KAPITEL 38

PETER PIGGERTS ØJNE

 

Huset føltes underligt tomt, som det altid gjorde, når Madeleine ikke var hjemme. Om fredagen spiste hun sammen med tre af sine veninder for at snakke om strikketøj og sytøj, om, hvad de lavede, om sygdom og sundhed og om de bøger, de læste.

Han tænkte på at følge Madeleines opfordring og ringe til Kyle, en tanke, som udsprang af den følelsesmæssigt dystre køretur fra Brownville til Walnut Crossing. Han ville gerne føre en rigtig samtale med sin søn i stedet for at udveksle de sædvanlige omhyggeligt formulerede, antiseptiske e-mails, som gav dem begge en illusion om, at de kommunikerede. At læse de redigerede beskrivelser af tilværelsens tilskikkelser på computerskærmen kunne ikke sammenlignes med det at høre dem fortalt af en levende stemme uden udglattende omskrivning og sletning.

Han gik ind på kontoret med de bedste intentioner, men besluttede sig for af tjekke telefonsvarer og e-mails, inden han ringede. Der var én besked hvert sted. De var begge to fra Peggy Meeker, socialrådgiveren, der var gift med edderkopmanden.

På telefonsvareren lød hun begejstret, nærmest animeret. ”Hej Dave, det er Peggy Meeker. Efter at du nævnte navnet Edward Vallory forleden aften, har jeg ikke kunnet få det ud af hovedet. Jeg vidste, at jeg var stødt på det et eller andet sted. Og nu har jeg fundet det! Jeg husker det fra et undervisningsforløb i engelsk litteratur på universitetet. Elizabethansk drama. Vallory var dramatiker, men ingen af hans skuespil overlevede, og derfor har næsten ingen hørt om ham. Det eneste, der stadig findes, er prologen til et skuespil. Men hør lige det her – alt, hvad han skrev, var tilsyneladende misogynistisk. Han hadede simpelthen kvinder! Det stykke, hans prolog var en del af, handlede efter sigende om en mand, der dræbte sin egen mor! Jeg har mailet den eksisterende prolog til dig. Har det mon noget med Perrysagen at gøre? Det spekulerede jeg på, fordi du sagde noget om det tidligere på aftenen. Jeg tænkte på det, da jeg læste Vallorys prolog, og jeg fik kuldegysninger af det. Kig på mailen. Lad mig vide, om det er til nogen hjælp. Og lad mig vide, om der er andet, jeg kan gøre for dig. Det er såååå spændende. Vi tales ved. Hej. Og hils Madeleine.”

Gurney åbnede mailen og scrollede hurtigt ned til Vallorycitatet:

Der er på jorden ingen ærbar kvinde. Hun ejer ingen renhed.
Og aldrig er der samklang mellem tunge, blik og hjerte.
Hun flagrer hid, hun flagrer did, det ydre gælder alt.
Med olier og med pudder rødt hun dækker fermt sin
skumle plan og maler sig et ansigt, som vi kanske vil elske.
Hvor findes der et hjerte purt, som synger ud sin sande lyst?
Tvi dig! Bed hende ej om ren og redelig musik.
For renhed har hun ej. Hun suged’ alt bedrag fra Edens slange
Ind i sit slangehjerte for så at spy på hver en mand
En slim af løgn og list.

Gurney læste det flere gange for at forstå den tilsigtede betydning og hensigt.

Det var prologen til et skuespil om en mand, som dræbte sin egen mor. En prolog, der var skrevet for flere hundred år siden af en dramatiker, der var kendt for sit had til kvinder. Det forfatternavn, som stod i den sms, der blev sendt fra Hectors til Jillians mobiltelefon den dag, hun blev dræbt – og som blev sendt igen til Ashton for bare to dage siden. En sms med teksten AF ALLE DE GRUNDE, JEG HAR SKREVET og intet andet.

Og de grunde, som blev givet i det eneste eksisterende fra hans hånd, kunne summeres som følger: Kvinder er urene, forførende, bedrageriske, djævelske uhyrer, som spyr en slim af løgn og list. Jo mere han nærlæste Vallorys tekst, desto tydeligere fornemmede han et forkvaklet, seksuelt mareridt i ordene.

Gurney roste sig af sin forsigtighed, sin nøje afvejning af tingene, men her var det svært ikke straks at konkludere, at citatet var en forrykt retfærdiggørelse af mordet på Jillian Perry. Og muligvis også af mordet på andre.

