KAPITEL 60
DANSER MED DJÆVLEN
De, der havde overværet en af Gurneys forelæsninger på politiskolen, fornemmede hurtigt, at hans måde at gribe undercover-arbejdet an på var mere kompleks, end de var vant til. Det var ikke bare et spørgsmål om at iklæde sig en opdigtet persons væremåde, holdning og baggrundshistorie. Det var mere snørklet end som så og tilsvarende sværere at håndtere. Hans ”lagdelte” fremgangsmåde gik ud på at skabe en kompleks personlighed, som det var meningen, at objektet skulle trænge ind i, en kode, som objektet skulle knække, en vej, som objektet kunne følge for at nå frem til de overbevisninger, Gurney ville have ham til at vælge.
I den aktuelle situation var der bare en ekstra dimension, som gjorde det endnu sværere. I tidligere tilfælde havde han altid vidst præcis, hvilken identitet han ville have objektet til at nå ind til, når vedkommende havde skrællet lagene af. Men denne gang vidste han det ikke. Den aktuelle identitet ville afhænge af Karnalavirksomhedens præcise beskaffenhed og Ballstons forbindelse til den – og de to ting var ligningens ubekendte. Så Gurney måtte føle sig frem, og han vidste, at det kunne betyde den visse død, hvis han trådte forkert bare en enkelt gang.
Da bilen drejede ind på South Ocean Boulevard et par kilometer fra Ballstons adresse, begyndte det for alvor at gå op for Gurney, hvor urimeligt svært det ville blive. Han gik ubevæbnet ind i en psykopatisk sexmorders hjem. Hans eneste forsvar og eneste chance for et heldigt udfald lå i den persona, han måtte skabe undervejs, mens han minut for minut gjorde, hvad han kunne for at følge Ballstons måde at reagere på. Det var som en udfordring taget ud af Alice i Eventyrland. En mand ved sine fulde fem ville nok vende om. En mand ved sine fulde fem med en kone og en søn ville helt sikkert vende om. Han indså, at han havde for meget fart på, at det var adrenalinen, der styrede hans beslutninger. Det var et fejltrin, som nemt kunne føre til flere fejltrin. Hvad værre var, det berøvede ham hans egentlige styrke. Det var de analytiske evner, der var hans force, ikke adrenalinens egenskab. Han havde brug for at tænke. Han spurgte sig selv, hvad han med sikkerhed vidste, om han havde et eller andet, der mindede om et fast udgangspunkt for samtalen med Ballston.
Han vidste, at manden var bange, og at hans frygt havde med Karnala Fashion at gøre. Han vidste, at Karnala efter sigende var styret af familien Skard – som ud over de andre uhyggelige aktiviteter beskæftigede sig med rufferi. Det lod også til, at Melanie Strum blev sendt hjem til Ballston for at tilfredsstille hans seksuelle behov. Det var ikke for stort et spring at forestille sig, at Karnala havde noget med den formidling at gøre. Hvis man kunne finde beviser, som satte Karnala i forbindelse med både Ballston og Strum, så kunne Ballstons sag tages op igen på et nyt grundlag. Det kunne være forklaringen på hans frygt. Hvis det ikke var, fordi … Gurney havde på fornemmelsen, at manden ikke bare var bange for omtalen af Karnala og for Gurneys mulige kendskab til en forbindelse, men også var bange for selve Karnala.
Og hvad skulle han lægge i Ballstons underlige insisteren på, at alt var ”under kontrol”? Det ville ikke give nogen mening, hvis Ballston virkelig troede, at Gurney var strisser. Men det gav måske mening, hvis han troede, at Gurney repræsenterede Karnala eller et andet risikabelt foretagende, som han gjorde forretninger med.
Det var den logik, som førte til tilstedeværelsen af de to kæmpestore mænd med stenansigter, som han lige havde samlet op foran Darryl Beckers fitnesscenter. Bortset fra at de ganske kort præsenterede sig som Dan og Frank og meddelte Gurney, at Becker havde orienteret dem, og at de ”kendte arbejdsgangen”, havde de ikke sagt et ord. De lignede linebackere på et football-hold i et fængsel, hvis forestilling om kommunikation gik ud på at smadre ind i et eller andet med fuld fart, helst en anden person.
Da bilen gled hen foran Ballstons hus, indså Gurney med en sugende fornemmelse i maven, at hans antagelser i virkeligheden var for uvisse til at understøtte den fremgangsmåde, han havde besluttet sig for. Men det var, hvad han havde. Og noget måtte han gøre.
