KAPITEL 58
I AKTION
Klokken 22.58 ringede Gurney op. Telefonen blev taget efter tredje ringetone.
”Det er Jordan.” Den rigtige stemme lød stivere og ældre end den indtalte hilsen.
Gurney smilede bredt. Det lod faktisk til, at Karnala var det magiske ord. At han havde ramt rigtigt i første forsøg gav ham et adrenalinkick. Han følte det, som om han havde fået adgang til en turnering med store præmier, hvor udfordringen lå i at udlede spillets regler af modstanderens opførsel. Han lukkede øjnene og trådte ind i sin slange-lader-som-om-den-er-harmløs persona.
”Goddag, Jordan. Hvordan går det?”
”Fint.”
Gurney sagde ingenting.
”Hvad … hvad drejer det sig om?”
”Hvad tror du?”
”Hvabehar? Hvem taler jeg med?”
”Jeg er politimand, Jordan.”
”Jeg har ikke noget at sige til politiet. Det er blevet understreget af …”
Gurney afbrød ham. ”Ikke engang om Karnala?”
Der var stille. ”Jeg ved ikke, hvad du taler om.”
Gurney sukkede og lavede en lille suttende lyd med tænderne, som om han kedede sig.
”Jeg aner ikke, hvad du taler om,” gentog Ballston.
Hvis han virkelig ikke anede, hvad det handlede om, tænkte Gurney, ville han have afbrudt forbindelsen. Eller han ville slet ikke have taget telefonen. ”Sagen er den, Jordan, at hvis du nu havde nogle oplysninger, du ville ud med, kunne vi måske finde på et eller andet, der var til din fordel.”
Ballston tøvede. ”Hør her … øh, kan du ikke give mig dit navn?”
”Det er ikke nogen god idé.”
”Hvabehar? Det …”
”Ser du, Jordan, det her er en indledende efterforskning. Forstår du, hvad jeg siger?”
”Det er jeg ikke sikker på, jeg gør.”
Gurney sukkede igen, som om bare det at tale var en byrde. ”Jeg kan ikke komme med et formelt tilbud uden en tilkendegivelse af, at det bliver taget alvorligt. Hvis der blev stillet brugbare oplysninger om Karnala Fashion til rådighed, kunne det føre til, at anklagemyndigheden fik en ganske anden holdning til din sag, men vi må nødvendigvis have en fornemmelse af samarbejdsvilje fra din side, inden vi diskuterer mulighederne. Det er jeg sikker på, du forstår.”
”Nej, det gør jeg faktisk ikke.” Ballstons stemme var usikker.
”Nej?”
”Jeg ved ikke, hvad du taler om. Jeg har aldrig hørt om Karamel Fashion, eller hvad det hedder. Så jeg kan ikke fortælle dig noget om det.”
Gurney lo stille. ”Det er flot, Jordan. Det er rigtig flot.”
”Jeg mener det. Jeg ved ikke noget om det navn og det firma, hvad det end måtte være.”
”Det er rart at vide.” Gurney listede en flig af krybdyret ind i stemmen. ”Det er rart for dig. Rart for alle.”
Fligen lod til at have en forbavsende virkning. Ballston var helt tavs.
”Er du der stadig, Jordan?”
”Ja.”
”Så har vi fået den del af det på det rene, ikke?”
”Den del af det?”
”Den del af situationen. Men der er mere, vi skal tale om.”
Der blev en pause. ”Du er i virkeligheden ikke politimand, vel?”
”Selvfølgelig er jeg det. Hvorfor skulle jeg sige, at jeg var politimand, hvis jeg ikke var det?”
”Hvem er du egentlig, og hvad vil du?”
”Jeg vil gerne besøge dig.”
”Besøge mig?”
”Jeg er ikke glad for telefoner.”
”Jeg forstår ikke, hvad det er, du vil.”
”Bare snakke lidt.”
”Om hvad?”
”Hold op med det pis. Du er en intelligent fyr. Lad være med at tale til mig, som om jeg var dum.”
Igen virkede det, som om Ballston var målløs. Gurney syntes, at han kunne høre en skælven i mandens vejrtrækning. Da Ballston sagde noget igen, havde stemmen sænket sig til en forskræmt hvisken.
”Hør engang, jeg ved ikke rigtig, hvem du er, men … alt er under kontrol.”