Han kunne selvfølgelig ikke være sikker. Han kunne ikke bevise, at Edward Vallory, den angivelige kvindehader fra det syttende århundrede, var den samme Edward Vallory, som figurerede i sms’erne. Der var ikke noget bevis for, at Edward Vallory var et pseudonym for Hector Flores – selv om det var en rimelig antagelse, eftersom beskederne kom fra Flores’ mobiltelefon.

Men det virkede alligevel, som om tingene passede sammen, som om der var en vis mening i det. Vallory-prologen bød på den første formodning om motivet, som ikke var ren spekulation. For Gurney var det et motiv, der gav yderligere mening, fordi det stemte overens med hans egen voksende fornemmelse af, at mordet på Jillian var en grusom hævn for tidligere seksuelle overgreb – enten hendes eller Mapleshade-elevernes i bredere forstand. Og det faktum, at Scott Ashton også modtog Vallory-beskeden, underbyggede opfattelsen af mordet som en del af et komplekst projekt – et projekt, som åbenbart stadig var i gang.

Måske lagde Gurney for meget i det, men det, at den eksisterende stump af Vallorys skuespil var en prolog, virkede pludselig som andet og mere end en tilfældighed. Kunne det tænkes, at det samtidig med at være indledningen til et bortkommet drama også var optakten til fremtidige hændelser – et fingerpeg om, at der ville ske flere mord? Hvor meget lå der helt præcist i det, Hector Flores sms’ede?

Han klikkede ”svar” på Peggy Meekers mail og skrev: ”Ved man noget om skuespillet? Om handlingen? Om personerne? Findes der bevarede kommentarer fremsat af Vallorys samtidige?”

For første gang i sagsforløbet følte Gurney en ubestridelig begejstring – og en uimodståelig trang til at ringe til Sheridan Kline. Han håbede, at han stadig var på sit kontor.

Han ringede op.

”Han er til møde,” sagde Ellen Rackoff med en autoritet som en stor og stærk dørvogter.

”Der er sket en udvikling i Perry-sagen, som han sikkert godt vil høre om.”

”Vær mere konkret.”

”Det begynder så småt at ligne en sag om seriemord.”

Et halvt minut efter var Kline i telefonen – irritabel, travl og nysgerrig. ”Seriemord? Hvad fanden taler du om?”

Gurney fortalte om Vallory-prologen og gjorde opmærksom på vreden i teksten og de seksuelle over- og undertoner. Han forklarede, at det måske ikke kun kunne relateres til Jillian, men også til de forsvundne piger.

”Er det ikke alt sammen meget uldent? Jeg kan ikke se, hvordan det ændrer noget. Her i eftermiddags sagde du, at Hector Flores måske var hovedpersonen, og at han måske alligevel ikke var det, at vi ikke havde nogen facts, der rigtigt holdt, og at vi ikke skulle låse os fast på noget. Så hvad er det, der gør, at det pludselig ligner seriemord? Og hvorfor ringer du egentlig til mig og ikke til politiet?”

”Det er vist mest, fordi billedet blev mere klart, da jeg læste den Vallory-tekst og fornemmede hadet i den. Eller også er det bare det ene ord: prolog. Et forvarsel om, at der kommer til at ske et eller andet. Den kendsgerning, at Flores sendte tekstbeskeden til Jillian, inden hun blev dræbt, og sendte den igen til Ashton i denne uge. Det får mordet for fire måneder siden til at se ud som en del af noget større.”

”Tror du virkelig, at Flores overtalte pigerne til at stikke af, fik dem til at lægge et røgslør i form af et skænderi, så han bagefter kunne slå dem ihjel, uden at nogen gav sig til at lede efter dem?”

”Indtil vi finder dem i live, tror jeg, det er en mulighed, vi er nødt til at tage alvorligt.”

Klines forsvarsrefleks over for antydningen af kritik fik ham til at vrisse: ”Jeg kunne ikke drømme om andet.” Så tilføjede han alvorsfuldt, som om der var tale om en båndoptagelse til en tvudsendelse: ”Jeg kan ikke komme i tanke om noget mere alvorligt end en kidnapnings- og mordsammensværgelse – hvis det er det, vi, Gud forbyde det, har med at gøre.” Han tav, og nu blev tonen mistænksom. ”Hvis vi lige vender tilbage til proceduren, hvorfor er det så mig, der får denne opringning, i stedet for BCI?”

