KAPITEL 18

ASHTONS NABOER

 

Klokken ti samme formiddag havde Gurney mailet aftalen til Val Perry og ringet til de tre Scott Ashton-numre, hun havde givet ham – hans fastnetnummer, hans mobilnummer og nummeret på Mapleshade Residential Academy – for at få et møde i stand. Han havde indtalt telefonbeskeder på de første to numre og givet en besked på det tredje til en assistent, der præsenterede sig som ms. Liston.

Ashton ringede til ham klokken 10.30 og sagde, at han havde fået alle tre beskeder plus en fra Val Perry, som gjorde rede for Gurneys rolle. ”Hun sagde, du ville tale med mig.”

Han genkendte Ashtons stemme fra videoen, men den var fyldigere og blødere i telefonen, varm på en upersonlig måde, som en stemme, der reklamerer for et dyrt produkt – ret passende for en super-psykiater, tænkte Gurney.

”Det stemmer,” sagde han. ”Så snart det er belejligt.”

”I dag?”

”I dag ville være rigtig godt.”

”På skolen klokken tolv eller hjemme hos mig klokken to. Du bestemmer.”

Gurney valgte det sidste. Hvis han tog til Tambury med det samme, havde han tid til at køre lidt rundt og få en fornemmelse af området, især af Ashtons vej, og måske snakke med et par naboer. Han gik hen til bordet, tog listerne over BCI-afhøringer, som Hardwick havde givet ham, og lavede en prik med blyanten ud for dem med adresse på Badger Lane. I samme bunke tog han mappen, der stod ”afhøringsresuméer” på, og gik ud til bilen.

*

At Tambury virkede som en isoleret lille soveby skyldtes til dels, at den var vokset op omkring et vejkryds fra det nittende århundrede, og at der var blevet anlagt nye omfartsveje, en omstændighed, som normalt medfører økonomisk nedgang. Tambury blev imidlertid reddet, fordi den lå i en dyb, åben dal i den nordlige udkant af bjergene med postkortudsigt i alle retninger. Kombinationen af afsondrethed og stor skønhed gjorde stedet attraktivt for velhavende pensionister og folk med flere boliger.

Men det var ikke alle indbyggerne, den beskrivelse passede på. Calvin Harlens fuldkommen tilgroede rodebutik af et tidligere mejeri lå på hjørnet af Higgles Road og Badger Lane. Klokken var lidt over tolv, da bibliotekarstemmen i Gurneys GPS gav ham denne sidste del af den fem kvarter lange køretur fra Walnut Crossing. Han holdt ind i den nordlige ende af Higgles Road og bemærkede den faldefærdige ejendom, hvis mest iøjefaldende træk var en tre meter høj møgdynge, dækket af et kæmpe lag ukrudt. Møgdyngen lå ved siden af en lade, som hældede faretruende over mod den. På den fjerne side af laden var en mark med høj kratbevoksning og en kaotisk række rustne biler, som blev afbrudt af en gul skolebus uden hjul.

Gurney åbnede mappen med afhøringsresuméer og lagde det relevante øverst i bunken. Han læste:

Calvin Harlen, 39 år. Fraskilt. Selvstændig erhvervsdrivende, forskellige opgaver (husreparation, græsslåning, snerydning, sæsonbestemt jagt, udstopning af dyr). Almindeligt vedligeholdelsesarbejde for Scott Ashton, inden Hector Flores kom og overtog hans arbejde. Påstår, at han havde en ”uskreven kontrakt” med Ashton, som Ashton brød. Påstår (uden understøttende kendsgerninger) at Flores var illegal indvandrer, bøsse, hiv-positiv og narkoman. Omtalte Flores som ”en fucking latino”, Ashton som ”en fucking løgner”, Jillian Perry som ”en snottet lille fisse” og Kiki Muller som en ”en fucking latino-luder.” Intet kendskab til drabet, begivenheder i forbindelse med drabet eller lokalisering af mistænkte. Påstår, at han arbejdede alene i laden den eftermiddag, mordet fandt sted.

