KAPITEL 41

DEN STORE DAG

 

Det var en fantastisk morgen, et efterårsbillede som i en kalender. Himlen var betagende blå uden antydning af skyer. Madeleine var allerede ude på en af sine cykelture gennem den bugtede floddal, som strakte sig tredive kilometer både på den østlige og vestlige side af Walnut Crossing.

”Et vidunderligt vejr,” havde hun sagt, inden hun tog af sted, og det var lykkedes hende med tonefaldet at antyde, at han var lige så skør som Jykynstyl, når han hellere ville sidde i City og snakke store beløb for grim kunst på en dag som denne. Eller var det bare ham selv, der var nået til den konklusion, og gav hende skylden?

Han sad ved det lille spisebord i køkkenet og kiggede ud på engdraget og laden, som havde en forbløffende rød farve i det klare morgenlys. Han tog den første energigivende slurk af kaffen, greb telefonen og tastede Sheridan Klines døgnnummer.

Den blev taget af en person med en mut, farveløs stemme – og Gurney så tydeligt ejeren for sit indre blik.

”Stimmel. Statsadvokatens kontor.”

”Det er David Gurney.” Han tav vel vidende, at Stimmel kunne huske ham fra Mellery-sagen, og blev på ingen måde overrasket over, at manden ikke tilkendegav det. Stimmel havde varme, snakkesalighed og fysiognomi som en frø.

”Ja?”

”Jeg skal tale med Kline så hurtigt som muligt.”

”Det siger du ikke?”

”Det er et spørgsmål om liv og død.”

”Hvis?”

”Hans.”

Den mutte tone blev skarpere. ”Hvad skal det betyde?”

”Har du kendskab til Perry-sagen?” Gurney betragtede den følgende tavshed som et ja. ”Det varer ikke længe, før den eksploderer og bliver til en mediesensation. Det er måske den største massemorder-sag i statens historie. Tænkte, at Sheridan måske godt ville have en briefing.”

”Hvad taler du om?”

”Det har du allerede spurgt om, og jeg har svaret.”

”Giv mig detaljerne, din blærerøv, så skal jeg lade dem gå videre.”

”Der er ikke tid til at gennemgå det to gange. Jeg har brug for at tale med ham lige nu, om du så skal trække ham ud fra lokummet med røven bar. Sig til ham, at det her får Mellery-mordet til at ligne en mindre lovovertrædelse.”

”Jeg håber for dig, at det passer.”

Gurney gik ud fra, at det var Stimmels måde at sige Farvel, De hører fra os på. Han lagde telefonen fra sig og tog en slurk af kaffen. Den var stadig god og varm. Han så ud på bedet med slørasparges, som stod og svajede i en mild, vestlig brise. Spørgsmålet om, hvorvidt han skulle gøde, hvornår og hvor meget, havde optaget ham meget for en uge siden, og nu syntes han, det kunne udsættes på ubestemt tid. Han håbede ikke, at han havde overdrevet situationen over for Stimmel.

To minutter senere var Kline i telefonen, eksalteret som en flue på en frisk kokasse. ”Hvad er det jeg hører? Hvad er det for en mediesensation?”

”Det er en lang historie. Har du tid til at snakke?”

”Hvad med at du giver mig et sammendrag i én sætning?”

”Forestil dig en avisartikel, der begynder sådan her: ’Politi og statsadvokat uden spor, mens seriemorder bortfører piger fra Mapleshade?’”

”Var det ikke der, vi var i går?”

”Nye oplysninger.”

”Hvor er du lige nu?”

”Hjemme, men jeg tager til City om en time.”

”Er der hold i det her? Det er ikke en eller anden smart teori?”

”Der er ret meget hold i det.”

Der var en pause. ”Hvor sikker er din telefon?” ”Aner det ikke.”

”Du kan tage motorvejen ind til City, ikke?”

”Jo, det kan jeg vel.”

”Og komme ind på mit kontor på vejen?”

”Det kunne jeg godt.”

”Kan du køre nu?”

”Om cirka ti minutter.”

”Vi mødes på mit kontor klokken halv ti. Gurney?”

”Ja?”

”Jeg håber fandeme, at det her har noget på sig.”

”Sheridan?”

”Hvad?”

”Hvis jeg var dig, ville jeg bede til, at det ikke har.”

Ti minutter senere var Gurney på vej, han kørte østpå, lige ind i solen. Han holdt ind hos Abelard og købte et bæger kaffe i stedet for den næsten fyldte kop, han lod stå på køkkenbordet, inden han styrtede ud ad døren.

