KAPITEL 37

HJORTEN

 

Køreturen hjem var elendig, og til at begynde med kunne Gurney ikke finde ud af hvorfor. Han var rastløs og ville samtidig gerne adspredes, men kunne ikke finde noget. Den ene radiokanal var mere ulidelig end den anden. Musik, som ikke afspejlede hans sindsstemning, virkede idiotisk på ham, mens han bare fik det værre af den musik, der afspejlede den. Alle stemmer virkede irriterende, og det, der blev sagt, lød enten dumt eller grådigt eller begge dele. Alle reklameindslag gav ham lyst til at skrige: Løgnagtige fnatmider!

Han slukkede for radioen og koncentrerede sig om vejen – om de søvnige landsbyer, de forladte eller hensygnende gårde, og de giftige økonomiske gulerødder, som den olieborende industri holdt op foran de fattige byer i den nordlige del af staten.

For fanden da, hvor var han i dårligt humør.

Hvorfor?

Han lod tankerne glide tilbage til mødet for at se, om der var noget, han fik lyst til at dvæle ved.

Ellen Rackoff i kashmir, selvfølgelig. Hun gav sig bestemt ikke ud for at være uskyldsren. Hun var varm og behagelig som en slange. Og det farlige ved det var en perverteret del af fascinationen.

Det oprindelige bevismateriale, som kriminalkommissær Anderson gjorde rede for, og som fik mordet til at lyde som et professionelt snigmord: Selv vandlåsen under vasken i badeværelse og køkken var blevet skuret og skrubbet.

De kendsgerninger, der var fælles for de forsvundne piger: skænderiet med forældrene, deres urimelige krav, som med sikkerhed blev afvist, deres tidligere kontakt med Hector og Karnala Fashion og den ubestemmelige fotograf, Alessandro.

Blatts barske prognose: De er sikkert alle sammen døde nu.

Rodriguez’ personlige smerte som far til en problemtynget datter – en smerte, som han hele tiden blev mindet om, og som blev forøget af de rædsler, der tilsyneladende lå gemt i den pågældende sag.

Gurney hørte mandens hæse stemme lige så tydeligt, som hvis han havde siddet lige ved siden af ham. Det var lyden af en mand, der var ved at krakelere – en mand, hvis sind ikke var fleksibelt nok til at rumme de uforskyldte hændelser i hans eget liv.

Hvilket fik Gurney til at spekulere på, om der virkelig findes uforskyldte hændelser. Han spurgte sig selv, om vi ikke på en eller anden måde selv er skyld i, at vi havner i de situationer, vi befinder os i? Er det ikke vores valg og vores måde at prioritere på, der gør hele forskellen? Han fik kvalme, og han vidste pludselig hvorfor. Han identificerede sig med Rodriguez, den arbejdsliderlige strisser og faderen, der ikke kunne finde ud af en skid.

Og så – som om dette kaos af tanker ikke var nok, som om en ond gud prøvede at udtænke en ydre ulykke, som passede til det sammenstød af følelser, der foregik inden i ham – ramte han dyret.

Han var lige kørt forbi Brownville-skiltet. Der var ingen landsby, kun de tilgroede rester af en forladt gård til venstre i floddalen og en skovbevokset skråning til højre. En middelstor då var dukket op i skovkanten, tøvede og sprang så over vejen så langt foran ham, at der stort set ikke var grund til at bremse. Men så fulgte hendes kalv efter hende, og det var for sent at bremse, og selv om han svingede så langt ud til venstre, som han kunne, både hørte og mærkede han det forfærdelige bump.

Han kørte ind til siden og standsede. Han kiggede i bakspejlet og håbede, at der ikke var noget at se, håbede, at det var en af disse heldige påkørsler, hvor det overraskende spændstige dyr løb ind i skoven med kun overfladiske skrammer. Men det var ikke tilfældet. Tredive meter bag ham lå en lille brun skabning i grøftekanten.

Han steg ud af bilen og gik langs rabatten, mens han klamrede sig til håbet om, at kalven bare var bevidstløs og snart ville komme på benene igen. Da han nærmede sig, svandt håbet. Kalven lå med hovedet vredet om og et tomt udtryk i de åbne øjne. Han standsede og så sig hjælpeløst omkring. Han så dåen stå ubevægelig og kigge og vente på den golde mark.

Han kunne ikke gøre noget.

Han sad i bilen uden at kunne huske, at han var gået tilbage til den, og hans vejrtrækning blev afbrudt af små hulk. Han var halvvejs hjemme, inden han tænkte på at tjekke skaden på forenden af bilen, men han kørte alligevel videre. Skyldfølelsen skar ham i hjertet, og han ville bare hjem.