KAPITEL 26

UOVERENSSTEMMELSENS
SANDSYNLIGGØRELSE

 

”Da jeg så har nakket den åndssvage stodder, ser jeg, at han kun har én sko på. Hva’ helvede, tænker jeg. Jeg kigger efter og ser, at der ikke er nogen sok på foden med sko på. På sålen ser jeg det der lille skrå M, Marconis logo, så det er noget i retning af en sko til to tusind dollars. Den anden fod uden sko – den har en sok på. Kashmir. Og jeg tænker, hvem fanden gør sådan noget? Hvem fanden kommer en kashmirsok og en sko til to tusind dollars – på hver sin fod? Jeg skal sige dig, hvem der gør sådan noget – en fucking dranker med røven fuld af penge, en rig fucking drukkenbolt.”

Sådan begyndte Gurney sin forelæsning den morgen. Lige på og hårdt. Og det virkede. Han havde alles opmærksomhed i politiskolens kedelige foredragssal.

”Forleden dag talte vi om den fejlagtige heurika-slutning, den tendens vi har til at tro meget mere på det, vi har opdaget om en person, end på det, personen har fortalt os. Vi er tilbøjelige til at tro, at den skjulte sandhed er den ægte sandhed. Når vi er undercover, kan vi benytte os af den tilbøjelighed ved at lade objektet ’opdage’ de ting om os, som vi gerne vil have ham til at tro. Det er en svær teknik, men den er effektiv. I dag skal vi se på en anden faktor, som skaber troværdighed, en anden metode til at få de opdigtede undercover-replikker til at lyde sande: flere lag af usædvanlige og bemærkelsesværdige detaljer, som ikke stemmer overens.”

Alle i lokalet så ud til at sidde på de samme pladser som to dage tidligere med undtagelse af den charmerende latin-amerikanske betjent med lip gloss. Hun var flyttet ned på første række, hvor den mavesure kriminalassistent Falcone havde siddet, og han sad til gengæld på anden række nu – et godt bytte set med Gurneys øjne.

”Den historie, jeg lige fortalte om ham, jeg havde slået ihjel, ham med Marconi-logoet på skosålen, det er faktisk en historie, jeg fortalte i en undercover-situation. Alle de sære små facts er der af helt bestemte grunde. Er der nogen, der kan fortælle mig, hvad det kan være for grunde?”

En hånd røg op midt i lokalet. ”Det får dig til at lyde cool og hård.”

Andre kom med forslag uden at række hånden op:

”Det får dig til at lyde, som om du har et problem med fulde folk.”

”Som om du er lidt skør.”

”Som Joe Pesci i Goodfellas.”

”Det afleder opmærksomheden,” sagde en tynd, farveløs kvinde på bageste række.

”Prøv at uddybe det,” sagde Gurney.

”Du får dem til at fokusere på en masse mærkeligt pis, får dem til at spekulere på, hvorfor ham, du skød, kun har én sko på, i stedet for at fokusere på det egentlige spørgsmål, som går ud på, om du overhovedet har skudt nogen.”

”Ja, du tager røven på dem med en masse detaljer!” lød det fra en anden kvinde.

”Det er det, det handler om,” sagde Gurney. ”Men der er en ting til …”

Den kønne betjent med de glinsende læber afbrød ham: ”Det lille M under skoen?”

Gurney kunne ikke lade være med at smile. ”Nemlig. Det lille M. Hvad handler det om?”

”Det gør drabet mere sandsynligt.”

Falcone rullede med øjnene bag hende. Gurney havde mest lyst til at smide ham ud af lokalet, men tvivlede på, om han havde bemyndigelse til det, og han gad ikke skulle stå skoleret over for politiskolens ledelse. Han valgte den nemme løsning, at koncentrere sig om sin latin-amerikanske mønsterelev.

”Hvordan det?”

