KAPITEL 31

SKOTSKE TERRIERE

 

Gurney lænede sig tilbage i stolen og betragtede sine hænder. De var mere rynkede og slidte, end han ville have forestillet sig, hvis han ikke lige sad og så på dem. Hans fars hænder.

Madeleine tog af bordet, og det virkede, som om hun var fordybet i sine egne tanker. Da alle tallerkener og gryder stod i vasken, og hun havde skyllet dem i varmt sæbevand, lukkede hun for vandhanen og sagde meget nøgternt: ”Jeg går ud fra, at han havde en temmelig forfærdelig barndom.”

Gurney så op på hende. ”Ja, det vil jeg tro.”

”Er du klar over, at jeg kun så ham tre gange i de tolv år af vores ægteskab, han stadig levede?”

”Sådan er vi.”

”Du mener dig og din far?”

Han nikkede svagt og mindedes et eller andet. ”Den lejlighed i Bronx, som jeg voksede op i, havde fire værelser – et lille spisekøkken, en lille stue og to små soveværelser. Vi var fire mennesker – mor, far, bedstemor og mig. Og ved du hvad? Der var næsten altid kun én person i hvert lokale, undtagen når min mor og bedstemor sad og så fjernsyn i dagligstuen. Selv da blev min far siddende ude i køkkenet, og jeg var i et af soveværelserne.” Han lo og holdt brat op igen med en fornemmelse af tomhed, for han havde hørt et ekko af sin far i den sardoniske latter.

”Kan du huske de små magneter, der havde facon som skotske terriere? Hvis man lagde dem på den ene led, tiltrak de hinanden; lagde man dem på den anden led, frastødte de hinanden. Sådan var vores familie, fire små skotske terriere, der lå på den anden led, så vi stødte hinanden ud i lejlighedens fire hjørner. Så langt væk fra hinanden som muligt.”

Madeleine sagde ingenting, hun lukkede bare op for vandhanen igen og gav sig til at vaske tingene af og stille dem til tørre i stativet ved siden af vasken. Da hun var færdig, slukkede hun for loftslamperne over køkkenøen og gik hen i den modsatte ende af det lange lokale. Hun satte sig i en lænestol ved kaminen, tændte lampen ved siden af stolen og tog sit strikketøj frem, en rød ulden hue, fra tasken på gulvet. Hun kiggede gentagne gange hen på Gurney, men sagde ingenting.

To timer senere gik hun i seng.

I mellemtiden havde Gurney hentet Perry-sagens mapper fra kontoret, hvor de havde ligget i bunker, siden de blev fjernet fra det store spisebord, da Meekers var til middag. Han havde læst sammendragene af de afhøringer, der var foretaget i marken, og referater af dem, der var foretaget i BCI-hovedkvarteret. Det slog ham, hvor meget materiale, der var, uden at det gav et sammenhængende billede.

Noget af det gav faktisk ingen mening overhovedet. Der var for eksempel episoden med den nøgne mand i pavillonen, som fem beboere i Tambury udførligt havde berettet om. De sagde, at man en måned inden mordet havde set Flores stå splitternøgen på et ben med lukkede øjne og hænderne foldet foran sig i noget, der lignede en yogastilling, midt i Ashtons plænepavillon. I alle sammendragene havde den afhørende betjent noteret, at den person, som beskrev optrinnet, faktisk ikke selv havde set det, men havde fremlagt det som ”noget alle og enhver vidste”. De sagde hver især, at de havde fået det at vide af andre. Nogle kunne huske hvem, der havde fortalt dem det, andre kunne ikke. Ingen kunne huske hvornår. En anden episode, som mange aflagde beretning om, var et skænderi mellem Ashton og Flores en sommereftermiddag på hovedgaden i landsbyen, men igen havde ingen af de afhørte, deriblandt to personer, som beskrev episoden i mindste detalje, været til stede, da skænderiet foregik.

Der var talrige anekdoter og mangel på øjenvidner.

Så godt som alle de afhørte så selve mordet i lyset af en håndfuld temaer: Frankenstein-uhyret, den forsmåede elskers hævn, iboende mexicansk kriminalitet, homoseksuel uligevægt og medievoldens skadelige indflydelse i Amerika.

Ingen havde så meget som antydet, at der kunne være en forbindelse til Mapleshades klientel af sexmisbrugere, eller luftet muligheden af et hævnmotiv i forbindelse med Jillians tidligere adfærd – områder, mente Gurney, hvor man til syvende og sidst ville finde løsningen på gåden.

