KAPITEL 47

EN UMULIG SITUATION

 

Efter at have givet Hardwick glasset på den lille parkeringsplads foran Abelards fik Gurney den tanke, at han kunne køre videre til Tambury. Han var jo allerede halvvejs, og gerningsstedet kunne måske åbenbare et eller andet nyt for ham. Han havde også lyst til bare at køre videre, så uroen omkring Jykynstyl-affæren ikke kom til at fylde for meget.

Han tænkte på de to friluftsaristokrater Marian Eliot og Melpomene, på hvordan Melpomene gravede bag Mullers skur og fandt Kikis hånd, der stak op af jorden som en ulækker havehandske. Og han tænkte på Carl. Christmas Carl. Carl, som meget vel kunne ende med at blive uskyldigt dømt for mordet på sin kone. Det at hovedet var hugget af ville selvfølgelig pege på Hector. Men hvis Carl var snu …

Havde han opdaget, at hun havde en affære med Hector og besluttet at slå hende ihjel på samme måde, som Hector slog Jillian Perry ihjel? Ikke umuligt, men usandsynligt. Hvis Carl var skyldig, ville mordet på Kiki være en afvigelse fra Mapleshade-historien. Det ville også betyde, at Carl havde været rasende nok til at dræbe sin kone, rationel nok til at efterligne Hectors fremgangsmåde og dum nok til at begrave hende i et ikke særlig dybt hul i sin egen baghave. Gurney havde oplevet de handlingsforløb, der var mærkeligere, men det gjorde nu ikke scenariet mere sandsynligt.

Han havde på fornemmelsen, at der var en anden forklaring på mordet end en vred, jaloux ægtemand, en forklaring, som hægtede det mere direkte sammen med det store mysterium på Mapleshade. Da han drejede ind på Badger Lane fra Higgles Road, følte han, at han var ved at være sig selv igen. Ikke at han sad og fløjtede en munter melodi, men han følte sig i hvert fald som en aktiv kriminalassistent. Og han havde ikke længere kvalme.

To tatoverede kloner af Calvin Harlen plus manden selv stod ved siden af møgbunken mellem det faldefærdige hus og den faldefærdige lade. Deres sløve blik fulgte Gurneys bil hen ad vejen med en ondskabsfuld ladhed.

På vej op til Ashtons hus regnede han så småt med at Marian Eliot og Melpomene, blotlæggeren af gamle synder, stod på trappestenen med en mut attitude, men de var der ikke nogen af dem. Der var heller ikke tegn på liv ved Mullers hus.

Da han steg ud af bilen i Ashtons teglstensbelagte indkørsel, virkede stedets atmosfære igen meget britisk på ham – den raffinerede kombination af stor velstand og stille afsondrethed. I stedet for at fortsætte direkte hen til hovedindgangen, gik han hen til det buede espalier, der udgjorde indgangen til den store plæne, som strakte sig langt om bag huset. Havens buske var stadig primært grønne, men træerne havde allerede spredte farveklatter af gult og rødt.

”Gurney?”

Han vendte sig om mod huset. Scott Ashton stod i den åbne dør.

Gurney smilede. ”Undskyld, jeg forstyrrer på en søndag morgen.”

Ashton smilede tilbage. ”Når det drejer sig om en mordsag, regner jeg ikke med, at der er forskel på hverdag og weekend. Var der noget specielt …?”

”Jeg tænkte faktisk på, om jeg måtte se nærmere på området omkring hytten.”

”Se nærmere?”

”Ja. Hvis ikke du har noget imod det?”

”Er det noget bestemt, du er på udkig efter?”

”Det ved jeg forhåbentlig, når jeg ser det.”

Ashtons rolige smil var lige så behersket som hans stemme. ”Sig til, hvis du får brug for hjælp. Jeg er inde hos min far i biblioteket.”

Nogle mennesker har ’arbejdsværelser’, tænkte Gurney, andre har ’biblioteker’. Hvem sagde, at Amerika er et klasseløst samfund? I hvert fald ikke en, hvis hjem var bygget af sten fra Cotswold, og hvis far hed Hobart Ashton.

Han gik hen over det smalle stykke græs og gennem espalieret til den store plæne bag huset. Han havde været så fordybet i sine egne tanker, at han først nu lagde mærke til, hvor helt fantastisk vejret var. Det var en af de efterårsdage, hvor solens ændrede vinkel, bladenes ændrede farver og den stille luft tilsammen dannede et tidløst rum, en verden, som ikke krævede noget af ham, en verden, hvis uforstyrrethed fik ham til at tabe vejret.

Som alle andre øjeblikke af ophøjet ro i Gurneys liv var også det her flygtigt. Han var kommet for at undersøge et mord, for at se på de mere praktiske detaljer omkring stedet, hvor mordet var blevet begået, lokaliteten, hvor morderen havde huseret.

