KAPITEL 22

SPIDERMAN

 

Kaffen på hjemturen var en fejltagelse. Cigaretten var en større fejltagelse.

Tankstationens bryg havde stået så længe, at den var blevet til en stærkt koncentreret, tjærefarvet væske, som ikke smagte ret meget af kaffe. Gurney drak den alligevel. Et beroligende ritual. Knap så beroligende var koffeinens virkning. Det første kick afstedkom en ængstelig dirren, som krævede en cigaret. Men også den havde både sine plusser og minusser. En kort følelse af velvære og frihed efterfulgt af tanker så dystre som den knugende, overskyede himmel. Mindet om noget en terapeut havde sagt femten år tidligere: David, du opfører dig som to forskellige mennesker. I dit professionelle liv er du energisk og målbevidst og fokuseret. I dit privatliv er du et skib uden ror. Somme tider forestillede han sig, at han gjorde fremskridt – holdt op med at ryge, opholdt sig mere udendørs, var mindre oppe i sit hoved og fokuserede på her og nu og på Madeleine. Men han gled uvilkårligt væk fra den person, han gerne ville være, og faldt tilbage og blev den samme, som han altid havde været.

Hans nye Subaru havde ikke noget askebæger, så han klarede sig med den rene sardindåse, han havde i bilen til det formål. Da han skoddede cigaretten i den, kom han pludselig i tanke om en anden stor fejl i sit privatliv, endnu en ubehagelig påmindelse om at han var ufokuseret: Han havde glemt alt om middagen.

Han ringede til Madeleine, undlod at indrømme huskefejlen og spurgte bare, om der var noget, han skulle tage med på vejen hjem, og det fik han det ikke bedre af. Han havde på fornemmelsen, at hun godt vidste, han havde glemt det, og godt vidste, at han prøvede at dække over det. Det var en kort samtale med lange pauser. Det sidste replikskifte:

”Du fjerner dine mordmapper fra spisebordet, når du kommer hjem, ikke?”

”Jo, det sagde jeg jo, jeg ville.”

”Godt.”

Resten af turen kredsede hans tanker hvileløst om et par plagsomme spørgsmål: Hvorfor holdt Arlo Blatt og ventede for enden af Badger Lane? Der havde ikke været nogen bil, der holdt øje med ham, da han kom. Havde Blatt fået et vink om, at nogen gik rundt og stillede spørgsmål? At lige præcis Gurney stillede spørgsmål? Men hvem ville tage sig så meget af det, at vedkommende ringede til Blatt? Hvorfor var Blatt så ivrig efter at holde ham væk fra sagen? Hvilket mindede Gurney om et andet ubesvaret spørgsmål: Hvorfor var Jack Hardwick så ivrig efter at få ham tilbage på sagen?

Præcis klokken sytten drejede Gurney ind på markvejen, som førte op i bakkerne, op til hans bondehus. Himlen så truende ud. En kilometer længere fremme fik han øje på en bil, en grågrøn Prius. Den fortsatte op ad den støvede vej, og det blev mere og mere klart for ham, at det var de mystiske middagsgæster.

Prius’en sænkede farten og kørte meget forsigtigt op ad stien med de dybe hjulspor, gennem engen til den primitive parkeringsplads med nedtrådt græs ved siden af huset. Et sekund før de steg ud, kom Gurney i tanke om, at det var George og Peggy Meeker. George, pensioneret professor i entomologi, først i tresserne, en ranglet knæler af en mand. Og Peggy, en sprudlende socialrådgiver i begyndelsen af halvtredserne, som havde overtalt Madeleine til at tage det nuværende deltidsjob. Da Gurney parkerede, var gæsterne i færd med at tage et fad og en skål med stanniol ud fra bagsædet af bilen.

”Salat og dessert!” råbte Peggy. ”Undskyld vi er sent på den. George kunne ikke finde bilnøglerne!” Det virkede, som om hun syntes, det var både irriterende og underholdende.

George løftede hånden til hilsen og kastede derefter et surt blik i retning af sin kone. Gurney kunne kun mobilisere et lille velkomstsmil. Dynamikken mellem George og Peggy mindede ham lidt for meget om forholdet mellem hans forældre.

Madeleine viste sig i døren og smilede til gæsterne.

