KAPITEL 13
MERE OG MERE
UHYGGELIGT OG UDSPEKULERET
Det kunne have været flere ting – koffeinens opkvikkende virkning, en naturlig rastløshed efter at have siddet for længe i den samme stol, udsigten til at skulle sidde alene midt om natten og gennemgå bunkerne af uprioriterede dokumenter og lede efter de tilsyneladende manglende spørgsmål angående Withrow Perry og hans riffels gøren og laden om eftermiddagen den 17. maj. Det kunne være alle disse faktorer tilsammen, der fik ham til at tage mobiltelefonen og ringe til Jack Hardwick. Alle disse faktorer plus noget, der var faldet ham ind omkring den knuste tekop.
Der blev svaret efter fire ringetoner, netop som Gurney var begyndt at overveje, hvilken besked han skulle lægge.
”Ja?”
”Det lød meget imødekommende, Jack.”
”Hvis jeg havde vidst, det var dig, havde jeg ikke lydt så energisk. Hvad er der los?”
”Det var en ordentlig stak, du gav mig.”
”Er der noget, du vil spørge om?”
”Jeg sidder her med fem hundred sider. Jeg tænkte bare, om du havde lyst til at dirigere mig i nogen bestemt retning?”
Hardwick eksploderede i et af de skurrende latterbrøl, der lød mere som et sandblæsningsredskab end en menneskelig tilkendegivelse. ”Pis med dig, Gurney. Holmes skal sgu ikke bede Watson om at dirigere sig i den rigtige retning.”
”Lad mig sige på en anden måde,” sagde Gurney og huskede, hvor irriterende svært det var at få et enkelt svar ud af Hardwick. ”Tror du, der er dokumenter i den her lortebunke, der særligt vil interessere mig?”
”Som for eksempel billeder af nøgne damer?”
Hardwick kunne blive ved med sit pis. Gurney besluttede sig for at ændre reglerne, skifte emne og overrumple Hardwick.
”Jillian blev halshugget klokken 16.13,” sagde han. ”Plus, minus tredive sekunder.”
Der var stille et øjeblik. ”Hvordan fanden …?”
Gurney så for sig, hvordan Hardwick i tankerne bevægede sig rundt i sagsterrænet – omkring hytten, i skoven, på græsplænen – i et forsøg på at finde det spor, han havde overset. Da Gurney mente at have givet Hardwicks forbavselse og irritation tilstrækkelig tid til at folde sig helt ud, hviskede han: ”Svaret ligger i tebladene.” Så brød han forbindelsen.
Hardwick ringede tilbage ti minutter senere, hurtigere end Gurney havde regnet med. Den forbløffende sandhed om Hardwick var, at der inde i denne møgirriterende person lå en skarp hjerne. Hvor vidt ville denne mand ikke have drevet det, tænkte Gurney tit, og hvor meget lykkeligere ville han ikke have været, hvis han ikke var så hæmmet af sine egne holdninger? Det var selvfølgelig et spørgsmål, som passede på mange mennesker, ikke mindst ham selv.
Gurney gjorde sig ikke den ulejlighed at sige hallo. ”Er du enig med mig, Jack?”
”Det kan man ikke være sikker på.”
”Man kan ikke være sikker på noget. Men du kan godt følge logikken, ikke?”
”Jo, jo,” sagde Hardwick på en måde, som tilkendegav, at han forstod det, men at han ikke var imponeret. ”Klokken var 16.15, da politiet i Tambury blev ringet op af Ashton angående tekoppen. Og Ashton sagde, at han løb ind i huset, så snart det gik op for ham, hvad der var sket. Hvis man prøver at forestille sig, hvor lang tid det har taget ham at komme fra bordet på terrassen og hen til den nærmeste telefon inde i huset, og at han måske også har kigget ud ad vinduet et par gange for at se, om han kunne få øje på skytten, inden han ringede til det lokale politi og ikke til 911, og at den ringede et par gange, inden den blev taget – alt det ville betyde, at selve skuddet gik af cirka 16.13. Men det er bare skuddet. Hvis man skal se en forbindelse mellem skuddet og det nøjagtige tidspunkt for mordet en uge tidligere, er der tale om tre kæmpeskud i tågen. Et, at ham, der skød tekoppen, er den samme, som ham der slog bruden ihjel. To, at han vidste præcis, hvornår han slog hende ihjel. Tre, at han ville sende en meddelelse ved at skyde koppen i stumper og stykker på nøjagtig samme klokkeslæt og samme ugedag. Er det det, du siger?”
”Tæt på.”
”Det er ikke umuligt.” Hardwicks evige skepsis var at spore i stemmen, den samme skepsis, der havde sat sig som permanente rynker i ansigtet. ”Og hvad så? Hvad fanden gør det for forskel, om det er sandt eller ej?”
”Det ved jeg ikke endnu, men der er et eller andet ved ekkoeffekten …”
”Et afhugget hoved og en smadret tekop, begge dele midt på et bord med en uges mellemrum?”
”Noget i den retning,” sagde Gurney og var pludselig i tvivl. Hardwick kunne med sit tonefald få andre menneskers idéer til at lyde vanvittige. ”Men hvis vi skal vende tilbage til den bunke lort, du væltede ned i skødet på mig, er der så et sted, du synes, jeg skal begynde?”
”Du kan begynde hvor som helst, mester. Du vil ikke blive skuffet. På stort set hver side er der mindst én uhyggelig drejning. Jeg har aldrig oplevet en sag, der var så uhyggelig og så udspekuleret. Eller en mere uhyggelig og udspekuleret bunke mennesker. Og hvad siger min mavefornemmelse? At uanset hvad fanden det er, der foregår, så er det ikke, hvad det ser ud til at være.”
”Et spørgsmål til, Jack. Hvorfor er der ikke noget referat af en efterfølgende afhøring af Withrow Perry angående det med tekoppen?”
Efter et øjebliks tavshed udstødte Hardwick en raspende skryden, der slet ikke mindede om latter. ”Du er vaks, Davey, meget vaks. Den fik du sgu hurtigt skudt dig ind på. Der var ikke nogen formel afhøring, fordi jeg formelt blev taget af sagen den dag, vi opdagede, at den gode læge tilfældigvis ejede et skydevåben, der fint kunne skyde gennem en tekop på tre hundred meters afstand. Jeg ville kalde det en pisseåndssvag forglemmelse, at den nye efterforskningsleder ikke fulgte op på den kendsgerning, ville du ikke?”
”Jeg går ud fra, at du ikke var så ualmindelig hjælpsom at minde ham om det?”
”Jeg måtte overhovedet ikke komme i nærheden af den pågældende efterforskning. Jeg blev forment adgang af ingen ringere end vores ærede chef.”
”Og du blev taget af sagen fordi …?”
”Det har jeg fortalt dig. Jeg sagde noget upassende til min overordnede. Jeg fortalte ham, at virkningen af hans fremgangsmåde var begrænset. Det kan også være, jeg kom til at sige, at hans intelligens var begrænset, og at han i det store og hele var uegnet til at være leder.”
Der gik ti sekunder, uden at nogen af dem sagde noget.
”Det lyder, som om du hader ham, Jack.”
”Hader? Næ. Jeg hader ham ikke. Der er ikke nogen, jeg hader. Jeg elsker hele den forpulede verden.”