KAPITEL 17

I MØGKÆLLINGENS SKYGGE

 

I de forgange fire måneder havde han stort set ikke tænkt på den anden – hende før Perry-kællingen, hende, der i sammenligning ikke betød særlig meget, den overskyggede, den endnu ikke fundne, hende, hvis berømmelse lod vente på sig – hende, hvis tilintetgørelse delvis var et spørgsmål om bekvemmelighed. Nogle ville måske sige, at det udelukkende var et spørgsmål om bekvemmelighed, men det ville de ikke have ret i. Hendes død var velfortjent af alle de grunde, der fælder hendes slags:

Evas synd,
korrumperet hjerte,
ryggesløst hjerte,
en hores hjerte,
i et og alt en hore,
sved på overlæben,
grynt som fra en gris,
hæslig stønnen,
adskilte læber,
liderlige læber,
altfortærende læber,
våd tunge,
glidende slange,
omsluttende ben,
slibrig hud,
modbydeligt fluidum,
snegleslim.
Lutret af døden,
tilintetgjort af døden,
fugtige lemmer tørret af døden,
renselse ved udtørring,
tør som støv.
Harmløs som en mumie-mor.
Vaya con Dios!

Han smilede. Han måtte huske at tænke på hende lidt oftere – for at levendegøre hendes død.