KAPITEL 8

MORDFILMEN

 

Der var to spiseborde i Gurneys store landkøkken. Bukkebordet af kirsebærtræ brugte de stort set kun, når de havde gæster til middag. Så støvede Madeleine det af og dækkede op med lys og farvestrålende blomster fra haven. Og så var der det såkaldte morgenmadsbord med en rund fyrretræsplade på en sokkel, der var malet råhvid. Her sad de enten hver for sig eller sammen og indtog de fleste af måltiderne. Det lille runde bord stod lige inden for den sydvendte franske dør. På en klar dag var der sol fra tidlig morgen til solnedgang, så det var et af de steder, hvor de foretrak at sidde og læse.

Klokken halv tre den eftermiddag sad de på hver sin stol, da Madeleine kiggede op fra sin bog, en biografi om John Adams. Adams var den præsident, hun bedst kunne lide – primært, lod det til, fordi han løste de fleste både følelsesmæssige og fysiske problemer ved at gå lange, helsebringende ture i skoven. Hun lyttede med rynket pande. ”Jeg kan høre en bil.”

Gurney satte hånden op til øret, men selv da varede det ti sekunder, inden han også kunne høre den. ”Det er Jack Hardwick. Det viser sig, at der er en hel videooptagelse af festen, hvor Val Perrys datter blev dræbt. Han sagde, han ville komme med den. Jeg sagde, jeg ville kigge på den.”

Hun lukkede bogen og lod blikket glide hen til mellemgrunden uden for glasdøren. ”Er det faldet dig ind, at din eventuelle klient er … ikke er helt normal?”

”Jeg vil bare se videoen. Jeg har ikke lovet nogen noget. Du er velkommen til at se den sammen med mig.”

Madeleines hurtige smil lod til at affærdige invitationen. ”Jeg vil endda gå så langt som til at sige, at hun er en hæslig psykopat, som nok opfylder fem- seks af de kriterier, man opererer med i diagnose- og klassifikationssystemet for psykiske forstyrrelser. Og uanset hvad hun har fortalt dig, vil jeg vædde med, at det langt fra er hele sandheden.”

Mens hun talte, pillede hun ubevidst ved neglebåndet på tommelfingeren, en ny vane, Gurney med forfærdelse betragtede som en svaghed i hendes ellers meget ligevægtige natur.

Selv om hun ikke gjorde det ret længe ad gangen, og det måtte siges at være en lille ting, rystede det ham og forstyrrede hans billede af Madeleine som en fuldkommen ukuelig person og fjernede for et øjeblik det faste holdepunkt, det vågeblus, som holdt uhyggen og monstrene væk. Hvor absurd det end var, kunne den lille nervøse bevægelse fremkalde den samme følelse af kvalme og trykken for brystet, han havde haft som barn, når hans mor tændte en cigaret. Når hans mor bekymret pulsede løs på en cigaret, sugede den ene mundfuld røg efter den anden ned i lungerne. Tag dig nu sammen, Gurney. Se for guds skyld at blive voksen.

”Men det er du vel allerede klar over, ikke?”

Han stirrede på hende et øjeblik, mens han prøvede at finde ud af, hvor det var, han havde tabt tråden.

Hun rystede på hovedet med påtaget fortvivlelse. ”Jeg går lidt ind på mit syværelse. Bagefter tager jeg op og køber ind i Oneonta. Hvis der er noget, du skal have med, så skriv det på sedlen på skænken.”

Hardwick kom med et vindstød og en brummende lydpotte. Han parkerede den gamle benzinsluger – en rød halvistandsat GTO med epoxy-pletter, der manglede at blive grundet – ved siden af Gurneys grønne Subaru Outback. Vinden hvirvlede de nedfaldne blade op omkring bilerne. Så snart Hardwick var ude af bilen, hostede han voldsomt, harkede slim op og spyttede på jorden.

”Jeg har aldrig kunnet udstå stanken af visne blade! Den har altid mindet mig om hestemøg.”

”Flot formuleret, Jack,” sagde Gurney, da de gav hinanden hånden. ”Du har en fintfølende måde at håndtere sproget på.”

De stod over for hinanden som to bogstøtter, der passer dårligt sammen. Hardwicks fedtede karsehår, rødmossede ansigt, åresprængte næse og våde hundeøjne fik ham til at ligne en aldrende mand, der holder sig dårligt og har evige tømmermænd. Gurneys gråsprængte hår var derimod nydeligt friseret – lidt for nydeligt efter Madeleines mening – og som otteogfyrreårig var han stadig i god form, holdt maven flad med regelmæssige sit-ups inden morgenbadet og lignede en mand sidst i trediverne.

