KAPITEL 56
ET SPØRGSMÅL OM KONTROL
Da Gurney var halvvejs mellem Stewart-døgnkiosken og Walnut Crossing, ringede hans telefon. Rebecca Holdenfields stemme var skrap og irritabel – mindede lige så meget om den unge Sigourney Weaver som ansigtet og håret. ”Så du kommer nok ikke?”
”Undskyld?”
”Tjekker du ikke dine beskeder?”
Nu kom han i tanke om det. Her til morgen havde der været en sms og en besked på telefonsvareren. Han havde tjekket sms’en – den besked, som havde slynget ham ind i en verden af spekulationer omkring hans blackout i det rødbrune sandstenshus. Han havde ikke tjekket telefonsvareren.
”Åh, gud, undskyld Rebecca. Jeg har sgu gang i lidt for meget. Ventede du mig her i eftermiddag?”
”Det var det, du bad om i din besked. Så jeg sagde okay, kom bare.”
”Er der mulighed for, at vi kan gøre det i morgen? Hvad dag er det egentlig i morgen?”
”Tirsdag. Og jeg er optaget hele dagen. Hvad med torsdag? Jeg kan ikke før da.”
”Der er for længe til. Kan vi tale sammen nu?”
”Jeg er ledig indtil klokken fem. Det vil sige, at vi har cirka ti minutter. Hvad drejer det sig om?”
”Der er flere ting: følgerne af at være opdraget af en promiskuøs mor, tankegangen hos kvinder, der misbruger børn seksuelt, de psykologiske svagheder hos mandlige sexmordere … og adfærdsmønsteret hos voksne mænd under indflydelse af rohypnol og alkohol.”
Efter to sekunders stilhed brast hun i latter. ”Ja. Og i den tid, der er tilbage, kan vi diskutere grunden til at folk bliver skilt, måder at afskaffe krig på, og …”
”Okay, okay, jeg har fattet det. Vælg det emne, du tror, vi har tid nok til at tale om.”
”Har du planer om at krydre din næste Martini med rohypnol?”
”Ikke just.”
”Så det var bare et teoretisk spørgsmål?”
”Det kan man godt sige.”
”Hmm. Der er ikke noget standardmønster for adfærd ved intoksikation i al almindelighed. Forskellige kemikalier forvrænger adfærd i forskellige retninger. Kokain, for eksempel, har en tendens til at øge seksualdriften. Men hvis du spørger om, hvorvidt der er grænser for den adfærd, som en ikke-hallucinogen disinhibitor giver, er svaret ja og nej. Der er ikke nogen grænse, der gælder for alle, men der er individuelle grænser.”
”Som for eksempel?”
”Det kan man ikke vide. Grænserne for adfærd afhænger af, hvor nøjagtigt den enkelte person sanser, hvor stærke hans instinktive ønsker er, og hvor voldsom hans frygt er. Hvis medikamentet er en disinhibitor, der fjerner hans frygt for konsekvenser, vil hans adfærd afspejle hans ønsker og kun begrænses af smerte, tilfredsstillelse eller udmattelse. Så gør han, hvad han ville gøre i en verden uden konsekvenser, men ikke noget, han ikke har lyst til at gøre. Disinhibitorer giver frit løb for den eksisterende trang, men de skaber ikke en trang, der er uforenelig med den enkelte persons underliggende psykiske struktur. Er det svar på dit spørgsmål?”
”Det betyder altså, at hvis man giver folk et medikament af den type, så kan det ende med, at de udlever deres fantasier?”
”Det kan endda være, at de gør ting, de ikke engang har turdet forestille sig i fantasien.”
”Okay,” sagde han og fik kvalme. ”Lad mig gå over til noget helt andet. En elev, som for nylig forlod Mapleshade er fundet død – et sexmord i Florida. Voldtægt, tortur, halshugning og liget lå i den mistænktes dybfryser.”
”Hvor længe?” Holdenfield var som sædvanlig upåvirket af bloddryppende detaljer – eller ekspert i at lade som om.
”Hvad mener du?”
”Hvor længe lå liget i fryseren?”
”Retsmedicineren mente et par dage. Hvorfor spørger du?”
”Jeg spekulerer bare på, hvorfor han gemte det? Det var en han, ikke?”
”Jordan Ballston, en stor kanon inden for lidt aparte finansforetagender.”
”Ballston, ham den stinkende rige fyr? Det kan jeg godt huske, at jeg har læst om. Overlagt mord. Men det er da flere måneder siden.”
