KAPITEL 45
EN NYSGERRIG HUND
Den nærmeste politistation lå kun nogle få gader derfra på East Sixty-seventh Street, og Gurney lavede en liste i hovedet over de forbindelser han havde i det distrikt. Han kendte mindst fem kriminalbetjente på stedet, og to af dem godt nok til, at han måske kunne bede dem om at gøre sig en penibel tjeneste. At få lavet et løft af aftryk fra det stjålne glas og få det kørt ind i FBI’s database – en proces som ville nødvendiggøre, at han undgik kravet om et sagsnummer – var bestemt penibelt. Han havde ikke lyst til at gøre rede for sin interesse i at få mere viden om sin frokostvært, men han ville heller ikke finde på en løgn, som senere kunne skade ham.
Han blev enig med sig selv om, at han måtte finde på noget andet. Han anbragte forsigtigt det lille glas i handskerummet, lagde mobiltelefonen på sædet ved siden af, startede bilen og kørte i retning af George Washington Bridge.
Den første, han ringede til undervejs, var Sonya Reynolds.
”Hvor fanden har du været? Hvad har du lavet hele eftermiddagen?” Hun lød vred og nervøs og fuldkommen uvidende om dagens begivenheder, hvilket beroligede ham.
”Det er et godt spørgsmål. Jeg kender ikke selv svaret.”
”Hvad er der sket? Hvad taler du om?”
”Hvor meget ved du om Jay Jykynstyl?”
”Hvad handler det her om? Hvad fanden er der sket?”
”Jeg er ikke sikker. Men det er ikke noget godt.”
”Det forstår jeg ikke.”
”Hvad ved du om Jay Jykynstyl?”
”Jeg ved, hvad man siger om ham i kunstverdenen. Stor kunde. Meget selektiv. Har kæmpestor finansiel indflydelse på markedet. Vil gerne være anonym. Vil ikke fotograferes. Vil gerne skabe en masse forvirring omkring sit privatliv og sin bopæl. Og endda om, hvorvidt han er hetero- eller homoseksuel. Jo mere forvirring jo bedre. Det med privatlivets fred er nærmest en tvangstanke hos ham.”
”Så du havde aldrig mødt ham og ikke engang set et fotografi af ham, da han kiggede ind i dit galleri en dag og sagde, at han ville købe mine ting?”
”Hvor vil du hen med det?”
”Hvordan kunne du vide, at den mand, du talte med, var Jay Jykynstyl? Fordi han præsenterede sig som sådan?”
”Nej. Det var lige modsat.”
”Sagde han, at han ikke var Jay Jykynstyl?”
”Han sagde, han hed Jay. Bare Jay.”
”Men hvordan …”
”Jeg blev ved med at spørge ham, sagde at det kunne blive vanskeligt at gøre forretninger med ham, hvis jeg ikke havde hans fulde navn, at det var akavet for mig ikke at vide, hvem jeg havde med at gøre, når det drejede sig om så mange penge.”
”Hvad sagde han til det?”
”Han sagde Javits. Han sagde, han hed Jay Javits.”
”Ligesom Jacob Javits? Ham der var senator?”
”Ja, men han sagde det på en lidt mærkelig måde, som om navnet lige faldt ham ind, som om han var nødt til at sige et eller andet, fordi jeg gjorde et stort nummer ud af det. Dave, fortæl mig, hvorfor fanden vi taler om det her. Fortæl mig nu, hvad der skete i dag.”
”Der skete det … at det blev klart, at hele foretagendet er svindel og humbug. Jeg tror, de kom et bedøvende middel i min vin, og at frokosten var et arrangement, som intet havde med min kunst at gøre.”
”Det er jo sindssygt.”
”For at vende tilbage til det med navnet – han sagde, han hed Jay Javits, og ud fra det konkluderede du, at han hed Jay Jykynstyl?”