Han blev siddende lidt på det lille grusstykke foran butikken, som gjorde det ud for parkeringsplads, lænede sædet en tredjedel tilbage og prøvede at slappe af ved at koncentrere sig om kaffesmagen og intet andet. Det var ikke en teknik, der fungerede særlig godt for ham, og han spurgte sig selv, hvorfor han blev ved med at afprøve den. Den fik ham ganske vist til at tænke i andre baner, men de var ikke nødvendigvis mindre bekymrende. I dette tilfælde blev fokus bare flyttet fra det forvirrende sammensurium af en efterforskning til det forvirrende sammensurium af hans forhold til Kyle – og til det stadig større pres, han følte, fordi han ikke fik ringet til ham.

Det var i virkeligheden latterligt. Han kunne jo bare lade være med at udsætte det og ringe ham op. Han vidste udmærket, at udsættelsen ikke var andet end kortvarig flugt, der gav langvarige problemer – at den bare optog mere og mere plads i hjernen og skabte større og større ubehag. Forstandsmæssigt var der ingen undskyldning. Med sin forstand vidste han godt, at de fleste kvaler i hans liv kom af, at han helst ville undgå alt ubehag.

Han havde Kyles nummer liggende i mobilen. Så gør det dog, for pokker!

Han tog telefonen frem, ringede op og fik hans telefonsvarer: ”Hej, det er Kyle. Jeg kan ikke tage telefonen lige nu. Indtal venligst en besked.”

”Hej, Kyle, det er far. Jeg syntes lige, jeg ville ringe og høre, hvordan det går på Columbia. Er det okay med delelejligheden?” Han tøvede og var lige ved at spørge til Kate, Kyles ekskone, men ombestemte sig. ”Der er ikke noget vigtigt, jeg tænkte bare på, hvordan du har det. Ring, når du får tid. Vi tales ved.” Han trykkede på ”samtale-slut”-knappen.

En underlig oplevelse. Lidt kringlet, ligesom Gurneys følelsesliv i det hele taget. Han var lettet over, at han endelig fik ringet. Hvis han skulle være helt ærlig, var han også lettet over at have fået sønnens telefonsvarer og ikke sønnen selv. Men nu kunne han måske holde op med at tænke på det, i hvert fald i et stykke tid. Han drak lidt mere kaffe, så på uret – 8.52 – og svingede ud på vejen igen.

Bortset fra en funklende sort Audi og en håndfuld ikke særligt funklende Ford’er og Chevy’er med officielle plader var parkeringspladsen foran distriktskontoret tom, hvilket var normalt på en lørdag morgen. Den mørke, snavsede rødstensbygning så kold og forladt ud og lignede på alle måder den jammerlige institution, den engang havde været.

Kline steg ud af Audien, lige idet Gurney drejede ind på en tom plads i nærheden. En anden bil, en Crown Victoria, kom kørende og parkerede på den fjerne side af Audien. Rodriguez steg ud af den.

Gurney og Rodriguez gik hen mod Kline fra hver sin retning. De nikkede begge til statsadvokaten, men ikke til hinanden. Kline tog dem med ind ad en bagdør, som han havde sin egen nøgle til, og derfra op ad en trappe. Der blev ikke sagt et ord, før de sad i læderstolene rundt om bordet i det inderste kontor. Rodriguez lagde armene stramt over kors. Hans mørke øjne var umeddelsomme bag de stålindfattede brilleglas.

”Okay,” sagde Kline og lænede sig frem. ”Så går vi i gang.” Han sendte Gurney et gennemborende blik, som det han kunne finde på at sende et genstridigt vidne i vidneskranken. ”Vi er her på grund af den bombe, du ville fortælle om. Lad os få den.”

Gurney nikkede. ”Ja. Bomben. Det kan være, I skulle tage notater.” En trækning under politimesterens ene øje fortalte Gurney, at han tog forslaget som en fornærmelse.

”Bare kom til sagen,” sagde Kline.

”Bomben kommer i småstykker. Jeg kaster dem ud på bordet, så må I selv sætte dem sammen. For det første har det vist sig, at Hector Flores er navnet på hovedpersonen i et elizabethansk skuespil – en person, som foregiver at være spansk gartner. Interessant sammentræf, ikke?”

Kline så spørgende på Gurney med rynket pande. ”Hvilken slags skuespil?”

”Det er her, det bliver interessant. Det handler om brud på et meget stort tabu, incest – som jo er et fælles tema i de fleste sexmisbrugeres opvækst.”

