KAPITEL 30

ALESSANDROS MODELLER

 

Da han talte med Savannah Liston, havde han stillet hende en halv snes spørgsmål og fået en halv snes nyttige svar, navnene på de to piger og en nervøs anmodning om, at han ikke fortalte Ashton om opkaldet.

Havde hun grund til at være bange for Ashton? Nej, selvfølgelig havde hun ikke det, for han var en helgen. Hun havde det bare ikke godt med at gå bag hans ryg, og hun ville nødig have ham til at tro, at hun ikke stolede helt og holdent på hans dømmekraft.

Og stolede hun så helt og holdent på hans dømmekraft? Selvfølgelig gjorde hun det – måske var hun bare bekymret, fordi han ikke var bekymret over pigernes forsvinden.

Havde hun fortalt Ashton om deres ”forsvinden”? Ja, selvfølgelig havde hun det, men han havde sikkert forklaret hende, at elever fra Mapleshade tit og af gode grunde brød fuldstændigt med deres familie, og at der derfor ikke var noget usædvanligt i, at en mor og far ikke havde kontakt med deres voksne datter, som gerne ville have sig et pusterum.

Hvordan kunne det være, at de forsvundne piger kendte Hector? Fordi Ashton af og til havde haft ham med på Mapleshade, hvor han arbejdede med blomsterbedene. Hector var en lækker fyr, og nogle af pigerne blev meget interesseret i ham.

Dengang Jillian var elev på skolen, var der da nogen blandt de ansatte, hun særligt kan havde betroet sig til? Der var en dr. Kale, som havde ansvaret for mange ting – dr. Simon Kale – men han var gået på pension og boede i Cooperstown. Hun havde fundet Gurneys nummer på nettet, og han kunne sikkert finde Kales nummer på samme måde. Kale var en gnaven gammel mand, men han vidste muligvis noget om Jillian.

Hvorfor fortalte hun Gurney alt det? Fordi han var politimand, og fordi hun somme tider lå vågen om natten og skræmte sig selv med spørgsmål om de forsvundne piger. Om dagen kunne hun godt se, at Ashton sikkert havde ret, at mange af eleverne kom fra syge familier – som hendes egen – og det gav mening at ville væk fra dem. Fjerne sig uden at efterlade sig nogen adresse. Måske endda ændre sit navn. Men i mørket … dukkede der andre ting op i hendes hoved. Ting, som gjorde det svært for hende at sove.

Og for øvrigt havde de forsvundne piger endnu en ting til fælles ud over, at de havde vist stor interesse for Hector, når han gik med bar overkrop og anlagde blomsterbede.

Hvad var det, de også havde til fælles?

Efter at de tog afsluttende eksamen fra Mapleshade, blev de begge, ligesom Jillian, hyret som modeller ”til de der meget hotte tøjreklamer.”

Da Gurney kom ud i køkkenet igen og satte sig ved bordet, hvor de havde siddet og spist, da telefonen ringede, stod Madeleine med det opslåede Times Magazine foran sig. De stirrede begge på den foruroligende skildring af grådighed og selvoptagethed, og han kunne mærke, hvordan de små hår i nakken rejste sig.

Hun så nysgerrigt på ham, hvilket han tolkede som hendes måde at spørge på, om han havde lyst til at fortælle hende om telefonsamtalen.

Han var glad for, at hun viste interesse, og berettede detaljeret, hvad de havde talt om.

Hendes nysgerrighed gled over i bekymring. ”Nogen må altså finde ud af, hvorfor ingen kan komme i kontakt med de piger.”

”Jeg er helt enig.”

”Burde man ikke underrette politiet, der hvor de boede?”

”Så enkelt er det ikke. De piger, Savannah taler om, gik i Jillians klasse og var sikkert på alder med hende, så de må være mindst nitten nu – begge myndige. Hvis deres pårørende eller andre, som jævnligt så dem, ikke har meldt dem savnet, kan politiet ikke gøre ret meget. Men …” Han tog sin mobiltelefon op af lommen og tastede Scott Ashtons nummer.

Den ringede fire gange og gik over på telefonsvareren, da Ashton tog den og sagde: ”God aften, kriminalassistent Gurney,” fordi han havde set på displayet, hvem det var.

”Undskyld jeg forstyrrer, Ashton, men der er nyt i sagen.”

”Fremskridt?”

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det, men det er vigtigt. Jeg forstår godt Mapleshades fortrolighedspolitik, den har du jo forklaret mig, men der er opstået en situation, som kræver en undtagelse – vi må have adgang til tidligere elevprotokoller.”

”Jeg troede, jeg havde gjort det klart. En politik, hvor man gør undtagelser, er ikke nogen politik. På Mapleshade betyder anonymiteten alt. Vi gør ingen undtagelser. Ingen.”

Gurney mærkede adrenalinen pumpe rundt i kroppen. ”Er du interesseret i at vide, hvad problemet er?”

”Fortæl mig det.”

