KAPITEL 57
PLANEN
Selv om Gurneys forhold til Madeleine ofte var anspændt, havde det altid været den stabiliserende faktor i hans liv. Men forholdet baserede sig på en grad af åbenhed, som han i øjeblikket var ude af stand til at vise hende.
Desperat som en druknende mand klamrede han sig til det andet faste holdepunkt i sin tilværelse, identiteten som politimand, og kanaliserede al sin energi over i opklaring af forbrydelser.
Det, der kunne fremme den proces lige nu, ville være en samtale med Jordan Ballston, det var han overbevist om. Men han måtte finde på en måde at få den i stand på. Rebecca havde fastholdt, at frygt var nøglen, hvis han skulle have den rige psykopat til at krakelere, og Gurney kunne ikke være uenig med hende. Han var heller ikke uenig med hende i, at det ikke ville blive let.
Frygt.
Det var et emne, som Gurney altid havde haft et hudløst indgående forhold til. Måske kunne erfaringen komme ham til gode. Hvad var det, han helt præcist var så bange for? Han fandt de tre sms’er frem og læste dem omhyggeligt igen.
SIKKE EN LIDENSKAB! SIKKE HEMMELIGHEDER! SIKKE DEJLIGE BILLEDER!
TÆNKER DU PÅ MINE PIGER? DE TÆNKER PÅ DIG.
DU ER EN MEGET INTERESSANT MAND, JEG BURDE HAVE VIDST, AT MINE DØTRE VILLE FORGUDE DIG. HVOR VAR DET PÆNT AF DIG AT KOMME IND TIL BYEN. NÆSTE GANG KOMMER DE TIL DIG. HVORNÅR? HVEM VED? DET SKAL VÆRE EN OVERRASKELSE.
Ordene gav ham en tom, kvalmende fornemmelse i brystet.
Så ondskabsfulde trusler pakket ind i så vidtløftige banaliteter.
Så ukonkrete, og dog så hadske.
Så ukonkrete. Ja, det var netop det. Han kom til at tænke på sin yndlingslærer, som i en engelsktime forklarede Harold Pinters emotionelle styrke: De farer, der får den største rædsel frem i os, er ikke dem, der er skåret ud i pap, men dem vi fremkalder i fantasien. Det løber os koldt ned ad ryggen, ikke når vi hører en mand skråle op om, hvor vred han er, men ved lyden af noget truende i en rolig stemme.
Han huskede det, fordi han straks havde troet på sandheden i det, og erfaringen havde gennem årene bestyrket ham i troen. Det, vi forestiller os, er altid værre end det, virkeligheden præsenterer os for. Den frygt, vi forestiller os lure i mørket, er langt den største.
Så hvis han skulle have Ballston til at gå i panik, skulle han vel på en eller anden måde få ham til at panikke sig selv. Et frontalangreb ville blive slået tilbage af hans juridiske hær. Gurney måtte gennem befæstningen ad en bagdør.
Ballstons aktuelle forsvarsstrategi gik ud på kategorisk at nægte ethvert kendskab til Melanie Strum, død eller levende, og samtidig at opstille en hypotese, der byggede på, at andre mennesker havde adgang til hans hjem, og at det var forklaringen på tilstedeværelsen af liget. En sådan taktik ville falde katastrofalt fra hinanden for Ballston, hvis man kunne påvise en forudgående forbindelse mellem ham og pigen. I bedste fald ville karakteren af den forbindelse kunne forklare, hvordan mordet på Melanie Strum, Jillian Perry og Kiki Muller hang sammen, og det ville samtidig give en forklaring på, hvorfor de andre elever fra Mapleshade var forsvundet. Men under alle omstændigheder var Gurney sikker på, at det ville være et kæmpe skridt i retning af en endelig opklaring, hvis han kunne finde ud af, hvordan Melanie havnede i Ballstons fryser. Og en afdækning af den forbindelse ville være Ballstons største frygt.
Spørgsmålet var, hvordan man udløste den frygt – hvordan man via den kunne få direkte adgang til Ballstons psyke uden om det brystværn, han havde bemandet med sine advokater. Var der mon en person, et sted eller en ting, man kunne nævne, så døren gik op? Mapleshade? Jillian Perry? Kiki Muller? Hector Flores? Edward Vallory? Alessandro? Karnala Fashion? Giotto Skard?
Det ville blive uhyggeligt svært at ramme det magiske navn, men det ville blive endnu sværere at styre den samtale, som måske ville følge umiddelbart efter – den pinterske kunst at antyde uden at konkretisere, at bringe manden fra koncepterne uden at gå i detaljer. Udfordringen lå i at skabe det mørke rum, hvori Ballston kunne forestille sig det værste, det skafot, hvor han kunne finde på at hænge sig selv.
