Kapitel 11

BEVISET PÅ BORDET

 

Da Hardwick lige før solnedgang tog af sted efter at have sagt nej tak til et halvhjertet tilbud om at blive og spise, lod han Gurney beholde dvd’en og en kopi af sagens akter med optegnelser fra de første dage, da han var ledende efterforsker, og fra de følgende måneder, hvor Arlo Blatt havde kommandoen. Det var alt, hvad Gurney kunne ønske sig, og det var foruroligende, syntes han. Hardwick løb en kæmpe risiko ved at kopiere politimateriale, fjerne det fra stationen og give det til en, som ikke længere havde bemyndigelse til at have med det at gøre.

Hvorfor gjorde han det?

Det enkle svar – at ethvert fremskridt, Gurney måtte gøre, ville belaste en gammel BCI-betjent, som Hardwick ikke havde nogen respekt for – var ikke helt nok til at retfærdiggøre den risiko, manden udsatte sig selv for. Det kunne være, han kunne finde svaret i selve materialet. Gurney havde lagt det hele ud på det store spisebord under lysekronen – som, når mørket faldt på, var det sted i huset med mest lys.

Han havde lagt de omfangsrige rapporter og øvrige dokumenter i bunker, alt efter, hvilken type informationer de indeholdt. I hver bunke lagde han oplysningerne i kronologisk orden, så godt det lod sig gøre.

Det var en afskrækkende bunke data: opkaldsrapporter, feltnoter, statusrapporter, toogtres afhøringsresuméer og båndudskrifter (på mellem en og fjorten sider), optegnelser omkring brug af mobil- og fastnet, fotos fra gerningsstedet taget af BCI-folk, yderligere stillbilleder af udvalgte scener fra videooptagelserne af brylluppet, den meget detaljerede seksogtredive sider lange beskrivelse til ViCAP, den centrale database, skema til kosterrapport og til våbenregisteret, et fantombillede af Hector Flores, obduktionsrapport, sagsmaterialeskemaer, kriminalteknisk rapport, dna-analyser, hundeholdets rapport, liste over bryllupsgæsterne med kontakt-info og oplysninger om deres tilhørsforhold til offeret og/eller Scott Ashton, tegninger og luftfotos af Ashtons ejendom, plantegninger af hytten med angivelser af mål, sider med biografiske data og så selvfølgelig den dvd, Gurney havde set.

Da han havde sorteret det hele, så det var rimeligt nemt at gå til, var klokken næsten syv. Han var overrasket over, at det var så sent, og så alligevel ikke. Tiden fløj altid af sted, når han var fuldkommen optaget af et eller andet, og fuldkommen optaget var han nok kun, når han stod med en gåde, der skulle løses. Det måtte han desværre indrømme. Madeleine havde engang sagt, at hans tilværelse havde indskrænket sig til en eneste nærmest sygelig beskæftigelse: opklaring af gåder omkring andre menneskers død. Hverken mere eller mindre, intet andet.

Han tog den nærmeste mappe. Det var en række gerningsstedsrapporter udfærdiget af kriminalteknikerne. Den øverste var en beskrivelse af hyttens umiddelbare omgivelser. Den næste en liste over det inventar, der var umiddelbart synligt i hytten. Den var forbløffende kort. Der var ikke tale om de genstande og materialer, som man normalt ville tage med til sporanalyse i laboratoriet. Der var ikke andre møbler end bordet, som offerets hoved blev fundet på, den smalle træstol med armlæn, som holdt kroppen oppe, og en stol magen til på den anden side af bordet. Der var ingen lænestole, ingen sofaer, senge, plaider eller gulvtæpper. Det var også mærkeligt, at der ikke var tøj eller sko af nogen slags i klædeskabet. Det eneste, man fandt, var et par korte gummistøvler af den slags, man normalt tager uden på almindelige sko. De stod i værelset ved det vindue, morderen tydeligvis var kravlet ud af. Det var uden tvivl de støvler, hunden fik lugtsporet fra.

Han drejede sig om mod den franske dør og stirrede ud over engen. Han havde virkelig fået noget at spekulere over. Sagens mærkværdigheder og forviklinger – som Sherlock Holmes ville have kaldt ”de enestående træk” – blev flere og flere og dannede som en elektrisk strøm det magnetfelt, der drog Gurney mod problemer, som umiddelbart ville virke frastødende på de fleste mennesker.

Tankerækken blev afbrudt, da bagdøren gik op med en høj knirken, en knirken, som han nu i et helt år havde haft til hensigt at fjerne med en dråbe olie.

”Madeleine?”

”Ja.” Hun kom ind i køkkenet med tre propfyldte plasticposer fra supermarkedet i hver hånd, hev dem op på køkkenbordet og gik ud igen.

”Skal jeg hjælpe dig?”

Der kom ikke noget svar, kun lyden af døren, der gik op og i. Lidt senere samme lyd, og hun kom ind i køkkenet igen med endnu et læs poser, som hun også stillede på køkkenbordet. Først da tog hun den sjove Peru-hue af. Den var lilla, grøn og lyserød med dinglende øreklapper, som gav hende et klovneagtigt islæt, uanset hvilket humør hun var i.

