KAPITEL 53
DEN DER ÆNDRER SPILLET
Kline vendte sig om mod Gurney. ”Det passer meget godt med det, Ashtons assistent fortalte dig. Sagde hun ikke, at de to piger, hun ikke kunne finde, havde fattet interesse for Flores, da han arbejdede i skolens have?”
”Jo.”
”Det var som bare pokker,” sagde Kline begejstret. ”Lad os et øjeblik antage, at Flores er nøglen til det hele, og at alle brikkerne falder på plads i det øjeblik, vi finder ud af, hvorfor han kom til Tambury. Så vil vi vide, hvorfor Jillian Perry blev dræbt, og hvorfor Kiki Muller blev dræbt, hvordan og hvorfor han gemte macheten, hvorfor han ikke var med på videoen, og hvorfor guderne må vide hvor mange elever fra Mapleshade, der …”
”Det sidste kunne måske være noget med et harem,” sagde Blatt.
”Hvad?” spurgte Kline.
”Ligesom Charlie Manson.”
”Siger du, at han kan have været på jagt efter tilhængere? Efter letpåvirkelige unge kvinder?”
”Efter piger, der ikke har andet end sex i hovedet. Det er jo derfor, de er på Mapleshade, ikke?”
Gurney kiggede på Rodriguez for at se, hvordan han reagerede på Blatts kommentar i lyset af datterens situation, men hvis han følte noget, skjulte han det med en eftertænksom skulen.
Kline var oppe i højt gear igen. Han sad sikkert og forestillede sig den medieomtale, han ville få, hvis han stillede sin helt egen Manson for en domstol og erklærede ham skyldig. Han prøvede at bygge videre på Blatts idé. ”Så du forestiller dig, at Flores har et lille kollektiv gemt af vejen et eller andet sted og har overtalt de unge piger til sporløst at forlade deres forældre for at slutte sig til ham?”
Han vendte sig mod politimesteren, men lod sig åbenbart afskrække af hans skulende mine, og henvendte sig i stedet til Hardwick. ”Har du nogen kommentarer til det?”
Hardwick reagerede med et ironisk sideblik. ”Jeg sad selv og tænkte på Jim Jones. En karismatisk leder med en menighed bestående af giftefærdige hjælpere.”
”Hvem fanden er Jim Jones?” spurgte Blatt.
Kline svarede. ”Jonestown. Selvmordsmassakren. Cyanid i saftevandet. Tilintetgjorde ni hundrede mennesker.”
”Nå ja, den med saftevandet.” Blatt grinede. ”Ja, Jonestown. Det var helt vildt.”
Hardwick hævede formanende fingeren. ”Var jer for mænd, der inviterer jeg med til et sted i junglen, som de har opkaldt efter sig selv.”
Politimesteren lignede efterhånden en tordensky.
”Dave?” sagde Kline. ”Har du nogen idé om, hvad Flores’ overordnede plan kunne være?”
”Problemet med et kollektiv er, at Flores jo boede på Ashtons ejendom. Hvis han samlede disse kvinder og gemte dem et sted, måtte det nødvendigvis være i nærheden. Jeg tror ikke, det er det, det handler om.”
”Hvad er det så?”
”Jeg tror, det handler om det, han har fortalt os, det handler om. ’Af alle de grunde, jeg har skrevet.’”
”Og de grunde drejer sig om hvad?”
”Hævn.”
”For hvad?”
”Hvis vi tager Vallory-prologen alvorligt, er det hævn for en alvorlig seksuel forbrydelse.”
Det var tydeligt, at Kline elskede sammenstød. Så det forbavsede ikke Gurney, at den næste, han opfordrede til at sige noget, var Anderson.
”Bill?”
Manden rystede på hovedet. ”Hævn udmønter sig som regel i fysiske angreb, brækkede lemmer eller mord. I alle disse såkaldte forsvindingssager er der ingen tegn på det.” Han lænede sig tilbage stolen. ”Ikke et eneste tegn. Jeg tror, vi er nødt til at gribe det lidt mere bevis-orienteret an.” Han smilede, tilsyneladende godt tilfreds med sin nydelige sammenfatning.
Kline rettede blikket mod overbetjent Wigg, hvis blik som altid hvilede på computerskærmen. ”Robin, har du noget at tilføje?”
Hun svarede lige med det samme uden at se op. ”Der er alt for meget, der ikke giver mening. Der er forkerte oplysninger et eller andet sted.”
”Hvilken slags forkerte oplysninger?”
Inden hun nåede at svare, gik døren op, og en mager kvinde, som kunne have inspireret maleren Grant Wood, trådte ind i lokalet. Hendes grå øjne hvilede på politimesteren.