Klines panderynker blev dybere. ”Så det, du siger, er … hvad?”

”Jeg siger, at den mand, som boede i Ashtons hytte, ganske givet tog navnet Hector Flores fra det skuespil.”

Politimesteren udstødte et lille skeptisk fnys.

”Jeg tror, vi må have lidt flere detaljer,” sagde Kline.

”Stykket handler om incest. Personen Hector Flores i stykket dukker op forklædt som gartner. Og …” Gurney kunne ikke dy sig for at gøre en kunstpause. ”Det træffer sig sådan, at han dræber stykkets skyldige kvindelige hovedperson ved at skære halsen over på hende.”

Kline spærrede øjnene op. ”Hvad siger du?”

Rodriguez stirrede mistroisk på Gurney. ”Hvor fanden er det stykke?”

Gurney havde ikke lyst til at køre fast i den diskussion, der ville blive resultatet, hvis han afslørede, at stykket ikke længere eksisterede, så han gav politimesteren navn og titel på Peggy Meekers gamle universitetsprofessor. ”Jeg er sikker på, at han hellere end gerne vil diskutere det med dig. Og der er for øvrigt ingen tvivl om, at stykket kan sættes i forbindelse med Jillian Perrys morder. Forfatterens navn er Edward Vallory.”

Det varede lige lidt, inden sammenhængen gik op for Kline. ”Underskriften på sms’en?”

”Nemlig. Så nu ved vi med sikkerhed, at den ’mexicanske arbejdsmands’-identitet var fup og fidus lige fra starten, et svindelnummer, som alle faldt for.”

Politimesteren så ud, som om han var lige ved at eksplodere af raseri.

Gurney fortsatte. ”Manden kom til Tambury med en langsigtet plan og en masse tålmodighed. Det, at den litterære forbindelse er skjult, betyder, at vi har med en temmelig sofistikeret person at gøre. Og indholdet af Vallorys skuespil tyder i høj grad på, at Jillian Perrys seksuelle fortid var motivet til, at hun blev dræbt.”

Kline så ud, som om han bestræbte sig på ikke at se chokeret ud. ”Okay, så vi har altså … vi har altså en ny synsvinkel her.”

”Det er desværre kun toppen af isbjerget.”

Kline spærrede øjnene op. ”Hvilket isbjerg?”

”De forsvundne tidligere elever.”

Politimesteren rystede på hovedet. ”Det er blevet sagt før, og nu siger jeg det igen: Der er ingen beviser for, at nogen er forsvundet.”

”Undskyld,” sagde Gurney. ”Det var ikke min mening at misbruge et juridisk udtryk. Du har ret – der er endnu ingen navne i officielle databaser over forsvundne personer. Så hvad skal vi kalde dem? ’Tidligere elever fra Mapleshade med ukendt opholdssted’? Er det bedre?”

Rodriguez rykkede frem i sædet. Hans stemme skurrede. ”Jeg behøver ikke finde mig i det lort fra dig, din blærerøv!”

Kline løftede hånden som en færdselsbetjent. ”Rod, Rod, tag det roligt. Vi er jo alle sammen en lille smule … hmm … tag det nu roligt.” Han ventede, til manden havde sat sig tilbage i stolen igen, inden han rettede opmærksomheden mod Gurney. ”Lad os gøre det tankeeksperiment, at en eller flere af disse piger faktisk er forsvundet eller er ulokaliserbare, eller hvad det korrekte udtryk nu er. Hvis det var tilfældet, hvad ville du så konkludere?”

”Hvis de er blevet bortført af en mand, der kalder sig Hector Flores, så vil min konklusion være den, at de enten er døde eller snart bliver slået ihjel.”

Rodriguez rykkede frem i stolen igen. ”Der er ingen beviser! Hvis og hvis min røv var spids. Det er bare den ene antagelse efter den anden.”

Kline trak vejret langsomt ind. ”Det virker godt nok som lidt af en forhastet slutning, Dave. Vil du hjælpe os lidt med logikken?”

”Skuespillets indhold plus Vallorys sms tyder på, at mordet på Jillian Perry var en hævnakt for seksuelt misbrug. Det er fælles for mange af eleverne på Mapleshade, at de har været sexmisbrugere, og det gør dem alle til potentielle mål. På den måde ville Mapleshade være det perfekte sted for en morder, der havde til hensigt at finde sine ofre blandt personer med det problem.”

