KAPITEL 54
UBEHAGELIGE HISTORIER
På den lange køretur hjem var Gurney besat af tanken om situationen i Palm Beach, om billedet af Jordan Ballston ved swimmingpoolen og om, hvor vigtigt det var at få ram på manden og komme til bunds i den bizarre sag. Men det blev ikke let at få ram på ham. Ballston havde isoleret sig bag en mur af jurister og PR-mænd, så han var helt sikkert ikke villig til at sætte sig ned og hyggesnakke om liget i kælderen.
Lige uden for den lille by Musgrave kørte Gurney ind til en Stewart-døgnkiosk for at få noget kaffe. Klokken nærmede sig tre, og han var ved at få koffeinabstinenser.
Lige da han satte sig ind i bilen igen med et stort dampende bæger, ringede hans telefon.
Det var Hardwick. ”Hvad siger du til det, Davey? Helt ny boldgade?”
”Samme boldgade. Ny kameravinkel.”
”Ser du noget, du ikke så før?”
”En chance. Jeg ved bare ikke helt, hvordan vi udnytter den.”
”Ballston? Tror du på, at han fortæller dig noget som helst? Held og lykke!”
”Det er den eneste mulighed, vi har, Jack. Vi må finde ud af, hvordan vi griber det an.”
”Mener du, at han kan stå bag det hele?”
”Jeg ved endnu ikke nok til at mene noget som helst. Jeg kan ikke forestille mig, at han kan have slået Jill Perry ihjel. Men jeg siger det igen – han er vores eneste chance. Han har et rigtigt navn, en rigtig profession og personlig baggrund, og han har røven plantet på en rigtig adresse. Sammenlignet med ham er Hector Flores et spøgelse.”
”Okay, mester, giv os et praj, når din superhjerne har fundet ud af, hvordan vi takler det. Men det var nu ikke derfor, jeg ringede. Der er lige kommet noget ind om Karnala og dets ejere.”
”Ifølge Kline fandt I ud af, at det slet ikke er et tøjfirma, er det ikke rigtigt?”
Hardwick rømmede sig. ”Det er toppen af det legendariske isbjerg. Eller måske snarere toppen af en sindssygeanstalt. Vi ved stadig ikke rigtig, hvad Karnala er for noget, men jeg har nogle data på familien Skard. Det er bestemt ikke nogen, man får lyst til at omgås.”
”Lige et øjeblik, Jack.” Gurney hev låget af kaffekruset og tog en ordentlig slurk. ”Okay, sig frem.”
”Vi får det i småbidder. Inden de kom til USA og blev internationale, opererede de fra Sardinien, som er en del af Italien. Italien har tre forskellige politiinstanser, som hver har deres arkiver, plus det lokale, og så er der Interpol, som har adgang til noget af det, men ikke det hele. Og så får jeg lidt hist og her, som ikke er arkiveret nogen steder – gamle rygter, forlydender og den slags – fra en fyr i Interpol, som jeg engang har gjort et par tjenester. Så det jeg har, er usammenhængende stumper. Nogle af dem er uovertrufne, nogle af dem er gentagelser, og nogle af dem er selvmodsigende. Nogle er til at stole på, andre er ikke, men hvad, der er hvad, er svært at sige.”
Gurney ventede. Det hjalp ikke noget at bede Hardwick om at springe indledningen over.
”På det synlige plan er medlemmerne af Skard-familien internationale investorer i den dyre ende. Kursteder, kasinoer, luksushoteller, hvor en overnatning koster tusind dollars, virksomheder, der bygger lystbåde til en million dollars, den slags ting. Men man går ud fra, at pengene, de bruger til investering i disse lovlige aktiviteter, kommer et andet sted fra.”
”Fra et mere beskidt foretagende, som de skjuler?”
”Lige præcis, og de er rigtig gode til at skjule, hvad de laver. I hele familiens historie har der kun været tale om en enkelt anholdelse – på grund af et gruopvækkende overfald for ti år siden – og ikke en eneste domfældelse. Så der er faktisk ingen retslige dokumenter, stort set intet på papir. Der dukker hele tiden rygter op om, at de er involveret i noget prostitution på et meget eksklusivt plan, noget med sexslaver, ekstrem SM-pornografi og pengeafpresning. Men der er ikke noget af det, der kan bevises. De har også et massivt juridisk bagland, som farer frem med injuriesager ved mindste tegn på kritik i pressen. Der findes ikke engang fotografier af dem.”
