KAPITEL 27

MEGET AT TÆNKE PÅ

 

Gurney vidste ikke, hvad han skulle mene om det. På vej hjem den eftermiddag havde han fandens svært ved at fokusere på noget som helst.

”Kunstverdenen” var et sted, han ikke vidste noget om, men han havde på fornemmelsen, at den var befolket af mennesker, der var lige så forskellige fra politimænd som papegøjer var fra rottweilere. At han året før kortvarigt havde dyppet tåen i de vande med sine morderportrætter havde ikke introduceret ham til meget af den verden. Hans kendskab til den begrænsede sig til universitetsbyens gallerimiljø – ikke just en legeplads for excentriske milliardærsamlere. Ikke et sted, hvor en kjoledesigners stol kunne sælges for otteogtyve millioner dollars. Eller hvor en mystisk berømthed med det mærkelige navn Jay Jykynstyl kunne få lyst til at købe et computermanipuleret billede af en seriemorder for hundred tusind dollars.

Nu havde den indladende Sonya lagt en temmelig fantastisk forretning i hænderne på ham, og så havde hun oven i købet aldrig virket mere tilgængelig. Hun havde sågar luftet tanken om at bestille et værelse på The Galloping Duck, som også var en kro, hvis hun skulle ende med at have drukket for meget til at kunne køre. At sige nej til denne temmelig direkte invitation havde krævet en grad af integritet, som han på et tidspunkt ikke var sikker på, han var i besiddelse af. Men måske var integritet for stort et ord at bruge i den sammenhæng. Sandheden var den, at han aldrig havde løjet for Madeleine, og han havde det ikke godt med at skulle begynde på det nu.

Siden spekulerede han på, om han nu også reelt havde sagt nej til Sonyas invitation, eller om han bare havde udsat at tage imod den. Han havde sagt ja til at møde den rige, mærkelige mr. Jykynstyl over en middag den kommende lørdag på Manhattan for at høre enkelthederne omkring hans tilbud – som ville blive svært at sige nej til, hvis der ikke var noget uldent ved det – med Sonya som mellemmand for eventuelt efterfølgende salg. Så man kunne ikke sige, at han lukkede hende ude af sit liv. Tværtimod.

Hele foretagendet kværnede i hovedet på ham med en lidt ubehagelig energi. Han prøvede at koncentrere tankerne om Perrysagen, men kunne samtidig se det ironiske i at ville berolige sig selv ved at kaste sig over denne Pandoras æske.

Tankemylderet gjorde ham så udmattet, at hjernen til sidst slog fra, og han faldt i søvn bag rattet. Han havde nær slået sig selv ihjel og blev kun reddet, fordi rabatten var så fuld af huller, at han vågnede med et sæt. Et par kilometer længere fremme kørte han ind på en tankstation og købte et bæger plumret kaffe, hvis bitre smag han prøvede at dæmpe med en forfærdelig masse mælk og sukker. Men det smagte stadig elendigt.

Da han sad i bilen igen, fandt han en liste med navne og telefonnumre, som han havde lavet til sig selv ud fra materialet om Perry-sagen. Han ringede først til Scott Ashton og derefter til Withrow Perry, men fik en telefonsvarer i begge tilfælde. Han lagde en besked til Ashton om at ringe tilbage, fordi han havde en række nye spørgsmål. I sin besked til Perry anmodede han om et møde, så snart det passede den travle neurokirurg, med et lille fingerpeg til sidst: ”Mind mig om, at jeg spørger dig om din Weatherby-riffel.”

Så snart han afbrød forbindelsen, ringede telefonen.

”Dave, det er Val. Jeg vil gerne have, at du deltager i et møde.”

”Hvilket møde?”

Hun forklarede, at hun havde ringet til Sheridan Kline, statsadvokaten, og fortalt ham alt, hvad Gurney havde fortalt hende.

”Som for eksempel hvad?”

”Som for eksempel det faktum, at hele sagen er meget mere kompliceret, end politiet tror, at der er dybere årsager, at der måske er tale om en forkvaklet hævn, at Hector Flores måske slet ikke er Hector Flores, og hvis de leder efter en illegal mexicaner – hvilket de gør – finder de ham aldrig. Jeg sagde til ham, at de spilder alles tid, og at de er en flok fucking idioter.”

”Sagde du det? Fucking idioter?”

”På fire måneder har de ikke fundet ud af halvt så meget, som du har på to dage. Så ja, jeg kaldte dem fucking idioter. For det er, hvad de er.”

”Du ved sandelig, hvordan man stikker hånden i en hvepserede.”

”Hvis det er det, der skal til, så, ja.”

”Hvad sagde Kline?”

”Kline? Kline er politiker. Min mand – lad mig rette det til min mands penge – har en vis indflydelse på politikerne i staten New York. Så Kline var da interesseret i at høre om eventuelle alternative måder at gribe sagen an på. Det virkede også, som om han kendte dig ret godt, spurgte hvorfor du var involveret i sagen. Jeg sagde, at du var konsulent. Åndssvagt ord, men det godtog han.”

