KAPITEL 46

INTET PÅ PAPIR

 

Gurney kom hjem et godt stykke over midnat og fik så lidt søvn den nat, at det føltes, som om han stort set ikke havde sovet.

Næste morgen, da han sad og drak kaffe med Madeleine, forklarede han hende, at rastløsheden hang sammen med hans mistro til ”Jykynstyl” og med Perry-sagens tiltagende voldsomhed. Han tilskrev den også resterne af det kemiske stof, han var blevet dopet med.

”Du skulle være taget på hospitalet.”

”Det skal nok gå over.”

”Det kunne være, du skulle gå i seng igen.”

”Der foregår for meget. Og jeg er også for anspændt til at kunne sove.”

”Hvad vil du tage dig til?”

”Arbejde.”

”Du ved godt, at det søndag, ikke?”

”Jo,” sagde han, men havde faktisk glemt det. Forvirringen skræmte ham. Han måtte sørge for at koncentrere sig om noget konkret, så han kom til at tænke klart igen. Det ene ben foran det andet.

”Det kunne være, at du skulle ringe til Dichter og spørge, om han kan se på dig i dag.”

Han rystede på hovedet. Dichter var deres læge. Doktor Dichter. Det lød så fjollet, at han var lige ved at smile, men også kun lige ved.

”Du sagde, at du måske var blevet dopet. Tager du det alvorligt nok? Hvilket præparat taler vi om?”

Han ville ikke bringe det uhyggelige rohypnol på banen. De seksuelle associationer, der knyttede sig til det stof, ville udløse en byge af spørgsmål og bange anelser, som han ikke følte sig i stand til at tale om. ”Jeg ved det ikke. Jeg gætter på, at det var noget, der kunne give et blackout ligesom alkohol.”

Hun gav ham det vurderende blik, som altid fik ham til at føle sig nøgen.

”Hvad det end var,” sagde han, ”så er det ved at fortage sig.” Han vidste godt, at han lød for nonchalant eller i hvert fald for ivrig efter at skifte emne.

”Måske er der et eller andet, du kan tage, som modvirker stoffet.”

Han rystede på hovedet. ”Jeg er sikker på, at min krops naturlige afgiftningsproces kan klare det. Det, jeg indtil videre har brug for, er noget, jeg kan koncentrere mig om.” Den tanke førte ham direkte tilbage til Perry-sagen, som førte ham tilbage til samtalen med Hardwick den foregående aften, og det gik pludselig op for ham, at deres snak om Melpomene og Kiki Mullers rådne hånd havde fået ham til at glemme, hvad det egentlig var, han ville have spurgt Hardwick om.

Et øjeblik senere ringede han ham op.

”Skard?” knurrede Hardwick utilfreds. ”Ja, det navn blev nævnt i forbindelse med Karnala Fashion. Og det er fucking søndag morgen. Hvor vigtigt er det?”

Det var aldrig nemt med Hardwick. Men hvis man spillede med, kunne man gøre det mindre svært. En måde, man kunne gøre det på, var at optrappe det vulgære sprog.

”Vigtigheden er på et haglgevær-mod-dine-nosser niveau.”

Hardwick var tavs et par sekunder, som om han overvejede, hvor mange point han skulle give for det kunstneriske udtryk. ”Karnala Fashion viser sig at være en kompliceret virksomhed, som det er svært at få hold på. Den ejes af et andet selskab, som ejes af et tredje selskab på Caymanøerne. Det er meget svært at sige, hvad de egentlig laver. Men det ser ud, som om der er en forbindelse til Sardinien, og den sardinske forbindelse ser ud til at have noget med Skard-familien at gøre. Det forlyder, at medlemmerne af familien Skard er en værre flok banditter.”

”Det forlyder?”

”Det er ikke fordi, jeg antyder, at der er nogen tvivl om det. Der er bare ikke noget juridisk bevis. Ifølge vores venner i Interpol har ingen medlemmer af familien nogen sinde været straffet for noget som helst. Potentielle vidner ombestemmer sig altid. Eller også forsvinder de.”

”Er Karnala Fashion ejet af familien Skard?”

”Formodentlig. Alt, hvad der har med dem at gøre er formodentlig dit og formodentlig dat. De skriver ikke meget ned.”

”Nå, men hvad fanden handler Karnala Fashion så om?”

”Det er der ingen, der ved. Vi kan ikke finde en eneste tekstilfabrikant eller tøjbutik, der har handlet med dem. De har løbende annoncer i aviserne for utrolig dyrt dametøj, men vi kan ikke finde beviser for, at de rent faktisk sælger tøjet.”

”Hvad siger deres repræsentanter?”

”Vi kan ikke finde nogen repræsentanter.”

”Hold da kæft, Jack, hvem sætter de annoncer i? Hvem betaler for dem?”

”Det hele foregår pr e-mail.”

”Hvorfra?”

”Somme tider fra Caymanøerne. Somme tider fra Sardinien.”

”Men …”

”Ja, jeg ved det godt. Det giver ingen mening. Vi følger op på det. Vi venter på mere materiale fra Interpol. Og fra Caymanøerne. Det er vanskeligt, fordi ingen har været straffet for noget, og de forsvundne piger er ikke officielt savnede. Og selv om de var, ville deres forbindelse til Karnala ikke bevise noget som helst, og der er ikke noget på skrift, der forbinder Karnala med Skard-familien. Forlydender er, hvad vi har. Intet andet. Rent juridisk befinder vi os i et minefelt indhyllet i tåge. Og takket være de observationer, du indviede statsadvokaten i, bliver hele sagen nu kørt som et panisk anfald af ’vi må sørge for at have ryggen fri’.”

”Og det betyder?”

”Det betyder, at vi i stedet for at have nogle få folk i minefeltet nu har et helt dusin, der render og falder over hinanden.”

”Du elsker det, Jack, indrøm det bare.”

”Fuck dig.”

”Okay. Så det er nok ikke det bedste tidspunkt at bede dig om at gøre mig en tjeneste.”

”Og hvad skulle det være?” Hardwick lød pludselig helt fredsommelig. Det var det mærkelige ved ham. Han reagerede omvendt som et hyperaktivt barn, der bliver roligt, når det får noget stimulerende. Det bedste tidspunkt at bede ham om en tjeneste var lige præcis det tidspunkt, man troede ville være det værste, og omvendt. Det princip med at vende tingene på hovedet gjaldt også hans reaktion på noget, der var risikobetonet. Han var til enhver tid tilbøjelig til at se det som en positiv faktor. I modsætning til de fleste strissere, som af natur er konservative og glade for rangsystemer, var Hardwick en mand, der gik mod strømmen. Han burde være glad for, at han var i live.

”Det er en regelbryder,” sagde Gurney og følte for første gang i næsten et døgn, at han havde fast grund under fødderne. Hvorfor havde han ikke tænkt på Hardwick noget før? ”Det kræver måske, at man går ad lidt kringlede veje.”

”Hvad er det?” Manden lød, som om han lige havde fået serveret en dessert som en overraskelse.

”Jeg skal have lavet et løft af nogle aftryk på et lille glas og kørt dem ind i FBIs database.”

”Lad mig gætte – du vil ikke have, at nogen ved hvorfor, du vil ikke have, at der bliver skrevet journal, og du vil ikke have, at man kan spore undersøgelsen til dig.”

”Noget i den retning.”

”Hvor og hvornår får jeg det glas?”

”Hvad med foran Abelards om ti minutter?”

”Gurney, du er en indbildsk nar.”