Afhørte har lav troværdighed. Ustabil. Har tidligere været straffet flere gange over en periode på tyve år for brug af gummichecks, hustruvold, druk og hærværk, chikane, trusler og overfald. (Se vedlagt kopi af straffeattester).

Gurney lukkede mappen og lagde den på passagersædet. Calvin Harlen lød til at være indbegrebet af socialt bundfald.

Han steg ud af bilen, låste den og gik over den stille vej til en stribe jord med dybe hjulspor, der tjente som en slags indkørsel til ejendommen. Den delte sig i to ikke særlig skarpt aftegnede stier adskilt af en trekant med forkrøblet græs. Den ene sti førte hen til møgbunken og laden til højre, den anden til venstre mod et faldefærdigt toetagers stuehus, som ikke havde set en pensel i mange år, for den smule maling, der sad tilbage på det rådne træ, havde en helt ubestemmelig farve. Verandaens tagudhæng blev holdt oppe af et par 10x10 centimeter stolper, der ikke var helt så gamle som huset, men langt fra nye. På den ene af stolperne sad en krydsfinérplade, hvorpå der stod UDSKÆRING AF VILT med røde, dryppende, håndmalede bogstaver.

Inde i huset begyndte pludselig mindst to hunde at gø helt vanvittigt, de lød til at være store. Gurney ventede for at se, om postyret fik nogen til at lukke op.

Det fik nogen ud af laden, eller i hvert fald ud fra et sted bag møgbunken – en tynd, vejrbidt, kronraget mand med noget i hånden, der så ud til at være enten en tynd skruetrækker eller en issyl.

”Har du tabt noget?” sagde han med et smørret grin, som om spørgsmålet var rigtig sjovt.

”Spørger du mig, om jeg har tabt noget?”

”Siger du, at du giver fortabt?”

Hvad legen end gik ud på, virkede det, som om den tynde mand morede sig.

Gurney ville gerne slå benene væk under ham, så det blev ham, der spekulerede på, hvad legen gik ud på.

”Jeg kender nogen, der har hunde,” sagde Gurney. ”Er det den rigtige slags, kan man tjene mange penge på dem. Er det den forkerte slags, er det ren nedtur.”

”Så hold dog kæft for helvede!”

Hundene holdt pludselig op med at gø, og først da gik det op for Gurney, hvem den tynde mand havde råbt ad.

Situationen kunne godt gå hen og blive farlig. Gurney vidste, at han stadig havde mulighed for at gå igen, men han havde lyst til at blive, havde en voldsom trang til at tage kampen op med den sindssyge mand. Han kiggede ned i jorden omkring sig. Lidt efter tog han en lille oval sten op på størrelse med et drosselæg. Han lod den langsomt glide mellem sine håndflader som for at varme den op, smed den op i luften som en mønt, greb den igen og lukkede højre hånd omkring den.

”Hvad fanden laver du?” spurgte manden og trådte et lille skridt nærmere.

”Shhh,” sagde Gurney. Han åbnede langsomt hånden, en finger ad gangen, så undersøgende på stenen, smilede bredt og kastede den over skulderen.

”Hvad fanden …?”

”Undskyld, Calvin, det er ikke fordi, jeg har glemt dig. Men det er sådan jeg tager mine beslutninger, og det kræver vildt meget koncentration.”

Manden spærrede øjnene op. ”Hvor ved du fra, hvad jeg hedder?”

”Alle kender dig, Calvin. Eller vil du hellere have, at jeg kalder dig mr. Hard-On?”

”Hvad?”

”Så siger vi Calvin. Det er også nemmere. Og pænere.”

”Hvem fanden er du? Hvad vil du?”

”Jeg vil gerne have at vide, hvor jeg kan finde Hector Flores.”

”Hec … Hvad siger du?”

”Jeg leder efter ham, Calvin. Jeg skal nok finde ham. Jeg tænkte, at du måske kunne hjælpe mig.”

”Hvordan fanden …? Hvem …? Du er ikke strømer, vel?”

