KAPITEL 29

BLANDT DE SAVNEDE

 

Mens Madeleine lavede en pastaret med rejer til middag, gik Gurney nede i kælderen og gennemgik nogle gamle eksemplarer af Sunday Times, som var blevet gemt til et haveprojekt. (En af Madeleines veninder havde fortalt om en type bed, hvor man omdannede aviser til muld.) Han gennembladede magasinsektionerne for at finde den dobbeltsidede reklame med det provokerende billede af Jillian, som han havde set hos Ashton. Det, han egentlig ledte efter, var firmaets navn og navnet på fotografen. Han skulle lige til at give op og ringe til Ashton for at få oplysningerne af ham, da han fandt den seneste udgave af reklamen, som ved et makabert tilfælde havde været i avisen den dag, mordet skete.

I stedet for bare at skrive kildeangivelsen ned: ”Karnala Fashion, foto: Alessandro,” bestemte han sig for at tage magasinsektionen med op. Han lagde den opslået på bordet, hvor Madeleine var ved at dække op til aftensmanden. Ud over kildeangivelsen var der kun én sætning på siden med en meget lille og mondænt beskeden skrift: ”Designergarderober på bestilling, fra 100.000 dollars.”

Hun så på den og rynkede brynene. ”Hvad er det?”

”En reklame for dyrt tøj. Sindssygt dyrt. Det er også et billede af offeret.”

”Af … Du mener da ikke …?”

”Jo, Jillian Perry.”

”Bruden?”

”Ja, bruden.”

Madeleine så nærmere på reklamen.

”De to billeder er begge to af hende,” forklarede Gurney.

Madeleine nikkede hurtigt for at tilkendegive, at det var gået op for hende. ”Var det noget, hun levede af?”

”Jeg ved endnu ikke, om det var et fast arbejde eller noget, hun bare gjorde en gang imellem. Da jeg så billedet hænge i Scott Ashtons stue, var jeg så forbløffet, at jeg glemte at spørge.”

”Havde han det der hængende i sit hjem? Han er enkemand, og så har han sådan et billede …” Hun undlod at gøre sætningen færdig og rystede på hovedet.

”Han taler om hende på samme måde, som moderen – som om hun var en overmåde intelligent, sindssyg og forførende møgkælling. Og det er sgu ligesom noget, der går igen i hele sagen. Alle, der har forbindelse med den, er enten geniale eller sindssyge eller … patologiske løgnere eller … jeg ved ikke hvad. Ashtons nabo, hvis kone formentlig er stukket af med morderen, leger med elektrisk tog under et juletræ i kælderen. Hvad giver du? Jeg tror sgu ikke, jeg nogen sinde har været så meget i vildrede. Det er det samme med sporet – det lugtspor, hundepatruljen kunne følge hen til mordvåbnet i skoven, men som stoppede der, hvilket tyder på, at morderen gik tilbage til hytten og gemte sig der, bortset fra, at der ikke er nogen steder at gemme sig. Det ene øjeblik tror jeg, jeg ved, hvad der foregår, det næste øjeblik indser jeg, at der slet ikke er beviser for det, jeg tror. Vi har masser af interessante scenarier, men når vi kigger nærmere på dem, er der ikke noget i dem.”

”Hvad betyder det?”

”Det betyder, at vi er nødt til at skaffe os nogle mere håndfaste kendsgerninger, nogle troværdige vidners førstehåndsiagttagelser. Indtil videre har ingen facts kunnet verificere det, folk fortæller. Det er så fandens nemt at lade sig rive med af en god historie. Man kan blive så følelsesmæssigt involveret i en bestemt opfattelse af sagen, at man slet ikke opdager, at det hele er ønsketænkning. Lad os spise. Det kan være maden vil gøre min hjerne godt.”

Madeleine stillede en stor skål midt på bordet med rejer og pappardelle-pasta i en tomat-og-hvidløgssovs og små skåle med smuldret asiago-ost og hakket basilikum. De begyndte at spise.