”Undskyld, jeg forstyrrer.” Stemmen lød, som om den var hvæsset af de samme skarpe vinde som hendes ansigt. ”Der er sket en bemærkelsesværdig udvikling.”
”Kom ind,” befalede Rodriguez. ”Og luk døren.”
Hun lukkede døren og stod stiv som en soldat og ventede på tilladelse til at sige noget.
Rodriguez lod til at være tilfreds med hendes formelle opførsel. ”Okay, Gerson, hvad er det så?”
”Vi har netop fået at vide, at en af de unge kvinder på vores telefonliste blev dræbt for tre måneder siden.”
”For tre måneder siden?”
”Ja, sir.”
”Har du de nærmere enkeltheder?”
”Ja, sir.”
”Fortæl.”
Hendes ansigtstræk var lige så stive som kraven på hendes skjorte. ”Hun hedder Melanie Strum. Atten år gammel. Tog afgangseksamen fra Mapleshade den 1. maj i år. Hendes mor og stedfar i Scarsdale, New York, så hende sidste gang den 6. maj. Man fandt liget af hende i kælderen i en stor villa i Palm Beach, Florida, den 12. juni.”
Rodriguez skar en grimasse. ”Dødsårsag?”
Gerson blev stram i ansigtet.
”Dødsårsag?” gentog han.
”Hendes hoved var hugget af, sir.”
Rodriguez stirrede på Gerson. ”Hvordan blev vi informeret om det?”
”I forbindelse med vores opringningsliste. Melanie Strums navn stod på den del af listen, som jeg skulle tage mig af. Det var mig, der ringede.”
”Hvem talte du med?”
Hun tøvede. ”Må jeg hente mine notater, sir?”
”Ja, men skynd dig lige.”
Mens hun var væk, var Kline den eneste, der sagde noget. ”Det her,” sagde han med et begejstret smil. ”Det her kunne være et gennembrud.”
Anderson skar en grimasse som en, der har et sår på indersiden af læben. Hardwick så yderst interesseret ud. Wigg så uudgrundelig ud. Gurney var mindre berørt, end han brød sig om at indrømme. Han havde hele tiden regnet med, at de forsvundne piger var døde og blev derfor hverken chokeret eller bedrøvet. (Når han var alene og udmattet, blev en indre forsvarsmur nu og da brudt ned, og han så sig selv som en mand så følelsesmæssigt afsondret fra andres liv, så totalt optaget af at løse kriminalgåder, at han knap nok opfyldte betingelserne for at tilhøre den menneskelige race. Men det foruroligende klarsyn forsvandt altid efter en god nats søvn, hvorefter han rationaliserede sig frem til, at de manglende følelser var et uundgåeligt biprodukt af politiarbejdet.)
Gerson kom tilbage med en notesblok. Det mørke hår var skrabet tilbage i en stram hestehale, hvilket gav hendes ansigt en kranieagtig ubevægelighed.
”Så har jeg oplysningerne om Strum-opkaldet, hr. politimester.”
”Sig frem.”
Hun kiggede på blokken. ”Telefonen blev taget af Roger Strum, Melanies stedfar. Da jeg fortalte ham, hvorfor jeg ringede, blev han forvirret og derefter vred, fordi vi ikke allerede vidste, at Melanie var død. Hans kone, Dana Strum, gik ind på medhør. De var rystede. De fortalte følgende: Efter at have fået et praj trængte politiet i Palm Beach ind i Jordan Ballstons hjem og fandt liget af Melanie i en fryser i kælderen. Politiet …”
Kline afbrød. ”Jordan Ballston, ham med hedge-investeringerne?”
”Der blev ikke nævnt noget om hedge-investeringer, men da jeg ringede til politistationen i Palm Beach, sagde de godt nok, at Ballston boede i et palæ til mange millioner dollars.”
”Og så i fryseren, for fanden,” mumlede Blatt, som om tanken om forurening af mad gav ham kvalme.
”Okay,” sagde Rodriguez, ”fortsæt bare.”
”Mr. og mrs. Strum talte mest om, hvor krænkede de var over, at Ballston var løsladt mod kaution. Hvem var det, han havde bestukket? Var dommeren i lommen på ham? Den slags bemærkninger. Mr. Strum sagde, at hvis Ballston kunne købe sig ud af det her, ville han ’skyde ham en kugle for panden, den satan’. Det gentog han flere gange. Jeg kunne konstatere, at de var oppe at skændes med Melanie den 6. maj, den dag hun forlod hjemmet. Det handlede om en bil, hun ville have dem til at købe til sig – en Porsche Boxster, som koster syvogfyrre tusind dollars. De fortalte, at hun blev aldeles rasende på dem, da de nægtede at opfylde hendes ønske. Hun sagde, at hun hadede dem og ikke ville bo hos dem mere, og at hun aldrig ville tale med dem igen. Hun sagde, at hun ville bo sammen med en ven. Næste morgen var hun væk. De så hende først igen, da de identificerede liget i lighuset i Palm Beach.”