De gik ind, og Hardwick grinede smørret. ”Der fik hun dig nok, hva’?”

”Jeg er ikke helt klar over, hvad du mener, Jack.”

”Hvad var det, der virkede? Din retfærdighedssans? Din sandhedstrang? Muligheden for at give Rodriguez et los i nosserne? Eller var det hendes gode røv?”

”Det er svært at sige, Jack.” Han mærkede, hvordan han lagde et særligt eftertryk på mandens navn, som om det var en hurtig, lige venstre. ”Lige nu er jeg bare nysgerrig efter at se videoen.”

”Det siger du ikke? Er du ikke dødtræt af at være pensionist? Er du ikke helt vild med at komme tilbage i gamet? Brænder du ikke efter at hjælpe den sexede dame?”

”Jeg vil bare gerne se videoen. Har du den med?”

”Mordfilmen? Du har aldrig set noget lignende, Davey-boy. En højopløsnings-dvd optaget på gerningsstedet, mens forbrydelsen blev begået.”

Hardwick stod midt i det store lokale, der fungerede som både køkken, spisestue og dagligstue, med et gammelt brændekomfur i den ene ende og en kampestenspejs tolv meter væk i den anden ende. Han opfangede det hele på få sekunder. ”Hold da kæft, mand, det er jo en stort opsat artikel over to helsider i Mother Earth News.”

”Dvd-afspilleren står i kontoret,” sagde han og tog Hardwick med derind.

Videoen begyndte med en frapperende panorering fra luften, og kameraet bevægede sig langsomt nedad i en skarp vinkel, indtil det strøg hen over forårets lysegrønne trætoppe, fulgte en smal vej og et rislende vandløb – parallelle bånd af sort asfalt og glitrende vand, som forbandt en række velholdte villaer omgivet af kæmpestore græsplæner og maleriske udhuse.

En ejendom noget større og flottere end de øvrige kom til syne, og kameraføringen fra luften blev langsommere. Da kameraet nåede en position lige over en kæmpemæssig smaragdgrøn græsplæne omkranset af påskeliljer, bevægede det sig ikke længere fremad, men dalede roligt mod jorden.

”Hold da kæft,” sagde Gurney. ”De lejede en helikopter til at optage bryllupsvideoen.”

”Ja, hvem gør ikke det?” brummede Hardwick. ”Faktisk bliver helikopteren kun brugt til introen. Derefter blev videoen optaget af fire stationære kameraer, der stod på plænen, så de dækkede hele ejendommen. Der er altså en komplet lyd-og-billed-gengivelse af alt, hvad der foregik udendørs.”

Det cremefarvede stenhus var omgivet af terrasser og frit udformede blomsterbede og lignede noget fra The Cotswolds – landlig forårsidyl i England.

”Hvor ligger det?” spurgte Gurney, mens han og Hardwick satte sig til rette i sofaen foran dvd-skærmen.

Hardwick lod, som om han var forbavset. ”Kender du ikke Tambury, den fine lille landsby?”

”Skulle jeg det?”

”Tambury er et liebhaversted for betydningsfulde mennesker, og du er jo en betydningsfuld mand. Alle, der er noget, kender nogen, der bor i Tambury.”

”Jeg er nok ikke nået op i den klasse. Gider du fortælle mig, hvor det er?”

”En times kørsel herfra i nordøstlig retning, midt mellem stedet her og Albany. Jeg skal nok give dig ruten.”

”Jeg får ikke brug … ” sagde Gurney og stoppede midt i sætningen med en spørgende mine. ”Stop en halv. Det skulle vel aldrig være Sheridan Klines …”

Hardwick afbrød ham. ”Klines område? Det kan du lige tro. Så du får mulighed for at arbejde sammen med din gamle ven. Statsadvokaten har en stor klat tilovers for dig.”

”Vorherrebevares,” mumlede Gurney.

”Manden synes, du er et geni. Han tog selvfølgelig æren for din opklaring af Mellery-sagen som den magtliderlige politiker, han er, men inderst inde ved han godt, at han skylder dig.”

Gurney rystede på hovedet og så på skærmen igen. ”Inderst inde i Sheridan Kline er der ikke andet end et sort hul.”