”Du sagde noget om et møde.”

”På hans kontor i morgen eftermiddag klokken tre. Dig og ham og en eller anden fra delstatspolitiet – han sagde ikke hvem. Du kommer, ikke?”

”Jeg kommer.”

Han steg ud af bilen for at smide kaffebægeret i en affaldsspand henne ved benzinstanderne. En gammel orange Farmell-traktor kom tøffende forbi med en overfyldt høvogn efter sig. Lugten af hø, møg og diesel blandede sig i luften. Da han kom hen til bilen, ringede telefonen igen.

Det var Ashton. ”Hvad er det for en række nye spørgsmål, du taler om?” spurgte han.

”Jeg vil gerne have dig til at give mig navnene på Jillians klassekammerater fra dengang, hun begyndte på Mapleshade. Jeg vil også gerne have navnene på hendes rådgivere og terapeuter og hvem, der ellers havde regelmæssig kontakt med hende. Det ville også være nyttigt at få en liste over mulige fjender – enhver, der kan have haft lyst til at gøre dig eller Jillian ondt.”

”Jeg er bange for, at du er på vej ind i en blindgyde. Jeg kan ikke give dig noget af det, du beder om.”

”Ikke engang en liste over klassekammeraterne? Navne på ansatte, som hun måske har talt med?”

”Det er muligt, at jeg ikke har gjort fyldestgørende rede for Mapleshades politik med hensyn til absolut tavshedspligt. Vi fører kun det minimum af journaler, som staten forlanger, og vi opbevarer dem ikke én dag længere, end regulativerne foreskriver. Vi har for eksempel ikke pligt til at opbevare navne og adresser på tidligere ansatte ud over den angivne periode, hvor de har betalt skat af det, de har tjent her, og derfor gør vi det ikke. Vi gemmer ingen journaler med fortegnelser over ’diagnoser’ eller ’behandlinger’, for vi udleverer ikke den slags. Det er vores politik ikke at afsløre noget over for nogen. Og vi ser hellere, at staten lukker Mapleshade, end at vi bryder den politik. Eleverne og deres familie har en tillid til os, som man ikke finder magen til på andre institutioner, og for os er denne tillid hellig og ukrænkelig.”

”Flot formuleret tale,” sagde Gurney.

”En tale, jeg har holdt før,” indrømmede Ashton, ”og det er sikkert ikke sidste gang.”

”Og det ville ikke gøre nogen forskel, hvis en liste over elever, Jillian kendte, eller over ansatte, hun måske betroede sig til, kunne hjælpe os med at finde morderen?”

”Nej, det ville det ikke.”

”Er du ikke spor bekymret over episoden med tekoppen?”

”Ikke nær så bekymret, som jeg ville være, hvis jeg rettede et dødbringende slag mod Mapleshade. Hvis det har besvaret alle dine spørgsmål …?”

”Hvad med fjender uden for skolen?”

”Jeg kan forestille mig, at Jillian har haft en del, men jeg har ingen navne.”

”Og hvad med dig?”

”Konkurrenter inden for faget, misundelige kolleger, patienter med et forslået ego og tåber, jeg ikke har stor tålmodighed med – måske et par snese i alt.”

”Nogen navne, du kunne have lyst til at give mig?”

”Desværre nej. Og nu må jeg videre til næste møde.”

”Du har mange møder.”

”Farvel, Gurney.”

Gurneys telefon ringede ikke igen, før han kørte gennem Dillweed og holdt ind foran Abelards for at få sig en ordentlig kop kaffe, der kunne tage den grimme smag, han havde i munden.

Han smilede, da han hørte navnet på vedkommende, der ringede op.

”Kriminalassistent Gurney, det er Agatha Smart, doktor Perrys sekretær. De vil gerne have en aftale og nogle oplysninger om doktor Perrys jagtriffel. Er det korrekt?”

”Ja, jeg har tænkt på, hvor hurtigt det … ”

Hun afbrød ham. ”De kan sende spørgsmålene skriftligt. Så vil doktoren tage stilling til, om der kan træffes en aftale.”

”Jeg er ikke sikker på, at jeg gjorde det klart i min telefonbesked, men det drejer sig om efterforskningen af mordet på hans steddatter.”

”Det er vi klar over. Som sagt kan De sende spørgsmålene skriftligt. Vil De have adressen?”

”Det er ikke nødvendigt,” sagde Gurney og kæmpede for at undertrykke sin irritation. ”Det drejer sig om et enkelt meget simpelt spørgsmål. Kan han gøre rede for, hvor hans riffel var om eftermiddagen den 17. maj?”

”Som jeg sagde før, så …”

”Bare lad spørgsmålet gå videre, ms. Smart. Tak.”