”Du sagde, at det lokale politi handlede, fordi de havde fået et praj,” sagde Gurney. ”Ved vi mere om det?”
Hun så hen på Rodriguez som for at sikre sig, at Gurney havde ret til at stille spørgsmål.
”Fortsæt,” sagde politimesteren med tydeligt blandede følelser.
Hun tøvede. ”Jeg sagde til efterforskningslederen i Palm Beach, at vi var optaget af sagen, og at vi gerne ville have så mange oplysninger som muligt. Han sagde, at han meget gerne ville tale med den person, der leder den efterforskning, vi er i gang med. Han sagde, at han ville være til disposition den næste halve time.”
Efter et par minutters snakken frem og tilbage blev statsadvokaten og politimesteren enige om, at en sådan samtale under alle omstændigheder ville tælle på plussiden. Mødelokalets telefon blev flyttet ind midt på det runde bord, de sad omkring. Gerson tastede det direkte nummer, hun havde fået af kriminalbetjenten i Palm Beach. Hun forklarede kort, hvem der befandt sig i lokalet, så trykkede hun på medhørsknappen.
Rodriguez overlod telefonen til Kline, som kom med navn og titel på alle ved bordet og beskrev sagen som en tidlig fase af en undersøgelse i forbindelse med muligt forsvundne personer.
På den svagt sydlige accent i den anden ende kunne det lyde, som om manden faktisk var fra Florida, en sjælden race i staten og nærmest enestående i Palm Beach. ”Jeg sidder her alene i mit kontor og føler mig lidt i undertal. Jeg er kriminalinspektør Darryl Becker. Jeg kan forstå på den betjent, jeg talte med, at I gerne vil vide lidt mere om Strum-mordet.”
”Vi vil sætte stor pris på at få så meget at vide, som du kan fortælle os, Darryl,” sagde Kline og slog nærmest over i Beckers drævende tonefald. ”Et spørgsmål, vi gerne vil stille med det samme – hvad var det for et praj, der gjorde, at I fandt liget?”
”Ikke just et frivilligt praj.”
”Hvordan det?”
”Den herre, som gav os oplysningen, var ikke just en borger præget af samfundssind, ikke en borger, som af et godt hjerte ønskede at hjælpe politiet. Han tilegnede sig oplysningen på en noget kompromitterende måde.”
”Hvad fanden snakker han om?” mumlede Blatt lidt for højt.
”Hvordan det?” spurgte Kline.
”Manden er indbrudstyv. Professionel indbrudstyv. Det er hans levebrød.”
”Blev han taget i Ballstons hus?”
”Nej, det gjorde han ikke. Han blev pågrebet, da han kom ud fra et andet hus en uge efter indbruddet i Ballstons hus. Manden hedder tilfældigvis Edgar Rodriguez – men han er nok ikke i familie med jeres politimester.”
Der kom et kort latterudbrud fra Blatt.
Politimesteren spillede med kæbemusklerne. Hans vrede over den tankeløse bemærkning virkede helt ude af proportion.
”Lad mig gætte,” sagde Kline. ”Edgar stod til en alvorlig fængselsdom, og han tilbød at give jer nogle oplysninger om Ballstons kælder mod at dommen blev lidt mildere?”
”Det er sagen i en nøddeskal, Kline. Hvordan staves det for øvrigt?”
”Hvabehar?”
”Dit navn. Hvordan staver du dit navn?”
”K-L-I-N-E.”
”Nå, med K.” Becker lød skuffet. ”Jeg tænkte, at det måske var ligesom Patsy.”
”Hvabehar?”
”Patsy Cline. Undskyld, det var et sidespring. Det er lige meget. Gå bare videre med spørgsmålene.”
Det varede lige lidt, inden Kline var tilbage på det rette spor. ”Og … det han fortalte jer, var nok til en ransagningskendelse?”
”Det var det i hvert fald.”
”Og da I satte ransagningskendelsen i værk, hvad fandt I så?”
”Melanie Strum. I to stykker. Pakket ind i alufolie. I bunden af en kummefryser. Under hundred pund kyllingebryster. Og en pæn portion frossen broccoli.”
Nu var det Hardwick, der udstødte en prustende latter, der var højere end Blatts.
Kline så forvirret ud. ”Hvorfor interesserede indbrudstyven sig for foliepakker i bunden af en fryser?”
”Han sagde, at det altid var det første sted, han kiggede. Folk tror, det er det sidste sted, en indbrudstyv kigger, sagde han, så det er der, de gemmer deres værdigenstande. Hvis man vil finde diamanterne, sagde han, skal man bare kigge i fryseren. Han syntes, det var ret sjovt, at alle de mennesker troede, de var så smarte, troede, at de kunne narre ham, troede, at de var klogere end ham. Det grinede han meget ad.”