”Davey, Davey, Davey, du dømmer Guds børn grusomt hårdt.” Uden at vente på en reaktion, drejede han om mod skærmen og begyndte at fortælle om videoen.

”Folk fra catering-firmaet,” sagde han, da et hold unge mænd og kvinder med kokkehuer, sorte bukser og nystrøgne hvide jakker begyndte at stille en stor serveringsdisk og seks varmeborde op.

”Værten,” sagde han og pegede på skærmen, da en smilende mand i midnatsblå habit og en rød blomst i knaphullet kom ud ad en buet bagdør og gik hen på græsplænen. ”Kæreste, brudgom, ægtemand og enkemand – alt sammen på den samme dag, så kald ham, hvad du vil.”

”Scott Ashton?”

”Ja, det er ham.”

Manden gik målbevidst langs et blomsterbed mod højre side af skærmen, men lige inden han forsvandt, skiftede kameravinklen, så man så ham gå i retning af noget, der lignede et lille gæstehus i udkanten af plænen, hvor den stødte op til skoven omkring tredive meter fra hovedhuset.

”Hvor mange kameraer sagde du, der var?” spurgte Gurney.

”Fire styk på trebenede stativer – plus det i helikopteren.”

”Hvem har redigeret det?”

”Videoafdelingen.”

Gurney så Scott Ashton banke på døren til det lille hus – så og hørte det, selv om lyden ikke var helt så skarp som billedet. Kameraet optog i en vinkel på omkring 45 grader i forhold til døren og Ashtons ryg. Ashton bankede på igen og råbte: ”Hector.”

Så hørte Gurney noget, der for ham lød som spansk af en slags. Stemmen var for svag til, at han kunne høre, hvad der blev sagt. Han så spørgende på Hardwick.

”Vi fik forstærket lyden i laboratoriet. ’Está abierta’. Det betyder: ’Den er åben.’ Det svarer til det, Ashton mente at have hørt.”

Ashton åbnede døren, gik ind og lukkede døren efter sig.

Hardwick tog fjernbetjeningen, trykkede fremad på hurtigspolingsknappen og sagde: ”Han er derinde i fem, seks minutter. Så åbner han døren, og man kan høre Ashton sige: ’Hvis du ombestemmer dig … ’ Så kommer han ud igen, lukker døren bag sig og går.” Hardwick løftede fingeren fra knappen, da Ashton kom ud fra hytten og så mindre glad ud, end da han gik derind.

”Var det sådan, de talte sammen?” spurgte Gurney. ”Ashton på engelsk og Flores på spansk?”

”Det spurgte jeg også om. Ashton sagde, at det var noget, de lige var begyndt på, at de indtil et par måneder forinden havde talt engelsk sammen. Han sagde, han troede, det var en fjendtlig regression af en slags, en måde Hector kunne vrage Ashton på ved at afvise det sprog, han havde lært ham. Eller noget psykologpladder i den retning.”

Lige idet Ashton var ved at gå ud af billedrammen, blev der skiftet til et andet kamera, og man så ham nu gå hen mod en havepavillon med græske søjler – den slags små Parthenonlignende bygninger, som victorianske landskabsarkitekter havde gjort så populære – hvor fire smokingklædte mænd var i færd med at stille deres nodestativer og klapstole op. Ashton talte kort med de smokingklædte mænd, men deres stemmer kunne ikke høres.

”Strygerkvartet i stedet for en ganske almindelig dj?” spurgte Gurney.

”Det er Tambury – der er ikke noget ganske almindeligt ved det sted.” Hardwick spolede hurtigt videre gennem resten af Ashtons samtale med musikerne, gennem en panorering hen over det herregårdsagtige haveanlæg og hovedhuset, catering-personalet, der anrettede tallerkener og sølvtøj på de hvide hørduge, et par slanke kvindelige bartendere, der stillede flasker og glas frem, og nærbilleder af røde og hvide petuniaer, der vældede op af mejslede stenkrukker.

”Er det præcis fire måneder siden?” spurgte Gurney.

Hardwick nikkede. ”Anden søndag i maj. Det helt rigtige tidspunkt for et bryllup. Dejligt forår, duftende briser, redebygningstid og kurrende duer.

Den ondskabsfuldt hånlige tone gik Gurney på nerverne.