Efter et par mundfulde begyndte Madeleine at lege med en reje. ”Det lille æble faldt ikke langt fra stammen.”

”Hmm?”

”Mor og datter har meget til fælles.”

”Mener du, at de begge er lidt uberegnelige?”

”Sådan kan man godt formulere det.”

Så tav de igen, mens Madeleine pirkede til rejen med spidsen af gaflen. ”Er du sikker på, at der ikke var nogen steder, man kunne gemme sig?”

”Gemme sig?”

”Ja, i hytten.”

”Hvorfor spørger du om det?”

”Jeg så en skrækindjagende film engang for længe siden – om en vært, der havde hemmelige rum mellem lejlighedernes vægge, så han kunne iagttage lejerne gennem bittesmå huller.”

Deres fastnettelefon ringede. ”Hytten er ret lille, kun tre rum,” sagde han og rejste sig for at tage telefonen.

Telefonen stod på skrivebordet i kontoret. Han tog den efter fjerde ringetone. ”Det er Gurney.”

”David Gurney?” Kvindestemmen var ung og usikker.

”Det stemmer. Hvem taler jeg med?” Han kunne høre, at kvinden trak vejret. Det lød, som om hun var stresset. ”Er du der stadig?”

”Ja, jeg … jeg burde nok ikke ringe, men … jeg vil gerne tale med dig.”

”Hvem er du?”

Hun svarede efter en smule tøven. ”Savannah Liston.”

”Hvad kan jeg hjælpe dig med.”

”Ved du, hvem jeg er?”

”Skulle jeg vide det?”

”Jeg tænkte, at han måske havde nævnt mit navn.”

”Hvem?”

”Doktor Ashton. Jeg er en af hans medhjælpere.”

”Javel.”

”Det er derfor, jeg ringer. Og det er måske derfor, jeg ikke burde ringe, men … Er det rigtigt, at du er privatdetektiv?”

”Savannah, du er nødt til at fortælle mig, hvorfor du ringer.”

”Ja, det ved jeg godt. Men du siger det ikke til nogen, vel? Jeg mister mit job.”

”Medmindre du har planer om at gøre nogen fortræd, kan jeg ikke komme i tanke om nogen juridisk grund til, at jeg skulle røbe det for nogen.” Det svar havde han brugt flere hundred gange i løbet af sin karriere, og selv om det var ret intetsigende, virkede det åbenbart.

”Godt. Jeg vil bare sige, at jeg tilfældigt hørte doktor Ashton tale i telefon med dig tidligere på dagen. Det lød til, at du gerne ville have navnene på de piger, Jillian hang ud med fra klassen, og at han ikke ville give dig dem?”

”Noget i den retning.”

”Hvorfor vil du have de navne?”

”Beklager, Savannah, men det må jeg ikke udtale mig om. Men jeg vil gerne vide lidt mere om, hvorfor du ringede til mig?”

”Jeg kan give dig to navne.”

”På piger, Jillian hang ud med?”

”Ja. Jeg kender dem, fordi jeg selv har været elev på skolen og en gang imellem hang ud med dem, og det er nok derfor, jeg ringer. Der foregår noget mærkeligt.” Stemmen begyndte at ryste, og det lød, som om hun var lige ved at græde.

”Hvad er det mærkelige, der foregår, Savannah?”

”De to piger, Jillian hang ud med – de har begge to været forsvundet, siden de gik ud af skolen.”

”Hvad mener du med ’forsvundet’?”

”De gik begge to hjemmefra i sommer. Deres familie har ikke set dem eller hørt fra dem siden, og ingen ved, hvor de er. Og der er også noget andet forfærdeligt ved det.” Nu var hendes vejrtrækning så uregelmæssig, at det nærmest lød som en sagte hulken.

”Hvad er det, der er forfærdeligt, Savannah?”

”De snakkede begge to om, at de ville stikke af sammen med Hector Flores.”