KAPITEL 43

OPVÅGNEN

 

Ingen knogle splintres så smertefuldt som illusionen om usårlighed. Gurney havde ingen idé om, hvor længe han havde siddet i sin bil. Han anede ikke, hvad klokken var, og han vidste heller ikke, hvordan han var kommet hen til stedet, hvor hans bil stod parkeret. Men han vidste, at det var sent nok til at være mørkt, at han var svimmel og havde hovedpine og kvalme, var bekymret og ikke kunne huske noget som helst efter det andet glas vin under frokosten. Han så på sit ur. Klokken var kvart i ni. Han havde aldrig reageret så voldsomt på nogen form for alkohol, og da slet ikke på to glas hvidvin.

Det første, der faldt ham ind, var, at de måske havde kommet et bedøvende middel i vinen.

Men hvorfor?

At stirre blindt på det spørgsmål gjorde ham mere bekymret.

At stirre håbløst ind i det tomrum, der skulle have været fyldt med minder om eftermiddagen, gjorde det bare endnu værre. Så gik det med et sæt op for ham, at han ikke sad bag rattet, men på passagersædet. Det virkede som et slag i ansigtet, at han havde været ved bevidsthed i et helt minut uden at opdage det, og hans bekymring nærmede sig panik.

Han kiggede ud ad for- og bagrude og opdagede, at han befandt sig midt på en lang gade, sandsynligvis en gennemfartsvej et sted på Manhattan – for langt væk fra noget hjørne til, at han kunne læse vejskiltene. Der var jævn trafik, mest taxaer, der kørte tæt efter hinanden, men der var ingen fodgængere i nærheden. Han åbnede døren og lempede sig ud. Kroppen var stiv og gjorde ondt. Det føltes, som om han havde siddet for længe i den samme akavede stilling. Han kiggede op og ned ad gaden for at se, om der var bygninger, han kendte.

Den uoplyste bygning på den anden side af gaden lignede en institution af en slags, måske en skole, med en bred stentrappe og en tung dobbeltdør, der var mindst tre meter høj. Det var en klassisk facade med søjlegang.

Så kiggede han op.

Oven over de græske søjler midt på en frise, som strakte sig hele vejen hen ad den fire etager høje bygning stod et motto i skyggen af tagudhænget. Han kunne lige akkurat læse det: AD STUDIUM VERITATIS.

Ad studium veritatis? Genesius Prep? Det gymnasium, han selv havde gået på? Hvad fanden …?

Han stirrede på den mørke bygning og spekulerede på, hvad meningen var. Han havde siddet på passagersædet i sin egen bil, så en eller anden måtte have kørt ham herhen. Men hvem? Han havde ingen anelse, ingen erindring om at køre eller blive kørt.

Og hvorfor herhen?

Det var næppe nogen tilfældighed, at han var blevet kørt hen til netop det sted i netop den gade, lige over for indgangen til det gymnasium, hvor han tog studentereksamen tredive år tidligere – den velrenommerede skole, som han havde fået et stipendium til, som han var taget hen til hver dag fra sine forældres lejlighed i Bronx, som han havde hadet, og som han ikke havde besøgt siden dengang. En skole, han aldrig talte om. En skole kun meget få mennesker vidste, at han havde gået på.

Hvad i alverden foregik der?

Han kiggede igen op og ned ad gaden, som om et kendt ansigt måske ville dukke op og give ham en simpel forklaring. Ingen dukkede op. Han satte sig ind i bilen igen, denne gang bag rattet. Nøglen sad i tændingen, hvilket lige i øjeblikket var en lettelse og i hvert fald bedre, end hvis han ikke havde kunnet finde den, men han blev ikke just beroliget af, at den sad der.

Sonya. Sonya vidste måske noget. Måske havde hun været i forbindelse med Jykynstyl. Men hvis Jykynstyl var ansvarlig for det her, hvis Jykynstyl havde kommet et bedøvende middel i hans vin …

Kunne det tænkes, at Sonya var med i det her? Havde hun lokket ham i en fælde?

Hvilken fælde? Og hvorfor? Hvad var meningen med det? Og hvorfor køre ham herhen? Hvorfor gøre sig den ulejlighed? Hvordan kunne Jykynstyl vide, hvilket gymnasium han havde gået på? Og hvad skulle det gøre godt for? Var det for at bevise, hvor let det var at få fat i detaljer om hans privatliv? For at få ham til at fokusere på fortiden? For at minde ham om noget helt bestemt fra teenageårene, en person eller en begivenhed fra den forfærdelige tid på St. Genesius? Eller for at skabe panik i hans sind? Men hvorfor i alverden skulle den verdenskendte Jay Jykynstyl have behov for at gøre det?

Det var latterligt.

Men hvis man skulle føje endnu flere gåder til, havde han vel ret beset ingen beviser for, at den mand, han havde mødt i den store sandstensbygning, faktisk var Jay Jykynstyl? Men hvis han ikke var – hvis manden var svindler – hvad skulle det her så til for?

