KAPITEL 23

VÆGTSTANGSPRINCIPPET

 

”Kun to uger,” sagde Gurney på vej hen til morgenbordet med sin kaffe.

”Hmm.” Madeleine var i stand til at udtrykke meget med sine små lyde. Denne lyd tilkendegav, at hun forstod, hvad han sagde, men ikke havde lyst til at diskutere emnet lige nu. Hun sad i det tidlige morgenlys og læste Forbrydelse og straf til et kommende møde i bogklubben.

”Kun to uger. Det er hvad, jeg vil bruge på det.”

”Er det, hvad du har besluttet dig for?” spurgte hun uden at se op.

”Jeg kan ikke se, hvorfor det skal være så stort et problem.”

Hun satte en finger ind der, hvor hun var kommet til, lukkede bogen, lagde hovedet på skrå og kiggede på ham. ”Nøjagtigt hvor stort et problem regner du med, det er?”

”Hold nu op, jeg er ikke tankelæser. Glem det, slet det, det var en tåbelig kommentar. Det, jeg siger, er, at jeg begrænser mit engagement i Perry-sagen til to uger. Uanset hvad der sker, så bliver det sådan.” Han stillede kaffekoppen på bordet og satte sig over for hende. ”Det er ikke sikkert, det giver mening, men jeg forstår virkelig godt din bekymring. Jeg ved jo, hvad du blev udsat for sidste år.”

”Gør du?”

Han lukkede øjnene. ”Det mener jeg. Det mener jeg virkelig. Og det sker ikke igen.”

Sagen var den, at han var lige ved at blive slået ihjel under den sidste efterforskning, han frivilligt var gået ind i. Et helt år efter at han var gået på pension, var han kommet døden nærmere end i de foregående tyve år som drabsefterforsker ved NYPD. Han regnede med, at det nok var den side af sagen, der havde været værst for Madeleine – ikke bare faren som sådan, men det faktum, at den var blevet forøget på et tidspunkt i deres liv, hvor hun havde troet, at den ville forsvinde.

Længe sagde de ingenting.

Til sidst sukkede hun, trak bogmærkefingeren ud og skubbede bogen væk. ”Det jeg ønsker mig, er ikke særlig indviklet, Dave. Eller måske er det. Jeg havde troet, at vi ville få et anderledes liv sammen, da vi holdt op med at arbejde.”

Han smilede blegt. ”Alle de skide asparges er temmelig anderledes.”

”Og din rydningstraktor er anderledes. Og min blomsterhave er anderledes. Men det er, som om vi har problemer med den del af det, der hedder ’livet sammen’.”

”Synes du ikke, vi er mere sammen nu, end vi var inde i byen?”

”Jeg synes, at vi tilbringer mere tid sammen i det samme hus. Men det er helt klart, at jeg var mere indstillet på at forlade det gamle liv, end du var. Og det er min fejl, at jeg troede, vi var det samme sted. Min fejl,” gentog hun stille med vrede og sorg i øjnene.

Han satte sig tilbage i stolen og kiggede op i loftet. ”En terapeut fortalte mig engang, at en forventning ikke er andet end vrede, der venter på at komme til udtryk.” Så snart han havde sagt det, ville han ønske, at han havde ladet være. Tænk engang, hvis han havde været lige så klodset i sit undercoverarbejde, som han var, når han talte med sin egen kone. Så var han blevet hakket i småstykker for ti år siden.

”Ikke andet end vrede, der venter på at komme til udtryk? Hvor skarpsindigt,” vrissede Madeleine. ”Meget skarpsindigt. Hvad med håb? Kunne han sige noget lige så klogt og affærdigende om det?” Vreden flyttede sig fra øjnene til stemmen. ”Hvad med fremskridt? Sagde han noget tilsvarende om fremskridt? Eller om nærhed? Hvad sagde han om det?”

