KAPITEL 42

DEN MYSTISKE MR. JYKYNSTYL

 

Vejret var stadig fantastisk, da Gurney hen på formiddagen kørte fra Catskills til New York City. Den klingre luft og klare himmel virkede som en saltvandsindsprøjtning, da han susede ned ad motorvejen, og det gjorde ham optimistisk med hensyn til det indtryk, han havde gjort på Kline og i mindre grad på Rodriguez.

Han ville gerne diskutere det yderligere med Kline og sikre sig, at han blev holdt ajour og hele tiden var med i beslutningsprocessen. Og han ville gerne ringe til Val og fortælle hende, hvad der var sket. Men han var også nødt til her og nu at tænke over det møde, han var på vej til. Mødet med en mand fra ”kunstverdenen.” En mand, som ville give ham hundred tusind dollars for et grafisk bearbejdet portræt af en sindssyg person. En mand, som meget vel selv kunne være sindssyg.

Han fandt adressen, Sonya havde givet ham. Det viste sig at være et større hus af rødbrun sandsten midt i en stille, skyggefuld gade med træer i Manhattans East Sixties. Området stank af penge, en ”fornem” lugt, som isolerede stedet fra travlheden på de omkringliggende boulevarder.

Han stillede bilen lige foran bygningen, hvor der var parkering forbudt – som hun havde sagt han skulle med Jykynstyls forsikring om, at det ikke ville være noget problem, at nogen ville tage sig af den.

En kæmpestor blank sortmalet dør førte ind til en rigt udsmykket vestibule med fliser og spejle, som førte hen til endnu en dør. Gurney skulle lige til at trykke på dørklokken, da døren blev åbnet af en bemærkelsesværdig ung kvinde. Ved nærmere eftersyn gik det op for ham, at hun var en ret almindeligt udseende ung kvinde, hvis generelle fremtoning var højnet eller i det mindste domineret af et par usædvanlige øjne – øjne, der vurderede ham, som man måske ville vurdere, om en blazer sad godt, eller om en kage hos bageren så frisk ud.

”Er du kunstneren?” Der var noget flagrende ved hendes stemme, noget han ikke helt kunne identificere.

”Jeg er Dave Gurney.”

”Kom med.”

De gik ind i en stor foyer. Der var en knagerække, en paraplyholder, flere lukkede døre og en bred mahognitrappe op til næste sal. Hendes mørke, skinnende hår passede til det mørke træ. Hun gik forbi trappen og hen til en dør, som hun åbnede ind til en lille elevator med dens egen særlige skydedør.

”Kom,” sagde hun med et svagt smil, som virkede sært foruroligende.

De gik ind, døren gled lydløst i, og elevatoren kørte op, uden at man fornemmede, at den bevægede sig.

Gurney brød tavsheden. ”Hvem er du?”

Hun vendte sig om mod ham og så ud til at more sig over en eller anden privat joke. ”Jeg er hans datter.” Elevatoren var standset, uden at Gurney havde mærket det. Døren gled op. Hun trådte ud. ”Kom.”

Lokalet var møbleret i stil med en elegant victoriansk dagligstue. Storbladede tropiske planter stod i potter på hver side af en stor kamin. Og flere andre ved siden af et par lænestole. Inde bag en bred bue i den ene ende af lokalet var en formel spisestue med bord, stole og skænk. Møblerne var af mørkt poleret mahogni med udskæringer. Der var mørkegrønne gardiner for de høje vinduer i begge stuer, så man ikke kunne se, hvad tid på dagen det var, eller på året. Det gav en falsk forestilling om en elegant, frit svævende verden, hvor der hele tiden stod cocktails klar.

”Velkommen, David Gurney. Hvor var det pænt af Dem at komme så hurtigt så langvejs fra.”

Gurney lod blikket glide i retning af stemmen med den underlige accent. Der sad en farveløs lille mand, som virkede endnu mindre, fordi han sad i en kæmpestor læderstol ved siden af en meget høj eksotisk plante. I sin lille hånd havde han et lillebitte glas fyldt med lysegrøn likør.

”Tilgiv mig, at jeg ikke rejser mig og siger goddag. Jeg har problemer med ryggen. Det er urimeligt nok værst, når vejret er rigtig godt. Et plagsomt mysterium, ikke sandt? Værsgo at tage plads.” Han pegede på en stol magen til på den anden side af et lille orientalsk tæppe. Han havde falmede cowboybukser på og en bordeauxrød sweatshirt. Hans hår var kort, tyndt og gråt og sad ret tilfældigt. Han havde tunge øjenlåg, hvilket umiddelbart gav et indtryk af søvnig ligegyldighed.