Han fortsatte om til bagsiden af huset til den brede terrasse, til det lille runde bord – bordet, hvor en kugle fra en kaliber 257 Weatherby-riffel havde smadret Ashtons tekop. Han spekulerede på, hvor Hector Flores mon befandt sig lige nu. Han kunne vel være hvor som helst. Han kunne iagttage huset fra skoven, holde øje med Ashton og hans far og holde øje med Gurney.

Gurney rettede opmærksomheden mod hytten og det, der var sket på morddagen. Derfra hvor han stod, kunne han se facaden og den ene side plus den del af skoven, som Flores havde været nødt til at gå igennem for at anbringe macheten på det sted, hvor den blev fundet. I maj var træerne ved at springe ud, og nu var bladene ved at falde af, så sigtbarheden i skovtykningen måtte være nogenlunde den samme.

Som så mange gange før i den forløbne uge så Gurney for sig, hvordan en atletisk latinamerikansk mand kravlede ud ad vinduet bag hytten og som en væver fodboldspiller løb ind mellem træerne og buskene til det punkt små hundred og halvtreds meter væk, hvor han gemte den blodige machete under nogle blade. Og så … så hvad? Havde han taget plasticposer eller noget andet på fødderne? Eller sprøjtet skoene med et eller andet præparat, så fodaftrykkene ikke kunne lugtes? Så han kunne fortsætte sporløst ind i kratskoven eller ud på vejen på den anden side? Så han kunne mødes med Kiki Muller, som holdt og ventede i sin bil for at køre ham ud af området, inden politiet kom? Eller tage ham med hjem? Hjem til sig selv, hvor han siden dræbte og begravede hende? Men hvorfor? Hvad var meningen med det? Eller var det forkert at spørge sådan, forkert at gå ud fra, at der overhovedet var en mening med fremgangsmåden? Hvad nu hvis den grundlæggende idé udsprang af en syg persons forkvaklede hjernespind? Men det var ikke hensigtsmæssigt at undersøge den mulighed. For hvis der slet ikke var nogen logik i det, hvordan skulle man så kunne finde meningen ad den vej? Og han havde på fornemmelsen, at der på et eller andet plan var en mening med det hele, en mening som var styret af vrede og vanvid.

Så hvorfor var macheten kun halvt skjult? Det virkede meningsløst at gøre sig den ulejlighed at dække knivsbladet, mens håndtaget var fuldt synligt. Af en eller anden grund var det denne lille mangel på overensstemmelse, der plagede ham mest. Plagede var måske så meget sagt. Han var faktisk ret vild med uoverensstemmelser, for hans erfaring sagde ham, at de altid endte med at forsyne ham med et vindue til sandheden.

Han satte sig ved bordet og stirrede ind i skoven. Han prøvede, så godt han kunne, at forestille sig den løbende mands rute. Strækningen på de knap hundrede og halvtreds meter fra hytten til stedet, hvor macheten blev fundet, var næsten helt skjult, ikke kun af løvhanget i selve kratskoven, men også af den række rododendronbuske, som skilte det vildtvoksende område fra græsplænen og blomsterbedene. Gurney prøvede at anslå, hvor dybt man havde kunnet se ind skoven, og han konkluderede, at det ikke var særlig dybt – så det havde været let at løbe den strækning, uden at nogen på plænen ville lægge mærke til ham. Den absolut fjerneste genstand i skoven, Gurney kunne se gennem løvet, var et kirsebærtræ. Og han kunne kun se en smal stribe af den sorte stamme gennem en åbning i buskene på højst ti centimeter.

Flores måtte dog være løbet foran den synlige strimmel af træstammen, også hvis nogen havde kigget ind i skoven og fokuseret på netop det sted i det rette øjeblik, ville han eller hun teoretisk set have kunnet få et glimt af en løbende person i en brøkdel af et sekund. Men det ville ikke have betydet noget på det tidspunkt. Og chancen for at nogen havde fokuseret på lige netop det sted på præcis det tidspunkt var lige så sandsynligt som …

Hold da kæft!

Gurney spærrede øjnene. Det var jo oplagt, og så havde han været lige ved at overse det.

Han stirrede ind gennem løvet på kirsebærtræets sorte, skællede bark. Han holdt øjnene på stammen, mens han gik hen mod den – tværs over terrassen, gennem blomsterbedet, som Ashton var faldet om i, gennem rækken af rododendronbuske og ind i kratskoven. Han gik nærmest vinkelret på den rute, han regnede med, at Flores havde fulgt fra hytten til macheten. Han ville forsikre sig om, at manden umuligt kunne være løbet bagom kirsebærtræet.

Da Gurney nåede hen til kanten af den slugt, han huskede fra sin første undersøgelse af stedet et par dage forinden, blev han bestyrket i sin antagelse. Træet stod på den fjerne side af slugten, som var lang og dyb med stejle sider. Uanset hvilken rute, han havde valgt fra hytten, kunne han ikke løbe bagom træet uden at krydse slugten mindst to gange – en tidsrøvende opgave, som han umuligt havde kunnet fuldføre, inden det myldrede med folk på stedet, efter at liget var blevet fundet – for slet ikke at tale om, at lugtsporet var på denne side af slugten, ikke på den fjerne side. Og det betød, at den person, der havde taget turen fra hytten og hen til stedet med macheten havde været tvunget til at løbe foran træet. Andet kunne simpelthen ikke lade sig gøre.