”Undskyld,” sagde Gurney. ”Bare endnu en dum bemærkning fra min side. Dem er jeg åbenbart fuld af. Lad mig begynde forfra. Jeg ville bare sige, at …”

Hun afbrød ham: ”At du har besluttet dig for at arbejde i to uger for en skingrende skør kvinde, der leder efter en psykopat af en morder?” Hun stirrede på ham som for at se, om han turde prøve at gentage hendes udsagn i mere forsigtige vendinger. ”Okay, David. Fint. To uger. Hvad skal jeg sige? Du gør det, du føler, du skal gøre. Og jeg ved jo godt, at det, du gør, kræver mange kræfter, masser af mod, stor ærlighed og en fantastisk god forstand. Jeg er virkelig klar over, hvilken bemærkelsesværdig mand du er. Du er fuldkommen enestående. Jeg har dyb respekt for dig, David. Men ved du hvad? Jeg vil gerne være lidt mindre imponeret af dig og lidt mere sammen med dig. Tror du, at det kunne lade sig gøre? Det vil jeg gerne vide. Tror du, at vi kunne komme lidt tættere på hinanden?”

Han blev næsten tom i hovedet.

Så hviskede han: ”Åh, gud, Maddie, det håber jeg.”

Det begyndte at regne, da Gurney kørte til Tambury. Det var nærmest støvregn, så vinduesviskerne behøvede ikke at køre hele tiden. Han standsede i Dillweed for at få sig en kop kaffe til – ikke ved en tankstation, men ved Abelards økologiske butik, hvor kaffen var friskmalet, frisklavet og rigtig god.

Han sad med kaffen i den parkerede bil foran butikken, bladrede gennem sagens optegnelser og fandt den side, han ledte efter: en rapport fra telefonselskabet med datoer og klokkeslæt for de sms’er, der var blevet sendt fra Jillian Perrys mobil til Hector Flores’ og omvendt i de tre uger, der ledte op til mordet – tretten fra Flores til Perry, tolv fra Perry til Flores. Der var klipset et særskilt notat fast til rapporten. Det var fra statspolitiets computerlaboratorium, og der stod, at alle beskeder var blevet slettet fra Jillian Perrys telefon undtagen den sidste ”Edward Vallory”-besked, som hun havde modtaget en times tid før den periode på fjorten minutter, som mordet blev begået inden for. Der stod også, at telefonselskabet opbevarer dato, varighed, opkalds- og modtagenummer såvel som sendemastdata på alle opkald, men ingen indholdsdata. Så når beskederne var slettet fra Jillians telefon, kunne de ikke hentes frem igen, medmindre Hector havde gemt beskederne på sin telefon, og der stadig var adgang til hukommelsen – og det var der ikke stor sandsynlighed for.

Gurney lagde papirerne tilbage i mappen, drak kaffen og kørte videre i den grå, våde morgen til sin aftale med Scott Ashton klokken 8.30.

Døren gik op, inden Gurney nåede at banke på. Ashton var klædt som sidst i dyrt, afslappet tøj, den slags, han måske havde bestilt fra et katalog med et Cotswold-hus på forsiden.

”Kom indenfor og lad os komme i gang,” sagde han med et mekanisk smil. ”Vi har ikke så meget tid.” De gik gennem en stor hall og til højre ind i en dagligstue, som så ud til at være møbleret for flere hundred år siden. De polstrede stole og sofaer var for størstepartens del fra Queen Anne-perioden. Bordene, kaminhylden, stolebenene og alle øvrige overflader af træ havde en gammel halvblank patina.

Blandt de finurlige ting, man kunne forvente at finde i et overklassehjem i engelsk country-stil, var der en enkelt, som skilte sig overraskende ud fra de øvrige. På væggen over den mørke kaminhylde af kastanjetræ hang et meget stort indrammet fotografi i landskabsformat. Det var på størrelse med en dobbeltside i magasindelen af Sunday Times.