”Sæt nu, vi havde en formodning om, at Jillian ikke var det eneste offer.”

”Hvad er det, du siger?”

”Sæt nu, vi havde grund til at tro, at Jillian kun var en af flere tidligere elever fra Mapleshade, som var blandt Hector Flores’ ofre.”

”Jeg kan ikke se, at …”

”Det forlyder, at tidligere elever, som var gode venner med Hector Flores, ikke kan lokaliseres. Under de omstændigheder bør vi finde ud af, hvor mange af Jillians klassekammerater der kan gøres rede for på det tidspunkt, og hvor mange der ikke kan.”

”Du godeste. Er du klar over, hvad det er, du siger? Hvor kommer denne såkaldte formodning fra?”

”Kilden er ikke sagen vedkommende.”

”Selvfølgelig er den det. Det er et spørgsmål om troværdighed.”

”Det kan også være et spørgsmål om at redde liv. Tænk på det.”

”Det vil jeg gøre.”

”Jeg foreslår, at du gør det lige nu.”

”Jeg bryder mig ikke om din tone, Gurney.”

”Du synes, at min tone er et problem? Så tænk lige over, at nogle af dine tidligere elever måske dør på grund af jeres dyrebare regel om anonymitet. Tænk over, hvordan det bliver at skulle forklare det til politiet. Og til medierne. Og til forældrene. Når du har tænkt over det, så kontakt mig igen. Der er andre telefonopkald, jeg er nødt til at foretage.” Han afbrød forbindelsen og tog en dyb indånding.

Madeleine studerede hans ansigt og smilede skævt. ”Ja, sådan kan man også gøre.”

”Har du andre forslag?”

”Nej, jeg kunne faktisk godt lide din fremgangsmåde. Skal jeg varme maden?”

”Ja, tak.” Han tog endnu en dyb indånding, som om adrenalinen kunne pustes ud af kroppen. ”Savannah gav mig telefonnumre og navne på de forsvundne pigers familier – eller kvinders, skulle jeg vel sige. Synes du, jeg skal ringe til dem nu?”

”Er det din opgave?” Hun tog tallerkenerne med pasta og bar dem over til mikrobølgeovnen.

”Det kan du have ret i,” sagde han og satte sig ved bordet. Der var noget ved Ashtons indstilling, som havde irriteret ham, som havde fået ham til at reagere impulsivt. Men hvordan man skulle gribe problemet an med de ”forsvundne” piger fra Mapleshade, var noget politiet måtte tage sig af. Det kunne han godt se ved nærmere eftertanke. Der var særlige proceduremæssige krav, når man skulle efterlyse en person, særlige krav, når der skulle indskrives signalement og oplysninger om, hvornår pågældende sidst var set, i delstatens og forbundets databaser. Og det krævede et større mandskab. Hvis det skulle vise sig, at der var tale om adskillige savnede personer, hvor man havde mistanke om en kidnapning eller det, der var værre, var det ikke gjort med en enkelt efterforsker. Den følgende dags møde med statsadvokaten og BCI-repræsentanten ville give ham rig lejlighed til at diskutere Savannahs opringning og til at give sagen videre til nogle andre.

Men i mellemtiden kunne det være interessant at tale med Alessandro.

Gurney hentede sin bærbare i kontoret og anbragte den på bordet, hvor hans tallerken havde stået.

Han gik ind på nettet og de gule sider for New York City. Der kom tolv personer frem med det efternavn. ”Alessandro” var jo nok et fornavn eller et professionelt navn, som skulle tegne et bestemt ansigt udadtil. Men der var ingen firmaer med navnet Alessandro i nogle af de kategorier, som kunne have med Times-annoncen at gøre: fotografi, reklamevirksomhed, marketing, grafisk virksomhed, design og mode.

Det virkede underligt, at en professionel fotograf skulle være så svær at finde – med mindre han var så succesrig, at de mennesker, der betød noget, allerede vidste, hvordan man kom i forbindelse med ham, og at hans usynlighed over for den brede befolkning var en del af hans image, ligesom en ”hip” natklub uden skiltning.

Hvis Ashton havde fået fotografiet direkte fra Alessandro, tænkte Gurney, måtte han have mandens telefonnummer, men det var ikke det bedste tidspunkt at bede om det. Val Perry ville sandsynligvis vide noget om det, og hun kendte måske Alessandros fulde navn. Uanset hvad, ville det være bedst at vente med at undersøge det til dagen efter. Og det var meget vigtigt, at han ikke havde nogen forudfattet mening om sagen. Den kendsgerning, at Ashtons assistent havde problemer med at kontakte to tidligere elever, der stod model for den samme modefotograf som Jillian, kunne være et tilfældigt sammentræf, også selv om de havde et godt øje til Hector. Gurney lukkede den bærbare og lagde den på gulvet ved siden af stolen.

Madeleine kom hen til bordet med deres tallerkener og satte sig over for ham. Rejerne og pastaen dampede igen.

