KAPITEL 2
DEN NEDSLAGTEDE BRUD
Jack Hardwick var en nederdrægtig, rapkæftet kyniker med våde øjne. Han drak for meget og betragtede stort set alt i tilværelsen som en dårlig vittighed. Han havde nogle få begejstrede tilhængere og havde ikke nemt ved at vække folks tillid. Hvis alle Hardwicks tvivlsomme motiver blev fejet af bordet, ville han ikke have nogen tilbage, det var Gurney overbevist om.
Men Gurney betragtede ham også som en af de skarpeste og mest indsigtsfulde efterforskere, han nogen sinde havde arbejdet sammen med. Så da han satte telefonen til øret og hørte den umiskendelige sandpapirstemme, fremkaldte det blandede følelser hos ham.
”Davey-boy!”
Gurney krympede sig. Han var ikke nogen Davey-boy, det blev han heller aldrig, og han gik ud fra, at det præcis var derfor, Hardwick havde valgt det øgenavn.
”Hvad kan jeg gøre for dig, Jack?”
Mandens skrydende latter var som altid irriterende og upassende. ”Dengang vi arbejdede på Mellery-sagen, pralede du altid med, at du stod op med hønsene. Jeg ville bare lige ringe og høre, om det var sandt.”
Man skulle altid igennem en pæn portion godmodigt drilleri, inden Hardwick nedlod sig til at komme til sagen.
”Hvad vil du, Jack?”
”Har du egentlig høns på gården, der løber rundt og klukker og skider, eller er dit ’op med hønsene’ bare en almindelig talemåde?”
”Hvad vil du, Jack?”
”Hvorfor fanden skulle jeg ville noget? Kan en gammel makker ikke bare ringe til en anden gammel makker for gammelt venskabs skyld?”
”Hold nu kæft med det ’gammel makker’-pis, Jack, og sig mig, hvorfor du ringer.”
Igen den skrydende latter. ”Du er en kold skid, Gurney, meget kold.”
”Hør her, jeg har ikke fået min anden kop kaffe endnu. Hvis du ikke kommer til sagen i løbet af fem sekunder, ringer jeg af. Fem … fire … tre … to … en …”
”Ung brud dræbt ved sit eget bryllup. Tænkte, at det måske ville interessere dig.”
”Hvorfor skulle det interessere mig?”
”Pis med dig, hvordan skulle en gammel garvet drabsefterforsker kunne være ligeglad med det? Sagde jeg, at hun blev dræbt? Jeg skulle have sagt nedslagtet. Mordvåbnet var en machete.”
”Den gamle garvede er gået på pension.”
Der lød en lang, vedvarende skryden.
”Jeg mener det, Jack. Jeg er gået på pension.”
”Ja, ligesom dengang du sprang ind og opklarede Mellerysagen?”
”Det var et tidsbegrænset svinkeærinde.”
”Det siger du ikke?”
”Hør her, Jack …” Gurney var ved at miste tålmodigheden. ”
Okay. Du har trukket dig tilbage. Jeg har forstået det. Men giv mig lige to minutter til at forklare, hvad det drejer sig om.”
”Jack, for fanden …”
”To skallede minutter. To. Har du så helvedes travlt med at massere dine pensionerede golfkugler, at du ikke kan ofre to minutter på din gamle makker?”
Billedet udløste den lille nervøse trækning i Gurneys øjenlåg. ”Vi har aldrig været makkere.”
”Hvordan fanden kan du sige det?”
”Vi har arbejdet sammen på et par sager. Vi var ikke makkere.”
Hvis Gurney skulle være helt ærlig, måtte han indrømme, at han og Hardwick i hvert fald på et enkelt punkt havde haft en særlig forbindelse. Ti år tidligere havde de arbejdet på forskellige aspekter af samme mordsag i samme jurisdiktion og havde små tyve kilometer fra hinanden fundet hver sin halvdel af offerets overskårne krop. At to efterforskere gør den slags fund ved et lykketræf, er noget, der kan knytte et stærkt, om end bizart bånd mellem dem.
Hardwick lagde stemmen ned i det alvorlige, medynkvækkende toneleje. ”Får jeg to minutter, eller hvad?”
Gurney gav op. ”Sig frem.”
Hardwick slog over i sin karakteristiske oratoriske stil og lød som en grøntsælger med strubekræft. ”Du er tilsyneladende en travl mand, så lad mig gå lige til sagen. Jeg vil gerne gøre dig en kæmpe tjeneste.” Han tøvede. ”Er du der endnu?”
”Få nu lidt fart på.”
”Utaknemmelige skiderik! Okay, her er, hvad jeg har at fortælle dig. Opsigtsvækkende mord begået for fire måneder siden. Lille forkælet, rig tøs gifter sig med en stor kanon af en berømt psykiater. En time senere ved bryllupsreceptionen på psykiaterens luksusejendom hugger hans sindssyge gartner hovedet af hende med en machete og forsvinder.”