Mapleshade og Jillians fortid: Under de to overskrifter havde han mange flere spørgsmål, end han havde facts. Måske ville den pensionerede terapeut, Savannah havde omtalt, kunne hjælpe med begge dele. Simon Kale, et navn, der var nemt at huske. Simon Legree. Simon Says. Simon Kale of Cooperstown. Went to jail and wore a gown. Du godeste! Han var nærmest overstadig af træthed.

Han gik hen til vasken og plaskede koldt vand i ansigtet. Først syntes han, at kaffe var en god idé. Så syntes han, det var en dårlig idé. Han gik hen til bordet, satte sin bærbare op igen, gik ind på nettet og fandt Kales telefonnummer og adresse på mindre end et minut. Problemet var, at han havde siddet fordybet i afhøringsrapporterne længere, end han var klar over, og klokken var to minutter over elleve. Skulle han ringe, eller skulle han lade være? Nu eller i morgen tidlig? Han havde stor lyst til at tale med manden, at følge et konkret spor, som måske kunne få lidt af sandheden frem i dagens lys. Hvis Kale var gået i seng, ville hans opkald ikke være velkomment. På den anden side ville det sene tidspunkt måske understrege sagens vigtighed. Han ringede.

Efter tredje eller fjerde ringetone svarede en androgyn stemme. ”Ja?”

”Jeg vil gerne tale med Simon Kale?”

”Hvem taler jeg med?” Stemmen lød bekymret og irriteret. Gurney var stadig ikke sikker på, om den tilhørte en mand eller en kvinde, men var tilbøjelig til at tro, at det var en mand.

”Mit navn er Dave Gurney.”

”Må jeg fortælle doktor Kale, hvorfor du ringer?”

”Hvem taler jeg med?”

”Du taler med den person, der tog telefonen. Og det er temmelig sent. Vil du være så venlig at fortælle mig, hvorfor …” Der var en anden stemme i baggrunden, en pause og lyden af et rør, der skiftede hænder.

En sippet og myndig stemme lød nu i røret: ”Det er Kale. Hvem taler jeg med?”

”Mit navn er David Gurney. Undskyld, at jeg forstyrrer så sent, men det er en presserende sag. Jeg arbejder som konsulent på sagen om mordet på Jillian Perry, og jeg prøver på at få et indtryk af Mapleshade. En person har fortalt mig, at du måske kunne hjælpe.” Intet svar. ”Doktor Kale?”

”Konsulent? Hvad vil det sige?”

”Jeg er blevet engageret af mr. og mrs. Perry, som har ønsket et uafhængigt syn på efterforskningen.”

”Det siger De ikke?”

”Jeg håbede, at De måske kunne fortælle mig lidt om Mapleshades klientel og om den fremherskende filosofi på stedet.”

”Jeg ville have troet, at Scott Ashton var den perfekte kilde til den slags oplysninger.” Det var en bidende bemærkning, som han prøvede at bløde lidt op med en mere uformel tone: ”Jeg er ikke længere ansat på Mapleshade.”

Gurney prøvede at finde fodfæste i det, der lød som en uoverensstemmelse mellem de to mænd. ”Jeg regnede med, at Deres nuværende stilling ville gøre Dem mere objektiv, end hvis De stadig arbejdede på skolen.”

”Det er ikke noget, jeg har lyst til at diskutere i telefonen.”

”Det forstår jeg godt. Jeg bor i Walnut Crossing, og jeg vil gerne køre til Cooperstown, hvis De kan afse en halv time.”

”Javel. Jeg tager desværre på en måneds ferie i overmorgen.” Måden han sagde det på, lød mere som en legitim forhindring end som en affærdigelse. Gurney havde på fornemmelsen, at Kales nysgerrighed var pirret, og at han ydermere havde noget interessant at fortælle.

”Det ville være en enorm hjælp, hvis jeg kunne træffe Dem inden da. Det er faktisk sådan, at jeg skal mødes med statsadvokaten i morgen eftermiddag. Hvis vi to kunne ses, vil jeg gerne køre en omvej?”

”Skal De mødes med Sheridan Kline?”

”Ja, og det ville være en stor hjælp, hvis jeg kunne få Deres input inden da.”

”Tja … jeg kunne vel godt … Men jeg er nødt til at vide mere om Dem, inden … inden vi diskuterer noget som helst. Deres akkreditiver og så videre.”

