KAPITEL 40
EN SAGTE BJÆFFEN
Da Madeleine var færdig med opvasken, lavede hun sig en kop urtete og satte sig med sit strikketøj i den ene af de to polstrede lænestole foran pejsen for enden af køkkenet. Lidt efter satte Gurney sig i den anden lænestol med sagsmapperne vedrørende Perry-mordet. De sad hyggeligt hver for sig i hver sin lyskegle.
Han åbnede mappen og tog ViCAP-rapporten frem. Det var mærkeligt med det akronym. Hos FBI stod det for Violent Criminal Apprehension Program. Hos kriminalpolitiet i New York stod det for Violent Crime Analysis Program. Men formularen var den samme, udformet af de samme computere og distribueret til de samme mennesker. Gurney kunne bedst lide New York-versionen. Den sagde, hvad det handlede om, og gav ingen løfter.
Den seksogtredive sider lange formular var omfattende, for at sige det mildt, men kun brugbar i det omfang, den var udfyldt præcist og omhyggeligt. Et af formålene med databasen var at finde lignende modus operandi for andre registrerede forbrydelser, men i det her tilfælde var der ingen sammenfald ifølge analyseprogrammet. Gurney læste de seksogtredive sider grundigt for at sikre sig, at han ikke havde overset noget vigtigt første gang.
Han havde svært ved at koncentrere sig. Han blev ved med at tænke på, om han skulle ringe til Kyle, og blev ved med at finde på undskyldninger for ikke at gøre det. Tidsforskellen mellem New York og Seattle havde været en bekvem hindring de sidste tre år, men nu var Kyle flyttet tilbage til Manhattan, hvor han læste jura på universitetet, og Gurney havde ikke længere nogen undskyldning for at udsætte opringningen. Det betød dog ikke, at han havde ringet, og det betød ikke engang, at den egentlige grund til udsættelsen var gået op for ham.
Han affærdigede det nogle gange som et naturligt udslag af hans kolde keltiske gener. Det var det mest bekvemme at se sådan på det. Andre gange var han overbevist om, at han undlod at ringe, fordi han var fanget i en ond cirkel af dårlig samvittighed. Den dårlige samvittighed, som kom af, at han ikke ringede, og som igen skabte yderligere modstand mod at ringe og yderligere dårlig samvittighed. Så langt tilbage, han kunne huske, havde én bestemt tanke pint og plaget ham – enebarnets ansvarsfølelse over for forældrenes anspændte og ustabile ægteskab. Og samtidig havde han indimellem en mistanke om, at han kunne se for meget af sin første kone i Kyle, og at det var problemet – for mange påmindelser om alt for mange hæslige uoverensstemmelser.
Og så var der skuffelsen. Midt i den finansielle nedsmeltning, da Kyle meddelte, at han ville forlade sit arbejde som børsmægler til fordel for jurastudiet, havde Gurney et kort selvbedragerisk øjeblik troet, at den unge mand måske var interesseret i at følge i sin fars fodspor og arbejde inden for politiet. Men det gik hurtigt op for ham, at Kyle bare valgte et nyt spor for at forfølge det gamle mål om materiel succes.
”Hvorfor ringer du ikke bare til ham?” Madeleine sad og betragtede ham med strikkepindene hvilende i skødet oven på et halvfærdigt orange halstørklæde.
Han stirrede lidt forbavset på hende, men han var ikke helt så forbløffet, som han engang ville have været over denne uhyggelige sensitivitet.
”Du får et helt bestemt udtryk i ansigtet, når du tænker på ham,” sagde hun, som om hun forklarede noget, der var indlysende. ”Det er ikke et fornøjet udtryk.”
”Det gør jeg også. Jeg ringer.”
Han gav sig til at studere ViCAP-rapporten med fornyet energi, som en mand, der er lukket inde i et værelse og leder efter en skjult udgang. Der dukkede ikke noget op, der virkede anderledes, end han huskede det. Han bladrede løseligt igennem de andre rapporter i mappen.
