KAPITEL 28

ET ANDET PERSPEKTIV

 

Det var lige før, han ikke havde set hende.

Da han nærmede sig det sted, hvor den smalle grusvej nåede hans grund og blev til en græsbegroet markvej, der førte gennem engdraget og op til huset, steg en rødhalet høg op fra toppen af en høj skarntydegran til venstre for bilen og fløj hen over vejen og dammen. Da han så fuglen forsvinde over de fjerne trætoppe, fik han øje på Madeleine. Hun sad på en vejrbidt bænk ved kanten af dammen. Halvt skjult af en klynge dunhammere. Han standsede bilen ved den gamle røde lade, steg ud og vinkede.

Hun reagerede med noget, der lignede et lille smil. Han kunne ikke helt se det på den afstand. Han havde lyst til at tale med hende, havde brug for at tale med hende. Han gik hen mod bænken ad den krumme sti rundt om dammen og fornemmede efterhånden stedets stilhed. ”Må jeg sætte mig lidt?”

Hun nikkede svagt, som om en voldsommere reaktion ville forstyrre freden.

Han satte sig og stirrede ud over dammens stille overflade. Han kunne se det omvendte spejlbillede af lønnetræerne på den modsatte side. Nogle af bladene havde allerede meget dæmpede efterårsfarver. Han så på hende og blev overvældet af en mærkelig forestilling om, at roen i hende lige nu ikke skyldtes omgivelserne, men at det på en forunderlig omvendt måde var omgivelserne, der lod sig påvirke af den dybe ro i hendes indre. Han havde før tænkt den tanke, men den del af hans forstand, som foragtede det sentimentale, havde altid skubbet den til side.

”Jeg har brug for din hjælp,” hørte han sig selv sige, ”til at få rede på noget.” Da hun ikke svarede, fortsatte han: ”Jeg har haft en forvirrende dag. Mere end forvirrende.”

Hun sendte ham et af de sædvanlige blikke, som enten sagde en hel masse – i dette tilfælde, at en forvirrende dag vel var det forudsigelige resultat af, at han havde involveret sig i Perry-sagen – eller som simpelthen præsenterede ham for en renvasket tavle, som hans urolige sind kunne skrive sin besked på.

Han blev under alle omstændigheder ved med at tale. ”Jeg tror aldrig, jeg har følt mig så overbebyrdet. Så du beskeden, jeg skrev til dig i morges?”

”Om at du skulle møde din veninde fra Ithaca?”

”Hun er ikke just nogen veninde.”

”Din ’rådgiver’?”

Han undertrykte en trang til at diskutere terminologien, en trang til at forsvare sin uskyld. ”En rig kunstsamler har henvendt sig til The Reynolds Gallery. Han er interesseret i de forbryderportrætter, jeg lavede sidste år.”

Madeleine løftede drillende det ene øjenbryn, fordi han nævnte galleriets navn i stedet for galleriejerens navn.

Så kastede han stille og roligt bomben. ”Han vil give mig et hundred tusind dollars for hvert enkelttryk.”

”Det jo latterligt.”

”Sonya påstår, at manden mener det alvorligt.”

”Hvilket psykiatrisk hospital er han stukket af fra?”

Der lød et stort plask på den anden side af dunhammerne. Hun smilede. ”Den var stor.”

”Er det en frø, du taler om?”

”Undskyld.”

Gurney lukkede øjnene og var mere ærgerlig over Madeleines manglende interesse for den uventede ekstrafortjeneste, end han havde lyst til at indrømme. ”Så vidt jeg ved, er kunstverdenen stort set ét kæmpemæssigt psykiatrisk hospital, men nogle af patienterne har en forfærdelig masse penge. Og fyren her er åbenbart en af dem.”

”Hvad er det, han vil have for sine hundred tusind dollars?”

”Et unikt tryk, som han er den eneste, der ejer. Jeg bliver nødt til at tage de tryk, jeg lavede sidste år, og prøve at gøre dem bedre, prøve at ændre lidt ved dem, så de bliver anderledes end dem, galleriet solgte til alle mulige andre.”

”Mener han det alvorligt?”

”Det siger Sonya. Hun siger, han muligvis vil købe mere end et. Hun forestiller sig, at han vil købe for noget i retning af et syvcifret beløb.” Han drejede hovedet for at se, hvordan Madeleine reagerede.

”Et syvcifret beløb? Du mener en sum på over en million dollars?”

”Jep.”

”Hold da op, det var da … ikke så lidt.”

Han stirrede på hende. ”Er det med vilje, at du reagerer så behersket.”

”Hvordan synes du, jeg skal reagere?”

”Være lidt mere nysgerrig? Vise begejstring? Foreslå, hvad vi kunne gøre med en klat penge af den størrelsesorden?”

Hun rynkede eftertænksomt panden, så lyste hun op i et stort smil. ”Vi kunne tage til Toscana i en måned.”

”Er det, hvad du ville bruge en million dollars til?”

”Hvilken million?

”Det syvcifrede beløb, ikke?”

”Jo, den del af det hørte jeg godt. Jeg mangler den del, hvor det bliver en realitet.”

”Ifølge Sonya er det allerede en realitet. Jeg skal spise middag i City på lørdag med kunstsamleren Jay Jykynstyl.”

”I City?”

”Du får det til at lyde, som om vi skal mødes i en kloak.”

”Hvad er det, han ’samler’ på?”

”Aner det ikke. Åbenbart noget, han betaler en masse penge for.”

”Synes du, det lyder sandsynligt, at han vil betale flere hundred tusind dollars for et par manipulerede forbryderfotos af nogle lede udskud? Ved du overhovedet, hvem han er?”

Det finder jeg ud af på lørdag.”

”Kan du høre, hvad du selv siger?”

I det omfang han var i stand til at opfatte sin egen følelsesmæssige tone og rytme, var han ikke helt tryg ved det, han hørte, men han var ikke klar til at indrømme det. ”Hvad mener du?”

”Du er så god til at gennemskue en sag. Det er du den bedste til.”

”Jeg er ikke med.”

”Er du ikke? Du kan pille alting fra hinanden – ’at have blik for uoverensstemmelser’, kaldte du det engang. Hvis der nogen sinde er noget, der har råbt på at blive undersøgt nøjere, er det vist det her. Hvorfor gør du det så ikke?”

”Det kunne jo være, at jeg ventede på at få noget mere at vide, på at finde ud af, hvor reelt det er, og få en fornemmelse af, hvem denne Jykynstyl er.”

”Det lyder fornuftigt.” Der var så meget fornuft i hendes stemme, at han vidste, hun mente det modsatte. ”Og hvad er det for øvrigt også for et navn?”

”Jykynstyl? Jeg synes, det lyder hollandsk.”

Hun smilede. ”Jeg synes, det lyder som et uhyre i et eventyr.”