se her, så vi sørger for at blande os med de mennesker, der har forladt bygningen, og går hen til din bil. Har I forstået?“

Erich og Ilse nikkede. De gjorde, som hun havde sagt, og gik ud ad en bagdør, der førte ud i haven, hvorefter de bevægede sig hen i retning mod de ansatte.

„Smil, Erich, og sørg for, at dit halstørklæde dækker over blodpletten på din jakke. Selv om jeg har strammet forbindingen, bløder du stadig.“

Ilse forstår stadig ikke, hvordan det lykkedes dem at nå hen til bilen på parkeringspladsen. Amelia tog dem med hjem, og straks de havde fået Erich lagt på sengen, besvimede han. De var nødt til at fortælle Max, hvad der var sket.

„Du må hjælpe denne mand, du er jo læge,“ bad Amelia.

„Det kan jeg ikke, det ved du godt. Det er over fyrre år siden, at jeg holdt op med at være læge. Desuden har jeg ingen remedier til min rådighed.“

„Improvisér, Max, fortæl mig, hvad du skal bruge, jeg henter førstehjælpskassen, måske er der noget i …“

„Han er ved at forbløde …“

„Undersøg såret, du kan da i det mindste finde ud af, om det er gået ud over nogle vitale organer.“

„Hvordan skulle jeg kunne det fra den her kørestol?“

„Max, hvis du ikke gør det, dør manden. For mange år siden aflagde du løfte om, at du ville redde liv – gør det nu.“

Ilse og Amelia hjalp min far med at få sig anbragt ved siden af Erich. Han undersøgte ham og sagde, at kuglen var gået ud igen, men han kunne ikke garantere, at ingen organer var berørt. Han instruerede dem i, hvordan de skulle vaske og rense såret, men sagde også, at manden havde brug for en blodtransfusion hurtigst muligt, ellers ville han ikke klare det.

„Det kan ikke lade sig gøre,“ svarede Amelia. „I hvert fald ikke nu.“

Amelia gav Ilse besked om at tage hjem og sørge for børnene.

„Når Friedrich kommer hjem, så bed ham skynde sig herhen. Og lad være med at snakke med nogen. Hvis nogen fra dit kontor ringer, så fortæl dem, at du blev bange og gik hjem.“

„Men politiet vil lede efter den mand …“

„Selvfølgelig vil de lede efter ham.“

„Og de vil finde ham.“

„Nej. Ingen lagde mærke til os. Du er nødt til at være rolig, og når du går på arbejde i morgen, skal du opføre dig ligesom alle de andre, vise nysgerrighed og forfærdelse over det, der er sket.“

„Jeg … jeg vil gerne takke dig, det er min skyld, at du er blevet blandet ind i den her affære.“

„Du behøver ikke at takke mig. Friedrich ville aldrig have tilgivet mig, hvis jeg ikke havde hjulpet dig.“

„Pistolen … hvorfor havde du en pistol med? Jeg vidste ikke, at du havde en …“

„Det er godt at være forberedt. Og gå nu, jeg skal nok tage mig af Erich.“

Min far kunne knap nok tro på, hvad han hørte. Da Ilse var gået, så han vredt på Amelia.

„Nu igen … holder du da aldrig op?“

„Ville du have foretrukket, at jeg ikke havde hjulpet Ilse, at jeg havde ladet dem dræbe hende? Jeg havde intet valg.“

„Selvfølgelig havde du et valg! I årevis har du retfærdiggjort dine handlinger med den sætning: Jeg havde intet valg. Der er altid et valg, Amelia, altid.“

„Ikke for mig, Max, ikke for mig. Tror du, at han dør?“ spurgte hun og pegede hen på Erich.

„Han har mistet meget blod og har brug for en blodtransfusion, ellers kan det ske, at hjertet svigter.“

„Vi kan ikke gøre andet end at vente. Når Friedrich kommer, har han måske en idé til, hvad vi kan gøre.“

„Det er farligt at have ham her, de leder sikkert efter ham i hele Berlin.“

„Men ingen kan sætte ham i forbindelse med os.“

„Er du sikker på, at ingen naboer så jer ankomme?“

„Nej, det er jeg ikke sikker på. Jeg tror det ikke, men jeg er ikke sikker.“

„Vi er for gamle til at blive tortureret eller sendt i arbejdslejr. Jeg tror, at de slår os ihjel, hvis de opdager dig.“ Max lød desperat.