”De skal have en drink. En af pigerne kommer med et eller andet.” Hans ubestemte accent lød, som om den kunne have sin oprindelse i mange forskellige europæiske miljøer. ”Jeg har selv gjort den fejl igen at vælge absint.” Han hævede sit glas med grønlig likør og så på det, som man måske ville se på en illoyal ven. ”Jeg kan ikke anbefale det. Siden det blev lovligt og fuldkommen sikkert, har det efter min mening mistet sin sjæl.” Han førte glasset op til munden og drak omkring halvdelen af indholdet. ”Hvorfor bliver jeg ved med at vende tilbage til det? Et interessant spørgsmål. Måske fordi jeg er sentimental. Men det er De tydeligvis ikke. De er en berømt detektiv, en klarhedens mand, som ikke er tynget af fjollede tilbøjeligheder. Så ingen absint til Dem. Men noget andet. Hvad som helst, De kunne tænke Dem.”

”Et lille glas vand?”

”L’acqua minerale? Ein Mineralwasser? L’eau gazéifiée?”

”Postevand.”

”Naturligvis.” Hans pludselige tandsmil var kridhvidt som blegede knogler. ”Det kunne jeg have sagt mig selv.” Han hævede stemmen bare lidt, som en, der er vant til at have tjenestefolk lige i nærheden. ”Et glas koldt postevand til vores gæst.” Den underligt smilende pige, som kaldte sig hans datter, forlod stuen.

Gurney satte sig roligt i stolen. ”Hvorfor kunne De have sagt Dem selv, at jeg ville have postevand?”

”På baggrund af det, ms. Reynolds har fortalt om Dem. Nu rynker De brynene. Det burde jeg også have forudsagt. De ser på mig med Deres detektivøjne. De spørger Dem selv: ’Hvor meget ved denne Jykynstyl om mig? Hvor meget har den kvinde fortalt ham?’ Har jeg ret?”

”De er meget længere fremme, end jeg er. Jeg spekulerede bare på sammenhængen mellem postevand og min personlighed.”

”Hun fortalte mig, at De er så kompliceret indeni, at De helst vil holde tingene enkle på det udvendige plan. Er De enig i det?”

”Ja. Hvorfor ikke?”

”Det er rigtig godt,” sagde han som en ekspert, der smager på en interessant vin. ”Hun gjorde mig også opmærksom på, at De altid tænker, og at De altid ved mere, end De siger.”

Gurney trak på skuldrene. ”Er det et problem?”

Nu lød der musik i baggrunden, så svagt, at de lave toner næsten ikke kunne høres. Det var en vemodig, langsom pastorale spillet på cello. Dens dæmpede tilstedeværelse i lokalet mindede Gurney om den fine duft af engelsk have, som smøg sig ind i Scott Ashtons hus.

Den strithårede lille mand smilede og nippede til glasset. En ung kvinde med en dramatisk skikkelse, der blev understreget af et par jeans med lav talje og en meget nedringet T-shirt, kom ind gennem buen i den fjerne ende og gik hen til Gurney med vand i et krystalglas på en sølvbakke. Hun havde øjne og mund som en kyniker, der var dobbelt så gammel som hun selv. Gurney tog glasset, og Jykynstyl svarede på hans spørgsmål.

”Det er bestemt ikke noget problem for mig. Jeg kan godt lide en mand, der holder sig til realiteterne, en mand, som tænker mere, end han taler. Det er sådan, De er, ikke?” Jykynstyl lo, da Gurney ikke svarede. Det var en tør, humorforladt lyd. ”Jeg kan fornemme, at De også er en mand, der gerne så, at vi kom til sagen. De vil gerne vide helt præcist, hvorfor vi er her. Udmærket, David Gurney. Her er grunden: Jeg er nok Deres største fan. Og hvorfor er jeg det? Af to grunde. For det første mener jeg, at De er en stor portrætkunstner. For det andet har jeg til hensigt at tjene mange penge på det, De laver. Vær venlig at lægge mærke til, hvilken af de to grunde jeg nævner først. Jeg kan se på det arbejde, de allerede har udført, at De har en særlig evne til at skildre en mands væsen i hans ansigtstræk, at få sjælen frem i øjnene. Det er et talent, som trives i renhed. Det er ikke et talent hos en mand, som stræber efter penge og opmærksomhed, en mand, som gerne vil behage, en mand, som taler meget. Det er talentet hos en mand, som værdsætter sandheden i alt, hvad han gør – forretningsmæssigt, professionelt og kunstnerisk. Jeg havde på fornemmelsen, at de var en mand af den støbning, men jeg ville være sikker.” Han så direkte ind i Gurneys rolige øjne i lang tid, inden han fortsatte. ”Hvad kunne De tænke Dem til frokost?” Der er kold havaborre med remoulade, en ceviche af limemarineret skaldyr, quenelles af gedde og en dejlig tatar af Kobe-kød – De kan få, lige hvad De vil have eller lidt af det hele, måske?”