En af flere analyser af bryllupsreceptionens dvd-materiale sluttede med dette sammendrag: Stedfæstelse af alle personer på Ashtons ejendom i tidsrammen for mordet er verificeret via videomateriale med tidsangivelse. Gurney havde en rimelig fornemmelse af, hvad det ville sige, når han tænkte på det, Hardwick havde fortalt den aften, de så videoen, men fordi det havde afgørende betydning, ville han gerne være sikker.
Han tog sin mobiltelefon på det lille bord ved siden af lænestolen og ringede til Hardwick. Han fik telefonsvareren lige med det samme. ”Hardwick. Indtal en besked.”
”Det er Gurney. Jeg har et spørgsmål angående videoen.”
Mindre end et minut efter ringede hans telefon. Han gjorde sig ikke den ulejlighed at kigge på displayet. ”Jack?”
”Dave?” Det var en kvindestemme, han kendte, men han kunne ikke lige placere den.
”Undskyld. Jeg ventede en anden opringning. Det er Dave?”
”Det er Peggy Meeker. Jeg fik din mail, og jeg har lige mailet til dig. Men syntes lige, jeg ville ringe, hvis nu det er noget, der ikke kan vente. Du tror, det er løgn, men jeg ringede til Engelsk Institut på Wesleyan, og gæt engang, hvem der stadig arbejder der – professor Barkless, som holdt forelæsningsrækken.”
”Forelæsningsrækken?”
”Ja, den forelæsningsrække, jeg gik til. Om elizabethansk drama. Jeg lagde en besked til ham, og han ringede tilbage. Er det ikke fantastisk?”
”Hvad sagde han?”
”Ja, det er det mest fantastiske ved det. Er du klar til at høre det?”
Gurneys telefon kom med et ”banke-på-bip”, men han lod som ingenting. ”Sig frem.”
”Ja, for det første var skuespillets titel Den spanske gartner.” Hun ventede lidt på en reaktion.
”Fortsæt.”
”Hovedpersonens navn var Hector Flores.”
”Er det dit alvor?”
”Der er mere. Det bliver bedre og bedre. Handlingen, som er delvist beskrevet af en samtidig kritiker, er en af de der indviklede, hvor folk er forklædt, så selv deres egen familie ikke genkender dem, og alt det der pjank, men den grundlæggende handling” – hans telefon bippede igen – ”som er ret vild, går ud på, at Hector Flores blev sendt hjemmefra af sin mor, som dræbte hans far og forførte hans bror. Mange år senere vender Hector hjem igen, forklædt som gartner, og for at gøre en lang historie kort, narrer han – ved hjælp af flere forklædninger og forviklinger – sin bror til at halshugge deres mor. Det gik alt sammen noget over grænsen, og det er grunden til, at alle eksemplarer af stykket blev destrueret efter første opførelse. Det er ikke klart, om handlingen var baseret på en eller anden gammel afvigende læsemåde af Ødipus-myten, eller om det bare var noget ’groteskeri’, som Vallory selv fandt på. Det kan også være, at han var påvirket af Thomas Kyds Spansk tragedie, som også er følelsesmæssigt ude på det dybe vand, hvem ved? Men det er altså kendsgerningerne – direkte fra professor Barkless.”
Gurneys hjerne arbejdede hurtigere end Peggy Meekers forpustede stemme.
”Skal jeg gå det igennem igen?” spurgte hun et øjeblik senere.
Endnu et bip.
”Sagde du ikke, det hele stod i din e-mail?”
”Jo, skåret ud i pap. Og jeg sendte også Barkless’ telefonnummer, hvis du har brug for at ringe til ham. Hvor er det altså spændende, ikke? Giver det dig en helt ny indfaldsvinkel?”
”Måske snarere en bekræftelse af en af de eksisterende indfaldsvinkler. Vi må se, hvordan det flasker sig.”
”Ja. Okay. Giv mig besked.”
Bip.
”Peggy, jeg tror, der er en, der hele tiden prøver at komme igennem. Lad mig sige farvel for nu. Og tak. Det kan godt gå hen og blive meget nyttigt.”