”Fordi man ser det for sig. Offeret ligger skudt på gulvet. Det er derfor, man kan se sålen på hans sko. Så når jeg ser det for mig og spekulerer på det med det lille logo, tror jeg allerede på, at fyren er blevet skudt. Kan du se, hvad jeg mener? Så snart jeg ser hans fødder fra den vinkel, spørger jeg ikke længere, om du overhovedet har skudt ham. Det er lidt det samme med den anden detalje, du kom med – at sokken på den anden fod var af kashmiruld. Man ved kun, at noget er kashmir, hvis man har følt på det. Så jeg ser for mig, at morderen her er nysgerrig og rører ved den døde mands fod. Virkelig cool. Skræmmende fyr. Troværdig.”

Restauranten, hvor Gurney havde aftalt at mødes med Sonya Reynolds, lå i en landsby uden for Bainbridge midt mellem politiskolen i Albany og hendes galleri i Ithaca. Han var færdig med forelæsningen klokken elleve og ankom til The Galloping Duck – hendes valg – et kvarter i et.

Der var en underlig disharmoni mellem stedets landligt nuttede navn med tilhørende kæmpestor skeløjet and på plænen foran bygningen og den enkle, nærmest shakerinspirerede indretning af selve restauranten – som divergenserne i et dårligt ægteskab.

Han kom først og blev vist hen til et lille bord ved vinduet med udsigt over en sø, hvor fuglen, der havde givet navn til stedet, måske havde boet, hvis den nogen sinde havde eksisteret. En buttet, glad teenage-servitrice med strittende rødt hår og et ubeskriveligt rodsammen af neonfarvet tøj kom med to menukort og to glas isvand.

Gurney talte bordene i den lille restaurant. Der var ni i alt, og kun to af dem var besat – det ene af et yngre par, som stirrede ufravendt på deres BlackBerry-skærme. Det andet af et midaldrende par fra den før-elektroniske tidsalder, som sad i deres egne tanker og stirrede frem for sig.

Gurney lod blikket glide ud til søen. Han drak lidt vand og tænkte på Sonya. Han tænkte tilbage på deres forhold – ikke et ”forhold” i romantisk forstand, bare en forretningsmæssig forbindelse med en god portion undertrykt begær for hans vedkommende – og det forekom ham at være et af hans livs mærkeligste mellemspil. Han og Madeleine havde, kort efter at de flyttede herud, gået til en foredragsrække om kunst, som Sonya holdt. Det havde inspireret ham til selv at fremstille fotografik ud fra forbryderfotos af mordere – han belyste deres voldelige personlighed ved at manipulere de nøgterne billeder, som var taget i forbindelse med arrestationen. Sonyas store begejstring for projektet og hendes salg af otte billeder (til to tusind dollars stykket gennem galleriet i Ithaca) holdt Gurney i gang i flere måneder, selv om Madeleine havde det dårligt med de morbide motiver og med hans iver efter at behage Sonya. Anspændtheden omkring den konflikt vendte tilbage nu, og det samme gjorde de ubehagelige minder om den ulykke, som var lige ved at ske, og som gjorde en ende på projektet.

Ikke nok med at Mellery-mordet var lige ved at slå ham ihjel, det havde også konfronteret ham med hans store fiasko som ægtemand og far. I bagklogskabens klare, ydmygende lys havde han set, at kærlighed er det eneste i verden, der betyder noget. Da det var gået op for ham, at forbryderfoto-projektet og hans kontakt med Sonya var ved at ødelægge hans forhold til det eneste menneske, han virkelig elskede, vendte han foretagendet ryggen og koncentrerede sig om Madeleine.

Men nu, knap et år efter, var indsigtens klare lys blevet mere dæmpet. Han mente stadig, at kærlighed er det vigtigste af alt, men han så den ikke længere som det eneste sande lys i universet. Erkendelsen var stille og roligt gledet lidt i baggrunden og havde ikke længere første prioritet, hvilket ikke føltes som et tab. Det føltes snarere som udviklingen af et mere realistisk perspektiv, og det var vel ikke så dårligt. Man kunne trods alt ikke fungere ret længe i den tilstand af følelsesmæssig intensitet, som Mellery-sagen havde medført, for man kunne jo risikere at glemme at købe mad og slå græs – eller glemme at tjene de penge, man skulle bruge til at købe mad og græsslåmaskiner for. Lå det ikke i sagens natur, at man efter en voldsom oplevelse fandt ro igen og faldt ind i den almindelige livsrytme? Gurney var altså ikke særlig bekymret over, at ”kærlighed er det eneste, der betyder noget”-tanken fra tid til anden virkede som en sentimental kliché, som titlen på et countrynummer.

