KAPITEL 12

BESYNDERLIGE FACTS

 

Det gav mening at begynde ved begyndelsen og undersøge fantombilledet af Hector Flores.

Gurney havde blandede følelser med hensyn til computergenererede ansigter. De blev konstrueret på baggrund af øjenvidners oplysninger, og de afspejlede styrken og svagheden ved alle øjenvidneberetninger.

I Hector Flores’ tilfælde var der imidlertid god grund til at stole på ligheden. De beskrevne detaljer var tilvejebragt af en yderst observant psykiater, en mand, som efter sigende havde været i daglig kontakt med den afbildede person i næsten tre år. En computergengivelse med input af den kaliber ville give et godt fotografi.

Det var billedet af en mand, nok midt i trediverne, som så godt ud på en ikke særlig markant måde. Ansigtet var regelmæssigt uden dominerende træk. Huden var temmelig glat, øjnene mørke og udtryksløse. Håret var sort, ret pænt og med en lidt tilfældig skilning. Gurney kunne kun få øje på et enkelt fremtrædende træk, som virkede underligt chokerende i et ellers helt almindeligt udseende. Den højre øreflip manglede.

Til fotomontagen var hæftet en beskrivelse af mandens udseende. (Igen gik Gurney ud fra, at de stammede udelukkende fra Ashton og derfor sikkert ville være temmelig nøjagtige.) Hector Flores’ højde var angivet til en meter og femoghalvfjerds; vægten 70-75 kilo; race/nationalitet latinamerikansk; mørkebrune øjne; glat sort hår; brun i løden og glat hud; uregelmæssige tænder med en guldkrone til venstre i overmunden. I rubrikken ”Ar og andre særlige kendetegn” stod der to ting: den manglende øreflip og voldsomme ar på højre knæ.

Gurney så på billedet en gang til for at finde bare en gnist af galskab, et glimt af det kyniske menneske, som halshuggede en kvinde, brugte hovedet til at forhindre blodet i at sprøjte på sig, hvorefter han anbragte det på bordet med front mod den krop, det havde siddet på. I visse morderes øjne – Charlie Mansons, for eksempel – så man en tydeligt insisterende, dæmonisk energi, men hos hovedparten af de mordere, Gurney havde retsforfulgt gennem sin karriere som drabsefterforsker, var der tale om mindre iøjnefaldende galskab. Med sit udtryksløse, umeddelsomme ansigt – hvor Gurney ikke kunne spore så meget som antydningen af forbrydelsens grufulde voldsomhed – faldt Hector Flores ind under denne kategori.

Til skemaet med de fysiske træk var klipset en side med overskriften ”Supplerende redegørelse givet af dr. Scott Ashton den 11. maj 2009.” Den var underskrevet af Ashton og bekræftet af Hardwick som ledende efterforsker. Redegørelsen var kort i forhold til den periode og de begivenheder, den dækkede.