Mens han talte, begyndte han langsomt at gøre sig fri af stolen. Han tøvede, ledte efter et sted at stille det lille glas, trak på skuldrene og stillede det forsigtigt i den tilgroede potteplante ved siden af stolen. Så greb han fat om armlænene, skubbede sig med noget besvær op af stolen og bød ham ind i spisestuen gennem den buede døråbning.

Det mest interessante ved lokalet var et portræt i legemsstørrelse. Det hang i en guldramme midt på den lange væg over for buen. Med sin begrænsede kunsthistoriske viden mente Gurney, at det nok var hollandsk renæssance.

”Det er bemærkelsesværdigt, ikke sandt?” spurgte Jykynstyl.

Gurney nikkede.

”Det glæder mig, at De kan lide det. Jeg skal fortælle Dem om det, mens vi spiser.”

Der var dækket op til to personer over for hinanden ved bordet. De forretter, Jykynstyl havde nævnt, stod mellem dem på fire porcelænsfade sammen med en flaske Puligny-Montrachet og en flaske Château Latour. Gurney var ikke vinkender, men selv han kunne se, at de var vildt dyre.

Gurney valgte aborre og dertil Montrachet. Jykynstyl tog Latour og tatar.

”Er begge pigerne Deres døtre?”

”Det er de, ja.”

”Og De bor her sammen?”

”Ja, fra tid til anden. Vi er ikke en familie med fast bopæl. Jeg kommer og går. Det er sådan, mit liv er. Mine døtre bor her, når de ikke bor sammen med andre.” Han talte om disse arrangementer i et tonefald, der virkede lige så nonchalant som hans søvnige blik.

”Hvor bor De det meste af tiden?”

Jykynstyl lagde gaflen på kanten af tallerkenen, som om den hindrede ham i at udtrykke sig klart. ”Sådan tænker jeg ikke, jeg tænker ikke, at jeg er her i et stykke tid og der i et stykke tid. Jeg er … i bevægelse. Forstår De det?”

”Deres svar er mere filosofisk end mit spørgsmål. Jeg spørger på en anden måde. Har De et hjem som det her andre steder?”

”Familiemedlemmer i andre lande lader mig bo hos sig. Om de bryder sig om at have mig boende, melder historien ikke noget om.” Igen det kolde hvide tandsmil. ”Så jeg er en hjemløs mand med mange hjem.” Den blandede accent, som var så svær at placere, virkede mere udtalt, mens han beskrev sin nomadetilværelse. ”Som den vidunderlige mr. Wordsworth vandrer jeg ensom som en sky. I min søgen efter gyldne påskeliljer. Jeg har blik for den slags påskeliljer. Men at have blik for dem er ikke nok. Man skal også finde dem. Det er hemmeligheden i dobbelt forstand, David Gurney. Jeg har blik for tingene, og jeg er altid på udkig. Det er for mig meget vigtigere end at bo et bestemt sted. Jeg bor ikke her eller der. Jeg bor i aktiviteten, i bevægelsen. Jeg er ikke fastboende. Jeg er et søgende menneske. Det kunne måske minde lidt om Deres liv, Deres profession, ikke sandt?”

”Jeg kan godt se, hvad De mener.”

”De kan se, hvad jeg mener, men De har det ikke helt godt med det.” Han virkede mere fornøjet end fornærmet. ”Og når det gælder spørgsmål, har De det ligesom alle andre politimænd, som hellere vil stille spørgsmålene end svare på dem. Det er karakteristisk for folk i Deres profession, ikke sandt?”

”Jo, det er det.”

Han frembragte en lyd, og det var svært at sige, om han lo eller hostede. Hans øjne gav ikke noget fingerpeg. ”Så lad mig komme med svar og ikke spørgsmål. Jeg forestiller mig, at De gerne vil vide, hvorfor denne skøre lille mand med det sjove navn vil betale så mange penge for de portrætter, som De måske hurtigt og nemt kan fremstille.”

Gurney følte en snert af irritation. ”Det går nu ikke så hurtigt, og så nemt er det heller ikke.” Bagefter ærgrede han sig over at være kommet med denne indvending.

Jykynstyl glippede med øjnene. ”Nej, naturligvis ikke. Undskyld mit engelsk. Jeg tror, jeg taler det sprog bedre, end jeg gør, og jeg er ikke god til nuancer. Skal jeg prøve igen, eller forstår De, hvad jeg prøver at sige?”

”Det tror jeg.”

”Så det grundlæggende spørgsmål: Hvorfor tilbyder jeg så mange penge for Deres kunst?” Han tav og sendte Gurney det strålende, kølige smil. ”Fordi den er alle pengene værd. Og fordi jeg vil have eneret på den uden konkurrence. Så jeg prøver at komme andre i forkøbet med et tilbud, som De kan tage imod uden spørgsmål, uden ordkløveri, uden forhandling. Er De med?”