„Dig vil de intet gøre, for det er indlysende, at du ikke har kunnet hjælpe denne mand med at flygte, jeg er den eneste ansvarlige.“

„Tror du, at jeg kan leve uden dig?“

„Ja, selvfølgelig kan du det. Du har Friedrich og Ilse og dine børnebørn, der elsker dig. Du har ikke nær så meget brug for mig, som du tror.“

„Mit liv er indskrænket til dig.“

„Nej, Max, det er mig, der har indskrænket dit liv.“

Jeg blev temmelig forskrækket, da jeg kom hjem og så, hvor nervøs Ilse var. I dagens løb havde jeg hørt rygter om det, der var sket, og jeg havde også forsøgt at ringe til hende for at høre, om alt var i orden. Jeg kunne se, at hun var opskræmt, men jeg troede, det var, fordi det hele var sket i den bygning, hvor hun arbejdede.

Ilse bad mig skynde mig hjem til min far. Da jeg ankom, var Erichs tilstand meget alvorlig til trods for Amelias og Max’ anstrengelser. Jeg gav ham en indsprøjtning og et stærkere smertestillende middel end det, som Amelia havde givet ham.

„Vi er nødt til at få ham på hospitalet, ellers ved jeg ikke, hvad der kan ske,“ sagde jeg til dem, selv om jeg faktisk godt vidste, hvad der ville ske.

Erich åbnede øjnene halvt og forsøgte at tale, selv om han var meget svag.

„Giv besked til mine venner, de …“

„Det kan der ikke være tale om. Du og dine venner har opført jer som en flok amatører. Hvis vi ringer til dem, ender vi alle i KVP’s eller Stasis fængsel,“ sagde Amelia skarpt.

„Hvad skal vi så gøre?“ spurgte jeg bekymret.

„Du skal sørge for at holde ham i live, og så sørger jeg for at få ham flyttet til et sikkert sted.“

„Han vil ikke kunne overleve nede i kælderen,“ sagde jeg, da jeg frygtede, at hun ville flytte ham ned i hulrummet i kælderen.

„Det er ikke dér, jeg vil have ham flyttet hen. Det er endnu ikke ret sent, så jeg vil ringe til en ven.“

En halv time senere ankom Garin til min fars lejlighed. Det var flere år siden, jeg havde set ham, så det overraskede mig, at han var blevet en gammel mand, selv om han stadig havde en rank holdning og et overskæg, der ganske vist var blevet helt gråt.

Amelia fortalte ham, hvad der var sket. Først lo han, og derefter klappede han hende på skulderen.

„Du er uforudsigelig, og det har du altid været. Det er flere år siden, du har trukket dig tilbage, og så pludselig dræber du en vagt og skjuler en efterlyst mand. Hvad vil du have, at jeg skal gøre?“

„Red ham, og hvis det er muligt, få ham ud af Berlin.“

„Det, du her beder mig om, er ikke noget, man gør fra den ene dag til den anden, det skal forberedes, og det er ikke let. Jeg er nødt til at spørge mine folk til råds, og vi løber en stor risiko.“

„Ikke blot hans liv står på spil.“ Amelia pegede over på Erich. „Men også min families: Friedrich, min svigerdatter, børnene. Hvis det ikke var for dem, ville jeg ikke bede dig om det. Du er nødt til at gøre mig denne tjeneste, Garin. Den skylder du mig.“

I nogle minutter var han tavs. Så trak han på skuldrene i noget, der lignede en resigneret bevægelse.

„Jeg skal gøre, hvad jeg kan, men jeg lover dig ingenting. Og indtil vi kan få ham ud herfra, er du nødt til at skjule ham.“

„I hvor lang tid?“ ville Amelia vide.

„Jeg ved det ikke, to-tre dage, måske mere.“

„Måske holder han ikke ud så længe.“

„Hvis han dør, er sagen afsluttet, for det er meget lettere at skille sig af med liget end at få ham levende ud af Berlin.“

„Hvordan kan I tale på den måde?“ Max havde svært ved at holde sin vrede tilbage.

