KAPITEL 49
SMÅ DRENGE
Gurney stod foran den franske dør med ansigtet mod de lavendelfarvede rester af en spektakulær solnedgang, som han egentlig ikke havde lagt mærke til, fordi han havde haft så travlt med at prøve at fordøje Jykynstyl-rystelsens seneste efterskælv.
Oplysninger. Han havde brug for oplysninger. Hvad var det vigtigste? Han burde tage en blok og begynde at skrive en liste med spørgsmål og prioriteringer. Det første spørgsmål, som faldt ham ind, var oplagt: Hvem ejede det rødbrune sandstenshus?
Hvordan han skulle gribe spørgsmålet an, var ikke helt så oplagt.
Det var en rigtig catch-22 igen. For at kunne vikle sig ud af fælden var han nødt til at vide, hvis fælde, han var havnet i. Men naivt at gå videre med spørgsmålet uden nogen anelse om, hvad svaret ville være, kunne gøre det endnu mere kompliceret. Ubesvarede spørgsmål truede med at gøre andre spørgsmål umulige at svare på.
”Hallo!”
Det var Madeleines stemme. Som en stemme, der vækker en om morgenen og sender et chok gennem en, mens man opdager, hvor man er, og hvilken dag i ugen det er.
Han vendte sig om mod den lille gang, der førte ud til bryggerset fra køkkenet. ”Er det dig?” spurgte han. Selvfølgelig var det hende. Et tåbeligt spørgsmål. Da hun ikke svarede, spurgte han igen, højere.
Hun reagerede ved at stille sig i døren til køkkenet og se skulende på ham.
”Er du lige kommet hjem?” spurgte han.
”Nej, jeg har stået ude i bryggerset hele eftermiddagen. Hvad er det for et spørgsmål at stille?”
”Jeg hørte ikke, du kom.”
”Men nu er jeg her ikke desto mindre,” sagde hun muntert.
”Ja,” sagde han. ”Nu er du her.”
”Er der noget galt?”
”Nej, der er ikke noget galt.”
Hun hævede det ene øjenbryn.
”Der er ikke noget galt. Jeg er måske bare lidt sulten.”
Hun kastede et hurtigt blik på en skål, der stod på køkkenbordet.”Kammuslingerne burde være tøet op. Vil du sautere dem, mens jeg sætter vand over til ris.”
”Ja.” Han håbede, at denne enkle opgave i det mindste kunne give ham et lille pusterum fra den Saul-Paul-malstrøm, som var ved at tage magten fra ham.
Han sauterede kammuslingerne i olivenolie, hvidløg, citronsaft og kapers. Madeleine kogte basmati-ris og lavede en salat af appelsin, avokado og hakket rødløg. Han havde meget svært ved at koncentrere sig, havde svært ved at være i nuet i køkkenet. Kunne godt lide at dope fjortenårige piger. Tog en masse meget utvetydige billeder.
Midt under måltidet gik det op for ham, at Madeleine havde siddet og beskrevet eftermiddagens travetur ad de snoede stier, som forbandt deres fire hektar land med naboens tyve hektar. Han havde stort set ikke hørt efter. Han smilede tappert og gjorde et lovlig sent forsøg på at lytte.
” … forbløffende grønt, selv i skyggen. Og under tæppet af bregner var der de mindste violette blomster, du kan tænke dig.” Mens hun fortalte, var der mere lys i hendes øjne end i lokalet, de sad i. ”De var nærmest mikroskopiske. Som bittesmå blåviolette snefnug.”
Blåviolette snefnug? Milde himmel! Den anspændthed, den uoverensstemmelse, den kløft, der var mellem hendes begejstring og hans angst var lige ved at få ham til at jamre højt. Hendes vidunderlige mark med smaragdgrønne bregner og hans mareridt bestrøet med giftige torne. Hendes livlige oprigtighed og hans … hans hvad?
Hans møde med Djævelen?
Tag dig sammen, Gurney. Tag dig sammen. Hvad fanden er du så bange for?
Svaret gjorde bare afgrunden endnu mørkere og sværere at komme op af.
Du er bekymret for dig selv. Bange for, hvad du kan have foretaget dig.
Han sad nærmest følelsesmæssigt lammet under resten af middagen og prøvede at spise nok til at skjule den kendsgerning, at han ingenting spiste. Han lod, som om han satte pris på Madeleines beskrivelse af turen. Men jo mere begejstret hun berettede om de smukke solhatte, om efterårets dejlige dufte og de vilde asters’ azurblå farve, desto mere isoleret, malplaceret og forrykt følte han sig. Det gik op for ham, at Madeleine var holdt op med at tale. Hun så bekymret på ham. Han spekulerede på, om hun havde spurgt ham om noget og sad og ventede på et svar. Han ville ikke lade sig mærke med, hvor forvirret han var, og hvorfor.
”Har du talt med Kyle?” Det var, som om spørgsmålet dumpede ned fra himlen. Eller havde hun stillet det før? Eller snakket om det, mens han sad fordybet i sine egne tanker?
”Kyle?”
”Din søn.”
Det var faktisk ikke ment som et spørgsmål, bare en gentagelse af ordet, navnet, som en måde at stige i land på, blive nærværende. Det var for indviklet at forklare. ”Jeg har prøvet. Han har også ringet til mig. Vi indtalte begge to en besked. Et par gange.”
”Du burde prøve igen. Blive ved, indtil du får fat i ham.”
Han nikkede, havde ikke lyst til at diskutere det, vidste ikke, hvad han skulle sige.
Hun smilede. ”Det ville være godt for ham. Godt for jer begge to.”
Han nikkede igen.
”Du er hans far.”
”Det ved jeg godt.”
”Godt, så.” Det var en afsluttende bemærkning. Hun begyndte at tage af bordet.
Han så hende gå to gange hen til vasken. Da hun kom hen til bordet igen med en fugtig svamp og noget køkkenrulle til at tørre bordet af med, sagde han: ”Han går meget op i penge.”
Hun løftede bakken med servietter, så hun kunne tørre bordet under den. ”Og hvad så?”
”Han vil gerne være procesadvokat.”
”Det er vel ikke nødvendigvis dårligt.”
”Det virker, som om det hele handler om store penge, store huse og store biler.”
”Det kan være, han trænger til opmærksomhed.”
”Opmærksomhed?”
”Små drenge vil gerne have opmærksomhed fra deres far,” sagde hun.
”Kyle er ikke nogen lille dreng.”
”Jo, det er lige præcis, hvad han er,” understregede hun. ”Og hvis du nægter at give ham opmærksomhed, så må han affinde sig med at skulle imponere hele verden.”
”Det er ikke noget, jeg nægter. Det er noget tomt psykologpladder.”
”Det er muligt. Hvem ved?” Madeleine mestrede til fuldkommenhed kunsten at glide af på et angreb og forblive urørlig. Og så sad han der og følte sig ladt lidt i stikken.
Han blev siddende ved bordet, mens hun vaskede op. Hans øjne begyndte at falde i. Som han havde oplevet det så mange gange før, førte intens uro til udmattelse. Han sad og halvsov.