”Nej, sådan var det ikke. Hold nu op. Under samtalen kom vi ind på, hvor smuk søen er, og han sagde, at han kunne se den fra sit værelse, så jeg spurgte ham, hvor han boede, og han sagde, at han havde et værelse på en meget smuk kro, men han ville åbenbart ikke have, at jeg skulle vide, hvad den hed. Så senere ringede jeg til Huntington, den mest eksklusive kro ved søen, og jeg spurgte, om de havde en Jay Javits boende. Først lød fyren forvirret, og så spurgte han, om jeg havde fået rigtigt fat i navnet. Jeg sagde, at jeg ikke var sikker, jeg er jo ikke helt ung længere, og min hørelse er dårlig, så måske havde jeg fået forkert fat i navnet. Jeg prøvede at lyde ynkværdig.”
”Og havde du held med det?”
”Det tror jeg. Han spurgte, om den person, jeg søgte, kunne hedde Jykynstyl.
Jeg bad ham om at stave navnet, og det gjorde han så, og jeg tænkte: ’Hold da kæft, er det muligt?’ Så jeg bad ham om at beskrive denne Jykynstyl, og det gjorde han så, og det var tydeligvis den samme mand som ham, der havde besøgt galleriet. Han ville åbenbart ikke have, at jeg vidste, hvem han var, men jeg fandt jo ud af det.”
Gurney sagde ingenting. Det var meget mere sandsynligt, tænkte han, at Sonya var blevet manipuleret til at tro, at manden var Jykynstyl – på en måde, som ikke bragte hende i tvivl. Den elegante og drevne måde, svindelnummeret var blevet udført på, var næsten mere foruroligende end selve svindelnummeret.
”Er du der, Dave?”
”Der er lige nogen, jeg skal ringe til, så vender jeg tilbage til dig.”
”Du har stadig ikke fortalt mig, hvad der skete.”
”Jeg har ingen anelse om, hvad der skete – ikke ud over, at jeg blev fyldt med løgn, blev dopet og kørt rundt i byen i bevidstløs tilstand, og truet. Hvorfor og af hvem ved jeg ikke. Jeg gør, hvad jeg kan for at finde ud af det. Og det skal nok lykkes.” Den optimisme, der lå i den sidste sætning, havde ikke meget at gøre med den vrede, den frygt og forvirring, han følte. Han lovede igen at vende tilbage til hende.
Den næste, han ringede til, var Madeleine. Han havde ikke tænkt over, hvad han ville sige, og havde heller ikke tjek på tiden. Først da hun tog telefonen og lød søvnig, kiggede han på instrumentbrættets ur og så, at klokken var over ti.”
”Jeg spekulerede på, hvornår du endelig ville ringe,” sagde hun. ”Er du okay?”
”Ja, nogenlunde. Undskyld, jeg ikke ringede noget før. Tingene gik lidt skævt her i eftermiddags.”
”Hvad mener du med ’nogenlunde’?”
”Hva? Nåh, jeg mener bare, at jeg er okay, men at jeg lige er midt i et lille mysterium.”
”Hvor lille?”
”Det er svært at sige. Men det lader til, at den der Jykynstylaffære er fup og fidus. Jeg har været rundt her i aften for at finde ud af, hvad der foregår.”
”Hvad skete der?” Hun var helt vågen nu og havde den fuldkommen rolige tone på, som på én gang skjulte og afslørede hendes bekymring.
Han var klar over, at han havde et valg. Han kunne fortælle hende alt, hvad han vidste og frygtede uden hensyntagen til, hvordan det ville påvirke hende. Eller han kunne komme med en mindre komplet og mindre foruroligende version. Han valgte den sidste mulighed, den mulighed, han senere betragtede som det første trin i en selvbedragerisk fantasidans, og sagde til sig selv, at han ville give hende hele historien, så snart han selv forstod den bedre.
”Jeg fik det underligt under frokosten og senere i bilen havde jeg svært ved at huske den samtale, vi havde haft.” Han sagde til sig selv, at det var sandt, selv om det var en noget forkortet udgave.
”Det lyder, som om du var fuld.” Det lød mere som et spørgsmål end en påstand.
”Ja, måske. Men … jeg er ikke sikker.”
”Tror du, at de kan have givet dig noget bedøvende?”
