KAPITEL 3
ELLIPTISKE BANER
Da Gurney til sidst fik øje på Madeleine i døren til kontoret, var han ikke klar over, hvor længe hun havde stået der, og heller ikke, hvor længe han selv havde stået ved vinduet ud mod græsskråningen, der strakte sig op mod den skovklædte bakkekam bag huset. Om det så gjaldt hans liv, havde han ikke kunnet beskrive skråningens mønstre af flammende gyldenris, brune græsser og vilde blå asters på græsstykket, som han havde set ud til at stå og kigge på, men han ville have været i stand til at genfortælle Hardwicks historie i telefonen ord for ord.
”Hvad så?” spurgte Madeleine.
”Hvad så?” gentog han, som om han ikke havde forstået spørgsmålet.
Hun smilede utålmodigt.
”Det var Jack Hardwick.” Han skulle lige til at spørge, om hun kunne huske Jack Hardwick, ledende efterforsker i Mellery-sagen, da udtrykket i hendes øjne fortalte ham, at det var unødvendigt. Det var det samme udtryk, hun fik, hver gang der blev nævnt et navn, der havde tilknytning til den grusomme række mord.
Hun stirrede på ham og ventede uden at blinke.
”Han vil gerne have mit råd.”
Hun ventede stadig.
”Han vil gerne have, at jeg taler med en mor, hvis datter er blevet dræbt. Hun blev dræbt på sin bryllupsdag.” Han skulle lige til at sige, hvordan hun blev dræbt og beskrive de besynderlige detaljer, men indså, at det ikke var nogen god idé.
Madeleine nikkede næsten umærkeligt.
”Er der noget galt?”
”Jeg har spekuleret på, hvor længe det ville vare.”
”Hvor længe …?”
”Der ville gå, inden der opstod en ny … situation, som krævede din opmærksomhed.”
”Jeg skal bare tale med hende.”
”Javel. Og efter en lang, god snak vil du blive enig med dig selv om, at der ikke er noget specielt interessant ved, at en kvinde er blevet dræbt ved sit eget bryllup, og så vil du gabe og tage hjem igen. Er det sådan, du ser det?”
Hans stemme blev uvilkårligt skarpere. ”Jeg ved endnu ikke nok til at se det på nogen som helst måde.”
Hun sendte ham et af de skeptiske smil, som var så karakteristiske for hende. ”Jeg er nødt til at gå,” sagde hun. Så lod det til, at hun så spørgsmålet i hans øjne og tilføjede: ”Lægehuset, ikke? Vi ses i aften.” Og så var hun væk.
Først stirrede han bare på den tomme døråbning. Så tænkte han, at han hellere måtte gå efter hende, gjorde det og nåede hen midt i køkkenet, standsede og spekulerede på, hvad han skulle sige, havde ingen anelse, tænkte, at han hellere måtte fortsætte alligevel og gik ud ad bryggersdøren. Men da han kom om foran huset, var bilen allerede nået halvvejs ned ad den lille markvej, som skar gennem den lave eng. Han spekulerede på, om hun så ham i bakspejlet, spekulerede på, om det gjorde nogen forskel, at han var gået ud.
I de senere måneder havde det været hans fornemmelse, at det gik meget godt. Den nerveflænsende afslutning på Mellerymareridtet var gledet over i væbnet fred. Han og Madeleine var gradvis og nærmest ubevidst gledet ind i et kærligt eller i hvert fald fordrageligt hverdagsmønster, som nærmest tegnede to adskilte elliptiske baner. Han holdt nu og da forelæsninger på politiskolen, mens hun havde sagt ja til en deltidsstilling i den lokale psykiatri, hvor hun arbejdede i modtagelsen. Hun var klart overkvalificeret med sin socialrådgiveruddannelse og -erfaring, men det lod til at have skabt en form for balance i ægteskabet, en pause fra det pres, der lå i deres urealistiske forventninger til hinanden. Eller var det bare ønsketænkning?
Ønsketænkning. Det almindelige smertestillende middel.
Han stod i det sammenfiltrede, visne græs og så hendes bil forsvinde bag laden og ud på den smalle vej ind til byen. Han frøs om fødderne. Han kiggede ned og så, at han var gået ud i strømpesokker, som var blevet våde af morgenduggen. Da han vendte om for at gå ind, blev hans blik fanget af en bevægelse ved laden.
En ensom prærieulv var kommet ud fra skoven og løb hen over rydningen mellem laden og dammen med lange, fjedrende skridt. På halvvejen standsede dyret, drejede hovedet om mod Gurney og studerede ham i lange ti sekunder. Det var et intelligent blik, tænkte Gurney. Det var et fuldkommen ufølsomt og kalkulerende blik.