KAPITEL 32

ET GENSTRIDIGT VANVID

 

Gurney tog af sted klokken halv tolv næste dag for at mødes med Simon Kale i Cooperstown. Han havde afsat lidt over en time til køreturen. På vejen drak han en halv liter af Abelards egen kaffeblanding, og da Lake Otsego dukkede op, følte han sig vågen nok til at lægge mærke til det karakteristiske septembervejr, den blå himmel og antydningen af kølighed i luften.

GPS’en dirigerede ham langs søens skarntydebevoksede vestlige bred til et lille hvidt hus i kolonistil, der lå på sin egen to tusind kvadratmeter store halvø. I den åbne dobbeltgarage stod en skinnende grøn Miata roadster og en sort Volvo. Lidt væk fra indkørslen holdt en rød folkevognsboble. Gurney parkerede bag ved den og steg ud af bilen, netop som en elegant gråhåret mand kom ud fra garagen med et par indkøbsnet.

”Kriminalassistent Gurney, går jeg ud fra?”

”Doktor Kale?”

”Det er korrekt.” Han smilede mekanisk og viste Gurney hen ad en flisegang, der gik fra garagen og hen til bryggersdøren. Døren stod åben. Det indvendige af huset så meget gammelt ud, men utrolig velholdt med varmebesparende lave lofter og originale hanebjælker, som var typiske for det attende århundrede. De stod midt i et køkken med en kæmpestor åben kamin og et gaskomfur med krom og emalje fra 1930’erne. Et sted i huset lød de umiskendelige toner af Amazing Grace spillet på fløjte.

Kale lagde indkøbsnettene på bordet. Adirondack Symfoniorkestrets logo var trykt på dem. Der stak bladrige grøntsager og flutes ud af den ene, og der var vinflasker i den anden. ”Ingredienserne til aftensmaden. Jeg er blevet sendt ud for at jage og samle,” sagde han lidt skælmsk. ”Jeg laver ikke selv mad. Min partner, Adrian, er både kok og fløjtenist.”

”Er det …?” Gurney gjorde en bevægelse med hovedet i retning af den svage musik.

”Nej, nej, Adrian er meget bedre. Det må være hans klokkentolv-elev, ham i boblen.”

”I hvad …?”

”Bilen udenfor, den der står foran Deres, den nuttede røde tingest.”

”Nå,” sagde Gurney. ”Selvfølgelig. Så er Volvoen Deres og Miataen Deres partners?”

”Er De sikker på, at det ikke er omvendt?”

”Det tror jeg ikke, det er.”

”Interessant. Hvad er det lige ved mig, som råber Volvo?”

”Da De kom ud af garagen, var det fra Volvo-siden.”

Kale udstødte en kort, skrattende latter. ”Så er De altså ikke clairvoyant?”

”Nej, det tror jeg ikke.”

”Vil De have en kop te? Nej? Så lad os gå ind i dagligstuen.”

Dagligstuen viste sig at være et lillebitte lokale ved siden af køkkenet. To lænestole med blomstret betræk, to tuftede gulvpuder med små gnidrede blomster, et tebord, en bogreol og en lille rødemaljeret brændeovn var alt, hvad der var, og det fyldte stort set hele stuen. Kale pegede på den ene stol til Gurney og satte sig selv i den anden.

”Nå, kriminalassistent Gurney, hvad er formålet med Deres besøg?”

Gurney lagde for første gang mærke til, at Simon Kales øjne, til forskel fra hans lidt fjantede opførsel, var alvorlige og vurderende. Den mand var ikke nem at narre eller smigre – men den uvilje mod Ashton, som han afslørede i telefonen, kunne måske bruges til noget, hvis han håndterede den med forsigtighed.

”Jeg er ikke hundred procent sikker på, hvad formålet er,” sagde Gurney og trak på skuldrene. ”Måske er jeg bare lidt ude med snøren.”

Kale så nøje på ham. ”Nu skal De ikke overdrive ydmygheden.”

Gurney var overrasket over dette svirp, men reagerede roligt og uanfægtet. ”Jeg tror ærlig talt, det mere er uvidenhed end ydmyghed. Der er så pokkers meget, jeg ikke ved i denne sag – som ingen ved.”

”Undtagen skurken?” Kale så på sit armbåndsur. ”De har vel nogle spørgsmål, de gerne vil stille?”

”Jeg vil gerne vide hvad som helst, De kan fortælle mig om Mapleshade – hvem der går på skolen, hvem der arbejder der, hvad det hele handler om, hvad De lavede der, og hvorfor De forlod stedet.”

”Mapleshade før eller efter at Scott Ashton kom dertil?”

”Begge dele, men først og fremmest den periode, hvor Jillian Perry var elev på skolen.”

Kale fugtede eftertænksomt læberne og lod til at smage på spørgsmålet. ”Jeg vil udtrykke det sådan her: I atten af de tyve år, jeg underviste på Mapleshade, var det et gunstigt terapeutisk miljø, hvor en bred vifte af elever med milde til moderate følelsesmæssige og adfærdsmæssige problemer blev behandlet og kureret. Scott Ashton kom til stedet for fem år siden og fik en overdreven velkomst, fordi han var en berømt psykiater og en skarp teoretiker. Lige det, der skulle til for at gøre skolen til den fremmeste inden for sit felt. Så snart han havde fundet fodfæste, begyndte han imidlertid at rette søgelyset mod stadigt mere syge unge mennesker – voldelige seksualforbrydere, manipulatoriske misbrugere af andre børn, stærkt seksualiserede unge kvinder, som i mange år havde levet med incest, både som ofre og gerningsmænd. Scott Ashton forvandlede vores skole, som længe havde haft yderst gunstige resultater med problembørn, til et nedslående opbevaringssted for sexmisbrugere og sociopater.”

