KAPITEL 44

DEJA-VU

 

At bevare fatningen, bevare fokus og underkaste kendsgerningerne en objektiv analyse havde været grundpillerne i Gurneys succes som drabsefterforsker.

Lige nu havde han pokkers svært ved at gøre nogen af delene. De ukendte og skrækindjagende muligheder hvirvlede rundt i hovedet på ham.

Hvem fanden var denne Jykynstyl? Eller hvem var den person, som gav sig ud for at være Jykynstyl – det var måske et mere relevant spørgsmål? Hvad gik denne trussel ud på, hvad var meningen med den? Han var temmelig sikker på, at scenariet var ulovligt, uanset hvad det handlede om. Håbet om, at det var en harmløs brandert, eller at indholdet af sms’en var harmløst, virkede som det rene selvbedrag. Han måtte se i øjnene, at han var blevet dopet, og at det værst tænkelige scenarie – en kraftig dosis rohypnol i det første glas vin – var det mest sandsynlige.

Ropynol plus alkohol. Den værst tænkelige cocktail, som fik folk til at miste både hæmningerne og hukommelsen. Den cocktail, der i visse tilfælde blev lokket i intetanende kvinder, som derefter blev voldtaget. Stoffet bevirker, at man mister dømmekraften, evnen til at føle frygt og til at ombestemme sig. Man mister alle moralske og praktiske hæmninger, mister sin sunde fornuft og er ikke i stand til at føle dårlig samvittighed, så man ender med at blive reduceret til summen af kroppens mest primitive lyster. Kombinationen af rohypnol og alkohol kan omsætte ens tilskyndelser, hvor fjollede og hvor ødelæggende de end måtte være, til handling. Den modbydelige eliksir opprioriterer de behov, der styres af reptilhjernen, uanset hvilke omkostninger det har for personen, hvorefter oplevelsen – som kan vare fra seks til tolv timer – indhylles i en kappe af uigennemtrængeligt hukommelsestab. Det var, som om det var opfundet for at gøre det lettere at forårsage katastrofer. Den slags katastrofer, en hjælpeløs og forvirret Gurney nu sad i sin bil og prøvede at forestille sig, samtidig med at han forsøgte at spore sin hjerne ind på løsrevne facts, som nægtede at give sammenhæng.

Madeleine havde fået ham til at tro på små, enkle handlinger, på at man skulle sætte det ene ben foran det andet, men når intet gav mening, og der så mørkt og truende ud i alle retninger, var det svært at finde ud af, hvilken vej man skulle gå.

Det gik imidlertid op for ham, at han ikke kom nogen vegne ved at blive holdende i den mørke gade. Hvis han kørte derfra, selv uden at have besluttet, hvor han ville køre hen, kunne han da i det mindste konstatere, om nogen holdt øje med ham eller fulgte efter ham. Inden han begyndte at spørge sig selv, om han måske alligevel skulle blive holdende, startede han bilen, ventede på, at der skulle blive grønt for enden af gaden, ventede på tre taxaer, der ræsede forbi lige efter hinanden, tændte forlygterne, kørte hurtigt ud fra kantstenen og videre gennem krydset ved Madison Avenue, lige inden det skiftede til rødt bag ham. Han kørte af sted og drejede vilkårligt i en række kryds, indtil han var sikker på, at ingen fulgte efter ham. Så bevægede han sig ned ad Manhattans østlige side fra de firsindstyvende gader til de tresindstyvende.

Uden at være bevidst om det nåede Gurney hen til den gade, hvor Jykynstyls hus lå. Han kørte gennem gaden én gang, drejede rundt om blokken og kom tilbage igen. Der var ikke lys i vinduerne i det store rødbrune sandstenshus. Han parkerede ulovligt samme sted som ni timer tidligere.

Han var nervøs og usikker på, hvad han skulle gøre, men det, at han overhovedet havde foretaget sig noget, havde indtil videre virket beroligende på ham. Han kom i tanke om, at han havde Jykynstyls telefonnummer i tegnebogen – et nummer, Sonya havde givet ham i tilfælde af, at han sad fast i trafikken og blev forsinket. Han tastede nummeret uden at have tænkt over, hvad han ville sige. Måske noget i retning af: Det var sgu noget af en fest, Jay! Har du billeder? Eller noget lidt mere Hardwick-agtigt: Hej dit røvhul, hvis du tager røven på mig, får du en fucking kugle mellem øjnene. Det endte med, at han ikke sagde nogen af delene, for da han ringede op, sagde en båndet stemme, at telefonen var ude af funktion.