Da Hardwick holdt op med at spole hurtigt frem og vendte tilbage til ”play”-funktionen, fokuserede kameraet på en kunstfærdig, vedbendbeklædt espalier, der fungerede som indgang til den store plæne. En lind strøm af bryllupsgæster spadserede nu gennem den. Der var musik i baggrunden, noget muntert barok.

Hver gang et par gik gennem buen, sagde Hardwick, hvem de var. Han havde det stående på en krøllet liste, han trak op af bukselommen. ”Politichefen i Tambury, Burt Luntz og frue … Rektor for gymnasiet i Dartwell og hendes mand … Ashtons litterære agent og hendes mand … Præsident for Foreningen af Britiske Efterkommere i Tambury og hans hustru … Kongresmedlem Liz Laughton og hendes mand … Filantrop Angus Boyd og hans unge mand, hvad-han-end-er, kalder ham sin ’assistent’ … Redaktør på International Journal of Clinical Psychology og hans kone … Viceguvernøren og hans kone … Dekan på det medicinske …”

Gurney afbrød ham. ”Er de samme type alle sammen?”

”Stinker de alle sammen langt væk af penge, magt og forbindelser? Ja. Administrerende direktører, betydningsfulde politikere, pressechefer, ja, der er sgu oven i købet en biskop.”

De næste ti minutter strømmede disse overprivilegerede overskudsmennesker ind i Scott Ashtons botaniske baghave. Der var ingen, der virkede malplacerede i de raffinerede omgivelser. Og der var ingen, der virkede særlig glade for at være der.

”Vi er nået til de sidste i rækken,” sagde Hardwick. ”Nu kommer brudens forældre, dr. Withrow Perry, verdensberømt neurokirurg, og Val Perry, hans trofæhustru.”

Lægen så ud til at være først i tresserne. Han havde en fyldig mund med et hånligt drag, en gourmands dobbelthage og et skarpt blik. Han bevægede sig med forbavsende hurtighed og elegance – som en tidligere fægteinstruktør, tænkte Gurney og mindedes det kursus, han og Madeleine havde været på det tredje år, de var gift, da de stadig ledte efter sjove aktiviteter, de kunne være fælles om.

Den Val Perry, der stod ved siden af doktoren som noget fra en Kleopatra-film, udstrålede en tilfredshed, som manglede hos den Val Perry, der havde besøgt Gurney samme morgen.

”Og nu,” sagde Hardwick, ”kommer gommen og hans nært forestående hovedløse brud.”

”Fri mig,” mumlede Gurney. Der var tidspunkter, hvor Hardwicks mangel på indføling gik så langt ud over den almindelige strisser-kynisme, at man godt kunne betegne ham som sociopat, et menneske med dyssocial personlighedsforstyrrelse. Men det var ikke hverken det rette tidspunkt eller det rette sted at fortælle ham … fortælle ham hvad? At han var en syg stodder?

Gurney tog en dyb indånding og fokuserede igen på videoen – på Scott Ashton og Jillian Perry Ashton, som smilende kom gående hen mod kameraet – spredte klapsalver, nogle få gæster, der råbte ”bravo” og et jublende barok-crescendo i baggrunden.

Gurney stirrede forbløffet på bruden.

”Hvad fanden er der galt?” spurgte Hardwick.

”Hun er ikke lige, hvad jeg forestillede mig.”

”Hvad fanden forestillede du dig?”

”Ud fra det, hendes mor fortalte mig, regnede jeg ikke med, at hun lignede forsiden af Bryllupsmagasinet.”

Hardwick kiggede nøje på billedet af den strålende unge skønhed i en gulvlang hvid atlaskeskjole, hvis sømmelige udskæring var besat med bittesmå pailletter. Hun havde hvide handsker på og holdt en buket lyserøde teroser. Det gyldne hår var sat op i en stram, snoet knold med et glitrende diadem, de mandelformede øjne betonet med en lille smule eyeliner, og den fuldendte mund fremhævet med en læbestift, der passede i farven til roserne.

”Er det ikke sådan, de alle sammen gerne vil se ud?”

Gurney rynkede panden og undrede sig over Jillian Perrys konventionelle fremtoning.

”Det ligger sgu i generne,” blev Hardwick ved.

”Ja, måske,” sagde Gurney uden at være overbevist.

Hardwick spolede hurtigt hen over scener, hvor brud og gom gik gennem haven, mens strygekvartetten spillede med stor veloplagthed, og catering-folkene listede rundt mellem det nippende, gumlende mylder af gæster. ”Vi er nødt til at springe frem til det egentlige,” sagde han, ”direkte til den del, hvor det hele sker.”