„Hør her, gamle ven, i min branche er der ikke plads til sentimentalitet. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at redde Amelias skind, det er hende, der har dræbt en vagt for at redde din svigerdatter og hendes ven. Og hun har mindet mig om, at jeg skylder hende noget, derfor er jeg nødt til at tilbagebetale gælden, så vi kan komme til at stå lige.“

Jeg kunne ikke bare sidde og vente på, at Erich skulle dø, og jeg kunne heller ikke lade Amelia løbe hele risikoen. Jeg tog tilbage til hospitalet under det påskud, at jeg skulle se til en af mine patienter, der var i intensiv behandling. Jeg stjal et par poser blod og nogle injektionssprøjter samt et par andre ting, jeg tænkte, kunne være nyttige, og gjorde mig så klar til at tage tilbage til min fars lejlighed. Jeg skulle lige til at forlade hospitalet, da jeg mødte den lægelige direktør, der var vagthavende.

„Hvad laver du her?“

„Jeg har tilset en patient, som jeg har haft under behandling i flere år og har opereret i eftermiddags. Jeg lovede hans kone at forhøre mig om hans tilstand.“

„Du ser bekymret ud …“

„Det er jeg også, min far har det ikke ret godt, han er meget svag. Da jeg besøgte ham for kort tid siden, var hans tilstand ikke for god, så jeg har tænkt mig at besøge ham igen, inden jeg tager hjem.“

Blodtransfusionen styrkede Erich, men han havde stadig høj feber. Jeg gav ham en ny indsprøjtning med antibiotika. Mere kunne jeg ikke gøre, og jeg kunne heller ikke afgøre, om han havde indre blødninger, eller om lungen var punkteret.

I to døgn svævede Erich mellem liv og død, og så dukkede Garin op igen.

„En ven kommer om en halv time med en varevogn, men hvordan får vi ham ud herfra?“

„Det har jeg tænkt over. Vi bærer ham ned i kælderen og lægger ham i en gammel kasse, som jeg har gjort klar. Jeg har lagt en madras i bunden og lavet huller i den ene side, så han kan få luft.“

„Du har tænkt på det hele.“ Garin var tydeligvis forbløffet over Amelias forslag.

„Ja, det tror jeg. Friedrich hjælper mig med at få ham ned gennem lemmen fra køkkenet og til kælderen.“

Vi fulgte Amelias instruktioner. Hvis en beboer snuste rundt, ville vedkommende blot finde nogle mænd, der var i gang med at bære gamle møbler op fra kælderen.

Jeg kunne ikke lade være med at spørge Garin om, hvordan de ville få Erich bragt ud af Berlin.

„Det er et spørgsmål, som jeg ikke vil besvare, og som du ikke burde stille mig.“

„Vi ville i det mindste kunne fortælle hans familie, at han er i sikkerhed …“

Jeg nåede ikke at gøre sætningen færdig, for både Amelia og Garin blev så vrede, at de så ud til at være lige ved at smække mig en lussing.

„Er du vanvittig! Du ville bringe os alle i fare. Vi redder hans liv, vi får ham over på den anden side, og han skal være tavs i mindst et år. Og så bliver hans familie glad igen, når de får at vide, at han er i live. Men lige nu må du ikke gå til nogen, der kender ham, hverken hans familie eller hans venner. Sig også det til Ilse, for ellers …“ Garins stemme lød truende.

Ilse ryster stadig, når hun tænker på, hvad der skete dengang. Hvis Amelia ikke havde skudt, ville Ilse have været død. Derfor vil vi altid være Amelia taknemlig for, at hun gjorde det, hun gjorde. Det var anden gang, at hun reddede os begge to. Hvis der var sket Ilse noget … ja, så ved jeg ikke, hvad jeg ville have gjort.

Nogle dage senere tog jeg hen for at se til min far. Han lå i sengen og havde det ikke ret godt.

„Han ville ikke op,“ fortalte Amelia.

Han havde haft to blodpropper, han havde alvorlige kredsløbsforstyrrelser, og i hans blik kunne man ane trætheden efter et langt liv med en lemlæstet krop. Jeg tænkte, at min far sikkert var ved at give op, at lysten til at leve var ved at svinde bort.