”Salat og dessert,” sagde Peggy og rakte de tildækkede fade til Madeleine, som tog imod dem med påskønnende lyde og bød dem indenfor i det store landkøkken.

”Jeg er vild med det!” sagde Peggy med store, beundrende øjne, samme reaktion som de sidste to gange, de havde været der, og som sædvanlig tilføjede hun: ”Det er det perfekte hus til jer to. Synes du ikke, det passer fantastisk godt til dem, George?”

George nikkede og kastede et blik på sagsmapperne på bordet. Han lagde hovedet på skrå for at læse indholdsfortegnelsen på omslagene. ”Jeg troede, du var gået på pension,” sagde han til Gurney.

”Det er jeg også. Det er bare en kortvarig konsulentopgave.”

”Invitation til skafottet,” sagde Madeleine.

”Hvad er det for en opgave?” spurgte Peggy med ægte interesse.

”Jeg er blevet bedt om at kaste et blik på bevismaterialet i en mordsag og foreslå nye vinkler på efterforskningen, hvis det er berettiget.”

”Det lyder spændende,” sagde Peggy. ”Er det en sag, der har været skrevet om i aviserne?”

Han tøvede et øjeblik, inden han svarede. ”Ja, for nogle måneder siden. Tabloidpressen omtalte den som sagen om den slagtede brud.”

”Hold da op! Det er da utroligt! Er du i gang med at efterforske det skrækkelige mord? Den unge kvinde, som blev dræbt iført sin brudekjole? Hvad var det helt præcist …?”

Her brød Madeleine ind. Stemmen var lidt for høj i betragtning af, at de alle sammen stod så tæt på. ”Hvad vil I have at drikke?”

Peggy blev ved med at se på Gurney.

Madeleine fortsatte højt og muntert. ”Vi har en californisk Pinot Grigio, en italiensk Barolo og en Finger Lakes-et-eller-andet med et nuttet navn.”

”Barolo til mig,” sagde George.

”Jeg vil gerne høre den interne historie omkring det mord,” sagde Peggy og tilføjede, ”Det er lige meget, hvilken vin jeg får. Bare ikke den med det nuttede navn.”

”Jeg vil gerne have Barolo, ligesom George,” sagde Gurney.

”Vil du rydde bordet?” spurgte Madeleine.

”Ja, selvfølgelig,” sagde Gurney. Han gik i gang med at samle de mange bunker til færre bunker. ”Jeg skulle have gjort det her i morges. Jeg kan ikke huske en skid længere.”

Madeleine smilede faretruende, hentede et par flasker i bryggerset og gik i gang med at åbne dem.

”Nå …?” sagde Peggy og så stadig direkte på Gurney.

”Hvor meget kan du huske fra aviserne?” spurgte han.

”Smuk ung kvinde myrdet af en sindssyg mexicansk gartner ti minutters tid efter, at hun havde giftet sig med ingen ringere end Scott Ashton.”

”Det lyder, som om du ved, hvem han er.”

”Ved, hvem han er? Du fredsens, alle ved da … nej, det tager jeg i mig igen. Alle i terapiverdenen ved, hvem Scott Ashton er – eller har i hvert fald hørt om ham og om hans bøger og artikler. Han er den hotteste terapeut inden for sexmisbrug.”

”Hotteste?” sagde Madeleine og kom hen med to glas rødvin.

George skraldgrinede, en underligt gemytlig lyd fra en tændstikmands krop.

Peggy krympede sig. ”Dårligt ordvalg. Jeg skulle have sagt mest berømte. Der er så mange nymodens terapiformer. Jeg er sikker på, at Dave kan fortælle os meget mere.” Hun tog imod det glas, Madeleine gav hende, nippede til vinen og smilede. ”Dejligt. Tak.”

”Og i morgen er det så den store dag, ikke?” spurgte Madeleine.

Peggy glippede forvirret med øjnene, fordi der pludselig blev skiftet emne.

”Den store dag,” gentog George.

”Det er jo ikke hver dag, jeres søn begynder på Harvard,” sagde Madeleine. ”Og var det ikke biologi, han skulle læse?”

”Det er i hvert fald planen,” svarede George som den evigt forsigtige naturvidenskabsmand, han var.

Ingen af forældrene viste særlig stor interesse for emnet, måske fordi det var den tredje søn, der gik den vej, og fordi alt, hvad der kunne siges, var blevet sagt.

