KAPITEL 50
EN TIKKENDE BOMBE
”Du skulle tage at gå i seng.” Det var Madeleines stemme.
Han åbnede øjnene. Hun slukkede alle lamper på nær en og gik ud af køkkenet med en bog under armen. Hans hoved hang nede på brystet, og det havde givet en skarp smerte i kravebenet. Da han rettede sig op, viste det sig, at han havde en tilsvarende smerte i nakken. I stedet for at virke forfriskende havde luren ved bordet reorganiseret hans bekymringer.
Han var for sindsoprevet til for alvor at kunne sove. Men han var nødt til at gøre et eller andet for ikke at springe fra det ene Saul Steck-rædselsscenarie til det andet.
Han kunne ringe til Sheridan Kline. Manden havde lagt en vag besked om familien Skard. Han havde allerede fulgt op på det med Hardwick, men det kunne være, at statsadvokaten vidste mere end Hardwick. Statsadvokatens kontor ville selvfølgelig være lukket. Det var søndag aften.
Han havde imidlertid Klines mobilnummer. Han havde fået det under Mellery-sagen, men det havde ikke virket passende at bruge det uopfordret i denne sag. Men hvis han skulle undgå at blive sindssyg, kunne det ikke nytte noget at gå op i etikette lige nu.
Han gik ind på kontoret, fandt nummeret og ringede. Han var forberedt på at skulle indtale en besked og blive ringet op senere, for han regnede med, at en kontrolfreak som Kline ville have sine telefonsamtaler til at foregå på bestemte tidspunkter. Så han var forbavset, da manden svarede.
”Gurney?”
”Ja undskyld, at jeg ringer så sent.”
”Jeg troede, du ville ringe til mig på kontoret i eftermiddags. At opspore det der Karnala-halløj var jo din idé.”
”Beklager, men jeg blev rodet ind i noget. Du spurgte i din telefonbesked, om jeg kender noget til familien Skard.”
”Det er den, Karnala knytter an til. Kender du navnet?”
”Både ja og nej.”
”Det er ikke noget svar.”
”Det lyder bekendt, men jeg ved ikke hvorfor. Jack Hardwick fortalte mig, at Skard-familiens medlemmer er nogle værre skurke med rødder på Sardinien. Men jeg kan stadig ikke komme på, hvor jeg kender navnet fra. Jeg ved bare, at jeg er stødt på det for ganske nylig.”
”Fortalte Hardwick dig ikke andet?”
”Han sagde, at ingen Skard nogen sinde er blevet dømt for noget. Og at Karnala Fashion i hvert fald ikke har noget med modebranchen at gøre.”
”Så ved du lige så meget som mig. Hvad var det ellers, du ringede for?”
”Jeg vil gerne inddrages i sagen på et mere officielt plan.”
”Hvad skal det sige?”
”Holdes løbende orienteret og inviteres med til møder.”
”Hvorfor det?”
”Jeg føler mig nærmest knyttet til sagen. Og indtil videre har min intuition været rimelig god.”
”Det er et åbent spørgsmål.”
”Hør her, Sheridan, jeg mener bare, at vi to kan hjælpe hinanden. Jo mere jeg ved, og jo hurtigere jeg får det at vide, desto mere kan jeg være dig til hjælp.”
Lang pause. Gurneys intuition sagde ham, at det mere var teknik end ubeslutsomhed fra Klines side. Han ventede.
Kline lo humorforladt. Gurney ventede.
”Du ved godt, at Rodriguez ikke kan udstå dig, ikke?”
”Jo.”
”Og du ved godt, at Blatt ikke kan udstå dig, ikke?”
”Jo, mon ikke.”
”Og at selv Bill Anderson ikke er særlig vild med dig?”
”Jeg ved det.”
”Så du vil være lige så velkommen i BCI som en fis i en elevator. Er du med på den?”
”Det er jeg udmærket klar over.”
Endnu en pause efterfulgt af endnu et af Klines kølige latterudbrud.
”Jeg gør det sådan her: Jeg fortæller dem alle sammen, at vi har et problem med Gurney. Gurney er en tikkende bombe. Og man kontrollerer bedst en tikkende bombe ved at holde øje med den, holde den i kort snor og sørge for, at den bliver i folden. Og den måde, jeg kan holde øje med dig på, er at sørge for, at du er her tit og deler dine tikkende bombe-tanker med os. Hvordan lyder det?”
At holde en tikkende bombe i kort snor i en indhegning lød for Gurney som et symptom på sindsforvirring. ”Det lyder brugbart.”
”Godt. Der er møde i BCI i morgen klokken ti. Du kommer.” Kline sluttede samtalen uden at sige farvel.