KAPITEL 36

IND I HJERTETS MØRKE

 

Da politimesteren var gået, faldt mødet fra hinanden. Ikke at der havde været meget samling på det før, men det var, som om hans besynderlige sortie understregede det usammenhængende ved efterforskningen, og diskussionen gik i opløsning. Den superdygtige profiltegner Rebecca Holdenfield udtrykte usikkerhed omkring sin rolle og var den næste, der gik. Anderson og Blatt var rastløse og følte sig fanget i tyngdefeltet mellem deres chef, som var gået, og statsadvokaten, som stadig var der.

Gurney spurgte, om man havde fundet ud af noget omkring betydningen af navnet Edward Vallory, men det var der ingen, der havde. Andersons ansigt var udtryksløst, da spørgsmålet blev stillet, og Blatt affærdigede det med en håndbevægelse, som tilkendegav, hvor nyttesløst, han syntes, det var.

Statsadvokaten kom med et par intetsigende sætninger om, hvor udbytterigt mødet havde været med hensyn til at føre alle ajour. Gurney mente ikke, at det var tilfældet. Men det havde måske nok fået alle til at spekulere over, hvad det var, de havde med at gøre. Og spørgsmålet om de forsvundne piger var kommet på bordet.

Gurneys sidste bidrag til mødet var en stærk opfordring til BCI om at grave nogle oplysninger frem om Alessandro og Karnala Fashion, eftersom de udgjorde en fælles faktor i pigernes liv og en forbindelse mellem dem og Jillian. Netop som Kline gav sin tilslutning til forslaget, stak Ellen Rackoff hovedet ind ad døren og pegede på sit armbåndsur. Han kiggede på sit, så forbløffet ud og meddelte med selvhøjtidelig alvor, at han skulle have et telefonmøde med guvernøren, og at han allerede var for sent på den. Han gik med en bemærkning om, at alle nok selv kunne finde ud. Anderson og Blatt forlod lokalet sammen efterfulgt af Gurney og Hardwick.

Hardwick var kørende i en af NYSPs allestedsnærværende sorte Ford sedan’er. Ude på parkeringspladsen lænede han sig op ad bagagerummet, tændte en cigaret og gav uden videre Gurney sin mening om politimesteren. ”Den lille lort er ved at gå op i limningen. Du ved godt, hvad man siger om kontrolfreaks – de er nødt til at kontrollere alt uden for sig selv, fordi de har fucking kaos indeni.” Han tog et langt hiv af cigaretten og skar en grimasse, mens han pustede røgen ud. ”Hans datter er et skide kokainvrag. Det vidste du godt, ikke?”

Gurney nikkede. ”Du fortalte mig det under Mellery-sagen.”

”Fortalte jeg dig, at hun var på Greystone? Galeanstalten nede i Jersey?”

”Ja.” Gurney huskede en trøstesløs, regnfuld dag i november, hvor Hardwick havde fortalt ham om Rodriguez’ datters stofmisbrug og om, hvordan det forvrængede hans vurdering i sager, der havde med narkotika at gøre.

”Nå, men hun blev smidt ud af Greystone, fordi hun havde smuglet roxi-piller ind og kneppet sine medpatienter. Det sidste nye er, at hun blev anholdt for at sælge crack under et møde på et afvænningscenter for narkomaner.”

Gurney spekulerede på, hvor Hardwick ville hen med det her. Det lød ikke som en medfølende forklaring på politimesterens opførsel.

Hardwick tog et hiv af cigaretten, som om han prøvede at slå rekorden for, hvor meget røg man kan få ned i lungerne på tre sekunder. ”Jeg kan se, du kigger på mig, som om du tænker, og hvad så, hvad har det med noget som helst at gøre. Har jeg ret?”

”Spørgsmålet har strejfet mig.”

”Svaret er ingenting. Det har ikke en skid med noget som helst at gøre. Bortset fra at Rodriguez’ beslutninger er røv og nøgler for tiden. Han er en belastning for sagen.” Han smed den halve cigaret fra sig og tværede den ned i asfalten med foden.

Gurney tog chancen og skiftede emne. ”Gør mig en tjeneste. Følg op på Alessandro og Karnala. Jeg har ikke indtryk af, at de andre derinde var særlig interesserede.”

Hardwick reagerede ikke. Han blev stående lidt og stirrede ned på det maste skod. ”Jeg er den, der er smuttet,” sagde han til sidst. Han åbnede bildøren og rynkede på næsen, som om en sur lugt slog ham i møde.

”Pas på, Davy-boy. Den lille lort er en tidsindstillet bombe, og en dag springer han i luften. Det gør de altid.”