På Gurneys anmodning steg de to mænd ud, og den ene af dem åbnede døren for ham. Klokken var kvarter i tolv. Han tog sine fem hundred dollars Giacomo-solbriller på og steg ud af bilen foran en overdådigt udsmykket smedejernslåge for enden af en indkørsel belagt med gult grus. Lågen var den eneste åbning i den høje stenmur, der omgav ejendommen på de tre sider, som ikke vendte ud mod havet. Ligesom nabogrundene på den luksuriøse kyststrækning var denne forvandlet fra at være en strandvold med marehalm, hjelme og viftepalmer til en frodig botanisk have med frangipani, hibiscus, nerier, magnolier og gardenier.
Gurney syntes, der lugtede af gravøl efter bisættelsen af en gangster.
De to betalte ledsagere stillede sig ved bilen og emmede af en brutalitet, som de så ud til kun lige akkurat at kunne tøjle. Gurney gik hen til samtaleanlægget på søjlen ved siden af lågen. Foruden anlæggets indbyggede kamera var der to sikkerhedskameraer, et på hver side af lågen – anbragt således, at de både dækkede området foran lågen og en stor del af den tilstødende boulevard. Der var også direkte udsyn til lågen fra mindst et af vinduerne på førstesalen af palæet, som var bygget i spansk stil og lå for enden af den gule indkørsel. Det sagde noget om husets ejer, at der med alle de træer og blomster ikke lå et eneste nedfaldsblad på jorden.
Da Gurney trykkede på knappen, blev der straks svaret i en mekanisk høflig tone. ”Godmorgen. Sig venligst, hvad De hedder, og hvilket ærinde De har.”
”Sig til Jordan, at jeg er her.”
Der blev stille et øjeblik. ”Sig venligst, hvad De hedder, og hvilket ærinde De har.”
Gurney trak på smilebåndet og antog straks efter en kølig mine. ”Bare sig det til ham.”
Igen tavshed. ”Jeg er nødt til at give mr. Ballston et navn.”
”Naturligvis,” sagde Gurney og smilede igen.
Han var klar over, at han stod ved en skillevej. Han overvejede mulighederne og valgte den mest risikable, som forhåbentlig også var den mest udbytterige.
Han tørrede smilet af. ”Mit navn er Fuck You.”
Der skete ingenting i flere sekunder. Så lød der et metallisk klik, og lågen gik langsomt op.
En ting, som Gurney havde glemt i farten, var at gå ind og finde billeder af Ballston på nettet. Men da palædøren gik op, var han slet ikke i tvivl om, at manden, der stod der, var Ballston.
Hans fremtoning passede til det billede, man kunne have af en kriminel dekadent milliardær. Der var noget selvforkælende over hans udseende – håret, huden og tøjet – en selvglad grusomhed i øjnene og et nedværdigende drag om munden, som om verden i al almindelighed var langt under hans niveau. Han havde også nogle underligt snøftende trækninger ved næsen, som kunne tyde på, at han var forfalden til kokain. Det var helt tydeligt, at Jordan Ballston var en mand, for hvem intet på denne jord var vigtigere, end at han fik sin vilje, og at han fik den i en fart, uanset hvilke omkostninger det måtte have for andre.
Han så på Gurney med slet skjult bekymring. Næsen gik på ham. ”Jeg fatter ikke, hvad det her handler om.” Han kiggede forbi Gurney, ned ad indkørslen på den voldsomt bevogtede Mercedes og spærrede øjnene lidt op.
Gurney trak på skuldrene og smilede som en mand, der trækker et sværd ud af skeden. ”Har du lyst til, at vi går indenfor og snakker?”
Det opfattede Ballston åbenbart som en trussel. Han glippede med øjnene og rystede nervøst på hovedet. ”Kom ind.”
”Flot grus,” sagde Gurney og trådte ind i huset.
”Hvad?”
”Det gule grus,” sagde Gurney. ”I indkørslen. Flot.”
”Nå.” Ballston nikkede og så forvirret ud.
Gurney stod nu i en kæmpestor foyer og lignede med sit takserende blik en vurderingsmand, der skal tage stilling til et lån i fast ejendom. På den store væg over den brede trappe foran ham hang et kæmpestort maleri af en liggestol – som han huskede fra det kunstforståelseskursus han havde været på sammen med Madeleine halvandet år tidligere, det kursus, Sonya Reynolds ledede, det kursus, som havde givet ham idéen til den skæbnesvangre ”hobby” med de manipulerede forbryderfotos.
”Det kan jeg godt lide,” sagde Gurney og pegede på billedet, som om hans velsignelse var et kvalitetsstempel, der reddede det fra affaldsspanden.
Ballston virkede en anelse lettet over billigelsen, men også forvirret.
