KAPITEL 5

DEN FEJLAGTIGE HEUREKA-SLUTNING

 

Det var en berømt scene fra en berømt film, men Gurney så ingen genkendelse i kursisternes ansigter. I scenen bliver en yngre mand afhørt af en ældre mand.

Den yngre mand er ivrig efter at arbejde for Irgun, en radikal organisation, der kæmpede for oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina efter Anden Verdenskrig. Han præsenterer sig brovtende som en krigsvant sprængningsekspert, der fik sit store kendskab til dynamit, da han kæmpede mod nazisterne i Warszawa-ghettoen. Han påstår, at han efter drab på mange nazister blev taget til fange og spærret inde i koncentrationslejren Auschwitz, hvor han fik et fast rengøringsjob.

Den ældre mand vil gerne have mere at vide. Han stiller ham flere specifikke spørgsmål om historien, lejren og pligterne.

Den unge mands fremstilling af begivenhederne begynder at falde fra hinanden, da forhørslederen afslører, at der ikke fandtes dynamit i Warszawa-ghettoen. Efterhånden som hans heltemodige fortælling smuldrer, tvinges han til at indrømme, at han lærte, hvad han ved om dynamit fra sit egentlige job i lejren, som gik ud på at sprænge huller i jorden, der kunne rumme flere tusind lig af medfanger, som hver dag blev dræbt i gaskamrene. Ud over det får forhørslederen den unge mand til at indrømme, at hans andet job var at pille guldfyldningerne ud af de dødes tænder, hvilket var endnu mere fornedrende. Og til sidst bryder den unge mand rasende og skamfuld sammen i gråd og indrømmer, at han gentagne gange blev voldtaget af dem, der tog ham til fange.

Den grusomme sandhed bliver afsløret og med den hans desperate forsøg på at redde æren. Scenen slutter med, at han bliver medlem af Irgun.

Gurney slukkede for videomaskinen.

”Nå,” sagde han og vendte sig om mod de niogtredive kursusdeltagere, ”hvad handlede det om?”

”Så enkle burde alle afhøringer være,” sagde Falcone affærdigende.

”Og så hurtigt overstået,” lød det fra bageste række.

Gurney nikkede. ”På film virker alting altid enklere og hurtigere end i det virkelige liv. Men der sker noget meget interessant i den scene. Når I tænker tilbage på den om en uge eller en måned, hvilket aspekt vil så være det, I husker?”

”Det, at drengen blev voldtaget,” sagde en bredskuldret fyr ved siden af Falcone.

Rundt omkring mumlede folk, at de var enige, og det opmuntrede andre til at sige noget.

”Det, at han brød sammen under afhøringen.”

”Ja, det at hele macho-attituden blev til ingenting.”

”Det er pudsigt,” sagde den eneste sorte kvinde. ”Han lægger ud med at lyve om sig selv for at få, hvad han vil have, men han ender med at få det – at blive medlem af Irgun – ved til sidst at fortælle sandheden. Og hvad fanden er Irgun egentlig for noget?”

Det fremkaldte dagens største latterudbrud.

”Okay,” sagde Gurney. ”Lad os stoppe her og se nærmere på det. Den naive unge mand vil gerne ind i en organisation. Han fortæller en masse løgnehistorier for at tage sig godt ud. Den gamle snu rad gennemskuer det, fanger ham i at lukke en masse lort ud, og trækker derefter sandheden ud af ham. Og så viser det sig at være den grusomme sandhed, der på det psykologiske plan gør den unge mand til den ideelle kandidat til en plads i den kompromisløse organisation. Så de lader ham blive medlem. Er det et rimeligt sammendrag af det, vi lige så?”

Flere nikker og tilkendegiver med en brummen, at de er enige.

”Er der nogen, der mener, at det ikke er, hvad vi så?”

Gurneys latin-amerikanske stjerne så eftertænksom ud. Det fik ham til at smile bredt, og det var åbenbart det lille skub, der skulle til. ”Jeg siger ikke, at det ikke er det, vi så. Det er jo en film, og det, du sagde, er sikkert rigtigt i filmen. Men hvis det var i virkeligheden – altså en rigtig afhøringsvideo – er det ikke sikkert, det er sandheden.”

”Hvad fanden mener hun med det?” var der en, der hviskede, så det alligevel kunne høres.

”Nu skal jeg fortælle dig, hvad fanden jeg mener med det,” sagde hun og tog udfordringen op. ”Der er slet ikke noget bevis for, at den gamle fyr nåede frem til den egentlige sandhed. Den unge fyr bryder godt nok sammen og græder og siger, at han er blevet kneppet i røven, ja, undskyld mit sprog. ’Uhu-hu-hu, jeg er overhovedet ikke nogen stor helt, bare en lille ynkelig drengerøv, som gav nazisterne blow-jobs.’ Men hvordan ved vi, om den historie ikke også er en gang lort? Måske er drengerøven mere durkdreven, end han ser ud til at være.”