Så gik det op for Gurney, hvorfor han uden videre havde lavet den sammenligning. Han havde rent faktisk set fotografiet før i netop den avis. Det var en af den slags annoncer for meget dyrt tøj, hvor modellerne stirrer på hinanden eller på verden i al almindelighed med en arrogant, halvbedøvet sanselighed. Men selv af den type at være var billedet ret enestående, fordi det formidlede en stemning af noget dybt ubehageligt. Det forestillede to meget unge kvinder, helt sikkert teenagere, som lå henslængt på noget, der så ud til at være et soveværelsesgulv. De så på hinandens kroppe med en blanding af udmattelse og umættelig sexhunger. De var nøgne bortset fra et par behændigt anbragte silketørklæder, formentlig et produkt fra det modehus, der havde betalt for annoncen.

Da Gurney kiggede nærmere på billedet, kunne han se, at der var tale om fotomanipulation – det var faktisk to forskellige billeder af samme model, som var retoucheret og sat sammen, så det virkede, som om de stirrede på hinanden, hvilket føjede en dimension af narcissisme til den allerede mere end rigeligt forkvaklede scene. Det var på en måde et imponerende kunstværk – en skildring af ren dekadence, der passende kunne have illustreret Dantes Inferno. Gurney vendte sig om mod Ashton med et tydeligt nysgerrigt udtryk i ansigtet.

”Det er Jillian,” sagde Ashton tonløst. ”Min afdøde kone.”

Gurney var målløs.

Billedet fremkaldte så mange spørgsmål, at han ikke vidste, hvor han skulle begynde.

Han havde på fornemmelsen, at Ashton ikke bare iagttog, men også morede sig over hans forvirring. Og det fremkaldte endnu flere spørgsmål. Endelig kom han i tanke om noget at sige, noget han helt havde glemt, da de mødtes første gang. ”Jeg beklager dybt dit tragiske tab. Og jeg er ked af, at jeg ikke fik sagt det i går.”

Det virkede, som om en sørgmodighed, en sky af nedtrykthed og træthed trak alle Ashtons ansigtstræk nedad. ”Tak.”

”Jeg er overrasket over, at du har kunnet være her i huset – har kunnet holde ud at se hytten ude bagved hver dag vel vidende, hvad der skete i den.”

”Den skal rives ned,” sagde Ashton nærmest brutalt. ”Rives ned, jævnes med jorden og brændes. Så snart politiet giver tilladelse til det. Hytten er stadig beslaglagt som gerningssted. Men den dag kommer, da den ikke længere vil eksistere.”

Ashton tog en dyb indånding, og den sørgelige mine tog langsomt af. ”Hvor skal vi så begynde?” Han pegede i retning af to øreklapstole betrukket med bordeauxfarvet fløjl. Der stod et lille kvadratisk bord mellem dem. Bordpladen bestod af et håndskåret intarsia-skakbræt, men der var ingen skakbrikker at se.

Gurney besluttede sig for at springe formaliteterne over og gå direkte til det opsigtsvækkende tarvelige billede af Jillian. ”Jeg ville aldrig have gættet, at pigen på fotografiet er hende, jeg så som brud på videoen.”

”Den bølgende hvide kjole, den ærbare makeup og så videre?” Ashton så nærmest fornøjet ud.

”Jeg kan slet ikke få det til at hænge sammen med det der,” sagde Gurney og stirrede på fotografiet.

”Vil du bedre kunne forstå det, hvis du fik at vide, at den traditionelle brudemundering var ment som en joke fra Jillians side?”

”En joke?”

”Det her vil muligvis virke groft og ufølsomt på dig, men vi har ikke meget tid, så lad mig kort fortælle dig om Jillian. Noget af det har du måske allerede hørt fra hendes mor, men ikke det hele. Jillian var irritabel, voldsomt humørsvingende, selvcentreret, intolerant, utålmodig og ustabil, og så kom hun nemt til at kede sig.”