”Fucking bøssekarl,” sagde Gurney om kunstneren, ”men det lort, han laver, er mange penge værd.”
Ballston gjorde et forkrampet forsøg på at grine. Han rømmede sig, men lod ikke til at kunne finde på noget at sige.
Gurney vendte sig om mod manden og rettede på solbrillerne. ”Nå, Jordan, så du samler nok på bøssekunst?”
Ballston så ud til at synke en ekstra gang, hvorpå han snøftede og mimrede. ”Egentlig ikke.”
”Egentlig ikke? Det er meget interessant. Så hvor kan vi sætte os og få en lille snak?” Efter de utallige afhøringer, Gurney havde foretaget, vidste han med sikkerhed, at let henkastede goddagmand-økseskaft-slutninger gjorde folk usikre.
”Øh …” Ballston så sig omkring, som om han befandt sig i en anden mands hus. ”Derinde?” Han pegede forsigtigt i retning af en bred buegang, som førte hen til en elegant dagligstue med antikke møbler. ”Vi kunne sætte os derind.”
”Ja, hvis du har det godt med det, Jordan. Så sætter vi os. Og slapper af. Og snakker sammen.”
Ballston gik lidt akavet hen mod to lænestole betrukket med hvid brokade. Der stod et kortbord i barokstil mellem dem. ”Her?”
”Ja,” sagde Gurney. ”Meget flot bord.” Hans ansigtsudtryk var i modstrid med komplimenten. Han satte sig og så Ballston gøre det samme.
Manden lagde besværet det ene ben over det andet, tøvede, satte det ned igen og snøftede.
Gurney smilede. ”Har coken sat sig i klodserne?”
”Hvabehar?”
”Ja, det rager jo ikke mig.”
Ingen af dem sagde noget i lang tid.
Ballston rømmede sig. Halsen lød tør. ”Du sagde … du sagde i telefonen, at du var strisser, ikke?”
”Jo. Det sagde jeg. Du har en god hukommelse. Det er meget vigtigt at have en god hukommelse.”
”Det ligner ikke en politibil, der holder derude?”
”Nej. Jeg er undercover, det forstår du nok, ikke? Jeg er faktisk gået på pension.”
”Kører du altid rundt med bodyguards?”
”Bodyguards? Hvad er det for nogen bodyguards? Hvad skulle jeg med bodyguards? Det er bare et par venner, som gav mig et lift.”
”Venner?”
”Ja. Venner.” Gurney lænede sig tilbage, drejede hovedet langsomt fra side til side og lod blikket glide rundt i stuen. Det var en stue, som kunne være forsidebillede på Architectural Digest. Han ventede på, at Ballston skulle sige noget.
”Er der et særligt problem,” spurgte manden til sidst spagfærdigt.
”Det må du vide.”
”Et eller andet må vel have fået dig til at komme … en særlig bekymring.”
”Du er under et stort pres. Stressende, ikke?”
Ballston spændte i kæbemuskulaturen. ”Ikke noget, jeg ikke kan håndtere.”
Gurney trak på skuldrene. ”Stress er noget forfærdeligt noget. Det gør folk … uberegnelige.”
Muskelspændingen i ansigtet bredte sig til hele kroppen. ”Jeg forsikrer dig for, at det bliver løst.”
”Ting kan løses på mange måder.”
”Jeg forsikrer dig for, at det bliver løst på en tilfredsstillende måde.”
”Tilfredsstillende for hvem?”
”For … alle implicerede.”
”Hvad nu, hvis ikke alle ser på det på samme måde?”
”Jeg forsikrer dig for, at der ikke er noget problem i det.”
”Det er jeg glad for at høre.” Gurney stirrede dovent på det store, forkælede luksusdyr af en mand og lod kun lige en anelse af sin afsky komme frem. ”Ser du, Jordan, jeg er problemknuser. Men jeg har problemer nok om ørerne. Jeg har ikke brug for flere. Det er jeg sikker på, du forstår.”
Ballstons stemme knækkede over. ”Der … opstår … ikke … flere … problemer.”
”Hvordan kan du være så sikker på det?”
”Problemet denne gang var et hændeligt uheld, helt ud over det sædvanlige, en ud af en million.”
’Denne gang?’ Hold da helt kæft! Nu har jeg stodderen! Men lad dig for guds skyld ikke mærke med det, Gurney. Slap af. Tag det roligt. Slap af.
Gurney trak på skulderen. ”Er det sådan, du ser på det, hva’?”
”En skide indbrudstyv, for fanden! En skide indbrudstyv, som bare brød ind på den fucking forkerte aften, den eneste fucking aften, den lille fisse lå i min fucking fryser!”
