KAPITEL 19

FRANKENSTEIN

 

Marian Eliot foreslog, at de fortsatte samtalen hjemme hos hende, som viste sig at være på den anden side af vejen, hundred meter fra Carl Mullers hus. Hjemme var nu så meget sagt, det foregik nemlig i hendes indkørsel, hvor hun sikrede sig Gurneys hjælp til at læsse sække med tørvemos og muld ud af Land Roveren.

Hun byttede kniplen ud med et lugejern og stillede sig i kanten af en rosenhave tredive meter fra bilen. Mens Gurney hev sækkene over i en trillebør, spurgte hun ham om hans præcise rolle i efterforskningen og om hans position i statspolitiets kommandoled.

Hans forklaring om at han var ”beviskonsulent” og hyret af offerets mor uden for det formelle BCI-regi blev mødt med et skeptisk blik og en stram mund.

”Hvad i alverden skal det betyde?”

Han besluttede sig for at tage chancen og sige det rent ud. ”Jeg skal sige Dem, hvad det betyder, hvis De kan holde det for Dem selv. Sagen er den, at det er en jobbeskrivelse, som giver mig mulighed for at efterforske uden at vente på, at staten udsteder en officiel PI-tilladelse. Hvis De har lyst til at tjekke min baggrund som NYPD-drabsefterforsker, kan De ringe til det kvikke næsehorn – som i øvrigt hedder Jack Hardwick.”

”Hah! Held og lykke med staten! Tror De, at De kan skubbe trillebøren derover?”

Gurney opfattede det som en accept af ham og tingenes tilstand. Han kørte frem og tilbage med trillebøren tre gange til fra Land Roveren til rosenhaven. Efter tredje tur foreslog hun, at de satte sig på en hvidemaljeret smedejernsbænk under et stort æbletræ.

Hun vendte sig om, så hun kunne se direkte på ham. ”Hvad er det for noget med manglende brikker?”

”Dem kommer vi til, men først er jeg nødt til at stille Dem et par spørgsmål for at orientere mig.” Han prøvede at føle sig frem til den rette balance mellem selvhævdelse og elskværdighed og betragtede hendes kropssprog for at se, om der var tegn på, at han skulle lægge kursen om. ”Første spørgsmål: Hvordan ville De beskrive dr. Ashton med en enkelt sætning eller to?”

”Det ville jeg slet ikke give mig i kast med. Han er ikke en mand, som kan karakteriseres med en sætning eller to.”

”Et sammensat menneske?”

”Meget.”

”Nogen fremherskende personlighedstræk?”

”Jeg ville ikke vide, hvordan jeg skulle svare på det.”

Gurney fornemmede, at han skulle lade være med at presse på, hvis han skulle have noget ud af Marian Eliot. Han lænede sig tilbage og betragtede æblegrenene, som var krogede på grund af mange gamle beskæringer.

Og ganske rigtigt. Lidt efter begyndte hun at tale. ”Jeg skal fortælle Dem noget om Scott, noget han gjorde, men De må selv finde ud af, hvad det betyder, og om det kan kaldes et ’personlighedstræk’.” Hun udtalte ordet med et udtryk af væmmelse, som om hun syntes, det var for firkantet et begreb at bruge på et menneske.

”Mens Scott stadig læste medicin på universitetet, skrev han en bog, som gjorde ham berømt – eller i hvert fald berømt i visse akademikerkredse. Den hed Indfølingsevnens fælde. Hans overbevisende argumentation – med biologiske og psykologiske data til at underbygge hypotesen – gik ud på, at indfølingsevne i bund og grund er en afgrænsningsdefekt, at de empatiske følelser, mennesker nærer for hinanden, i virkeligheden bare er et udtryk for forvirring. Hans pointe var den, at vi bekymrer os for hinanden, fordi hjernen ikke kan skelne mellem selvet og den anden. Han udførte et fantastisk enkelt eksperiment, hvor nogle forsøgspersoner betragter en mand, der skræller et æble. Under skrælningen ser det ud, som om mandens hånd smutter, og han skærer sig i fingeren. Forsøgspersonerne blev videofilmet, så han senere kunne analysere deres reaktioner. Næsten alle forsøgspersonerne krympede sig uvilkårligt. Kun to ud af de hundred, der blev testet reagerede ikke, og da de to senere blev underlagt psykologiske tests, viste det sig, at de havde mentale og følelsesmæssige karakteristika fælles med sociopater. Scotts påstand var den, at vi krymper os, når et andet menneske skærer sig, fordi vi i et splitsekund undlader at skelne mellem dette menneske og os selv. Det normale menneskes grænse er med andre ord ufuldstændig, hvor sociopatens er fuldkommen. Sociopaten forveksler aldrig sig selv og sine behov med andres og har derfor ingen følelser, der relaterer sig til andre menneskers ve og vel.”