”Det var ellers noget af en profil.”

”Det var hendes lysere side – den relativt harmløse Jillian, den forkælede og lunefulde. Den mørkere side af hende var noget helt andet.” Ashton tøvede og så stift på billedet, som for at tjekke om ordene dækkede præcist.

Gurney ventede og spekulerede på, hvor Ashton ville hen med den usædvanlige kommentar.

”Jillian … ” begyndte Ashton, mens han stadig så på billedet og lagde stemmen i et mere blødt og langsomt leje. ”Som barn var Jillian et sexuhyre, der misbrugte andre børn. Det var det centrale symptom på hendes radikale afvigelse fra det normale, den afvigelse, som bragte hende til Mapleshade i en alder af tretten år. De mere oplagte følelsesmæssige og adfærdsmæssige problemer var krusninger på overfladen.”

Han fugtede læberne med tungespidsen og gned dem derefter med tommel-og pegefinger som for at tørre dem igen. Hans blik flyttede sig fra fotografiet til Gurneys ansigt. ”Nå, har du lyst til at stille spørgsmål, eller skal jeg stille dem for dig?”

Gurney ville hellere end gerne have Ashton til at fortsætte. ”Hvordan tror du mit første spørgsmål ville lyde?”

”Hvis ikke det var fordi, de stod i kø i din hjerne, tror jeg dit første spørgsmål, i hvert fald til dig selv, ville være: Er Ashton skør? For hvis han er det, forklarer det en hel del. Men hvis han ikke er skør, vil dit næste spørgsmål være: Hvorfor i alverden ægter han en kvinde med en forstyrret baggrund som hendes? Det første spørgsmål kan jeg ikke rigtig svare på. Intet menneske kan helt bedømme sin egen tilregnelighed. Som svar på det andet spørgsmål vil jeg sige, at det er en smule uretfærdigt, for Jillian havde en kvalitet, jeg ikke fik nævnt. Hun var lynende intelligent. Intelligent langt ud over det sædvanlige. Hun var så hurtig i opfattelsen, at jeg aldrig har oplevet noget lignende. Jeg er selv usædvanligt intelligent, Gurney. Det er ikke for at blære mig, jeg siger det bare, som det er. Se lige det skakbræt på bordet der? Der er ingen brikker. Jeg spiller uden. Jeg synes, det stimulerer mig rent mentalt at spille skak inde i mit hoved, at tænke mig til og huske brikkernes position. Somme tider spiller jeg mod mig selv og ser brættet skiftevis fra den hvide og den sorte side, frem og tilbage. De fleste er imponeret over den evne. Men tro mig, når jeg siger, at Jillian var langt mere intelligent end mig. Det virker meget tiltrækkende på mig, at en kvinde er så intelligent – tiltrækkende både i selskabelig og erotisk forstand.”

Jo mere Gurney hørte, desto flere spørgsmål dukkede der op i hans hoved. ”Jeg har hørt, at sexmisbrugere ofte selv er blevet misbrugt. Er det rigtigt?”

”Ja.”

”Er det også rigtigt i Jillians tilfælde?”

”Ja.”

”Hvem misbrugte hende?”

”Det var ikke bare en enkelt person.”

”Hvem var de så?”

”Ifølge en ubekræftet kilde var det Val Perrys narkovenner, og overgrebene, som blev begået af mange forskellige, fandt sted igen og igen fra hun var tre til hun var syv år.”

”Hold da kæft. Foreligger der rapporter om, at de sociale myndigheder greb ind?”

”Nej, der var ikke noget af det, der blev indberettet på det tidspunkt.”

”Men da hun til sidst blev sendt til Mapleshade, kom det så alt sammen frem? Hvad med journaler omkring den behandling, hun modtog, de ting, hun fortalte til sine terapeuter?”