”Underviser du stadig?” spurgte Peggy henvendt til Gurney.

”Mener du på politiskolen?”

”Du er gæstelærer, ikke?”

”Jo, det er jeg fra tid til anden. Det er et specialkursus om undercoverarbejde.”

”Han lærer dem at lyve,” sagde Madeleine.

Begge gæster lo anstrengt. George gjorde kål på sin Barolo.

”Jeg lærer de gode, hvordan de skal lyve over for de onde, så de onde fortæller de gode, hvad vi har brug for at få at vide.”

”Det er også en måde at sige det på,” sagde Madeleine.

”Du må sidde inde med nogle fantastiske historier,” sagde Peggy.

”George,” sagde Madeleine og trådte ind mellem Peggy og Gurney, ”lad mig give dig noget mere vin.” Han rakte hende glasset, og hun gik hen til køkkenøen igen. ”Det må være dejligt for dig, at dine sønner følger i dit fodspor.”

”Nåh … det er nu ikke helt mit fodspor. Ja, det er godt nok biologi, men i bredere forstand, og indtil videre har ingen af dem vist interesse for entomologien, og da slet ikke for mit speciale, som jo er araknologi. Tværtimod …”

”Åh, nu kommer jeg lige i tanke om det,” afbrød Peggy, ”I har også en søn, ikke?”

”David har en søn,” sagde Madeleine og skænkede et glas Pinot Grigio op til sig selv.

”Nå. Ja. Hans navn ligger mig lige på tungen. Noget med L, eller er det K?”

”Kyle,” sagde Gurney, som om det var et ord, han sjældent udtalte.

”Han er på Wall Street, ikke?”

”Han var på Wall Street. Nu læser han jura.”

”Fordi luften gik af den økonomiske ballon?” spurgte George

”Ja, mere eller mindre.”

”Klassisk katastrofe,” vrængede George med intellektuel ringeagt. ”Et korthus. Boliglån på millioner af dollars delt ud som slikkepinde til treårige. Moguler og store kanoner, der springer ud fra finansernes højborg. De skide finansfyrster har gravet deres egen grav. Bare ærgerligt, at regeringen i sin uendelige visdom besluttede at grave dem op igen, de skiderikker – besluttede at genoplive dem med vores skattepenge. Skulle havde ladet de forbandede bankmagnater rådne i helvede!”

”Bravo, George!” sagde Madeleine og løftede glasset.

Peggy sendte ham et køligt blik. ”Jeg er sikker på, han ikke regner din søn blandt skurkene.”

Madeleine smilede til George. ”Du var i gang med at sige noget om jeres sønners karriere inden for biologien.”

”Nå, ja. Nej faktisk ikke. Jeg skulle til at sige, at den ældste ikke bare går uden om araknologien, han påstår oven i købet, at han lider af araknofobi.” Han sagde det, som om det svarede til noget i retning af æblepie-fobi. ”Og ikke nok med det, han er endda …”

”Du må for guds skyld ikke sætte George i gang med at tale om edderkopper,” sagde Peggy. Det var anden gang, hun afbrød ham. ”Jeg er godt klar over, at de er jordens mest fascinerende skabninger, uendeligt gavnlige og så videre og så videre. Men lige nu vil jeg meget hellere høre om Daves mordsag end om den peruvianske hjulspinder.”

”Min enlige lille stemme ville gå til hjulspinderen. Men det kan vel vente,” sagde Madeleine og tog en ordentlig slurk af sin vin. ”Sæt jer hen til kaminen og udtøm emnet halshugninger, mens jeg lægger sidste hånd på middagen. Det varer kun et par minutter.”

”Er der noget, jeg kan hjælpe med?” spurgte Peggy. Hun så ud, som om hun prøvede at greje Madeleines tone.

”Nej, det er næsten klar det hele. Ellers tak.”

”Er du sikker?”

”Ja.”

Efter endnu et spørgende blik satte hun sig sammen med de to mænd hen i tre polstrede stole i den anden ende af lokalet. ”Nå,” sagde hun til Gurney, så snart de havde sat sig til rette, ”fortæl os så historien.”