”Godt. Det bliver alle glade for at høre.”
”Jamen, jeg mener det. Alt … er… under… kontrol.”
”Godt.”
”Hvad er der så mere …?”
”En lille snak. Ansigt til ansigt. Vi skal bare være sikre.”
”Sikre? Men hvorfor? Jeg mener …”
”Som jeg sagde lige før, Jordan … Jeg hader fandeme telefoner!” Stilhed igen. Denne gang virkede det, som om Ballston næsten ikke trak vejret.
Gurney gjorde sin stemme fløjlsblød og rolig igen. ”Okay, tag det bare roligt. Vi gør sådan her. Jeg kommer op til dig. Vi taler lidt sammen. Andet er det ikke. Er du med? Ingen problemer. Nemt.”
”Hvornår skulle det være?”
”Hvad med om en halv time fra nu?”
”I aften?” Ballstons stemme var lige ved at knække over.
”Ja, Jordan, i aften. Hvornår fanden skulle en halv time fra nu ellers være?”
Gurney syntes, han kunne ane tilstedeværelsen af sand frygt i Ballstons tavshed. Det helt rigtige tidspunkt at slutte samtalen på. Han brød forbindelsen og lagde telefonen for enden af spisebordet.
I halvmørket ved den anden ende af bordet stod Madeleine i døråbningen i pyjamas. Bukserne og overdelen passede ikke sammen. ”Hvad foregår der?” spurgte hun og blinkede søvndrukkent.
”Jeg tror, vi har fået en fisk på krogen.”
”Vi?”
Med et stik af irritation omformulerede han sætningen. ”Fisken i Palm Beach lader til at have bidt på krogen, i hvert fald lige p.t.”
Hun nikkede eftertænksomt. ”Hvad så nu?”
”Vi hiver ham i land. Hvad ellers?”
”Og hvem er det så, du skal mødes med?”
”Mødes med?”
”Om en halv time.”
”Nåh, hørte du mig sige det? Jeg skal faktisk ikke mødes med nogen om en halv time. Jeg ville bare give mr. Ballston indtryk af, at jeg var lige i nærheden. Ruske lidt op i ængstelsen. Jeg sagde også, at jeg ville komme op til ham for at give ham indtryk af, at jeg måske kommer kørende fra Lake Worth eller South Palm.”
”Hvad sker der, når du ikke dukker op?”
”Så bekymrer han sig. Har svært ved at sove.”
Madeleine så skeptisk ud. ”Og hvad så?”
”Det har jeg ikke fundet ud af endnu.”
Selv om det var delvis sandt, var det, som om Madeleines antenner fangede uærligheden i det udsagn. ”Har du en plan, eller hvad?”
”Jeg har noget, der ligner en plan.”
Hun så afventende på ham.
Han kunne ikke se anden udvej end at sige det, som det var. ”Jeg må tættere på ham. Det er tydeligt, at han på en eller anden måde har forbindelse til Karnala Fashion, at forbindelsen er farlig, og at det skræmmer ham. Jeg er nødt til at finde ud af noget mere – finde ud af, præcis hvad forbindelsen består i, hvad Karnala egentlig handler om, og hvordan Karnala og Jordan Ballston hænger sammen med de andre af sagens brikker. Det kan jeg umuligt gøre over telefonen. Jeg er nødt til at se hans øjne, læse hans ansigtsudtryk og iagttage hans kropssprog. Jeg er også nødt til at udnytte øjeblikket, mens skiderikken vrider sig på krogen. Lige nu lever jeg højt på hans frygt. Men det varer ikke ved.”
”Du er altså på vej til Florida?”
”Ikke i aften. Måske i morgen.”
”Måske i morgen.”
”Højst sandsynligt i morgen.”
”Tirsdag.”
”Ja.” Han spekulerede på, om der var noget, han havde glemt. ”Skal vi noget i morgen?”
”Gør det nogen forskel?”
”Jamen, skal vi?”
”Så spørger jeg igen: Gør det nogen forskel?”