Gurney sagde ikke noget, men lod så godt han kunne sit ansigtsudtryk glide over i en parodi på en koldblodig morder. Hans dræberblik lod til at fange Calvins opmærksomhed, for han spærrede øjnene endnu mere op.

”Flores, latinoen, er det ham, du leder efter?”

”Kan du hjælpe mig, Calvin?”

”Det ved jeg ikke. Hvordan?”

”Måske du bare kunne fortælle mig alt, hvad du ved om – vores fælles ven.” Gurney udtalte de sidste tre ord med så voldsom ironi, at han et øjeblik var bange for at have overspillet rollen. Men Harlens åndsforladte grin fortalte ham, at der ikke var noget, der kunne overspilles, når det gjaldt den fyr.

”Ja, okay, hvorfor ikke? Hvad er det, du gerne vil vide?”

”Først og fremmest om du ved, hvor han kom fra?”

”Fra et busstoppested i landsbyen, hvor latinoarbejderne kommer og hænger ud. De står og driver den af,” sagde han og fik det til at lyde som et juridisk udtryk for at masturbere i al offentlighed.

”Hvad med inden da? Ved du, hvor han oprindeligt kom fra?”

”Et eller andet mexicansk hul i jorden, hvor fanden det så er, de alle sammen kommer fra.”

”Har han aldrig fortalt dig det?”

Harlen rystede på hovedet.

”Har han nogen sinde fortalt dig noget?”

”Som for eksempel hvad?”

”Hvad som helst. Har du egentlig nogen sinde snakket med ham?”

”Én gang. I telefonen. Og det er endnu en grund til, at jeg ved, han er fuld af lort. Det var i – jeg ved sgu ikke – oktober eller november? Jeg ringede til dr. Ashton om snerydningen, men det var latinoen, der tog telefonen, og han spurgte mig, hvad jeg ville. Jeg sagde, jeg ville tale med Ashton, hvorfor fanden skulle jeg snakke med ham? Så siger han, jeg kan sige, hvad det handler om, og så siger han det videre til Ashton. Jeg siger så, at det ikke er ham, jeg har ringet for at tale med – at han kan rende mig i røven. Hvem fanden tror han, han er? De mexicanske røvhuller, de kommer herop med deres fucking svineinfluenza aids spedalskheds-lort, kommer på fucking bistand, stjæler vores arbejde, betaler ingen skat, ingenting, de syge fucking svin. Hvis jeg nogen sinde ser den forpulede lille lort igen, skyder jeg ham i hovedet. Men først skyder jeg sgu nosserne af ham.”

Midt i Harlens skvalder begyndte en af hundene inde i huset at gø igen. Harlen vendte sig om, spyttede på jorden, rystede på hovedet og råbte: ”Hold kæft, for fanden!” Hunden holdt op med at gø.

”Du sagde, der også var en anden grund til, at du ved, han er fuld af lort.”

”Hvad?”

”Du sagde, du havde ham i telefonen, og at det var den ene af grundene til, at du vidste, han var fuld af lort.”

”Stemmer.”

”Hvordan fuld af lort.”

”Idioten kommer anstigende og kan fandeme ikke tale et ord engelsk. Et år senere taler han som en fucking – jeg ved sgu ikke hvad, en fucking … som om han ved alt.”

”Okay, og så tænker du … hvad, Calvin?”

”Jeg tænker, at det hele måske var det rene fup, hvis du ved, hvad jeg mener?”

”Nej, fortæl mig det.”

”Der er sgu ingen, der kan lære engelsk så hurtigt.”

”Du tror altså ikke, at han i virkeligheden var mexicaner?”

”Jeg siger bare, at han var fuld af lort, at han havde gang i et eller andet.”

”Hvad mener du?”

”Det er sgu da oplagt, mand. Hvis han er så fucking kvik, hvorfor fanden tager han så ud til Ashton og spørger, om han må rive blade sammen? Han havde sgu da et formål med det, mand.”

”Interessant, Calvin. Du er en vaks fyr. Jeg kan godt lide din måde at tænke på.”