”Dem er der ingen af. Jeg bliver nødt til at forklare dig noget om Mapleshade. Det er først og fremmest en skole, ikke et hospital. Det er en privatskole for unge kvinder med særlige problemer. I de senere år har vi optaget et stadig større antal elever, hvis problemer koncentrerer sig om seksuelle spørgsmål, især misbrug.”

”Jeg har fået at vide, at man i behandlingen lægger vægt på misbrugerne snarere end de misbrugte.”

”Ja – men behandling er ikke det rette ord, da vi som sagt ikke er et hospital. Og det er ikke altid så nemt at skelne mellem misbruger og misbrugt, som man måske skulle tro. Jeg vil gerne pointere, at Mapleshade netop er så effektivt et sted, fordi vi går stille med dørene. Vi tager ikke imod henvisninger fra retssystemet eller fra de sociale myndigheder, vi har intet at gøre med forsikringer og modtager ikke statsstøtte, vi stiller ingen hverken medicinske eller psykiatriske diagnoser og tilbyder ingen behandling, og – det her er af afgørende betydning – vi har ingen ’patient’-journaler.”

”Men skolen har trods alt ry for at tilbyde avanceret behandling, eller hvad man nu skal kalde det, med den berømte Scott Ashton som leder af foretagendet.” Gurneys stemme var skarpere nu, uden at Ashton lod til at reagere på det.

”Den slags funktionelle sygdomme er forbundet med større skam end noget andet. Det er en kæmpe fordel for vores klienter at vide, at alt er fuldkommen fortroligt, at der ikke er sagsmapper eller forsikringsformularer eller nedskrevne terapiforløb, som kan stjæles eller rekvireres af retsinstanserne. Rent juridisk er vi bare en privatskole med et kyndigt personale, som står til rådighed ved uformelle samtaler om en række ømtålelige emner.”

Gurney lænede sig tilbage og grublede over Mapleshades usædvanlige struktur og det, der lå i strukturen. Det er muligt, at Ashton fornemmede hans ubehag, for han tilføjede: ”Tænk på, at den følelse af sikkerhed, som vores system tilbyder, gør det muligt for vores elever og deres familie at fortælle os ting, som de ikke ville drømme om at røbe, hvis oplysningerne blev ført ind i en journal. Der er ingen større kilde til skyld og skam og frygt end de sygdomme, vi her har med at gøre.”

”Hvorfor omtalte du ikke Jillians skrækkelige baggrund over for efterforskningsholdet?”

”Det var der ingen grund til.”

”Ingen grund til?”

”Min kone blev dræbt af min psykotiske gartner, som siden flygtede. Det er politiets opgave at finde ham. Hvad skulle jeg have sagt? Åh, forresten, da min kone var tre år gammel, blev hun voldtaget af sin mors sindssyge venner. Hvordan skulle det kunne hjælpe dem til at pågribe Hector Flores?”

”Hvor gammel var hun, da hun gik fra at være offer og til at blive misbruger?”

”Fem år.”

”Fem?”

”Den del af dysfunktionen chokerer altid folk uden for området. Adfærden er så uforenelig med vores forestilling om den uskyldige barndom. Desværre er det ikke så ualmindeligt, som man måske tror, at femårige børn misbruger endnu yngre børn.”

”Du godeste.” Gurney så med tiltagende bekymring på fotografiet. ”Hvem var hendes ofre?”

”Jeg ved det ikke.”

”Er Val Perry klar over alt det her?”

”Ja. Hun er stadig utryg ved at tale om det i alle detaljer, hvis du undrer dig over, at hun ikke har sagt noget om det til dig. Men det er grunden til, at hun henvendte sig til dig.”

”Jeg er ikke med.”

