KAPITEL 51
TOTAL FORVIRRING
Resten af aftenen følte Gurney, at samtalen og løftet om et fortsat engagement både gav ham energi og beroligede ham.
Han var glad og temmelig overrasket over, at følelsen stadig var der, da han vågnede ved solopgang næste dag. I et forsøg på at forstærke følelsen og holde sig inden for de forholdsvis sikre og solide rammer omkring en verden, hvor han var jægeren og ikke byttet, gennemgik han Perry-materialet for tiende gang, mens han drak morgenkaffe. Så ringede han til Rebecca Holdenfield og lagde en besked med en forespørgsel om at måtte kigge indenfor på hendes kontor i Albany om eftermiddagen, når BCI-mødet var forbi.
At ringe op og ringe tilbage til folk og lave aftaler var aktiviteter, der gav ham en fornemmelse af fremdrift. Han ringede Val Perry op og fik hendes telefonsvarer. Han havde knap nok fået sagt: ”Det er Dave Gurney,” før hun overraskende nok tog telefonen. Han havde ikke troet, at hun var morgenmenneske.
”Hvad sker der?” spurgte hun.
Han var ikke forberedt på en egentlig samtale og svarede: ”Jeg ville bare sige hej.”
”Nå? Og …?” Hun lød irriteret, men måske ikke mere irriteret end ellers.
”Siger navnet Skard dig noget?”
”Nej. Er det nogen, jeg burde kende?”
”Jeg spekulerede bare på, om Jillian nogen sinde nævnte navnet.”
”Jillian nævnte aldrig noget som helst. Hun fortalte mig aldrig noget. Det mener jeg, at jeg har gjort klart.”
”Ja, helt klart, flere gange. Men nogle spørgsmål skal stilles, selv om jeg er nioghalvfems procent sikker på svaret.”
”Okay. Var der ellers noget?”
”Bad Jillian nogen sinde dig og din mand om en dyr bil?”
”Der var stort set ikke den ting, Jillian ikke krævede at få, så det har hun nok gjort. På den anden side gjorde hun det helt klart, fra hun var tolv, at Withrow og jeg ikke skulle tro, at vi kunne glæde hende med noget som helst. Hun kunne altid finde en rig mand, som ville give hende alt, hvad hun ønskede sig, så for hendes skyld kunne vi bare skride ad helvede til.” Hun tav, måske fordi hun smagte på chokværdien af sine iagttagelser. ”Jeg er på vej ud ad døren. Er der flere spørgsmål?”
”Nej, ikke lige nu. Tak for samtalen.”
Ligesom Sheridan Kline aftenen før gjorde hun sig ikke den ulejlighed at sige farvel. Hvad det end var, Gurney bidrog med i efterforskningen af mordet på hendes datter, var det tydeligvis ikke det, hun havde håbet på.
Klokken ti minutter i ti kørte han ind på parkeringspladsen foran delstatspolitiets fæstningslignende domicil, hvor han skulle til møde klokken ti. Mens han kørte rundt og ledte efter en plads, ringede hans telefon to gange. En indtalt besked og en sms. Han håbede, at i hvert fald en af dem var fra Rebecca Holdenfield.
Så snart han havde parkeret bilen, tog han telefonen frem og tjekkede først sms’en. Den var sendt fra en mobiltelefon med et Manhattan-områdenummer.
Frygten bølgede fra maven og op i brystet, da han læste den.
TÆNKER DU PÅ MINE PIGER? DE TÆNKER PÅ DIG.
Han læste den igen og en gang til. Han så på nummeret. Når afsenderen ikke havde gjort sig den ulejlighed at skjule det, betød det helt sikkert, at det var knyttet til en telefon med taletidskort, som ikke kunne spores. Men det betød også, at han kunne svare på sms’en.
Han skubbede de vrede og grove udtryk til side, som dukkede op i hans hoved, og besluttede sig for tre små nøgterne ord: FORTÆL MIG MERE.
Lige idet han trykkede ”send”, så han, at klokken var et minut i ti. Han skyndte sig ind i bygningen.
Da han kom ind i det triste, institutionsprægede mødelokale, var de seks stole ved det aflange bord allerede optaget. Det, der nærmede sig en velkomsthilsen mest, var da Hardwick pegede på en håndfuld klapstole, som stod op ad væggen henne ved kaffemaskinen. Rodriguez, Anderson og Blatt ignorerede ham. Gurney kunne forestille sig deres ubegejstrede reaktion på statsadvokatens pladder om at kontrollere den tidsindstillede bombe ved at invitere ham med til møderne.
Overbetjent Wigg, en senet, rødhåret kvinde, Gurney kendte fra Mellery-sagen som bevisteknikernes effektive koordinator, sad for enden af bordet og kiggede på sin computerskærm – præcis som han huskede hende. Hendes hovedopgave ville være at gå efter faktuel viden og logisk sammenhæng. Gurney tog en klapstol og stillede den over for hende ved den anden bordende. Klokken var fem minutter over ti på væguret.
Sheridan Kline så vredt på sit ur. ”Okay, folkens, vi er lidt sent på den. Jeg har et stramt program i dag. Vi kunne måske begynde med at høre, om der er noget nyt, nogen udvikling eller nye vinkler?”