Harlen nikkede, så spyttede han på jorden igen som for at understrege, at han var enig i komplimenten. ”Og der er også en anden ting.” Han sænkede konspiratorisk stemmen. ”Den latinosvindler lod aldrig nogen se sit ansigt. Han havde altid en af de der rodeo-hatte på, hvor skyggen var trukket ned i panden, og solbriller. Ved du, hvad jeg tror? Jeg tror, han var bange for at blive set, for han gemte sig altid i det store hus eller i det skide dukkehus. Ligesom hende fissen.”

”Og hvilken fisse er det?”

”Hende fissen, der fik knoppen hugget af. Når hun kørte forbi en på vejen, kiggede hun væk, som om man var en gang lort. Som om man var et dyr, der var blevet kørt over, den dumme fucking fisse. Så jeg tænker, at de måske havde noget kørende, ik’, hende og den sortsmuskede fucking latino? Begge to så fucking skyldige, at de ikke kunne se folk i øjnene. Og så tænker jeg, hallo, lige et øjeblik, måske er der mere end det. Måske er latinoen bange for at blive identificeret. Har du nogen sinde tænkt på det?”

Da Gurney til sidst takkede Harlen og sagde, at han ville holde sig i kontakt, var han ikke sikker på, hvad han havde fået med sig, og hvad det kunne bruges til. Hvis Ashton havde ansat Flores i stedet for Harlen, ville Harlen uden tvivl være enormt bitter på Flores, og al den galde, Harlen havde øst ud, var måske bare et udtryk for såret stolthed, fordi han var blevet ramt på pengepungen. Men måske lå der også noget andet i det. Måske var der, som Hardwick havde sagt, en masse skjulte lag, måske var det hele andereldes, end det så ud.

Gurney gik tilbage til bilen i rabatten på Higgles Road og skrev tre korte notater til sig selv på en lille spiralblok.

Er Flores ikke den, han udgiver sig for at være? Ikke mexicaner?

Er Flores bange for, at Harlen genkender ham fra fortiden? Eller bange for, at Harlen vil kunne identificere ham efterfølgende? Hvorfor det, hvis Ashton kunne identificere ham?

Er der beviser på, at Flores og Jillian havde en affære? En tidligere forbindelse mellem dem? Et før-Tambury-motiv til mordet?

Han kiggede skeptisk på sine egne spørgsmål og tvivlede på, om nogen af dem kunne føre til noget. Calvin Harlen, en vred og tilsyneladende paranoid mand, var næppe en pålidelig kilde.

Han tjekkede uret på instrumentbrættet: 13.00. Hvis han sprang frokosten over, kunne han nå at afhøre en til inden aftalen med Ashton.

*

Mullers ejendom var den næstsidste på Badger Lane ved siden af Ashtons velfriserede paradis, som lå for enden af vejen. Der var en verden til forskel på det og Harlens losseplads på hjørnet af Higgles Road.

Gurney kørte forbi en postkasse med Carl Mullers adresse og parkerede umiddelbart efter. Huset var et meget stort hvidt hus i kolonistil med klassisk sort træværk og skodder. Det lå godt tilbagetrukket fra vejen. Til forskel fra de andre fantastisk velholdte huse på vejen virkede det en smule forsømt – en skodde hang lidt skævt, der lå en afbrækket gren på plænen i forhaven, græsset trængte til at blive slået, bunker af nedfaldne blade i indkørslen og en væltet havestol på en murstensbelagt sti ved havedøren.

Da Gurney stod foran hoveddøren, kunne han høre svag musik et sted inde i huset. Der var ingen dørklokke, kun en antik dørhammer af messing, som han brugte flere gange med tiltagende styrke, inden døren til sidst blev åbnet.

Manden foran ham så ikke rask ud. Gurney skønnede, at han kunne være alt mellem femogfyrre og tres år gammel, afhængigt af hvor meget hans udseende var præget af sygdommen. Hans fedtede hår havde samme farve som den slatne grålige cardigan.

”Goddag,” sagde han uden mindste antydning af imødekommenhed eller nysgerrighed.

