KAPITEL 10

DEN ENESTE MULIGE MÅDE

 

Hardwick hev sig op fra sofaen og gned sig i ansigtet med begge hænder som en, der forsøger at blive helt vågen efter en nat med mareridt.

”Det er vel ikke sådan, at du har en kold øl i huset?”

”Ikke i øjeblikket,” sagde Gurney.

”Ikke i øjeblikket. Hvad fanden skal det betyde? Ikke i øjeblikket, men lige om lidt dukker der en iskold Heineken op foran mig?”

Gurney noterede sig, at den antydning af sårbarhed, som manden lige havde oplevet ved mindet om det, han så fire måneder tidligere, nu var væk.

”Vil det sige,” fortsatte Gurney uden at tage hensyn til det med øllen, ”at man kunne se liget fra døråbningen?” Hardwick gik hen til stuevinduet med udsigt over engen bag huset. Den nordlige himmel havde en dyster grå farve. Mens han talte, stirrede han ud mod højdedraget foran stenbruddet.

”Liget sad på en stol ved et lille firkantet bord i stuen to meter fra indgangsdøren.” Han vrængede, som man måske ville gøre ved lugten af et stinkdyr. ”Liget sad som sagt ved bordet. Men der var ikke noget hoved. Det stod på bordet i en blodpøl. På bordet med ansigtet vendt mod kroppen, og det diadem, du så på videoen, sad stadig i håret.”

Han holdt en pause som for at sikre sig, at detaljerne kom i den rigtige rækkefølge. ”Der var tre rum i hytten – stuen og bag den et lille køkken og et lille soveværelse – plus et lillebitte badeværelse og et toilet ved siden af badeværelset. Trægulve, ingen tæpper og ingenting på væggene. Ud over den rigelige mængde blod på og rundt om liget var der nogle få bloddråber på bagvæggen og døren til soveværelset og lidt flere i nærheden af soveværelsesvinduet, som stod på vid gab.”

”Flugtvejen?” spurgte Gurney.

”Det er der ingen tvivl om. Der var dele af fodspor på jorden uden for vinduet.” Hardwick vendte sig om mod Gurney og sendte ham et af sine modbydeligt udspekulerede blikke. ”Det er her, det bliver interessant.”

”Facts, Jack, jeg vil kun have facts. Skån mig for dit kokette pis.”

”Luntz havde ringet til sherifkontoret, fordi de havde den nærmeste hundepatrulje, og de ankom til Ashtons ejendom cirka fem minutter efter mig. De lader hunden lugte til et par af Flores’ støvler, og så styrter den direkte ud i skoven, som om sporet er helt friskt. Men pludselig standser den hundred og halvtreds meter fra hytten – bliver ved med at snuse rundt på et ret lille område, og så standser den og giver sig til at gø lige oven på våbnet, som viser sig at være en knivskarp machete. Men nu kommer det – efter at den fandt macheten, kunne den ikke få færten af noget som helst, der førte væk fra våbnet. Betjenten førte hunden rundt i en lille cirkel, så en større cirkel – blev ved i en halv time – men der var ikke noget at gøre. Det eneste spor, hunden kunne finde, var det fra hyttens vindue og hen til macheten, intet andet.”

”Lå macheten bare der på jorden?” spurgte Gurney.

”Der var sparket nogle blade og lidt løs jord hen over den, som om der var gjort et halvskidt forsøg på at skjule den.”

Gurney spekulerede lidt over det. ”Ingen tvivl om, at det er mordvåbnet?”

Spørgsmålet forbavsede Hardwick. ”Ingen tvivl. Nul. Offerets blod var stadig på macheten. Fuldkommen overensstemmelse mellem dna-profilerne. Understøttet af retsmedicinerens rapport.” Hardwick slog over i et opremsende tonefald, fordi der nu kom noget, han havde sagt mange gange før. ”Døden forårsaget af overskæring af såvel halspulsåre som rygsøjle mellem halshvirvel C1 og C2 som resultat af et dødbringende slag rettet med stor kraft. Beskadigelse af halsvæv og rygsøjle overensstemmende med den machete, der blev fundet i skovområdet tæt på gerningsstedet. Så,” sagde Hardwick og faldt tilbage i sit normale toneleje, ”der er ingen tvivl. Dna er dna.”

Gurney nikkede langsomt og eftertænksomt.

Hardwick fortsatte med den sædvanlige lettere provokerende tone. ”Det eneste åbne spørgsmål omkring stedet i skoven er, hvorfor sporet ender stort set på samme måde som sporet på gerningsstedet i Mellery-sagen, som …”

”Stop en halv, Jack. Der er stor forskel på de tydelige støvlespor, vi fandt i Mellery-sagen, og et usynligt duftspor.”