”Ja, det tror jeg.”

”Godt. Jeg går ud fra, at De lagde mærke til billedet bag mig. Det er Holbein.”

”Er det en ægte Hans Holbein?”

”Ægte? Ja, naturligvis. Jeg har ingen reproduktioner. Hvad synes De om det?”

”Jeg har ikke det rette vokabularium.”

”Brug de ord, der falder Dem ind.”

”Skræmmende. Overraskende. Levende. Dybt foruroligende.”

Jykynstyl studerede ham nøje i et langt minut, inden han sagde noget. ”Lad mig sige Dem to ting. For det første kommer de ord, som De påstår ikke er de rette, sandheden nærmere end de professionelle kunstkritikeres ævl. For det andet er det de samme ord, som faldt mig ind, da jeg så portrættet af Piggert, morderen. Fuldkommen de samme ord. Jeg så ind i Peter Piggerts øjne og følte, at han var til stede i lokalet sammen med mig. Skræmmende. Overraskende. Levende. Dybt foruroligende. Alt det, De lige har sagt om Holbein-portrættet. Jeg har betalt lidt over otte millioner dollars for den Holbein. Beløbet er en hemmelighed, men jeg siger det alligevel. Otte millioner et hundred og halvtreds tusind dollars – for en enkelt gylden påskelilje. En dag sælger jeg den måske for tre gange så meget. Så nu køber jeg et par David Gurney-påskeliljer til hundred tusind dollars stykket, og en dag sælger jeg dem måske for ti gange så meget. Hvem ved? Skal vi skåle på fremtiden? Skåle på, at vi begge må blive tilfredse med handelen?”

Jykynstyl lod til at fornemme Gurneys skepsis. ”Det virker som mange penge, fordi De ikke er vant til den slags beløb. Det er ikke fordi, Deres værker ikke er så meget værd, husk det. De bliver belønnet for Deres usædvanlige indsigt og Deres evne til at udtrykke denne indsigt – ikke meget forskelligt fra Hans Holbein. De undersøger ikke kun den kriminelle hjerne, men også den menneskelige natur. Hvorfor skulle De ikke modtage en ordentlig betaling for det?”

Jykynstyl hævede glasset med Latour. Gurney gjorde tøvende det samme med sin Montrachet.

”Skål for Deres indsigt og for Deres arbejde, skål for vores forretningsforbindelse og skål for Dem, David Gurney.”

”Skål, mr. Jykynstyl.”

De drak. Det var en behagelig overraskelse for Gurney. Han var langt fra connaisseur, men han syntes, at den Montrachet var den bedste vin, han nogen sinde havde smagt – og så vidt han huskede en af de få, som straks gav lyst til endnu et glas. Mens han drak ud, kom den unge pige, som havde fulgt ham op i elevatoren, hen til bordet med et underligt glimt i øjet og skænkede op i hans glas igen.

Det næste par minutter spiste de to mænd i tavshed. Den kolde aborre smagte vidunderligt, og det var, som om vinen gjorde den endnu bedre. Da Sonya to dage tidligere havde fortalt ham om Jykynstyls interesse, havde han et kort øjeblik fantaseret om, hvad han skulle bruge pengene til. Han havde drømt om rejser til den nordvestlige kyst – til Seattle og Puget Sound og San Juan Islands i sommersol med blå himmel og blåt vand og Olympic Mountains i horisonten. Nu vendte billedet tilbage, sikkert fremkaldt af, at det pengemæssige løfte i forbindelse med forbryderalbumsprojektet var ved at tage form – men også fremkaldt af det andet glas Montrachet, som var endnu dejligere end det første.

Jykynstyl begyndte at snakke igen. Han lovpriste Gurneys opfattelsesevne, hans psykologiske skarpsindighed og øje for detaljen. Men nu var det sætningernes rytme mere end indholdet, der fangede Gurneys opmærksomhed, en rytme, der løftede ham op og vuggede ham blidt. Nu smilede de unge kvinder roligt og afklaret, mens de tog af bordet, og Jykynstyl beskrev nogle eksotiske desserter. Noget cremet med rosmarin og kardemomme. Noget silkeblødt med safran, timian og kanel. Gurney smilede, fordi han forrestillede sig, at mandens mærkeligt sammensatte accent i sig selv var en ret med krydderier, man normalt ikke brugte sammen.

Han følte et betagende og fuldkommen ukarakteristisk brus af frihed, optimisme og stolthed over det, han havde udrettet. Det var en følelse, han altid havde ønsket – en følelse af klarhed og styrke. Den gled over i vandets og himlens pragtfulde blå farve som en båd, der sejlede af sted for fulde hvide sejl på vindens vinger, en vind som aldrig ville lægge sig.

Og så følte han slet ingenting.