KAPITEL 1

LIVET PÅ LANDET

 

Luften den septembermorgen stod stille, som luften gør i en glidende ubåd, hvis motorer er slukket, så fjenden ikke kan spore den med sit lytteapparatur. En vældig stilhed holdt hele landskabet ubevægeligt i et usynligt greb, en stilhed før stormen, en stilhed så dyb og uberegnelig som havet.

Det havde været en underlig træg sommer, hvor halvtørke langsomt havde drænet græsset og træerne for liv. Nu falmede bladene fra grønt til gyldenbrunt og var allerede begyndt deres stille fald fra ahorntræernes og bøgenes grene med ringe udsigt til et farverigt efterår.

Dave Gurney stod lige inden for den franske dobbeltdør i sit landkøkken og kiggede ud over haven og den nyslåede græsplæne mellem det store hus og den tilgroede eng, som skrånede ned mod dammen og den gamle røde lade. Han var lettere misfornøjet og ukoncentreret og havde skiftevis opmærksomheden på aspargesbedet for enden af haven og den lille gule rydningstraktor ved siden af laden. Han tog misfornøjet en slurk af sin morgenkaffe, som var ved at blive kold i den tørre luft.

At gøde eller ikke at gøde aspargesbedet – det var spørgsmålet. Eller i det mindste det første spørgsmål. Hvis svaret var ja, ville det afstedkomme endnu et spørgsmål: flydende eller som granulat? Madeleine havde henledt hans opmærksomhed på forskellige websites, som oplyste ham om, at gødning er nøglen til en god aspargeshøst, men hvorvidt han behøvede at supplere forårets påføring med et nyt læs, fremgik ikke helt klart.

I de to år, de havde boet i Catskills, havde han, i hvert fald halvhjertet, forsøgt at fordybe sig i emnerne omkring hus og have, som Madeleine havde kastet sig over med øjeblikkelig begejstring, men han var blevet forstyrret i sine bestræbelser af fortrydelsens lille gnavende orm – ikke at han fortrød købet af selve huset på de fire hektar land, som han stadig mente var en god investering, det var mere beslutningen om den ændring af livsstil, der lå bag købet, beslutningen om at forlade New York Police Department og gå på pension i en alder af seksogfyrre. Det nagende spørgsmål var, om han for tidligt havde skiftet sit politiskilt og sin karriere som succesrig efterforsker ud med et liv som havedyrkende godsejer in spe?

Visse ildevarslende hændelser havde antydet, at dette var tilfældet. Efter at de var flyttet til dette landlige paradis, havde han fået tilbagevendende tics i venstre øjenlåg. Til sin egen ærgrelse og Madeleines bekymring var han begyndt at ryge igen en gang imellem efter at være holdt op i femten år. Og så var der selvfølgelig tornen i øjet – hans beslutning om sidste efterår, et år efter hans angivelige pensionering, at lade sig involvere i den gruopvækkende Mellery-mordsag.

Han havde med nød og næppe overlevet den episode og havde oven i købet bragt Madeleine i fare undervejs, og i det klare øjeblik, som ofte opstår, når man har været døden nær, havde han følt sig motiveret til helt og holdent at hellige sig den nye bondetilværelses simple glæder. Men der er noget pudsigt ved en krystalklar forestilling om, hvordan man bør leve sit liv. Hvis man ikke aktivt holder sig den for øje hver dag, bliver klarsynet hurtigt sløret. Et øjebliks åbenbaring er ikke andet end et øjebliks åbenbaring. Hvis man ikke tager det til sig, bliver det snart en slags spøgelse, et svagt billede på nethinden, der udviskes som en drøm, man ikke kan huske, der udviskes, indtil det til sidst ikke er andet end en disharmonisk biklang i livets grundtone.

Selv om Gurney forstod processen, måtte han sande, at han ikke fik udleveret en magisk nøgle, der kunne ændre den – hvilket betød, at den nærmest halvhjertede indstilling, han havde til livet på landet, var det bedste, han kunne byde på. Det var en indstilling, der gjorde, at han og hans kone var ude af takt. Og den fik ham også til at spekulere på, om mennesker virkelig kunne ændre sig, eller mere præcist, om han nogen sinde kunne ændre sig. I sine mørkere øjeblikke var han beklemt over sin stive, usmidige måde at tænke på, sin måde at være på.

Det med rydningstraktoren var et godt eksempel. Han havde købt den for et halvt år siden, lille, gammel og brugt, og havde beskrevet den for Madeleine som et praktisk redskab, der passede til de fire hektar skov og eng og den halvtreds meter lange grusvej op til huset. Han så den som et middel til faktiske forbedringer og omrokeringer i landskabet – en god og nyttig ting. Hun lod imidlertid til lige fra begyndelsen at se den, ikke som et køretøj, der lovede større engagement fra hans side i deres nye liv, men som et larmende, dieselstinkende symbol på hans mishag – hans utilfredshed med deres omgivelser, hans misfornøjelse med flytningen fra byen til bjergene, hans manisk kontrollerende trang til at bulldoze en uacceptabel ny verden, så den fik facon efter hans egen hjerne. ”Hvorfor kan du ikke bare tage imod alt det omkring os som en gave, en utrolig smuk gave, og holde op med at ville ordne det?”