Gurney syntes, det lød som en omhyggeligt gennemarbejdet tale, en tale, der blev pyntet lidt på ved hver gentagelse, men sindsbevægelsen virkede ægte nok. Kales skælmske tone og facon var i hvert fald midlertidigt blevet erstattet af en heftig, retfærdig vrede.

Stilheden, der fulgte dette stridsskrift, blev brudt af fløjten i stuen ved siden af, og ind til dem strømmede de uforglemmelige toner af melodien til Danny Boy.

Den ramte Gurney og svækkede ham langsomt, som om en grav blev åbnet. Et øjeblik troede han, at han var nødt til at undskylde sig, finde et påskud til at opgive afhøringen og skynde sig væk. Fem år var der gået, og den sang var stadig ikke til at bære. Men så holdt fløjten op. Han sad og trak knap nok vejret, som en soldat med granatchok, der sidder og venter på, at artilleriet genoptager skydningen i det fjerne.

”Er der noget galt?” Kale så nysgerrigt på ham.

Gurneys første indskydelse var at lyve, skjule såret. Men så tænkte han, hvorfor egentlig? Sandheden var jo, som den var. Det kunne han ikke komme udenom. Han sagde: ”Jeg havde en søn med det navn.”

Kale så forvirret ud. ”Hvilket navn?”

”Danny.”

”Det forstår jeg ikke.”

”Fløjten … Den … nej, det er lige meget. Det var et fjernt minde. Undskyld afbrydelsen. De var i gang med at beskrive … overgangen fra en type klientel til en anden.”

Kale rynkede brynene. ”Overgang – hvilket mildt udtryk for så voldsom en forstyrrelse.”

”Men skolen er vel stadig en succes?”

Kales smil funklede iskoldt. ”Der er mange penge i at huse skyldbetyngede forældres afsindige afkom. Jo mere skræmmende de er, desto mere betaler forældrene for at blive af med dem.”

”Uanset om de får det bedre eller ej?”

Kales latter var lige så kold som hans smil. ”Lad mig sige det, som det er, så der ikke skal herske den mindste tvivl i Deres sind om, hvad det er, vi har med at gøre. Hvis De fandt ud af, at Deres tolvårige datter havde gået og voldtaget femårige børn, ville De nok betale hvad som helst for at få Deres sindssyge barn til at forsvinde i et par år.”

”Er det den slags, der bliver sendt til Mapleshade?”

”Lige præcis.”

”Ligesom Jillian Perry?”

Kale rynkede panden og så lidt nervøs ud. ”At nævne enkeltpersoner i en kontekst som den her, bringer os ud på kanten af et lovmæssigt minefelt. Jeg føler ikke, at jeg kan give Dem et specifikt svar, mr. Gurney.”

”Jeg har allerede pålidelige beskrivelser af Jillians adfærd. Jeg nævner hende kun, fordi det tidsmæssige aspekt rejser et spørgsmål. Blev hun ikke sendt til Mapleshade, inden Ashton ændrede skolen?”

”Jo, det er rigtigt. Uden at sige noget som helst om Jillian Perry kan jeg godt fortælle Dem, at Mapleshade havde tradition for at optage elever med mange forskellige problemer, og der var altid et par stykker, der var meget mere syge end andre. Det, Ashton gjorde, var at rette søgelyset ene og alene mod de sygeste, så det kun var dem, der blev optaget. Stik en hvilken som helst af de piger et gram coke, og hun spreder benene for hvad som helst. Er det svar på spørgsmålet?”

Gurney stirrede eftertænksomt på den lille røde brændeovn. ”Jeg forstår Deres modvilje mod at bryde et tavshedsløfte. Men det kan ikke længere skade Jillian Perry, og for at finde hendes morder er det måske nødvendigt, at vi får noget mere at vide om hendes tidligere kontakter. Hvis Jillian nogen sinde betroede sig til Dem, så …”

”Nu holder vi. Hvad nogen måtte have betroet mig, forbliver fortroligt.”

”Der er rigtig meget på spil, doktor Kale.”

”Ja, det er der. Integriteten er på spil. Jeg røber ikke noget, som er blevet mig fortalt under forudsætning af, at det ikke kom videre. Er det forstået?”

”Ja, desværre.”

”Hvis De vil vide noget om Mapleshades forvandling fra skole til zoologisk have, så kan vi diskutere det mere generelt. Men detaljer om enkeltpersoner vil ikke blive diskuteret. Det er en usikker verden, vi lever i, Gurney, hvis De ikke skulle have bemærket det. Vores principper er det eneste, der giver os fast grund under fødderne.”

”Og hvilke principper tilsagde Dem, at De skulle forlade Mapleshade?”

”Mapleshade blev et hjem for kvindelige sex-psykopater. De fleste af dem har ikke brug for psykiatere, de har brug for eksorcister.”

”Ansatte doktor Ashton nogen til at erstatte Dem, da De rejste?”

”Han ansatte en i den stilling, jeg forlod.” Den hårfine sondring blev fremsat med ætsende stemme, og Kales øjne lyste af noget, der lignede ægte had.

”Hvem var vedkommende?”

”Han hedder Lazarus. Det siger jo alt.”

”Hvordan det?”

”Doktor Lazarus er lige så varm og levende som et lig,” sagde han bittert.

Det lød, som om det var det sidste ord, og Gurney var klar over, at samtalen var slut.

Som på et stikord begyndte fløjtespillet igen, og de vemodsfulde toner af Danny Boy drev ham ud af huset.