Mens han lå og døsede, mærkede jeg Amelias blik på mit ansigt.

„Du lyttede til min sidste samtale med Albert James …“ Det var ikke et spørgsmål, men en konstatering.

„Ja.“ Jeg ville ikke lyve over for hende.

„Jeg ved det. Du holdt af at lytte bag dørene og forsøge at forstå nogle af de mærkelige ting, du så. Din far og jeg vidste det og passede på med ikke at sige for meget, så længe du var vågen. Den aften vidste jeg, at du lyttede til vores samtale. Og for mig var det en lettelse, at du gjorde det. Jeg havde brug for, at du skulle vide, hvad jeg havde gjort mod din far, og du kan ikke forestille dig, hvor mange gange jeg bad Max fortælle dig sandheden, men han nægtede det, han sagde, at det ville gøre dig ondt at høre sandheden. Og ved du hvad? Jeg følte mig som en bedrager over for dig.“

„Jeg har hadet dig for det, du gjorde mod min far.“

„Det er bare rimeligt. Du kunne ikke andet.“

„Betød det ikke noget for dig?“

„Det betød mere for mig ikke at have betalt min gæld og at have dette bedrag til at tynge min samvittighed.“

„Du er en usædvanlig kvinde, Amelia“

„Nu er vi kvit.“

Livet fortsatte i den daglige gænge. Jeg fik to børn mere, mens min far døde en lille smule hver dag.

I slutningen af firserne fornemmede vi tyskere i øst, at noget snart ville ændre sig, for den russiske perestrojka vendte op og ned på det, der syntes at være en uforanderlig orden.

I oktober 1989, da vi forberedte os på at fejre Den Tyske Demokratiske Republiks fyrreårsjubilæum, var der demonstrationer og protester i gaderne. Og som om det ikke var nok, kom det så vidt, at Gorbatjov udtalte, at han kun ville blive ved med fortsat at støtte Den Tyske Demokratiske Republik, hvis den begyndte at gå ad reformernes vej. Den dag forstod vi, at vi var nået til afslutningen på en epoke.

Lederne af partiet blev efterhånden bekymrede og det i den grad, at de offentliggjorde et dokument, hvori der bebudedes visse reformer. På denne måde prøvede de at imødekomme tyskernes ønske om forandring. Men Erich Honecker var ikke enig, og han forsøgte at fastholde en hård linje ved at bruge politiet til at undertrykke den utilfredshed, der kom til udtryk i gaderne.

En gruppe ledere af partiet besluttede, at det var nødvendigt at afsætte Honecker og tage kontrollen over partiet. Den 17. oktober 1989 afholdtes der et møde i politbureauet, hvor man fastsatte grundlaget for at afsætte Honecker. Til sidst måtte han give efter og indlevere sin afskedsbegæring med eufemismen ‘af helbredsgrunde’. Centralkomiteen udpegede Egon Krentz til generalsekretær for partiet, formand for statsrådet og Det Nationale Forsvarsråd.

Imidlertid blev valget af Krentz ikke modtaget som et signal om åbning, og selv om han foreslog at starte på en ny etape, lykkedes det ham ikke at opnå folkets tillid.

Vi fulgte alle begivenhederne med en længsel efter forandring, og vi begyndte at turde tale med mindre forsigtighed.

Min far syntes slet ikke at interessere sig for disse begivenheder. Nogle dage sad han efter morgenmaden og var optaget af at lytte til udenlandske stationer i en kortbølgeradio, som Amelia vogtede over, som var det en skat. Men hverken hendes eller vores kommentarer syntes at interessere ham.

Den 1. november fik han et tilbagefald, og vi bragte ham på hospitalet, men mine kolleger sagde, at de ikke kunne gøre noget, og at det var bedst at lade ham dø i fred og ro derhjemme, så vi flyttede ham hjem igen.

Amelia var hos ham hele tiden. Jeg tror, at de dage gjorde hende gammel. Selv om hun var tooghalvfjerds virkede hun indtil da meget yngre. Hun gik altid nydeligt klædt og med det hvide hår samlet i en knold i nakken.

Om eftermiddagen den 9. november ringede Amelia til mig for at bede mig om straks at komme hjem. Min far var da begyndt på sin dødskamp.

