KAPITEL 14

SOM LANDET LIGGER

 

Gurney gjorde plads til sin bærbare mellem bunkerne på det lange bord, gik ind på Google Earth og tastede Ashtons adresse i Tambury. Han zoomede ind på hytten og skovtykningen bag den og forstørrede udsnittet så meget som muligt. Ved hjælp af billedets skala-data og sagsdokumenternes oplysninger om retning og afstand fra bagsiden af hytten kunne Gurney nu reducere stedet, hvor mordvåbnet blev fundet, til et ret lille område i tykningen omkring tredive meter fra Badger Lane. Så efter at være kravlet ud af hytten gennem vinduet gik eller løb Flores altså derhen, dækkede det stadig blodige våben delvis med jord og blade, og gjorde så … hvad? Lykkedes det ham at komme ud til vejen uden at efterlade yderligere duftspor, som hunden kunne følge? Løb han ned ad bakken og styrede direkte mod Kiki Mullers hus? Eller holdt hun ude på vejen i sin bil og ventede på at hjælpe ham væk derfra, ventede på at stikke af med ham til en ny tilværelse, de havde planlagt sammen?

Eller gik Flores ganske enkelt tilbage til hytten? Var det derfor, duftsporet endte ved macheten? Er det tænkeligt, at Flores gemte sig i eller omkring selve hytten – skjulte sig så effektivt, at et mylder af betjente, efterforskere og teknikere ikke opdagede ham? Det virkede usandsynligt.

Da Gurney så op fra computerskærmen blev han forskrækket over at se Madeleine sidde og betragte ham for enden af bordet – så forskrækket, at det gav et sæt i ham.

”Åh, gud! Hvor længe har du siddet der?”

Hun trak på skuldrene og bestræbte sig ikke på at svare.

”Hvad er klokken?” spurgte han og så straks, hvor tåbeligt spørgsmålet var. Han kunne se uret over køkkenbordet, det kunne hun ikke. Klokken var 22.55, og det samme sagde computerskærmen.

”Hvad laver du?” spurgte hun. Det lød mere som en udfordring end et spørgsmål.

Han tøvede. ”Jeg prøver bare at få det her … materiale til at give mening.”

”Hmm.” Det lød som en bid af en humørforladt latter.

Han prøvede at se hende direkte i øjnene, men det var svært.

”Hvad tænker du?” spurgte han.

Hun smilede og rynkede panden næsten samtidigt.

”Jeg tænker, at livet er kort,” sagde hun til sidst som en, der stod over for en sørgelig sandhed.

”Og derfor …?”

I samme øjeblik han drog den slutning, at hun ikke ville svare, gjorde hun det. ”Og derfor løber tiden fra os.” Hun lagde hovedet på skrå – eller også var det en lille ufrivillig spasme – og kiggede nysgerrigt på ham.

”Hvad er det, vi skal nå?” var han fristet til at spørge, for han følte trang til at dreje denne uhåndgribelige ordveksling i retning af en mere konkret diskussion. I stedet spurgte han: ”Er det noget, du gerne vil have, at vi taler om?”

Hun rystede på hovedet. ”Livet er kort. Sådan er det. Det er værd at tænke over.”