”Så det var nærmest helt tilfældigt?”
”Selvfølgelig var det tilfældigt! Hvad fanden skulle det ellers være?”
”Det ved jeg ikke, Jordan. Er det den eneste gang, det er gået galt? Den eneste? Er du sikker på det?”
”Fuldkommen sikker!”
Gurney drejede igen hovedet langsomt fra side til side. ”Man bliver sgu meget anspændt i den her branche. Har du nogen sinde prøvet det der yoga-pis?”
”Hvad?”
”Kan du huske Maharishi? Sikke noget makværk!”
”Hvem?”
”Før din tid. Jeg glemmer, hvor ung du er. Så sig mig, Jordan. Hvordan kan vi være sikre på, at der ikke dukker flere overraskelser op?”
Ballston blinkede, snøftede og begyndte at smile, så læberne bevægede sig i små ryk.
”Sagde jeg noget morsomt?”
Ballston trak nu vejret i små stød. Så begyndte hele overkroppen at ryste, og der kom en række skarpe staccato-lyde fra halsen.
Han lo. På en afskyelig måde.
Gurney ventede på, at det sære latterudbrud skulle gå i sig selv igen. ”Har du lyst til at fortælle mig, hvad det er, der er så sjovt?”
”Dukker flere overraskelser op,” sagde Ballston, og sætningen udløste et nyt anfald af vanvittigt spruttende latter.
Gurney ventede. Han vidste ikke, hvad han ellers skulle sige eller gøre. Han huskede det kloge råd, en undercover-partner engang havde givet ham. Når du er i tvivl, så hold kæft.
”Beklager,” sagde Ballston. ”Det var ikke ment som nogen fornærmelse. Men det er et rigtig sjovt billede. Dukker op! To hovedløse lig dukker op af havet ud for Bahamaøerne! Shit mand, hvilket syn!”
Missionen fuldført! Muligvis. Måske. Bevar troværdigheden. Bliv i rollen. Vær tålmodig. Se, hvor det fører hen.
Gurney så undersøgende på sin højre hånds negle, så pudsede han dem blanke på sine bukser.
Ballstons opstemthed aftog.
”Men du siger altså til mig, at alt er under kontrol?” spurgte Gurney og blev ved med at pudse.
”Fuldkommen under kontrol.”
Gurney nikkede langsomt. ”Hvordan kan det så være, at jeg stadig er bekymret?” Da Ballston bare stirrede på ham, fortsatte han. ”Der er lige et par ting. Mindre spørgsmål. Jeg er sikker på, at du kan komme med nogle fornuftige svar. For det første. Lad os sige, jeg virkelig var strisser, eller arbejdede for strisserne. Hvordan fanden kan du vide, at jeg ikke har mikrofoner på mig?”
Ballston smilede og så lettet ud. ”Kan du se den tingest der på hylden, som ligner en dvd-afspiller? Kan du se den lille grønne lampe? Den ville være rød, hvis der var sende- eller optageudstyr i gang i stuen. Den er meget pålidelig.”
”Fint. Jeg kan godt lide, når ting er pålidelige. Og når mennesker er det.”
”Antyder du, at jeg ikke er pålidelig?”
”Hvordan fanden kan du vide, at jeg ikke er strisser? Hvordan fanden kan du vide, at jeg ikke er strisser og er her for at få lige præcis de oplysninger, du lige har givet mig med din forpulede fnisen, din kraftidiot?”
Ballston lignede en skravlet lille dreng, som lige havde fået en lussing. Det grimme chok blev afløst af et endnu grimmere, ondskabsfuldt grin. ”Selv om du ikke tror det, er jeg fantastisk god til at bedømme folk. Man bliver ikke så rig, som jeg er, hvis man læser folk forkert. Så nu skal jeg sige dig noget. Sandsynligheden for, at du er strisser, er lige så stor som sandsynligheden for, at strisserne nogen sinde finder de to hovedløse fisser. Jeg har ikke tænkt mig at ligge søvnløs over hverken den ene eller den anden mulighed.”
Gurney efterlignede det ondskabsfulde grin. ”Selvtillid. Det er fint. Rigtig fint. Jeg kan godt lide folk med selvtillid.” Gurney rejste sig pludselig. Ballston krympede sig. ”Held og lykke, mr. Ballston. Vi snakkes ved, hvis der opstår noget uforudset.”
Da Gurney gik ud ad fordøren, gav Ballston historien en lille drejning. ”Hvis jeg troede, du var strisser, ville alt det, jeg har fortalt dig, have været det rene opspind.”