”Fordi du er den eneste beslutningstager, jeg kan tage alvorligt.”

”Hvorfor siger du det?” Det kunne tydeligt høres i stemmen, at han labbede smigeren i sig.

”Der var en sindssyg stemning i det mødelokale i dag. Jeg ved godt, at Rodriguez og Hardwick aldrig har været vilde med hinanden. Det kom tydeligt frem under Mellory-sagen, men uanset hvad det er, der foregår nu, så er det fandeme ikke normalt, og det fungerer ikke. Der er nul objektivitet. Det er, som om de to ligger i krig med hinanden, og det er mit indtryk, at de vil evaluere enhver ny udvikling i forhold til hvis side, det gavner. Det lader ikke til, at du er rodet ind i det, så jeg vil hellere tale med dig.”

Kline var stille et øjeblik. ”Du ved altså ikke, hvad der skete med din makker?”

”Min makker?”

”Rodriguez knaldede ham for spirituskørsel i arbejdstiden.”

”Hvad siger du?”

”Han suspenderede ham for at have drukket i tjenestetiden, truede med en spiritusdom og med at røre ved hans pension, tvang ham til at gå i alkoholafvænning som betingelse for at ophæve suspensionen. Det forbavser mig, at du ikke ved alt det.”

”Hvornår skete det?”

”For halvanden måned siden, tror jeg. Jack var på afvænningsklinik i otteogtyve dage. Har nok været tilbage på jobbet i ti dage.”

”Hold da kæft.” Gurney havde regnet med, at Hardwick nok havde arrangeret mødet med Val Perry i håb om, at nyt bevismateriale ville stille Rodriguez i et dårligt lys, men det her var så sandelig med til at forklare den negative energi i mødelokalet.

”Det forbavser mig, at du ikke vidste det,” gentog Kline, og hans stemme var så fuld af undren, at det lød som en anklage.

”Hvis jeg havde vidst det, ville jeg aldrig være gået ind i sagen,” sagde Gurney. ”Men det giver mig endnu mere grund til at begrænse mine oplysninger til min klient og dig – forudsat at den direkte kontakt med mig ikke ødelægger dit forhold til BCI.”

Kline grublede længe over det, og Gurney så for sig, hvordan mandens hjerne arbejdede på højtryk og blev overophedet af at afveje fordele og ulemper.

”Okay – med et stort forbehold. Det skal fremgå helt tydeligt, at du arbejder for mr. og mrs. Perry, uafhængigt af kontoret her. Hvilket betyder, at du på intet tidspunkt skal tro, at du har vores bemyndigelse til at efterforske sagen, eller at vi kan give dig nogen form for immunitet. Du fortsætter som Dave Gurney, privatperson. Punktum. Hvis vi har det på det rene, lytter jeg hellere end gerne til det, du måtte have at fortælle. Tro mig, jeg har stor respekt for dig. Med din fortid som drabsefterforsker ved NYPD og din rolle i Mellery-sagen hvordan kan jeg så have andet? Vi skal bare være helt enige om det uofficielle i det her. Er der spørgsmål?”

Gurney smilede, fordi Kline var så forudsigelig. Den mand fraveg aldrig sit ledende princip: Få så meget som muligt ud af andre mennesker, samtidig med at du sørger for selv at have ryggen fri.

”Et spørgsmål, Sheridan: Hvordan kommer jeg i forbindelse med Rebecca Holdenfield?”

”Hvad skal du med hende?” spurgte han med en advokats indbyggede skepsis.

”Jeg er ved at danne mig et billede af vores morder. Meget hypotetisk, ikke noget helt klart endnu, men det ville være godt at have en person med hendes baggrund som sparringspartner.”

”Er der en særlig grund til, at du ikke kalder morderen ved navn?”

”Hector Flores?”

”Har du problemer med det?”

”Ja, et par stykker. For det første ved vi ikke, om han var alene i hytten, da Jillian gik derind, så vi ved ikke, om det er ham, der er morderen. Når alt kommer til alt, ved vi ikke, om han overhovedet var i hytten. Hvad nu, hvis det var en anden, der ventede på hende derinde? Jeg er klar over, at det er usandsynligt – jeg siger bare, at vi ikke ved noget om det. Det er alt sammen indirekte beviser, antagelser og gisninger. Og så er der selve navnet. Hvis denne Askepot-gartner virkelig er en iskold, kalkulerende morder, så er ’Hector Flores’ garanteret et dæknavn.”