”’Potentielle mål’ – hørte du det? Han sagde ’potentielle’. Det er det, jeg mener.” Rodriguez rystede på hovedet. ”Det hele er …”

Kline afbrød ham. ”Stop lige en halv, Rod. Jeg kan godt se, hvad du mener. Jeg er på din side, tro mig. Jeg er også en bevisorienteret mand. Men lad os høre ham færdig. Vi skal jo ikke lade noget middel uforsøgt. Lad os nu høre, hvad han har at sige. Okay?”

Rodriguez sagde ikke mere, men blev ved med at ryste på hovedet, som om han knap nok vidste, at han gjorde det. Kline nikkede til Gurney, som forsatte.

”Med hensyn til de forsvundne piger tyder lighederne i skænderierne forud for deres afrejse umiddelbart på, at der er tale om en hemmelig aftale. Det er ikke sandsynligt, at de helt uafhængigt af hinanden skulle fastholde det samme krav om en dyr bil. En rimelig forklaring må være, at der er tale om en sammensværgelse, der skal gøre det lettere at bortføre pigerne.”

Kline så ud, som om han havde fået et surt tabasco-opstød. ”Er der andre facts, der underbygger teorien om bortførelse?”

”Hector Flores bad i sin tid Ashton om at få lov til at arbejde på Mapleshade, og de p.t. ’ulokaliserbare’ piger blev set sammen med ham på skolen.”

Rodriguez rystede stadig på hovedet. ”Det er en temmelig spinkel forbindelse.”

”Det har du ret i,” sagde Gurney træt. ”Det meste af vores viden er faktisk spinkel. Alle de forsvundne eller bortførte piger har tidligere figureret i reklamer med seksuelle undertoner for Karnala Fashion, ligesom Jillian Perry, men vi ved intet om firmaet. Vi ved heller ikke, hvordan de har fået de modeljobs. Det er ikke engang blevet undersøgt. På nuværende tidspunkt ved vi stadig ikke, hvor mange piger, der er forsvundet. Det er uvist, om de piger, vi ikke kan komme i kontakt med, er døde eller levende. Og vi ved ikke, om bortførelserne finder sted lige nu i dette øjeblik. Jeg fortæller jer bare, hvad jeg formoder. Hvad jeg frygter. Det kan godt være, jeg er fuldkommen galt afmarcheret, Rodriguez. Det håber jeg ved Gud, at jeg er, for alternativet er skrækkeligt.”

Kline gjorde en tør synkebevægelse. ”Så du indrømmer, at din … din synsvinkel i nogen grad bygger på formodninger.”

”Jeg er drabsefterforsker, Sheridan. Hvis ikke, der var noget, der hed formodninger …” Gurney trak på skulderne.

Der blev en lang pause.

Rodriguez så flad ud, virkede mindre, som om halvdelen af vreden var sivet ud af ham uden at blive erstattet af noget andet.

”Lad os nu sige, at du havde ret,” sagde Kline, ”at du havde hundred procent ret.” Han rakte begge hænder frem med håndfladerne opad som for at udtrykke rummelighed over for selv den mest utrolige teori. ”Hvad ville du så gøre?”

”Den altafgørende opgave er hurtigst muligt at finde ud af, hvem der er forsvundet. At få fat i klasselisterne fra Mapleshade med oplysninger om familierne, så vi kan kontakte dem. Om muligt få listerne af Ashton nu i formiddag. Så vidt muligt snakke med alle familier og alle piger fra Jillians klasse, og derefter dem fra året før og året efter. Fra de familier, hvor datterens opholdssted er ukendt, skal vi have detaljerede oplysninger til ViCAP, NamUs og NCIC-databaserne – i særdeleshed hvis den sidste kontakt, familierne havde med dem, indbefattede det skænderi, vi har hørt om.”

Kline så på Rodriguez. ”Det lyder som noget, vi under alle omstændigheder kunne gøre.”

Politimesteren nikkede.

”Okay, gå bare videre.”

”I de tilfælde, hvor datteren ikke kan findes, skal der tages en dnaprøve fra en nær biologisk slægtning – mor, far, bror eller søster. Så snart laboratoriet har lavet en dna-profil, skal den sammenlignes med profilerne for alle uidentificerede døde kvinder med samme alder inden for tidsrammen af deres forsvinden.”

”Geografisk?”

”Nationalt.”

”Du godeste! Er du klar over, hvad du siger? Den slags gør man kun fra stat til stat, somme tider fra county til county. Nogle retskredse gemmer slet ikke den slags materiale. Nogle indsamler det slet ikke.”