Gurney syntes, det var en mærkelig måde at tale på til en fremmed ved døren. ”Mr. Muller?”

Manden blinkede og så ud, som om han lyttede til en båndoptagelse af spørgsmålet i langsom gengivelse. ”Ja, jeg hedder Carl Muller.” Stemmen var lige så gusten og kedelig som farven på hans hud.

”Mit navn er Dave Gurney, sir. Jeg er blevet inddraget i eftersøgningen af Hector Flores. Jeg tænkte, om jeg måtte tage et par minutter af Deres tid.”

Den båndede gengivelse tog længere tid denne gang. ”Nu?”

”Ja, hvis det er muligt, sir. Det ville være til stor hjælp.”

Muller nikkede langsomt. Han gik væk fra døren og lavede en veg bevægelse med hånden.

Gurney trådte ind i den mørke entre. Det var en velholdt attenhundredetals bolig med brede gulvbrædder og en overflod af originalt snedkerarbejde. Den musik, han svagt havde hørt, inden han kom ind, var tydeligere nu. Den passede ikke rigtigt til årstiden, Adeste Fideles, og det lød, som om den kom fra kælderen. Der var også en anden lyd, en lav, regelmæssig brummen, som også kom dernedefra et sted. Til venstre for Gurney førte en dobbelt døråbning ind til en fin spisestue med en vældig kamin. Lige foran ham var der en bred gang gennem hele huset, og for enden af den, en glasdør ud til en kæmpestor græsplæne. I den ene side af entréen førte en bred trappe med et kunstfærdigt gelænder op til første sal. Til højre for Gurney en gammeldags dagligstue møbleret med overpolstrede sofaer og lænestole, antikke borde og skænke og med marinemalerier i Winslow-stil på væggene. Gurney havde indtryk af, at der blev passet bedre på det indvendige af huset end på det udvendige. Muller smilede stift, som om han ventede på at få at vide, hvad han nu skulle gøre.

”Dejligt hus,” sagde Gurney gemytligt. ”Det ser rigtig hyggeligt ud. Vi kunne måske sætte os og snakke et øjeblik?”

Igen den båndede forsinkelse. ”Udmærket.”

Da Muller ikke rørte sig, pegede Gurney spørgende i retning af dagligstuen.

”Selvfølgelig,” sagde Muller og blinkede, som om han var ved at vågne. ”Hvad var det, De sagde, De hed?” Uden at vente på et svar, gik han hen mod to lænestole, som stod over for hinanden foran pejsen. ”Nå,” sagde han let henkastet, da de begge havde sat sig, ”hvad drejer det sig om?”

Tonen i spørgsmålet virkede, ligesom alt andet ved Carl Muller, lidt ved siden af. Medmindre manden havde det med at blive forvirret – hvilket var usandsynligt med et stringent arbejde som skibsingeniør – måtte forklaringen være den, at han var i en eller anden medicinsk behandling, hvilket måske var forståeligt nok i kølvandet på hans kones forsvinden sammen med en morder.

Måske var det placeringen af varmeventilerne, som gjorde, at Gurney nu tydeligere kunne høre tonerne af Adeste Fideles og den svagt vekslende summen her end ude i entreen. Han var fristet til at spørge, hvad det var, men tænkte, at han hellere måtte holde sig til det, han var kommet for.

”De er kriminalbetjent,” sagde Muller – en konstatering, ikke et spørgsmål.

Gurney smilede. ”Jeg skal ikke opholde Dem længe. Der er bare et spørgsmål, jeg gerne vil stille Dem.”

”Carl.”

”Undskyld?”

”Carl.” Han sad og stirrede ind i kaminen og talte, som om asken fra den sidste optænding havde sat lidt gang i hans hukommelse. ”Jeg hedder Carl.”

”Okay, Carl. Første spørgsmål,” sagde Gurney. ”Inden den dag, mrs. Muller forsvandt, havde hun da nogen som helst kontakt med Hector Flores, som De kender til?”

”Kiki,” sagde han – endnu en åbenbaring fra asken.