”Mener du selve mordet?”

”Plus noget interessant lige før og lige efter.”

Efter et par sekunders flimmer fyldtes skærmen af et halvtotalt billede af tre mennesker, der stod i en trekant og talte sammen. Nogle ord kunne høres tydeligere end andre, dele af det, der blev sagt, druknede i de øvrige gæsters summende samtale, andet blev overdøvet af en overdådighed af Vivaldi.

Hardwick trak endnu et stykke papir op af lommen, foldede det ud og gav det til Gurney, som genkendte formatet: en maskinskrevet gengivelse af en samtale optaget på bånd.

”Se videoen og lyt til båndet,” sagde Hardwick. ”Jeg skal nok sige til, når du skal begyndte at følge med på papiret, hvis du ikke kan høre, hvad der bliver sagt. De tre personer er Burt Luntz, politichefen, og hans kone, Carol, som begge står med front mod dig, og Ashton, som står med ryggen til.” Mr. og mrs. Luntz stod med hver sin drink i et højt glas med citronskiver. Luntz med et par kanapéer balancerende på håndfladen. Hvad Ashton end drak, holdt han det foran sig, uden for det stationære kameras synsvidde. De brudstykker af samtalen, der kunne høres, virkede meget banale og kom udelukkende fra mrs. Luntz.

”Ja, ja … dejlig dag … heldigt at vejrudsigten, der var så … blomster … årstiden, hvor det er værd at bo i Catskills … musik, meget anderledes, glimrende til lejligheden … ikke en eneste myg … højden gør det gudskelov umuligt, men myg på Long Island … blodmider, dem er der gudskelov slet ingen af … havde Lyme disease, ganske forfærdeligt … fejldiagnose … kvalme, ondt, så fortvivlet, hun havde lyst til at tage sit eget liv, smerten …”

I samme øjeblik Gurney kastede et spørgende blik på Hardwick i sofaen, fordi han gerne ville vide, hvad det alt sammen skulle gøre godt for, hørte han mr. Luntz’ kraftigere stemme for første gang. ”Carol, det er ikke det rette tidspunkt at tale om blodmider. Det er en glædens dag – ikke sandt, doktor?”

Hardwick pegede nu på den maskinskrevne sides øverste linje.

Gurney havde den liggende i skødet og kiggede ned på den og så, at den var et godt supplement til virvaret af stemmer på båndet.

SCOTT ASHTON:	Ja, det er så sandelig en glædens dag.
CAROL LUNTZ:	Jeg prøvede bare at sige, at det hele er fuldkommen perfekt – ingen insekter, ingen regn, ingen problemer overhovedet. Og hvilket eventyr, musik og smukke mænd overalt …
BURT LUNTZ:	Hvordan går det med det mexicanske geni?
SCOTT ASHTON:	Bare jeg vidste det. Somme tider …
CAROL LUNTZ:	Jeg har hørt, at der foregik noget … mærkeligt … jeg ved ikke, jeg kan ikke lide at gentage det …
SCOTT ASHTON:	Hector har følelsesmæssige problemer. Han har opført sig anderledes i den senere tid. Jeg går ud fra, at folk har lagt mærke til det. Jeg vil meget gerne høre, hvad I har oplevet, hvad som helst, der har fanget jeres opmærksomhed.
CAROL LUNTZ:	Ja, det er ikke noget, jeg selv har oplevet, ikke direkte, jeg har bare … det er rygter, og jeg prøver på ikke at lytte til den slags.
SCOTT ASHTON:	Åh, lige et øjeblik. I må have mig undskyldt et øjeblik. Det ser ud, som om Jillian vil mig noget.

Hardwick trykkede på pauseknappen. ”Kan du se det der?” spurgte han. ”Yderst til venstre i billedet?” Jillian stod fastfrossen og så i retning af Ashton. Hun holdt gulduret på venstre håndled op og pegede på det. Hardwick trykkede ’play’ igen, og handlingen blev genoptaget. Da Ashton gik hen til Jillian over plænen fyldt med gæster, fortsatte mr. og mrs. Luntz samtalen uden ham. Gurney forstod det meste af, hvad de sagde, uden at kigge på udskriften.