Men det var ikke ensbetydende med, at han havde nedsat vagtberedskabet helt. Sonya havde en inciterende udstråling, som kun en meget naiv mand kunne mene var ufarlig. Og da den rødhårede pige viste den velskabte, elegante Sonya ind i spiseafdelingen, strålede begejstringen fra hende som elektriciteten fra et summende kraftværk.

”David, min skat, du ligner jo… fuldkommen dig selv!” råbte hun, mens hun dansede hen mod ham som til musik og tilbød ham sin kind. ”Men selvfølgelig gør du det! Hvordan skulle du ellers se ud? Du er jo en klippe! Hvilken stabilitet!” Det sidste ord udtalte hun med et fremmedartet velbehag, som om det var den helt rigtige italienske betegnelse for noget, man ikke kunne udtrykke på engelsk.

Hun havde meget stramme designer-bukser på og en T-shirt af silke under en hørjakke, der var så skødesløs elegant, at den ikke kunne have kostet under tusind dollars. Der var hverken smykker eller makeup til at tage opmærksomheden fra hendes perfekte gulbrune hud.

”Hvad kigger du på?” Hendes stemme var legesyg, og øjnene strålede.

”Dig. Du ser … fantastisk ud.”

”Jeg burde være rasende på dig, det ved du godt, ikke?”

”Fordi jeg holdt op med at lave billeder?”

”Ja, fordi du holdt op med at lave billeder. Pragtfulde billeder. Billeder, jeg var helt vild med. Billeder, mine kunder var helt vilde med. Billeder, jeg kunne sælge for dig. Billeder jeg rent faktisk solgte for dig. Men uden varsel ringer du og siger, at du ikke kan lave flere. Af personlige årsager. Kan ikke lave flere billeder, kan ikke tale om det. Og så var den ikke længere. Synes du ikke, jeg har grund til at være vred på dig?”

Hun lød overhovedet ikke vred, så han svarede ikke, men sad bare og kiggede på hende og var forbløffet over, hvordan hun kunne fylde hvert ord med lysende energi. Det var det første, han havde lagt mærke til, da de gik på hendes kunstkursus. Det og de grønne øjne, som sad langt fra hinanden.

”Men jeg tilgiver dig. For du skal til at lave billeder igen. Du skal ikke ryste på hovedet. Tro mig, når jeg fortæller dig, hvad der er sket, så holder du op med at ryste på hovedet.” Hun tav og kiggede for første gang rundt i den lille restaurant. ”Jeg er tørstig. Skal vi ikke have noget at drikke?”

Da den rødhårede pige dukkede op igen, bestilte Sonya en vodka med grapefrugtjuice. Selv om Gurney vidste, at det var dumt, bestilte han også en.

”Nå, hr. ekspolitimand,” sagde hun, da drinksene var serveret og prøvesmagt, ”inden jeg fortæller dig, hvordan dit liv vil komme til at ændre sig, skal du fortælle mig, hvordan det er lige nu.”

”Mit liv?”

”Ja, du har da et liv, ikke?”

Han havde en foruroligende fornemmelse af, at hun allerede vidste alt om hans liv med alle dets forbehold, betænkeligheder og konflikter. Men det kunne simpelthen ikke passe. Selv da han var i stald i hendes galleri, havde han aldrig talt om den slags ting. ”Jeg har et godt liv.”

”Jaså, men det lyder ikke, som om det passer, det lyder, som om det er noget, du føler, du skal sige.”

”Lyder det sådan?”

Hun tog endnu en slurk af sin drink. ”Du har ikke lyst til at fortælle mig sandheden, vel?”

”Hvad tror du, sandheden er?”

Hun lagde hovedet lidt på skrå, studerede hans ansigt og trak på skuldrene. ”Det kommer ikke mig ved, vel?” Hun kiggede ud på søen.

Han drak halvdelen af glassets indhold i to slurke. ”Jeg går ud fra, at det er som de fleste menneskers liv – lidt af det ene og lidt af det andet.”