Hold da kæft, tænkte Gurney, nu gør hun det igen. Han besluttede sig for at bryde den eftertænksomme tavshed, der fulgte hendes imponerende redegørelse. ”Hvilket fører os tilbage til det spørgsmål, vi lagde ud med,” sagde han. ”Hvorfor tror vi på det, vi tror på? Som den indsigtsfulde betjent lige påpegede, er det slet ikke sikkert, at forhørslederen fik sandheden. Spørgsmålet er, hvad det var, der fik ham til at tro, at det var sandheden.”

Den nye drejning fremkaldte en del reaktioner.

”Somme tider siger din mavefornemmelse dig, hvad der er hvad, ikke?”

”Måske virkede den unge fyrs sammenbrud ægte på ham. Man skal nok være der for at opfange stemningen.”

”I den virkelige verden ville forhørslederen vide mere, end han lægger på bordet. Det kan jo være, at den unge mands tilståelse stemmer overens med noget, han ved, bekræfter det.”

Andre betjente kom med variationer over samme tema. Nogle sagde ingenting, men lyttede intenst til hvert ord, der blev sagt. Ganske få, som for eksempel Falcone, så ud, som om spørgsmålet gav hovedpine.

Da strømmen af svar lod til at stilne af, kom Gurney med et nyt spørgsmål. ”Tror I, at en usentimental forhørsleder af og til kan blive vildledt af sin egen ønsketænkning?”

Et par nik, et par bekræftende grynt og et par grimasser, der kunne skyldes misfornøjelse eller måske dårlig fordøjelse.

I den fjerne ende af anden række sad en fyr med en brandhane af en hals stikkende op af en sort T-shirt, tæt tatoverede Skipper Skræk-underarme, kronraget hoved og småbitte øjne – øjne, der så ud, som om musklerne i kinderne tvang dem til at lukke sig. Han rakte hånden op. Den havde nærmest form som en knytnæve. Han talte langsomt, velovervejet og eftertænksomt. ”Spørger du, om vi somme tider tror det, vi har lyst til at tro?”

”Ja, det er faktisk det, jeg spørger om,” sagde Gurney. ”Hvad mener du?”

De sammenknebne øjne åbnede sig en smule. ”Jeg mener, at det er … rigtigt. Sådan er den menneskelige natur.” Han rømmede sig. ”Jeg taler for mig selv. Jeg har begået fejl på grund af den … faktor. Ikke fordi, jeg har et stort behov for at tro det bedste om folk. Jeg var været i gamet et godt stykke tid, så jeg har ingen illusioner med hensyn til folks motiver, med hensyn til, hvad de kan finde på.” Han blottede tænderne i tydelig væmmelse over et eller andet flygtigt billede. ”Jeg har set tilstrækkelig meget lort i min tid. Mange her i lokalet har set det samme lort. Men det, jeg vil sige, er, at jeg somme tider får en fornemmelse af, hvordan et eller andet hænger sammen, og jeg er måske ikke engang klar over, hvor meget jeg ønsker, at fornemmelsen er rigtig. Som for eksempel: Jeg ved, hvad der er foregået, eller jeg ved, hvad det lede kryb tænker. Jeg ved, hvorfor han gjorde det, han gjorde. Men af og til – ikke tit, men af og til – ved jeg ikke en skid, det er bare noget, jeg tror. Ikke nok med, at jeg tror, jeg ved noget, jeg er stensikker på det. Det er vel en erhvervsskade.” Han tav og så ud til at gruble over de dystre implikationer, der lå i det, han lige havde sagt.

For hundred og syttende gang i sit liv blev Gurney mindet om, at hans førstehåndsindtryk ikke altid holdt.

”Tak, kriminalassistent Beltzer,” sagde han til den store mand med blikket rettet mod hans navneskilt. ”Det var rigtig godt.” Han studerede alle ansigter og så ingen tegn på uenighed. Selv Falcone virkede rolig.

Gurney tog en pebermyntepastil i en lille blikæske og stak den i munden. Det var mest for at trække tiden lidt ud, så Beltzers kommentar kunne bundfælde sig, inden han gik videre.

”I den scene, vi så,” sagde Gurney med fornyet energi, ”er der muligvis flere grunde til, at forhørslederen ønsker at tro, at den unge mands sammenbrud var ægte. Nævn en af dem.” Han pegede tilfældigt på en betjent, som endnu ikke havde sagt noget.

Manden blinkede og så forlegen ud. Gurney ventede.

”Jeg tror … jeg tror, han kunne lide tanken om, at han knækkede koden … at afhøringen var en succes.”

”Lige præcis,” sagde Gurney. Han fik øjenkontakt med en anden tavs deltager. ”Kom med en grund mere.”

Den irsk udseende mand med gulerodsfarvet hår grinede smørret. ”Han troede nok, han kunne score et par point. Han skulle vel aflægge beretning til en eller anden. Han ville nyde at gå ind på bossens kontor og sige ’Hør lige, hvad jeg har udrettet.’ Det kunne måske give ham et par frynsegoder. Et skub i retning af en forfremmelse, måske.”