”Hvorfor får jeg fornemmelsen af at sidde på en karrusel – at hver eneste skide brik, jeg tror, er faldet bare nogenlunde på plads, pludselig flyver rundt i luften igen?”

”En karrusel lyder ikke så værst. Jeg føler det mere, som om jeg bliver suget ned i en kloak.”

”Og der skal Becca så suges med ned?”

Gurney valgte ikke at reagere på Klines modbydelige antydning, hvad den så end gik ud på. ”Jeg vil gerne have hende til at hjælpe mig med at bevare realitetssansen – sætte grænserne for det billede, jeg danner mig af manden, jeg er ude efter.”

Måske var Kline rystet over det engagement, der lå i de sidste fem ord, måske blev han mindet om, at Gurney havde opklaret flere mord end nogen anden, for han ændrede pludselig tone.

”Jeg skal bede hende ringe til dig.”

En time senere sad Gurney ved skrivebordet foran computerskærmen i sit kontor og stirrede ind i Peter Piggerts følelseskolde sorte øjne – en mand, som måske havde noget til fælles med Jillian Perrys morder og en hel del til fælles med skurken i Edward Vallorys forsvundne skuespil. Gurney vidste ikke helt, om det var den eventuelle relevans til det psykologiske aspekt i den nuværende sag eller de nye økonomiske muligheder, der havde fristet ham til at gense det computermanipulerede portræt, han havde lavet af manden året før.

Hundred tusind dollars? For det der? Den pengestærke kunstverden måtte virkelig være et sært sted. Hundred tusind dollars for et portræt af Peter Piggert. Prisen var lige så latterlig som allitterationen. Han måtte tale med Sonya. Han ville kontakte hende i morgen tidlig. Lige nu ville han koncentrere sig, ikke så meget om portrættets mulige værdi, men om manden på billedet.

Piggert havde i en alder af femten år myrdet sin far, så han uhindret kunne videreføre et fuldkommen sygt forhold til sin mor. Han gjorde hende gravid to gange og fik to døtre med hende. Femten år senere myrdede han i en alder af tredive sin mor for uhindret at kunne videreføre et lige så sygt forhold til de to døtre, som nu var tretten og fjorten.

For den almindelige iagttager så Piggert ud til at være meget normal. Men Gurney havde lige fra starten syntes, at der var et eller andet forkert ved hans øjne. De virkede uhyggeligt bundløse med deres sorte uforstyrrethed. Der lå i Piggerts måde at se verden på en retfærdiggørelse og en opmuntring af enhver handling, han måtte have lyst til at foretage sig, uanset hvordan den påvirkede andre. Gurney spekulerede på, om det var en mand som Piggert, Ashton havde i tankerne, da han fremsatte sin provokerende teori om sociopaten som et menneske med ”fuldkomne grænser.”

Mens Gurney sad og stirrede ind i disse øjnes foruroligende ro, blev han mere end nogen sinde sikker på, at mandens væsentligste drivkraft kom af en uimodståelig trang til at kontrollere omgivelserne. Hans måde at se tingene på var hellig og ukrænkelig, og alle måtte føje ham i alle hans luner. Det var det, Gurney havde bestræbt sig på at fremhæve i sin manipulation af det oprindelige forbryderfoto. Den upåvirkelige tyran bag de udtryksløse ansigtstræk. Satan forklædt som et ganske almindeligt menneske.

Var det det, Jay Jykynstyl var fascineret af? Den tilslørede ondskab? Var det det, han vurderede så højt, at han ville betale en mindre formue for det?

Der var selvfølgelig en afgørende forskel på morderens virkelighed og portrættet af morderen. Objektet på skærmen virkede tiltrækkende dels på grund af sin personificering af uhyret og dels, ironisk nok, på grund af sin basale harmløshed. En slange uden gifttænder. Djævlen lammet og lamineret.

Gurney lænede sig tilbage, væk fra computerskærmen, lagde armene over kors og stirrede ud ad vinduet mod vest. Til at begynde med var fokus rettet indad. Da han efterhånden opdagede den højrøde solnedgang, lignede den et blodspor hen over en ultramarin himmel. Så gik det op for ham, at han tænkte på en soveværelsesvæg i det sydlige Bronx, en turkis væg, som et skudoffer var gledet langsomt ned ad mod gulvet. Det var fireogtyve år siden, hans første mordsag.

Fluer. Det var i august, og liget havde ligget der i en uge.