Gurney smilede. ”Det lyder som en teori, der godt kunne fremkalde en reaktion.”

”Ja, det gjorde den sandelig også. Meget af reaktionen havde selvfølgelig med Scotts ordvalg at gøre: ufuldstændig og fuldkommen. Hans sprogbrug blev af visse fagfæller opfattet som en glorificering af sociopaten.” Marian Eliots øjne lyste af begejstring. ”Men det var alt sammen en del af en plan. Han fik først og fremmest den opmærksomhed, han ville have. I en alder af treogtyve var han det hotteste samtaleemne inden for faget.”

”Det vil sige, at han er dygtig og ved, hvordan han skal …”

”Vent,” afbrød hun, ”det er ikke enden på historien. Få måneder efter at hans bog skabte voldsom polemik, udkom en anden bog, som i al væsentlighed var et direkte angreb på Scotts teori om empati. Titlen på den konkurrerende bog var Med liv og sjæl. Den var rigoristisk og velargumenteret, men tonen var helt anderledes. Budskabet var, at kærlighed er det eneste, der betyder noget, og at den ’grænseporøsitet’, som Scott brugte til beskrivelse af empati, rent faktisk var et evolutionært spring fremad og hele essensen i menneskelige relationer. Folk inden for feltet blev delt i to lejre. Det afstedkom snesevis af artikler i tidsskrifter. Der blev skrevet ophidsede læserbreve.” Hun lænede sig tilbage mod bænkens armlæn og betragtede ham.

”Jeg har på fornemmelsen, at der er mere,” sagde Gurney.

”Ja, minsandten. Et år senere opdagede man, at det var Scott Ashton, der havde skrevet begge bøger.” Hun tav lidt. ”Hvad siger De så?”

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene. Hvordan blev nyheden modtaget af hans fagfæller?”

”De blev aldeles rasende. De følte, at de var blevet fuppet. Og det kan der jo være noget om. Men bøgerne som sådan var uangribelige. Begge berettigede bidrag.”

”Tror De, han gjorde det for at få opmærksomhed?”

”Nej!” snerrede hun. ”Selvfølgelig gjorde han ikke det! Tonen gav opmærksomhed. At optræde som to forfattere gav opmærksomhed. Men der var en dybere mening, et grundlæggende budskab til læseren: Du er nødt til at finde ud af, hvad du selv mener, finde din egen sandhed.”

”Så vil det sige, at Ashton er en temmelig begavet fyr?”

”Han er faktisk meget intelligent. Ukonventionel og uforudsigelig. Han er fantastisk god til at lytte og har meget let ved at tilegne sig ny viden. Og så er han en underlig tragisk figur.”

Gurney fik indtryk af, at Marian Eliot, selv om hun var sidst i tresserne, var hårdt ramt af noget, han aldrig ville få hende til at indrømme: Hun var vildt forelsket i en mand, som var næsten tredive år yngre end hende selv.

”Mener De ’tragisk’ i forhold til det, der skete på hans bryllupsdag?”

”Det går meget længere tilbage. Mordet endte selvfølgelig med at være en del af det. Men tænk lige over de mytiske arketyper, der ligger gemt i historien fra start til slut.” Hun tav for at give ham tid til at tænke.

”Jeg er ikke sikker på, at jeg er med.”

”Askepot … Pygmalion … Frankenstein.”

”Mener De udviklingen i Scott Ashtons forhold til Hector Flores?”