Rodriguez rømmede sig.
”Dave har noget nyt,” indskød Hardwick, ”noget meget mærkeligt omkring gerningsstedet. Det er måske en god måde at komme i gang på.”
Kline spærrede øjnene op. ”Hvad nu?”
Gurney ville egentlig gerne have ventet med det til senere i håb om, at der måske ville dukke nogle oplysninger op, som kunne kaste lys over problemet. Men nu havde Hardwick bragt det på bane, og så ville det virke underligt at udsætte det.
”Vi forestiller os, at Flores efter at have dræbt Jillian løb ud i skoven til det sted, hvor vi fandt macheten, er det ikke rigtigt?” spurgte Gurney.
Rodriguez rettede på sine stålbriller. ”Forestiller os? Jeg mener, vi har afgørende beviser for det.”
Gurney sukkede. ”Problemet er, at vi har noget video-data, som ikke underbygger den hypotese.”
Kline glippede hurtigt med øjnene. ”Video-data?”
Gurney forklarede omhyggeligt, hvordan træstammens konstante synlighed på receptionsvideoen beviste, at Flores ikke kunne have tilbagelagt den nødvendige strækning gennem skoven, fordi han i så fald havde været tvunget til at løbe mellem træet og kameraet i det hjørne af grunden og derfor nødvendigvis ville være dukket op, om end flygtigt, i billedet.
Rodriguez skulede. Han så ud, som om han følte sig narret uden at vide hvordan, det var gået til. Anderson skulede. Han så ud, som om han prøvede at holde sig vågen. Wigg kiggede op fra computerskærmen, hvilket Gurney opfattede som et tegn på interesse.
”Så tog han vel den lange tur bag om træet,” sagde Blatt. ”Jeg kan ikke se problemet.”
”Problemet er terrænet, Arlo. Jeg er sikker på, du har tjekket det, ikke?”
”Hvad er det for et terræn-problem, du taler om?”
”Slugten. For at komme fra hytten til stedet, hvor macheten blev fundet, uden at gå foran træet, ville personen have været nødt til at gå direkte bagud i forhold til hytten, derefter glide ned ad en lang, stejl skråning med en masse løse sten og så gå yderligere hundred og halvtreds meter ad den stenede, ujævne bund for at nå hen til et sted, hvor det kan lade sig gøre at kravle op igen. Og selv dér er det vanskeligt på grund af løse sten og jord. Og det punkt ligger oven i købet langt væk fra stedet, hvor macheten blev fundet.”
Blatt sukkede, som om det alt sammen var noget, han allerede vidste, og at det ikke gjorde nogen forskel. ”At det ikke var let, betyder jo ikke, at han ikke gjorde det.”
”Men der er også problemet med den tid, det ville tage.”
”Hvad mener du?” spurgte Kline.
”Jeg undersøgte området temmelig omhyggeligt. At gå gennem slugten til stedet, hvor macheten lå, ville tage fandens lang tid. Jeg kan ikke forestille mig, at han har haft lyst til at rode rundt derude i skoven, i det øjeblik liget blev fundet og det myldrede med folk overalt. Og der er to endnu større problemer. For det første: Hvorfor gøre det hele så pokkers kompliceret, når han kunne have smidt macheten fra sig hvor som helst? Og for det andet, og det er nok det afgørende argument: Lugtsporet følger ruten foran træet, ikke bagved.”
”Lige et øjeblik,” sagde Rodriguez. ”Modsiger du ikke dig selv? Du siger, at alle faktorer peger på, at Flores tog ruten foran træet, mens videoen beviser, at han ikke gjorde. Hvad i alverden kan vi udlede af det?”
”At der er et eller andet helt galt,” sagde Gurney. ”Men jeg kan fandeme ikke se, hvad det er.”
Den næste halve time spurgte gruppen ham ud om, hvor driftsikkert videoens kontrolur var, om der kunne være klippet sekvenser ud, om kirsebærtræets position i forhold til hytten og macheten og kløften. De fandt gerningsstedsrapporterne frem, lod dem gå rundt og studerede dem nøje. De røg ud ad tangenten et par gange og snakkede om hundeholdets sagnomspundne dygtighed og resultater. De gennemgik de alternative scenarier for Flores’ forsvinden, efter at han havde skilt sig af med mordvåbnet, og diskuterede Kiki Mullers mulige medvirken, samt hvornår og hvorfor hun var blevet dræbt. Der kom et par filosofiske betragtninger om det psykopatiske i at skære offerets hoved af. Men det endte alt sammen med, at gåden ikke syntes nærmere sin løsning.
”Altså,” sagde Rodriguez i et forsøg på at opsummere så enkelt, det nu lod sig gøre. ”Ifølge Dave Gurney kan vi slå to ting fast. Den ene, at Hector Flores var nødt til at løbe foran kirsebærtræet. Og den anden, at han ikke kan have gjort det.”
”En meget interessant situation,” sagde Gurney og følte den spænding, der lå i modsætningen.
”Det er nok et meget godt tidspunkt til en kort frokostpause,” sagde politimesteren og så ud til at føle mere frustration end spænding.