”Så han gik hen til fryseren og begyndte at pakke liget ud, og …”
”Det var faktisk hovedet, han først pakkede ud,” afbrød Becker.
Udbrud af væmmelse omkring bordet efterfulgt af tavshed.
”Er I der endnu?” spurgte Becker med en snert af morskab i stemmen.
”Ja, vi er her,” sagde Rodriguez køligt. Så blev der stille igen.
”Har I flere spørgsmål, eller er det i store træk nok til, at I kan afslutte sagen om den forsvundne person?”
”Jeg har et spørgsmål,” sagde Gurney. ”Hvordan fik i vished om identiteten?”
”Vi fik en næsten hundred procents dna-identifikation i NCIC-databasen over sexforbrydere.”
”Vil det sige, at det var et nært familiemedlem?”
”Ja. Det viste sig at være Melanies biologiske far Damian Clark, et heroinvrag, som blev dømt for voldtægt, grov legemsbeskadigelse, sexmisbrug af en mindreårig og flere andre ubehagelige lovovertrædelser for omkring ti år siden. Vi fandt moderen, som havde ladet sig skille fra sin voldtægtsforbryder af en mand, hvorefter hun giftede sig med en mand ved navn Roger Strum. Det var hende, der identificerede liget. Vi lavede også en dna-profil på hende og fik bekræftet, at der var tale om meget nært slægtskab, ligesom med den biologiske far. Så der er ingen tvivl om den myrdede piges identitet. Andre spørgsmål?”
”Er der tvivl om morderens identitet?” spurgte Gurney.
”Forsvindende lidt. Han kan bare noget, denne mr. Ballston.”
”Mr. og mrs. Strum er vist temmelig rystede over, at han er løsladt mod kaution.”
”Ikke så rystet, som jeg er.”
”Fik han overbevist dommeren om, at han ikke kunne finde på at flygte?”
”Det, han gjorde, var at sende en kautionserklæring på ti millioner dollars og indvillige i noget, der mindede om husarrest. Han måtte ikke forlade sin ejendom i Palm Beach.”
”Du lyder ikke, som om du er tilfreds med det.”
”Tilfreds? Fik jeg sagt, at retsmedicineren konkluderede, at Melanie Strum, inden hun blev halshugget, blev voldtaget mere end ti gange, og at hver kvadratcentimeter af hendes krop var skåret op med et barberblad? Kan jeg være tilfreds med, at manden, der gjorde det, sidder ved sin swimmingpool til en million dollars iført sine fem hundred dollars designer-solbriller, mens det dyreste advokatfirma i staten Florida og de mest fancy PR-foretagender i New York gør alt, hvad de kan, for at køre ham i stilling som et uskyldigt offer for et inkompetent og korrupt politivæsen? Spørger I mig, om jeg er tilfreds med det?”
”Så det ville være en underdrivelse at sige, at han ikke samarbejder med efterforskningen?”
”Ja, det ville det. Det ville være en underdrivelse. Mr. Ballstons advokat har gjort det klart, at hans klient ikke siger et ord til nogen i politiet om den fidussag, de har opdigtet mod ham.”
”Inden han besluttede sig for ikke at sige noget, kom han da med en forklaring på, hvorfor der lå en myrdet kvinde i hans dybfryser?”
”Kun at han har haft mange håndværkere i huset og mange folk ansat, så guderne skal vide, hvor mange mennesker, der har haft adgang til hans kælder – for slet ikke at tale om indbrudstyven selv.”
Kline lod blikket glide rundt i lokalet med hænderne op foran sig i en spørgende gestus, men ingen havde noget at tilføje. ”Okay,” sagde han. ”Tak for hjælpen, Becker. Og for din åbenhed. Og held og lykke med sagen.”
Der blev en pause. Så den milde dræven. ”Jeg spekulerer på … om I deroppe ved noget om denne sag, som kunne være nyttigt for os hernede?”
Kline og Rodriguez så på hinanden. Gurney kunne se, hvordan hjulene kørte rundt, mens de overvejede de eventuelle fordele og ulemper ved at være åbne. Politimesteren kom til sidst med en lille trist skuldertrækning, som overlod beslutningen til statsadvokaten.
”Tja,” sagde Kline og fik det til at lyde mere uvist, end det egentlig var, ”vi tror, der kan være risiko for, at der er tale om mere end én savnet person.”
”Jaså.” Der blev stille, som om Becker enten var længe om at forstå, hvad Kline havde sagt, eller undrede sig over, at han ikke havde nævnt det noget før. Da han tog ordet igen, var stemmen ikke længere så mild. ”Hvor mange taler vi helt præcist om?”