”Det er en af de muligheder, jeg har overvejet. Selv om det ikke giver nogen mening. Men jeg har undersøgt stedet, og jeg ved kun, at der er et eller andet galt med hele situationen – og tilbuddet om de hundred tusind dollars er fup, det er jeg næsten sikker på. Men jeg ringer egentlig for at sige, at jeg kører fra Manhattan nu og skulle være hjemme om cirka to en halv time. Jeg er virkelig ked af, at jeg ikke ringede til dig noget før.”
”Kør nu ikke for hurtigt.”
”Vi ses snart. Jeg elsker dig.”
Han var lige ved at overse den sidste afkørsel fra Harlem River Drive til George Washington Bridge. Med et hurtigt blik til højre brød han ud af rækken og ind på frakørselsvejen, hvilket udløste en indigneret dytten.
Det var for sent at ringe til Kline. Men hvis Hardwick virkelig var tilbage på sagen, vidste han måske noget om Karnala-forespørgslen og Klines henvisning til Skard-familien på telefonsvareren. Med lidt held ville Hardwick være vågen, tage telefonen og være parat til at snakke.
Det stemte i alle tre tilfælde.
”Hvad så, Sherlock? Kunne du ikke vente med at lykønske mig med min genindsættelse til i morgen?”
”Tillykke.”
”Du fik åbenbart alle til at tro på, at de gamle elever fra Mapleshade dør som fluer, og at man er nødt til at afhøre alle i hele verden. Det har jo skabt en enorm krise med hensyn til arbejdskraft, så Rodriguez var tvunget til at sætte mig på sagen igen. Han var simpelthen ved at gå til.”
”Jeg er glad for, at du er tilbage. Jeg har et par spørgsmål.”
”Om hunden?”
”Hunden?”
”Ja, den hund, der gravede Kiki op.”
”Hvad helvede snakker du om?”
”Marian Eliots nysgerrige airedaleterrier. Har du ikke hørt det?”
”Fortæl.”
”Hun var ude og arbejde i rosenhaven, og Melpomene stod bundet til et træ imens.”
”Hvem?”
”Hunden hedder Melpomene. Meget sofistikeret tæve. Det lykkes på en eller anden måde Melpomene at rive sig løs. Hun smutter over bag Mullers hus og begynder at snuse rundt bag brændeskuret. Da gamle lady Eliot kommer derover for at hente Melpomene, har den fået gravet et pænt stort hul. Den gamle dame får øje på noget. Kan du gætte hvad?”
”Jack, for fanden, sig det nu.”
”Hun troede, det var en af hendes havehandsker.”
”For fanden, Jack …”
”Tænk over det. Hvad kunne ligne en havehandske?”
”Jack …”
”Det var en hånd i forrådnelse.”
”Og den hånd sad fast på Kiki Muller, kvinden som siges at være stukket af med Hector Flores?”
”Lige præcis.”
Gurney var tavs i fem lange sekunder.
”Er der gang i de små grå celler, Sherlock? Er du ved at lægge til og trække fra og udlede, eller hvad fanden det nu er, du gør?”
”Hvordan reagerede Kikis mand?”
”Skøre Carl? Ham med toget under træet? Han reagerede slet ikke. Jeg tror, hans psykiater har fyldt så meget Xanax i ham, at han er ude af stand til at reagere. Fucking zombie. Eller også er han pisse god til at spille komedie.”
”Ved I noget om årsagen og dødstidspunktet?”
”Hun blev først gravet op her til morgen. Men hun har i hvert fald ligget i jorden et godt stykke tid. Nogle måneder, måske, og det vil sige fra omkring det tidspunkt, da Hector forsvandt.”
”Hvad med dødsårsag?”
”Retsmedicineren har ikke skrevet noget endnu, men jeg er villig til at komme med et gæt, baseret på det, jeg har set af liget.”
Hardwick gjorde en pause. Gurney bed tænderne sammen. Han vidste, hvad der kom.
”Jeg vil mene, at døden muligvis kunne være forbundet med den kendsgerning, at hovedet var hugget af.”