Gurney kørte fra Tambury til Walnut Crossing på tre kvarter i stedet for de fem kvarter, turen normalt tog. Han ville hurtigt hjem og se nærmere på video-materialet fra bryllupsreceptionen. Hans hastværk var måske også opstået af en trang til at engagere sig hundred procent i Perry-mordet – et mord, som, hvor forfærdeligt det end var, gav ham langt færre bekymringer end episoden med Jykynstyl.

Madeleines bil stod parkeret ved siden af huset, og hendes cykel stod op ad haveskuret. Han regnede med, at hun var i køkkenet, men da han gik ind i huset og råbte: ”Jeg er hjemme,” kom der ikke noget svar.

Han gik direkte hen til det lange bord, der delte køkkenet og stuen – bordet, hvor kopierne af sagsmaterialet lå og flød, hvilket Madeleine var meget irriteret over. Mellem mapperne lå et sæt dvd’er.

Den øverste, den han havde set sammen med Hardwick, havde en mærkat med påskriften ”Perry-Ashton-reception, omfattende BCI-redigering.” Men det var en anden dvd, Gurney ledte efter, en af de uredigerede originaler. Der var fem at vælge mellem. På den første stod der ”Helikopter, helhedsbilleder fra luften og nedstigning.” De andre fire indeholdt optagelserne fra de fire stationære kameraer og var mærket i overensstemmelse med retningen af det enkelte kameras billedfelt.

Han tog de fire dvd’er med ind på kontoret, åbnede sin laptop, gik ind på Google Earth og skrev ”Badger Lane, Tambury, NY.” Tredive sekunder senere sad han med et satellitfoto af Ashtons ejendom med angivelse af højde og verdenshjørner. Selv tebordet på terrassen var med på billedet.

Han valgte det sted i skoven, hvor han regnede med, at den synlige træstamme omtrent ville befinde sig. Ved hjælp af Googles angivelse af verdenshjørnerne regnede han retningen ud fra bordet til træet. Kursen var femogfirs grader – næsten stik øst.

Han så dvd’erne igennem. På den sidste stod der ”Øst, nordøst.” Han satte den i afspilleren over for divanen, fandt det sted, hvor Jillian Perry lige var gået ind i hytten, og satte sig godt til rette for at give de næste fjorten minutters optagelse sin fulde opmærksomhed.

Han så den to gange og blev mere og mere forvirret. Da han så den tredje gang, lod han den køre til det sted, hvor Luntz, den lokale politichef, havde sikret gerningsstedet, og de lokale politifolk var ved at indfinde sig.

Der var et eller andet, der var forkert. Helt forkert. Umuligt.

Han ringede til Hardwick, som tog sig god tid og svarede efter den syvende ringetone.

”Hvad kan jeg gøre for dig, mester?”

”Er du helt sikker på, at de oprindelige optagelser fra bryllupsreceptionen er komplette?”

”Hvad mener du med ’komplette’?”

”Et af de stationære kameraer var anbragt, så billedfeltet dækkede hytten og et godt stykke af skoven til venstre for hytten. Det stykke omfatter hele den strækning, Flores må have tilbagelagt, da han løb hen til stedet, hvor han anbragte mordvåbnet.”

”Og?”

”Der er en træstamme bagest i området, som kan ses gennem løvhanget fra terrassen i samme vinkel som et af kameraerne.”

”Og?”

”Den træstamme, og jeg gentager, står bag ved den strækning, Flores må have tilbagelagt for at lægge macheten, hvor den blev fundet. Den træstamme er helt tydelig og hele tiden synlig på den højopløsningsvideo, der blev optaget af kameraet.”

”Og hvad vil du sige med det?”

”Jeg har set videoen tre gange for at være helt sikker. Der er ingen, der bevæger sig foran det træ, Jack.”

Hardwick lød spagfærdig. ”Det forstår jeg ikke.”

”Det gør jeg heller ikke. Er det muligt, at macheten i skoven ikke var mordvåbnet?”

”Dna-materialet passer perfekt. Det friske blod på macheten var Jillian Perrys. Fejlfaktoren er mindre end en ud af en million. Og den retsmedicinske journal fastslår, at der var tale om et voldsomt slag med en tung, skarp kniv af en slags. Og hvad er lige alternativet? At Flores havde to macheter og i al hemmelighed skaffede sig af med den ene, det egentlige mordvåben, efter at have tørret noget af blodet af på den anden? Men han skulle jo stadig have den anbragt, hvor vi fandt den. Jeg mener, hvad er det lige, vi er ude i? Hvordan skulle det kunne lade sig gøre, at det ikke er mordvåbnet?”

Gurney sukkede. ”Så står vi altså i bund og grund over for en umulig situation.”