Gurney gentog spørgsmålet og sagde Kiki denne gang.

”Det må hun vel have haft, ikke? Omstændighederne taget i betragtning?”

”Hvilke omstændigheder …?”

Muller lukkede øjnene og åbnede dem igen, og det foregik for langsomt til, at man kunne kalde det et blink. ”Hendes terapimøder.”

”Terapimøder? Hos hvem?”

Muller så på Gurney for første gang, efter at de var gået ind i stuen, og nu blinkede han lidt hurtigere. ”Hos dr. Ashton.”

”Har han en konsultation i sit hjem? Her ved siden af?”

”Ja.”

”Hvor længe var hun i terapi hos ham?”

”Et halvt år. Et år. Mindre? Mere? Jeg kan ikke huske det.”

”Hvornår var hun der sidste gang?”

”I tirsdags. Det var altid om tirsdagen.”

Gurney var forvirret et øjeblik. ”Mener De tirsdagen, inden hun forsvandt?”

”Ja, det stemmer. Den tirsdag.”

”Og De regner med, at mrs. Muller – Kiki – må have været i kontakt med Flores, når hun var derovre?”

Muller svarede ikke. Han stirrede igen ind i kaminen.

”Talte hun nogen sinde om ham?”

”Om hvem?”

”Hector Flores?”

”Han var ikke den type, vi talte om.”

”Hvilken type var han da?”

Muller udstødte en lille humørforladt latter og rystede på hovedet. ”Det er jo indlysende, ikke?”

”Indlysende?”

”Alene navnet,” sagde Muller med en pludselig, voldsom foragt. Han sad stadig og stirrede ind i kaminen.

”Et spansk navn?”

”Der er sgu ingen forskel på dem. Det er så indlysende. Vi bliver dolket i ryggen her i landet.”

”Af mexicanere?”

”Mexicanerne er kun spidsen af kniven.”

”Var Hector Flores sådan?”

”Har De nogen sinde været i de lande?”

”I Latinamerika?”

”I de varme lande.”

”Nej, det kan jeg ikke påstå.”

”Det er modbydelige steder, alle sammen. Mexico, Nicaragua, Columbia, Brasilien, Puerto Rico – modbydelige, alle sammen!”

”Ligesom Hector?”

”Modbydelige!”

Muller stirrede på den askedækkede kaminrist, som om den viste billeder af alt det modbydelige, billeder, som han blev rasende over.

Gurney sad lidt uden at sige noget og ventede på, at stormen skulle lægge sig. Han så, hvordan manden langsomt slappede af i skuldrene, hvordan han løsnede grebet om armlænene og lukkede øjnene.

”Carl?”

”Ja?” Muller åbnede øjnene. Han havde fået et chokerende mildt udtryk i ansigtet.

Gurney talte sagte. ”Fik De nogen sinde bevis for, at der foregik noget upassende mellem Deres kone og Hector Flores?”

Muller så desorienteret ud. ”Hvad var det, De sagde, De hed?”

”Jeg hedder Dave. Dave Gurney.”

”Dave? Det var dog et fantastisk sammentræf! Vidste De, at mit mellemnavn er Dave?”

”Nej, Carl, det vidste jeg ikke.”

”Carl David Muller.” Han så lidt frem for sig. ”’Carl David’, sagde min mor altid. ’Carl David Muller, du går direkte ind på dit værelse. Carl David Muller, du må hellere opføre dig ordentligt, ellers kan det være, at din ønskeseddel bliver væk for julemanden. Hør efter, hvad jeg siger, Carl David’.”

Han rejste sig fra stolen, rettede ryggen og sang sit navn ud med kvindestemme – ”Carl David Muller” – som om navnet og stemmen kunne bryde væggen ned til en anden verden. Så gik han ud af stuen.

Gurney hørte hoveddøren blive åbnet.

Han fulgte efter og så Muller stå og holde den på klem.

”Det var pænt af Dem at kigge ind,” sagde Muller ganske roligt. ”Nu skal De gå. Jeg glemmer det somme tider. Jeg må ikke lukke fremmede ind i huset.”

