KAPITEL 21
EN ANTYDNING TURDE VÆRE NOK
Det var overskyet, da Gurney kørte ned ad Badger Lane, og de huse, som havde set meget maleriske ud, da de lå badet i sol, virkede nu skumle og tillukkede. Han glædede sig til at komme ud på den åbne Higgles Road, ud til de grønne dale, som lå mellem Tambury og Walnut Crossing.
Det generede på ingen måde Gurney, at Ashton havde afsluttet samtalen, og at han skulle tilbage igen. Det ville give ham tid til at fordøje det første indtryk af manden og de udtalelser, han havde fået fra de usædvanlige naboer. Nu havde han mulighed for at få det hele til at falde på plads i sit hoved, hvilket ville hjælpe ham til at se sammenhænge og formulere de rigtige spørgsmål til dagen efter. Han besluttede sig for at køre direkte til Quick-Mart på Route 10, købe det største krus kaffe, de havde, og gøre et par notater.
Da han nåede hen til vejkrydset ved Calvin Harlens faldefærdige gård, så han, at der holdt en sort bil på tværs og spærrede vejen. To muskuløse unge mænd med karseklippet hår, solbriller, mørke bukser og skinnende vindjakker stod lænet op ad bilen og så Gurney komme kørende. Det kom ikke som nogen overraskelse, at de havde politiskilt på jakken, for bilen var en civil Ford Crown Victoria – en lige så oplagt politibil som en patruljevogn med hylende sirener.
De luntede hen til Gurneys holdende bil og stillede sig på hver sin side af den.
”Kørekort og registreringsbevis,” sagde manden ved Gurneys vindue i en ikke særlig venlig tone.
Gurney havde allerede taget tegnebogen frem, men tøvede. ”Blatt?”
Manden lavede en bevægelse med munden, som om der sad en flue på den. Han tog langsomt brillerne af, og det lykkedes ham at give handlingen en lidt truende karakter. Han havde små, ondskabsfulde øjne. ”Hvor kender jeg dig fra?”
”Fra Mellery-sagen.”
Han smilede. Jo bredere smilet blev, desto mere nederdrægtigt blev det. ”Det er Gurney, ikke? Geniet fra City. Hvad fanden laver du her?”
”Jeg er på besøg.”
”Hos hvem?”
”Så snart det er hensigtsmæssigt at oplyse dig om det, vil jeg gøre det.”
”Hensigtsmæssigt? Hensigtsmæssigt? Kom ud af bilen.”
Gurney adlød stille og roligt ordren. Den anden mand var gået om til bagenden af bilen.
”Som jeg sagde, kørekort og registreringsbevis.”
Gurney åbnede tegnebogen og gav de to kort til Blatt, som studerede dem meget omhyggeligt. Blatt gik hen til Crown Victoria’en, satte sig ind og gav sig til at trykke på bilens computer. Betjenten bag bilen holdt øje med Gurney, som om han hvert øjeblik kunne finde på at spæne hen over Higgles Road og ind i tornekrattet. Gurney smilede træt og prøvede at læse mandens politiskilt, men plasticcoveret reflekterede lyset. Han opgav det og præsenterede sig selv i stedet for. ”Jeg hedder Dave Gurney, pensioneret fra drabsafdelingen ved NYPD.”
Betjenten nikkede svagt. Der gik flere minutter. Så endnu flere. Gurney lænede sig op ad bildøren, lagde armene over kors og lukkede øjnene. Han var ikke vild med meningsløse forsinkelser, og dagens komplekse beskaffenhed tog på kræfterne. Hans påtagede tålmodighed var ved at slippe op. Blatt kom tilbage og rakte ham hans kort, som om han var træt af at have dem i hånden.
”Hvad laver du her?”
”Det har du allerede spurgt om.”
”Okay, Gurney, nu skal jeg sige dig én ting. Vi er i gang med en mordefterforskning her på stedet. Forstår du, hvad jeg siger? En mordefterforskning. Det er en stor fejl af dig at gå i vejen. En hindring af rettens gang. Hindring af opklaringen af en grov forbrydelse. Er du med? Så nu spørger jeg dig igen. Hvad laver du på Badger Lane?”
”Beklager, Blatt, det er noget privat.”
”Siger du, at du ikke er her på grund af Perry-sagen?”
”Jeg siger ingenting.”
Blatt vendte sig om mod den anden betjent, spyttede på jorden og pegede hen på Gurney med tommelfingeren. ”Det er ham, der var ved få os alle sammen slået ihjel mod slutningen af Mellerysagen.”
Den åndssvage beskyldning var foruroligende nær ved at trykke på en knap i Gurney, som de fleste ikke kendte eksistensen af.
Måske mærkede den anden betjent nogle ildevarslende vibrationer, eller også var han før kommet i klemme på grund af Blatts fjendtlige sindelag, eller også gik der pludselig noget op for ham. ”Gurney?” spurgte han. ”Er det ikke ham med alle NYPD-udmærkelserne?”
Blatt svarede ikke. Men der var et eller andet ved spørgsmålet, der ændrede dynamikken akkurat nok til, at situationen ikke eskalerede. Han stirrede sløvt på Gurney.
”En antydning turde være nok: Forsvind herfra. Se at komme væk, jo før desto fucking bedre. Hvis du så meget som nærmer dig den sag, skal jeg personligt sørge for, at du bliver knaldet for obstruktion.” Han løftede hånden, satte pegefingeren mellem øjnene på Gurney og bøjede tommefingeren som en aftrækker.
Gurney nikkede. ”Jeg hører, hvad du siger, men jeg har et spørgsmål. Hvis nu jeg finder ud af, at alle dine antagelser omkring det mord er pis og papir. Hvem skal jeg så sige det til?”