Han havde lyst til at hamre på døren, indtil nogen lukkede op. Så huskede han, hvordan Jykynstyl havde fortalt, at han altid var på farten, at han aldrig boede et sted særlig længe, og pludselig stod det klart for ham, at det store hus var tomt, at manden var væk, og at det ville være fuldkommen nytteløst at hamre på døren.

Han burde ringe til Madeleine og fortælle hende, hvor sent han ville være hjemme. Men hvor sent ville det blive? Skulle han fortælle hende om hukommelsestabet? At han var vågnet op lige over for St. Genesius? Om fototruslen? Eller ville det bare gøre hende syg af bekymring, uden at der var nogen grund til det?

Måske skulle han ringe til Sonya først og høre, om hun kunne kaste lys over det, der foregik. Hvor meget vidste hun egentlig om Jay Jykynstyl? Var der overhovedet hold i det med de hundred tusind dollars? Var det alt sammen bare et kneb for at få ham ind til byen til en privat frokost? Så de kunne dope ham og … og hvad?

Måske skulle han tage på skadestuen og få dem til at lave en toksikologisk screening – finde ud af, hvilke kemikalier han helt præcist havde indtaget, inden de blev nedbrudt, så hans mistanke kunne blive be- eller afkræftet. På den anden side kunne sådan en screeningsjournal afstedkomme spørgsmål og skabe forviklinger. Han befandt sig i en catch-22-situation, fordi han ville finde ud af, hvad der var sket, inden han gik videre og tog mere officielle skridt til at finde ud af, hvad der var sket.

Mens han sad og følte, at han var ved at glide ned i en afgrund af ubeslutsomhed, kom en stor hvid varevogn kørende og parkerede mindre end ti meter væk lige foran sandstenshuset. En lyskegle fra en forbikørende bil gjorde de grønne bogstaver på siden af varevognen læselige: RENGØRINGSFIRMAET HVIDE STJERNE.

Gurney hørte en skydedør blive åbnet på den fjerne side af vognen efterfulgt af et par sætninger på spansk, hvorpå døren blev lukket igen. Varevognen kørte, og der stod nu en mand og en kvinde i gråbrune uniformer i halvmørket foran døren til sandstensbygningen. Manden låste op med en nøgle, der hang i en ring i hans bælte. De gik ind i bygningen, og et øjeblik efter var der lys i foyeren. Kort efter kom der lys i endnu et vindue i stueetagen. Med cirka to minutters mellemrum blev der tændt lys på alle bygningens fire etager.

Gurney besluttede sig for at bluffe sig ind. Han lignede en politimand, han lød som en politimand, og hans medlemsbevis til en forening for pensionerede kriminalassistenter kunne godt forveksles med et aktivt id-kort.

Da han kom hen til hoveddøren, opdagede han, at den var åben. Han gik ind i foyeren og lyttede. Der lød ingen trin og ingen stemmer. Han tog i døren, der førte ind til resten af huset. Den var heller ikke låst. Han åbnede den og lyttede igen. Han kunne ikke høre andet end den dæmpede lyd af en støvsuger i et af værelserne ovenpå. Han trådte ind og lukkede forsigtigt døren efter sig.

Rengøringspersonalet havde tændt alle lamperne, så det store gangareal så meget koldere og mere bart ud, end han huskede det. Den dominerende mahognitrappe var ikke nær så flot i den stærke belysning. Væggenes træpaneler var også blevet billigere at se på, som om det uflatterende lys havde skrællet den antikke patina af dem.

Der var to døre i den fjerne væg. Han kunne huske, at den ene var døren til den lille elevator, som han var blevet ført ind i af Jykynstyls datter – hvis hun altså var hans datter. Det tvivlede han på nu. Døren ved siden af stod på klem, og værelset på den anden side var lige så stærkt oplyst som den store foyer, han stod i.

Det viste sig at være det værelse, ejendomsmæglere kaldte ”medierummet”. Det var domineret af en stor fladskærm, og der stod fem, seks lænestole foran den. Der var en bar i det fjerne hjørne, og op mod den tilstødende væg stod en skænk med en imponerende række vin- og cocktailglas og en stak glastallerkener, som passede til elegante desserter eller baner af coke. Han kiggede i skænkens skuffer. De var tomme. Selve barskabet og det lille køleskab var låst. Han smuttede ud lige så hurtigt, som han var kommet ind og gik hen til trappen.