”Men det er en kendsgerning, at de i begge tilfælde endte midt i det hele uden nogen forklaring.”

”Nej, Jack,” vrissede Gurney, ”kendsgerningen er den, at der var en god forklaring på støvleaftrykkene – ligesom der vil vise sig at være en god forklaring på problemet med duftsporet.”

”Åh, Davey-boy, det er det, der altid har imponeret mig ved dig – din alvidenhed.”

”Og ved du hvad, jeg har altid troet, at du var vaksere, end du lod til at være. Nu kommer jeg i tvivl.”

Hardwicks smørrede grin udtrykte en form for tilfredshed med Gurneys irritation. Han slog over i et nyt toneleje, som lagde total uskyldighed og ægte nysgerrighed for dagen. ”Nå, men hvad tror du, der skete? Hvordan kunne Flores’ duftspor ende på den måde?”

Gurney trak på skuldrene. ”Han skiftede fodtøj? Trak plasticposer på fødderne?”

”Hvorfor pokker skulle han gøre det?”

”For at få hunden til at stå med det problem, den stod med? For at gøre det umuligt at spore ham, uanset hvor han gik hen, uanset hvor han gemte sig?”

”Som for eksempel i Kiki Mullers hus?”

”Det navn hørte jeg på båndet. Var det ikke hende, som …”

”Som Flores formentlig kneppede. Jo. Hun boede ved siden af Ashton. Gift med Carl Muller, skibsingeniør, som var ude at sejle halvdelen af tiden. Kiki blev ikke set efter den dag, Flores forsvandt, og det er nok ikke en tilfældighed.”

Gurney lænede sig tilbage i sofaen og grublede. Der var noget, han ikke kunne få til at passe. ”Jeg forstår godt, at Flores ville sikre sig, at man ikke kunne følge hans spor til naboens hus, eller hvor han nu gik hen, men hvorfor gjorde han det ikke, inden han forlod hytten? Hvorfor ude i skoven? Hvorfor efter, at han gik ud og skjulte macheten, og ikke før?”

”Måske ville han ud af hytten så hurtigt som muligt.”

”Måske. Eller også ville han have os til at finde macheten.”

”Hvorfor så begrave den?”

”Den var kun halvvejs begravet. Sagde du ikke, at det kun var bladet, der var dækket med jord?”

Hardwick smilede. ”Interessant spørgsmål. Bestemt værd at gå videre med.”

”Og en anden ting,” sagde Gurney. ”Er der nogen, der har undersøgt, hvor mr. og mrs. Muller var på mordtidspunktet?”

”Vi ved, at Carl hele ugen var maskinchef på en industri-fiskerbåd cirka halvtreds kilometer ud for Montauk. Men vi kunne ikke finde nogen, der havde set Kiki på morddagen, eller dagen før, for den sags skyld.”

”Siger det dig noget?”

”Ikke en skid. Det er et meget lukket samfund – i hvert fald i Ashtons ende af vejen. Grundene er på minimum fire hektar, folk vil gerne have det for sig selv og hænger nok ikke hen over hækken og skvaldrer. Det er et sted, hvor det nok virker ubehøvlet at sige hej uden en invitation.”

”Ved vi, om der var nogen, der på noget tidspunkt så hende, efter at hendes mand var taget til Montauk?”

”Det lader det ikke til, men …” Hardwick trak på skuldrene som for at sige, at det var reglen snarere end undtagelsen, at man ikke blev set af sine naboer i Tambury.

”Og gæsterne ved receptionen. Er der gjort rede for, hvor de alle sammen var i de ’kritiske fjorten minutter’, du refererede til?”

”Jep. Dagen efter mordet gennemgik jeg personligt videoen og kunne ud fra den gøre rede for samtlige gæsters gøren og laden i al den tid, offeret befandt sig i hytten – mens vores opmuntrende chef fortalte mig, at jeg spildte tiden, og at jeg hellere skulle gå ud i skoven og lede efter Hector Flores. Det er fandeme ikke til vide, om kvajpanden havde ret for en gangs skyld. Men hvis jeg havde ladet video være video, og det senere skulle vise sig … ja, du ved jo, hvad han er for en lille lort.” Han lirkede udtrykket ud gennem sammenknebne læber. ”Hvorfor ser du på mig på den måde?”

”På hvilken måde?”

”Som om jeg er sindssyg.”

