KAPITEL 25

SALOME KOMMER DANSENDE IND

 

Han havde endnu ikke fundet det endelige ord for oplevelsen. Med drøm fik han ikke den magt med, der lå i det. Han var ganske vist lige ved at falde i søvn, da det skete første gang, og hans sanser var koblet fra en modbydelig verdens mange tarvelige krav, så han kunne se, hvad han ville med sit indre øje, men her sluttede den overfladiske lighed med en almindelig drøm.

Vision var et større, bedre ord, men heller ikke det udtrykte mere end en brøkdel af virkningen.

Ledelys fangede en vis del af den, en vigtig del, men sæbeoperaassociationen besudlede i den grad betydningen.

En styret meditation, da? Nej. Det lød banalt og uspændende – det modsatte af selve oplevelsen.

En levende fabel?

Åh, ja. Nu var det tættere på. Det var trods alt fortællingen om hans frelse, det nye mønster i målet med hans liv. Hovedallegorien for hans korstog.

Hans inspiration.

Det eneste, han skulle gøre, var at lukke øjnene og give sig hen til mørkets uendelige potentiale.

Og kalde danseren ind.

I oplevelsens favn, i den levende fabel, vidste han, hvem han var – meget tydeligere, end når hans øjne og hjerte blev distraheret af verdens glitrende afskum og slimede fisser, af larm, af forførelse og snavs.

I oplevelsens favntag, i dens totale klarhed og renhed, vidste han præcis, hvem han var. Selv om han lige nu i teknisk forstand var på flugt, var den kendsgerning – ligesom hans navn i verden, det navn almindelige mennesker kendte ham ved – mindre væsentlig end hans sande identitet.

Hans sande identitet var Johannes Døberen.

Alene tanken gav ham gåsehud.

Han var Johannes Døberen.

Og danseren var Salome.

Lige siden han oplevede det første gang, havde historien været hans alene, den historie, han skulle leve, og den, han skulle ændre. Det behøvede ikke at ende på samme dumme måde som i Bibelen. Langt fra. Det var det fantastiske ved det. Og det spændende.