”Netop.” Hun gav ham et anerkendende smil, som var han en dygtig elev. ”Historien har en klassisk begyndelse. En fremmed kommer til landsbyen, er sulten og leder efter arbejde. En af de lokale, en velhavende mand, ansætter ham, lader ham bo hos sig, lader ham udføre forskellige opgaver, ser store muligheder i ham, giver ham mere og mere ansvar og adgang til et nyt liv. Den fattige køkkenkarl bliver derfor på magisk vis ophøjet til et rigt, nyt liv. Ikke en Askepot-historie hvad kønnet angår, men så sandelig hvad indholdet angår. Men ser man på Ashton-Flores-sagaen i en større sammenhæng, er Askepot-historien kun første akt. Så træder et nyt paradigme i kraft, efterhånden som Ashton bliver betaget af muligheden for at forme sin elev og gøre ham til noget større, at give ham de allerbedste betingelser, at modellere den perfekte statue – at bringe Hector Flores til fuld udfoldelse. Han køber bøger, computer og online-kurser til ham – bruger flere timer hver dag på at overvåge hans uddannelse og skubbe ham i retning af det fuldkomne. Ikke sagnet om Pygmalion i den specifikke, græske udgave, men rimeligt tæt på. Det var anden akt. Tredje akt gik selvfølgelig hen og blev historien om Frankenstein. Flores er bestemt til at blive det bedste menneske, man kan forestille sig, men viser sig at indeholde de værste menneskelige mangler og svagheder, så han ender med at anrette ødelæggelse og sprede rædsel hos det geni, der skabte ham.”

Gurney lyttede intenst og nikkede langsomt og anerkendende – var fascineret ikke bare af parallellerne mellem eventyrene og de faktiske begivenheder, men også af Marian Eliots understregning af den store betydning, der lå i dem. Hendes øjne brændte af overbevisning og af noget, der lignede triumf. Spørgsmålet for Gurney var, om denne triumf på nogen måde var relateret til tragedien, eller om den simpelthen var et udtryk for akademikerens tilfredshed med sin egen dybe forståelse?

Hun tav lidt, men begejstringen klingede af, så spurgte hun: ”Hvad regnede De med at finde ud af om Carl?”

”Det ved jeg ikke. Måske hvorfor det indvendige af hans hus er meget pænere end det udvendige.” Han var ikke helt seriøs, men hun svarede i en forretningsmæssig tone.

”Jeg kigger ret jævnligt ind til Carl. Han har ikke været sig selv, siden Kiki forsvandt. Det er jo forståeligt. Når jeg er der, rydder jeg lidt op. Det er faktisk ikke nogen ulejlighed.” Hun kiggede hen over Gurneys skulder i retning af Mullers hus, som lå skjult bag et par hektar med træer. ”Han tager bedre vare på sig selv, end man lige tror.”

”Har De hørt hans mening om latinoer?”

Hun udstødte et kort, forbitret suk. ”Carls mening om det spørgsmål adskiller sig ikke meget fra kampagnetaler holdt af visse offentlige personer.”

Gurney sendte hende et nysgerrigt blik.

”Ja, jeg ved godt, at han er lidt voldsom i sine synspunkter … men, det er vel ikke så sært efter det med konen …” Stemmen døde hen.

”Og juletræet i september? Og julesalmerne?”

”Dem kan han godt lide. De virker beroligende på ham.” Hun rejste sig, tog et fast greb om lugejernet, som stod op ad æbletræets stamme, og gav Gurney et lille hurtigt nik, som tilkendegav, at samtalen var slut. At diskutere Carls mani var tydeligvis ikke hendes yndlingsbeskæftigelse. ”Jeg har arbejde, der skal gøres. Held og lykke med efterforskningen, mr. Gurney.”

Enten havde hun glemt at spørge om de manglende brikker, som hun tidligere var så interesseret i, eller også valgte hun bevidst at lade være. Gurney spekulerede på, hvilken af mulighederne der gjorde sig gældende.

Den store airdale terrier havde åbenbart fornemmet en ændring i stemningslejet, for den kom ud af det blå og satte sig ved siden af hende.

”Tak, fordi De gav Dem tid til at tale med mig. Og for Deres indsigt,” sagde Gurney. ”Jeg håber, jeg får lejlighed til at tale med Dem igen.”

”Vi får se. Selv om jeg er pensioneret, lever jeg en travl tilværelse.”

Hun vendte sig om mod rosenhaven med lugejernet i hånden og gav sig til at hakke i den skorpede jord, som om hun tugtede et uregerligt element af sin egen natur.