”Ja, men offerets identitet blev oprindelig holdt tilbage i medierne, og forbindelsen til de andre forsvundne piger fra Mapleshade er først lige kommet frem.”
”Og du er sikker på, at der er en forbindelse?”
”Det er sgu noget af et sammentræf, hvis der ikke er.”
”Får I mulighed for at afhøre Ballston?”
”Åbenbart ikke. Han gemmer sig bag en mur af advokater.”
”Hvad kan jeg så gøre for dig?”
”Lad os antage, at jeg får mulighed for at snakke med ham.”
”Hvordan?”
”Det ved jeg ikke endnu. Lad os nu bare antage, at det lykkes.”
”Okay. Jeg antager. Hvad så?”
”Hvad ville han være mest bange for?”
”Omringet af sine advokater?” Hun slog en masse små hurtige klik med tungen, og det lød som et fingertrommende akkompagnement til hurtig tænkning. ”Ikke meget … med mindre …”
”Hvad?”
”Med mindre han tror, at der er en anden, der ved, hvad han har gjort, en som har en dagsorden, der modarbejder hans egen. En situation af den art ville skabe en åbning i hans mur af kontrol. Sadistiske sexmordere er kontrolfreaks så det batter, og er der noget, der kan tage gassen ud af en kontrolfreaks ballon, så er det at være i et andet menneskes vold.” Hun tav et øjeblik. ”Har du en måde at kontakte Ballston på?”
”Ikke endnu.”
”Hvorfor har jeg på fornemmelsen, at du er lige ved at finde på en?”
”Tak for tilliden.”
”Jeg er nødt til at slutte nu. Beklager, men jeg har ikke mere tid. Men husk, Dave, at jo mere magt, han tror, du har over ham, jo mere sandsynligt er det, at han krakelerer.”
”Tak, Becca. Det har været en stor hjælp.”
”Jeg håber ikke, jeg har fået det til at lyde, som om det bliver nemt.”
”Bare rolig. ’Nemt’ er ikke et ord, jeg kunne finde på at bruge i den her forbindelse.”
”Godt. Hold mig opdateret, okay? Og held og lykke!”
Den samme mentale overbelastningsfaktor, som fik ham til at ignorere morgenens telefonbesked fra Holdenfield, gjorde også, at han på resten af turen hjem helt glemte at nyde endnu en spektakulær solnedgang. Da han var drejet væk fra hovedvejen og kørte op ad den snoede vej til sin ejendom, var der ikke andet tilbage end et dæmpet rosa skær på den vestlige himmel, og selv det lagde han knap nok mærke til.
Ved området foran laden, hvor den offentlige grusvej blev til den smallere, græsbegroede opkørsel, holdt han ind til siden ved postkassen, som sad på en hegnspæl. Lige da han skulle til at åbne den, fik han øje på en lille gul klat på skråningen forude. Den bevægede sig langsomt frem ad den buede sti oven over den højtliggende eng. Han genkendte den som Madeleines tynde vindjakke.
På grund af rajgræsset og mælkeplanterne kunne han kun se hendes overkrop, men han syntes, han kunne fornemme trinenes blide rytme. Han sad og betragtede hende, indtil den isolerede skikkelse roligt bevægede sig ind i et sløret hav af højt græs og efterhånden forsvandt af syne bag den kuperede mark.
Han blev siddende lidt længere og stirrede op på den mennesketomme skrænt, indtil al farve var forsvundet fra himlen og erstattet af en grå nuance, der var lige så ensformig som den tone, der registrerer fraværet af et hjerteslag. Han blinkede, mærkede lidt fugt i øjnene, tørrede dem med knoerne og kørte resten af vejen op til huset.
Han besluttede sig for at tage et bad i håb om at blive sig selv igen. Mens han stod under bruserens tunge, varme stråler, som gav nakke og skuldre en afslappende massage, lod han sig nærmest glide ind i den pladrende lyd af vandet, der mindede ham om en sommerbyges blide trommen. I et sært sekund eller to var hans hjerne fyldt med den rene, fredfyldte duft af regn. Han skrubbede sig med en grov svamp, skyllede sæben af, steg ud og frotterede sig.
Han var for døsig til at tage tøj på igen, og stadig varm, så han slog det quiltede tæppe på sengen til side og lagde sig på det kølige lagen. I et vidunderligt øjeblik bestod hele hans verden af det kølige lagen, den græsduftende luft, der bølgede ind gennem et åbent vindue og forestillingen om sollys, der glitrer ned gennem løvet på et kæmpemæssigt træ … mens han steg ned ad drømmenes associationstrappe og ind i en dyb søvn.