Den varede adskillige timer, men han havde perioder med klarhed, hvor jeg kunne tage afsked med ham og fortælle ham, hvor højt jeg elskede ham, og hvor lykkelig jeg altid havde været ved hans side.

„Jeg kunne ikke have ønsket mig noget andet liv end mit liv sammen med dig,“ sagde jeg til min far.

Det var blevet aften, og ude på gaden vandrede hundredvis af personer fra den ene ende af byen til den anden. Myndighederne havde meddelt, at det fra midnat ville være tilladt at gå over grænsen uden særlig tilladelse.

Jeg kiggede ud på Muren, som rejste sig foran vores hus, og som jeg havde vænnet mig til, og jeg tænkte da på, hvor mærkelig skæbnen var. Min far lå for døden, og ude på gaden syntes tusindvis af mennesker at fejre et eller andet.

Det var tæt på midnat, da Amelia gjorde tegn til mig om at komme helt hen til min fars seng. Han havde åbnet øjnene og grebet Amelias hånd, jeg så kærligheden i hans blik, og da greb min far også min hånd, og idet han samlede vores hænder, udåndede han.

Amelia og jeg blev siddende helt stille med hænderne på hans bryst, min fars bryst. Hans hjerte var holdt op med at slå, og vores hjerter slog ekstra hurtigt på grund af øjeblikkets bevægelse. Råbene ude fra gaden rev os ud af vores egne tanker. Amelia kyssede ham blidt på læberne.

Vi hørte endnu mere larm, så vi gik hen til vinduet, og vi kunne knap nok tro det, vi så. Tusindvis af mennesker var på vej hen mod Muren, mange af dem med hakkejern, mejsler og hamre i hænderne, og de gik i gang med at slå løs på Muren for øjnene af soldaterne. Vi blev stående i tavshed og betragtede dette skue, indtil Amelia så mig i øjnene.

„Du rejser,“ sagde jeg, for jeg var klar over, hvad hun ville gøre.

„Ja. Jeg har ikke længere noget at gøre her.“

„Det forstår jeg.“

Hun tog en taske og puttede lidt tøj i den, så åbnede hun en kommodeskuffe og fandt en kasse frem, som hun rakte mig.

„Her er alle de penge, jeg tjente, da jeg arbejdede for amerikanerne. Det er dollars, de vil være dig til nytte. Heri er også alle de dokumenter, der stadfæster de besiddelser, som var i din families eje. Hvem ved …“

Hun gik hen til sengen og lagde sig på knæ ved siden af Max’ lig. Hun kærtegnede hans ansigt og lagde sit hoved på hans bryst. Hun lukkede øjnene et par sekunder og rejste sig så igen. Vi omfavnede hinanden, og jeg mærkede, at mine tårer gjorde hendes kinder våde, og at hendes gjorde mine våde.

Hun gik, uden at vi sagde farvel, selv om vi begge vidste, at hun rejste for altid.

Jeg så, at hun kom ud ad gadedøren og bevægede sig hen mod Muren. Hun sluttede sig til de tusindvis af berlinere, der var i gang med at rive Muren ned, og med sine hænder begyndte hun at brække betonstykker af den. Til sidst havde demonstranterne fået lavet et stort hul, og en pæn del af Muren var revet ned. Jeg så, hvordan hun hoppede hen over murbrokkerne og spadserede rank over mod den anden side af Berlin, hvor andre berlinere råbte og sang af glæde. Hun vendte sig ikke om, skønt jeg er overbevidst om, at hun vidste, jeg ville stå og kigge ud. Jeg blev stående, indtil jeg så hende forsvinde i menneskemængden.’

Friedrich tav. Han var bevæget, og det var også lykkedes ham at gøre mig bevæget. Jeg opdagede, at Ilse stod og kiggede på os henne fra døren, men jeg ved ikke, hvor længe hun havde stået dér.

„Og hun vendte aldrig mere tilbage,“ sluttede Ilse.

„Nej, aldrig mere.“

„Men sagde hun ikke, hvor hun rejste hen, eller hvad hun havde tænkt sig at gøre?“

„Nej, hun sagde intet, hun gik bare.“

„Hun må da have skrevet eller ringet …“

„Nej, aldrig. Det havde jeg heller ikke regnet med. Den aften genvandt også hun sin frihed.“

Jeg spiste aftensmad sammen med Friedrich von Schumann og hans kone Ilse, og vi talte om, hvor Amelia mon var taget hen, men som Friedrich sagde, så var min oldemor uforudsigelig.