Madeleine var gået i seng. Men Gurney gik lysvågen frem og tilbage i det store køkken og var optændt af muligheder, risikovurderinger og strategier. Han indsnævrede de potentielle døråbnere til de tre mest lovende: Mapleshade, Flores og Karnala.
Af de tre muligheder endte Karnala med at føre med et mulehår. Fordi de Mapleshade-piger, som med sikkerhed var forsvundet, havde figureret i nærmest pornografiske Karnala Fashion-reklamer, fordi Karnala åbenbart ikke var, hvad det gav sig ud for at være, fordi Karnala havde forbindelse til familien Skard, som efter sigende var impliceret i kriminel sexvirksomhed, og mordet på Melanie Strum var en sexforbrydelse. Faktisk pegede både Edward Vallory-aspektet og Mapleshades optagelsespolitik i retning af, at alt, hvad der havde med sagen at gøre indtil nu, var forbundet med en sexforbrydelse af en slags eller med resultatet af en sexforbrydelse.
Gurney var godt klar over, at der ikke var nogen umiddelbar logik i forbindelsen til Karnala, men at forlange umiddelbar logik (hvor meget konceptet end tiltalte ham) førte ikke til løsninger, det førte til lammelse. Han havde lært, at det vigtigste spørgsmål i politiarbejdet såvel som i livet ikke var ”Er jeg fuldkommen sikker på det her?” Det spørgsmål, der betød noget, var ”Er jeg sikker nok på det her til at handle ud fra det?”
I dette tilfælde var svaret ja. Gurney var sikker på, at der var et eller andet ved Karnala, som ville bringe Ballston på gyngende grund. Ifølge det gamle ur over køkkenbordet var klokken lidt over ti, da han ringede til politiet i Palm Beach for at få Ballstons hemmelige telefonnummer.
Ingen af de vagthavende havde tilknytning til Strum-sagen, men den tjenestegørende overbetjent kunne give ham Darryl Beckers mobilnummer.
Overraskende nok tog han den med det samme.
Gurney forklarede, hvad han ville.
”Ballston taler ikke med nogen,” sagde Becker irritabelt. ”Al kommunikation går gennem Markham, Mull & Sternberg, hans advokatfirma. Det mener jeg, at jeg havde sagt.”
”Jeg tror, jeg har en måde at komme igennem til ham på.”
”Hvordan det?”
”Jeg vil smide en bombe ind ad hans vindue.”
”Hvad er det for en bombe?”
”Det er en bombe, han gerne vil tale med mig om.”
”Er det her en slags gætteleg, Gurney? Det har været en lang dag. Jeg vil gerne have nogle facts.”
”Er du sikker på det?”
Becker tav.
”Hør her, hvis jeg kan overrumple det møgsvin, er det en fordel for alle. Det værste, der kan ske, er, at vi ryger tilbage, hvor vi startede. Du skal bare give mig et telefonnummer, ingen officiel tilladelse til noget som helst, så hvis der overhovedet bliver problemer, hvilket jeg ikke tror, der gør, så lander de ikke på dit bord. Jeg har faktisk allerede på forhånd glemt, hvor jeg har nummeret fra.”
Igen kort tavshed efterfulgt af et par klik på et keypad. Så læste Becker et nummer op, hvis tre første cifre angav området for Palm Beach. Så blev forbindelsen brudt.
Gurney brugte de næste minutter på at forestille sig og derefter fordybe sig i en af de ”lagdelte” undercover-personligheder, han talte om, når han underviste på politiskolen – i dette tilfælde en krybdyragtig, iskold type, der lurede under en tynd fernis af kultiveret optræden.
Da han var tilfreds med sin fornemmelse for attitude og tone, aktiverede han telefonens identitetsspærring og tastede Palm Beach-nummeret. Han røg direkte ind i telefonsvareren.
En forkælet, myndig stemme sagde: ”Det er Jordan. Hvis du vil ringes op, så vær venlig at indtale en fyldestgørende besked om emnet for dit opkald.” Det lykkedes ham at sige vær venlig med en skurrende nedladenhed, som ændrede den normale betydning af udtrykket.
Gurney talte langsomt og roligt og en lille smule akavet, som om den høflige tales snørklede stil var en sær og svær dans. Han tilføjede også antydningen af en sydeuropæisk accent.
”Emnet for mit opkald er din forbindelse til Karnala Fashion, som jeg har brug for at diskutere med dig hurtigst muligt. Jeg ringer igen om cirka en halv time. Vær venlig at tage telefonen, så skal jeg være mere … fyldestgørende … til den tid.”
Der var flere ting, Gurney tog for givet: at Ballston var hjemme, som kautionsbetingelserne krævede det, at en mand i hans situation tvangsmæssigt ville tjekke sine opkald og beskeder, og at hans håndtering af det bebudede opkald en halv time senere ville røbe karakteren af hans engagement i Karnala.
At tage én ting for givet var risikabelt. At tage tre ting for givet var vanvittigt.