BURT LUNTZ:	Har du i sinde at fortælle ham om det der med Kiki Muller?
CAROL LUNTZ:	Synes du ikke, han har ret til at vide det?
BURT LUNTZ:	Du ved ikke engang, hvordan rygtet er startet.
CAROL LUNTZ:	Jeg tror, det er mere end et rygte.
BURT LUNTZ:	Ja, ja, det tror du. Men du ved det ikke.
CAROL LUNTZ:	Hvis du havde en mand på kost og logi, som i al hemmelighed kneppede din nabos kone, ville du så ikke gerne vide det?
BURT LUNTZ:	Jeg siger jo bare, at du ikke ved det.
CAROL LUNTZ:	Hvad forlanger du, billeder?
BURT LUNTZ:	Billeder ville hjælpe.
CAROL LUNTZ:	Burt, du kan være så latterlig, du være vil, men hvis en eller anden mexicansk psykopat boede hjemme hos dig og kneppede Charley Maxons kone, hvad ville du så gøre, vente på billeder?
BURT LUNTZ:	Vorherre til hest, Carol.
CAROL LUNTZ:	Nu er du blasfemisk, Burt. Jeg har sagt, at du skal tale ordentligt.
BURT LUNTZ:	Så siger vi det. Ingen blasfemi. Hør her – sagen er, at du har fået noget at vide af en eller anden, der har fået noget at vide af en eller anden, der har fået noget af vide af en eller anden …
CAROL LUNTZ:	Hold så op, Burt, der er ingen grund til at være sarkastisk!

De tav. Lidt efter prøvede politichefen af få en af kanapéerne på sin venstre hånd ind i munden. Det lykkedes ham til sidst, da han brugte glassets fod som en lille skovl. Hans kone skar en grimasse, kiggede væk, drak ud og begyndte at vippe med foden i takt til musikken fra det lille Parthenon. Hun fik et muntert, nærmest manisk udtryk i ansigtet og lod blikket glide rundt, som om hun ledte efter en berømthed, hun var sikker på ville være til stede. Da en af tjenerne kom med en bakke drinks, byttede hun sit tomme glas med et fyldt. Politichefen så på hende med hårdt sammenpressede læber.

BURT LUNTZ:	Måske skulle du holde lidt igen.
CAROL LUNTZ:	Hvabehar?
BURT LUNTZ:	Du hørte godt, hvad jeg sagde.
CAROL LUNTZ:	Nogen må jo fortælle sandheden.
BURT LUNTZ:	Hvilken sandhed?
CAROL LUNTZ:	Sandheden om Scotts modbydelige mexicaner.
BURT LUNTZ:	Sandheden? Er det ikke bare en lille dum sladderhistorie, som en af dine fjollede veninder har pyntet på – bagtalerisk pis, som i virkeligheden er lige til et sagsanlæg!

Mens mr. og mrs. Luntz skændtes, kunne Ashton og Jillian ses i baggrunden til venstre, men afstanden mellem dem og kameraet var så stor, at deres samtale var uden for hørevidde. Den endte med, at Jillian vendte sig om og gik hen mod hytten, som lå op til skoven på den anden side af plænen, mens Ashton gik hen til mr. og mrs. Luntz igen med en bekymret panderynken.

Da Carol Luntz så Ashton nærme sig, skyllede hun sin margarita ned i to slurke. Hendes mand reagerede med et uhørligt ord, hvislet ud mellem sammenbidte tænder. (Gurney så ned på udskriften, men ordet var ikke tydet.)

Luntz ændrede udtryk og spurgte: ”Er alt, som det skal være, Scott? Der er vel ikke noget galt?”

”Nej, det håber jeg ikke,” svarede Ashton. ”Jeg ville bare ønske, at Jillian … ” Han rystede på hovedet, og stemmen døde hen.

”Åh, Gud,” udbrød Carol Luntz med lidt for meget håb i stemmen, ”der er vel ikke noget i vejen?”

Ashton rystede på hovedet. ”Jillian vil have Hector til at komme ud til skåltalen. Han sagde tidligere på dagen, at han ikke havde lyst … tja, sådan er det.” Han smilede forlegent og kiggede ned i græsplænen.

”Hvad er der egentlig galt med ham?” spurgte Carol og lænede sig over mod Ashton.

Hardwick trykkede på pauseknappen og fastfrøs Carol i en konspiratorisk stilling. Han vendte sig om mod Gurney med en glød som en mand, der fortæller om en åbenbaring. ”Den kælling er en af dem, der kan lugte ulykker på flere kilometers afstand, som svælger i hver detalje og lader, som om hun er ved at revne af empati. Græder, når du lider, og håber du dør, så hun kan græde endnu mere og vise verden, hvor omsorgsfuld hun er.”

