EPILOG

Jeg børstede mit eneste jakkesæt. Jeg ville gerne være præsentabel, når jeg skulle møde de to gamle damer. Og om formiddagen var jeg oven i købet hos frisøren.

Husholdersken lukkede op for mig og fulgte mig ind i salonen, hvor hun bad mig vente.

„Fruen er her om et øjeblik.“

Jeg satte mig ikke ned. Jeg var utålmodig efter at overrække de to gamle damer resultatet af det arbejde, der havde voldt mig så meget besvær.

Doña Laura kom ind støttende sig til en stok. Hun var ældet endnu mere, hvis man kan sige det om en kvinde, der var over halvfems.

„Kom med, Amelia er inde i biblioteket.“

Jeg fulgte efter hende, idet jeg tilpassede mine skridt til hendes, og var parat til at møde hendes søster Melita.

„Amelia, Guillermo er kommet.“

„Guillermo? Hvem er Guillermo?“

Hendes blik virkede fortabt. Hun var så tynd, at det så ud, som om hun var lige ved at gå i stykker.

„Det er den unge mand, som vi gav til opgave at udføre efterforskningen … Han er blevet færdig og har nedskrevet den historie, du ønskede at få.“

„Guillermo … ja, ja, Guillermo …“

Hendes øjne syntes at vende tilbage til nuet igen, og hun betragtede mig med et fast blik.

„Har du skrevet det hele ned?“

„Ja, det tror jeg nok …“

„Kom nærmere, Guillermo, og fortæl mig, hvem jeg er.“

Jeg blev helt stum og vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Den gamle dames blik var bønfaldende.

„Guillermo, fortæl mig, hvem jeg er, jeg har glemt det, jeg ved det ikke længere.“

Jeg kiggede over på doña Laura, der stadig stod og støttede sig til stokken, mens hun betragtede os.

„Jeg … jeg forstår ikke noget,“ fik jeg sagt.

„Fortæl mig, hvem jeg er, fortæl mig, hvem jeg er,“ gentog den gamle dame med fortvivlelse i stemmen.

Jeg rakte hende den indbundne bog, og hun greb fat i den og knugede den ind til sig.

„Nu kan jeg finde ud af det. Jeg husker mange ting, men andre ting er forsvundet ud af min hukommelse. Mange dage ved jeg slet ingenting, jeg ved ikke engang, hvem jeg er, er det ikke rigtigt, Laura?“

Pludselig virkede den gamle dame fuldstændig klar, selv om hun ikke talte med mig, men med sig selv, eller måske med sine genfærd.

Jeg forstod intet, eller måske begyndte jeg at forstå alt, men jeg turde ikke bevæge mig eller at sige noget.

„Er det hele i den her bog?“ spurgte doña Laura mig.

„Ja, indtil den 9. november 1989. Den dag, hvor Amelia forsvandt og …“ sagde jeg.

„Ja, det er rigtigt,“ svarede doña Laura.

„Jamen …“

„Alt endte den aften. Der er ikke mere at lede efter, Guillermo.“

„Du ved, hvem jeg er. Vil du fortælle mig det, Guillermo?“ spurgte den gamle dame igen, mens hun stadig sad med bogen trykket ind til sig.

„Det er ikke nødvendigt, jeg har skrevet det hele ned, og De kan selv læse det.“

„Jeg ønsker ikke at miste mine erindringer, de bliver taget fra mig, Guillermo, de forsvinder, og jeg … jeg ved ikke, hvor jeg skal finde dem igen.“

„Jeg har fundet dem, og de er alle sammen her, og ingen kan tage dem fra Dem.“

Den gamle dame smilede til mig og rakte mig hånden. Jeg greb den og kunne mærke, at den på én gang var skrøbelig og fast.

Doña Laura gjorde tegn til mig, og vi gik ud af biblioteket igen.

„Hun er … hun er … Amelia,“ fik jeg fremstammet.

„Ja. Hun er Amelia.“

„Men så er hun jo ikke Deres søster Melita … Jeg troede, at hun var Melita, det har jeg hele tiden troet, det fik De mig til at tro.“

Doña Laura trak uinteresseret på skuldrene. Hun var ligeglad med, hvad jeg måtte have troet.

„Så hun er altså min oldemor?“ Det lykkedes mig at sige sætningen uden at stamme.