”Du er sindssyg,” sagde Gurney i et let tonefald. Han syntes, at Hardwicks hånlige attitude over for Rod Rodriguez havde udviklet sig til noget mere ondskabsfuldt i løbet af de ti måneder, der var gået, siden de arbejdede på Mellery-sagen.

”Det er muligt,” sagde Hardwick lige så meget til sig selv som til Gurney. ”Det er åbenbart den almindelige opfattelse.” Han vendte sig om og kiggede ud ad vinduet igen. Det var blevet mørkere, og den nordlige bakkekam stod næsten sort mod en skifergrå himmel.

Gurney spekulerede på, om Hardwick lagde op til en personlig samtale, selv om det ikke lignede ham. Havde han mon et problem, som han faktisk gerne ville tale om?

Hvis en personlig dør havde stået lidt på klem, blev den i hvert fald hurtigt lukket. Hardwick drejede om på hælen og havde igen det sardoniske glimt i øjet. ”Der er et spørgsmål omkring de fjorten minutter. Det er ikke sikkert, det er præcis fjorten minutter. Jeg kunne godt tænkte mig at se det i dit alvidende perspektiv.” Han gik væk fra vinduet, satte sig på sofaens armlæn længst væk fra Gurney og talte til sofabordet, som om det var en kommunikationskanal mellem dem. ”Der er ingen tvivl om tidspunktet, hvor det hele begynder. Da Jillian gik ind i hytten, var hun i live. Nitten minutter senere, da Ashton åbnede døren, sad hun ved bordet i to dele.” Han rynkede på næsen og tilføjede: ”Hver del i sin separate blodpøl.”

”Nitten? Ikke fjorten?”

”Ikke nødvendigvis, for på det tidspunkt kan det være, hun modtog ordrer fra Flores, som måske stod med en machete i hånden og bad hende holde mund.”

Gurney tænkte over det og så det for sig.

”Hvad hælder du til?” spurgte Hardwick.

”Hælder til?”

”Tror du, hun fik smæk med den store kniv før eller efter tidsrummet på de fjorten minutter?”

Fik smæk med den store kniv? Gurney sukkede, sådan var det bare. Hardwick var grov, og tilhørerne gøs. Sådan havde han sikkert altid været, den voldsomt provokerende klovn – en attitude, som var blevet forstærket af den tiltagende kynisme inden for politiet, en attitude, han selv havde gjort mere strid og uforsonlig med alderen, og som var blevet yderligere skærpet af karriereproblemer og dårlig kemi mellem ham og chefen.

”Nå?” pirkede Hardwick. ”Hvad hælder du så til?”

”Jeg er næsten sikker på, at det var før, der blev banket på døren første gang. Sandsynligvis et godt stykke tid før. Inden for to minutter efter, at hun gik ind i hytten, vil jeg tro.”

”Hvorfor?”

”Jo tidligere han gjorde det, jo mere tid ville han have til at flygte, inden liget blev fundet. Jo mere tid ville han have til at skaffe sig af med macheten og gøre, hvad det end var, han gjorde, for at hundene ikke længere kunne følge sporet, og derefter nå hen, hvor han ville, inden hele området blev oversvømmet af strissere.”

Hardwick så skeptisk ud, men ikke mere end han plejede – det var efterhånden blevet hans gængse udtryk. ”Du går altså ud fra, at det hele foregik efter en plan, at det var udtænkt i forvejen?”

”Det er mit bud. Ser du anderledes på det?”

”Uanset hvad, så giver det problemer.”

”Som for eksempel?”

Hardwick rystede på hovedet. ”Giv mig først et argument for, at det var nøje planlagt.”

”Den måde, hovedet var anbragt på.”

Det trak i Hardwicks mundvige. ”Hvad mener du?”

”Den måde, du beskrev det på – med front mod kroppen og diademet på plads. Det lyder som et bevidst arrangement, som havde en eller anden betydning for morderen eller måske for en anden person. Det var ikke et øjebliks indskydelse.”

Hardwick så ud, som om han havde fået et surt opstød. ”Problemet med det velovervejede er, at det var offerets egen idé at gå ind i hytten. Hvordan kunne Flores vide, at hun ville gå derind?”

”Hvordan kan du vide, at det ikke var noget, hun havde aftalt med ham på forhånd?”

”Hun sagde jo til Ashton, at hun gik derind for at overtale Flores til at overvære skåltalen.”

Gurney smilede og ventede på, at Hardwick skulle tænke over, hvad han lige havde sagt.