Gurney syntes, at der var en vis sandhed i Hardwicks diagnose, men havde svært ved at klare hans brovtende facon. ”Hvad kommer der nu?” spurgte han og vendte sig utålmodigt mod skærmen.

”Slap af. Det bliver bedre.” Hardwick trykkede ’play’ og kørte replikskiftet mellem Carol Luntz og Scott Ashton igen.

Ashton sagde: ”Det er temmelig fjollet; det vil jeg ikke kede jer med.”

”Men hvad er der galt med den mand?” blev hun ved og fik ordet galt til at lyde som et klageskrig.

Ashton trak på skuldrene og så alt for træt ud til fortsat at holde det for sig selv. ”Hector har en negativ holdning over for Jillian. Jillian, derimod, er fast besluttet på at løse de problemer, der åbenbart er opstået mellem dem. Derfor insisterede hun på, at jeg skulle invitere ham til receptionen, og det har jeg forsøgt at gøre ved to lejligheder – for en uge siden og igen her til morgen. Han sagde nej begge gange. For et øjeblik siden kaldte Jillian på mig for at sige, at hun ville prøve at lokke ham ud af den lille hytte derovre, så han kunne overvære skåltalen. Jeg mener, det er spild af tid, og det sagde jeg til hende.”

”Hvorfor bruger hun dog tid på … på … ham?” Hun snublede lidt over ordene til sidst, som om hun famlede efter en nedsættende betegnelse, men ikke rigtig fandt nogen.

”Det er et godt spørgsmål, Carol, men jeg kan ikke svare på det.”

Efter den sidste bemærkning blev der skiftet til et andet kamera og en anden scene, som dækkede et udsnit af ejendommen, der omfattede hytten, rosenhaven og halvdelen af hovedhuset. Jillian stod i sin brudekjole og bankede på døren til hytten. Det lignede noget fra en billedbog.

Igen stoppede Hardwick videomaskinen, og de tre udsnit blev brudt op i en mosaik på skærmen. ”Okay,” sagde han. ”Så er det nu, de begynder. De kritiske fjorten minutter. De fjorten minutter, hvor Hector Flores slår Jillian Perry Ashton ihjel. De fjorten minutter, hvor han hugger hovedet af hende med en machete, smutter ud ad vinduet bagest i hytten og forsvinder sporløst. De fjorten minutter begynder, da hun træder ind i hytten og lukker døren.”

Hardwick slap pauseknappen, og handlingen fortsatte. Jillian åbnede døren til hytten, trådte ind og lukkede døren bag sig.

”Det var så det,” sagde Hardwick og pegede på skærmen, ”sidste gang man ser hende i live.”

Kameraet fokuserede på hytten, og Gurney forestillede sig, at mordet snart ville ske bag vinduerne med de blomstrede gardiner.

”Du sagde, at Flores smutter ud ad vinduet bagest i hytten og forsvinder sporløst efter at have slået hende ihjel. Mener du det helt bogstaveligt?”

”Tja,” sagde Hardwick og holdt en kunstpause. ”Jeg er nødt til at sige … både ja og nej.”

Gurney sukkede og ventede.

”Det er sådan,” sagde Hardwick, ”at den måde, Flores forsvinder på, er en gentagelse af noget, vi har set før.” Endnu en pause markeret med et lumsk smil. ”Der var et spor fra vinduet og ind i skoven.”

”Hvor vil du hen med det, Jack?”

”Sporet, der førte ind i skoven? Det holder simpelthen op hundred og halvtreds meter fra hytten.”

”Ja, og …”

”Minder det dig ikke om noget?”

Gurney så måbende på ham. ”Mener du Mellery-sagen?”

”Jeg kender ikke ret mange mordsager, hvor sporet stopper midt i en skov uden nogen indlysende forklaring.”

”Så det, du siger, er … hvad?”

”Ikke noget bestemt. Jeg spekulerer bare på, om der måske alligevel kan have været en løs ende, da du afsluttede Mellery-sag.”

”Og hvad skulle det være for en løs ende?”

”Muligheden af en medskyldig.”

”En medskyldig? Du må jo ikke være rigtig klog. Du ved da lige så godt som jeg, at der ikke var noget som helst ved Mellery-sagen, der så meget som antydede, at der var mere end én gerningsmand.”