”Du får det-ene-og-det-andet til at lyde som en grusom kombination.”

Han lo, og det var ikke en glad latter. De sad lidt uden at sige noget. Det var ham, der brød tavsheden.

”Jeg må indrømme, at jeg nok ikke er så stor en naturelsker, som jeg havde håbet.”

”Men det er din kone?”

Han nikkede. ”Det er ikke fordi, jeg ikke synes, der er smukt heroppe, bjergene og alt det, men …”

Hun sendte ham et lumsk blik. ”Men du vikler dig ind i dobbeltnegativer, når du prøver at forklare det?”

”Hvabehar? Nåh. Jeg kan godt se, hvad du mener. Er mine problemer så iøjnefaldende?”

”Utilfredshed er altid iøjnefaldende, ikke? Hvad er der galt? Kan du ikke lide det ord?”

”Utilfredshed? Det handler mere om, at … det jeg er god til, måden jeg tænker på, ikke er til megen nytte heroppe. Jeg mener … jeg analyserer situationer, udreder de enkelte elementer i en problemstilling, fokuserer på manglende overensstemmelse og løser gåder. Og der er ikke noget af det, der … ” Han gjorde ikke sætningen færdig.

”Og din kone synes selvfølgelig, at du skal elske margeritterne, ikke analysere dem. Du skal sige ’Hvor er de smukke!’ og ikke ’Hvad laver de her?’ Har jeg ret?”

”Det er én måde at sige det på.”

”Altså,” sagde hun og skiftede emne med en pludselig begejstring, ”der er en mand, du skal møde. Hurtigst muligt.”

”Hvorfor det?”

”Han vil gerne gøre dig rig og berømt.”

Gurney skar en grimasse.

”Jeg ved det godt, du er ikke særlig interesseret i at blive rig, og berømmelse er du slet ikke interesseret i. Jeg er sikker på, at du har en masse teoretiske indvendinger. Men hvad nu, hvis jeg blev meget specifik.” Hun lod blikket glide rundt i restauranten. Det ældre par rejste sig langsomt, som om det at forlade bordet var et projekt, der krævede stor omhu. BlackBerry-parret var stadig i gang med det, de nu lavede, nemlig at skrive hurtige tekstbeskeder med tommelfingerneglen. Gurney fik pludselig den groteske tanke, at de muligvis sad og sms’ede til hinanden tværs over bordet. Sonya sænkede stemmen til en dramatisk hvisken. ”Hvis jeg nu fortalte dig, at han vil købe et af dine portrætter for hundred tusind dollars, hvad ville du så sige til det?”

”Jeg ville sige, at han var sindssyg.”

”Ville du det?”

”Hvordan kan han være andet?”

”Sidste år blev Yves Saint-Laurents kontorstol solgt i New York for otteogtyve millioner dollars. Det er måske nok en smule sindssygt. Men hundred tusind for et af dine fantastiske seriemorder-portrætter? Det synes jeg slet ikke er sindssygt. Vidunderligt, ja. Sindssygt, nej. Og ud fra hvad jeg ved om denne mand og hans arbejdsmetode, så kan prisen på dine portrætter kun gå op.”

”Kender du ham?”

”Jeg har lige mødt ham personligt for første gang. Men jeg har hørt om ham. Han er en eneboer og en excentriker, som nu og da viser sig og rusker op i kunstverdenen ved at købe et eller andet, og så forsvinder han igen. Han har et hollandsklingende navn, men ingen ved, hvor han bor. Schweiz? Sydamerika? Ynder at fremstå som en gådefuld mand. Er meget hemmelighedsfuld, men har penge som skidt. Når Jykynstyl viser interesse for en kunstner, er den økonomiske virkning kolossal. Kolossal.”

Den søde lille rødhårede havde føjet et chartreusegrønt tørklæde til sit eklektiske ensemble og var gået i gang med at rydde det ældre pars bord for desserttallerkener og kaffekopper. Sonya fangede hendes blik. ”Må jeg få en vodka grapefrugt mere? Og jeg tror også, at min ven her gerne vil have en?”