”Hvad med det forbryderfoto, der blev taget i forbindelse med overfaldsanholdelsen?”
”Forsvandt på mystisk vis.”
”Er der aldrig nogen, der har vidnet mod dem?”
”Mennesker, som måske ved noget, mennesker, som måske kan overtales til at sige noget, ja selv mennesker, som tilfældigvis er i nærheden af familien Skard, når den er under pres, har helvedes svært ved at holde sig i live. De få mennesker, som har samarbejdet med medierne og fortalt om familien Skard, selv anonymt, er forsvundet i løbet af få dage. Familien har kun én måde at reagere på, hvis der opstår problemer – de rydder dem af vejen, totalt og uden samvittighedsnag, og uden mindste tanke på, hvad de forvolder af skade på andre. Her er et godt eksempel: Ifølge min Interpolkontakt havde Giotto Skard, formodentlig familiens overhoved, for cirka ti år siden en forretningsmæssig uoverensstemmelse med en israelsk byggeentreprenør. De mødtes på en lille natklub i Tel Aviv, hvor Giotto lod til at gå ind på israelerens betingelser, hvorefter han sagde godnat, gik udenfor, spærrede udgangene og brændte huset ned. Han dræbte entreprenøren og tooghalvtreds andre, som bare var tilfældige gæster.”
”Er organisationen aldrig blevet infiltreret?”
”Aldrig.”
”Hvorfor ikke?”
”Det er ikke nogen organisation i gængs forstand.”
”Hvad mener du?”
”De er kun sig selv. En biologisk familie. Man kan kun blive medlem, hvis man er født eller gift ind i familien – og umiddelbart kan jeg ikke komme i tanke om nogen kvindelig undercoverbetjent, der kunne have lyst til at ofre sig for sagen og gifte sin ind i en bande af massemordere.”
”Er det en stor familie?”
Hardwick rømmede sig. ”Forbavsende lille. I den ældste generation er det vist kun en ud af tre brødre, der stadig lever. Giotto Skard. Han har muligvis dræbt de andre to. Men det er der ingen, der siger højt. Der er ikke engang nogen, der hvisker det. Ikke engang som en joke. Giotto har – eller måske havde – tre sønner. Ingen ved, hvor mange af dem, der stadig er i live, eller præcis hvor gamle de er, eller hvor de befinder sig. Selv om familien kun har få medlemmer, opererer den internationalt, så man formoder, at sønnerne opholder sig forskellige steder i verden, hvor familiens interesser skal varetages.”
”Stop en halv. Hvis det kun er selve familien, der er med i foretagendet, har de så ingen lejesvende?”
”Det siges, at de klarer problemerne selv. Det siges, at de er meget hurtige og meget effektive. Det siges, at familiemedlemmerne i årenes løb personligt har skaffet sig af med mindst to hundred mennesker, som stod i vejen for deres forretninger, og her er dem fra natklub-massakren ikke talt med.”
”Flinke folk. Med tre sønner havde Giotto vel også en kone?”
”Ja, det kan du tro, han havde. Tirana Magdalena – det eneste medlem af hele det korrumperede menageri, som man faktisk ved noget om. Og måske det eneste menneske på jorden, som bragte Giotto i forlegenhed, og som nåede at fortælle om det.”
”Hvordan bar hun sig ad med det?”
”Hun var datter af overhovedet i en albansk familiemafia. Eller rettere er datter – hun lever stadig, er et sted midt i tresserne og befinder sig på en institution for kriminelle, der er sindssyge. Den albanske don er omkring halvfems. Ikke at Giotto ville være bange for en mafiaboss. Det hedder sig, at det var en forretningsbeslutning fra Giottos side at lade konen leve. Han gad ikke spilde tid og penge på at dræbe de vrede albanere, som ville prøve at hævne hendes død.”
”Hvor fanden ved du alt det fra?”
”Jeg ved det faktisk ikke. Som sagt er det for det meste rygter, som ham gutten i Interpol har hørt. Måske er det løgn alt sammen. Men jeg synes, det lyder sandsynligt.”
”Et øjeblik. Lige før sagde du, at hun var det eneste medlem af familien Skard, som man rent faktisk ved noget om. Ved, sagde du.”
”Ja. Men jeg er slet ikke nået til det, vi ved. Det har jeg gemt til sidst.”