KAPITEL 6

HJEM

 

Der var to timers kørsel fra politiskolen i Albany til huset i Walnut Crossing, og da Gurney var næsten hjemme, var tusmørket så småt ved at lægge sig i det vestlige Catskills bugtende dale.

Da han drejede væk fra hovedvejen og ind på grusvejen, som førte op til ejendommen på bakken, kunne han mærke, at den opstrammende virkning af de to store kopper stærk kaffe i kursets eftermiddagspause var ved at være på retur. Den svindende dag vakte nogle sære associationer i ham, sikkert på grund af koffeinabstinenser. Noget i retning af, at sommeren listede ned fra scenen som en aldrende skuespiller, mens efteråret, bedemanden, stod og ventede i kulissen.

Du godeste, jeg er ved at blive skør i hovedet.

Han parkerede som sædvanlig bilen på det slidte ukrudtsstykke for enden af græsmarken, parallelt med huset og med front mod en dyb rødviolet stribe af solnedgangsskyer bag det fjerne bakkedrag. Han gik ind ad bryggersdøren, sparkede skoene af og fortsatte ind i køkkenet. Madeleine lå på knæ foran vasken og fejede et smadret vinglas op på en fejebakke. Han stod lidt og kiggede på hende, inden han sagde noget. ”Hvad er der sket?”

”Ja, hvad tror du?”

Han lod der gå endnu et par sekunder. ”Hvordan går det på klinikken?”

”Det går vist okay.” Hun rejste sig, smilede tappert, gik ud i bryggerset og tømte larmende fejebakken ned i affaldsspanden. Han gik hen til den franske dør og stirrede ud på det monokrome landskab, på træskuret med bunken af store brændestykker, som ventede på at blive kløvet og stablet, på græsset, som skulle slås en sidste gang, og på sløraspargeserne, som var klar til at blive skåret ned for vinteren – skåret og derefter brændt for at undgå aspargesbiller.

Madeleine kom ind i køkkenet igen, tændte det forsænkede lys i loftet over skænken og stillede fejebakken tilbage under vasken. Det stærke lys gjorde det endnu mørkere udenfor, og ruderne i glasdøren forvandlede sig til spejle.

”Jeg har stillet noget laks til dig på komfuret,” sagde hun, ”og ris.”

”Tak.” Han betragtede hende i ruden. Hun så ud til at stirre ned i opvaskevandet. Han kunne huske, at hun havde sagt noget om, at hun skulle ud om aftenen, og han besluttede sig for at løbe risikoen og gætte. ”Bogklub-aften.”

Hun smilede. Han var ikke sikker på, om det var fordi, han gættede rigtigt eller forkert.

”Hvordan var det på politiskolen?” spurgte hun.

”Ikke så værst. En blandet forsamling – alle de sædvanlige typer. Der er altid en forsigtig gruppe – dem, der venter og ser, og som helst vil sige så lidt som muligt. Så er der dem, der ser på nytteværdien, som vil vide, hvordan de helt præcist kan bruge det, der bliver sagt. Og minimalisterne, som gerne vil vide så lidt som muligt, gerne vil involveres så lidt som muligt og lave så lidt som muligt. Og kynikerne, som gerne vil bevise, at alt, hvad de ikke selv har udtænkt, er en værre gang lort. Og så selvfølgelig de ’positive’ – det er nok den bedste betegnelse for dem – dem, der gerne vil lære så meget som muligt, se tingene mere klart og blive bedre politibetjente.” Han havde det godt med at snakke, ville gerne fortsætte, men hun så igen ned i opvaskevandet. ”Så … ja,” konkluderede han, ”det var en udmærket dag. De ’positive’ gjorde den … interessant.”

”Var det mænd eller kvinder?”

”Hvabehar?”

Hun tog paletkniven op af vandet og rynkede panden, som om det var første gang, hun så, hvor mat og ridset den var. ”De ’positive’ – var det mænd eller kvinder.”

Det var sært så brødebetynget, han kunne føle sig, når der i virkeligheden ikke var noget at føle sig brødebetynget over. ”Mænd og kvinder,” svarede han.

Hun holdt paletkniven op i lyset, rynkede misbilligende på næsen og smed den i skraldespanden under vasken.

”Hør her,” sagde han. ”Angående i morges. Den her sag med Jack Hardwick. Jeg tror, vi bliver nødt til at tage diskussionen igen.”

”Du skal mødes med offerets mor. Hvad er der at diskutere?”

”Der er gode grunde til at mødes med hende,” skyndte han sig at sige som for at kaste sig direkte ud i det. ”Og der kan være gode grunde til at lade være.”

”En meget intelligent måde at se det på.” Det lød fornøjet og køligt på samme tid. Og lettere ironisk. ”Men jeg har ikke tid til at tale om det lige nu. Jeg vil ikke komme for sent. Til bogklubben.”

Han kunne høre det særlige eftertryk på den sidste sætning – lige netop nok til at lade ham vide, at hun vidste, han havde gættet. En bemærkelsesværdig kvinde, tænkte han. Og selv om han var anspændt og udmattet, kunne han ikke lade være med at smile.