„Ja. Men nu skal De glemme hende igen. Husk Deres løfte: De skulle udføre dette arbejde for os, ikke for Deres familie, og De lovede at hemmeligholde alt, hvad De måtte finde frem til. Det løfte vil De holde, ikke sandt?“

„Jo, selvfølgelig. Men hvorfor betroede De opgaven til mig?“

„Skæbnen førte Dem til os, og i et af sine klare øjeblikke sagde Amelia, at hun havde tillid til Dem, og at De ville finde frem til hendes historie og holde på hemmeligheden. Hun stoler på Dem.“

„Og jeg vil ikke svigte hende. Jeg siger ikke til nogen, at … altså, at hun er i live.“

„Det ville heller ikke give nogen mening. For Deres familie ville det være et chok at finde ud af, at hun stadig er i live, og for hende selv … Amelia ville ikke kunne klare at møde sine børnebørn. Det er for sent.“

„Hvornår vendte hun tilbage?“

„I november 1989. Hun dukkede pludselig op. Edurne åbnede døren og udstødte et højt skrig. Vi løb ud for at se, hvad der skete. Jeg genkendte også straks Amelia. Forestil Dem det! Det var over tredive år siden, at vi sidst havde set hende, og så vendte hun tilbage som en kvinde på over halvfjerds, men vi genkendte hende straks.“

„Og hvilken forklaring kom hun så med?“

„Ingen. Vi bad heller ikke om nogen. Det var slemt nok at skulle fortælle hende, at Antonietta var død, kort efter at hun selv var rejst. Og at min bror Jesús og hans kone var døde ved en trafikulykke. Javier, Deres morfar, levede stadig, men var syg.“

„Hvordan vidste De det?“

„Vi fulgte hele tiden med i, hvad der skete med ham, for det tilfælde at Amelia skulle vende tilbage. Vi vidste besked om hans bryllup, hans forretningssucces, hans børn, men vi holdt os på afstand. Da Santiago døde, opsøgte jeg og min søster Melita Javier, men han gjorde det klart, at han foretrak ikke at have noget med os at gøre. Han havde ret, hvad kunne vi sige?“

„De har altså hele tiden været her og vidst alt om os, mens vi intet vidste om denne del af familien.“

„Det var Deres oldefar Santiagos vilje, og det samme ønskede Deres morfar Javier, som ikke kunne forlige sig med at være blevet forladt af sin mor. Det bebrejder jeg ham ikke. Det frygtelige er, at Amelia overlevede ham. Vi gik til hans begravelse, ingen så os, for vi sad oppe i kirkens kor. Amelia græd fortvivlet.“

„Og hvad med Dem selv, har De ingen familie selv, børn, børnebørn?“

„Min søster Melita døde for to år siden, kort efter at være blevet enke. Hendes børn Isabel og Juanita er gift og bor i Burgos, men de kommer tit og besøger os. Min bror Jesús og hans kone omkom i en trafikulykke halvandet år efter, at de var blevet gift, og efter at have fået en søn. Jeg tog mig af min nevø, og han var som en søn for mig. Desværre døde han af en blodprop. Han var far til min niece Amelia María, som bor her sammen med os.“

„De har altså givet afkald på at få Deres eget liv …“

„Nej, jeg har ikke givet afkald på noget, jeg valgte det liv, som jeg ønskede at leve, som jeg har levet, og som jeg har været lykkelig for.“

„Jeg forstår ikke, at De ikke spurgte Amelia om noget som helst, og at hun heller ikke selv fortalte, hvor hun havde været i alle de år.“

„Jeg ved, det er svært at forstå, men sådan er det.“

„Hvor længe … altså, hvor længe har hendes hukommelse svigtet hende?“

„Hvor længe hun har haft Alzheimers? Det begyndte for lidt over to år siden. En dag fortalte hun mig, at der var nogen ting, hun ikke kunne huske. Vi gik til lægen, og selv om han ikke sagde ordet Alzheimers, lod han os forstå, at processen var uafvendelig. Så begyndte Amelia at blive bekymret. Det gjorde hende fortvivlet, da hun kunne mærke, at hendes erindringer efterhånden forsvandt. Jeg kunne ikke hjælpe hende, for jeg vidste intet om hendes liv. Og pludselig dukkede De op. Det var hendes idé at give Dem til opgave at genfinde hendes erindringer. Jeg forsøgte at overbevise hende om, at det var vanvittigt, at De trods alt var en fremmed, men hun har hele tiden syntes godt om Dem … Derfor gav vi Dem til opgave at finde frem til, så meget De kunne. Og jeg må indrømme, at De overraskede mig, da De ringede for at fortælle, at De havde været i stand til at følge hende indtil 1989.“

„Hvorfor gav De ikke professor Soler opgaven?“ spurgte jeg.

„Pablo … Vi holder meget af Pablo, han er som et medlem af familien, men Amelia holdt på, at det skulle være Dem.“

„Jeg formoder, at De ikke ønsker, at jeg kommer tilbage hertil.“

„Synes De, at det er nødvendigt? Efter min mening er alt sagt, og De har gjort noget, der er ubetaleligt, for Deres oldemor. At genfinde sine erindringer er mere, end hun havde kunnet forvente. Og De har givet hende dem tilbage. Jeg tror, at vi er nået frem til slutningen. Det er nødvendigt at vide, hvornår dette øjeblik kommer, og at acceptere det. Mener De ikke også det?“

Jeg forsvandt ud af deres liv for altid og udgjorde således en af de sidste linjer i deres historie.