Han vågnede i mørket uden nogen tidsfornemmelse. Der var lagt en pude under hans hoved, og tæppet var trukket op under hagen. Han stod op, tændte sengelampen og så på uret. Klokken var 19.49. Han tog det samme tøj på, som han havde på inden brusebadet og gik ud i køkkenet. Han kunne svagt høre noget barokmusik fra stereoanlægget. Madeleine sad ved det lille bord med en skål orangefarvet suppe og et halvt flute og læste i en bog. Hun så op, da han trådte ind.
”Jeg troede, du var gået i seng for natten,” sagde hun.
”Åbenbart ikke,” mumlede han. Han var hæs og hostede for at klare stemmen.
Hun vendte blikket mod bogen igen. ”Hvis du har lyst til noget mad, er der gulerodssuppe i gryden og noget lynstegt kylling i wokken.”
Han gabte. ”Hvad læser du?”
”En bog om natsværmere.”
”Om hvad?”
Hun artikulerede ordet, som om han var mundaflæser. ”Natsværmere.” Hun vendte siden. ”Var der noget post?”
”Post? Det … det ved jeg ikke. Jeg tror … Nå ja, jeg skulle lige til at tage den, da jeg fik øje på dig oppe på skråningen og blev distraheret.”
”Du har virket distraheret i et stykke tid.”
”Det siger du ikke?” Han fortrød straks den defensive tone, men ikke nok til at indrømme det.
”Det synes du måske ikke selv?”
Han sukkede nervøst. ”Jo, det synes jeg vel.” Han gik hen til gryden på komfuret og øste en skål suppe op.
”Er der noget, du har lyst til at snakke om?”
Han ventede med at svare, til han sad over for hende med suppen og den anden halvdel af flutet. ”Der er en voldsom udvikling i sagen. En tidligere elev på Mapleshade er fundet død i Florida. Offer for en sexmorder.”
Madeleine lukkede bogen og stirrede på ham. ”Og hvad tænker du?”
”Det er muligt, at de andre forsvundne piger er endt på samme måde.”
”Dræbt af den samme person?”
”Det er muligt.”
Madeleine studerede hans ansigt, som om der stod skrevet noget i det, han ikke havde sagt.
”Hvad er der?” spurgte han.
”Er det det, der optager dig?”
Han følte et sug af uro i maven. ”Det er en del af det. En anden del er, at politiet ikke har kunnet få et eneste ord ud af manden, der er anklaget for mordet – ikke andet end en kategorisk benægtelse. I mellemtiden finder hans advokatfirma og hans PR-firma på andre scenarier, som de kan fodre medierne med – en masse tåbelige grunde til, at liget af en voldtaget, tortureret og halshugget kvinde har ligget i hans fryser.”
”Og du tænker, at hvis bare du kunne komme til at tale med det umenneske …”
”Jeg siger ikke, at jeg kunne få en tilståelse ud af ham, men …”
”Men du kunne gøre det bedre end det lokale politi?”
”Det ville ikke være særlig svært.” Han krympede sig indvendig over sin egen arrogance.
Madeleine rynkede brynene. ”Det ville ikke være første gang, at superstrisseren tog udfordringen op og løste mysteriet.”
Han så lettere forpint ud.
Igen var det, som om hun granskede hans ansigt.
”Hvad?” spurgte han.
”Jeg siger ikke noget.”
”Nej, men du tænker et eller andet. Hvad tænker du? Fortæl mig det.”
Hun tøvede. ”Jeg troede, du var vild med gåder.”
”Det må jeg indrømme, at jeg er. Og hvad så?”
”Så hvorfor ser du så ulykkelig ud?”
Spørgsmålet rystede ham. ”Jeg er måske bare udmattet. Jeg ved det ikke.” Men han vidste det udmærket. Grunden til, at han havde det så dårligt, var, at han ikke kunne få sig til at fortælle hende, hvorfor han egentlig havde det så dårligt. Hans utilbøjelighed til at fortælle hende, at han var blevet ført bag lyset og i den grad krænket, og hans frygt for, hvad der kunne være sket under hukommelsestabet, havde isoleret ham på en skrækkelig måde.
Han rystede på hovedet, som om han sagde nej til opfordringerne fra sit bedre jeg, afviste den indre svage stemme, som tryglede ham om at lægge sandheden frem for den kvinde, som elskede ham. Hans frygt var så stor, at den hindrede ham i at gøre det, der kunne have fjernet den.