Gurney kunne svagt huske, at han på det tidspunkt havde set nogle overskrifter i et par formiddagsblade i forbindelse med sagen: FRA LYKKE TIL BLODBAD og NYGIFT BRUD NEDSLAGTET. Han ventede på, at Hardwick skulle fortsætte. I stedet hostede manden så modbydeligt, at Gurney måtte tage telefonen væk fra øret.
”Er du der stadig?” spurgte Hardwick så igen.
”Ja.”
”Du er jo tavs som graven. Du burde lave små biplyde hver tiende sekund, så folk ved, at du stadig er i live.”
”Hvorfor fanden ringer du til mig, Jack?”
”Jeg giver dig dit livs sag.”
”Jeg er ikke længere strisser. Det giver ingen mening.”
”Er din hørelse blevet dårlig med alderen. Hvor gammel er det, du er, otteogfyrre eller otteogfirs? Hør efter. Her kommer essensen af historien. Datteren af en af verdens rigeste neurokirurger gifter sig med en kontroversiel stjernepsykiater, en psykiater, der har optrådt i et Oprah Winfrey-show, for fanden. En time senere er hun omgivet af to hundred gæster og går ind i gartnerens hytte. Hun har fået lidt at drikke og vil have gartneren til at komme ud og overvære bryllupstalen. Da hun ikke kommer ud igen, sender gommen en hen til hytten for at hente hende, men døren er låst, og hun svarer ikke. Så går hendes mand, den berømte dr. Scott Ashton hen og banker på døren og kalder på hende. Ingen reaktion. Han henter en nøgle, åbner døren og finder hende siddende i sin brudekjole med hovedet kappet af – vinduet væk fra haven er åbent, og der er ingen gartner at se. Inden længe er alle strissere i hele distriktet på pletten. Hvis du ikke fik helt fat i det, så drejer det sig om meget betydningsfulde mennesker. Sagen havner hos os i BCI, nærmere bestemt hos mig. Vi lægger enkelt ud – find den sindssyge gartner. Så bliver det mere kompliceret. Det var ikke nogen almindelig gartner. Den berømte dr. Ashton havde på det nærmeste taget ham under sine vinger. Hector Flores – det er gartneren – er en illegal mexicansk arbejdsmand. Ashton ansætter ham og finder hurtigt ud af, at manden er intelligent, meget intelligent, så han begynder at teste ham, drive ham frem, uddanne ham. I løbet af to, tre år ender Hector som psykiaterens protegé snarere end hans havemand. Nærmest et medlem af familien. Det lader til, at han oven i købet havde en affære med naboens kone i kraft af sin nye status. Interessant type, señor Flores. Efter mordet forsvinder han fra jordens overflade, og det samme gør naboens kone. Det sidste konkrete spor af Hector er den blodige machete, som han lod ligge hundred meter inde i skoven.”
”Og hvor ender sagen?”
”Ingen steder.”
”Hvad mener du?”
”Min fantastisk dygtige chef havde en bestemt opfattelse af sagen – du husker måske Rod Rodriguez?”
Gurney gøs ved tanken. Ti måneder tidligere – seks måneder før det mord, Hardwick beskrev – havde Gurney halvofficielt været med i en efterforskning, ledet af en enhed under delstatspolitiets kriminalafdeling, der havde den usmidige og ambitiøse Rodriguez som chef.
”Hans plan gik ud på, at vi skulle have alle mexicanere i en radius af fyrre kilometer fra gerningsstedet ind til afhøring og true dem med alt muligt lort, indtil en af dem førte os til Hector Flores, og hvis det ikke virkede, skulle vi udvide radius til firs kilometer. Det var der, han ville sætte alle ressourcer ind – et hundred procent.”
”Og du var ikke enig med ham?”
”Der var andre indfaldsvinkler, der var værd at undersøge. Det kan være, at Hector ikke var den, han udgav sig for at være. Der var noget underligt ved hele sagen.”
”Og hvad skete der så?”
”Jeg sagde til Rodriguez, at det var noget værre pis, han lukkede ud.”
”Gjorde du virkelig det?” For første gang smilede Gurney.
”Ja, det gjorde jeg virkelig. Jeg blev taget af sagen. Og det var Blatt, der fik den.”
”Blatt?” Navnet smagte som en mundfuld fordærvet mad. Han huskede Arlo Blatt som den eneste BCI-efterforsker, der var mere irriterende end Rodriguez. Blatt havde en særlig attitude, som Gurneys yndlingslærer på universitetet for længe siden karakteriserede som ”uvidenhed, der er bevæbnet og klar til kamp.”
Hardwick fortsatte. ”Og Blatt gjorde så nøjagtig, som Rodriguez sagde, han skulle, og det førte ingen steder hen. Der er gået fire måneder, og vi ved mindre i dag, end da vi gik i gang. Men jeg vil tro, du spørger dig selv, hvad alt det har med Dave Gurney at gøre?”