Jeg mødte Hector Flores første gang i slutningen af april 2006, da han dukkede op hjemme hos mig som arbejdssøgende daglejer. Fra da af begyndte jeg at give ham arbejde i haven – han skulle slå græs, rive, lægge træflis ud, gøde og så videre. Til at begynde med kunne han næsten ikke noget engelsk, men han lærte det hurtigt og imponerede mig med sin energi og intelligens. Da jeg opdagede, at han var en dygtig tømrer, satte jeg ham de følgende uger til at udføre en lang række vedligeholdelses- og reparationsprojekter i og omkring huset. Fra midt i juli arbejdede han i huset og haven syv dage om ugen – og vi føjede rutinemæssig rengøring til listen af gøremål. Han blev den perfekte hushjælp, udviste masser af initiativ og var i besiddelse af megen sund fornuft. I slutningen af august spurgte han, om han mod et nedslag i lønnen måtte bo i den lille umøblerede hytte bag huset de dage, han var her. Jeg havde visse betænkeligheder, men gik med til det, og snart efter boede han i hytten cirka fire dage om ugen. Han købte et lille bord og to stole i en genbrugsbutik, og senere en billig computer. Han sagde, at det var alt, hvad han behøvede. Han sov i en sovepose, påstod, at det var det mest bekvemme for ham. Han begyndte at undersøge forskellige uddannelsesmuligheder på internettet. Samtidig fik han tilsyneladende lyst til at arbejde endnu mere og udviklede sig hen ad vejen til en slags privatsekretær. Mod slutningen af året betroede jeg ham en pæn sum penge, og han købte af og til ind og forrettede andre ærinder med stor dygtighed. Han talte nu grammatisk korrekt engelsk, men stadig med en kraftig accent, og han havde et charmerende væsen. Han passede tit telefonen, tog imod beskeder og kunne endda komme med nuancerede oplysninger om tonefald og humør hos visse af dem, der ringede. (Når jeg ser tilbage på det, virker det mærkeligt, at jeg i den grad satte min lid til en mand, der kort forinden havde søgt job som havemand, men arrangementet fungerede fint og, så vidt jeg kunne se, problemfrit i næsten to år.) Situationen ændrede sig i efteråret 2008, da Jillian Perry kom ind i mit liv. Flores blev mut og foretrak at være alene, og han sørgede altid for at fjerne sig fra huset, når Jillian var der. Forandringen blev endnu mere foruroligende i begyndelsen af 2009, da vi meddelte, at vi havde planer om at gifte os. Han forsvandt i flere dage. Da han kom tilbage, påstod han, at han havde opdaget nogle frygtelige ting om Jillian, og at jeg ville sætte livet på spil, hvis jeg giftede mig med hende. Men han ville ikke komme ind på nærmere detaljer. Han påstod, at han ikke kunne sige mere uden at røbe sin kilde, og det ville han ikke. Han bad mig tage beslutningen om bryllup op til fornyet overvejelse. Da det blev klart for ham, at jeg ikke ville overveje noget som helst uden at vide mere præcist, hvad det var, han talte om, og at jeg ikke fandt mig i ubegrundede anklager, virkede det, som om han accepterede situationen, selv om han fortsat undgik Jillian. Nu kan jeg selvfølgelig godt se, at jeg burde have fyret ham på baggrund af disse tegn på uligevægt, men med mit professionelle overmod tog jeg for givet, at jeg ville kunne komme ind til kernen af problemet og løse det. Jeg så for mig, hvordan jeg ville kunne foretage et storslået pædagogisk eksperiment, og indså ikke på noget tidspunkt, at jeg havde med en faretruende kompleks personlighed at gøre, og at jeg kunne gå hen og miste herredømmet over situationen. Jeg må også indrømme, at han på mange måder havde gjort livet lettere og mere bekvemt for mig, og at jeg derfor nødig ville af med ham. Jeg må virkelig pointere, at hans intelligens, hans hurtige opfattelsesevne og mange talenter i den grad imponerede mig – og i lyset af det, der er sket, lyder det selvbedragerisk. Sidste gang, jeg så Hector Flores, var om morgenen på bryllupsdagen. Jillian, som udmærket vidste, at Hector foragtede hende, var besat af tanken om at få ham til at acceptere kendsgerningerne, og hun overtalte mig til at gøre et sidste forsøg på at overtale ham til at overvære ceremonien. Så den morgen gik jeg hen til hytten, hvor han sad ved bordet som en stenstøtte. Som jeg var blevet bedt om, inviterede jeg ham endnu en gang til at være med, men han sagde nej. Han var klædt helt i sort – sort T-shirt, sorte bukser, sort bælte og sorte sko. Det skulle jeg måske have lagt et eller andet i. Det var sidste gang, jeg så ham.

Her havde Hardwick indsat en håndskrevet note: ”Efter fremlæggelse og gennemlæsning af ovenanførte redegørelse fra Scott Ashton blev denne suppleret med følgende spørgsmål og svar.”

J.H.: Skal jeg forstå det sådan, at De intet vidste om denne mands baggrund?

S.A.: Ja, det er korrekt.

J.H.: Han gav praktisk talt ingen oplysninger om sig selv?

S.A.: Nej, det er korrekt.

J.H.: Og alligevel stolede De så meget på ham, at De lod ham bo på Deres ejendom, gav ham fri adgang til Deres hus og lod ham passe telefonen?

S.A.: Jeg er klar over, at det lyder fjollet, men jeg så hans vægring ved at tale om sin fortid som en form for ærlighed. Hvis han havde ønsket at skjule noget, ville det have virket mere overbevisende at konstruere en fiktiv fortid. Men det gjorde han ikke. Det imponerede mig på en bagvendt måde. Så ja, jeg stolede på ham, selv om han nægtede at tale om sin fortid.

Gurney læste hele redegørelsen en gang til, langsommere, og derpå en tredje gang. Han fandt beretningen ejendommelig på grund af det, der var udeladt, og på grund af det, der var med. Blandt de manglende elementer var en påfaldende mangel på vrede. Og et bemærkelsesværdigt fravær af den gru og rædsel, som dagen før beretningen havde fået manden til at vakle ud af hytten få sekunder efter, at han skrigende og på sammenbruddets rand var trådt ind i den.

Skyldtes denne ændring, at han tog medicin? En psykiater ville have nem adgang til beroligende midler. Eller var det andet og mere end det? Det var umuligt at sige ud fra ord på papir og intet andet. Det skulle blive interessant at møde manden, se ham ind i øjnene og høre hans stemme.

