KAPITEL 34
ASHTON UROLIG
Lige da Gurney drejede ind på parkeringspladsen ved bygningen, som husede statsadvokatens kontor, ringede hans telefon. Han var forbavset over at høre Scott Ashtons stemme, og endnu mere forbavset over, at den lød usikker og uformel.
”David, efter at du ringede i aftes … det, du sagde, om dem, man ikke kunne finde … jeg ved godt, hvad jeg sagde om vores tavshedspolitik, men … jeg tænkte, at jeg måske selv kunne foretage et par diskrete opringninger. På den måde ville det ikke være et spørgsmål om, at jeg havde givet navne eller telefonnumre til en tredje part.”
”Og?”
”Ja, jeg har foretaget nogle opringninger, og … sagen er den … jeg vil nødig drage forhastede konklusioner, men … det er muligt, at der foregår et eller andet mærkeligt.”
Gurney tog den første parkeringsbås, han kunne finde. ”Hvordan mærkeligt?”
”Jeg har foretaget fjorten opringninger. I fire tilfælde havde jeg nummeret på den tidligere elev, i de andre ti havde jeg nummeret på en forælder eller en værge. Jeg fik fat i en af eleverne og talte med hende. For en andens vedkommende kunne jeg lægge en telefonbesked. I de sidste to tilfælde, var telefonen nedlagt. Af de ti opringninger til familierne kom jeg igennem til to og lagde beskeder hos de resterende otte. To af dem ringede tilbage. Så jeg havde i alt fire samtaler med familiemedlemmer.”
Gurney spekulerede på, hvad alle de mellemregninger skulle til for.
”I et tilfælde, var der ingen problemer. Men i de andre tre …”
”Undskyld jeg afbryder, men hvad mener du med ’ingen problemer’?”
”Jeg mener, at de vidste, hvor deres datter var. De sagde, at hun gik på universitetet, og at de lige havde talt med hende. Men der er problemer hos de andre tre. Forældrene har ingen anelse om, hvor deres døtre er – men det i sig selv er ikke så bemærkelsesværdigt. Faktisk opfordrer jeg på det kraftigste nogle af vores afgangselever til at flytte væk fra forældrene, når forholdet har været skadeligt og meget belastende. Reintegration med den oprindelige familie er ikke altid tilrådeligt. Jeg er sikker på, du godt kan se hvorfor.”
Gurney tog sig i at nævne, at Savannah havde sagt det samme. Ashton forsatte. ”Problemet ligger i det, forældrene fortalte mig, om hvad der var sket, om hvordan pigerne rent faktisk havde forladt hjemmet.”
”Hvordan?”
”Den første mor, jeg talte med, sagde, at hendes datter ellers var rolig og havde opført sig pænt i omkring fire uger efter, at hun var kommet hjem fra Mapleshade. Så en aften ved middagsbordet havde hun krævet at få penge til en ny bil, nærmere bestemt en Miata cabriolet til syvogtyve tusind dollars. Det havde forældrene selvfølgelig sagt nej til. Så havde hun anklaget dem for ikke at bryde sig om hende, havde på en meget aggressiv måde gravet alle traumerne frem fra sin tidlige barndom og stillet dem det vanvittige ultimatum, at hun aldrig ville se dem igen, hvis ikke de gav hende pengene til bilen. Da de igen sagde nej, pakkede hun sine ting, ringede efter en taxa og kørte væk. Derefter ringede hun en enkelt gang og sagde, at hun delte lejlighed med en veninde, at hun havde brug for noget tid til at få styr på sine ’problemer’, og at ethvert forsøg fra deres side på at finde hende eller komme i kontakt med hende ville være en utålelig krænkelse af hendes privatliv. Og det var det sidste, de nogen sinde hørte fra hende.”
”Du ved åbenbart mere om dine tidligere elever, end jeg gør, men overfladisk set virker den historie ikke så usandsynlig. Det lyder, som noget enhver følelsesmæssigt forstyrret og forkælet møgunge kunne finde på.” Lige da han havde sagt det, spekulerede han på, om Ashton ville protestere mod den karakteristik af Mapleshades gamle elever.
”Ja, lige præcis,” svarede han. ”En ’forkælet møgunge’, der tramper i gulvet, styrter ud af huset og vrager sine forældre som straf. Ikke særlig chokerende og ikke engang usædvanligt.”
”Så forstår jeg ikke pointen med historien. Hvorfor er du foruroliget over den?”
”Fordi det er den samme historie, alle tre familier fortalte.”
”Den samme?”
”Ja, den samme, bortset fra bilmærket og prisen. I stedet for en Miata til syvogtyve tusind dollars forlangte den anden pige en BMW til niogtredive tusind dollars, og den tredje ville have en Corvette til halvfjerds tusind dollars.”
”Hold da op.”
”Kan du se, hvorfor jeg er bekymret?”
”Det, jeg kan se, er en gåde. Forbindelsen mellem de tre historier er mig en gåde. Fik du nogen idé om, hvad den kunne være, da du talte med forældrene?”
”Det kan jo ikke være et tilfælde. Og så må det vel være en sammensværgelse af en slags.”
For Gurney at se var der to muligheder. ”Enten fandt pigerne selv på det for at slippe hjemmefra – selv om det er uklart, hvorfor de følte sig nødsaget til at gøre det på den måde – eller også blev de hver især beordret til det af nogen udefra, uden at de nødvendigvis vidste, at de andre piger fulgte den samme instruks. Men igen er det egentlige spørgsmål hvorfor, de gjorde det.”