Han stod ved glasdøren og genkaldte sig lidt utilpas hendes kommentar i erindringen, hørte den svagt forbitrede tone i sit indre øre, og netop da brød hendes faktiske stemme ind et sted bag ham.

”Er der nogen chance for, at du laver bremserne på min cykel inden i morgen?”

”Det sagde jeg jo, jeg ville.” Han tog endnu en slurk af kaffen og skar ansigt. Den var ubehageligt kold. Han så på det gamle regulatorur over fyrretræsskænken. Der var næsten en time, til han skulle af sted for at holde en af sine gæsteforelæsninger på politiskolen i Albany.

”Du skulle tage med mig en af dagene,” sagde hun, som om det lige var faldet hende ind.

”Det vil jeg gerne,” sagde han – det sædvanlige svar, når hun en gang imellem foreslog ham at tage med på en af sine cykelture gennem det kuperede og skovbevoksede landskab, som udgjorde det meste af det vestlige Catskills. Han vendte sig om mod hende. Hun stod i døren til spiseafdelingen i slidte strømpebukser, en løsthængende sweatshirt og en baseball-kasket med pletter af maling. Han kunne pludselig ikke lade være med at smile.

”Hvad er der?” spurgte hun og lagde hovedet på skrå.

”Ingenting.” Somme tider var hendes fremtoning så overrumplende charmerende, at hans hoved blev tømt for alle indviklede, negative tanker. Hun var en meget smuk kvinde, som ikke gik særlig meget op i, hvordan hun så ud, så enestående en skabning var hun. Hun kom hen til ham og kiggede ud over landskabet.

”Dådyrene har været i fuglefrøene,” sagde hun og lød mere fornøjet end irriteret.

De tre foderautomater på græsplænen var revet helt ud af lod. Han så på dem og blev klar over, at han i hvert fald til en vis grad delte Madeleines velvillige indstilling over for dådyrene og de mindre skader, de forvoldte – hvilket forekom ham mærkeligt, eftersom hans indstilling var fuldkommen anderledes end hendes, når det gjaldt egernernes hærgen. De var netop nu i gang med at æde de frø, dådyrene ikke kunne få op fra bunden af foderautomaterne. De vimsede rundt med hurtige, aggressive bevægelser og lod til at være drevet af en næsten sygelig gnaversult, en grisk og voldsom trang til at fortære alt, hvad der fandtes af mad.

Gurneys smil blegnede, mens han stod og betragtede dem med behersket irritation, som efterhånden var hans umiddelbare måde at reagere på i lidt for mange tilfælde – det havde han i hvert fald en mistanke om i sine mere objektive øjeblikke. En irritation, som både kom af og var en påmindelse om, at hans ægteskab knagede i fugerne. Madeleine ville beskrive egernene som fascinerende, kvikke, opfindsomme og imponerende, hvad angik energi og målrettethed. Det virkede, som om hun elskede dem på samme måde, som hun elskede næsten alt i sit liv. Han, derimod, havde lyst til at skyde dem.

Måske ikke nødvendigvis skyde dem, ikke ligefrem slå dem ihjel eller lemlæste dem, men måske plaffe dem så hårdt med et luftgevær, at de ville falde ned fra foderautomaterne og flygte ind i skoven, hvor de hørte hjemme. Drab havde aldrig været en løsning, der tiltalte ham. I alle årene som efterforsker i drabsafdelingen ved NYPD, i de femogtyve år han havde beskæftiget sig med voldelige mænd i en voldelig by, havde han aldrig trukket sin pistol, havde knap nok rørt den uden for skydebanen, og han havde ikke lyst til at begynde nu. Hvad det end var, som havde tiltrukket ham ved politiarbejdet, som havde knyttet ham til jobbet i alle de år, var det i hvert fald ikke en fascination af skydevåben eller den bedragerisk enkle løsning, de kan forlede folk til at vælge.

Han blev opmærksom på, at Madeleine betragtede ham med sit nysgerrige, vurderende blik – og af hans sammenbidte tænder kunne hun nok gætte, hvad han tænkte om de egern. Som svar på hendes åbenbare clairvoyance ville han gerne sige et eller andet, der kunne retfærdiggøre hans fjendtlige indstilling over for de små rotter med buskede haler, men så ringede telefonen – faktisk ringede to telefoner samtidigt, fastnettelefonen i kontoret og hans mobiltelefon på skænken i køkkenet. Madeleine gik ind i kontoret. Gurney tog mobilen.