”Tak, Carl, fordi De gav Dem tid til at tale med mig.” Gurney var overrasket over Mullers tilsyneladende psykotiske regression, og følte, at han hellere måtte efterkomme opfordringen for ikke at skabe yderligere stress. Han ville ringe fra bilen og vente på, at der kom hjælp.

Da han var nået halvvejs hen til bilen, ombestemte han sig. Det var måske bedre at holde øje med manden. Han gik hen til hoveddøren igen og håbede, at han ikke ville få problemer med at få Muller til at lukke sig ind anden gang, men døren var ikke lukket helt i. Han bankede alligevel. Ingen reaktion. Han skubbede døren op, kiggede ind. Muller var der ikke, men en dør i entréen, som helt bestemt var lukket før, stod nu på klem. Han gik ind og råbte så mildt og venligt, som han kunne: ”Mr. Muller? Carl? Det er Dave? Er De der?”

Intet svar. Men en ting var sikker. Den summende lyd – eller snarere en susende, metallisk lyd, nu da den var tydeligere – og julesalmen Adeste Fideles lød et sted bag den halvåbne dør. Han gik derhen og skubbede den helt op med foden. En svagt oplyst trappe førte ned i kælderen.

Gurney gik forsigtigt ned ad den. Efter et par trin råbte han igen: ”Mr. Muller? Er De dernede?”

Et drengekor sang nu på engelsk: ”Oh come, all ye faithful / Joyful and triumphant / O come ye, O come ye to Bethlehem.”

Trappen var lukket på begge sider hele vejen ned, så Gurney kunne kun se en lille bid af kælderen, mens han langsomt bevægede sig nedad. Den del, han kunne se, lod til at være ”shinet op” med de gængse vinylfliser og den træbeklædning på væggene, som fandtes i millioner af amerikanske kældre. Et kort øjeblik virkede det underligt beroligende, at kælderen var så almindelig. Men følelsen forsvandt, da han trådte ned på kældergulvet og fulgte lyskilden.

I det fjerne hjørne af rummet stod et kæmpestort juletræ med toppen bøjet under det næsten tre meter høje loft. De hundredvis af småbitte pærer på træet var rummets eneste lyskilde. Der var kulørte guirlander og lametta og massevis af glaspynt i alle mulige traditionelle udformninger fra enkle kugler til mundblæste engle – alt sammen hængt op i sølvkroge. Der var en gennemtrængende lugt af gran i rummet.

Bag træet stod Carl Muller som naglet til stedet bag en kæmpestor forhøjning på størrelse med to bordtennisborde. Han havde hænderne på to håndtag, der stak op fra en sort metalboks. Et elektrisk tog summede rundt langs forhøjningens kant, dannede ottetaller hen over midten, kørte op og ned ad blide bakker, buldrede gennem bjergtunneler, kom forbi små landsbyer og bondegårde, krydsede floder, kørte tværs gennem skove … rundt og rundt … igen … igen.

Mullers øjne – skinnende pletter i det blege, slappe ansigt – glødede om kap med de farvede lys på træet. Han mindede Gurney om en, der led af progeria, den sygelige tilstand af accelererende ældning, som får en lille dreng til at ligne en gammel mand.

Lidt efter gik Gurney op igen. Han besluttede sig for at gå ind ved siden af til Scott Ashton og spørge ham, hvad han vidste om Mullers tilstand. Togene og træet var et rimeligt bevis på, at det var noget, der havde stået på et stykke tid, ikke et akut sammenbrud, som krævede indgriben.

Uden at slå låsen til lukkede han den tunge hoveddør bag sig med et ordentligt klonk. Da han gik hen ad stien mod sin bil, steg en ældre kvinde ud af en gammel Land Rover, som var parkeret lige bag ved hans Outback.

Hun åbnede bagsmækken, sagde et par barske, afsnubbede ord, og ud hoppede en meget stor hund, en airdale terrier.