Og hvis han rent faktisk var blevet dopet, hvad var det så for et stof, han var blevet dopet med? Var det noget stærkt beroligende eller et bedøvelsesmiddel, der havde slået ham ud, eller kunne det være sådan noget som rohypnol – et præparat, der får folk til at miste hæmningerne og hukommelsen? Hvis det sidste var tilfældet, var det straks mere problematisk.

Eller var der noget galt med ham rent kropsligt? Voldsom dehydrering kunne medføre tab af evne til at orientere sig, men også hukommelsestab.

Men ikke som det her. Ikke otte timers totalt blackout.

Hjernetumor? Emboli? Slagtilfælde?

Kunne det tænkes, at han havde taget afsked med Jykynstyl, sat sig ind bilen og følt en pludselig trang til at se den gamle skole. Var han mon kørt derhen, steget ud af bilen og måske endda gået ind i bygningen, og så …?

Og så hvad? Havde han sat sig ind på passagersædet for at finde noget i handskerummet eller lægge et eller andet derind, og havde han så fået et slagtilfælde og var besvimet? En bestemt type slagtilfælde kunne give hukommelsessvigt med tilbagevirkende kraft, så man ikke kunne huske, hvad der var sket hverken før eller efter slagtilfældet. Var det det – en hjerneskade af en slags?

Spørgsmål og atter spørgsmål. Og ingen svar. Han havde en knugende fornemmelse i maven, som en håndfuld grus.

Han kiggede i handskerummet, men fandt ikke noget usædvanligt. Manualen til bilen, et par gamle værkstedsregninger, en lille lommelygte og plasticlåget fra en vandflaske.

Han klappede på jakkelommerne og fandt sin mobiltelefon. Der var syv indtalte beskeder og en sms. Der havde åbenbart været bud efter ham i de forsvundne timer. Måske var der en forklaring blandt beskederne. Den første besked, modtaget klokken 13.44, var fra Sonya. ”David? Spiser I stadig frokost? Det er vel et godt tegn. Jeg vil gerne høre det hele. Ring til mig, så snart du kan. Kys, kys.”

Besked nummer to, 16.01, var fra statsadvokaten. ”David, Sheridan Kline her. Det drejer sig om Karnala Fashion – det er blevet tjekket, og der er interessante oplysninger i den forbindelse. Har du hørt om familien Skard? S-K-A-R-D. Ring hurtigst muligt.”

Skard? Et underligt navn, og der var et eller andet kendt ved det, en fornemmelse af, at han var stødt på det, måske havde set det på tryk et sted for ikke så forfærdelig længe siden.

Nummer tre, 16.32, var fra Kyle. ”Hej far. Hvad så? Indtil videre går det godt på Columbia, tror jeg. Jeg bestiller godt nok ikke andet end at læse og gå til forelæsninger. Men det skal nok være umagen værd. Det tror jeg bestemt. Har du nogen idé om, hvad en procesadvokat, der har med kollektive søgsmål at gøre, kan tjene? Mega summer! Jeg må løbe. Jeg skal til time. Glemmer hele tiden, hvad klokken er. Ringer senere.”

Nummer fire, 17.05, var Sonya igen. ”David, hvad foregår der? Er det verdens længste frokost eller hvad? Ring. Ring!”

Nummer fem, den korteste, klokken 17.07, var fra Hardwick. ”Hej mester, jeg er på sagen igen!” Han lød nederdrægtig, hoverende og fuld.

Nummer seks, 17.50, var fra Klines foretrukne retspsykolog. ”Hej, David, det er Rebecca Holdenfield. Sheridan sagde, du gjorde dig nogle tanker om machete-morderen, som du ville vende med mig. Jeg har temmelig travlt, men det her kan jeg godt finde tid til. Mine formiddage er håbløse, det er bedre senere på dagen. Kom med nogle dage og tidspunkter, som passer dig, så finder vi ud af noget. Ud fra den smule, jeg ved, vil jeg mene, at det er en meget syg mand, du prøver at få fat på.”

Overstadigheden lurede bag den professionelle tone og gjorde det tydeligt for ham, at jagten på en meget syg mand, var det bedste, hun vidste. Hun sluttede med at give ham et nummer, og han kunne se på de tre første cifre, at det var i Albany-området.

Den syvende og sidste indtalte besked, modtaget 20.35, var fra Sonya. ”Shit, David, er du i live?”

Han så på sit ur igen. 20.58.

Han lyttede til den sidste besked igen og igen for at høre, om der var nogen som helst alvor i Sonyas spørgsmål. Det virkede ikke sådan, bare irritation over, at hendes opringninger ikke blev besvaret. Han skulle lige til at ringe til hende, men kom i tanke om, at han også havde en sms, og besluttede at læse den først.

Den var kort, anonym og forblommet: HVILKEN LIDENSKAB! HVILKE HEMMELIGHEDER! HVILKE FOTOGRAFIER!

Han sad og stirrede på beskeden. Ved nærmere eftertanke var den ikke spor forblommet, selv om den overlod meget til fantasien. Men det, den overlod til fantasien, var alt for tydeligt.

Han kunne mærke, hvordan hans forestilling om indholdet af disse fotografier eksploderede i hans liv som vejsidebomber.