Et ret simpelt spørgsmål og dog så svært at svare på. Måske fordi Gurney hørte det som en stedfortræder for de større spørgsmål, som tilsyneladende lå og lurede i baghovedet på Madeleine: Vil noget af det, vi har planlagt at foretage os sammen nogen sinde komme til at gøre en forskel? Vil noget som helst i vores liv sammen nogen sinde være vigtigere end det næste skridt i en eller anden efterforskning? Vil vores samliv nogen sinde komme til at veje tungere end dit arbejde som kriminalassistent? Eller vil det, du nu engang jagter, altid stå dit hjerte nærmest?
Men på den anden side lagde han måske for meget i en gnaven bemærkning eller i en humørsvingning en sen aften. ”Sig mig nu, om jeg har glemt, at vi skal et eller andet i morgen,” sagde han alvorligt, ”så skal jeg nok fortælle dig, om det gør nogen forskel.”
”Du er vel nok en imødekommende mand,” sagde hun og gjorde nar af hans alvor. ”Jeg går i seng igen.”
I et stykke tid efter at hun var gået, var der rod i hans prioriteter. Han gik hen i den mørke ende af lokalet, i opholdsdelen mellem kampestenskaminen og støbejernsovnen. Luften var kold, og der lugtede af aske. Han sank ned i sin dybe læderstol. Han følte sig utilpas, følte det, som om han lå på et åbent hav. En mand uden havn.
Han faldt i søvn.
Han vågnede klokken to om natten. Han trak sig op af stolen, strakte armene og ryggen for at få stivheden væk.
Hans sædvanlige måde at tænke på gjorde sig igen gældende og havde tilsyneladende opløst de betænkeligheder, han måtte have haft angående planerne for den kommende dag. Han tog sit kontokort op af tegnebogen, gik ind til computeren i kontoret og skrev på søgelinjen: ”Flyvning fra Albany NY til Palm Beach FL”.
Han printede sin returbillet ud sammen med en Palm Beachturistguide og gik i bad. Og efter at have skrevet en besked til Madeleine, hvor han lovede at være hjemme samme aften omkring klokken syv, var han tre kvarter senere på vej til lufthavnen uden anden bagage end tegnebogen, mobiltelefonen og printet af billetten og turistguiden.
På den hundrede kilometer lange tur østpå ad I-88 foretog han fire telefonopkald. Det første var til en eksklusiv limousine-døgnservice. Han ville gerne hentes af den rigtige slags bil i Palm Beach. Det næste var til Val Perry, fordi han var nødt til at bruge hendes penge på nogle nødvendige indkøb, og han ville gerne have det ført til protokols, selv om det så kun var i form af en indtalt besked meget tidligt om morgenen.
Den tredje, han ringede til klokken tyve minutter over fire, var Darryl Becker. Forbavsende nok tog Becker telefonen, og han lød oven i købet lysvågen – eller så lysvågen som en mand med en drævende accent kunne lyde, når man selv kom nordfra.
”Jeg er lige på vej i fitnesscenteret,” sagde Becker. ”Hvad sker der?”
”Jeg har gode nyheder, og jeg vil gerne have dig til at gøre mig en stor tjeneste.”
”Hvor gode nyheder og hvor stor en tjeneste?”
”Jeg tror, jeg fik skovlen under Ballston i telefonen, jeg ramte et blødt punkt. Jeg er på vej ud til ham for at se, hvad der sker, hvis jeg bliver ved med at prikke til ham.”
”Han taler ikke med politifolk. Hvad helvede sagde du for at komme igennem til ham?”
”Det er en lang historie, men han er på vej ned.” Gurney lød langt mere sikker, end han egentlig var.
”Imponerende. Men hvad går tjenesten ud på?”
”Jeg skal bruge et par store fyre, de mest modbydeligt udseende fyre, du kan komme i tanke om. De skal stå ved siden af min bil, mens jeg er inde hos Ballston.”
Becker lød skeptisk. ”Er du bange for, at den skal blive stjålet?”
”Nej, jeg er nødt til at kreere en bestemt rolle.”
”Hvornår skal den rolle kreeres?”
”Ved middagstid i dag. Og betalingen er faktisk ret god. De får fem hundrede dollars hver for en times arbejde.”
”For at stå ved siden af din bil?”
”For at stå ved siden af min bil og ligne et par uhyggelige muskelbundter.”
”For fem hundrede i timen kan det godt lade sig arrangere. Du kan hente dem i mit fitnesscenter i Palm Beach. Her har du adressen.”