Han tog to trin ad gangen op til første sal, derefter til anden, og den persiske løber dæmpede hans hastige trin. Lyden af støvsugeren var højere her, og han forestillede sig, at rengøringsholdet kunne komme ned fra tredje sal, hvad øjeblik det skulle være, så rekognosceringstiden var begrænset. En bue førte ind til en gang med fem døre. Han regnede med, at den fjerneste af dem var døren til elevatoren, og at de andre fire førte ind til soveværelserne. Han gik hen til den nærmeste dør og drejede det runde dørgreb så lydløst som muligt. Lige i det samme hørte han elevatorens dæmpede dump, da den stoppede længere henne ad gangen, og bagefter lyden af skydedøren.

Han skyndte sig ind i et mørkt værelse, som han gik ud fra var et soveværelse, og han lukkede forsigtigt døren efter sig. Han håbede, at personen, som kom ud af elevatoren, sikkert en af rengøringsfolkene, havde kigget den anden vej.

Det gik efterhånden op for ham, at han var i lidt af en knibe. Han kunne ikke gemme sig, fordi der var for mørkt til at finde et passende sted, og han kunne ikke tænde lyset af frygt for at blive opdaget. Og hvis han blev fundet stående ynkeligt bag en soveværelsesdør, kunne han nok ikke bluffe sig ud ved at vifte med et pensionistkort. Og hvad fanden lavede han egentlig i huset? Hvad var det, han håbede at finde? Jykynstyls tegnebog med et fingerpeg om en anden identitet? En konspiratorisk e-mail? De fotografier, der blev omtalt i sms’en? Et eller andet, der var så belastende for Jykynstyl, at han ikke længere udgjorde en trussel? Alle de muligheder var som taget ud af lidet troværdige undergrundsfilm. Så hvorfor havde han sat sig selv i den latterlige situation, hvorfor sneg han sig rundt i mørket som en åndssvag indbrudstyv?

Støvsugeren brølede på gangen lige uden for døren. Dens skygge bevægede sig frem og tilbage over de knap to centimeter lys, som trængte ind mellem dørens nederste kant og tæppeluven. Han trådte forsigtigt tilbage mod væggen og følte sig frem. Han hørte en dør blive åbnet på den anden side af gangen. Et par sekunder senere blev støvsugerens brøl svagere, hvilket tydede på, at den og personen, der betjente den, var gået ind i værelset overfor.

Gurneys øjne var ved at vænne sig til mørket, og sprækken af lys under døren gjorde sit til, at han nu kunne ane nogle få omrids: fodenden af en kæmpemæssig seng, de buede øreklapper på en Queen Anne-stol og et mørkt klædeskab mod en lysere væg.

Han bestemte sig for at tage chancen. Han famlede hen ad væggen efter lyskontakten og fandt en dæmperknap. Han drejede, indtil den var cirka på halv styrke, så tændte han og slukkede straks efter igen. Han var ret sikker på, at rengøringspersonalet havde så tilpas travlt, at de ikke ville lægge mærke til et halvt sekunds dæmpet lys under døren.

Det, han så i det korte øjeblik, var et stort soveværelse med de møbler, hvis omrids han havde skimtet i halvmørket, plus to mindre stole, en lav kommode med et kunstfærdigt spejl oven over og et par sengeborde med meget pyntede lamper. Der var ikke noget uventet eller mærkeligt – bortset fra hans reaktion. I det øjeblik, han så værelset, fik han en deja-vu-oplevelse. Han var sikker på, han havde set det hele før, nøjagtigt som det fremstod i det korte lysglimt.

Den spontane fornemmelse af at kende stedet blev lidt efter fulgt af et isnende spørgsmål: Havde han været i dette værelse tidligere på dagen? Den hårrejsende fornemmelse gled over i kvalme. Han måtte have været der før. Hvorfor skulle han ellers have så intens en fornemmelse af rummet, af sengen, måden stolene stod på og klædeskabets svungne topstykke?

Men et vigtigere spørgsmål trængte sig på: Hvor langt ude var man, når man havde indtaget alkohol og rohypnol? Hvor meget af det, man troede på, hvor meget af ens sande værdisystem, hvor meget af det, man elskede – hvor meget af alt det kunne fejes til side af den kemiske blanding? Han havde aldrig nogen sinde følt sig så sårbar, følt sig så fremmed for sig selv – så usikker på, hvem han var, og hvad han var i stand til at foretage sig – som han gjorde i det øjeblik.