”Ja, spørgsmålet har strejfet mig.”
”Brudens mor er utilfreds. Hun har på fornemmelsen, at de har syltet sagen. Hun har ingen tiltro til Rodriguez, og hun synes, Blatt er en idiot. Men hun synes, du er genial.”
”Hvad er det, du siger?”
”Hun opsøgte mig i sidste uge – præcis fire måneder efter mordet, og spurgte om jeg kunne blive sat på sagen, og hvis det ikke var muligt, om jeg så kunne arbejde på den, uden nogen vidste det. Jeg sagde, at det ikke var en praktisk måde at gribe det an på, at mine hænder var bundet, og at jeg allerede var på glatis i afdelingen – men, at jeg tilfældigvis kendte en højt dekoreret kriminalassistent, som havde arbejdet ved NYPD, som for nylig var gået på pension, og som stadig struttede af energi, en mand, som ville blive mere end henrykt for at komme med et alternativ til Rodriguez-Blattstrategien. Som prikken over i’et havde jeg tilfældigvis en kopi af den fine lille artikel, New York Magazine bragte om dig, da du havde opklaret mordsagen med den sataniske julemand. Hvad var det, de kaldte dig – superstrisser? Hun var imponeret.”
Gurney skar en grimasse. Flere mulige svar tørnede sammen i hans hoved og ophævede hinanden.
Gurneys tavshed lod til at opmuntre Hardwick. ”Hun vil forfærdelig gerne møde dig. Og fik jeg sagt, at hun ser hamrende godt ud. Først i fyrrerne, men ligner en på toogtredive. Og hun gjorde det klart, at penge ikke er noget problem. Du kan stort set forlange, hvad du vil have. To hundred dollars i timen ville overhovedet ikke være noget problem. Ikke, at du lader dig motivere af noget så simpelt som penge.”
”Nu vi taler om motivation, hvad får du så ud af det?”
Hardwick anstrengte sig for at lyde uskyldig, og det lød komisk. ”At se retfærdigheden ske fyldest? At hjælpe en familie, der har været igennem et helvede? Jeg mener, at miste et barn må vel være det værste, man kan komme ud for, ikke?”
Gurney stivnede. Når talen faldt på at miste et barn, gik der stadig en skælven gennem hans hjerte. Det var mere end femten år siden, at Danny som knap fireårig gik ud på kørebanen, fordi Gurney var uopmærksom, men at sørge færdig og ”komme videre” (som folk så idiotisk udtrykte det) var ikke noget, han havde oplevet. Sandheden var, at sorgen kom i bølger – og mellem bølgerne var der perioder med følelsesløshed, perioder med glemsel og perioder med ganske almindeligt dagligliv.
”Er du der stadig?”
Gurney brummede.
Hardwick fortsatte. ”Jeg vil gerne gøre, hvad jeg kan for de mennesker. Og for øvrigt …”
”Og for øvrigt,” sagde Gurney hurtigt for at undertrykke sin sindsbevægelse, ”hvis jeg blev involveret, hvilket jeg på ingen måde har til hensigt, ville Rodriguez gå fuldkommen bananas, ikke? Og hvis det lykkedes mig at opdage eller andet, noget nyt, noget betydningsfuldt, ville det jo stille ham og Blatt i et meget dårligt lys, ikke? Kunne det mon være en af dine rigtig gode grunde?”
Hardwick rømmede sig igen. ”Det er sgu en forskruet måde at se det på. Der er faktisk tale om en mor, der har mistet sin datter under tragiske omstændigheder, og hun er ikke tilfreds med den måde, politiets efterforskning udvikler sig på – og det kan jeg godt forstå, eftersom den uduelige Arlo Blatt og hans mandskab har jagtet samtlige mexicanere i hele landet uden at få så meget som en taco-skid ud af det. Hun leder fortvivlet efter en ordentlig efterforsker. Så jeg lægger guldægget i skødet på dig.”
”Det er sgu fint, Jack, men jeg er ikke privatdetektiv.”
”For pokker, Davey, kan du ikke bare tale med hende. Andet beder jeg dig ikke om. Bare tal med hende. Hun er ensom, sårbar, smuk og stinkende rig. Og inderst inde, Davey-boy, allerinderst inde er der noget vildt ved den kvinde. Det kan jeg godt garantere dig for. På æresord!”
”Det, jeg mindste af alt har brug for lige nu, er …”
”Ja, ja, ja, du er lykkeligt gift og forelsket i din kone og bla, bla, bla. Okay. Fint. Det kan godt være, du er ligeglad med endelig at få mulighed for at afsløre, hvilket kæmpe røvhul Rod Rodriguez i virkeligheden er. Okay. Men sagen er kompleks.” Han gav ordet en særlig betoning, fik det til at lyde, som om det var den mest fantastiske karakteristik. ”Der er så mange lag, Davey. Det er et fucking løg.”
”Og?”
”Du er den fødte løgskræller – den bedste nogen sinde.”