Han tog sin gaffel, så lagde han den fra sig igen. Han vendte sig om og kiggede ud ad den franske dør, men mørket var faldet på, så han kunne ikke se terrassen og haven, kun et spejlbillede at dem selv ved bordet. Han fokuserede på sit ansigts alvorlige rynker og på den strenge mund, som mindede ham om hans far.

Det fremkaldte en række sporadiske minder – billeder fra en fjern fortid.

Madeleine så på ham. ”Hvad tænker du på?”

”Ikke noget. Jeg ved det ikke. På min far, tror jeg.”

”Hvad med ham?”

Han glippede med øjnene og kiggede på hende. ”Har jeg nogen sinde fortalt dig historien om kaninen?”

”Det tror jeg ikke.”

Han rømmede sig. ”Da jeg var en lille knægt – fem, seks, syv år gammel – bad jeg min far fortælle om sin barndom. Jeg vidste, at han var vokset op i Irland, og jeg havde en idé om, hvordan der så ud i Irland, fordi vi havde fået en kalender af en nabo, som havde været der på ferie – der var meget grønt, der var klipper og temmelig vildt. Jeg opfattede det som et fremmed, fantastisk sted – fantastisk, tror jeg, fordi det slet ikke lignede Bronx, hvor vi boede.” Gurneys modvilje mod det kvarter, han boede i som barn, eller måske hans modvilje mod selve barndommen, kunne læses i hans ansigtsudtryk. ”Min far sagde ikke meget, i hvert fald ikke til mig og min mor, og det var næsten umuligt at få ham til at fortælle noget om sin opvækst. Så endelig en dag, måske for at få mig til at holde op med at plage, fortalte han mig en historie. Han sagde, at der var en mark bag hans fars hus – han kaldte det sin fars hus – et underligt udtryk, eftersom hele familien boede der – en stor græsmark med et lavt stendige, der adskilte den fra en endnu større mark med et vandløb og en bjergside bagved i det fjerne. Deres lille hus var beigefarvet med mørkt stråtag. Der var hvide ænder og påskeliljer. Jeg lå i min seng hver aften og så det for mig – jeg ville ønske, jeg var der, og jeg var fast besluttet på at få det at se en dag.” Hans ansigt udtrykte en blanding af bitterhed og længsel.

”Hvad gik historien ud på?”

”Hmm?”

”Du sagde, han fortalte dig en historie.”

”Han fortalte, at han og hans ven Liam tit var på kaninjagt. De havde slangebøsser og gik ud på markerne bag hans fars hus ved daggry, når græsset stadig var dækket af dug. Kaninerne havde smalle stier i det høje græs, og han og Liam fulgte stierne. Somme tider endte de i et brombærkrat, og somme tider førte de ind under stendiget. Han beskrev størrelsen af de huller, kaninerne gravede, og forklarede hvordan han og Liam satte fælder på deres stier, ved deres bo eller ved de huller, de gravede under stendiget.”

”Fortalte han dig, om de fangede nogen?”

”Hvis de gjorde, slap de dem løs igen, sagde han.”

”Og slangebøsserne?”

”De ramte altid lige ved siden af.” Gurney blev tavs.

”Var det historien?”

”Ja. Det var bare det, at de billeder, jeg dannede inde i hovedet, blev så virkelige, og jeg tænkte så meget på dem og brugte så meget tid på at forestille mig, at jeg var der og fulgte de små smalle stier i græsset. Disse indre billeder blev på en måde de mest levende minder fra min barndom.”

Madeleine rynkede brynene let. ”Det er vel noget, vi alle sammen gør, ikke? Jeg har levende minder om steder, jeg aldrig har været – minder om oplevelser, andre mennesker har beskrevet for mig. Jeg husker de ting, jeg har set for mig.”

Han nikkede. ”Der er en del af historien, jeg ikke har fortalt dig endnu. Mange år senere, årtier senere, da jeg var i trediverne og min far var i tresserne, nævnte jeg det engang i telefonen. Jeg sagde: ’Kan du huske den historie, du fortalte mig, om dengang du og Liam gik ud på markerne ved daggry med jeres slangebøsser?’ Det var, som om han ikke vidste, hvad jeg talte om. Så kom jeg med alle de andre detaljer: diget, brombærkrattet, vandløbet, bjergsiden og kaninstierne. ’Nåh, det,’ sagde han. ’Det var bare en løgnehistorie. Det var ikke noget, der nogen sinde fandt sted’. Og han sagde det i det sædvanlige tonefald, som antydede, at jeg var et fjols, fordi jeg havde troet på det.” Der var en sjælden, næsten umærkelig bæven i Gurneys stemme. Han hostede højt, som om han prøvede at fjerne noget, der sad og generede i halsen.

”Så det var alt sammen noget, han havde fundet på?”

”Ja, han fandt på det hele. Hver en stump. Og det fordømte ved det er, at det er det eneste, han nogen sinde fortalte mig om sin barndom.”