„Jeg har ingen anelse om, hvor hun er død, eller hvor hun er begravet. Hvis jeg vidste det, ville jeg tage hen og lægge blomster på hendes grav og bede en bøn,“ sagde Friedrich.

Jeg takkede dem begge to for at have taget så venligt imod mig og især for at have fortalt mig alt det, de vidste. Jeg lovede dem, at hvis jeg fandt ud af, hvor Amelias grav var, ville jeg give dem besked om det.

Jeg kunne ikke foretage mig meget mere i Berlin. Ingen kunne give mig oplysninger om, hvor min oldemor var taget hen, så jeg vendte tilbage til London, da jeg var overbevist om, at hvis jeg pressede major Hurley og lady Victoria, ville de ende med at fortælle mig, hvad der var blevet af Amelia. Jeg var sikker på, at de vidste det.

Major Hurley virkede overrasket, da jeg ringede til ham.

„Jeg har sagt, at jeg ikke kan fortælle Dem mere. Jeg kan ikke afsløre officielle hemmeligheder.“

„Jeg beder Dem ikke om at afsløre nogen som helst statshemmelighed, bare om at fortælle mig, hvor min oldemor rejste hen. På nuværende tidspunkt kan ingen vel have nogen interesse i, hvad der skete i 1989 med en kvinde på tooghalvfjerds, som sikkert er død nu.“

„Bliv ikke ved, Guillermo. Jeg har ikke mere at sige.“

Lady Victoria var meget venlig, men nægtede ligeledes.

„Jeg forsikrer Dem om, at jeg ikke ved, hvad der blev af Amelia Garayoa; jeg ville med glæde have hjulpet Dem, men jeg kan ikke.“

„Måske kan De overtale major Hurley …“

„Umuligt! Majoren gør blot sin pligt.“

„Jamen det drejer sig bare om at få at vide, hvor min oldemor er begravet, jeg tror ikke, det kan være en statshemmelighed.“

„Når major Hurley ikke vil sige mere, har han sikkert sine grunde.“

Det lykkedes ikke at få en ny aftale i stand hverken med major Hurley eller med lady Victoria. Majoren meddelte mig, at han skulle på rævejagt i et par dage, og lady Victoria havde tænkt sig at rejse til Californien til en golfturnering.

 

5

Da jeg var vendt hjem til min egen by igen, ringede jeg i de efterfølgende dage til alle de personer, der havde hjulpet mig med at finde frem til, hvad der var sket i Amelias liv, men ingen syntes at vide noget om, hvad der var blevet af hende; det var, som om hun var blevet opslugt af jorden.

Jeg valgte at sætte mig i forbindelse med Washington for at få tilladelse til at lede efter spor i Kongressens arkiver.

Jeg kom i tanke om, at Avi Meir havde fortalt mig om en ven, han havde, som var præst og havde været i Berlin i 1946, og som nu boede i New York og, ifølge hvad Avi Meir havde fortalt mig, var en autoritet inden for alt, der havde med 2. Verdenskrig at gøre.

Avi syntes at være glad for min opringning og gav mig sin vens adresse og telefonnummer.

Robert Stuart viste sig at være en charmerende gammel mand ligesom Avi Meir, men først og fremmest var han et helt omvandrende leksikon.

Han foretog forskellige undersøgelser, og det lykkedes ham oven i købet at skaffe mig kontakt til en pensioneret CIA-agent, som han havde kendt i Tyskland i 1946. Men det hele var forgæves. Hvis briterne var ekstremt forsigtige med deres hemmeligheder, var amerikanerne det i endnu højere grad. Selv om de havde afklassificeret nogle papirer med navne på personer, der havde arbejdet for OSS, var papirer med andre navne stadig hemmelige. Det eneste jeg nåede frem til var, at en ven af pågældende forhenværende agent, som også var pensioneret, bekræftede, at der under Den Kolde Krig ganske rigtig var en spansk kvinde, der havde samarbejdet med dem fra Østberlin.