Ashton tog en dyb indånding. ”Val er plaget af dårlig samvittighed. Det er en indviklet historie, men jeg skal prøve at gøre det enkelt. Da hun var i tyverne, færdedes hun i et narkomiljø og var ikke meget mor. Hun omgav sig med narkomaner, der var endnu mere sindssyge, end hun selv var, og det førte til den misbrugssituation, jeg beskrev, som så igen førte til Jillians seksuelle overgreb og andre adfærdsmæssige forstyrrelser, som Val ikke kunne have med at gøre. Skyldfølelsen var ved at flå hende i stykker – en voldsom kliché, men meget rammende. Hun følte sig ansvarlig for alle datterens problemer, mens hun levede, og nu føler hun sig ansvarlig for hendes død. Hun er utilfreds med politiets officielle efterforskning – ingen spor, ingen fremskridt og ingen afslutning. Jeg tror, hun henvendte sig til dig i et sidste forsøg på at gøre noget rigtigt for Jillian. Ganske vist for lidt og for sent, men det var det eneste, hun kunne komme i tanke om. Hun hørte om dig gennem en af betjentene ved BCI, om dit renommé som drabsefterforsker i New York, læste nogle artikler om dig i New York Magazine, og blev enig med sig selv om, at du var hendes eneste og sidste chance, hvis hun skulle kompensere for at have været en forfærdelig mor. Det er patetisk, men det er sådan, det er.”

”Hvor ved du alt det fra?”

”Efter mordet på Jillian var Val tæt på et sammenbrud, og det er hun stadig. Ved at snakke om det kunne hun holde sammen på sig selv.”

”Og hvad med dig?”

”Mig?”

”Hvordan holder du sammen på dig selv?”

”Er det nysgerrighed eller sarkasme?”

”Din omtale af den mest forfærdelige hændelse i dit liv og af de mennesker, der var involveret i den, virker bemærkelsesværdigt distanceret. Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om det.”

”Gør du ikke? Det har jeg svært ved at tro.”

”Hvad mener du med det?”

”Jeg har indtryk af, at du ville reagere på samme måde, hvis en af dine nærmeste døde.” Han betragtede Gurney med den klassiske terapeuts neutralitet. ”Jeg drager parallellen, fordi jeg gerne vil hjælpe dig til at forstå min situation. Du spørger dig selv: ’Skjuler han sin sindsbevægelse i forbindelse med sin kones død, eller er der slet ingen sindsbevægelse at skjule?’ Inden jeg giver dig svaret, så tænk på, hvad du så på videoen.”

”Du mener din reaktion på, hvad du så i hytten?”

Ashtons stemme blev hård og anspændt, og den dirrede, som om han havde svært ved at undertrykke sin vrede. ”Jeg tror, at en del af Hectors motiv var at tilføje mig smerte. Det lykkedes ham. Min smerte er optaget på den video. Det er en kendsgerning, jeg ikke kan lave om på. Men jeg besluttede mig for aldrig at vise den smerte igen. Ikke over for nogen. Aldrig nogen sinde.”

Gurneys øjne hvilede på skakbrættets fine intarsia-mønster. ”Du er slet ikke i tvivl om morderens identitet?”

Ashton blinkede og så ud, som om han havde svært ved at forstå spørgsmålet. ”Hvabehar?”

”Du er slet ikke i tvivl om, at det var Hector Flores, der dræbte din kone?”

”Nej, overhovedet ikke. Jeg tænkte lidt over det, du sagde i går, at Carl Muller måske havde noget med det at gøre, men jeg kan virkelig ikke se det for mig.”

”Kan det tænkes, at Hector var bøsse, og at motivet var …”

”Det er absurd.”

”Det er en mulighed, som politiet havde med i deres overvejelser.”

”Jeg ved noget om seksualitet. Tro mig. Hector var ikke bøsse.” Han så demonstrativt på sit ur.

Gurney lænede sig tilbage og ventede på, at Ashton skulle se ham ind i øjnene. ”Det må virkelig kræve sin mand – det arbejde, du har.”

”Hvad mener du med det?”

”Det må være deprimerende. Jeg har hørt, at sexforbrydere nærmest er umulige at helbrede.”