”Er du ikke lidt nærtagende, når det gælder den sag?”

”Nærtagende? Jeg er nærtagende, når det gælder antydninger, som er det rene tidsspilde, og som ikke er baseret på andet end din syge humor.”

”Så det er altså en tilfældighed?” Hardwick anslog lige præcis den hånlige tone, som Gurney fik knopper af.

”Hvad er bare et tilfælde, Jack?”

”Lighederne i fremgangsmåden.”

”Du må sgu lige fortælle mig, hvad du taler om.”

Det trak i Hardwicks ene mundvig – måske et skævt smil, måske en grimasse. ”Se filmen,” sagde han. ”Der er kun et par minutter tilbage.”

Der gik et par minutter. Der skete ikke noget bemærkelsesværdigt på skærmen. Flere af gæsterne vandrede hen til blomsterbedene, der stødte op til hytten, og en af kvinderne i gruppen, hende, Hardwick havde identificeret som viceguvernørens kone, var tilsyneladende i gang med en botanisk rundvisning. Hun talte i hvert fald ivrigt, mens hun pegede på de forskellige blomster. Gruppen bevægede sig efterhånden ud af billedet, som om de var bundet fast til lederen med usynlige tråde. Kameraet fokuserede stadig på hytten. Man kunne intet se bag vinduernes gardiner.

I det øjeblik Gurney skulle til at spørge om meningen med den videosekvens, skiftede billedet til Scott Ashton og mr. og mrs. Luntz i forgrunden og hytten i baggrunden.

”Så er det blevet tid til skåltalen,” sagde Ashton. De kiggede alle tre i retning af hytten. Ashton så på sit ur, løftede hånden og råbte på en af de ansatte. Hun gik straks derover med et imødekommende smil.

”Hvad kan jeg gøre for Dem?”

Han pegede hen mod hytten. ”Sig til min kone, at klokken er over fire.”

”Er hun i det nuttede lille hus henne ved træerne?”

”Ja, vær sød at sige til hende, at det er tid til skåltalen.”

Hun gik, og Ashton vendte sig om mod mr. og mrs. Luntz. ”Jillian har det med at glemme tiden, især når hun prøver at få andre til at gøre, som hun vil.”

Man så nu den unge kvinde gå hen over plænen og hen til døren, hvor hun bankede på. Efter et par sekunder bankede hun igen og tog i håndtaget, uden at der skete noget. Hun kiggede hen over plænen i retning af Ashton og vendte beklagende håndfladerne opad. Han gjorde tegn til, at hun skulle banke hårdere på. Hun rynkede panden, men bankede alligevel igen. (Denne gang var lyden så høj, at den blev registreret af kameraet, som formodentlig stod cirka tyve meter fra hytten.) Da der heller ikke blev reageret efter det sidste forsøg, vendte hun igen håndfladerne opad og rystede på hovedet.

Ashton mumlede et eller andet, tilsyneladende mere til sig selv end til Luntz og hans kone. Så skridtede han af sted i retning af hytten. Han gik direkte hen til døren og bankede hårdt på. Så rev og flåede han i dørhåndtaget samtidig med, at han råbte: ”Jilli, Jilli, døren er låst! Jillian!” Han stod skulende ved døren med et kropssprog, der udtrykte irritation og forvirring. Så vendte han sig om og skyndte sig hen til hovedhusets bagdør.

Hardwick sad nu på sofaens armlæn: ”Han går hen for at hente nøglen. Fortalte os, at han altid har en ekstra i bryggerset.”

Et øjeblik efter så man Ashton komme ud af hovedhuset. Han gik hen til hytten, bankede på igen, tilsyneladende uden nogen respons, satte nøglen i døren og åbnede den indad. Kameraet, der optog scenen, stod i en vinkel på femogfyrre grader i forhold til hyttens facade, så man kunne kun se ryggen af Ashton og ganske lidt af det indvendige af hytten, men man kunne se, at kroppen stivnede omgående. Efter et øjebliks tøven, gik han ind. Flere sekunder senere hørtes en skrækkelig lyd, et rædselsskrig af forfærdelse og smerte – og et fortvivlet ”HJÆLP” blev råbt en, to, tre gange, hvorpå Ashton et par sekunder senere kom vaklende ud ad døren. Han faldt over sine egne ben, faldt sidelæns over i et blomsterbed og råbte ”HJÆLP” så uartikuleret og så mange gange, at det ikke længere var et ord.