Gurney gav ham højdepunkterne i sin karriere og navnet på en vicepolitidirektør ved NYPD, som han kunne kontakte. Han nævnte oven i købet, halvvejs undskyldende, den fem år gamle artikel i New York-magazine, som berømmede hans bidrag til løsningen af to nederdrægtige mordsager. Artiklen havde fået ham til at lyde som en mellemting mellem Sherlock Holmes og Dirty Harry, hvilket han syntes var pinligt. Men det havde sin nytteværdi.

Kale indvilligede i at mødes med ham næste dag, fredag, klokken 12.45.

Da Gurney prøvede at organisere tankemylderet og lave en liste i hovedet med de emner, han gerne ville have belyst på mødet, oplevede han for hundred og syttende gang, at spænding og træthed tilsammen udgjorde et elendigt fundament for tilrettelæggelse af enhver art. Han blev enig med sig selv om, at søvn nok var det, der skulle til. Men han havde ikke mere end lige fået tøjet af og lagt sig ved siden af Madeleine, før hans mobiltelefon ringede, og han måtte ud i køkkenet igen, hvor han havde lagt den uden at tænke over det.

Stemmen i den anden ende var af den slags, man hører i eksklusive klubber i udkanten af større byer. ”Det er Withrow Perry. De har ringet. Jeg har præcis tre minutter.”

Det varede et øjeblik, inden Gurney fik samlet sig. ”Tak, fordi De ringede. Jeg er i gang med at efterforske mordet på …”

Perry afbrød ham meget abrupt. ”Jeg ved, hvad De laver. Jeg ved, hvem De er. Hvad vil De?”

”Jeg har et par spørgsmål, som måske kunne hjælpe …”

”Kom med dem.”

Gurney undertrykte sin trang til at kommentere mandens attitude. ”Har De nogen idé om, hvorfor Hector Flores dræbte din datter?”

”Nej, det har jeg ikke. Og for korrekthedens skyld var Jillian min kones datter, ikke min.”

”Kender du nogen ud over Flores, som kunne have næret uvilje mod hende – en uvilje, der var tilstrækkelig stor til, at vedkommende ville gøre hende ondt eller slå hende ihjel?”

”Nej.”

”Slet ingen?”

”Ingen og formentlig alle.”

”Hvad mener De?”

Perry lo – en skurrende, ubehagelig lyd. ”Jillian var en løgnagtig, manipulerende møgtøs. Det er jeg nok ikke den eneste, der har fortalt Dem.”

”Hvad er det værste, hun har gjort over for Dem?”

”Det emne vil jeg ikke udtale mig om.”

”Hvorfor tror De, at Ashton giftede sig med hende?”

”Spørg ham.”

”Det er Dem, jeg spørger.”

”Næste spørgsmål.”

”Har hun nogen sinde talt om Flores?”

”I hvert fald ikke til mig. Vi havde intet med hinanden at gøre. Lad mig gøre det helt klart, mr. Gurney. Jeg taler med Dem, udelukkende fordi min kone har bestemt sig for at iværksætte denne uofficielle undersøgelse og bedt mig om at svare på Deres opkald. Jeg har virkelig ikke noget at bidrage med, og jeg synes ærlig talt, at hendes bestræbelser er spild af både tid og penge.”

”Hvordan har De det med Scott Ashton?”

”Hvordan jeg har det? Hvad mener De?”

”Kan De lide ham? Beundrer De ham? Har De ondt af ham? Foragter De ham?”

”Ingen af delene.”

”Hvad så?”

Der var en pause og så et suk. ”Jeg interesserer mig ikke for ham. Hans liv vedkommer mig ikke.”

”Men der er et eller andet ved ham, som … hvad?”

”Ja, det indlysende spørgsmål. Det spørgsmål, De på en måde har stillet.”

”Hvilket et af dem?”

”Hvad får en dygtig specialist til at gifte sig med et vrag som Jillian?”

”Hadede De hende så meget?”

”Jeg hadede hende ikke, mr. Gurney, ikke mere end jeg ville hade en kobra.”

”Ville De slå en kobra ihjel?”

”Det er et barnligt spørgsmål.”

”Hop med på legen.”

”Ja, jeg ville slå en kobra ihjel, hvis den truede mig på livet, nøjagtig som De selv ville.”

”Har De nogen sinde haft lyst til at slå Jillian ihjel?”

Han slog en humørforladt latter op. ”Er det her en eller anden teenage-leg?”

”Det er bare et spørgsmål.”

”De spilder min tid.”