”Du har ret – det er meget besværligt. Det koster penge, det tager tid, og dækningen er mangelfuld. Men det bliver endnu mere besværligt, hvis du senere skal forklare, hvorfor det ikke blev gjort.”

”Okay.” Ordet lød som et udbrud af væmmelse.

”Hvad mere?”

”Så skal Alessandro og Karnala Fashion støves op. Det kan ikke være almindelige erhvervsmæssige foretagender, så svære som de er at få fat på. Derefter skal alle Mapleshades nuværende elever spørges, om de ved noget som helst om Hector, Alessandro, Karnala eller om nogle af de forsvundne piger. Derefter kommer turen til alle nuværende ansatte på skolen, og dem, der for nylig har forladt arbejdspladsen.”

”Er du klar over, hvor mange mandetimer, vi taler om?”

”Sheridan, jeg lever af det her.” Han tav, da fortalelsen gik op for ham. ”Jeg mener levede af. BCI er nødt til at sætte tyve efterforskere ind så hurtigt som muligt, og flere, hvis de kan. Så snart det her når ud til medierne, bliver du flået levende, hvis du har foretaget dig mindre end det.”

Kline kneb øjnene sammen. ”Sådan som du fremlægger det, bliver vi flået levende uanset hvad.”

”Medierne vælger den vej, der tiltrækker det største publikum,” sagde Gurney. ”De såkaldte nyhedsformidlere er et tegneseriehold. Giv dem en stor, spritny tegneseriehistorie, så bringer de den. Med garanti.”

Kline så mistroisk på ham. ”Som for eksempel hvad?”

”Historien skal handle om, at du har sat himmel og jord i bevægelse. At du i den grad er proaktiv. I samme øjeblik du og BCI-holdet fandt ud af, at nogle af forældrene havde svært ved at komme i kontakt med deres døtre, slog du og Rod alarm og indledte den største alle-mand-på-dæk-alle-ferier-aflyst-efterforskning af seriemord i historien.”

Det virkede, som om Kline løb igennem alle tænkelige udfald i tankerne. ”Hvad nu, hvis de slår ned på omkostningerne?”

”Nemt nok. ’I en situation som den her koster det penge at være proaktiv. Inaktivitet koster liv.’ Det er et tegneseriesvar, der er svært at sige noget til. Giv dem historien om ’den storstilede mobilisering’, så holder de måske nallerne fra historien om ’den mislykkede efterforskning’.”

Kline åbnede og lukkede hænderne og bøjede fingrene, mens usikkerheden i hans øjne ændrede sig i retning af begejstring.

”Okay,” sagde han. ”Vi må hellere begynde at tænke på pressekonferencen.”

”Du er nødt til at have bolden til at rulle først,” sagde Gurney. ”Hvis pressen opdager, at det hele ikke er andet end en gang ordgejl, vil historien ændre sig lige med det samme. Fra at være dagens helte bliver I to årets skiderikker. Fra nu af er I nødt til at behandle det her som den megastore sag, det sandsynligvis er – eller vinke farvel til karrieren.”

Måske var det noget ved den måde, Gurney bed tænderne sammen på, som overbeviste Kline, eller også var der en lille flis af sagens mulige rædsler, der endelig borede sig ind bag hans selvoptagethed. Hvad grunden end var, blinkede han, gned sig i øjnene, lænede sig tilbage i stolen og sendte Gurney et langt og køligt blik. ”Du tror altså virkelig på, at vi har at gøre med en psykopat af den værste slags, ikke?”

”Jo, det gør jeg.”

Rodriguez vågnede op af en eller anden dyster døs, han var sunket ned i. ”Hvordan kan du være så sikker? Et eller andet sygt teaterstykke, der er skrevet for fire hundred år siden?”

Hvordan kan jeg være så sikker? Gurney tænkte over det. En mavefornemmelse? Selv om det var en af fagets ældste klichéer, var det ikke helt forkert. Men der var også noget andet.

”Hovedet.”

Rodriguez stirrede på ham.

Gurney tog en dyb indånding for at stive sig af. ”Der er noget … ved hovedet på bordet. Måden, det var anbragt på med ansigtet mod liget.”

Kline åbnede munden, som om han ville sige noget, men lod være. Rodriguez stirrede bare.

Gurney fortsatte. ”Jeg tror, det var en meddelelse fra den person, der gjorde det. En meddelelse om, at vedkommende føler det som en mission.”

Kline rynkede brynene. ”Betyder det, at han har i sinde at gøre det igen?”

”Ja, eller allerede har gjort det igen. Jeg tror, det er noget, han føler trang til.”