”Du tror ikke, at det bare var en skør plan, de havde udtænkt for at se, om de kunne få deres forældre til at købe drømmebilen til sig?”
”Det tvivler jeg på.”
”Hvis det er noget, pigerne er blevet enige om at gøre, eller noget, en mystisk tredje part har fået dem til – uden at vi kender grunden – hvorfor har de så alle tre bedt om et forskelligt bilmærke?”
Gurney kom pludselig på et muligt svar, men han ville gerne have mere tid til at tænke det igennem. ”Hvorfor var det netop de piger, du prøvede at komme i kontakt med?”
”Det var ikke noget systematisk valg. Det er bare piger fra Jillians klasse, som gik ud af skolen samtidig med hende.”
”Så de var alle sammen nogenlunde lige gamle? Alle sammen nitten, tyve år?”
”Det vil jeg tro.”
”Du kan godt se, at du er nødt til at udlevere Mapleshades elevlister til politiet, ikke?”
”Sådan ser jeg nu ikke på det – i hvert fald ikke endnu. Indtil videre ved jeg ikke andet, end at tre voksne, myndige piger forlod deres hjem efter at have haft omtrent det samme skænderi med deres respektive forældre. Jeg giver dig ret i, at der er noget ved det, der virker underligt – og det er derfor, jeg fortæller dig om det – men foreløbig er der ingen beviser for, at der er foregået noget kriminelt, ingen beviser for, at der overhovedet er nogen, der har gjort noget forkert.”
”Der er flere end tre.”
”Hvor ved du det fra?”
”Det har jeg som sagt fået at vide …”
Ashton brød ind. ”Ja, ja, jeg er klar over, at en eller anden unavngiven person har fortalt dig, at vedkommende ikke kunne komme i kontakt med nogle af vores tidligere elever, også unavngivne. Det i sig selv betyder ikke noget. Nu skal vi ikke blande tingene sammen og drage forhastede konklusioner, der kan bruges som undskyldning for at bryde skolens tavshedspligt.”
”Ashton, det var dig, der ringede til mig. Du lød bekymret. Og nu siger du til mig, at der ikke er noget at være bekymret for. Det giver ikke meget mening.”
Han kunne høre, at Ashton trak vejret lidt usikkert. Efter fem lange sekunder var han mere afdæmpet i sin tone.
”Jeg vil bare ikke have, at hele skolens struktur ramler om ørerne på os. Jeg har et forslag. Jeg fortsætter med at ringe rundt. Jeg prøver at få fat i alle de nyligt udgåede elever. På den måde kan vi finde ud af, om der er et tydeligt mønster, inden vi gør Mapleshade ubodelig skade. Jeg prøver ikke at lægge hindringer i vejen, tro mig. Hvis der skulle vise sig at være flere eksempler …”
”Så siger vi det, Ashton. Foretag de opringninger. Men du skal være klar over, at jeg lader det, jeg ved, gå videre til BCI.”
”Du skal gøre det, du finder nødvendigt. Men husk lige på, hvor lidt du rent faktisk ved. Du skal ikke rokke ved en grundmuret tillid på baggrund af et gæt.”
”Jeg har fattet det. Flot formuleret.” Ashtons veltalenhed var faktisk begyndt at gå Gurney på nerverne. ”Men nu vi taler om institutionens grundprincipper eller dens formål eller omdømme, eller hvad du nu kalder det, så har jeg forstået det sådan, at du personligt stod for nogle drastiske ændringer på det område for få år siden – nogle ville sige risikable ændringer.
For lige at sammenfatte det: Scott Ashton vendte op og ned på skolens målsætning, så den fra at være en institution, der behandlede personer, som kunne behandles, blev til et opbevaringssted for uhelbredelige uhyrer. Jeg tror, det er en nogenlunde dækkende udlægning.”
Ashton udstødte et lille suk. ”Ja, det er vel sådan, visse personer måske ser på det, især hvis ændringerne ikke gavnede deres karriere.”
Gurney lod, som om han ikke hørte, at Ashton tydeligt langede ud efter Simon Kale. ”Hvordan ser du på det?”
”Her i landet er der en overflod af terapeutiske kostskoler for neurotikere. Men der mangler kostskolemiljøer, hvor seksuelt misbrug og destruktive, seksuelle tvangsforestillinger kan takles kreativt og effektivt. Jeg forsøger at rette op på den ubalance.”
”Er du tilfreds med måden, det kører på?”
Der lød et længere suk. ”Behandlingen af visse psykiske sygdomme er middelalderlig. På baggrund af det lave niveau er det ikke så svært at gøre fremskridt, som man måske skulle tro. Når du har en ledig stund, kan vi tale mere indgående om det. Lige nu vil jeg hellere gå videre med telefonopringningerne.”
Gurney kiggede på instrumentbrættet for at se, hvad klokken var. ”Jeg har et møde, og jeg er allerede fem minutter forsinket. Lad mig endelig vide, hvad du finder ud af, og helst så hurtigt som muligt. Forresten – lige en sidste ting. Jeg går ud fra, at du har adresser og telefonnumre på Alessandro og Karnala Fashion?”
”Hva’behar?”
Gurney sagde ingenting.
”Er det reklamen, du taler om? Hvorfor skulle jeg have deres numre?”
”Jeg gik ud fra, at du havde fået fotografiet på væggen enten af fotografen eller den virksomhed, der bestilte reklamen.”
”Nej. Det var faktisk Jillian, der fik den. Hun gav mig den i bryllupsgave. Jeg fik den om morgenen, den dag vi blev gift.”