Jeg var desperat og besluttede at prøve lykken hos professor Soler. Uden at melde min ankomst dukkede jeg op hjemme hos ham i Barcelona.

„Professor, jeg er nået til et dødt punkt, jeg kan ikke komme videre, hvis De ikke hjælper mig.“

„Hvad er der sket?“ spurgte han interesseret.

„Amelia forsvandt fra Østberlin den 9. november 1989. Siger den dato Dem noget?“

„Selvfølgelig, Murens fald …“

„Det ser ud, som om hun blev opslugt af natten, for fra det tidspunkt er det umuligt at finde et eneste spor efter hende. Jeg er bange for, at jeg er en stor fiasko.“

„Vær nu ikke så pessimistisk, Guillermo. Det De skal gøre er at tale med doña Laura.“

„Hun vil synes, at jeg er håbløs.“

„Måske, men De er nødt til at fortælle hende, at De ikke kan komme videre med efterforskningen.“

„Jeg kan forsikre Dem om, at jeg har prøvet alt. Ikke engang på nettet kan jeg finde noget spor efter hende,“ sagde jeg.

„Og det der ikke er på nettet eksisterer ikke,“ sagde han ironisk.

„Hvad gør jeg så nu?“

„Det har jeg jo sagt: Ring til doña Laura og fortæl hende, at De er nået til et punkt, hvorfra De ikke kan komme længere.“

„Efter at have brugt så lang tid og så mange penge … det er jeg helt flov over.“

„Det bedste er at fortælle sandheden så hurtigt som muligt, hvis De ikke tror, at De kan finde et eller andet spor.“

„Hvis De ikke hjælper mig …“

„Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle kunne hjælpe, for jeg har allerede sat Dem i forbindelse med alle de mennesker, som måske kunne hjælpe Dem.“

Jeg var nødt til at drikke mig et par glas, inden jeg ringede til doña Laura. Hun lyttede tavst til mig, mens jeg gjorde rede for min efterforskning og fortalte, at jeg havde mistet Amelias spor den 9. november 1989.

„Jeg beklager, for jeg ville gerne have kunnet fortælle Dem, hvor hun ligger begravet,“ undskyldte jeg.

„Gå i gang med at nedskrive alt, hvad De har fundet ud af, og ring så til mig, når De er færdig.“

„Nedskrive? Men historien er jo uafsluttet …“

„Jeg forlanger ikke det umulige. Det er udmærket, at De er nået frem til 1989. Gå i gang med at skrive og gør det lidt hurtigt. I vores alder kan vi ikke blive ved med at vente ret meget længere.“

Det var længe siden, at jeg havde set noget til Ruth, for det havde været umuligt at mødes på grund af mine rejser og hendes rejser. Og min mor besøgte jeg, straks jeg vendte tilbage til Madrid, men hun var så vred, at hun ikke engang inviterede mig på middag. Jeg fortalte hende, at jeg var blevet færdig med min efterforskning, men det gjorde ikke noget indtryk på hende.

„Du har spillet idiot så længe, at jeg er ligeglad med, om du fortsætter et stykke tid endnu. Heldigvis har min søster dog glemt alt om den idé med at forære os den absurde historie i julegave.“

Faktisk havde jeg i alle disse måneder ikke blot efterforsket, men også nedskrevet alle de episoder, som jeg havde fået fortalt om Amelia Garayoas liv, så derfor havde jeg allerede næsten hele historien sort på hvidt.

Det tog mig tre uger at få orden på den, rette den til og printe den ud. Så tog jeg den med hen til en bogbinder for at få den indbundet i læderbind. Jeg ville gerne have, at arbejdet skulle være præsentabelt og ikke skuffe de to gamle Garayoa-damer alt for meget, nu hvor de havde været så generøse over for mig.

Doña Laura blev overrasket, da jeg ringede for at fortælle hende, at hele historien nu forelå på skrift.

„Så hurtigt!“

„Jeg skrev faktisk ned løbende, mens jeg efterforskede.“

„Kom herhen i morgen klokken fire.“

Jeg følte mig tilfreds, men samtidig også en smule sørgmodig. Mit arbejde var afsluttet, og når jeg havde overrakt historien, skulle jeg til at finde mit eget liv igen og glemme Amelia Garayoa.