”Det kan jeg sagtens forestille mig,” sagde Gurney. ”Kan der være andre grunde til, at han gerne vil tro den unge mands historie?”

”Magt,” sagde den unge latin-amerikanske kvinde med foragt i stemmen.

”Hvordan det?”

”Han ville kunne lide tanken om, at han tvang sandheden ud af den afhørte, tvang ham til at røbe noget, han prøvede at skjule, tvang ham til at udstille sin skam, fik ham til at krybe og oven i købet til at græde.” Hun så ud, som om hun lugtede affald. ”Han ville få et kick, føle sig som Superman, som den magtfulde, geniale forhørsleder. Som Gud.”

”Stort følelsesmæssigt udbytte,” sagde Gurney. ”Det kan ødelægge en mands klarsyn.”

”Ja, mon ikke,” sagde hun. ”Også i den grad.”

Gurney så en hånd ryge op bagest i lokalet. Det var en solbrændt mand med kort, bølget hår, som ikke havde sagt noget før. ”Undskyld, men jeg er forvirret. Der er et kursus i forhørsteknikker i bygningen her, og så er der et undercover-kursus. To forskellige kurser, ikke? Jeg meldte mig til undercover-kurset. Er jeg det rigtige sted? Det, jeg hører, handler alt sammen om afhøring.”

”Du er det rigtige sted,” sagde Gurney. Vi er her for at tale om undercover, men der er en forbindelse mellem de to aktiviteter. Hvis du forstår, hvordan en forhørsleder kan narre sig selv til at tro det, han gerne vil tro, kan du bruge samme teknik, når du skal have objektet for undercover-operationen til at tro på dig. Det handler nemlig om at få objektet til at ’opdage’ det om dig, du vil have ham til at tro. Det handler om at give ham en alvorlig bevæggrund til at sluge dine løgne råt. Det handler om at få ham til at ville tro dig – ligesom manden i filmen vil tro på tilståelsen. Der ligger en kolossal troværdighedsfaktor i de facts, en person tror, han selv har opdaget. Når objektet tror, at han ved noget om dig, som du ikke ville have, han skulle vide, kommer det til at virke dobbelt så sandt. Når han tror, han er kommet ind bag facaden, vil han opfatte det, han finder i de dybere lag, som den ægte sandhed. Det er det, jeg kalder den fejlagtige heurika-slutning.”

”Den fejlagtige hvaffor en slutning?” Spørgsmålet kom fra flere sider.

”Den fejlagtige heurika-slutning. Heurika er et græsk ord, som løseligt oversat betyder: ’Jeg har det’, eller i den kontekst, jeg bruger det: ’Jeg har fundet sandheden.’ Sagen er …” Gurney talte langsommere for at understrege det næste udsagn. ”De historier, folk fortæller dig om sig selv, lader til at have en indbygget risiko for at være usande. Mens det, du selv opdager om dem, lader til at være sandheden. Så det, jeg siger, er: Lad objektet tro, at han har afsløret noget om dig. Så vil han føle, at han virkelig kender dig. Det er her, du skaber Tillid. Du skaber Tillid med stort T, den tillid, som gør alt andet muligt. Vi skal bruge resten af dagen på at se, hvordan det rent praktisk lader sig gøre – hvordan du får objektet til at tro det, du gerne vil have ham til at tro, hvordan du får ham til at tro, at han selv har fundet frem til det. Men lad os tage en pause først.”

I samme øjeblik Gurney sagde det, gik det op for ham, at han var vokset op i en tid, hvor en ”pause” automatisk betød en rygepause. Nu betød det, at alle benyttede lejligheden til at tjekke mobilen, telefonere, læse eller sende sms’er. Som for at illustrere hans tanker, rejste de fleste betjente sig op og gik hen mod døren, mens de tog deres BlackBerry frem.

Gurney tog en dyb indånding, strakte armene op over hovedet og bevægede ryggen langsomt fra side til side. Hans introduktion havde givet flere muskelspændinger, end han havde forestillet sig.

Den latin-amerikanske betjent ventede på, at strømmen af folk med mobiltelefoner skulle ebbe ud. Så gik hun hen til Gurney, som stod og tog videoen ud af maskinen. Hendes hår var kraftigt og indrammede ansigtet med et væld af bløde, sexede krøller. Den fyldige krop var skruet ned i et par stramme, sorte bukser og en tætsiddende, nedringet grå sweater. Hendes læber skinnede. ”Jeg ville bare sige tak,” sagde hun med en panderynken som hos en seriøs elev. ”Det var virkelig godt.”

”Båndet, mener du?”

”Nej, jeg mener, du var god. Jeg mener … det, jeg mener, er” – der bredte sig en rødme, som ikke passede til ansigtets alvorlige udtryk – ”hele din præsentation, din forklaring på, hvorfor folk tror på noget, hvorfor de tror mere på noget end på noget andet, alt det. For eksempel den der fejlagtige heurika-slutning … den gav virkelig stof til eftertanke. Hele præsentationen var bare så god.”

”Dit bidrag var med til at gøre den god.”

Hun smilede. ”Vi er nok bare på bølgelængde.”