”Har De stadig en Weatherby kaliber 257?”

”Hvad fanden har det med sagen at gøre?”

”Er De klar over, at en person skød efter Scott Ashton en uge efter mordet med sådan en riffel?”

”Med en kaliber 257 Weatherby? For himlens skyld, De antyder vel ikke … du har da ikke den frækhed at antyde, at … hvad fanden er det egentlig, du antyder?”

”Jeg stiller bare et spørgsmål.”

”Et fornærmende spørgsmål.”

”Skal jeg antage, at De stadig er i besiddelse af riflen?”

”De kan antage, hvad De vil. Næste spørgsmål.”

”Kan De med sikkerhed sige, hvor riflen befandt sig den 17. maj?”

”Næste spørgsmål?”

”Havde Jillian nogen sinde venner med hjem?”

”Nej – og gudskelov for det. Tiden er desværre gået, mr. Gurney.”

”Et sidste spørgsmål. Det er vel ikke sådan, at De har navnet og adressen på Jillians biologiske far?”

For første gang i samtalen tøvede Perry. ”Et eller andet spanskklingende navn.” Hans stemme ændrede sig. ”Min kone nævnte det engang. Jeg sagde til hende, at jeg aldrig ville høre det igen. Cruz, måske? Angel Cruz? Jeg kender ikke hans adresse. Det er ikke sikkert, han har en. Når man tænker på, hvor længe et metamfetamin-vrag gennemsnitligt lever, har han sikkert været død i flere år.”

Han brød uden videre forbindelsen.

Det viste sig at være svært at falde i søvn. Hvis Gurney gjorde sig for mange tanker efter midnat, havde han svært ved at slå hjernen fra. Det kunne vare flere timer, inden den holdt op med at bakse med dagens problemer.

Han havde nok ligget i sengen i tre kvarter uden en pause fra Perry-sagens kalejdoskop af billeder og spørgsmål, da han lagde mærke til, at Madeleines vejrtrækning havde ændret sig. Han var overbevist om, at hun sov, da han gik i seng, men nu havde han en tydelig fornemmelse af, at hun var vågen.

Han ville gerne tale med hende. Nej, det var han alligevel ikke sikker på, han ville. Og selv om han så gjorde det, var han ikke sikker på, hvad det var, han ville tale med hende om. Så gik det op for ham, at han gerne ville have hendes råd, gerne ville have hende til at hjælpe sig ud af det morads, han var havnet i – et morads, der bestod af alt for mange usandsynlige historier. Han ville gerne have hendes råd, men han vidste ikke, hvordan han skulle bede om det.

Hun rømmede sig stille. ”Og hvad vil du gøre med alle dine penge?” spurgte hun helt nøgternt, som om det var noget, de havde diskuteret den sidste time. Det var tit, hun bragte et emne op på den måde.

”Mener du de hundred tusind dollars?”

Hun svarede ikke, hvilket betød, at hun betragtede spørgsmålet som unødvendigt.

”Det er ikke mine penge,” sagde han. ”Det er vores penge. Selv om de stadig ikke er nogen realitet.”

”Nej, det er helt bestemt dine penge.”

Han drejede hovedet over mod hende, men månen var ikke fremme, og det var for mørkt til, at han kunne se hendes udtryk. ”Hvorfor siger du det?”

”Fordi det passer. Det er din hobby, og nu din meget indbringende hobby. Og det er din gallerikontakt, eller din repræsentant eller agent eller hvad det nu er, hun er. Og nu skal du mødes med din nye beundrer, kunstsamleren, hvem han så er. Og derfor er det dine penge.”

”Jeg forstår ikke, hvorfor du siger sådan.”

”Jeg siger sådan, fordi det er sandt.”

”Vel er det ej. Det jeg ejer, ejer vi begge to.”

Der kom en lille bitter latter fra hende. ”Du fatter det ikke, vel?”

”Hvad fatter jeg ikke?”

Hun gabte og lød pludselig meget træt. ”Kunstprojektet er dit. Jeg har aldrig gjort andet end at beklage mig over, at du brugte så meget tid på det, over alle de dejlige solskinsdage du sad og lumrede inde i dit kontor og stirrede på skærmen og stirrede på seriemorderes ansigter.”

”Det har ikke noget at gøre med, hvordan vi betragter pengene.”

”Det har alt at gøre med det. Det er dig, der har tjent dem. De er dine.” Hun gabte igen. ”Jeg lægger mig til at sove igen.”