Han mærkede den tilbagevendende nervøse trækning i venstre øjenlåg, en trækning der var så udtalt, at han flere gange i de seneste måneder var gået hen til spejlet for at forsikre sig om, at det ikke var synligt. Han ville spørge hende, hvor hun havde været ud over supermarkedet, men havde på fornemmelsen, at hun havde fortalt ham det, og at det ikke ville være godt, at han havde glemt det. Madeleine satte glemsomhed og dårlig hørelse lige med manglende interesse. Det var muligt, hun havde ret. I sine femogtyve år ved NYPD havde han aldrig glemt at dukke op til en vidneafhøring, aldrig glemt et møde i retten, aldrig glemt, hvad en mistænkt havde sagt, eller hvordan han havde lydt, aldrig glemt en eneste vigtig ting i forbindelse med sit arbejde.

Var der nogen sinde noget, der havde været lige så vigtigt som hans arbejde? Bare tilnærmelsesvis? Forældre? Koner? Børn?

Da hans mor døde, havde han stort set ikke følt noget. Nej, det var værre end det. Det var mere kynisk og mere navlebeskuende end det. Han havde nærmest følt lettelse, følt, at han blev lettet for en byrde, at hans liv blev mindre kompliceret. Da hans første kone forlod ham, blev han endnu et problem kvit. Endnu en hindring var ryddet af vejen, og han følte lettelse over ikke længere at skulle forholde sig til et krævende menneske. Frihed.

Madeleine gik hen til køleskabet og begyndte at tage glasbeholdere ud med rester fra aftenen før og fra den foregående aften. Hun stillede dem på række på køkkenbordet ved siden af mikrobølgeovnen. Der var fem, og hun tog låget af dem. Han stod på den anden side af køkkenøen og betragtede hende.

”Har du spist?” spurgte hun.

”Nej, jeg ville vente, til du kom hjem,” svarede han, ikke helt sandfærdigt.

Hun så forbi ham, hen på spisebordet med de mange papirer og løftede det ene øjenbryn.

”Det er en masse materiale, som Jack Hardwick kom med,” sagde han lidt for henkastet. ”Han bad mig kigge på det.” Hun så roligt og fast på ham, og han forestillede sig, at hun var i færd med at læse hans tanker. ”Det er ting fra Jillian Perry-sagen,” tilføjede han. Så tøvede han. ”Jeg er ikke helt klar over, hvad det er, de vil have mig til, eller hvorfor nogen synes, at mine observationer vil kunne hjælpe under de nuværende omstændigheder, men … jeg kigger på det og fortæller ham, hvad jeg synes.”

”Og hende?”

”Hende?”

”Val Perry. Vil du også fortælle hende, hvad du synes?” spurgte Madeleine i et let henkastet tonefald, som røbede hendes bekymring snarere end at skjule den.

Gurney stirrede ned i frugtskålen på køkkenøens granitplade og hvilede hænderne på den kølige flade. Flere bananfluer fløj forstyrret op, siksakkede omkring skålen, satte sig igen og blev usynlige på bananernes plettede skræl.

Han prøvede at virke imødekommende, men det kom til at virke nedladende. ”Jeg tror, det er dine formodninger, der gør dig urolig, og ikke det, der egentlig foregår.”

”Du mener min formodning om, at du allerede har besluttet dig for at hoppe på toget?”

”Maddie, hvor mange gange skal jeg sige det? Jeg har ikke lovet nogen noget som helst. Jeg har på ingen måde besluttet mig for at gøre andet end at læse sagens akter.”

Hun sendte ham et blik, han ikke helt forstod, et blik, som gik direkte ind – et blik, som var megetsigende og mildt og underligt bedrøvet.

Hun gav sig til at lægge lågene tilbage på glasbeholderne. Han betragtede hende uden at sige noget, indtil hun begyndte at sætte dem ind i køleskabet igen.

”Skal du ikke have noget at spise?” spurgte han.

”Jeg er ikke særlig sulten lige nu. Jeg tror, jeg tager et bad. Hvis det virker opkvikkende, spiser jeg. Hvis det virker søvndyssende, går jeg tidligt i seng.” Da hun gik forbi bordet med de mange papirbunker, sagde hun: ”Inden gæsterne kommer i morgen, vil du så godt flytte alt det her et sted hen, hvor vi ikke kan se det?” Hun gik ud, og lidt efter hørte han badeværelsesdøren blive lukket.

Gæster? I morgen? Du fredsens!

Det begyndte at dæmre for ham. Madeleine havde vist sagt noget om, at der kom gæster til middag – det tonede frem som en tåget erindring fra et svært tilgængeligt rum i hjernen, der indeholdt ting af mindre betydning.

Hvad fanden går der af dig? Er der ikke længere plads i dit hoved til det almindelige liv? Til det enkle, gode liv sammen med almindelige mennesker? Eller det har der måske aldrig været plads til? Måske har du altid været sådan. Måske har tilværelsen her på en afsidesliggende bjergtop – uden arbejdsliv og uden passende undskyldninger for ikke at være til stede i nuet sammen med mennesker, du påstår, at du elsker – gjort det sværere for dig at skjule sandheden. Kunne den skinbarlige sandhed være den, at der rent faktisk ikke er nogen, der betyder noget for dig?

Han gik hen i den fjerne ende af køkkenøen og tændte for kaffemaskinen. Han havde også mistet appetitten. Det blev en lang aften.