”Jeg synes, det er sjovt. Alle tiders. Sig til, hvis der er andet, jeg kan gøre.”
”Det skal jeg nok. Tak, igen.”
Han slog over på det andet opkald.
”Det var du sgu længe om. Det spørgsmål kan da ikke være så pisse vigtigt.”
”Jo, det er det, Jack. Tak fordi du ringede tilbage.”
”Og spørgsmålet …?”
Gurney smilede. Hardwick elskede at være brysk, når han ikke lige havde travlt med at være vulgær. ”Hvor sikker er du med hensyn til de enkelte gæsters placering under receptionen, mens Jillian var i hytten?”
”Sikker nok.”
”Hvordan kan du vide det?”
”Med måden, kameraerne stod på. Der var ingen blinde pletter. Gæster, serveringspersonale, musikere – de var alle på optagelserne, hele tiden.”
”Undtagen Hector.”
”Undtagen Hector, som var i hytten.”
”Som du tror, var i hytten.”
”Hvad mener du?”
”Jeg prøver bare at adskille det, vi ved, fra det, vi tror, vi ved.”
”Hvem fanden skulle ellers være derinde?”
”Det ved jeg ikke, Jack. Og det gør du heller ikke. Forresten, tak for briefingen om afvænningsballaden.”
Der var en lang pause. ”Hvem helvede har fortalt dig det?”
”Ja, det var fandeme ikke dig.”
”Hvad helvede har det med sagen at gøre?”
”Jeg går stærkt ind for fuld åbenhed, Jack.”
”Fuld åbenhed? Jeg skal fandeme give dig fuld fucking åbenhed. Kyllingehjernen tog mig af Perry-sagen, fordi jeg sagde, det var totalt spild af tid at jagte hver eneste illegale fucking mexicaner i hele den nordlige del af staten New York. For det første ville ingen af dem indrømme, at de arbejdede illegalt uden at betale skat. Og de ville sgu da ikke indrømme det, hvis de havde kontakt med nogen, der var eftersøgt for mord. To måneder senere, på min fridag, bliver jeg så kaldt ud til en jagt på to idioter, der skød en tankpasser på motorvejen, og en eller anden på stedet fortæller vores lille mirakel af en politimester, at jeg lugtede af alkohol, så jeg bliver knaldet. Den lille lort havde gået og spekuleret på, hvordan han skulle tage mig i en fodfejl. Nu havde han chancen. Og hvad gør han så? Den lille lort sender mig ud på en skide afvænningsklinik fyldt med de værste udskud af narkovrag. Otteogtyve fucking forfærdelige dage. Sammen med en flok røvhuller, Davey! Fucking forfærdeligt! Røvhuller! I de otteogtyve dage tænkte jeg ikke på anden end at slå den fucking kyllingehjerne ihjel, rive hovedet af ham, den lille lort! Var det fuld åbenhed nok?”
”Rigeligt, Jack. Problemet er, at efterforskningen røg af sporet, og nu skal der startes forfra. Og der skal folk på den sag, som er mere interesserede i at løse opgaven end at ødelægge hinanden.”
”Det siger du ikke? Jeg kan høre, det er fornuftens fucking stemme, der taler, så held og fucking lykke med det.”
Forbindelsen blev brudt.
Gurney lagde telefonen oven på sagsmappen. Han blev opmærksom på Madeleines strikkepinde og kiggede over på hende.
Hun smilede uden at se op. ”Problemer?”
Han lo tørt. ”Ikke andet, end at hele efterforskningen skal reorganiseres og omdirigeres, og det står ikke i min magt at gøre det.” ”Tænk over det. Du finder nok en måde.”
Han tænkte over det. ”Mener du gennem Kline?”
Hun trak på skuldrene. ”Under Mellery-sagen sagde du, at han er meget ambitiøs.”
”Det skulle ikke undre mig, at han ser sig selv som præsident en dag. Eller i hvert fald som guvernør.”
”Der kan du se.”
”Kan jeg se hvad?”
Hun koncentrerede sig et øjeblik om en ændring i strikketeknikken. Så kiggede hun op og lod til at more sig over hans manglende evne til at få øje på noget, der var så oplagt. ”Hjælp ham til at se, hvordan det falder i hak med hans ambitioner.”