Da Madeleine råbte, at maden var færdig, var klokken næsten seks, og Gurney havde fortalt rimeligt dækkende om sagen frem til nu og også medtaget de uventede drejninger og løse ender. Hans beretning havde været dramatisk uden at være bloddryppende, havde peget på mulige seksuelle forbindelser uden at antyde, at de måske var sagens kerne, og været så sammenhængende, som kendsgerningerne tillod. Peggy og George havde lyttet opmærksomt uden at sige noget.

Ved bordet – halvvejs inde i salaten med spinat, valnødder og Stilton – begyndte kommentarerne og spørgsmålene at komme, mest fra Peggy.

”Så hvis Flores var bøsse, ville motivet til at dræbe bruden være jalousi. Men fremgangsmåden lyder psykotisk. Er det sandsynligt, at en af verdens fremmeste psykiatere ikke ville have opdaget, at en mand, som boede på hans ejendom, var skingrende skør – var i stand til at hugge hovedet af folk?”

”Og hvis Flores var heteroseksuel,” sagde Gurney, ”ville jalousimotivet forsvinde, men den ’skingrende skøre’ del ville stadig være der, og problemet med, at Ashton ikke lagde mærke til det, ville stadig være der.”

Peggy lænede sig frem og gestikulerede med sin gaffel. ”Hvis han var heteroseksuel, ville det selvfølgelig passe med forestillingen om, at han havde en affære med mrs. Muller, og at de stak af sammen, men så står vi tilbage med det ’skingrende skøre’ som eneste forklaring på, at bruden blev dræbt.”

”Plus det faktum,” sagde Gurney, ”at hverken Ashton eller Kiki Muller bemærkede, at Flores har knald i låget. Og endnu et problem. Hvilken kvinde ville frivilligt løbe væk med en mand, der lige havde hugget hovedet af en anden kvinde?”

Peggy gøs. ”Det kan jeg ikke forestille mig.”

”Det var tilsyneladende ikke noget, der generede Henrik den ottendes koner.”

Der var stille et øjeblik, så skraldgrinede George igen.

”Jeg går ud fra, at der er forskel på kongen af England og en mexicansk gartner,” dristede Peggy sig til at sige.

Madeleine studerede en af valnødderne i sin salat uden at svare.

Så udnyttede George pausen. ”Hvad med ham fyren, du fortalte om, ham med det elektriske tog, Adeste Fideles og alt det? Tænk, hvis det var ham, der dræbte dem alle sammen.”

Peggy skar en grimasse. ”Hvad er det, du taler om, George? Hvad mener du med dem alle sammen?”

”Det er da en mulighed, er det ikke? Tænk, hvis hans kone var lidt af en tøjte, som hoppede i seng med mexicaneren. Og tænk, hvis bruden var lidt af en tøjte, som også hoppede i seng med mexicaneren. Så kan det jo godt tænkes, at mr. Muller besluttede sig for at slå dem alle sammen ihjel – så slap han da af med dem, de to tøjter og deres gemene lille Romeo.”

”Du fredsens, George!” råbte Peggy. ”Det lyder, som om du er godt tilfreds med det, der overgik ofrene.”

”Ikke alle ofre er nødvendigvis uskyldige.”

”George …”

”Hvorfor lod han macheten ligge i skoven?” brød Madeleine ind.

Efter en pause, hvor de alle sammen så på hende, spurgte Gurney: ”Er det sporet, du funderer over? Duftsporet, som fører hen til macheten og så bliver koldt?”

”Jeg spekulerer på, hvorfor macheten blev efterladt i skoven, uden at der tilsyneladende var nogen grund til det.”

”Jeg synes faktisk, det er et rigtig godt spørgsmål,” sagde Gurney. ”Lad os kigge nærmere på det.”

”Det synes jeg faktisk ikke, at vi skal.” Madeleine lød behersket, men stemmen var hævet. ”Jeg beklager, at jeg overhovedet nævnte det. Jeg får faktisk ondt i maven af hele den her diskussion. Kan vi ikke godt tale om noget andet?” Der blev pinlig tavshed omkring bordet. ”George, fortæl os om den edderkop, du bedst kan lide. Jeg er sikker på, der er en, du foretrækker.”

”Åh … det er svært at sige.” Han så lidt desorienteret ud, ikke helt med.

”Kom nu, George.”

”Du hørte jo, at jeg blev bedt om ikke at komme ind på det emne.”

Peggy kiggede nervøst på dem alle sammen. ”Gør det bare, George. Det er helt i orden.”