Så blev den svimlende følelse af hjælpeløshed og forvirring lidt efter lidt afløst af skiftevis frygt og voldsom vrede. Han gik ind i vreden, hvilket ikke var karakteristisk for ham. Vredens skarphed. Vredens styrke og vedholdenhed.

Han åbnede døren og trådte ud i lyset.

Støvsugerens brummen kom fra et værelse længere henne ad gangen. Gurney skyndte sig den anden vej, hen til den store trappe. Han kunne huske, at elevatorturen ved middagstid havde været kort, så han regnede med, at dagligstuen og spisestuen var på første sal. Han gik ned ad trappen i håb om at finde et eller andet dernede, som måske kunne hjælpe hans hukommelse på gled.

En buegang på trappeafsatsen førte ind til resten af førstesalen. Gurney gik gennem den og kom ind i den victorianske dagligstue, hvor han havde mødt Jykynstyl. Ligesom alle andre steder i huset havde rengøringsfolkene også tændt lys her, og også her var virkningen kold og trist. Selv de kæmpestore potteplanter havde mistet deres overdådighed. Han gik gennem dagligstuen og ind i spisestuen. Tallerkener, glas og sølvtøj var alt sammen fjernet. Det samme var Holbein-portrættet. Eller Holbein-efterligningen.

Det gik op for Gurney, at han ikke vidste noget sikkert om sit frokostbesøg den dag. Den rimeligste antagelse måtte være, at det hele var svindel og humbug. Især den fantastiske pris, han var blevet tilbudt for sine forbryderportrætter. Tanken om, at det hele var et fidusforetagende, at der aldrig kom penge på bordet, var et overraskende slag for hans ego – efterfulgt af græmmelse over, hvor meget tilbuddet og den ledsagende smiger havde betydet for ham.

Han huskede en terapeut, som engang havde fortalt ham, at den eneste måde, hvorpå man kan måle, hvor meget noget betyder for én, er ved at se på, hvor megen smerte det forårsager, at dette noget bliver fjernet. Nu stod det ham klart, at den eventuelle belønning i forbindelse med Jykynstyl-eventyret havde betydet lige så meget for ham som … som troen på, at den slet ikke betød noget. Og det fik ham til at føle sig som en dobbelt idiot.

Han lod blikket glide rundt i spisestuen. Hans begejstrede forestilling om en sejlbåd på Puget Sound vendte tilbage som et surt opstød. Han så indgående på den nypolerede bordplade. Ikke så meget som skyggen af en plet eller et fingeraftryk. Han gik ind i dagligstuen igen. Der var en svag sammensat lugt i luften, som han også havde bemærket, da han gik gennem stuen for lidt siden. Nu prøvede han at isolere de enkelte elementer. Alkohol, gammel røg, aske i kaminen, læder, fugtig pottemuld, møbelpolitur og gammelt træ. Ikke noget overraskende. Ikke noget usædvanligt.

Han sukkede med en følelse af irritation og fiasko ved tanken om den meningsløse risiko, han havde taget ved at snige sig ind i huset. Stedet udsendte en fjendtlig tomhed – man kunne slet ikke fornemme, at der boede nogen. Jykynstyl havde da også antydet, at han rejste meget, og guderne måtte vide, hvor ”døtrene” befandt sig.

Lyden af støvsugeren på etagen oven over blev kraftigere. Gurney så sig omkring en sidste gang og gik så direkte ud til trappen. Han var halvvejs nede, da han pludselig kom i tanke om noget.

Lugten af alkohol.

Det lille glas.

Hold da kæft!

Han skyndte sig op igen, to trin ad gangen, gik ind i dagligstuen og hen til den dybe læderstol, som Jykynstyl sad i, da Gurney ankom, den stol, som den tilsyneladende svagelige mand havde haft så svært ved at komme op af, at han måtte anbringe begge hænder på armlænene for at komme op. Og da der ikke var noget bord, han kunne stille sit lille absintglas fra sig på …

Gurney stak hånden ind nederst ved den tætte tropeplante. Og der var det – skjult af pottens høje kant og de mørke, nedadhængende blade. Han pakkede det forsigtigt ind i sit lommetørklæde og lod det glide ned i jakkelommen.

Da han få minutter senere sad i bilen igen, måtte han spørge sig selv, hvad han skulle stille op med det.