Kvinden og hendes imponerende hund havde noget både fornemt og sejt over sig. Hendes teint var lige så udendørs-frisk, som Mullers var gusten. Hun kom hen mod Gurney med en vandringsmands energiske lange skridt, hunden i kort snor og en spadserestok, som mere lignede en knippel. Halvvejs henne ad stien standsede hun med fødderne et godt stykke fra hinanden, stokken solidt plantet ved den ene side og hunden ved den anden som for at spærre ham vejen.

”Jeg er Marian Eliot,” meddelte hun på samme måde, som man ville sige ”jeg er din dommer og nævning.”

Navnet virkede bekendt. Det havde stået på listen over de af Ashtons naboer, der var blevet afhørt af BCI-holdet.

”Hvem er De?” spurgte hun brysk.

”Jeg hedder Gurney. Hvorfor spørger De?”

Hun strammede grebet om den lange, knortede kæp: scepter og potentielt våben. Her var en kvinde, som var vant til at blive svaret, ikke udspurgt, men det ville være et fejltrin at lade sig tyrannisere af hende. Så fik han aldrig hendes respekt.

Hun kneb øjnene sammen. ”Hvad laver De her?”

”Jeg kunne være fristet til at sige, at det ikke vedkommer Dem, hvis ikke det var fordi, De er så tydeligt bekymret for mr. Muller.”

Han var ikke sikker på, om han havde ramt den rette tone af selvhævdelse og følsomhed, før hun efter at have set på ham med et gennemborende blik spurgte: ”Har han det nogenlunde?”

”Det kommer an på, hvad De mener med nogenlunde.”

Hun fik en trækning i ansigtet, som antydede, at hun forstod hans undvigende svar.

”Han er nede i kælderen,” tilføjede Gurney.

Hun skar en grimasse, nikkede og så ud til at forestille sig et eller andet. ”Nede ved togbanen?” Stemmen var ikke længere helt så myndig.

”Ja. Er det noget han tit gør?”

Hun studerede toppen af den store stok, som om den kunne være en kilde til nyttige oplysninger eller dispositioner. Hun så ikke ud til at ville svare på hans spørgsmål.

Han ville prøve at få samtalen på gled fra en anden vinkel. ”Jeg er involveret i opklaringen af Perry-mordet. Jeg kan huske Deres navn fra listen over de personer, som blev afhørt i maj.”

Hun frembragte en hånlig lille lyd. ”Det var faktisk ikke en afhøring. Jeg blev først kontaktet af … jeg skal lige komme i tanke om navnet … seniorefterforsker Hardpan, Hardscrabble, Hardet eller andet … en kantet mand, men langt fra dum. På en måde fascinerende – som et kvikt næsehorn, vil jeg sige. Han forsvandt desværre fra sagen og blev erstattet af en, der hed Blatt eller Splat eller noget i den retning. Blatt-Splat var en anelse mindre grov og langt mindre intelligent. Vi talte kun kort sammen, hvilket var en velsignelse. Hver gang jeg møder en mand af den type, tænker jeg med medlidenhed på de lærere, som engang måtte trækkes med ham fra september til juni.”

Kommentaren fremkaldte en erindring om det, der stod lige efter Marian Eliots navn i afhøringsrapporten: Pensioneret professor i filosofi (Princeton).

”Det er på en måde derfor, jeg er her,” sagde Gurney. ”Jeg er blevet bedt om at følge op på nogle af afhøringerne, få lidt flere detaljer på bordet og måske nå frem til en større forståelse af, hvad der egentlig skete.”

Hendes øjenbryn skød op i panden. ”Hvad der egentlig skete? Er De i tvivl om, hvad der skete?”

”Der mangler stadig visse brikker i puslespillet,” sagde Gurney med en skuldertrækning.

”Jeg troede, det eneste, der manglede, var den mexicanske øksemorder og Carls kone.” Hun lod til at være både uforstående og irriteret over, at situationen måske var anderledes, end hun havde antaget. Airdale terrierens skarpe, spørgende blik lod til at opfatte det hele.

”Vi kunne måske tale sammen et andet sted end lige her?” foreslog Gurney.