Det afsnit af beretningen om hyttens sparsomme møblering og Flores’ ønske om at bo sådan løste i det mindste en del af mysteriet omkring det nøgne rum beskrevet i bevisrapporten – noget af det, men ikke det hele. Den forklarede ikke, at der hverken var tøj, sko eller toiletsager. Den forklarede ikke, hvad der var sket med computeren. Eller hvorfor Flores, når han fjernede alle sine ting, valgte at lade et par støvler stå.

Gurney lod blikket glide hen over bunkerne af dokumenter foran sig på bordet. Han huskede, at han tidligere havde set to hændelsesrapporter, ikke bare den ene, han ville have forventet omkring mordet, og det undrede ham. Han rakte ind over bordet og tog den anden, som lå under den første.

Den var udarbejdet af politiet i Tambury Village som reaktion på et opkald modtaget klokken 16.15 den 17. maj 2009 – nøjagtigt en uge efter mordet. Anmelder var anført som dr. Scott Ashton, Badger Lane 42, Tambury, New York. Rapporten var skrevet af overbetjent Keith Garbelly. Der var en anmærkning om, at en kopi var sendt til Bureau of Criminal Investigation, stilet til seniorefterforsker J. Hardwick. Gurney gik ud fra, at det, han sad med, var en kopi af en kopi.

Anmelder sad ved terrassebord på sydsiden af hus ud mod stor plæne med en kop te på bordet. Det gør han, når vejret er godt. Hørte et enkelt skud og så samtidig koppen blive knust. Løb ind i hus gennem terrassedør, kaldet Tambury TD. Da jeg ankom til stedet (med backup) virkede anmelder anspændt og urolig. Første afhøring i dagligstue. Anmelder kunne ikke sige, hvor skuddet kom fra, gættede på ”at det blev affyret på lang afstand og kom fra den retning (pegede ud ad vinduet mod en skovklædt bjergside mindst tre hundred meter væk). A havde intet at tilføje og ingen fornemmelse af, hvad det handlede om, ud over at ”det nok har at gøre med mordet på min kone.” Havde ingen reel viden om, hvad forbindelsen kunne være. Nævnte, at Hector Flores måske også ville slå ham ihjel, men kunne ikke komme på hverken grund eller motiv.

En kopi af en BCI-opfølgningsformular var klipset fast til den oprindelige hændelsesrapport som en markering af, at sagen hurtigt var blevet overdraget til BCI, som sagen lå hos. Opfølgningsformularen havde tre korte afsnit og et langt, alle underskrevet med forbogstaverne ”JH.”

Gennemsøgning af Ashtons ejendom, skove, bjerge: negativ. Afhøringer i området: negative.

Rekonstruktion viser træffepunkt præcis midt på koppen. Understøtter hypotese om, at kop og ikke Ashton har været målet.

Fragmenter af kugle fra terrasseområdet for små til ballistisk konklusion. Bedste gæt: lille til medium kaliber, meget kraftig riffel med kikkertsigte i hænderne på en erfaren skytte.

Scott Ashton informeret om konklusion mht. våbenskøn og kop som mål for at konstatere, om han kendte nogen med udstyr og evner af den art. Subjekt virkede urolig. Han nævnte modvilligt to personer, som ejede lignende riffel med øget skudvidde: ham selv og Jillians far, dr. Withrow Perry. Perry, sagde han, tog gerne på eksotiske jagtture og var en fantastisk god skytte. Ashton meddelte, at han havde købt sin egen riffel (high-end Weatherby kaliber 257) på Perrys anbefaling. Da jeg bad om at se den, opdagede Ashton, at den ikke var i trækassen i det skab, den var låst inde i. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde set riflen, men mente, at det nok var et par måneder siden. På spørgsmålet om, hvorvidt Flores kendte til riflens eksistens og vidste, hvor den blev opbevaret, svarede han, at Flores var med ham i Kingston den dag, han købte den, og at Flores havde bygget egetræskassen, den blev opbevaret i.

Gurney vendte papiret for at se, om der var et backup-ark, bladrede hurtigt igennem bunken, men fandt ikke noget om afhøringen af Withrow Perry, som måtte have fundet sted efterfølgende. Eller måske havde det ikke fundet sted. Måske var det faldet ned i den revne, som af og til slugte særlig vigtigt materiale, når en sag blev overflyttet fra en efterforsker til en anden – i dette tilfælde fra fandenivoldske Hardwick til kejtede Blatt. Det var ikke svært at forestille sig, at det kunne være sket.

Det var tid til endnu en kop kaffe.