Hardwick rømmede sig en smule beklemt. ”Tror du, det var løgn? At der var en anden grund til, at hun gik derind? At Flores havde lokket hende i en fælde med en eller anden gang lort, og at hun løj over for Ashton om det med skåltalen? Det er noget af et tankeeksperiment, som ikke er baseret på en skid.”

”Hvis mordet var planlagt, så må der være sket noget i den retning.”

”Men hvis det ikke var planlagt?”

”Hold nu op, Jack. Det var ikke en pludselig indskydelse. Det var et budskab. Jeg ved ikke, hvem modtageren var, eller hvad budskabet gik ud på. Men det var helt bestemt et budskab.”

Hardwick så ud, som om han havde fået endnu et surt opstød, men han modsagde ikke Gurney. ”Apropos budskaber, så fandt vi et underligt et af slagsen på offerets mobiltelefon – en sms, der var sendt til hende en time inden, hun blev dræbt. Der stod: ’Af alle de grunde, jeg har skrevet’. Ifølge teleselskabet kom beskeden fra Flores’ mobil, men den var underskrevet ’Edward Vallory’. Siger det navn dig noget?”

”Ikke det fjerneste.” Det var blevet mørkt, og de kunne dårligt nok se hinanden. Gurney tændte lampen på det lille bord ved siden af sofaen.

Hardwick gned sig i ansigtet igen, hårdt, med begge håndflader. ”Inden jeg glemmer det, vil jeg lige nævne en lille mærkværdighed, som jeg bemærkede på gerningsstedet, og som jeg blev mindet om igen, da jeg læste ligsynsrapporten. Det er ikke sikkert, det betyder noget, men … blodet på selve kroppen, på torsoen, var alt sammen på den side, der var længst væk.”

”Længst væk?”

”Ja, væk fra det sted, Flores må have stået, da han svingede macheten.”

”Og hvor vil du hen med det?”

”Ja, du ved … du ved jo, hvordan man ligesom fordyber sig i alt, hvad man ser på et drabssted, ikke? Og man prøver at forestille sig en handling, der kan forklare, at tingene tager sig ud, som de gør?”

Gurney trak på skuldrene. ”Ja. Det sker helt automatisk. Det er det, vores arbejde går ud på.”

”Jamen, jeg ser for mig, hvordan alt blodet fra halspulsårerne løb ned ad den fjerne side af torsoen til trods for, at hun sad ret op og ned og nærmest blev holdt oppe af stolens armlæn, og jeg spekulerer på hvorfor. Der er jo for pokker en pulsåre i hver side, så hvordan kan det være, at blodet kun løb ned i den ene side?”

”Og hvad forestillede du dig, at der skete?”

Hardwick blottede tænderne i et øjebliks ubehag. ”Jeg forestillede mig, at Flores greb fat i hendes hår med den ene hånd og svingede macheten af al kraft gennem halsen med den anden – og det er stort set, hvad der ifølge ligsynsmanden må være sket.”

”Og?”

”Og så … så holder han det afhuggede hoved ind mod den pulserende hals i en bestemt vinkel. Han bruger med andre ord hovedet til at lede blodet i en anden retning, så det ikke rammer ham.”

Gurney nikkede langsomt. ”Et rendyrket sociopatisk træk …”

Hardwick så ud til at være enig. ”Ja, man er jo ikke i tvivl om morderens mentale tilstand, når han sådan hugger hovedet af hende, men … der er et eller andet ved … fremgangsmåden, der er ret urovækkende. Her kan man da tale om koldblodighed …”

Gurney blev ved med at nikke. Han kunne se og fornemme, hvad Hardwick mente.

De to mænd sad tavse i flere, lange, eftertænksomme sekunder.

”Der er også en lille mærkelig ting, som jeg har spekuleret over,” sagde Gurney. ”Ikke noget makabert, bare lidt forvirrende.”

”Hvad?”

”Gæstelisten til bryllupsreceptionen.”

”Mener du alle de pissebetydningsfulde personligheder fra den nordlige del af New York?”

”Så du en eneste gæst under femogtredive, da du var på stedet? For jeg gjorde ikke, da jeg så videoen lige før.”

Hardwick glippede med øjnene, rynkede brynene og så ud, som om han bladrede gennem sagsbunker inde i sit hoved. ”Nej, det gjorde jeg vist ikke. Hvorfor?”

”Slet ingen i tyverne?”

”Ingen i tyverne, bortset fra personalet. Hvorfor?”

”Jeg spekulerer bare på, hvorfor bruden ikke havde nogle venner med til sit eget bryllup.”