Nu kiggede alle på George. Han lod til at nyde opmærksomheden. Det var ikke svært at se ham for sig i et auditorium – professor Meeker, anerkendt entomolog, en kilde til viden og lærerige anekdoter.

Pas nu på, Gurney. Hvis du dømmer ham, dømmer du måske også dig selv. Hvad er det lige, du selv laver på politiskolen?

George løftede stolt hagen. ”Springere,” sagde han.

Madeleine spærrede øjnene op. ”Edderkopper … der springer?”

”Ja.”

”Springer de virkelig?”

”Vel gør de så. De kan springe halvtreds gange så langt som deres kropslængde. Det svarer til, at en mand på en meter og firs kan springe lige så langt som en fodboldbane, og det utrolige er, at de stort set ingen benmuskler har. Så hvordan, kan man spørge sig, bærer de sig ad med at springe så utrolig langt? Ved hjælp af hydrauliske pumper! De har nogle ventiler i benene, som sprøjter sammenpresset blod ud, så benene forlænges og føres op i luften. Forestil jer et dødsens farligt rovdyr, som helt uden varsel kommer dumpende ned på sit bytte. Ingen mulighed for at slippe fri.” Meekers øjne funklede. Han lignede en stolt forælder.

Forældretanken gjorde Gurney ilde til mode.

”Og så er der selvfølgelig den sorte enke,” fortsatte Meeker begejstret. ”En virkelig elegant dræbermaskine. En skabning, der kan slå fjender ihjel, der er hundred gange større end den selv.”

”En skabning,” sagde Peggy, som var ved at vågne lidt op, ”som passer til Ashtons definition på det fuldkomne.”

Madeleine så spørgende på hende.

”Jeg tænker på Scott Ashtons nederdrægtige bog, hvor han betragter empati – indfølingsevne og bekymring for andres ve og vel – som en skavank, en ufuldstændighed ved den menneskelige selvafgrænsning. Den sorte enke, som har den modbydelige vane at dræbe og æde sin mage efter parring, er sikkert et væsen, han betragter som fuldkomment. Sociopatisk fuldkomment.”

”Men eftersom han skrev en anden bog, der var et angreb på den første,” sagde Gurney, ”er det svært at vide, hvad han egentlig mener om sociopater og sorte enker – eller om noget som helst, for den sags skyld.”

Madeleine så endnu mere spørgende på Peggy. ”Er det den mand, der er en stor autoritet inden for behandling af ofre for seksuelt misbrug?”

”Ja, og alligevel … ikke helt. Han behandler ikke ofrene. Han behandler misbrugerne.”

Madeleine ændrede udtryk, som om hun anså netop den oplysning for at være af stor betydning.

For Gurney betød det bare, at der nu var endnu flere spørgsmål, han gerne ville stille Ashton næste morgen. Og det mindede ham om endnu et åbent spørgsmål, som han besluttede sig for at stille gæsterne: ”Siger navnet Edward Vallory nogen af jer noget?”

Klokken 22.45 ringede Gurneys mobiltelefon på Madeleines natbord, netop som han var ved at falde i søvn. Han hørte den ringe, hørte hende tage den, og hørte hende sige: ”Jeg skal se, om han er vågen.” Så prikkede hun ham på armen og holdt telefonen hen til ham, indtil han satte sig op og tog den.

Det var Ashtons bløde baryton, dog lidt anspændt og nervøs. ”Undskyld jeg forstyrrer, men det her kan måske være vigtigt. Jeg modtog en sms for lidt siden. Nummeret viser, at den kom fra Hectors telefon – en af de der med taletidskort. Han fik den for et års tid siden og gav mig nummeret. Men denne sms – jeg tror, det er nøjagtig den samme, som Jillian modtog på vores bryllupsdag: ’Af alle de grunde, jeg har skrevet. Edward Vallory.’ Jeg har ringet til BCI-kontoret og meldt det, og jeg synes også, at du skulle vide det.” Han tav og rømmede sig nervøst. ”Tror du, det betyder, at Hector kommer tilbage?”

Gurney var ikke en mand, der normalt gik særlig meget op i sammentræf af omstændigheder. Men i dette tilfælde gav det ham kuldegysninger, at navnet Edward Vallory dukkede op igen så hurtigt efter, at han selv havde nævnt det.

Det varede over en time, inden han faldt i søvn igen.