Ashton lænede sig tilbage ligesom Gurney, stirrede stift på ham og satte håndfladerne under hagen. ”Det er pressens generalisering. Det er delvis sandt og delvis noget sludder.”

”Det må alligevel være et vanskeligt arbejde.”

”Hvilke vanskeligheder tænker du på?”

”Al den stress. Der er meget på spil. Og så konsekvenserne, hvis det mislykkes.”

”Det samme gælder vel for politiarbejde. For livet i al almindelighed.” Igen så Ashton på sit ur.

”Så hvad er tiltrækningen?” spurgte Gurney.

”Tiltrækningen?”

”Det, der knytter dig til arbejdet med sexmisbrugere.”

”Er det relevant med hensyn til at finde Flores?”

”Det er muligt.”

Ashton lukkede øjnene og bøjede hovedet, så de udstrakte fingre mødtes i en spids. Det fik ham til at se bedende ud. ”Du har ret i, at der er meget på spil. Den seksuelle energi er generelt en enorm drivkraft, en drivkraft, som mere end noget andet kan holde ens opmærksomhed fangen, gøre sig til den eneste virkelighed, ødelægge ens dømmekraft, dulme ens smerte og fjerne al fornemmelse for fare. Den kan feje alle overvejelser af vejen. Der er ingen kraft i verden, der kommer i nærheden af den med hensyn til at gøre blind og tage herredømmet over det enkelte menneske. Når denne energi er rettet mod et upassende objekt – en anden person, som ikke har samme styrke og ikke har samme forudsætninger – er der ingen grænser for, hvilken skade den kan forvolde. For med sin voldsomme styrke, sin primitive energi og sin evne til at forvrænge virkeligheden kan en upassende seksuel adfærd være lige så skadelig som en vampyrs bid. I sin stræben efter at opnå misbrugerens magiske kraft kan den misbrugte ende med selv at blive misbruger. Der er simple evolutionære, neurologiske og psykologiske grundårsager til seksualdriftens overvældende styrke. At den kanaliseres ud i destruktive baner kan analyseres, beskrives og skematiseres. Men at ændre disse baner er en helt anden sag. At forstå hvordan en tidevandsbølge opstår, er en ting, at ændre dens retning er en anden.” Han åbnede øjnene og tog hænderne væk fra ansigtet.

”Det er altså udfordringen i det, der tiltrækker dig?”

”Det er vægtstangsprincippet i det.”

”Du mener muligheden for at gøre en forskel?”

”Ja!” Det var, som om en indre reostat fik Ashtons øjne til at lyse. ”Ja, evnen til at gribe ind i et forløb, som ellers ville være en ubrudt række af lidelser, som breder sig fra misbrugeren til alle, han eller hun rører ved, og fra dem til andre helt ud i kommende generationer. Det er ikke som at fjerne en svulst, der måske kan redde dit liv. Succesraten inden for området kan diskuteres, men et enkelt gunstigt resultat kan forhindre at hundred liv bliver ødelagt.”

Gurney smilede og så imponeret ud. ”Så det er altså Mapleshades mission?”

Ashton smilede tilbage. ”Netop.” Han kiggede endnu en gang på sit ur. ”Og nu er jeg altså nødt til at tage af sted. Du kan blive her, hvis du vil, se dig om i haven og kigge på hytten. Nøglen ligger under den sorte sten til højre for trappestenen. Hvis du gerne vil se stedet, hvor macheten blev fundet, så gå om bag hytten til det midterste vindue og cirka hundred og halvtreds meter ind i skoven i en lige linje. Der finder du en pæl i jorden. Politiet bandt i sin tid gul tape om det øverste af pælen, men den er muligvis væk nu. Held og lykke, Gurney.”

De gik udenfor, og Gurney blev stående i indkørslen, mens Ashton kørte væk i sin gamle Jaguar sedan, der virkede lige så britisk som duften af kamille i den fugtige luft.