KAPITEL 33

EN SIMPEL OMSTØDELSE

 

Den levende fabel, den afgørende drøm, det smukke syn, som havde ændret alt, stod nu lyslevende for ham, som første gang det kom til ham.

Det var som at se en film og være med i den på samme tid, og så glemme, at det var en film og leve den, sanse den – en oplevelse, der var mere virkelig, end det såkaldt virkelige liv nogen sinde havde været.

Det var altid det samme.

Johannes Døberen var barfodet og nøgen med undtagelse af et hjemmevævet brunt lændeklæde, som knap nok dækkede hans genitalier. Det var holdt fast af et groft læderbælte, hvori der hang en primitiv jagtkniv. Han stod ved siden af en uredt seng i et lokale, der lod til at være både et soveværelse og en fangekælder. Der var ikke noget synligt, der bandt ham, og alligevel kunne han ikke bevæge hverken arme eller ben. Det var en klaustrofobisk fornemmelse, og han frygtede, at han ville blive kvalt, hvis han mistede balancen og faldt ned på sengen.

Ind i fangekælderen, svævende ned ad en mørk stentrappe, kom Salome. Hun kom hvirvlende hen mod ham i en luftning af parfume og gennemsigtig silke, stillede sig foran ham og svajede og dansede. Hun bevægede sig mere som en slange end som et menneske. Silken gled væk, fortonede sig og afslørede cremehvid hud, forbavsende store bryster på så smidig en krop, fyldig rund bagdel, åndeløst fuldkommen, åndeløst dødbringende. Kroppen vred sig i forventning om nydelse.

Arketypisk fornedrelse.

Eva den kvindelige dæmon.

Den personificerede slange.

Ondskabens inderste væsen.

Liderlighedens inkarnation.

Vrider sig og danser som en slange.

Danser rundt om ham, mod ham. Slimet sved på de gyngende bryster, svedperler omkring munden. Elektrisk stød af hendes ben, der gnider mod hans ben, hun spreder benene, en kradsen af pubeshår mod hans lår, et rædselsskrig samler sig i hans bryst, rædslen bruser i hans blod. Skriget i hans hjerte kæmper for at komme ud. Først en ganske lille sammensnøret klynken, som vokser og presser sig ud gennem hans sammenbidte tænder. Hendes øjne brænder, hendes skød presser mod hans, brænder, skriget vokser, kommer ud, nu som et brøl, en brusende elv af lyd, brølet fra en cyklon, der vælter jorden over ende og forløser lammelsen i hans arme og ben, kniven bliver nu til et sværd, en velsignet krumsabel. Med himlens og jordens fulde styrke svinger han den store krumsabel – svinger den i en ædel, fuldendt bue – så det næppe mærkes, at den går gennem hendes svedige hals, så hovedet falder af, falder frit. Mens det falder og forsvinder gennem stengulvet, tørrer den fugtige krop ind og bliver til gråt støv og er borte, blæst væk af en vind, der varmer hans sjæl, fylder ham med lys og fred, fylder ham med bevidstheden om hans sande identitet, fylder ham med Målet og Midlet.

Man siger, at Gud kommer langsomt til nogle mennesker og til andre i et lysglimt, som oplyser alt. Og sådan var det for hans vedkommende.

Kraften og klarheden havde chokeret ham første gang, og sådan var det også, hver gang han genkaldte sig det, hver gang han genoplevede Den Store Sandhed, som var blevet åbenbaret for ham i ”drømmen”.

Som alle andre store idéer var den forbavsende enkel: Salome kan ikke lade Johannes Døberen halshugge af Herodes, hvis Johannes Døberen angriber først. Johannes Døberen, som lever i ham. Johannes Døberen, som tilintetgør den onde Eva. Johannes Døberen, det udvalgte redskab til blodsdåben. Johannes Døberen, de slimede slangers svøbe. Ham, der hugger hovedet af slangen Salome.

Det var en vidunderlig indsigt. En kilde til beslutsomhed, sjælefred og lindring. Han følte sig mageløst velsignet. Så mange mennesker i den moderne verden havde ingen anelse om, hvem de egentlig var.

Han vidste, hvem han var. Og hvad han måtte gøre.