Jo mere han spekulerede over det, desto mere mening gav hendes kommentar. Kline var et politisk dyr og super følsom over for omfanget af mediernes dækning af en hvilken som helst efterforskning. Det var den sikreste vej til hans inderste væsen.
Gurney tog telefonen og ringede til statsadvokaten. Den båndede besked gav tre valgmuligheder: ring igen mellem 8.00 og 18.00 mandag til og med fredag eller indtal navn og telefonnummer, og der vil blive ringet tilbage i åbningstiden, eller ring på døgnnummeret, hvis der er tale om en nødsituation.
Gurney førte døgnnummeret ind i sin telefonliste, men inden opkaldet ville han bruge lidt mere tid på at finde ud af, hvad han skulle sige – først til den, der tog telefonen og bagefter til Kline, hvis han blev stillet om – for han var klar over, at det var afgørende, at han brugte det helt rigtige skyts.
Strikkepindene holdt op med at klikke.
”Kan du høre det?” Madeleine strakte hals i retning af det nærmeste vindue.
”Høre hvad?”
”Lyt engang.”
”Hvad skal jeg lytte efter?”
”Shhh …”
Netop som han skulle til at insistere på, at han ikke kunne høre noget, var det der: prærieulvenes sagte bjæffen i det fjerne. Så igen, ingenting. Kun det dvælende indre billede af nogle dyr, små magre ulve i spredte flokke, der piskede uroligt og fortabt af sted som vinden gennem en måneoplyst mark på den anden side af den nordlige højderyg.
Telefonen ringede, mens han sad med den i hånden. Han tjekkede displayet: REYNOLDS GALLERY. Han så på Madeleine. Der var ikke noget i hendes udtryk, der vakte formodning om clairvoyance med hensyn til, hvem der ringede.
”Det er Dave.”
”Jeg vil gerne i seng. Lad os snakke.”
Efter en pinlig tavshed svarede Gurney: ”Du lægger ud.”
Hun slog en mild, kælen latter op – det lød snarere som en kat, der spinder. ”Jeg mener bare, at jeg gerne vil tidligt i seng og sove, så det er bedre, at vi taler nu, end hvis du ringer senere for at snakke om i morgen.”
”God idé.”
Igen den fløjlsbløde latter. ”Det, jeg tænker, er ret enkelt. Jeg kan ikke fortælle dig, hvad du skal sige til Jykynstyl, for jeg ved ikke, hvad han vil spørge dig om. Så du skal bare være dig selv. Den kloge mordefterforsker. Den stille mand, som har det set hele. Manden, som er på englenes side, som tager livtag med Djævlen, og som altid vinder.”
”Ikke altid.”
”Nej, men du er jo også menneskelig, ikke? Det er vigtigt at være menneskelig. Det gør dig netop til en virkelig person, ikke til en opdigtet helt. Så du skal bare være dig selv. Du er mere imponerende, end du tror, David Gurney.”
Han tøvede. ”Var der mere?”
Denne gang var latteren mere klingende, mere munter. ”Ikke om dig. Nu skal det handle om mig. Læste du nogen sinde vores kontrakt, den du skrev under inden udstillingen sidste år?”
”Det gjorde jeg vel dengang. Jeg har ikke læst den for nylig.”
”Der står i den, at Reynolds Gallery har krav på 40% ved salg af de ophængte værker, 30% på dem i magasin og 20% på alle fremtidige værker skabt til kunder, som har fået kendskab til kunstneren gennem galleriet. Lyder det velkendt?”
”Svagt.”
”Svagt. Okay. Men er det i orden, at vi fortsætter med den?”
”Det er okay.”
”Godt. For der venter et rigtig godt samarbejde forude. Det kan jeg mærke. Kan du ikke?”
Madeleine sad Mona Lisa-agtigt og så ud til at være stærkt optaget af den fine bort på det langsomt voksende halstørklæde. Maske efter maske efter maske. Klik. Klik. Klik.